Fra barnsben var det teaterscenen, der tiltrak Gustav Wied, og i ungdomsårene nærede han – ligesom en anden stor dansk forfatter, H.C. Andersen – hede drømme om at begå sig på de skrå brædder. Men som det var tilfældet med Andersen ejede Wied ikke talent for at agere, og det blev kun til en enkelt optræden i et skuespil af August Strindberg på Strindbergs Forsøgsteater i København, før skuespillerdrømmene blev lagt på is. I modsætning til H.C. Andersen bevarede Gustav Wied imidlertid et livslangt, professionelt engagement i scenekunsten, og det var som dramatiker, at Wied høstede sine første store kommercielle succeser. Man kan måske endda sige, at det var skuespilforfatteren Wieds popularitet, der smittede af på romanforfatteren Wieds salgstal og ikke omvendt.
Under alle omstændigheder var det med stykket ”Erotik” , at Gustav Wied i 1896 opnåede sin første gedigne publikumssucces. Det blev sat op på Dagmarteateret i København og bar undertitlen ”Satyrspil”. Satyrspillet er en genre, der stammer helt tilbage fra det antikke Grækenland. I centrum for det oprindelige, græske satyrspil står satyren, en mytologisk figur med et menneskes overkrop, en tyrs underkrop og desuden et gedebukkeskæg, ikke ulig det, der blev Gustav Wieds personlige varemærke. Satyren er en viril, erotisk figur, der repræsenterer det fysiske, jordiske begær som modsætning til det pæne og borgerlige kærlighedsforhold mellem mennesker. En figur, der sætter ”lus i skindpelsen” på fornuften og alt, hvad der er comme-il-faut, dvs. hvad der er i overensstemmelse med den borgerlige moral.
I Gustav Wieds satyrspil er satyren ikke til stede som sådan, men fungerer som underliggende princip: I ”Erotik” præsenteres vi for fire par, der skal navigere i et erotisk ladet møde og vælge rigtigt. Det går naturligvis ”galt” i moralsk forstand, men ikke i erotisk, ”satyrisk” forstand. Det satyriske handler nemlig om ikke at tilsidesætte begæret og lysten i valget. Publikum elskede stykket, og i de følgende år fortsatte Wied med at spinde guld på formlen: Satyrspillene blev så at sige et wiedsk ”brand”, en formel, der forløste forfatterens potentiale. Hvor potent en fase, forfatterskabet således var inde i på dette tidspunkt, vidner det faktum, at Wied alene i året 1898 dels udgav sine to mest berømte og succesrige romaner, ”Livsens Ondskab” og ”Slægten”, dels skrev komedien ”Første Violin” til Folketeateret, hvor det blev et sandt tilløbsstykke med over 100 opførelser og samme år oven i købet blev genopsat på to andre københavnske teatre.
Satyrspillenes sejrsgang fortsatte, bl.a. med ”Det svage Køn. Fire satyrspil” (1900), der vakte furore blandt kirkens mænd og tiljubledes af teatergængerne, og i 1901 kunne Gustav Wied sætte foreløbig trumf på sin kometagtige dramatikerkarriere, da han blev inviteret til at skrive til landets fineste teaterscene, Det Kgl. Teater. Resultatet var komedien ”Skærmydsler” , Gustav Wieds uden sammenligning mest elskede stykke og en kanoniseret klassiker i dansk litteratur. Om ikke for andet så pga. Tante Tos udødelige, absurde replik: ”Månen har den farve, måner skal have!”, der er gået over i det danske sprog.
Samme år som ”Skærmydsler” blev sat op havde Gustav Wied også succes med at omsætte figurerne fra romanen ”Livsens Ondskab” til scenen, nemlig med stykket ”Thummelumsen”, der blev sat op på Folketeateret. Sammen med triumfen på Det Kgl. Teater cementerede ”Thummelumsen” Wieds ubestridte førerposition blandt tidens danske komediedramatikere.
Som et besynderligt monstrum i Gustav Wieds dramatiske produktion står satyrspillet ”Dansemus” , der aldrig blev opført i Danmark, men som fik succes på Kleines Theater i Berlin. Stykket er på ikke mindre end 356 sider fordelt på ti akter – helt uhørt langt – og består i vid udstrækning af alenlange regibemærkninger med forfatterens personlige overvejelser over dette og hint. Handlingen er kompliceret og fuld af spring i tid og rum, og virker meget lidt egnet til scenisk opførelse. ”Dansemus” er således i modsætning til Wieds øvrige dramatiske produktion et eksperimenterende værk, et udtryk for kunstnerens afsøgning af genrens muligheder. Kursen, Wied her udstikker, går langt udenom økonomisk vinding og massernes klapsalver, og viser alsidigheden og ambitionsniveauet i hans kompromisløse forfatterskab.
”Clara (afgjort): Månen er hvid!
Hertha: Jamen, sødeste Clara, du kan jo dog se…
Clara: Jeg har aldrig kendt nogen så påståelig som dig, Hertha!
Hertha: Påståelig…? Nej, véd du nu hvad! Men jeg finder, at ret skal være ret…
Clara: Månen er hvid! Spørg du professor Petersen.
Hertha: Å-r, du med din professor Petersen…
Clara: Bøjer du dig måske ikke for en videnskabsmand?
Hertha: Jo, jeg gør; det véd du meget godt, jeg gør…Men månen er nu gul, og det har den altid været!
(Lille pause.)
Clara (afsluttende. – Med vægt): Månen har den farve, måner skal ha’! – Og tænd så lampen.”
Gustav Wied, ”Skærmydsler”, side 247.