gustav wied
Foto: Ukendt / Scanpix Nordfoto

Gustav Wied

journalist, cand.mag. Kirstine Ersbøll Meyhoff, iBureauet/Dagbladet Information, 2007.
Top image group
gustav wied
Foto: Ukendt / Scanpix Nordfoto
Main image
Wied, Gustav
Foto: POLFOTO

Indledning

Få danske forfattere har som Gustav Wied overbevist som både prosaist og dramatiker.
Roman- og novelleforfatteren Wied portrætterede blændende og satirisk den danske provins med dens særlinge og fantaster og gav os udødelige figurer som tolderen Knagsted, overlærer Clausen og den forbitrede Thummelumsen.
Dramatikeren Wied mestrede den folkelige komedie til fingerspidserne, men var samtidig en ihærdig fornyer af teateret, tydeligst med de såkaldte ”satyrspil”, blandt hvilke ”Dansemus” står som et besynderligt, kunstnerisk forfinet og eksperimenterende højdepunkt i forfatterskabet. Hele Wieds værk er gennemsyret af en dyb ambivalens overfor menneskeheden, som han skånselsløst udleverer uden hensyntagen til rang, stand og køn. Wieds menneskesyn blev med årene stadig mere sort, og i romanen ”Fædrene æde druer” fra 1908 er det svært at få øje på de formildende, humoristiske træk, der ellers præger forfatterskabet. Gustav Wied tog sit eget liv i 1914.

 

51001575

Blå bog

Født: 6. marts 1858 i Branderslev ved Nakskov.

Død: 24. oktober 1914 i Roskilde.

Uddannelse: Boghandlerelev 1873-79, studentereksamen 1884, cand.phil., Københavns Universitet, 1886.

Debut: En hjemkomst, 1889. Skuespil.

Seneste udgivelse: Breve til og fra Alice Wied. Gustav Wied Selskabet, 2014.

 

 

Hør lydklip fra 'Livsens ondskab'

Artikel type
voksne

Baggrund

”- Du er vist et ulykkeligt menneske, Knagsted! - Ha! Hva’ for et fruentimmer har ruget den ud? Fordi man ikke for længe siden er død af grin, behøver man da ikke netop være ”u”lykkelig…med himmelvendt U! - Jeg kan ikke forstå dig, Knagsted! sagde overlæreren dybt bekymret – Jeg kan sandelig ikke forstå dig! - Det kan du jo ta’ dig let, lille Overclausen. Hva’ fanden skulle du gå rundt og ”forstå” mig for? Altid skal I ”forstå”. Når man først forstår noget, så er det jo kedeligt, mand.
”Livsens Ondskab”, s. 271-72

Gustav Wied voksede op som gårdejersøn på Holmegaard i landsbyen Branderslev udenfor Nakskov på Lolland som det femte barn ud af en søskendeflok på elleve. Allerede i seksårsalderen begyndte han at skrive små digte og skuespil og nærede hede drømme om at blive skuespiller. Kun hos moderen, Catharine Wied, fandt han støtte for disse ambitioner, og de to havde livet igennem et nært og varmt forhold. Faderen, gårdejer Carl August Wied, var derimod ikke nogen tilhænger af de litterære og kunstneriske interesser. Som en slags kompromis blev Gustav efter sin konfirmation sat i lære som boghandler, først i Nakskov, siden i København.

I hovedstaden fik han rig lejlighed til at dyrke sin passion, teateret, og i 1878 fik han endelig overtalt faderen til at yde sig økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Det lykkedes først Gustav Wied at få denne i hus i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. Herefter påbegyndte han studier ved Københavns Universitet og erhvervede to år senere cand.phil.-graden.

Det var dog stadig teateret og scenelivet, der trak, og især nærede Gustav Wied enorm beundring for den svenske dramatiker og forfatter August Strindberg, hvis stykke ”Kreditorer”, han medvirkede i på Strindbergs Forsøgsteater i København i 1889. Samme år debuterede Wied selv som dramatiker med ”En hjemkomst”, og i begyndelsen af 1890’erne indledte han sin bane som prosaist, i første omgang med små historier trykt i avisen ”København”, der hen ad vejen blev udgivet i novellesamlinger. Historierne, der typisk tager udgangspunkt i det landlige miljø, Wied kendte fra sin barndom, er meget bramfri. Et godt eksempel er fortællingen ”De unge og de gamle”, der uden omsvøb skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge. Det var da også for meget for den offentlige moral: Sagen kom helt op på Højesterets-niveau, og i 1892 idømtes forfatteren 14 dages fængsel. Samme år indledte han et forhold til den noget yngre Alice Tutein, hvis far var godsejer og folketingsmand. Også dette samliv var genstand for offentlig forargelse, ikke mindst da Gustav Wied og Alice Tutein i løbet af de næste par år – stadig uden at være gift – fik to børn sammen. I 1896 meldte Alice Tuteins far Gustav Wied til politiet for usædelighed, og først da valgte parret at gifte sig. Ægteskabet varede indtil Wieds død i 1914.

Gustav Wieds eget liv var spændt hårdt ud mellem store kunstneriske triumfer, personlige nederlag og svære psykiske kriser. Med årene tog det læsende publikum og teatergængerne ham til sig, og han var ved sin død en højt elsket og æret forfatter og dramatiker. Men de ydre sejre værnede ham ikke mod den sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og i perioder gjorde indlæggelse nødvendig. I 1914 kunne han ikke holde tilværelsen ud længere og gjorde en ende på det hele med en dosis cyankalium. Han ligger begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts – Wieds fødselsdag – og lægger en krans på hans sarkofag. Herefter indtager selskabets medlemmer en stor middag inspireret af ”Ædedolkenes Klub”, som man kender den fra Wieds romaner ”Livsens Ondskab” og ”Knagsted”.

Fra amatørskuespiller til succesdramatiker

Fra barnsben var det teaterscenen, der tiltrak Gustav Wied, og i ungdomsårene nærede han – ligesom en anden stor dansk forfatter, H.C. Andersen – hede drømme om at begå sig på de skrå brædder. Men som det var tilfældet med Andersen ejede Wied ikke talent for at agere, og det blev kun til en enkelt optræden i et skuespil af August Strindberg på Strindbergs Forsøgsteater i København, før skuespillerdrømmene blev lagt på is. I modsætning til H.C. Andersen bevarede Gustav Wied imidlertid et livslangt, professionelt engagement i scenekunsten, og det var som dramatiker, at Wied høstede sine første store kommercielle succeser. Man kan måske endda sige, at det var skuespilforfatteren Wieds popularitet, der smittede af på romanforfatteren Wieds salgstal og ikke omvendt.

Under alle omstændigheder var det med stykket ”Erotik” , at Gustav Wied i 1896 opnåede sin første gedigne publikumssucces. Det blev sat op på Dagmarteateret i København og bar undertitlen ”Satyrspil”. Satyrspillet er en genre, der stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland. I centrum for det oprindelige, græske satyrspil står satyren, en mytologisk figur med et menneskes overkrop, en tyrs underkrop og desuden et gedebukkeskæg, ikke ulig det, der blev Gustav Wieds personlige varemærke. Satyren er en viril, erotisk figur, der repræsenterer det fysiske, jordiske begær som modsætning til det pæne og borgerlige kærlighedsforhold mellem mennesker. En figur, der sætter ”lus i skindpelsen” på fornuften og alt, hvad der er comme-il-faut, dvs. hvad der er i overensstemmelse med den borgerlige moral.

I Gustav Wieds satyrspil er satyren ikke til stede som sådan, men fungerer som underliggende princip: I ”Erotik” præsenteres vi for fire par, der skal navigere i et erotisk ladet møde og vælge rigtigt. Det går naturligvis ”galt” i moralsk forstand, men ikke i erotisk, ”satyrisk” forstand. Det satyriske handler nemlig om ikke at tilsidesætte begæret og lysten i valget. Publikum elskede stykket, og i de følgende år fortsatte Wied med at spinde guld på formlen: Satyrspillene blev så at sige et wiedsk ”brand”, en formel, der forløste forfatterens potentiale. Hvor potent en fase, forfatterskabet således var inde i på dette tidspunkt, vidner det faktum, at Wied alene i året 1898 dels udgav sine to mest berømte og succesrige romaner, ”Livsens Ondskab” og ”Slægten”, dels skrev komedien ”Første Violin” til Folketeateret, hvor det blev et sandt tilløbsstykke med over 100 opførelser og samme år oven i købet blev genopsat på to andre københavnske teatre.

Satyrspillenes sejrsgang fortsatte, bl.a. med ”Det svage Køn. Fire satyrspil” (1900), der vakte furore blandt kirkens mænd og tiljubledes af teatergængerne, og i 1901 kunne Gustav Wied sætte foreløbig trumf på sin kometagtige dramatikerkarriere, da han blev inviteret til at skrive til landets fineste teaterscene, Det Kgl. Teater. Resultatet var komedien ”Skærmydsler” , Gustav Wieds uden sammenligning mest elskede stykke og en kanoniseret klassiker i dansk litteratur. Om ikke for andet så pga. Tante Tos udødelige, absurde replik: ”Månen har den farve, måner skal have!”, der er gået over i det danske sprog.

Samme år som ”Skærmydsler” blev sat op havde Gustav Wied også succes med at omsætte figurerne fra romanen ”Livsens Ondskab” til scenen, nemlig med stykket ”Thummelumsen”, der blev sat op på Folketeateret. Sammen med triumfen på Det Kgl. Teater cementerede ”Thummelumsen” Wieds ubestridte førerposition blandt tidens danske komediedramatikere.

Som et besynderligt monstrum i Gustav Wieds dramatiske produktion står satyrspillet ”Dansemus” , der aldrig blev opført i Danmark, men som fik succes på Kleines Theater i Berlin. Stykket er på ikke mindre end 356 sider fordelt på ti akter – helt uhørt langt – og består i vid udstrækning af alenlange regibemærkninger med forfatterens personlige overvejelser over dette og hint. Handlingen er kompliceret og fuld af spring i tid og rum, og virker meget lidt egnet til scenisk opførelse. ”Dansemus” er således i modsætning til Wieds øvrige dramatiske produktion et eksperimenterende værk, et udtryk for kunstnerens afsøgning af genrens muligheder. Kursen, Wied her udstikker, går langt udenom økonomisk vinding og massernes klapsalver, og viser alsidigheden og ambitionsniveauet i hans kompromisløse forfatterskab.

”Clara (afgjort): Månen er hvid!
Hertha: Jamen, sødeste Clara, du kan jo dog se…
Clara: Jeg har aldrig kendt nogen så påståelig som dig, Hertha!
Hertha: Påståelig…? Nej, véd du nu hvad! Men jeg finder, at ret skal være ret…
Clara: Månen er hvid! Spørg du professor Petersen.
Hertha: Å-r, du med din professor Petersen…
Clara: Bøjer du dig måske ikke for en videnskabsmand?
Hertha: Jo, jeg gør; det véd du meget godt, jeg gør…Men månen er nu gul, og det har den altid været!
(Lille pause.)
Clara (afsluttende. – Med vægt): Månen har den farve, måner skal ha’! – Og tænd så lampen.”

Gustav Wied, ”Skærmydsler”, side 247.

Kvalme og lede i provinsen

”Manuel havde grædt, som var han bleven pisket, da han rullede ud af sit barndomshjem. Og mo’r Karen havde siddet bleg og stille ved hans side og tysset på ham og snakket godt. Knors havde han haft på armen, og Mortensen havde kukkeluret i en lågkurv ved hans fødder. Det var nu på nær femten år siden. Og han var dengang nitten og havde aldrig nogen sinde været to dage i træk borte fra fædrenegården. – Naturligvis blev han til spot og spe i købstaden ...
Gustav Wied: ”Livsens Ondskab”, side 25-26.

Det er med den fiktive, sydsjællandske provinsby Gammelkøbing som omdrejningspunkt, at Gustav Wied i romanerne ”Livsens Ondskab” (1898), ”Knagsted” (1902) og ”Pastor Sørensen & Co.” (1913) har skabt sine allermest elskede figurer: Det umage makkerpar toldkontrollør Knagsted og overlærer Clausen, den ene illusionsløs satiriker og levemand, den anden selvhøjtidelig og naiv menneskeelsker, den forsmåede puger Emanuel Thomsen, ”Thummelumsen”, og hans viljeløse ”Mor Karen”. Desuden institutioner som ”Ædedolkenes Klub”, hvis (udelukkende mandlige) medlemmer skal veje mindst 230 pund og ikke være under halvtreds år. Omkring disse figurer kredser et bipersongalleri af selvbevidste, intrigante provinsborgere, hvis gøren og laden Wied skildrer med bidende ironi.

I den første Gammelkøbing-roman, ”Livsens Ondskab”, der med tiden er blevet den mest populære af de tre, væves to handlingsspor sammen. Det ene er fortællingen om den skævbenede og umulige Emanuel og hans kuede mor, Karen, som efter faderens død har været tvunget til at forlade slægtsgården og i en længere årrække har ernæret sig som småhandlende i Gammelkøbing. Tanken om at vinde gården tilbage er blevet en besættelse for Emanuel, der ikke blot sætter alle sine penge til side, men også er overbevist om, at han er udvalgt til at vinde i lotteriet – ved Guds hjælp. Det har han nemlig fået åbenbaret i en drøm. Troen på, at han igen skal komme til ære og værdighed som gårdejer har gjort Emanuel immun overfor lillebyens latter og fornærmelser, men han er også blevet en selvforblændet og følelseskold fantast. Det går både ud over moderen og kusinen Wulfdine, der er udset til at blive hans hustru. Fortællingens ironi er, at Thummelumsen vitterlig vinder den store gevinst i lotteriet og får mulighed for at købe slægtsgården tilbage. Det er et mirakel, men miraklet gør ikke Emanuel lykkelig. Da han først har virkeliggjort sin drøm om at købe Gammelgaard tilbage, har han intet at leve for. Han formår ikke at drømme nye drømme, men ender i stedet med at sidde og længes efter de små stuer i Gammelkøbing, alt imens moderen og hustruen Wulfdine sygner hen i skyggen af hans skuffelse og bitterhed.

26149185

”Skomager, bliv ved din læst”, kunne være en passende parafrase over Wieds ondskabsfulde morale om Thummelumsen, som da også stemmer ganske fint overens med det fravær af illusioner, der kendetegner romanens anden hovedperson, tolderen Knagsted, hvis samtaler med vennen overlærer Clausen, ”Over-Clausen”, udgør romanens andet centrale handlingsspor. Knagsted og Clausen er hinandens modsætninger både af statur og sind. Knagsted er den trinde satiriker, Clausen det lange, alvorlige rær. Knagsted er direkte og voldsom, mens Clausen er blid og tænksom. Knagsted er nihilist, Clausen idealist. Makkerparret er uenige om alt og komplet uadskillelige og diskuterer romanen igennem små og store hændelser i Gammelkøbing, som en art kommentarspor til fortællingens udvikling.

Der er næppe nogen tvivl om, at Knagsted-figuren ligger meget tæt op ad Gustav Wieds eget temperament, men tilsammen repræsenterer Knagsted-Clausen en grundlæggende dobbeltfigur i Wieds forfatterskab: Det dobbelte blik på verden, dét, Wied selv kaldte tilstedeværelsen af ”Den Anden”. Allerede i 8-10 års alderen oplevede Gustav Wied således en stærk splittelse i sin personlighed, en kamp mellem to jeg’er. Det fortæller han om i erindringerne ”Digt og virkelighed”. At Gustav Wied muligvis led af skizofreni er en teori, der i eftertiden er blevet fremsat med mellemrum, blandt andre af forfatteren Tom Kristensen. Ser vi bort fra denne teori kan man under alle omstændigheder konstatere, at Knagsted-Clausen-figuren udgør modsætningsparret privat og offentlig. Hvor Clausen er borgeren, det gode, moralske menneske, der tager aktivt og medfølende del i sin omverden, hvis gode intentioner han tror på, er Knagsted anarkisten, på én gang dybt hæmningsløs og grænseløst passiv. Knagsted inkarnerer den usminkede ærlighed, ind-til-benet-erkendelsen af menneskets dårskab – også sin egen – og derfor er hans optræden ofte fornærmende, nærmest vulgær, og når han deltager i det sociale liv sammen med andre mennesker, er det oftest kun for at kunne iagttage dem og le af dem. For af natur er Knagsted i virkeligheden en eremit. I sin omgang med det opstyltede provinsborgerskab bliver han således talerør for det civiliserede menneskes undertrykte kvalme og lede ved sig selv og den rolle som socialt individ, samfundet påtvinger den enkelte. Et ubehag, der bobler frem i hele Wieds forfatterskab – og mere og mere med årene.

I Gammelkøbing-romanerne, ”Livsens Ondskab”, ”Knagsted” og ”Pastor Sørensen & Co.” er ubehaget dog altid ledsaget af et ironisk smil, der gør kvalmen til at holde ud, og i det provinsielle rum, fortællingerne udspiller sig i, er menneskene slet ikke store nok eller kompromisløse nok til, at man for alvor kan foragte eller hade dem. Anderledes skulle det blive i Gustav Wieds slægtsromaner, ”Slægten” og ”Fædrene æde druer”.

Håbløse adelsslægter

”Da enkebaronessen på vejen over til sit værelse kom igennem riddersalen, standsede hun op midt på gulvet og så sig om, månen skinnede ind gennem de høje vinduer, og dens blege lys faldt netop hen over billederne på væggen i hjørnet ud mod haven – billederne af slægtens tre sidste repræsentanter: Der hang han, spilleren, som havde revet de tre fjerdedele af slottet ned! Og der han, som for at skrabe de sidste skillinger sammen havde fældet den ældgamle lindeallé, godsets stolteste pryd! Og dér hang han, hendes egen velsignede Hannibal, som havde plyndret egetømmeret i sine lader og stalde og stukket grankvas og fyrrerafter i stedet! Og ved siden af mandens, Hannibals, pigejægerens billede var der allerede gjort plads til sønnens, Helmuths, mordbrænderens, drankerens… Den gamle frue gik hastigt ud af riddersalen og slog døren i med et drøn, så at alle de møre billeder skjalv på deres spigre. - Skidt slægt! mumlede hun. – Rådden slægt! Ingen rygrad! Levet for længe”
Gustav Wied: ”Slægten”, 236-37

Omdrejningspunktet for ”Slægten” (1898) er fortællingen om den ikke længere purunge Baron Helmuth til Næsset og hans ægteskab med det sofistikerede bymenneske Alvilda, der har været gift før og kun har taget ham for hans navn og penge. Baron Helmuth er en godmodig, lidt overvægtig bondetamp, et simpelt menneske, der mest af alt ønsker at leve i fred og fordragelighed med sine omgivelser, dyrke sine herremandsinteresser og sørge for en arving til det gamle gods. Han er dybt forelsket i Alvilda og meget længe ude af stand til at erkende, at hun bedrager ham med sin smukke og charmerende fætter, Grev von Scheele. Helmuth tager til sidst en frygtelig hævn, men i modsætning til sine samvittighedsløse og selvbevidste forfædre, der ikke tvivlede på, at de havde retten på deres side, kan Helmuth ikke leve med sin gerning, men angrer og søger trøst i flasken. Hans dominerende mor må tage føringen, og det er hendes refleksion over slægtens skæbne, der runder fortællingen af og spidsformulerer moralen: – Skidt slægt! mumlede hun. – Rådden slægt! Ingen rygrad! Levet for længe! (”Slægten”, s. 237).

Der er ti år imellem ”Slægten” og den roman, Wied kalder ”Slægten opus 2”, nemlig ”Fædrene æde druer” (1908). Der er tale om to selvstændige romaner, men det tematiske sammenfald er åbenlyst: Begge romaner handler om de sidste skud på et efterhånden udtjent slægtstræ og i begge tilfælde ender den degenererede families sidste krampetrækninger i en katastrofe.

Ikke desto mindre er det åbenlyst, at Wieds kunstneriske ambitionsniveau var steget i årene mellem de to romaner. Wied havde blandt andet i mellemtiden skrevet det eksperimenterende satyrspil ”Dansemus”, og der er mange lighedspunkter mellem dette skuespil og ”Fædrene æde druer”: De er begge store, komplekse og på mange måder vanskeligt tilgængelige værker med deres omfattende persongalleri, utallige sidehistorier, handlingsspor, der forskyder sig på kryds og tværs og kronologiske spring. ”Fædrene æde druer” er da også nærmest scenisk bygget op: Dialogen er dominerende og fortællingen er bygget op af korte optrin, der bestandig afløser hinanden. Med ”Fædrene æde druer” holder Gustav Wied nok fast i temaet fra ”Slægten” – den undergangsdømte familie – men formen er ny.

Omdrejningspunktet for ”Fædrene æde druer” er den gamle adelsslægt Uldahl-Ege, et sammenrend af onde, svage, syge og nedbrudte individer, som er ude af stand til at magte tilværelsen. Grundstemningen i romanen er apokalyptisk – dommedagsvarslende – og det bibelske tema indvarsles da også i romanens titel, der er hentet fra Jeremias’ Bog (31,29) i det Gamle Testamente, hvor der står: ”Fædrene æde druer og børnenes tænder bliver sure”. Underforstået, fædrenes (mis)gerninger hævner sig på efterkommerne. Andre steder i Bibelen kan man finde lignende udsagn som f.eks. at straffen for en synd vil komme over familien i syv slægtled. En anden oplagt bibelsk reference er fortællingen om byerne Sodoma og Gomorra fra det Gamle Testamente. Her er pointen, at der ingen frelse gives, fordi der ikke er noget at frelse – ikke ét syndfrit eller godt menneske kan Gud finde i de to byer, og derfor jævner han dem nådesløst med jorden.

I ”Fædrene æde druer” må familien Uldahl-Ege også til sidst bukke under, og slægtens ejendom overtages af en yngre, stærkere bondeslægt, som imidlertid ikke står meget tilbage for den gamle adelsslægt i ondskabsfuldhed eller herremanerer, kun er de langt mere livskraftige og indvarsler dermed i romanens slutning begyndelsen på et nyt despoti. Håbet er ikke en mulighed i de wiedske slægtsromaner.

Slægter i forfald – et naturalistisk grundmotiv

Mens krønikerne fra Gammelkøbing har den opadstræbende købstads- og bondestand som sit centrale fokus tager Gustav Wied med sine to store romaner ”Slægten” og ”Fædrene æde druer” fat på den modsatrettede bevægelse i samfundets top, nemlig de gamle adelsslægters forfald og undergang.

Interessen for familiers – og i et større perspektiv, samfundets – degeneration var på ingen måde særegen for Wied, men var et væsentligt aspekt ved naturalismen, den dominerende litterære strømning i sidste fjerdedel af det nittende århundrede. I centrum for naturalismen stod ønsket om videnskabelighed: At beskrive mennesket og samfundet i overensstemmelse med virkeligheden – ikke, hvordan det burde være. I naturalismen er mennesket først og fremmest biologi: En krop med stærke drifter, i særdeleshed seksuelle drifter. Og en krop, der er underlagt de evige love om arv og miljø. Med andre ord er der et afgørende element af determinering, dvs. noget på forhånd afgjort, i naturalismens måde at beskrive mennesket på. Man kan ikke løbe fra den arv, der følger med fra hundredvis af tidligere slægtled i form af karaktertræk, evner, sindslidelser, anlæg for alkoholisme, promiskuøs livsførelse eller lignende Det enkelte individ er altid kun et led i en større sammenhæng, først og fremmest slægten, men også det samfund og den tid, man tilfældigvis fødes ind i.

Den berømteste naturalistiske forfatter i international sammenhæng – og af mange betragtet som naturalismens fader – var den franske forfatter Emile Zola (1840-1902), der var dybt optaget af sin samtids teorier om arvelighedslære og som igennem ikke færre end tyve romaner beskrev en fiktiv slægt, Rougon-Macquart, og dens op- og nedture gennem den turbulente periode i Frankrigs historie fra 1848 til 1871. Zola lagde – efter datidens normer – ingen fingre imellem, når han beskrev sine figurers kønsliv eller deres rå opførsel, og hans skildringer af de usle vilkår på samfundets bund er nådesløse. Hermed gjorde Zola det reelt til naturalismens varemærke at beskæftige sig med alt det, der i datiden blev anset for amoralsk, usædeligt, lavt og beskidt. Forargelsen lå selvsagt lige om hjørnet, men det gjorde succesen også, ikke kun blandt franske læsere, men i hele Europa.

I Danmark var det litteratur- og samfundskritikeren Georg Brandes, der blev synonym med naturalismens indtog, da han i 1871 på Københavns Universitet holdt den siden meget berømte forelæsningsrække ”Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur”. Heri slog han til lyd for en ny dansk litteratur, der skulle sætte problemer til debat, beskæftige sig kritisk med samtiden og forholde sig til de store videnskabelige fremskridt og teorier, der havde rystet verdensbilledet op gennem århundredet – og fortsat gjorde det. Ikke mindst Darwins udviklingslære.

Naturalismen fik tag i den danske litteratur – men ikke helt som Brandes formentlig havde håbet: Hvor Brandes agiterede for en litteratur, der red på det nittende århundredes bølge af fremskridt, optimisme, frihed og oplysning, svarede de danske forfattere med en litteratur, der næsten uden undtagelse er båret af dyb pessimisme. Den typiske naturalistiske helt er en anti-helt, et individ, der springer højt, men falder dybt. Et af de bærende motiver i den danske naturalistiske litteratur bliver således slægten og de lange skygger, den kaster over individet. Slægten inkarnerer arvelighedens determinerende kraft, den natur, som menneskets nok så store idealer og drømme kæmper forgæves imod. Kendte eksempler på motivet finder vi hos forfattere som J. P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang, og hos den norske dramatiker Henrik Ibsen. Og så finder vi det i udtalt grad hos Gustav Wied i hans to romaner om gamle, udtjente adelsslægters dødskamp.
Se endvidere Faktalinket om Naturalismen.

Fædrenes synder – fra naturalisme til ”hyper-naturalisme”

For så vidt som både ”Slægten” og ”Fædrene æde druer” skriver sig ind i en naturalistisk tematik, er det væsentlig at tilføje, at ”Fædrene æde druer” på det nærmeste bør karakteriseres som en slags hyper-naturalisme. Her er interessen for biologi, drifter og arv slået over i en monstrøs symbolisme: Mennesket er en beholder for rasende naturkræfter, en beholder, der med ufravigelig sikkerhed må krakelere under presset og give efter for sit destruktive potentiale. Hermed er der ikke langt til at tale om Ondskab og Synd i religiøs forstand, dvs. som noget i mennesket iboende, noget, der i sidste ende skal bringe verden som vi kender den til ophør. Med andre ord kan man sige, at Gustav Wied, midt i al sin åbenlyse gudsfornægtelse og evige satire over kirkens folk med ”Fædrene æde druer” maler Fanden på væggen og inviterer Gud indenfor i varmen igen, denne gang i skikkelse af en fatal biologis uafvendelige straf for synd og skyld.

Den monstrøse symbolisme, Wieds naturalisme forvandler sig til, er i international sammenhæng ikke noget særegent eksempel. Naturalismens fader, Emile Zola, bevægede sig også ind på denne bane, hvilket nogle af hans mest berømte romaner, ”Menneskedyret” og ”Nana”, er gode eksempler på. Også her forvandler det enkelte menneskes voldsomme driftsliv sig til et billede på en hel kultur, en hel epokes endeligt. I Zolas romaner eksemplificeres det konkret med den fransk-tyske krig 1870-71, hvor Frankrig led et stort nederlag. Den subtile logik i Zolas romaner er, at krigen – og nederlaget – er en direkte følge af den degenerering hele samfundet er undergået. Billedet på denne degenerering er en konkret families historie. Men netop i denne billedliggørelse ligger potentielt naturalismens vej over i noget andet, nemlig symbolisme. Vejen går i første omgang over, hvad der her er blevet kaldt hyper-naturalisme, som vi på dansk jord kan betragte Gustav Wieds slægtsromaner som et af de bedste eksempler på. Med sin bibelske titel er ”Fædrene æde druer” en grotesk dommedagsvision fra provins-Danmark omkring århundredeskiftet, det provins-Danmark, som var omdrejningspunktet for hele Gustav Wieds forfatterskab.

Opvæksten i det flade, lollandske landskab havde sat sig dybt i ham. Det var her, han fandt sine figurer, i det landlige lilleputsamfunds på en gang kvælende og intime samvær, hvor alle kommer hinanden ved og hvor alt vedkommer alle, hvor ingen kan undslippe og hvor høj og lav hele tiden krydser hinandens spor. Hvor verdens tummel synes uendelig langt borte, men hvor ondskab alligevel i perfekt kim-form folder sig ud lige foran næsen på den, der holder øjnene åbne.

 

Familien som farce

Gustav Wied var hele sit liv dramatiker, men i dag kender mange læsere ham først og fremmest som den bidske og satiriske romanforfatter, der med udgangspunkt i sin barndoms landskab i f.eks. ”Slægten” og ”Livsens Ondskab” portrætterer den danske provinsialisme i al dens smålighed og selvgodhed. Sine figurer fandt han i alle samfundslag, hvor ingen syntes ham for gode til at blive hængt ud, hverken fattig eller rig, mænd eller kvinder, stærk eller svag. I Wieds univers går tragedie og komedie, rå realisme og letbenet farce altid hånd i hånd, selvom sidste del af forfatterskabet nok bedst kan karakteriseres som tragisk farce.

Der er næppe tvivl om, at det er tvetydigheden, det dobbeltbundne i Wieds forfatterskab, der har sikret dets fortsatte popularitet: Hos Wied har komikken altid tyngde, mens tragedien bliver lettere at bære fordi den ledsages af latter og ironi, men først og fremmest er det helt karakteristisk, at sorg og glæde, gråd og latter altid følges ad hos Wied. Måske er det – i kombination med det ærkedanske landskab, hans romaner udspiller sig i – netop denne dobbeltbundethed, der får mange til at opfatte Wied som en gennemført dansk forfatter. Der går en lige linje fra Wieds lattervækkende familietragedier til f.eks. et moderne, kanoniseret filmværk som Thomas Vinterbergs ”Festen” (1997) eller Erling Jepsens delvist selvbiografiske roman ”Kunsten at græde i kor” (2002), der blev filmatiseret i 2007. Begge værker tager – ligesom Wieds gjorde det – fat på familien som arnested for incest, svigt og ondskab, men hele tiden bæres fortællingen frem af latteren: Det grusomme bliver grotesk morsomt, det grotesk morsomme er grusomt. Farcen er en måde at tage livtag med det onde på – at holde den tre skridt fra livet, kunne man tilføje, med henvisning til den ofte hørte anklage mod ”den danske mentalitet”, at den har så forbandet svært ved at tage noget alvorligt – og slet ikke slægten! Det ville således ikke være helt ved siden af at bemærke den meget store forskel, der er på familiebilledet i f.eks. dansk og svensk kultur. Hvor svenskerne så at sige har taget patent på den tragiske slægtshistorie, har danskerne sat sig på familien som farce, familien, der går under til lyden af latterbrøl.

Gustav Wied indtager en plads helt fremme i den danske familie-farces førerfelt, måske som mesteren over dem alle, fordi han hverken gik på kompromis med tragedien eller komedien: Hans værker er udstrakt mellem begge poler, og enhver, der læser Wied vil selv føle sig strakt til sit yderste, revet og flået i. Effekten er stadig lige stærk, nu snart 100 år efter Wieds alt for tidlige død.

Bibliografi

Bibliografi

Wied, Gustav:
En Hjemkomst. 1889. Skuespil.
Wied, Gustav:
Silhuetter. 1891. Noveller.
Wied, Gustav:
En Bryllupsnat. 1892. Skuespil.
Wied, Gustav:
Barnlige Sjæle. 1893. Noveller.
Wied, Gustav:
Menneskenes Børn 1-2. 1894. Noveller.
Wied, Gustav:
Ungdomshistorier. 1895. Roman.
Wied, Gustav:
Erotik. 1896. Satyrspil.
Wied, Gustav:
Lystige Historier. 1896. Noveller.
Wied, Gustav:
Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. 1897. Satyrspil.
Wied, Gustav:
H.C. Andersen. 1897. Stemninger og Eventyr
Wied, Gustav:
Første Violin. 1898. Skuespil.
Wied, Gustav:
Slægten. 1898. Roman.
Wied, Gustav:
Livsens Ondskab. 1898. Roman.
Wied, Gustav:
Det svage Køn. Fire Satyrspil. 1900. Satyrspil.
Wied, Gustav:
Atalanta eller Naar Piger har Penge. 1901. Skuespil.
Wied, Gustav:
Thummelumsen. 1901. Skuespil.
Wied, Gustav:
To Kroner og halvtreds og andre Skærmydsler. 1901. Noveller.
Wied, Gustav:
Den gamle Pavillon. 1902. Skuespil.
Wied, Gustav:
Knagsted. 1902. Roman.
Wied, Gustav:
Et Oprør. 1903. Skuespil.
Wied, Gustav:
Byens Stolthed. 1904. Skuespil.
Wied, Gustav:
Hendes gamle Naade. 1904. Skuespil.
Wied, Gustav:
Faareper. Et liv. 1905. Fortælling.
Wied, Gustav:
Dansemus. 1905. Satyrspil.
Wied, Gustav:
Ranke Viljer. 1905. Skuespil.
Wied, Gustav:
Fra Land og By 1-2. 1907. Samlet udgave af skuespil og noveller.
Wied, Gustav:
Fædrene æde Druer. 1908. Roman.
Wied, Gustav:
Circus Mundi. 1909. Fortællinger.
Wied, Gustav:
Kærlighed. Fire Idyller. 1909. Skuespil.
Wied, Gustav:
Ærtehalm. 1909. Skuespil.
Wied, Gustav:
Vidunderbarnet. 1911. Satyrspil.
Wied, Gustav:
Pastor Sørensen & Co. En Redegørelse. 1913. Roman.
Wied, Gustav:
Imellem Slagene. 1914. Fortællinger og skuespil.

Andre tekster af Gustav Wied

Wied, Gustav:
Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Store Hedinge, og dens følger. Af Peter Idealist. 1887. I: Gustav Wied. Romaner, noveller, skuespil. Første Bind. Volmer Rosenkilde (red.). Rosenkilde og Bagger, 1966.
Wied, Gustav:
Digt og virkelighed. Livserindringer. 1915. I: Gustav Wied. Romaner, noveller, skuespil. Første Bind. Volmer Rosenkilde (red.). Rosenkilde og Bagger, 1966.
Wied, Gustav:
Breve til og fra Alice Wied. Gustav Wied Selskabet, 2014.

Film

Lynge, Flemming og Emanuel Gregers:
Thummelumsen. 1941. Nordisk Film.
Skibelund, Palle og Kjeld Larsen:
Livsens Ondskab – billeder fra Gammelkøbing. 1972. Nordisk Film.
Refn, Anders:
Slægten. 1978. Nordisk Film.
Refn, Anders:
Sort høst. 1993. Nordisk Film.

Om Gustav Wied

Gustav Wied - 150 år. 2008 (99.4) Redaktionsudvalg: Nina Ellyton Andersen

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gustav Wied i

Om forfatterskabet

Originaltekster

Originaltekster af Gustav Wied på Arkiv for Dansk Litteratur.

Bøger

Turell, Dan og Jørgen Fisker (red.):
Gustav Wied i spejlet. Gustav Wied som set af andre forfattere. Nordiske Landes Bogforlag. 1988.
Billeskov Jansen, F.J.:
Gustav Wied. Den mangfoldige digter. Spektrum. 1997. Gustav Wied. Den mangfoldige digter. Spektrum. 1997.
Meredin, Niels Bruhn:
Romanforfatteren Gustav Wied. En analyse med afsæt i Michail Bachtin. Aalborg Universitetsforlag. 2000.
Bukdahl, Lars:
Gustav Wied. I: Danske digtere i det 20. århundrede. 4. udgave. Gads Forlag. 2001.
Nygaard Larsen, Bo:
Wied Jul. En biografi om Gustav Wied. Forlaget Habengut. 2002.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gustav Wied

Links

Danske romaner før 1900. Glimrende litteraturhjemmeside med artikler af cand.phil. Iben Holck, der bl.a. gennemgår Gustav Wieds liv og forfatterskab.
Har ikke så meget om Gustav Wied, men man kan læse en fin artikel om Gustav Wieds roman ’Slægten’.
Forfatterens egen ’fan-hjemmeside’, tør man vist roligt sige. Siden er ved redaktionens slutning stadig under konstruktion, men man kan godt finde mange nyttige oplysninger. Desuden mulighed for at kontakte selskabets medlemmer med spørgsmål om Gustav Wied. En fin detalje er ’Mor Karens Netbutik’, hvor man kan købe bøger om forfatteren og øl- og snapseglas med monogram.
Omfattende portræt og gennemgang af forfatterens værker