H. C. Andersen

Hans Christian Andersen blev født i Odense den 2. april 1805 som barn af skomager Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter, der tjente penge ved at vaske tøj i Odense å.

Da H.C. Andersen blev født, var Odense Danmarks næststørste by med cirka 6.000 indbyggere. Omkring halvdelen tilhørte den såkaldte underklasse og levede under trange kår – ligesom H.C. Andersens familie. I de første år af H.C. Andersens liv flyttede familien en del rundt i Odense, og han gik på forskellige skoler – både private drengeskoler og den lokale fattigskole. Han var meget glad for litteratur og teater og læste blandt andet Ludvig Holbergs komedier og Shakespeares skuespil, og af og til så han forestillinger på Odense Teater.

I 1812 blev faren hvervet som soldat i Napoleonskrigene, og to år senere kom han syg og nedbrudt hjem. Han døde i april 1816, da H.C. Andersen var 11 år gammel. Tabet tegnede dybe spor i H.C. Andersen, og det blev ikke bedre, da moren giftede sig med en ny mand to år senere. Men samtidig havde han en følelse af, at han var skabt til noget særligt.

Som 14-årig rejste H.C. Andersen med postvognen til København – med 10 rigsdaler på lommen, som han med lidt held kunne leve for en måned. I København opsøgte han flere velstående mennesker – ikke mindst ved teatret. Han blev afvist ved balletten, men havde bedre held, da han opsøgte Det Kongelige Teaters sangmester Siboni, som lovede ham sangtimer. Samtidig fik han økonomisk støtte af en række københavnske rigmænd.

I 1822 kom H.C. Andersen på latinskole i Slagelse og senere i Helsingør hos rektor Meisling – en tid som kom til at give ham mareridt resten af livet. På grund af mistrivsel blev han taget ud af Meislings skole i april 1827 og blev herefter privatundervist af teolog og historiker Ludvig Christian Müller. Han tog sin studentereksamen fra Københavns Universitet i 1828, og året efter fik han sin egentlige debut med værket ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”. I 1833-34 rejste han til Italien, og her påbegyndte han romanen ”Improvisatoren”, der udkom i foråret 1835 og blev oversat til otte sprog. Samme år udkom hans første samling af eventyr, og vejen var nu banet for den store eventyrdigter.

H.C. Andersen døde den 4. august 1875 og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

I dag er H.C. Andersen mest kendt for sine eventyr, og dem er der mange af! Fra 1827-1872 skrev han 156 eventyr, og efter hans død er der udgivet yderligere 12.

H.C. Andersens første fire eventyr udkom under titlen ”Eventyr fortalt for børn”. Tre af eventyrene var gendigtninger af såkaldte folkeeventyr, som H.C. Andersen havde hørt som barn – blandt andet ”Store Claus og Lille Claus” og ”Fyrtøjet”. Allerede her mærker man det særlige i H.C. Andersens stemme – den energiske, rytmiske tone, som når han i ”Fyrtøjet” skriver: ”Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen, én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krig, og nu skulle han hjem.” (s. 61). Det er især gentagelsen, der giver teksten energi, og samtidig er den med til at understrege mundtligheden – og at H.C. Andersen skrev primært for børn. At H.C. Andersen havde børnene for øje, understreges mange steder i teksten. Ikke mindst da han skriver om soldaten, der er blevet så rig, at han nu kan købe ”hele København og alle kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden.” (s. 62).

38827685

I modsætning til folkeeventyrene, der som oftest begynder med ordene ”Der var en gang”, indleder H.C. Andersen sine fortællinger midt i historien, og som oftest uden tidsangivelser, hvilket betyder, at læserne kan træde ind i dem og forbinde dem til deres egen tid.

H.C. Andersen skrev også en lang række nye eventyr og opfandt endog sin helt egen genre, de såkaldte tingseventyr, hvor ting fortælles frem med hver deres personlighed, og som om de har menneskelige træk. Det gælder for eksempel i ”Den standhaftige tinsoldat”, ”Stoppenålen” og ”Grantræet”.

Et centralt tema i H.C. Andersens eventyr er social arv og muligheden for at avancere på den sociale rangstige, og ofte ender det langt mindre lykkeligt end i H.C. Andersens eget tilfælde. Som for eksempel i ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Flere af H.C. Andersens eventyr bærer et eksistentialistisk præg og er helt oplagte at læse for teenagere og voksne med fokus på emner som identitet, skæbne, kærlighed, mobning og ikke mindst muligheden for at finde sin plads i verden. Det gælder eksempelvis eventyr som ”Den grimme ælling”, ”Nattergalen”, ”Snedronningen” og ”Skyggen”.

”Lykke-Peer” fra 1870 er H.C. Andersens sjette og sidste roman. I modsætning til de øvrige romaner har ”Lykke-Peer” et lineært forløb og følger den fattige dreng Peer, fra han bliver født i storbyen, igennem hans opvækst, der både er præget af fattigdom, drengens særlige held, farens død, drømme om teatret og kunsten, skoletiden på landet hos Hr. Gabriel, og til han kulminerer med en stor kunstnerkarriere – og dør i sit allerstørste øjeblik på scenen.

”Lykke-Peer” kan læses som en dannelsesroman, som var meget oppe i tiden på H.C. Andersens tid. Ligesom i de traditionelle dannelsesromaner er Peers ungdom karakteriseret ved en krise, der udvikler og danner ham. I det drømme- og mareridtsagtige kapitel 9 bliver Peer så lammet af angsten for ikke at slå til, at han bliver syg og er nær ved at dø.

39543451

Det centrale tema i romanen er forholdet mellem rig og fattig og muligheden for social opstigning. Romanen igennem kontrasteres Peers liv af rigmandssønnen Felix’ liv. Peer reflekterer over, om de rige er født bedre end de fattige, og hvorfor de fattige føler sig mindre vigtige og værdige til livet. I romanen bliver kunsten Peers vej til et rigere liv – både økonomisk og følelsesmæssigt, og sidst i romanen lyder det, at han er lykkeligere end Felix.

Mest af alt er ”Lykke-Peer” en kunstnerroman, hvor hovedmotivet er kunstens væsen. Selv om Peer er den centrale karakter, er kunsten den egentlige hovedperson. Kunsten – inspirationen – fremstilles som en kraft i sig selv på linje med troens og kærlighedens kraft, eller måske lige så magtfuld som døden selv. Det er kunsten, der løsriver Peer fra hans sociale skæbne som fattig, og da den har foldet sig ud til sit yderste, lader den ham dø en lykkelig død på scenen, helt opfyldt af kunsten og omverdenens fejring.

”Lykke-Peer” bliver fortalt af en 3. person-fortæller, der ofte inddrager læserne ved for eksempel at skrive om Peer, at han er ’vores unge ven’. På den måde skaber H.C. Andersen en fortællerstemme, der får læserne til at identificere sig med Peer, og selvom sproget er præget af H.C. Andersens tid, og ordvalg og sætningskonstruktioner indimellem kan virke tunge og kringelkrogede, er fortællingen let og ligefrem.

Der findes ikke mange mennesker, hvis liv er så udførligt beskrevet som H.C. Andersens, og det er ikke mindst takket være hans omfattende dagbogsskriverier, brevkorrespondancer og rejseberetninger.

H.C. Andersen begyndte at skrive dagbog, da han gik i skole i Slagelse, og her er dagbøgerne en vigtig kilde til forstå, hvordan han havde det i ungdomsårene – både hans enorme drive til at lære og udfolde sine særlige talenter, som han følte, han havde, og hans selv-tvivl, som rektoren på skolen understøttede med sin systematiske mobning af H.C. Andersen. Ikke mindst under sine utallige rejser førte han udførligt dagbog, og her står det klart, at det primære formål var at notere ideer til hans forfatterskab. Desuden skrev han lidt om sit helbred, om vejret, naturen og menneskelige møder.

47114594

H.C. Andersen er en af de store rejsende i dansk litteratur. På hans tid var det sjældent, at folk kom rundt i verden, ja de fleste kom knap nok udenfor den by, hvor de var født. Derfor var hans rejser afgørende for at vise læserne, hvor stor og forskelligartet verden er. Samtidig fik de stor betydning for hans forfatterskab. Andersens anden udgivelse var netop en rejseskildring med titlen ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager” fra 1829 – hans debut ”Ungdoms-Forsøg” fra 1822 udkom under pseudonymet Villiam Christian Walther (efter Shakespeare, ham selv og den skotske forfatter Walter Scott).

Om end temaet i ”Fodreise” er en opdagelsesrejse på Amager, er værkets hovedmotiv fantasiens og kunstens univers, som H.C. Andersen undersøger og udfordrer. Blandt andet ved at ”Fodreise” hverken indskriver sig i den traditionelle rejsebog, dagbog eller romangenre, men flimrer rundt som lidt af det hele – tilsat filosofiske og kunstneriske overvejelser.

To år senere udkom den mere regulære rejsebog ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen” fra 1831, hvor fortælleren lader sit urolige og længselsfulde væsen spejle sig i de landskaber, han passerer igennem. Her føres læseren gennem både grimme og smukke egne, til møder med mennesker (ikke mindst kunstnere) og deres værker – ind i kunsten og filosofien og ud i den storslåede natur.

Forfatterskabet byder på 25 rejseberetninger i alt, som han skrev over en periode på godt og vel 50 år.

H.C. Andersen lod sig ikke begrænse til en enkelt genre. I dag er han især kendt for sine eventyr, som han skrev små 200 af, men i sin samtid fik han også stor anerkendelse for at forny romangenren med sine socialrealistiske samtidsromaner, der tematiserede social ulighed og kunstens væsen. Han skrev endvidere et utal af digte, ofte romantiske digte fulde af patos. Blandt andet skrev han den kendte nationalsang ”I Danmark er jeg født” og digtet ”Det døende barn”, hvor han tematiserer børnedødelighed fra barnets synsvinkel. Teatret lå hans hjerte nært, og livet igennem drømte han om en karriere i teaterverdenen. Da han ikke lykkedes som skuespiller eller sanger, forsøgte han sig som dramatiker, og han forfattede hele 30 teaterstykker. Flere af dem blev sat i scene i hans samtid, men han fik aldrig rigtig anerkendelse som dramatiker. Det er da også længe siden, nogle af hans stykker har fundet vej til scenen.

Sidst, men ikke mindst er der hans enorme mængde af breve, der er bevaret, dagbogsskriverier, rejseberetninger og selvbiografiske udgivelser. Sidstnævnte har medvirket til, at læsningen af H.C. Andersen ofte bliver biografisk, men der er nu langt mere end biografisk stof at hente i forfatterskabet. Det er oplagt at læse med et socialhistorisk blik og med fokus på den sociale bevidsthed, som opstod på H.C. Andersens tid, hvor både samfundsreformer og samtidig debat havde for øje at skabe bedre forhold for samtidens fattige og dårligt stillede. Det gælder for eksempel for debutromanen ”Improvisatoren” og for eventyrene ”Det gamle hus”, ”Hun duede ikke” eller ”Gartneren og herskabet”.

H.C. Andersens forfatterskab tematiserer også individets stræben, skæbne, kærlighed og menneskets udfordring med at finde sin plads i verden. Temaer, der er som taget ud af nutiden, og som hos H.C. Andersen både kan findes i romanerne og i eventyrene. Det er derfor relevant at foretage en eksistentialistisk læsning – eller med andre ord at have fokus på, hvad hans værker siger om meningen med tilværelsen og individets muligheder for at skabe sin plads i verden.

Også H.C. Andersens genrefornyelser er oplagte at undersøge – og også hans fremstilling af fortællingens kraft (for eksempel i ”Den flyvende kuffert”) og kunstens væsen (for eksempel i ”Lykke-Peer”).

H.C. Andersens forfatterskab står i dyb gæld til folkeeventyrene, herunder de arabiske af slagsen, som er samlet under titlen ”1001 nats eventyr”. Ikke mindst værkets hyldest af fortællingernes kraft danner klangbund i H.C. Andersens forfatterskab.

H.C. Andersen skrev sig ind i sin samtids dyrkelse af fantasien, følsomheden og naturen, som var nogle af romantikkens idealer. Men hvor samtidige forfattere især interesserede sig for fortiden og historien, var centrum for H.C. Andersens værker oftest samtiden, som han skildrede med lige dele indlevelse og indignation.

Der er flere samtidige eventyrdigtere, det er relevant at sammenligne med. Blandt andet russiske Alexander Pushkin, der med afsæt i sagn og folkeeventyr, han havde hørt som barn, digtede nye eventyr, der alle er blevet en del af den russiske litteraturskat. Også italienske Carlo Collodis eventyr ”Pinocchio” fra 1883 er i slægtskab med H.C. Andersens univers. Her må Pinocchio – en dreng af træ – gå utroligt meget igennem, før han kan blive en rigtig dreng med bankende hjerte – ligesom i øvrigt H.C. Andersens ”Den lille havfrue”. Og så ved vi, at den engelske forfatter Lewis Carroll, som blandt andet har skrevet ”Alice i Eventyrland” fra 1865, var inspireret af H.C. Andersen.

H.C. Andersens forfatterskab har haft – og har også i dag – stor betydning for litteratur og film over hele verden. Flere af Henrik Pontoppidans værker kan læses som med- og modsvar til Andersens. Det gælder ikke mindst for novellen ”Ørneflugt” (en pendant til ”Den grimme ælling”) og ”Lykke Per”. Hvor Andersens Peer formår at bryde den sociale arv på grund af kunstens kald, stavnsbinder den sociale arv hovedpersonen hos Pontoppidan.

Både Karen Blixen og H.C. Andersen trækker på den mundtlige fortælletradition – ikke mindst i deres hyldest til fortællingens og kunstens kraft. Disney er også dybt inspireret af H.C. Andersen, og det er svært at forestille sig, at Disney havde vundet vores hjerter i samme grad uden selskabets gæld til H.C. Andersen – tænk bare på ”Den lille havfrue” og ”Frost” (der er inspireret af ”Snedronningen”), Tommelise – men også på Pixars ”Toy Story”!

Senest har Jesper Wung-Sung skrevet romanen ”Hans Christian” (2024) om H.C. Andersens barndom – som en cadeau til et liv og et forfatterskab, der med dets viltre pen og insisterende tematikker har betydning langt ud over sin tid og børneværelserne.