Jens Blendstrup
Foto: Miklos Szasbo

Jens Blendstrup

Ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information. 2014. Opdateret 2017.
Top image group
Jens Blendstrup
Foto: Miklos Szasbo

Indledning

Jens Blendstrups værk er muntert. Tag blot værktitler som ”Bombaygryde”, ”Laterna vagina” eller ”Luskefisefortællinger”. Eller hvad med ”Piksvingeri og negerlege”? Vi kan have svært ved at tillægge spas litterær værdi eller passe fjolleri ind i de givne kasser, vi almindeligvis sorterer det litterære sprog i. Men i Jens Blendstrups forfatterskab er humor en funklende skat, der lyser ud på livet, døden og kærligheden.

 

 

54136404

Blå bog

Født: 1968 i Aarhus.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie og historie fra Odense Universitet.

Debut: Mennesker i en mistbænk. Borgen, 1994. Novellesamling.

Litteraturpriser: Dan Turèll-prisen, 2005. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2008. Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat, 2013.

Seneste udgivelse: Sodavandsmysteriet. Gyldendal, 2018. (Kokseby ; nr. 4).

Inspiration: Uffe Blendstrup.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

Der findes et kort oplæsningsklip fra ”Slagterkoner og bagerenker”, Rosinante, 2016:

Artikel type
voksne

Baggrund

”Leif gør store øjne. Han har slet ikke tænkt på, at han kan blive kaptajn. Kaptajn i hæren! Alt det man kan. Verden står pivåben! Ting skal bare gribes. Rækkes ud efter. Det er en mulighed, på sigt. Men han ved ikke, hvordan han klarede sin test. Han synes den var sindssyg svær – særlig det med trekanterne og firkanterne. Den med blækklatterne var ikke så svær.”
”Bombaygryde”, s. 19.

Det meste af Jens Blendstrups forfatterskab er rentonet biografisk. Det handler om forfatterens opvækst i den privilegerede parcelhusbydel Risskov i den nordlige del af Aarhus. I disse erindringsbøger er det i særdeleshed faderen Uffe Blendstrup – falleret psykolog, drikfældig hustyran men også ukuelig fantast – der er den centrale figur, mens brødrene og den svensk plirrende mor har mere tilbagetrukne roller.

Opvæksten betyder noget for de fleste forfattere, men Blendstrups opvækst i Risskov er i en meget konkret forstand grundstenen i forfatterskabet. I et ældre interview sammenligner han forholdet med Dan Turèlls brug af Vangede i forbilledets klassiske erindringsroman ”Vangede billeder”: ”Han var jo også en forstadsdreng. Og jeg kan godt se slægtskabet, for jeg var nok lige så besat af Risskov, som han var af Vangede.” (Nicolas Jespersen: Bag havelågen bor en cirkushest. Sentura, 2006-08-24).

Blendstrup betegner sig selv som et ’villavejsvidne’, og evnen til netop at bevidne barndommens pinlige og blottende begivenheder på en fjerlet og selvfølgelig måde forbinder den private historie med noget alment. Man genkender og genkendes, når man læser Blendstrup.

Forfatterens voksne liv er også indskrevet i forfatterskabet (især når vi medregner oplæsnings- og performer-værket), dog langt fra i samme systematiske grad som opvæksten. Således kan man i romanen ”Gud taler ud” (2004) forvisse sig om, at den voksne Jens Blendstrup har færdiggjort (og kun akkurat færdiggjort) en universitetsuddannelse i litteratur og historie på det, der i dag hedder Syddansk Universitet.

Sammen med forfatterkollegerne Tomas Thøfner, Martin Budtz, Morten Søndergaard, Thomas Krogsbøl m.fl. var Blendstrup blandt stifterne af det skelsættende digterkollektiv Øverste Kirurgiske i 1997. Siden dengang har Blendstrup stiftet familie, og sammen med sin kone Malene Kirkegaard, deres to døtre Liva og Wilma og hunden Susi har han boet i den lille landsby Rude på Sydsjælland; i det røde, rundbuede træhus ”Villa Pølsely” på Amager og i dag i en 1920’er-villa i Korsør. Rækken af bopæle vidner om et søgende gemyt, der nok lever i en kernefamilie men ikke uden en vis portion godmodig utilpassethed.

I et interview med Politiken siger familiefaderen Blendstrup: ”Vi har ikke nogen stue. Og hverken fjernsyn eller sofaanlæg. Nogle gange slår jeg op i IKEA og kommer ind til min kone, Malene, og siger: Skal vi ikke snart se at få denne her dejlige næsten-læder-ting? Det gider hun sgu ikke. Og i virkeligheden er jeg også rædselsslagen for at få det selv.” (Nils Thorsen: Man er sgu da bare et menneske. Politiken, 2014-12-01). Mon ikke den IKEA-sofa, der aldrig bliver anskaffet, finder vej ind i en roman en gang?

Mennesker i en mistbænk

”Så får Knuddi 30 gram hash, og så er han lykkelig, for han har hænderne fulde af mad og blomster, og hvor er der egentlig smukt i Jægersborggade. Knuddi ville være rejst for mange år siden, men så brækkede han nakken, og nu kører han ad de gamle skinner, hvor sporvognene fragtede liv i hovedstaden.”
”Mennesker i en mistbænk”, s. 40.

I Jens Blendstrups første novellesamling ”Mennesker i en mistbænk” fra 1994 finder vi en skæv og karikeret verden, men egentlige karaktertræk fra det, der senere skulle blive et forfatterskab, er endnu ikke tydelige.

I samlingens anden novelle ”Vintertræf” er det pludselig blevet vinter, og hvilken vinter: ”Hvis vi siger, den kom som en lagkage, så sad dens hvide flødeskum overalt, på tagryggene, langs fjorden, på stierne. Flødeskummet dækkede de stivfrosne drukkenbolte på bænkene [..] Og træerne langs motorvejen lignede lagkagens knækkede stearinlys[…]” (s. 11). Nej, kulden er ikke særlig kold hos Blendstrup. Novellen præsenterer såkaldt ’koldfrostvæsener’, der sammen med en usandsynlig streng (men venlig) vinter optegner en fantasifuld verden. Gennem en fortælling, der låner fra børnebøgers overekspliciterede metaforik og frie billedunivers, fortæller Blendstrup således spøjst om det moderne Danmarks travle mennesker.

Titlen ”Mennesker i en mistbænk” er et eksempel på en fuldtonet og oprigtig brug af metaforik, som vi ikke finder på samme måde i det senere forfatterskab. En mistbænk er et lavt og delvist nedgravet drivhus, der gødes med komøg. Mistbænken holder på varmeudviklingen fra møget og giver planter gode vækstbetingelser. Når mennesker lever her, er de altså dels i lort til halsen og dels i gode vækstbetingelser. Det er denne tilværelsens dobbelthed, novellesamlingen angiveligt adresserer.

Resten af samlingens noveller kredser om en ”fatalt genkendelig hverdag”, som der står på bogens bagside. Vi præsenteres for Ohm, der samler blod på siderne i sin ’blodbog’. På papir samler han alt det, der i bogstavelig og overført betydning er blod. Væske fra sår og til sidst bare smukke ord. 

Dame til fornuftige priser

”I dag fælder de elmetræerne i min gade. Jeg har mit røde sæt på. Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø! Tænk at nogen af dem er over 500 år gamle.”
”Dame til fornuftige priser”, s. 52.

Jens Blendstrups ”Dame til fornuftige priser” (1999) er udgivet på digterkollektivet ØK’s selvbestaltede forlag. Bogen udkom sammen med en række af forlagets andre debutbøger – på samme dag. Det lille uafhængige pionerforlag viste med ét kraftigt bølgeskvulp, at tiderne skifter, og at der ikke længere er grund til at afvente de store etablerede forlag og deres måde at gøre tingene på. Den pointe er blevet desto tydeligere i dag 15 år senere.  

”Dame til fornuftige priser” er en aparte men også charmerende koncept- og fotobog i A4-format, der deler spaltepladsen ligeligt mellem fotokopierede udklip fra gamle dameblade og ultrakorte tekster i stor tekststørrelse og simpel syntaks. Teksterne er nok indbyrdes sammenhængende og fortællende, men nærmer sig i opsætning og intonation et lyrisk udtryk, som vi også finder andre steder i det ellers prosa-dominerede forfatterskab. Historien om en ung kvindes store og (mest) små hverdagsproblemer fortælles i et tørt og klukleende leje. Det foregår væsentligt nok udelukkende i gennemsigtig førsteperson, hvilket udstiller og latterliggør den skrøbelige og usikre hovedperson. Hun er håbløst (og særdeles ugengældt) forelsket i en bager, og bogen igennem forsøger hun at score ham. Forgæves og ubehjælpsomt.

I hovedpersonens dagdrøm er livet let og glamourøst, sådan som det er på de flankerende damebladsfotografier. Virkeligheden har imidlertid svært ved at følge med idealerne, og det er nemt at se igennem den tynde fernis af selviscenesættelse, når udtalte first-world-problems fremstilles som dybdegående eksistentielle kriser. Bagved titter en sart og tvivlende kvindefigur frem i al sin naive men også elskelige selvoptagethed. Blendstrups umiddelbart nådesløse bid i en stereotyp kvindefigur er således først og fremmest en kærlig og undrende hyldest til det modsatte køn, hvis opstyltede uudgrundelighed bogen netop begærer.

Laterna vagina

”Der sidder han så og koger på sin knallert. Med rodekassen fuld af ragelse fra villavejenes containere. Og drikker sin sidste øl. En guldøl fra Ceres. En solnedgangspils. Han sidder på sin hest og skuer ud over havet. Og ser på Kalundborgfærgen og bøvser, så den røde styrthjelm er ved at kvæle ham.”
”Pensionist på Vespa” fra ”Laterna vagina”, s. 18.

Titelnovellen i Jens Blendstrups Laterna vagina” (2000) starter ved begæret rettet mod kvinder: ”Kære kvinde. Jeg ved ikke, om du er klar over, at du er udstyret med den mest fantastiske biograf i verden” (s. 25). Titlen er en sjofel omskrivning af ’laterna magica’, den magiske lanterne, der i 1700-tallet var en primitiv forløber for biografens filmprojektor. Gennem den perfekt klodsede sammenligning fisse/biograf (”plyssæder, drypstensstole og de varmeste vægge, der trækker sig sammen under filmen”) indfanger novellen en ung mands udforskning af kvindelig anatomi og egen seksualitet. Humoren er udleverende men tildeler samtidig det prekære emne en befriende lethed.

28447604

Samlingens første novelle ”Manden der blandt andet var en sko” (der er en novelleversion af radioteaterstykket af samme navn), handler om ”Mogensmand”, der som et værn mod tilværelsens udfordringer forvandler sig til forskellige ting (et drægtigt pindsvin, en radise, en emhætte, en sko) og lader konen ”gætte ham”. Forvandlingen er bizar som i Kafkas berømte fortælling ”Forvandlingen”; nok uhyggelig men ikke uden også at være komisk. For hvad stiller man egentlig op med en umælende mand, der tror han er en sko: ”- Nu smutter jeg, skat, jeg kan næsten regne ud, at du ikke kommer af sted i det humør du er i i dag.

Men hvis du får det bedre eller forvandler dig til noget mere praktisk, så ville det være rart, hvis du gad ordne vandhanen ude i bryggerset. Den drypper. Forresten, tilføjer konen, – så ved jeg godt du er en sko. Det er du altid når du sidder under køkkenbordet” (s. 8).

Novellerne i ”Laterna vagina” er både rablende og rørende. De handler på deres helt egen og litterært set utilpassede facon om kærligheden, kejtetheden og bristede forhåbninger. Og så er de veloplagt sjove i den unikt satiriske tone, der i ”Laterna vagina” falder i hak i Blendstrups forfatterskab.

 

 

 

Piksvingeri & negerlege (CD)

”Min kæmpe kvinde. Min kæmpe, kæmpe kvinde med kæmpe røv og fyrre kanoner. Nu stævner hun ud. Jeg vinker med min flaske med vin og med mine øjne, der er fulde af tårer. Vinden griber hendes D-skål. Hvor er det godt vi kun skal til Varde”
”Nu stævner kæmpekvinden ud” fra ”Piksvingeri & negerlege”.

Med bandet Frodegruppen40, hvori Jens Blendstrup er udklædt, dansende og reciterende frontmand, synes forfatterens trang til galskab at have fundet et fristed. Mens Blendstrups trykte tekst nok er utilpasset og skæv, så er det ingenting målt mod Blendstrups oplæsninger og ikke mindst Blendstrups oplæsninger sammen med Frodegruppen40. Det er simpelthen helt ved siden af det meste på den litterære scene, og vi skal tilbage til Dan Turèll & Sølvstjernerne for at finde noget, der bare minder om det. Og selv Turèll synes i sammenligningen at være ganske ordinært opbyggelig og moralesøgende. Blendstrup forklarer det sådan i et interview: ”[jeg har] fundet meget trøst i frodegruppen40 fordi jeg der ikke behøver påstå en eller anden dyb socialrealisme, eller ”romanlighed” eller fornuft”. (ordtilallesider.dk/jens-blendstrup, årstal ikke angivet).

På én af tre CD-udgivelser, den der altså hedder ”Piksvingeri & negerlege” (2001), folder Blendstrups tekster sig ud med en elektronisk underlægningsmusik baseret på simple synthesizere, elguitar og monotone rundgange. Blendstrup vrænger og vrider stemmen i bevidst overtydelige toneringer og påtagede udtryk, der understreger de gale teksters gale beskaffenhed. Vi hører om den gamle symbolist, der læser buskøreplanen baglæns (”Den gamle symbolist”) og i et helt tørt alvorsimiterende tonefald om en fasan, der tror den er en landbrugsmaskine og påbegynder høsten (”Landdigt”). I den vulgære afdeling møder vi manden, der lægger fliser i indkørslen og til egen rædsel (og konens raseri) opdager, at han har lagt ”en ulækker kvinde med en kæmpe kusse. Det var ikke meningen.” (”Vi lægger fliser”). Der er ”ild i tissemanden”, som Blendstrup vrænger et sted, og denne ild får lov til at flamme i Frodegruppen40.

Gud taler ud

”Gud sidder på bænken ved L.P. Becksvej. Hunden er parkeret ved hans side. Skyerne er sorte over ham. Nej, nærmest lilla. Men solen skinner gennem dem. Sid nu stille mand, råber den yngste utålmodigt. Men Gud skal lige have ild på en smøg. Og han fatter ikke værdien af alle de motiver. Til ligsamlingen, siger Gud.”
”Gud taler ud”, s. 108.

Jens Blendstrup fik sit kunstneriske og kommercielle gennembrud med romanen ”Gud taler ud” fra 2004. ”Gud” er konsekvent brugt om Jens Blendstrups far Uffe Blendstrup, og bogen gennemspiller i korte, stykvist afsluttede tekster på omkring en side Guds storhed og fald, så at sige.

Familien Blendstrup flytter til Risskov, hvor Gud har købt hus: ”Flyttefolkene pruster og stønner. Tag en bajer, folkens. Gud har tid nok. Han bærer ingenting. Bortset fra selve jorden altså.” (s. 6). Historien fortælles af Guds yngste søn, Jens, der i tilbageblik beretter om sin fars liv som kvartalsdranker, dubiøs psykolog, pensionist og ivrig initiativtager udi boligfornyelse.

25458729

Guds hus (i Risskov) udbygges og fyldes med livlige sønner og mægtige drikkegilder. Når humøret er højt er livet en skabende leg, men når humøret dykker og tømmermænd og delirium sætter ind, forvandler den gode Gud sig til en ond gammeltestamentlig tyran, der straffer og ødelægger.

Da Gud bliver alvorligt syg af kræft må familie plus overhoved forlige sig med det faktum, at selv Gud ikke er hævet over forgængelighedens hårde realitet.

”Gud taler ud” har over to omgange været sat op som teaterstykke på Husets Teater med Mads Wille i hovedrollen. Romanen er endvidere solgt til kommende filmatisering.

 

 

 

 

 

Pludselig flæben

”Nina daskede ham på skulderen. – Hallo, sagde hun, – slap af, Niels. Lysstofrøret var gået, det var noget gammelt lort. Hvad andet kan man vente sig af et solarium med navnet Allans Solsystem?”
”Pludselig flæben”, s. 51.

I 2007 udgav Jens Blendstrup ”Pludselig flæben”. Den består af 17 noveller, hvoraf de fleste bedriver først en overdimensionering og dertil en konkretisering af genkendelige hverdagsproblemer, store som små. Novellen ”Mørket mellem os” handler således om et parforhold, hvor en kvinde og en mand aldrig føler sig helt overbeviste om hinandens kærlighed. Kvinden er bange for, at mandens kærlighed ikke er tilstrækkelig dyb og autentisk, mens manden er optaget af mørket mellem dem – altså et område mellem Niels og Nina, der i bogstavelig forstand er sort og vokser sig større og større og sortere og sortere igennem novellen.

Novellen tager rigtig fart, da Niels og Nina tager på ferie, og hverdagens monotone pligter sættes på stand-by. Pludselig skal de bare slappe af og nyde livet, og frasorteret dagligdagens tummerum står mørket pludselig tilbage, som det eneste de deler. Den sært demonstrative metafor, hvor ”mørket imellem os” ER mørket imellem os kendetegner Blendstrups metode, der både benytter og underløber billedsproget.

26681693

De øvrige noveller i ”Pludselig flæben” er ligeledes humoristiske og lune, men også barske i deres udpegning af tilværelsens skyggesider og den pludselige flæben, mennesker før eller siden havner i. Det kan vi se i novellerne ”Jan Tovdal”, der fremstår som en satire over mobningens væsen, mens ”Det rummelige menneske” skildrer en person, der ikke stiller krav og i stedet tager imod, uanset hvordan andre behandler ham.

 

 

 

 

Toværelses med lykkelig udgang / Berlin – Øjenvidnevariationer

”Det var meget festligt de første år, knap så sjovt de sidste, hvor man tillige var meget væk iført skrårem og totenschlæger. Man siger jo sjælen er øjets spejl. Og øret er søvnens komfur. Gør man ikke?”
”Berlin – øjenvidnevariationer”, s. 109.

Digt- og fotobogen ”Toværelses med lykkelig udgang” fra 2008 er lavet i samarbejde med fotografen Lars Gundersen og gentager det greb, som Blendstrup også benyttede i ”Dame til fornuftige priser”.

”Toværelses med lykkelig udgang” består af tre dele. I første del ”Verdensfirmaet hjem kære hjem” finder man kvadratiske fotografier med firkantede tekster indeni. Tekst og fotografi adresserer forskellige huse. I et af disse huse bor Mogensen, der hulmursisolerer med svaler, og i et andet hus er der huller i murene.

Bogens anden del ”Posthus Montmartre” består af en samling breve, der ligeledes er kvadratiske. I brevene opstår komik i et uafgjort forhold mellem afsender, modtager og indhold. I den tredje del ”Voyeur Jagtstuen” skifter værket grafisk karakter. Nu er fotografierne helliget kvindekroppe uden ansigter. Små tekster giver kvinderne et navn og fortæller en lille, ofte erotisk beretning.

27218652

I tvillingebogen ”Berlin – Øjenvidnevariationer” (2012) arbejder Jens Blendstrup atter sammen med Lars Gundersen, og tekst og fotografi er igen samlet i et multimodalt udtryk. Modsat det vildt strittende udtryk i ”Toværelses med lykkelig udgang” fortæller berlinbogen en (mere) samlet og afrundet historie om storbyen Berlin, dens nutid og dens begivenhedsrige fortid. Mens Gundersens fotografier ensidigt er fokuserede på bybilledets detaljer og ornamentik og helt undviger mennesker, er Blendstrups tekster (brudstykker af) fiktive erindringer fra Berlins tumultariske historie før, under og efter Anden Verdenskrig.

Fotografierne adresserer storbyens bygningsmaterialer og deres patina, mens tekster frembringer historien, som har udspillet sig foran, bagved og imellem dette urbane eksteriør. Dokumenterende fotografier fra nutiden forbindes således med fabulerende erindringer fra fortiden i en fantasi, hvor ”tegn trængte gennem murene”, som det hedder et sted. Undertitlen og den selvbestaltede genrebetegnelse ”øjenvidnevariationer” er ikke skudt helt ved siden af.

Bombaygryde

”Det er ikke noget stort brev, det er Leif godt klar over. Men det er vigtigt at nævne det med kærestens overarme, fordi de er lidt tykke og konede, når hun har kjole på. Og det ved hun. Og det ved Leif. Derfor er det vigtigt at få lukket den med overarmene. Leif sender brevet anbefalet, så han er sikker på hun læser det inden weekenden. Han vedlægger også et billede af sig selv, hvor han suger kinderne ind og kigger væk, fordi han ikke fatter den tegning, der er i boksen. Det er taget i en fotoboks i Rønne”
”Bombaygryde”, s. 82.

Novellen ”Pinden” fra ”Laterna vagina” fungerer som en militær-satirisk forløber for Jens Blendstrups roman Bombaygryde” (2010), mens persongalleri og setting er nogenlunde identiske med det, vi finder i ”Gud taler ud”.

”Bombaygryde” har taget sit navn efter en ubestemmelig men populær (indisk?) feltration, som soldaterne i Bornholms Værn får udleveret på øvelser. Handlingen er henlagt til 1987, hvor Leif Balleby netop er blevet student og taber et spil Matador til den sært diktatoriske far Uff – uden ’e’. Konsekvensen er åbenbart uafvendelig: Leif skal til Almegårds Kaserne i Bornholms Værn for at aftjene sin værnepligt.

Leifs kammerater præparerer ham med en ”chokterapi” bestående af uhyggelige Vietnamfilm: ”Full Metal Jacket”, ”Platoon” og ”Deerhunter”. Men forgæves. Leifs billede af militæret forbliver det hyggelige, joviale og platte, han kender fra Sven Methlings ”Soldaterkammerater”, som Leif har set igen og igen sammen med Uff. Undervejs på den atten timer lange togrejse fra Aarhus til Bornholm møder Leif sine egne soldaterkammerater: Psyko-Gert, Gnuen, narkomanen Millo og Benny fra den Sorte Firkant. Som øgenavnene indikerer, er der tale om en blandet skare, i hvis urolige midte den naive Leif agerer som en hund i et spil kegler. 

28272588

Blendstrup beskriver kasernelivet i al dets groteske og verdensfjerne latterlighed. Den godmodige Leif har svært ved at udpege venner og fjender i en verden af hård disciplin, veteranbiler, murens snarlige fald, nådesløs omgangstone og indbildte koldkrigsfjender. Og kvinder, ikke at forglemme. Balleby, som han kaldes, står dog prøvelserne igennem og kommer ud som en voksen mand. Eller også er dét, der kommer ud en rekrut, der er blevet banket til humorist af værnepligtens vanvittige pantomime?

 

 

 

Luskefisefortællinger

”Kent havde skrevet et brev til den franske dykker Jacques Cousteau, om han kunne komme i praktik i syvende klasse på Atlanterhavet. Han havde skrevet det meget kort, for der er ikke meget luft på havets bund, og dykkere gider ikke læse lange breve, de har så lidt luft og så mange vrag de skal finde.”
”Luskefisefortællinger”, s. 32.

Jens Blendstrups roman fra 2014,Luskefisefortællinger”, placerer sig med den genredikterende og selvundergravende titel i det biografisk/erindrende hovedspor i forfatterskabet i direkte forlængelse af ”Bombaygryde” og navnligt ”Gud taler ud”. Ifølge ordbogen er ’luskefis’ en uformel variant af ’luskebuks’, hvilket betegner en ”person som virker lumsk, suspekt eller forbryderisk”. Så langt strækker Blendstrups bog sig nok ikke, men der er noget utilpasset og ja lumskt over rækken af små fortløbende men hver især afsluttede historier om en lykkelig barndom på Blåmunkevej i Risskov.

Bimse. Lille Finn. Præstepoul. Klunke. Fedesen. En neger. En dværg. Et skilsmissebarn. Karakterrækken er broget, og fortælleren ”Jens” finder både allierede og fjender blandt dem – og ikke altid i de mest oplagte konstellationer. ”Luskefisefortællinger” anskuer skolen og ”de voksne” fra barnets perspektiv. Der opstår en sprød og spids humor, når barnets logik serveres for læserens voksne og afrettede logik. En kåldolmer er selvfølgelig ”kål der er blevet dolmet så det kan spises” og sanglegsgestussen ”komfeje” vil selvfølgelig bare sige, ”at man kommer fejende. Hop nu bare”. Lad os tage én til: Fedesen ”havde engang lånt min cykel så den var sunket sammen.”

50862380

De barnlige misforståelser er monteret med høj akkuratesse og præcis timing, og man finder uundgåeligt sig selv klukleende under læsningen.

Jens Blendstrups erindringer fremskriver en drenget barndom, hvor fantasien har sin selvfølgelige anpart i realiteternes verden. ”Luskefisefortællinger” formår at tildele lømlen, ballademageren, cigaretsmugrygeren, plageånden en litterær stemme med høj autoritet. Og en ufravigelig charme. Blåmunkevejs små iværksættere fejres i en skør satire, der er brutalt udleverende men samtidig nænsomt forstående og vigtigst: Påskønnende.

Slagterkoner og bagerenker

”Og så kommer de. De mægtigste af alle kvinder. Dundrende gennem tressertypehusets klinker. Ind fra hulmurens marv. – Gør plads for slagterkoner og bagerenker! råber Jørgen. Ind træder de med melet bølgende af brysterne. Med økser, knive og kastagnetter og ben så store som landgangspæle. Fisserne er store, som kajakker trækker de dem efter sig op på land. Jørgen hjælper og får lov til at lave en grønlændervending.”

”Slagterkoner og bagerenker”, s. 420.

”Slagterkoner og bagerenker” (2016) er Jens Blendstrups længste og måske også mest ambitiøse roman? Hvor hovedværket ”Gud taler ud” (2004) var en roman hugget op i små usammenhængende scener, og hvor ”Bombaygryde” (2010) var en soldaterkomedie strakt til sit yderste, er ”Slagterkoner og bagerenker” en fuldtonet roman, der står ved sin genre.

De to foregående romaners biografiske ”Jens” og ”Leif” er byttet ud med Jørgen Usse Gravesen, som vi følger gennem hans begivenhedsrige 52. og 53. leveår. Jørgen er ikke elektriker men elmontør med ”meget forstand på ledninger”, som det hedder, og han bliver fyret fra firmaet Due-El og står nu midt på livets bane uden fast grund under fødderne. Igennem romanen følger vi Jørgens farverige, spraglede og kosteligt sjove, men også hjertegribende og skramlet menneskelige deroute. Romanen udnytter det forhold, at dagligdagens mønstre er revet væk til at gennemlyse en række af de sociale og globale forhold i samtidens Danmark, der udstøder mennesker af samfundet.

Den bundnaive men sprogligt veloplagte (og først og fremmest elskelige) karakter Jørgen køber nye ting til hjemmet som trøst. Han sender jeg-stærke, beslutsomme og veloplagte jobansøgninger af sted, og deres ubehjælpelige papegøjesprog er urkomisk: ”Kære Danfoss ventillaboratorium. Jeg er en lille, mellemstor dansk elmontør, der søger med lys og lygte efter et job […] jeg har dygtiggjort mig i opsætning af ’privat’ belysning i vores dejlige højbed” (s. 334-335).

52606241

Jørgen har fantasifuld men også desperat sex med konen Anita, og langsomt men sikkert øger han alkoholindtaget. Kostelige scener med indkøb i Bilka, hund og solformørkelse og ikke mindst et optrin, hvor Jørgen klæder sig ud som polak og får job på sin gamle arbejdsplads, viser den velkendte humor i forfatterskabet.

Bogens kendemærke er evnen til at fravige det fortænkte og overkomplicerede. Ikke mindst i de genkomne psykedeliske sexdagdrømme, hvis galskab er mixet med sprogglæde og kvindehyldest, synes Blendstrup at køre i et frit litterært gear uden lige. Scenarierne svælger i freudiansk sovs, men på en upåagtet, udetermineret og frimodig måde. Blendstrup har ingen frygt og skriver frivilligt plat og ubesværet smukt med paraderne helt nede.

Genrer og tematikker

Jens Blendstrup skriver i en kortform, der hverken forpligter sig på en større, dybere sammenhæng eller forsøger at vride eksistentiel sandhed ud af et forceret udviklingsforløb. Romanen ”Bombaygryde” er undtagelsen, hvor Blendstrup gør sig forsøget at skrive i én, lang, samlet, fremadskridende, plotorienteret tekst. Sådan er det ikke i de tidlige noveller. Sådan er det ikke i lyriske kortprosatekster i ”Dame til fornuftige priser” eller ”Kvinden adskilt i hoveddele”. Sådan er det mildest talt ikke i oplæsnings- og performer-delen af værket. Og sådan er det ikke i romanfragmenterne (eller punktromanerne, som vi også kan kalde dem) ”Gud taler ud” og ”Luskefisefortællinger”.

Fælles for Blendstrups kortformer er, at fravalget af længde og tydelig, dikterende sammenhæng synes at frigive en helt unik energi, hvormed Blendstrup er i stand til at forbinde det normale og kedelige med det vanvittige og sjove.

Jens Blendstrup skriver om sig selv, men ikke på den autenticitetsforhippede facon, som man ser rundt omkring i samtidig autofiktion, Karl Ove Knausgårds f.eks. Nej, Blendstrup karikerer demonstrativt sig selv; vrider og drejer i det erfarede materiale, puster det op til grotesk størrelse i et stort og fjoget grin. Til tider kan det synes, som om grinet er vigtigere end erindringen, men denne gestus skal ikke forveksles med ironisk distancering. Blendstrup evner nemlig at bruge humoren (og ironien) som en gangbar omtaleform for dét, der ellers er svært at tale om på andre måder.

”Gud taler ud” er således en gennemspilning af Uffe Blendstrup som hustyran, alkoholiker og uhelbredelig kræftsyg. Med andre ord: Et traume af dimensioner. Det er forhastet og misvisende at sige, at humoren dækker over dette traume; at klovnen græder bag masken. Det, der er tilfældet, er snarere, at sjov og alvor mødes som jævnbyrdige partnere i et fælles udtryk. Alvoren ligger ikke nedenunder balladen. Alvoren er ballade og balladen er alvor. Det afsporede og fjollede rækker således ud efter livet, døden og kærligheden – i hvert fald i Jens Blendstrups forfatterskab.

Ved siden af den erindrede biografi er kvinder et hyppigt frekventeret fokus i forfatterskabet. Det er både kvinder som kropsligt begærsobjekt og kvinder som mentalt modbillede til en mandligt kønnet udsigelsesinstans. I begge henseende er kvinder en slags uopnåelige mastodonter af ro, overskud og klarsyn, og netop heri er kvinder dragende interessante.

Beslægtede forfatterskaber

Jens Blendstrup har været nødsaget til at tegne sin egen bane op udenfor et etableret litterært landskab, der ikke umiddelbart har levnet megen plads til Blendstrups fjollede og jokende udtryk. Og det er lykkedes. I dag er Jens Blendstrup gymnasiepensum, bestsellerforfatter og optrædende på Den Sorte Diamant og Roskilde Festival, hvilket jo er et sundhedstegn for litteraturen i Danmark. Når der er plads til sådan én som Jens Blendstrup, er det udtryk for, at dansk litteratur har det godt og stadigvæk afsøger territoriet.

Blendstrups outsiderrolle gør, at man ikke ligefrem falder over beslægtede forfatterskaber. Blendstrup er ikke litterær i den forstand, at han ikke skriver litteratur, sådan som man SKAL skrive litteratur. I stedet er der noget autonomt og uskolet originalt over værket, når nedbrydende greb møder hyggelige; når det uvorne møder det fjollede; når det uprætentiøse møder det eksistentielle. Måske er der en særlig dansk tone her? En tone som minder om Storm P’s karikerende tegneserier; om Dirch Passers overstyrede mimik; om Erik Ballings ”Olsenbanden” og den overdrevent manierede karaktertegning; om Shu-bi-duas platte folkelighed; om Casper Christensens ”Mandrilaftalen” og den asymmetrisk vanvittige dialog; om Malk de Koijns gale karneval af en sprogfest?

Det er i sammenhænge som disse, at Jens Blendstrup synes at høre hjemme, mere end det er i dansk litteraturhistorie i snæver forstand. Men det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Man kunne pege på Hans Scherfigs satiriske propaganda eller Gustav Wieds sorte humor eller – for nu at hoppe helt op på den store klinge – Ludvig Holbergs opbyggelige satire som foregangsmænd i sjov dansk litteratur. Endvidere er der flere lighedstræk (men også mange forskelle) mellem Jens Blendstrup og Dan Turèll. En uprætentiøs tilgang til litteratur, biografi og erindring deler de til eksempel. ”Luskefisefortællinger”s Risskov er en litterær søsterkommune til Vangede i Turèlls ”Vangede billeder” (1976).

Hvis vi tillader os at kigge fremad, kan ekkoer af Jens Blendstrups komik genfindes hos yngre forfattere som Kristina Nya Glaffey og i særdeleshed Stine Pilgaard. Måske skriver de ikke i samme gear som Blendstrup, men den velvillige modtagelse af humoren hos Nya Glaffey og Pilgaard, har Jens Blendstrup utvivlsomt gødet jorden for.  

Bibliografi

Kortprosa

Blendstrup, Jens:
Dame til fornuftige priser. Biblioteket Øverste Kirurgiske, 1999.
Blendstrup, Jens:
Eunuka tur//slash//return. Biblioteket Øverste Kirurgiske, 2000.
Blendstrup, Jens:
Kvinden adskilt i hoveddele. Brøndum, 2003.
Blendstrup, Jens:
Brølende snak med skovsø. Forlaget Nord, 2005.
Blendstrup, Jens:
Toværelses med lykkelig udgang. Fotografier af Lars Gundersen. Samleren, 2008.
Blendstrup, Jens og Lars Gundersen:
Berlin – øjenvidnevariationer. Samleren, 2012.
Blendstrup, Jens: Ustyrlige sønner : en ukontrolleret gendigtning af Anden Samuelsbog kapitel 13-19. Eksistensen, 2016.
Blendstrup, Jens: Havelågebogen : trælåger, gitterlåger, fyldningslåger, jern- og smedejernslåger. Samleren, 2017.

Noveller

Blendstrup, Jens:
Mennesker i en mistbænk. Borgen 1994.
Blendstrup, Jens:
Laterna vagina. Samleren, 2000.
Blendstrup, Jens:
Pludselig flæben. Samleren, 2007.

Børnebøger

Blendstrup, Jens:
Kig ind: Men, men, men – det er alt sammen længe siden. Høst, 2001.
Blendstrup, Jens:
Kolumbus Kristensen rykker ud. Tegnet af Rasmus Bregnhøi. Gyldendal, 2009.
Blendstrup, Jens: Det røde tårns venner. Gyldendal, 2014. (Kokseby ; nr. 1).
Blendstrup, Jens:
Den skjulte diamant. Gyldendal, 2015. (Kokseby ; nr. 2).
Blendstrup, Jens:
Smuglerne fra Hong Kong. Gyldendal, 2016. (Kokseby ; nr. 3).
Blendstrup, Jens: Sodavandsmysteriet. Gyldendal, 2018. (Kokseby ; nr. 4).

Romaner

Blendstrup, Jens:
Gud taler ud. Samleren, 2004.
Blendstrup, Jens:
Luskefisefortællinger. Samleren, 2014.
Blendstrup, Jens:
Slagterkoner og bagerenker. Samleren, 2016.

Dramatik

Blendstrup, Jens:
Manden der blandt andet var en sko. 1998. DR Radioteatret.
Blendstrup, Jens:
Ud med lortet. 1999.
Blendstrup, Jens:
Pinden. 2001. bibliotek.dk Blendstrup, Jens: Kontrakt annoncen
Blendstrup, Jens:
Kontrakt annoncen eller Vejen til Klaras hjerte. 2002.
Blendstrup, Jens:
Germand Gladensvend. 2004.
Blendstrup, Jens:
Kræftarkitekten. 2004. bibliotek.dk Blendstrup, Jens: Søstrene Knudsen ras
Blendstrup, Jens:
Søstrene Knudsen raser ud – og tre andre spil. 2006.

Musik

Frodegruppen 40:
Piksvingeri og negerlege. Elektrolyt, 2001.
Frodegruppen 40:
John danser grøntsag. Elektrolyt, 2007.
Blendstrup, Jens:
Du ligner noget fra en pejs. Elektrolyt, 2008.
Blendstrup, Jens:
Angst i det postmoderne samfund. Elektrolyt, 2012.

Tidsskriftsartikler

Blendstrup, Jens:
Farerindringer. I: Øverste kirurgiske. – Nr. 51 (2010).
Blendstrup, Jens:
Arkæologer har fundet en klokke af bast på bunden af Marianergraven. I: Øverste kirurgiske. – Nr. 51 (2010).
Blendstrup, Jens:
Snemanden ude i haven er begyndt at gå mig på dørene. Jeg glemmer aldrig min debut på Hvedekorn. Forlagene på kvisten. I: Hvedekorn. – Årg. [84], nr. 1 (2010).

Film

Filmstriben

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Brandt, Maria:
Dialog for to i Villa Pølsely. 2006. Interview i Amagerbladet. 2006-07-04. www.amagerbladet.dk
Jespersen, Nicolas:
Bag havelågen bor en cirkushest. 2006. Interview i Sentura. 2006-04-10 (opdateret 24.8.).
Johnsen, Poul Pilgaard:
Vidnet fra villavejen. 2006. Interview i Weekendavisen 17.–23. marts 2006. www.weekendavisen.dk
Leegaard, Christian:
Sig mig lige – Jens Blendstrup. 2007. Interview i Politiken, lagt online 2007-03-23. www.politiken.dk.
Thorsen, Nils: Jens Blendstrup: Man er sgu da bare et menneske. Politiken, 2014-01-14.
Jens Blendstrup: Man er sgu da bare et menneske. Politiken, 2014-01-14.