Henrik Pontoppidan

Artikel type
voksne
lektor Johannes Fibiger, 2002.
Main image
Pontoppidan, Henrik
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner.
Som ung ville han revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat. I forfatterskabets sidste fase har Pontoppidan forlængst resigneret i politisk henseende, for i stedet at besvare sin egen gåde: hvem er du selv? Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen, som han dog måtte dele med den i dag glemte Karl Gjellerup.

 

29074747

Blå bog

Født: 24. juli 1857 i Fredericia.

Død: 21. august 1943.

Uddannelse: Realeksamen, 1873. Arbejdet som lærer og journalist.

Pseudonym: Urbanus.

Debut: Stækkede vinger (noveller), 1881.

Litteraturpriser: Det Anckerske Legat, 1890. Otto Benzons Forfatterlegat, 1908. Nobelprisen, 1917. Æresmedlem af Dansk Forfatterforening, 1918.Æresdoktor ved Lunds Universitet. Holberg-Medaillen, 1941.

Seneste udgivelse: Smaa Romaner 1905-1927. Det Danske sprog- og Litteraturselskab, 2011.

Periode: Det moderne gennembrud

 

Se filmen Fra Brandes til Rifbjerg på Filmcentralen

Baggrund

Når man er ung, skrev Henrik Pontoppidan i en kronik fra 1897, stiller man så ubeskedne fordringer til tilværelsens styrende magter. Man vil, at de skal åbenbare sig for en... Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt led.

Citatet rummer en almen eksistentiel sandhed, men er også sigende for personen og forfatteren Henrik Pontoppidan. Som ung ville han revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat.

I kronikken følger der en skildring af den modne manddom: Bliver man lidt ældre og derved mere nøgtern, lader man helst verdensgåden ligge som en nød, man ikke har tænder til at knække. Og i sin utålmodighed kaster man da blikket ud mod menneskene og menneskehedens historie for i det mindste at finde sammenhængen, lovene og udviklingen, kort sagt for at søge en mening med livet og et formål for menneskenes kamp og liden.

Dette stadium lader sig let lokalisere i Pontoppidans forfatterskab fra 1890’erne, der kulminerede med romanen Lykke-Per (1898-1904). I denne fase afsøger Pontoppidan motivationen for at lave oprør og forandre verden - og han forsøger at kortlægge de kræfter i individet, der hindrer en sådan udvikling.

Pontoppidan føjer et tredje stadium til i sin kronik, den aldrendes ønske om selvindsigt: En dag standses man af en stemme fra dybet af sit indre, en stemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den dag kender man intet andet spørgsmål end netop dette ene. Fra hint øjeblik er ens eget sande jeg blevet den store sfinx, hvis gåde man forsøger at løse. Denne bevægelse gælder forfatterskabets sidste fase, hvor Pontoppidan forlængst har resigneret i politisk henseende, for i stedet at besvare sin egen gåde: hvem er du selv?

Liv

Henrik Pontoppidan blev født i 1857 i Fredericia, hvor hans far var præst ved Trinitatis Kirke. Børneflokken var stor, talte 16 sjæle, og moderen var - af samme grund - skrantende. Faderen Dines, en rigtig gammeltestamentlig patriark, fik i 1863 et kald ved Sankt Mortens Kirke i Randers. Det var magert, da han skulle udrede pension til sin forgænger, men den stramme økonomi passede godt til hans livsforsagende kristendom.

Som barn udviste Henrik talent for matematik og praktisk håndværk, mens hans evner for de humanistiske fag var begrænsede. Over for hjemmets kristendom forholdt han sig yderst køligt.

I 1873 rejste han til København for at uddanne sig til ingeniør. Han bestod uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og gennemførte planmæssigt studiets første del. Til stor overraskelse for sine omgivelser sprang Pontoppidan fra studierne umiddelbart før den afsluttende eksamen. Grunden til dette fravalg var, at han ville være forfatter - uden at have et sikkerhedsnet under sig.

Beslutningen blev taget i 1879, men havde været undervejs siden en rejse til Schweiz i 1876, hvor han oplevede sin første stormfulde forelskelse og en natur, større end ham selv: Deroppe i bjergene, i den store vilde ensomhed, var det, jeg besluttede, at jeg ville være forfatter. Når man som ung og ensom vandrer i en sådan natur, er det jo givet, at det nok skal bryde frem, hvis der ligger noget og gærer i ens sind. Hjemvendt fra turen skrev han skuespillet Hjemve , men det blev refuseret af Det kongelige Teaters censor.

For at få smør på brødet blev Pontoppidan højskolelærer i Freerslev og senere Hjørlunde hos broderen Morten. På højskolen forsøgte han at realisere et jævnt og folkeligt liv i oplysningens tjeneste. Han giftede sig med en pige fra landet, stiftede familie og udgav sine første værker. Men under idyllen lurede katastrofen. Et af børnene døde, ægteskabet havde indbyggede konflikter, og den politiske kamp mod Højrestyret slog fejl.

Pontoppidan resignerede. Han var ikke skabt for et jævnt og muntert virke i Grundtvigs ånd. Han flyttede tilbage til hovedstaden og begyndte et nyt liv som forfatter og journalist. Samme år mødte han sin senere hustru Antoniette Kofoed på tennisbanerne ved Blokhus. Hun tilhørte det københavnske borgerskab, og parret blev gift fem år senere.

Det var i disse år, at Pontoppidan blev introduceret for filosofferne Nietzsche og Schopenhauer, som han livet igennem forholdt sig til, og som sammen med Georg Brandes’ gennembrudsprogram udgjorde hans filosofiske ballast. Det er karakteristisk for Pontoppidan, at hans kriser og eksistentielle valg blev omsat æstetisk i romanbearbejdninger - uden at værkerne af den grund blev private eller selvbiografiske.