I perioden 1827-1872 skrev Hans Christian Andersen 156 eventyr og historier. Disse varierer i udtryk og spænder fra en social kritik i ”Den lille pige med svovlstikkerne” (1845), over folkesagn i ”Elverhøi” (1845) til det humoristiske i ”Kejserens nye klæder” (1837).
Efter Hans Christian Andersens død blev yderligere 12 eventyr og historier udgivet.
I denne store samling af eventyr er det vanskeligt, at komme uden om det eventyr, der om noget er blevet forbundet med historien om Hans Christian Andersens eget liv, nemlig ”Den grimme ælling” (1843). Det er fortællingen om svaneægget, der klækkes i en andegård, og om ællingen, der til trods for sin ihærdige forsøg, aldrig formår at blive en af flokken, men i stedet bliver snappet af og kanøflet af de andre ællinger. Overbevist om sin egen grimhed opgiver ællingen næsten livet og flyver offervilligt hen til svanerne for at lade dem hakke sig ihjel. Men i vandet får den øje på sit eget spejlbillede og finder omsider ud af, hvor den hører hjemme.
52686776
Tematisk kredser eventyret om social opstigen eller en form for brud med de fastsatte normer i samfundet. Dette er en tematik, som genfindes i et utal af Hans Christian Andersens eventyr, og som dels er en god katalysator for fortællingens fremdrift, dels et ekko af Andersens egen livserfaring: den fattige opkomlings evige kamp for anerkendelse og samtidig hans manglende evne til at føle sig hjemme blandt eliten.
Hans Christian Andersen opererede ikke kun inden for den kendte eventyrramme. Han føjede også til den. Dette gælder for eksempel de såkaldte ting-eventyr, hvor brugsgenstande som bolde, stoppenåle og flipper gøres levende. De har, som var de mennesker, følelser, motiver og bagtanker, og de alene bærer handlingen i historien. Et eksempel på et ting-eventyr er ”Grantræet” (1844), hvori læseren følger hovedpersonen, grantræet, fra det fældes til det stolt, iklædt al sin pynt, står i stuen juleaften for til sidst at ende sine dage som optændingsbrænde.