henrik pontoppidan
Foto: POLFOTO / ritzau/scanpix

Henrik Pontoppidan

lektor Johannes Fibiger, 2002. Opdateret af cand.mag., ph.d. Troels Hughes Hansen, Bureauet, april 2018.
Top image group
henrik pontoppidan
Foto: POLFOTO / ritzau/scanpix

Indledning
Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan ville som ung revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat. Hans store romaner fra omkring århundredeskiftet tegner et rigt og mangefacetteret portræt af brydninger og spændinger i det danske demokratis barndomsår. Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen, som han dog måtte dele med Karl Gjellerup.

 

47009456

Blå bog

Født: 24. juli 1857 i Fredericia.

Død: 21. august 1943.

Uddannelse: Realeksamen, 1873. Arbejdet som lærer og journalist.

Debut: Stækkede vinger . Forlaget Andr. Schou, 1881.

Litteraturpriser: Det Anckerske Legat, 1890. Otto Benzons Forfatterlegat, 1908. Nobelprisen, 1917 (s.m. Karl Gjellerup). Æresmedlem af Dansk Forfatterforening, 1918. Æresdoktor ved Lunds Universitet. Holberg-Medaillen, 1941.

Seneste udgivelse: Behrendt, Flemming: Livsrusen - en bog om Henrik Pontoppidan. Gad, 2019.

Inspiration: Georg Brandes, Honoré de Balzac, Alexander Kielland, Leo Tolstoj.

Periode: Det moderne gennembrud

Genre: Roman

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Heller ikke ude i Bondelandet var det noget Sted kommen til et afgørende Brud med Fortiden. Vel havde der begyndt at rejse sig Dampskorstene over Mejerierne; og Tærskeværker og Mejemaskiner afløste efterhaanden Plejl og Le. Men trods alle Forbedringer i Driften, og trods den stigende Oplysning, forarmedes Landbefolkningen stadig mere. Prioriteterne i Ejendommene voksede. Landets Gæld til Udlandet steg med mange Millioner om Året. Ikke desmindre sad den bredbagede danske Bonde paa sin gaard med en uanfægtet Følelse af at udgøre Nationens Marv, at være dens Kærnekraft og Fremtidshaab.”
”Lykke-Per”, b. 1., s. 307.

Henrik Pontoppidan blev født i 1857 i Fredericia, hvor hans far var præst ved Trinitatis Kirke. Børneflokken var stor, talte 16 sjæle, og moderen var - af samme grund - skrantende. Faderen Dines, en rigtig gammeltestamentlig patriark, fik i 1863 et kald ved Sankt Mortens Kirke i Randers. Det var magert, da han skulle udrede pension til sin forgænger, men den stramme økonomi passede godt til hans livsforsagende kristendom.

Som barn udviste Henrik Pontoppidan talent for matematik og praktisk håndværk, mens hans evner for de humanistiske fag var begrænsede. Over for hjemmets kristendom forholdt han sig yderst køligt.

I 1873 rejste han til København for at uddanne sig til ingeniør. Han bestod uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og gennemførte planmæssigt studiets første del. Til stor overraskelse for sine omgivelser sprang Pontoppidan dog fra studierne umiddelbart før den afsluttende eksamen. Grunden til dette fravalg var, at han ville være forfatter - uden at have et sikkerhedsnet under sig.

Beslutningen blev taget i 1879, men havde været undervejs siden en rejse til Schweiz i 1876, hvor han oplevede sin første stormfulde forelskelse og en natur, større end ham selv: Deroppe i bjergene, i den store vilde ensomhed, var det, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Når man som ung og ensom vandrer i en sådan natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem, hvis der ligger noget og gærer i ens sind.”

For at få smør på brødet blev Pontoppidan højskolelærer i Freerslev og senere Hjørlunde hos broderen Morten. På højskolen forsøgte han at realisere et jævnt og folkeligt liv i oplysningens tjeneste. Han giftede sig med en pige fra landet, stiftede familie og udgav sine første værker. Men under idyllen lurede katastrofen. Et af børnene døde, ægteskabet havde indbyggede konflikter, og den politiske kamp mod Højrestyret slog fejl.

Pontoppidan resignerede. Han var ikke skabt for et jævnt og muntert virke i Grundtvigs ånd. Han flyttede tilbage til hovedstaden og begyndte et nyt liv som forfatter og journalist. Samme år mødte han sin senere hustru Antoniette Kofoed på tennisbanerne ved Blokhus. Hun tilhørte det københavnske borgerskab, og parret blev gift fem år senere.

Det var i disse år, at Pontoppidan blev introduceret for filosofferne Nietzsche og Schopenhauer, som han livet igennem forholdt sig til, og som sammen med Georg Brandes’ gennembrudsprogram udgjorde hans filosofiske ballast. Det er karakteristisk for Pontoppidan, at hans personlige kriser og eksistentielle valg blev omsat æstetisk i romanbearbejdninger - uden at værkerne af den grund blev private eller selvbiografiske.

Henrik Pontoppidan debuterede i 1881 med novellen ”Et Endeligt”, der sammen med ”Kirkeskuden” udgør hovedstykkerne i debutsamlingen ”Stækkede Vinger”. Titlen er dækkende for hele forfatterskabet: det handler om de kræfter, der forhindrer individets udfoldelse. Pontoppidan tog under inspiration fra naturalismen udgangspunkt i individets arv og miljø, men lagde vægten på den sociale arv. Og i modsætning til Herman Bang og J.P. Jacobsen skrev han i en mere klassisk fortællestil - uden impressionistiske finesser, som Pontoppidan betegnede som en ”udpyntet stil, der røber sit ophav som en kunstens parvenu.” Pontoppidan brugte i disse værker sine erfaringer fra højskolemiljøet til at skabe nogle ætsende billeder af livet på landet. Hans kritik retter sig mod udnyttelsen af tyendet og behandlingen af samfundets udstødte. Men heller ikke grundtvigianismen, kirken og borgerskabet går ram forbi. De rammes alle af en fortællemæssig ironi, hvor Pontoppidan tager parti for de svage og undertrykte.

Det forjættede land

”Der havde i otte Døgn raset et Herrens Vejr over Egnen. Paa vildt forrevne, sorteblaa Skyvinger var Stormen kommen jagende fra Øst og havde gennempisket Fjorden, saa store Skumflager var kastet højt op paa Markerne. Her havde den mange Steder fuldstændigt oprevet Bondens Vintersæd, nedtraadt Rør og Siv i Moserne, afsvedet Engene og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet, der ikke kunde finde Afløb, bredte sig ud over Agre og Veje. Overalt saas styrtede Træer, knækkede Telegrafstænger, splittede Sædstakke og døde Fugle, som Orkanen havde slaaet mod Jorden og dræbt paa Stedet.”
”Det forjættede land”, s. 3.

Det første af Henrik Pontoppidans tre store romanværker, Det forjættede land” , udkom mellem 1891 og 1895. Det er historien om den unge kapellan Emanuel Hansted, der ankommer til en bonderig landsby, hvor han skal virke som præst. Hansted kommer fra et borgerligt miljø i hovedstaden, og det er hans drøm at slå sig ned som oplyst og folkekær hyrdepræst i samklang med den jævne mand og naturen.

Emanuel bliver dog uvidende brugt i forskellige magtinteressers spil, og hans idealisme bliver gennemgående fremstillet med en vis ironi af Pontoppidan. Emanuel gifter sig med bondepigen Hansine og forsøger i det hele taget at leve som de lokale. Han sætter sig ind i jorddrift og deltager i begyndelsen ivrigt som taler i bondeoplysningens hovedkvarter forsamlingshuset.

Men Hansteds høje idealer må nødvendigvis kuldsejle i deres møde med virkeligheden. Der er sorger og fristelser nok i bondepræstens jordiske paradis. Han mister sin yndlingssøn, fordi han i blind tillid til det guddommelige forsyn alt for længe har nægtet at lade ham tilse af en læge, på trods af at drengen tydeligvis har haft store smerter gennem en lang periode. Han fristes også bestandig af provst Tønnesens vakre datter Ragnhild. Samtidig opstår der en splittelse imellem folkepræsten og hans nyvundne menighed af opvakte bønder. Hansted selv ender på vanviddets rand og dør udslidt og fortvivlet.

”Det forjættede land” er altså på den ene side en gribende beretning om et menneskes forlis i de oprørte vande mellem idealisme og virkelighed, men bogen er også et skarpt opmalet portræt af tidens vigtige strømninger. Romanens tid er 1870’erne og 1880’erne, hvor store dele af det danske samfund omkalfatres i kølvandet på demokratisering og grundlov. Bondeoplysning, grundtvigianisme, forholdet mellem land og by og de politiske spændinger, der leder frem til Estrups provisoriske finanslove og til Forfatningskampen, er således en del af de temaer, der indkapsles og udfoldes i Pontoppidans romanpersoner.

Nattevagt

”Se paa vor Tids Kunst! I vort Aarhundrede, da Menneskeaanden paa alle andre Omraader har fejret Triumfer som ingen Sinde før, er alene Kunsten sunket ned til den forsmædeligste Ynkelighed. Og hvorfor? Hvorfor? Ja – se dig om! I en Tid, da det bryder og brænder paa alle Kanter, saa hele Jorden ryster … i en Tid, da et gammelt Aartusinde med Tordenbrag gaar i Graven og et nyt fødes … hvor er saa Kunstnerne? Hvad beskæftiger Malerne, Digterne, Billedhuggerne? Gaa op paa vore Udstillinger! Slaa op i Katalogerne! En ung Pige, der lugter til en Rose. En gammel Kone ved en Spinderok. Maaneskin i en Have. En Nymfe i en Skov. Hvad mener du?”
”Nattevagt”, s. 149.

Hvor bestræbelsen i ”Det forjættede land” var at kortlægge det sociale engagements kilde, gælder den i romanen Nattevagt (1894) det kunstneriske. Meget sigende foregår den lille roman i Rom, hvor også en lang række guldaldermalere som C.W. Eckersberg, Constantin Hansen og Gottfred Bindesbøll havde haft længere ophold i det tidlige 1800-tal og sværmet for de fantastiske ruiner og den rige historie.

Den naturalistiske maler Jørgen Hallager er taget ned til den italienske hovedby for at gifte sig med Ursula Branth, som hendes konservative far, etatsråden, ellers har forsøgt at føre væk fra Hallagers i hans øjne vulgære væsen ved at eksilere hende. Jørgen Hallagers modstykke er hans tidligere discipel Thorkild Drehling, der tidligt i sit kunstneriske liv trofast fulgte Hallagers krasse realisme og portrætterede døende, udslidte bønder som kommentar til den gryende industrialiserings skyggesider og den stadige tilbageståenhed i levestandard for størstedelen af befolkningen.

53104789

Drehling er imidlertid kommet i tvivl om naturalismens fortsatte kunstneriske gyldighed, og da hans nye samling af billeder viser sig at være en række romantiske motiver, der ifølge Jørgen Hallager minder mest om et ”Bidrag til den nye Chocoladepapirs-Industri” (s. 155), kommer det til et voldsomt brud mellem de to tidligere venner. Dog bliver det Drehlings malerier, der hjemme i Danmark gør stor lykke på udstillingerne, mens Hallagers evigt engagerede skildring af strejkende arbejdere nu føles som noget gammeldags og bagudskuende.

Pontoppidans bog kan læses som et opgør med Georg Brandes og Det moderne gennembruds ideal om at lade kunsten sætte ”problemer under debat”. Jørgen Hallager bedriver netop en sådan problematiserende og debatskabende kunst, der tager aktuelle samfundsbrydninger og portrætterer dem trofast, realistisk. Imidlertid virker denne form for kunst nu til at have opbrugt sin nyhedsværdi og sit kritiske potentiale. Formen er blevet gammeldags og uinteressant og kommer til at ligne præcis den ufarlige kunst, som den skulle have været et oprør imod.

Lykke-Per

”Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunne forhindre det, havde han spændt Hanen. Med Udraabet: ’Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!’ – sendte han et skud mod Krusifikset, der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften. I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Drøn, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden. Per havde vendt sig. Han var et Nu ganske bleg.”


”Lykke-Per”, b. 1, s. 305.

Efter en række mindre og til dels skitseagtige romaner op igennem 1890’erne udgav Pontoppidan sit absolutte hovedværk Lykke-Per” mellem 1898 og 1906. Det er let at genkende forfatteren selv i hovedpersonen Per Sidenius, der bryder fri fra hjemmets kvælende kristendom og bruser mod et liv som selvbevidst og himmelstormende ingeniør med store planer. Men ”Lykke-Per” er meget mere end en løst funderet selvbiografi. Per Sidenius er et kraftfuldt billede på det moderne menneske, og hans kampe med sig selv og sine omgivelser spejler også hele den gryende modernitets problemer og muligheder.

I København bliver Per forlovet med rigmandsdatteren Jakobe Salomon, der som gunstigt parti kan sikre Per den fornødne finansiering til et storslået kanalprojekt, som skal binde de jyske købstæder sammen med oceanerne og den blomstrende verdenshandel.

22357409

Selvom Per således synes at have brudt fuldstændig med sit kristne ophav, drages han alligevel langsomt tilbage mod sit udgangspunkt, og da han vender hjem for at begrave sin mor, bliver han og tager ikke tilbage til København. Forlovelsen med Jakobe hæves, og Per gifter sig med præstedatteren Inger. Ringen synes sluttet, men heller ikke her finder Per ro. Han forlader kone og børn, og slår sig ned på den yderste kant af Jylland. Symbolsk ender ingeniøren som vejassistent i Agger. I stedet for at lave verden om, passer han den. Men hvad han har mistet udadtil, har han vundet indad. I romanens slutning skriver Per i sin dagbog: Ære være mine ungdoms store drømme! Så blev jeg dog en verdenserobrer alligevel! Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt universum, hans død en verdensundergang i det små. (b. 2, s. 340).

Lykke-Pers historie er både konkret og symbolsk. Gennem den tegner Pontoppidan bevægelsen hos individet, landet og i det moderne gennembrud. Igennem Per Sidenius fremtræder især det modernes tvetydighed. Det moderne menneske er måske nok frigjort og rationelt, men viser sig hos Pontoppidan også at være bundet til sit ophav og forfalden til simpel overtro. Det er i den forbindelse sigende, at da Per i en nøglescene affyrer sin revolver mod et krucifiks med en Kristus-figur, farer han sammen ved lyden af skuddets ekko, der runger i bjergene som en hævnende Guds tordenkile.

De dødes rige

”Mens dagen hældede, holdt de tre forhenværende studenterkammerater med besvær en slags tale vedlige. Især var præsten meget ordstille. Det blev for hans vedkommende ikke til stort mere end nogle små grynt til bekræftelse eller benægtelse. Navnlig var han på sin post over for Asmus Hagen, hvis broderede silkevest og hele københavnske facon fra første øjeblik havde virket på ham som en rød parasol på en tyr.”
”De dødes rige”, b. 1, s. 15-16.

Hvor både ”Det forjættede land” og ”Lykke-Per” havde deres fokus fast forankret i deres hovedpersoner, er De dødes rige” (1912-16) en kollektivroman med flere forskellige handlingsspor og personer, der møder hinanden på kryds og tværs. Den har dog det til fælles med Pontoppidans to andre hovedværker, at den opmaler et bredt snit af det danske samfund på tærsklen til den moderne tidsalder.

I en vis forstand er ”De dødes rige” befolket med klassiske Pontoppidan-romanpersoner. Vi har præsten Mads Vestrup, der kommer i uføre på grund af en affære med en tjenestepige i sognet. Vi har den flamboyante og naragtige maler Karsten From, en række publicister og journalister, og ikke mindst den ambivalente Jytte Abildgaard, der ikke kan forløse sin hengivelsestrang, fordi hun ikke kan elske sig selv. Hendes følelser slår om i selvdestruktion, og hun gifter sig med den åbenlyst forkerte mand (nemlig Karsten From). Derfor får hun ikke ham, hun skulle have haft, en anden af romanens nøglepersoner, den progressive godsejer Torben Dihmer.

50661148

Efter at være vendt tilbage fra de dødes rige i form af en langvarig sygdom må Dihmer konstatere, at han i virkeligheden er havnet i det. Politikken er korrupt, værdierne i forfald og kærligheden umulig. Som Lykke-Per resignerer han og vender verden ryggen. Selv om han grundlægger et asyl på gården, er utopien ikke bæredygtig. Fausingholm nedbrænder i en apokalyptisk slutscene, hvor egnens beboere endog bærer ved til bålet.

Romanen giver en bred skildring af Danmark efter Systemskiftet, hvor vinderen, venstrehøvdingen Enslev, sejrer ad helvede til. Den sejr, som man havde set frem til under forfatningskampen, viser sig hurtigt at være et nederlag for de progressive kræfter.

Også temaerne er velkendte fra Pontoppidans tidligere romaner. I ”De dødes rige” vakler hovedpersonerne stadigvæk forvildede rundt mellem modernitet og tradition, land og by, fremskridt og fordummelse, oplysning og formørkelse, rationalitet og kristentro, klarsyn og forblindelse, ideal og realitet.

Mands Himmerig

”Han havde i de sidste Dage undertiden kunnet gribes af Lede ved den hele Blækkrig og sin egen Delagtighed i den. Der kunde overkomme ham en fortvivlet Lyst til at stryge alle disse Papirer ned paa Gulvet og flygte bort fra al det slimede Giftkryb, han maatte slaas med, bort ogsaa fra Dagligstue-Klammer og Kvindejammer, op til en eller anden øde Fjeldegn højt i Nord for at leve der fri og ubunden som Nybygger – i ærlig Kamp mod Ulv og Jærv og Bjørn. Men han var smeddet til sin Hundevagt som Galejslaven til sin Jernkugle. Der var ingen Haab om Redning for ham, før han segnede.”


”Mands Himmerig”, s. 213.

Det er svært ikke at se ”Lykke-Per” og ”De dødes rige” som kulminationen på Henrik Pontoppidans forfatterskab, og flere store romaner i den kaliber blev det heller ikke til, før han døde i 1943. Pontoppidan stoppede dog ikke med at skrive, og han forblev interesseret i at skildre sin samtid og de idemæssige brydninger i den nære, historiske fortid. Mands Himmerig” fra 1927 hører således til det sene forfatterskab, og selvom den ikke giver de store værkers brede vue ud over det danske samfund, er den alligevel en interessant lille kondensering af en potent åndelig fejde.

Dramaet udspilles denne gang i redaktionslokalerne, og Pontoppidan har altså valgt et af Det moderne gennembruds klassiske arnesteder, avisen, som sit miljø. Den store, progressive avis ”Friheden” skal have ny chefredaktør, og den polemiske og slagkraftige Niels Thorsen er det oplagte valg. Imidlertid bliver han forbigået ved en listig politisk rævekage, og bladet overtages af en inkompetent og overfladisk redaktion, mens Niels Thorsen i stedet bliver hvervet til den borgerligt konservative avis ”Døgnet”, hvorfra han med pennen som bøddeløkse hamrer løs på den tomme idealisme hos de radikale fritænkere blandt modstanderne.

50896889

Tonen skærpes, efterhånden som Europa bevæger sig mod 1. Verdenskrigs udbrud i 1914, og Niels Thorsen agiterer hidsigt for at lade den danske ungdom kaste sig ud i kampen. Sådan går det som bekendt ikke, og Danmark formår at holde sig neutralt og undgå konflikt med den store nabo i syd. Danmarks neutralitet bliver nådesstødet for Niels Thorsen, der er overbevist om nødvendigheden af en krig for det danske folks fremtid.

Som Pontoppidans andre romaner er også ”Mands Himmerig” fuld af kontraster og tvetydigheder. Dommen er ikke mild over de radikale pacifister op til 1. Verdenskrig, og demokratiet virker til at have spillet fallit på det åndelige område. De ledende poster er besat af vindingssyge charlataner, og den frie presse er dekadent forfalden til kulørt underholdning og leflen for laveste fællesnævner. Omvendt går Niels Thorsen jo netop til grunde i sin halvlatterlige kamp mod den åndelige sløvhed.

Genrer og tematikker

Henrik Pontoppidans forfatterskab kan om noget siges at tage livtag med de store problemer og strømninger i hans samtid. Samlet set har hans romaner primært det moderne liv som deres undersøgelsesfelt. Og mere præcist det moderne liv, som det kunne tage sig ud i en dansk, historisk virkelighed.

Pontoppidans tid er i mange henseender en tærskeltid. Demokratiet er endnu ikke fuldt befæstet, landet er endnu ikke fuldt industrialiseret, den store bevægelse fra land mod by har endnu ikke fundet sted, og religionen strides stadig med sig selv og med de mennesker, den stadig har et fast greb om. Samtidig buldrer teknikken, og det nye moderne menneske tager de første små dansetrin den store fremtids scene.

I Pontoppidans romaner omsættes disse tidens brydninger til reelle og eksistentielle problemer for hans hovedpersoner. På den led træder konflikten mellem folkelig oplysning og åndsaristokrati frem igennem bondepræsten Emanuel Hansted fra ”Det forjættede land”, mens spændingen mellem det teknisk fremadskuende nybrud og den kristelige arvs bindinger og dybde får sin uafrystelige form i Per Sidenius fra ”Lykke-Per”.

Pontoppidan bruger tit en række skarpe modstillinger som ramme om sine romanpersoners kampe med sig selv og deres omverden. Det kan være land/by, mørk kristendom/grundtvigianisme, tradition/fornyelse, idealisme/virkelighed osv. Det betyder langtfra, at hans forfatterskab skal opfattes som en sort-hvid opremsning af yderpositioner. Tværtimod får romankaraktererne netop liv i deres meget menneskelige søgen efter deres plads i spændingsfeltet mellem disse poler.

Kristendommen indtager en evig plads i Pontoppidans store romaner, og en lang række præster befolker hans bøger som repræsentanter for den ene eller anden fortolkning af forholdet til Gud. Det er let heri at ane en indre granskning fra forfatterens side, men spørgsmålet om kristendommens plads i det moderne samfund er også og i langt højere grad en måde for forfatteren at få greb om en række grundlæggende forandringer i samfundet. Eksempelvis bliver gnidningerne mellem grundtvigianisme og autoritær gudstro også en måde at fremvise bondebevægelsens gryende politiske magt ved indgangen til det nye århundrede.

Beslægtede forfatterskaber

Henrik Pontoppidans store romaner har en stærk og tydelig forbindelse til den historiske tid, de beskriver, og dermed også til de vigtigste personer i tidens store debatter og åndelige fejder. Således også Georg Brandes, der var tidens store hudfletter af forstokket kristendom og borgerlig moral. Pontoppidans forhold til Brandes er ikke entydigt, men sikkert er det, at mange punkter i Brandes’ litterære program, der slog til lyd for en litteratur orienteret mod den virkelige verden med dens reelle problemer og brydninger, blev realiseret i Pontoppidans romaner.

En anden tydelig forbindelse kan trækkes til den franske realist Honoré de Balzacs vældige værk ”Den menneskelige komedie”. Balzac er om nogen en forfatter, der har formået at indkapsle en given historisk tids problemfelter, debatter, levemåder, tankemønstre og økonomiske virkelighed i sine romaners figurer.

I forlængelse heraf bør også nævnes Émile Zola, den store franske naturalist, der i sine romaner tog forskellige områder af det moderne liv under minutiøs bearbejdning med et skarpt blik for eksempelvis tekniske fremskridts betydning for det enkelte menneske og for samfundet.

Nævnes skal også Pontoppidans forhold til H.C. Andersen. Pontoppidans novelle ”Ørneflugt” fra 1899 er en omvending af motivet fra Andersens berømte eventyr ”Den grimme ælling” fra 1843. I Andersens eventyr bliver en lille svaneunge udruget i andegården og først udsat for latterliggørelse og spot kun for senere at vokse sig skinnende smuk til ærgrelse og misundelse for dens tidligere mobbere. Hos Pontoppidan vokser ørnen Klavs også op blandt kaglende høns og skræppende ænder. Men da han en dag flyver efter en hunørn og senere vender hjem, bliver han skudt ned af avlskarlen, der tror, at han er vild og på jagt efter høns. Pontoppidans novelle slutter med ordene For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, naar man er vokset op i andegaarden. (”Ørneflugt”, s. 216). Naturligt nok er Pontoppidans novelle blevet læst op mod Andersens som et udtryk for deres forskellige opfattelser af betydningen af henholdsvis arv og miljø for individets dannelse. Hos Andersen kan svanen stadig stige op fra sit miljø til noget højere, mens ørnens vilde instinkt hos Pontoppidan er blevet kuet af andegården i en sådan grad, at Klavs nødvendigvis må lide døden, da han forsøger at vende tilbage til det hjem, han fejlagtigt havde troet, han havde en plads i.

Bibliografi

Værker

Pontoppidan, Henrik:
Stækkede Vinger. 1881
Pontoppidan, Henrik:
Sandinge Menighed. 1883
Pontoppidan, Henrik:
Landsbybilleder. 1883
Pontoppidan, Henrik:
Ung Elskov. Idyl. 1885
Pontoppidan, Henrik:
Mimoser. Et Familieliv. 1886
Pontoppidan, Henrik:
Fra Hytterne. 1887
Pontoppidan, Henrik:
Isbjørnen. Et Portræt. 1887
Pontoppidan, Henrik:
Spøgelser. En Historie. 1888
Pontoppidan, Henrik:
Folkelivsskildringer, 1. 1888
Pontoppidan, Henrik:
Skyer. 1890
Pontoppidan, Henrik:
Folkelivsskildringer, 2. 1890
Pontoppidan, Henrik:
Reisebilder aus Dänemark. 1890
Pontoppidan, Henrik:
Krøniker. 1890
Pontoppidan, Henrik:
Natur. 1890
Pontoppidan, Henrik:
Minder. 1893
Pontoppidan, Henrik:
Nattevagt. 1894
Pontoppidan, Henrik:
Den gamle Adam. 1894
Pontoppidan, Henrik:
Højsang. 1896
Pontoppidan, Henrik:
Det forjættede Land. 1891-95 Rev.1898.
Pontoppidan, Henrik:
Lykke-Per. 1898-1904 Rev. 1905 og 1918.
Pontoppidan, Henrik:
Fortællinger, 1-2. 1899
Pontoppidan, Henrik:
Lille Rødhætte. Et Portræt. 1900
Pontoppidan, Henrik:
Det ideale Hjem. 1900
Pontoppidan, Henrik:
De vilde Fugle. 1902
Pontoppidan, Henrik:
Borgmester Hoeck og Hustru. Et Dobbeltportræt. 1905
Pontoppidan, Henrik:
Asgaardsrejen. 1906 Rev. 1928.
Pontoppidan, Henrik:
Det store Spøgelse. 1907
Pontoppidan, Henrik:
Hans Kvast og Melusine. 1907
Pontoppidan, Henrik:
Den kongelige Gæst. 1908
Pontoppidan, Henrik:
De Dødes Rige. 1912-16 Rev. 1917.
Pontoppidan, Henrik:
Kirken og dens Mænd. 1914
Pontoppidan, Henrik:
Et Kærlighedseventyr. 1918
Pontoppidan, Henrik:
En Vinterrejse. 1920
Pontoppidan, Henrik:
Noveller og Skitser, 1-3. 1922-30 Rev. 1950.
Pontoppidan, Henrik:
Romaner og Fortællinger, 1-7. 1924-26
Pontoppidan, Henrik:
Mands Himmerig. 1927
Pontoppidan, Henrik:
Drengeaar. 1933
Pontoppidan, Henrik:
Hamskifte. 1936
Pontoppidan, Henrik:
Arv og Gæld. 1938
Pontoppidan, Henrik:
Familjeliv. 1940.
Pontoppidan, Henrik:
Undervejs til mig selv. 1943
Pontoppidan, Henrik:
Kronjyder og Molboer. Egnsskildring. 1989
Pontoppidan, Henrik:
Enetaler. Artikler. 1993
Pontoppidan, Henrik:
Meninger og Holdninger. Af Urbanus’ dagbog. 1994
Pontoppidan, Henrik:
Henrik Pontoppidans Breve, 1-2. 1997
Pontoppidan, Henrik:
Henrik Pontoppidans digte. 1999
Pontoppidan, Henrik:
Smaa Romaner 1905-1927. Det Danske sprog- og Litteraturselskab, 2011.
Pontoppidan, Henrik: Undervejs til mig selv. Et tilbageblik. Ny udgave. Gyldendal, 2018.

Filmatiseringer.

Totenreich. 1986 En filmatisering af De Dødes Rige - tysk tv 1986 (senere vist på DR).
Lykke-Per. 1988 En filmatisering af forestilling fra på Aarhus Teater. Vist på DR 1988.
Lykke-Per. Instruktør Bille August, 2019.

Om Henrik Pontoppidan.

Andersen, Vilhelm:
Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. 1917
Thomsen, Ejnar:
Henrik Pontoppidan. 1944
Thomsen, Ejnar (red.):
Henrik Pontoppidan til minde. 1944
Woel, Cai M.:
Henrik Pontoppidan, 1-2. 1945
Carit Andersen, Poul:
Digteren og mennesket. 1951
Ahnlund, Knut:
Fem huvudlinjer i författarskapet. 1956
Thomsen, Karl V.:
Hold galden flydende. 1957
Bredsdorff, Elias:
Henrik Pontoppidan og Georg Brandes - En kritisk undersøgelse. 1964
Bredsdorff, Elias:
Henrik Pontoppidan og Georg Brandes - En redegørelse for brevvekslingen. 1964
Skjerbæk, Thorkild:
Kunst og budskab. 1970
Ahnlund, Knut:
Omkring Lykke-Per. 1971
Holmgaard, Jørgen:
Dødens Gilding. 1971
Haugaard Jeppesen, Bent:
Henrik Pontoppidans samfundskritik. 1977
Holmgaard, Jørgen:
Forfatterskabets baggrund og udvikling belyst gennem ni fortællinger. 1977
Rohde, H.P.:
Det lyder som et eventyr. 1981
Tiemroth, Jørgen E.:
Maskespil. 1981
Mortensen, Klaus P.:
Ironi og utopi. 1982
Kofoed, Niels:
Henrik Pontoppidan - Anarkismen og demokratiets tragedie. 1986
Tiemroth, Jørgen E.:
Det labyrintiske sind. 1986
Ørum Hansen, Jørn (red.):
Henrik Pontoppidan - Mellem andegård og ørnehjem. 1994
Schovsbo, Henrik:
Undervejs til Henrik Pontoppidan. 2003 I: Bogens verden. Årgang 85, nr. 2. 2003. Side 10-14.
Kornbeck, Jack:
Henrik Pontoppidans kærlighed til provinsen. 2004 (99.4) I: Jyllands-posten. 2004-10-09. Sektion 1, side 9.
Undergangens angst. De dødes rige. Med bidrag af Anne Marie Ejrnæs m.fl. 2004 (99.4) Red. Flemming Behrendt. (Pontoppidana. 3. række; bind 1).
Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. 2006 Esther og Thorkild Skjerbæk. Bearbejdet og redigeret af René Herrig. (99.4)
Kofoed, Niels:
Fortællingens mester. Henrik Pontoppidan 150 år. 2007. (99.4)
Kritiansen, Børge:
At blive sig selv og være sig selv. En undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i lyset af Luthers teologi, Schopenhausers og Nietzsches filosofi. Et bidrag til en identitetsfilosofi. 2007 (99.4)
Lings, Jens Kristian:
Ørneflugten. Læsninger i Henrik Pontoppidans forfatterskab. 2007 (99.4)
3 tidsskriftartikler om forfatteren. 2007. I: Bogens Verden. Årgang 89, nr. 2007.
Behrendt, Flemming: Livsrusen - en bog om Henrik Pontoppidan. Gad. 2019. Biografi.

Om forfatterskabet

Web

Omfattende artikel om de dele af Pontoppidans forfatterskab han udgav under pseudonym - og deres genudgivelse.
Omfattende hjemmeside med meget brugbart materiale skabt i et samarbejde mellem Pontoppidan Selskabet, Det Kongelige Bibliotek og Syddansk Universitet.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Den officielle Nobelside om litteraturprisen i 1917, som Pontoppidan delte med Karl Gjellerup. Siden indeholder selvbiografi og et kritiker-essay.

Film

Kan ses på Filmcentralen.