Til Litteratursiden fortæller Lone Hørslev, at hendes inspirationskilder især har været inden for nyere dansk lyrik. Hun nævner Naja Marie Aidt, Kirsten Hammann, Pia Juul, Katrine Marie Guldager og Peter Laugesen. Af prosaister nævner hun Peer Hultberg, Jens Gielstrup og Kirsten Thorup. Andetsteds siger hun: ”Jeg er også bevidst om, at jeg står på skuldrene af mange forfattere før mig, især Per Højholt og Tove Ditlevsen. Jeg forestiller mig, at jeg har et ben på skulderen af dem hver. [ ...] Per Højholt er ‘hjernen’, men samtidig er hans arbejde med skriften meget kropsligt, båret af åndedræt og bevægelse. Tove Ditlevsen indeholder meget krop, hjerte, smerte, kvie og kval, men også meget coolness. Jeg kan godt lide, den måde hun bruger det private stof på, den måde hun arbejder med selviscenesættelse.” (Malene Wichmann: Sammenstød og ærlighed. Dagbladet Information, 2007-05-21).
Lone Hørslev har uvægerligt grumheden til fælles med Naja Marie Aidt, om end den er mere underspillet hos Hørslev. Hun har interessen for det stedbundne, som eksempelvis i “Naturlige fjender”, til fælles med Helle Helles “Rødby-Puttgarden”. Den empatiske udforskning af skæve eksistenser har hun til fælles med forfattere som Bent Vinn Nielsen og Hans Otto Jørgensen og også med Jens Blendstrup, som hun desuden deler sin humoristiske tilgang med. Dog kammer Hørslev aldrig over i det groteske i samme grad som Blendstrup.
De skæve eksistenser og det smertelige har hun desuden tilfælles med Tove Ditlevsen, ligesom hun i digtsamlingen om sin egen skilsmisse deler en selvudlevering og overskridelse af de private sfærer med Ditlevsen. I ”Svømmende, rygende, grædende” er alkoholmisbrug, ensomhed og skam helt centrale temaer, og her ligger hun også i direkte forlængelse af Ditlevsens forfatterskab.
Hørslev har sin sproglige vilterhed og polyfoniske stemmeføring til fælles med Per Højholt, Kirsten Hammann og Pia Juul. Retorisk-stilistisk minder hun om Pia Juul og også om Ursula Andkjær Olsen. Sidstnævntes sproglige lege er ligeledes at finde hos Hørslev. Desuden er der tydelige referencer til Virginia Woolfs brug af stream of consciousness hos Lone Hørslev. Især i “Naturlige fjender”, men også i de øvrige værker. I de øvrige værker knytter bevidsthedsstrømmen sig dog alene til en karakter.