Gustav Wied voksede op som gårdejersøn på Holmegaard i landsbyen Branderslev udenfor Nakskov på Lolland som det femte barn ud af en søskendeflok på elleve. Allerede i seksårsalderen begyndte han at skrive små digte og skuespil og nærede hede drømme om at blive skuespiller. Kun hos moderen, Catharine Wied, fandt han støtte for disse ambitioner, og de to havde livet igennem et nært og varmt forhold. Faderen, gårdejer Carl August Wied, var derimod ikke nogen tilhænger af de litterære og kunstneriske interesser. Som en slags kompromis blev Gustav efter sin konfirmation sat i lære som boghandler, først i Nakskov, siden i København.
I hovedstaden fik han rig lejlighed til at dyrke sin passion, teateret, og i 1878 fik han endelig overtalt faderen til at yde sig økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Det lykkedes først Gustav Wied at få denne i hus i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. Herefter påbegyndte han studier ved Københavns Universitet og erhvervede to år senere cand.phil.-graden.
Det var dog stadig teateret og scenelivet, der trak, og især nærede Gustav Wied enorm beundring for den svenske dramatiker og forfatter August Strindberg, hvis stykke ”Kreditorer”, han medvirkede i på Strindbergs Forsøgsteater i København i 1889. Samme år debuterede Wied selv som dramatiker med ”En hjemkomst”, og i begyndelsen af 1890’erne indledte han sin bane som prosaist, i første omgang med små historier trykt i avisen ”København”, der hen ad vejen blev udgivet i novellesamlinger. Historierne, der typisk tager udgangspunkt i det landlige miljø, Wied kendte fra sin barndom, er meget bramfri. Et godt eksempel er fortællingen ”De unge og de gamle”, der uden omsvøb skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge. Det var da også for meget for den offentlige moral: Sagen kom helt op på Højesterets-niveau, og i 1892 idømtes forfatteren 14 dages fængsel. Samme år indledte han et forhold til den noget yngre Alice Tutein, hvis far var godsejer og folketingsmand. Også dette samliv var genstand for offentlig forargelse, ikke mindst da Gustav Wied og Alice Tutein i løbet af de næste par år – stadig uden at være gift – fik to børn sammen. I 1896 meldte Alice Tuteins far Gustav Wied til politiet for usædelighed, og først da valgte parret at gifte sig. Ægteskabet varede indtil Wieds død i 1914.
Gustav Wieds eget liv var spændt hårdt ud mellem store kunstneriske triumfer, personlige nederlag og svære psykiske kriser. Med årene tog det læsende publikum og teatergængerne ham til sig, og han var ved sin død en højt elsket og æret forfatter og dramatiker. Men de ydre sejre værnede ham ikke mod den sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og i perioder gjorde indlæggelse nødvendig. I 1914 kunne han ikke holde tilværelsen ud længere og gjorde en ende på det hele med en dosis cyankalium. Han ligger begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts – Wieds fødselsdag – og lægger en krans på hans sarkofag. Herefter indtager selskabets medlemmer en stor middag inspireret af ”Ædedolkenes Klub”, som man kender den fra Wieds romaner ”Livsens Ondskab” og ”Knagsted”.