Jens Blendstrup

Det meste af Jens Blendstrups forfatterskab er rentonet biografisk. Det handler om forfatterens opvækst i den privilegerede parcelhusbydel Risskov i den nordlige del af Aarhus. I disse erindringsbøger er det i særdeleshed faderen Uffe Blendstrup – falleret psykolog, drikfældig hustyran men også ukuelig fantast – der er den centrale figur, mens brødrene og den svensk plirrende mor har mere tilbagetrukne roller.

Opvæksten betyder noget for de fleste forfattere, men Blendstrups opvækst i Risskov er i en meget konkret forstand grundstenen i forfatterskabet. I et ældre interview sammenligner han forholdet med Dan Turèlls brug af Vangede i forbilledets klassiske erindringsroman ”Vangede billeder”: ”Han var jo også en forstadsdreng. Og jeg kan godt se slægtskabet, for jeg var nok lige så besat af Risskov, som han var af Vangede.” (Nicolas Jespersen: Bag havelågen bor en cirkushest. Sentura, 2006-08-24).

Blendstrup betegner sig selv som et ’villavejsvidne’, og evnen til netop at bevidne barndommens pinlige og blottende begivenheder på en fjerlet og selvfølgelig måde forbinder den private historie med noget alment. Man genkender og genkendes, når man læser Blendstrup.

Forfatterens voksne liv er også indskrevet i forfatterskabet (især når vi medregner oplæsnings- og performer-værket), dog langt fra i samme systematiske grad som opvæksten. Således kan man i romanen ”Gud taler ud” (2004) forvisse sig om, at den voksne Jens Blendstrup har færdiggjort (og kun akkurat færdiggjort) en universitetsuddannelse i litteratur og historie på det, der i dag hedder Syddansk Universitet.

Sammen med forfatterkollegerne Tomas Thøfner, Martin Budtz, Morten Søndergaard, Thomas Krogsbøl m.fl. var Blendstrup blandt stifterne af det skelsættende digterkollektiv Øverste Kirurgiske i 1997. Siden dengang har Blendstrup stiftet familie, og sammen med sin kone Malene Kirkegaard, deres to døtre Liva og Wilma og hunden Susi har han boet i den lille landsby Rude på Sydsjælland; i det røde, rundbuede træhus ”Villa Pølsely” på Amager og i dag i en 1920’er-villa i Korsør. Rækken af bopæle vidner om et søgende gemyt, der nok lever i en kernefamilie men ikke uden en vis portion godmodig utilpassethed.

I et interview med Politiken siger familiefaderen Blendstrup: ”Vi har ikke nogen stue. Og hverken fjernsyn eller sofaanlæg. Nogle gange slår jeg op i IKEA og kommer ind til min kone, Malene, og siger: Skal vi ikke snart se at få denne her dejlige næsten-læder-ting? Det gider hun sgu ikke. Og i virkeligheden er jeg også rædselsslagen for at få det selv.” (Nils Thorsen: Man er sgu da bare et menneske. Politiken, 2014-12-01). Mon ikke den IKEA-sofa, der aldrig bliver anskaffet, finder vej ind i en roman en gang?

I Jens Blendstrups første novellesamling ”Mennesker i en mistbænk” fra 1994 finder vi en skæv og karikeret verden, men egentlige karaktertræk fra det, der senere skulle blive et forfatterskab, er endnu ikke tydelige.

I samlingens anden novelle ”Vintertræf” er det pludselig blevet vinter, og hvilken vinter: ”Hvis vi siger, den kom som en lagkage, så sad dens hvide flødeskum overalt, på tagryggene, langs fjorden, på stierne. Flødeskummet dækkede de stivfrosne drukkenbolte på bænkene [..] Og træerne langs motorvejen lignede lagkagens knækkede stearinlys[…]” (s. 11). Nej, kulden er ikke særlig kold hos Blendstrup. Novellen præsenterer såkaldt ’koldfrostvæsener’, der sammen med en usandsynlig streng (men venlig) vinter optegner en fantasifuld verden. Gennem en fortælling, der låner fra børnebøgers overekspliciterede metaforik og frie billedunivers, fortæller Blendstrup således spøjst om det moderne Danmarks travle mennesker.

Titlen ”Mennesker i en mistbænk” er et eksempel på en fuldtonet og oprigtig brug af metaforik, som vi ikke finder på samme måde i det senere forfatterskab. En mistbænk er et lavt og delvist nedgravet drivhus, der gødes med komøg. Mistbænken holder på varmeudviklingen fra møget og giver planter gode vækstbetingelser. Når mennesker lever her, er de altså dels i lort til halsen og dels i gode vækstbetingelser. Det er denne tilværelsens dobbelthed, novellesamlingen angiveligt adresserer.

Resten af samlingens noveller kredser om en ”fatalt genkendelig hverdag”, som der står på bogens bagside. Vi præsenteres for Ohm, der samler blod på siderne i sin ’blodbog’. På papir samler han alt det, der i bogstavelig og overført betydning er blod. Væske fra sår og til sidst bare smukke ord.