Gustav Wied

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Kirstine Ersbøll Meyhoff, iBureauet/Dagbladet Information, 2007.
Main image
Wied, Gustav
Foto: POLFOTO

Indledning

Få danske forfattere har som Gustav Wied overbevist som både prosaist og dramatiker.
Roman- og novelleforfatteren Wied portrætterede blændende og satirisk den danske provins med dens særlinge og fantaster og gav os udødelige figurer som tolderen Knagsted, overlærer Clausen og den forbitrede Thummelumsen.
Dramatikeren Wied mestrede den folkelige komedie til fingerspidserne, men var samtidig en ihærdig fornyer af teateret, tydeligst med de såkaldte ”satyrspil”, blandt hvilke ”Dansemus” står som et besynderligt, kunstnerisk forfinet og eksperimenterende højdepunkt i forfatterskabet. Hele Wieds værk er gennemsyret af en dyb ambivalens overfor menneskeheden, som han skånselsløst udleverer uden hensyntagen til rang, stand og køn. Wieds menneskesyn blev med årene stadig mere sort, og i romanen ”Fædrene æde druer” fra 1908 er det svært at få øje på de formildende, humoristiske træk, der ellers præger forfatterskabet. Gustav Wied tog sit eget liv i 1914.

 

51001575

Blå bog

  • Født: 6. marts 1858 i Branderslev ved Nakskov.
  • Død: 24. oktober 1914 i Roskilde.
  • Uddannelse: Boghandlerelev 1873-79, studentereksamen 1884, cand.phil., Københavns Universitet, 1886.
  • Debut: En hjemkomst, 1889. Skuespil.
  • Seneste udgivelse: Breve til og fra Alice Wied. Gustav Wied Selskabet, 2014.

 

 

Hør lydklip fra 'Livsens ondskab'

Baggrund

”- Du er vist et ulykkeligt menneske, Knagsted! - Ha! Hva’ for et fruentimmer har ruget den ud? Fordi man ikke for længe siden er død af grin, behøver man da ikke netop være ”u”lykkelig…med himmelvendt U! - Jeg kan ikke forstå dig, Knagsted! sagde overlæreren dybt bekymret – Jeg kan sandelig ikke forstå dig! - Det kan du jo ta’ dig let, lille Overclausen. Hva’ fanden skulle du gå rundt og ”forstå” mig for? Altid skal I ”forstå”. Når man først forstår noget, så er det jo kedeligt, mand.
”Livsens Ondskab”, s. 271-72

Gustav Wied voksede op som gårdejersøn på Holmegaard i landsbyen Branderslev udenfor Nakskov på Lolland som det femte barn ud af en søskendeflok på elleve. Allerede i seksårsalderen begyndte han at skrive små digte og skuespil og nærede hede drømme om at blive skuespiller. Kun hos moderen, Catharine Wied, fandt han støtte for disse ambitioner, og de to havde livet igennem et nært og varmt forhold. Faderen, gårdejer Carl August Wied, var derimod ikke nogen tilhænger af de litterære og kunstneriske interesser. Som en slags kompromis blev Gustav efter sin konfirmation sat i lære som boghandler, først i Nakskov, siden i København.

I hovedstaden fik han rig lejlighed til at dyrke sin passion, teateret, og i 1878 fik han endelig overtalt faderen til at yde sig økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Det lykkedes først Gustav Wied at få denne i hus i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. Herefter påbegyndte han studier ved Københavns Universitet og erhvervede to år senere cand.phil.-graden.

Det var dog stadig teateret og scenelivet, der trak, og især nærede Gustav Wied enorm beundring for den svenske dramatiker og forfatter August Strindberg, hvis stykke ”Kreditorer”, han medvirkede i på Strindbergs Forsøgsteater i København i 1889. Samme år debuterede Wied selv som dramatiker med ”En hjemkomst”, og i begyndelsen af 1890’erne indledte han sin bane som prosaist, i første omgang med små historier trykt i avisen ”København”, der hen ad vejen blev udgivet i novellesamlinger. Historierne, der typisk tager udgangspunkt i det landlige miljø, Wied kendte fra sin barndom, er meget bramfri. Et godt eksempel er fortællingen ”De unge og de gamle”, der uden omsvøb skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge. Det var da også for meget for den offentlige moral: Sagen kom helt op på Højesterets-niveau, og i 1892 idømtes forfatteren 14 dages fængsel. Samme år indledte han et forhold til den noget yngre Alice Tutein, hvis far var godsejer og folketingsmand. Også dette samliv var genstand for offentlig forargelse, ikke mindst da Gustav Wied og Alice Tutein i løbet af de næste par år – stadig uden at være gift – fik to børn sammen. I 1896 meldte Alice Tuteins far Gustav Wied til politiet for usædelighed, og først da valgte parret at gifte sig. Ægteskabet varede indtil Wieds død i 1914.

Gustav Wieds eget liv var spændt hårdt ud mellem store kunstneriske triumfer, personlige nederlag og svære psykiske kriser. Med årene tog det læsende publikum og teatergængerne ham til sig, og han var ved sin død en højt elsket og æret forfatter og dramatiker. Men de ydre sejre værnede ham ikke mod den sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og i perioder gjorde indlæggelse nødvendig. I 1914 kunne han ikke holde tilværelsen ud længere og gjorde en ende på det hele med en dosis cyankalium. Han ligger begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts – Wieds fødselsdag – og lægger en krans på hans sarkofag. Herefter indtager selskabets medlemmer en stor middag inspireret af ”Ædedolkenes Klub”, som man kender den fra Wieds romaner ”Livsens Ondskab” og ”Knagsted”.

Fra amatørskuespiller til succesdramatiker

Fra barnsben var det teaterscenen, der tiltrak Gustav Wied, og i ungdomsårene nærede han – ligesom en anden stor dansk forfatter, H.C. Andersen – hede drømme om at begå sig på de skrå brædder. Men som det var tilfældet med Andersen ejede Wied ikke talent for at agere, og det blev kun til en enkelt optræden i et skuespil af August Strindberg på Strindbergs Forsøgsteater i København, før skuespillerdrømmene blev lagt på is. I modsætning til H.C. Andersen bevarede Gustav Wied imidlertid et livslangt, professionelt engagement i scenekunsten, og det var som dramatiker, at Wied høstede sine første store kommercielle succeser. Man kan måske endda sige, at det var skuespilforfatteren Wieds popularitet, der smittede af på romanforfatteren Wieds salgstal og ikke omvendt.

Under alle omstændigheder var det med stykket ”Erotik” , at Gustav Wied i 1896 opnåede sin første gedigne publikumssucces. Det blev sat op på Dagmarteateret i København og bar undertitlen ”Satyrspil”. Satyrspillet er en genre, der stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland. I centrum for det oprindelige, græske satyrspil står satyren, en mytologisk figur med et menneskes overkrop, en tyrs underkrop og desuden et gedebukkeskæg, ikke ulig det, der blev Gustav Wieds personlige varemærke. Satyren er en viril, erotisk figur, der repræsenterer det fysiske, jordiske begær som modsætning til det pæne og borgerlige kærlighedsforhold mellem mennesker. En figur, der sætter ”lus i skindpelsen” på fornuften og alt, hvad der er comme-il-faut, dvs. hvad der er i overensstemmelse med den borgerlige moral.

I Gustav Wieds satyrspil er satyren ikke til stede som sådan, men fungerer som underliggende princip: I ”Erotik” præsenteres vi for fire par, der skal navigere i et erotisk ladet møde og vælge rigtigt. Det går naturligvis ”galt” i moralsk forstand, men ikke i erotisk, ”satyrisk” forstand. Det satyriske handler nemlig om ikke at tilsidesætte begæret og lysten i valget. Publikum elskede stykket, og i de følgende år fortsatte Wied med at spinde guld på formlen: Satyrspillene blev så at sige et wiedsk ”brand”, en formel, der forløste forfatterens potentiale. Hvor potent en fase, forfatterskabet således var inde i på dette tidspunkt, vidner det faktum, at Wied alene i året 1898 dels udgav sine to mest berømte og succesrige romaner, ”Livsens Ondskab” og ”Slægten”, dels skrev komedien ”Første Violin” til Folketeateret, hvor det blev et sandt tilløbsstykke med over 100 opførelser og samme år oven i købet blev genopsat på to andre københavnske teatre.

Satyrspillenes sejrsgang fortsatte, bl.a. med ”Det svage Køn. Fire satyrspil” (1900), der vakte furore blandt kirkens mænd og tiljubledes af teatergængerne, og i 1901 kunne Gustav Wied sætte foreløbig trumf på sin kometagtige dramatikerkarriere, da han blev inviteret til at skrive til landets fineste teaterscene, Det Kgl. Teater. Resultatet var komedien ”Skærmydsler” , Gustav Wieds uden sammenligning mest elskede stykke og en kanoniseret klassiker i dansk litteratur. Om ikke for andet så pga. Tante Tos udødelige, absurde replik: ”Månen har den farve, måner skal have!”, der er gået over i det danske sprog.

Samme år som ”Skærmydsler” blev sat op havde Gustav Wied også succes med at omsætte figurerne fra romanen ”Livsens Ondskab” til scenen, nemlig med stykket ”Thummelumsen”, der blev sat op på Folketeateret. Sammen med triumfen på Det Kgl. Teater cementerede ”Thummelumsen” Wieds ubestridte førerposition blandt tidens danske komediedramatikere.

Som et besynderligt monstrum i Gustav Wieds dramatiske produktion står satyrspillet ”Dansemus” , der aldrig blev opført i Danmark, men som fik succes på Kleines Theater i Berlin. Stykket er på ikke mindre end 356 sider fordelt på ti akter – helt uhørt langt – og består i vid udstrækning af alenlange regibemærkninger med forfatterens personlige overvejelser over dette og hint. Handlingen er kompliceret og fuld af spring i tid og rum, og virker meget lidt egnet til scenisk opførelse. ”Dansemus” er således i modsætning til Wieds øvrige dramatiske produktion et eksperimenterende værk, et udtryk for kunstnerens afsøgning af genrens muligheder. Kursen, Wied her udstikker, går langt udenom økonomisk vinding og massernes klapsalver, og viser alsidigheden og ambitionsniveauet i hans kompromisløse forfatterskab.

”Clara (afgjort): Månen er hvid!
Hertha: Jamen, sødeste Clara, du kan jo dog se…
Clara: Jeg har aldrig kendt nogen så påståelig som dig, Hertha!
Hertha: Påståelig…? Nej, véd du nu hvad! Men jeg finder, at ret skal være ret…
Clara: Månen er hvid! Spørg du professor Petersen.
Hertha: Å-r, du med din professor Petersen…
Clara: Bøjer du dig måske ikke for en videnskabsmand?
Hertha: Jo, jeg gør; det véd du meget godt, jeg gør…Men månen er nu gul, og det har den altid været!
(Lille pause.)
Clara (afsluttende. – Med vægt): Månen har den farve, måner skal ha’! – Og tænd så lampen.”

Gustav Wied, ”Skærmydsler”, side 247.