h c andersen
Foto: Peter Elfelt / Scanpix

H. C. Andersen

lektor Klaus P. Mortensen, 2001. Opdateret af cand. theol. Charlotte Hitzner, 2017.
Top image group
h c andersen
Foto: Peter Elfelt / Scanpix
Main image
Andersen, H. C.
Foto: POLFOTO

Indledning

Hans Christian Andersen har skrevet skuespil, romaner, rejseskildringer og erindringsværker, men først og fremmest er han kendt og elsket for sine eventyr. Som en rød tråd gennem forfatterskabet løber ønsket om at høre til, passe ind og blive anerkendt, uanset om hovedpersonen er en grim ælling, en skorstensfejer eller en ung, aspirerende kunstner.

H. C. Andersens eventyr og historier overskrider det tidsbundne og det personlige. For i dem har han skabt universelle skikkelser og skæbner, der taler til læsere på tværs af alder, på tværs af vidt forskellige sprog og kulturer – og på tværs af den tidskløft på mere end 135 år, der er gået, siden han satte punktum for sit sidste eventyr.

 

47986028

Blå bog

Født: 2. april 1805, Odense.

Død: 4. august 1875, København.

Uddannelse: Studentereksamen ved Københavns Universitet, 1828.

Debut: Ungdoms-Forsøg. 1822.

Bedst kendte værk: Eventyr, fortalte for børn, 1.-3. hefte. 1835-37.

Litteraturpriser: Fonden ad Usus Publicos, 1833, 1834 og 1841. Fortsat livsvarig støtte, 1849. Titulær professor, 1851. Æresborger i Odense, 1867.

Seneste udgivelse: Den lille pige med svovlstikkerne. Carlsen, 2020. Illustreret af Lars Gabel.

Inspiration: Adam Oehlenschläger.

Periode: Romantikken

Genre: Eventyr

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi rejser til udstillingen i Paris. Nu er vi der! Det var en flugt, en fart, aldeles uden trolddom; vi gik med damp i fartøj og på landevej. Vor tid er eventyrenes tid.”

”Dryaden” i "Hans Christian Andersens eventyr og historier" bd. 4 (Uden år), s.16.

Hans Christian Andersen blev født i Odense den 2. april 1805. Forældrene, Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter, var fattige, og familien flyttede en del rundt i Hans Christians første leveår.

Faren arbejdede som skomager og moren tjente penge som vaskekone på vaskepladsen ved Odense å. Hans Christian Andersen havde en halvsøster, Karen Marie, som hans mor fik uden for ægteskab i 1799. Søsteren boede ikke sammen med familien, og et søskendeforhold mellem Hans Christian og Karen Marie blev aldrig formet.

Anne Marie Andersdatter var analfabet, mens Hans Andersen både kunne læse og skrive. Hans Andersens store sorg i livet var aldrig at have haft muligheden for at få en boglig uddannelse. Her findes muligvis også forklaringen på, hvorfor en fattig familie som Andersens, valgte at sende deres søn på privatskolen Carstensens Drengeskole. Her påbegyndte Hans Christian sin skolegang i 1810, men i 1813 blev skolen nedlagt, og han begyndte i stedet i den lokale fattigskole. Hans Christian Andersens skoletid var præget af ensomhed, mobning og store vanskeligheder med at stave. Han tilbragte det meste af sin tid alene, optaget af at spille teater, synge og digte.

I 1816 døde Hans Christian Andersens far, 33 år gammel. To år senere giftede Anne Marie Andersdatter sig med en ny mand, Niels Jørgensen Gundersøe. Kort tid efter rejste Hans Christian til København. Han var 14 år og drømte kun om en ting – at blive berømt.

Vejen til berømmelse var lang, og Hans Christian Andersen oplevede gang på gang nederlag, hvad enten han søgte optagelse ved balletten, skrev skuespil eller forsøgte sig som sanger. Men hans vid og intellekt skaffede ham indflydelsesrige og velhavende bekendtskaber blandt Københavns bedre borgerskab, som opfordrede ham til at studere, så han kunne blive et dannet menneske.

I 1822, efter at have fået afvist et skuespil, indkaldte Det Kongelig Teaters direktion Hans Christian Andersen til et møde. Her bevilligede de ham økonomisk støtte til uddannelse – først på latinskolen i Slagelse, siden latinskolen i Helsingør. Samme år debuterede Hans Christian under pseudonymet Villiam Christian Walther med romanen ”Ungdoms-Forsøg”, dog uden den store succes.

I 1828 blev Hans Christian Andersen student, og året efter fik han sin egentlige debut med den fiktive rejseberetning ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829”. Beretningen blev en stor succes, og siden fulgte eventyrene, der for alvor sikrede ham den berømmelse, som han higede efter, både i Danmark og i udlandet.

Hans Christian Andersen døde 4. august 1875 og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

Eventyr og historier

”Den stakkels ælling blev jagtet af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: ”Bare katten ville tage dig dit fæle spektakel!” og moderen sagde: ”Gid du bare var langt borte!””

”Den grimme ælling” i "H. C. Andersens eventyr" (1987), s. 16.

I perioden 1827-1872 skrev Hans Christian Andersen 156 eventyr og historier. Disse varierer i udtryk og spænder fra en social kritik i ”Den lille pige med svovlstikkerne” (1845), over folkesagn i ”Elverhøi” (1845) til det humoristiske i ”Kejserens nye klæder” (1837).

Efter Hans Christian Andersens død blev yderligere 12 eventyr og historier udgivet.

I denne store samling af eventyr er det vanskeligt, at komme uden om det eventyr, der om noget er blevet forbundet med historien om Hans Christian Andersens eget liv, nemlig ”Den grimme ælling” (1843). Det er fortællingen om svaneægget, der klækkes i en andegård, og om ællingen, der til trods for sin ihærdige forsøg, aldrig formår at blive en af flokken, men i stedet bliver snappet af og kanøflet af de andre ællinger. Overbevist om sin egen grimhed opgiver ællingen næsten livet og flyver offervilligt hen til svanerne for at lade dem hakke sig ihjel. Men i vandet får den øje på sit eget spejlbillede og finder omsider ud af, hvor den hører hjemme.

52686776

Tematisk kredser eventyret om social opstigen eller en form for brud med de fastsatte normer i samfundet. Dette er en tematik, som genfindes i et utal af Hans Christian Andersens eventyr, og som dels er en god katalysator for fortællingens fremdrift, dels et ekko af Andersens egen livserfaring: den fattige opkomlings evige kamp for anerkendelse og samtidig hans manglende evne til at føle sig hjemme blandt eliten.

Hans Christian Andersen opererede ikke kun inden for den kendte eventyrramme. Han føjede også til den. Dette gælder for eksempel de såkaldte ting-eventyr, hvor brugsgenstande som bolde, stoppenåle og flipper gøres levende. De har, som var de mennesker, følelser, motiver og bagtanker, og de alene bærer handlingen i historien. Et eksempel på et ting-eventyr er ”Grantræet” (1844), hvori læseren følger hovedpersonen, grantræet, fra det fældes til det stolt, iklædt al sin pynt, står i stuen juleaften for til sidst at ende sine dage som optændingsbrænde.

Lykke-Peer

”En anden dag lå han igen og rodede med de andre drenge; de fik kun snavsede fingre, han fandt en guldring og fremviste med strålende øjne sit lykkelige fund, så dængede de andre ham til og kaldte ham ”Lykke-Peer”; han skulle ikke have lov at være med, hvor de andre rodede.”

”Lykke-Peer” i "H. C. Andersens eventyr og historier" bd. 4 (Uden år), s.198.

I 1870 udkom romanen ”Lykke-Peer”, der blev Hans Christian Andersens sidste.

Romanen handler om drengen Peer, der fødes i fattige kår, men som af Vorherre er skæbnebestemt til noget større.

Peer er et elsket barn, og hvad hjemmet mangler økonomisk gøres der op for i kærlighed. Særlig kærligt er forholdet mellem Peer og hans farmor. Hendes øjne er gamle og slidte, men hun hævder alligevel at kunne se, at Peer er en heldig dreng, født med et guldæble i hånden.

Livet er dog ikke kun lykke for Peer. Da der udbryder krig, bliver Peers far indkaldt til soldatertjeneste og falder i kamp. Den lille familie er tynget af sorg, men da Peers gudfar får arbejde ved teateret, introduceres Peer for kunsten, komedien og balletten. Han bliver straks opslugt af denne fantastiske verden og ved, at det er her, han er bestemt til udfolde sig.

Peer bliver balletbarn, og han har et naturligt talent for dansen. De andre børn er misundelige, og Peer bliver genstand for deres drillerier og ondskabsfuldheder. Under en opførelse af balletten ”Vampyren”, revner Peers kostume bagi, og hånen og latteren både under og efter forestillingen vil ingen ende tage.

23473879

Efter denne ydmygelse skifter Peer spor. Han satser i stedet på sangen og digtningen. Og som det lykkens barn han er, har han også talent for dette.

Peer bliver sendt væk fra byen for at studere, og her oplever han for første gang kærligheden, da han i forbindelse med en opførelse af Romeo og Julie forelsker sig i den lokale apotekers datter.

På scenen får Peers Romeo sit kys af apotekerdatteren Julie, men i den virkelige verden forbliver hans kærlighed skjult.

Peer vender tilbage til byen og kaster al sin energi ind i at skabe et mesterværk. En opera komponeret og fremført af ham selv. Ved premieren oplever Peer kulminationen på sin stræben efter det skønne, selve meningen med livet. Lykkelig høster han publikums hyldest og synker død om på scenen.

Historien om Lykke-Peer er en – for Hans Christian Andersen – klassisk skildring af, hvordan talentet evindeligt sætter sig igennem. Trods de ydre udfordringer, som Peer møder i sit liv, såsom fattigdom, tab af en forælder, hån og ulykkelig kærlighed, formår han at løfte sig, at foretage en social, såvel som åndelig opstigen, alene i kraft af sit talent. 

Rejseberetninger, dagbøger og breve

”Uforglemmelige ere mig de Minuter, jeg her, fjern fra Alle, ganske ene, tilbragte i denne Stilhed, denne Skoveensomhed. Jeg tænkte kun lidt på Røvere eller Vildsviin, de sidste vare her at frygte. Jeg følte mig saa opfyldt af den hele Naturdeilighed …”

”Et Besøg i Portugal 1866”, i "Rejseskitser" (2002), s. 205.

Hans Christian Andersen kom vidt omkring i verden. I 25 såkaldte rejseberetninger skildrer han de miljøer, seværdigheder og mennesker han træffer på sine utallige rejser. Beretningerne bliver til over en periode på godt og vel 50 år og er et vidnesbyrd om Hans Christian Andersens nysgerrighed og eventyrlyst.

Rejseberetningerne varierer i længde, nogle er skitser og breve, andre igen er omfangsrige skildringer.

Hans Christian Andersens debut under eget navn, den fiktive rejseskildring ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager” fra 1829, hører til i sidstnævnte kategori. I denne sprælske og vittige, men også ambitiøse bog prøver han at frigøre sig fra den borgerlige dannelses kvælertag, sådan som han især havde mødt den i latinskolens åndløse terperi.

Det lykkedes ikke helt, og han gentog da forsøget i en ny og mere autentisk rejsebog, ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen”, 1831, hvor han ivrigt spejler sit eget urolige og udefinerlige væsen i de landskaber, han passerer igennem.

Det var ikke tilfældigt, at han valgte rejsegenren, og dér ydede det bedste i den første del af forfatterskabet. Den passede til hans hjemløse og rastløse gemyt, og rejsen er da også et grundtema i forfatterskabet uden for rækken af fascinerende rejseskildringer med ”En Digters Bazar”, 1842 og ”I Sverrig”, 1851, som højdepunkterne.

24561011

Men først og sidst skrev han dagbøger og breve. Dagbøgerne, der er udgivet samlet med registre, fylder 12 bind, og er en enestående righoldig kilde til hans liv, digtning og samtid. Men derudover er de fascinerende som tekster i sig selv med deres voldsomme udsving fra det kæbeknusende trivielle til de mest forrygende iagttagelser. Alle sindsstemninger og gebrækkeligheder er med, strakt ud over et tidsrum på et halvt hundrede år fra de tidlige latinskoleår til digterens død i 1875.

Brevene løber parallelt med hans dagbøger, og veksler på samme måde mellem det hverdagsagtige og det enestående. Selvbekendelser, jammerklager, medrivende beskrivelser af personer, rejseoplevelser, kunstværker, menuer, landskaber. Alt.

Mest righoldige er brevene fra de unge år, hvor man kan følge hans stædige kamp med en ofte vrangvillig omverden og sine egne uafklarede evner, sin selvtvivl, sin ødelæggende mindreværdsfølelse. Som helhed betragtet er brevene, ligesom dagbøgerne, en guldgrube ved deres sproglige energi, deres mangfoldighed og hudløshed – både som dokumenter og skrivekunst.

Lige meget, hvorhen man søger i dette rige forfatterskab, gælder det, at Andersen nok for længst er død og borte, men det, han efterlod sig, rummer en livskraft, som gør ham nutidig og nærværende.

Genrer og tematikker

Hans Christian Andersen var ikke en forfatter, der lod sig begrænse af en enkelt genre, eller en enkelt tematik. Han skrev digte, skuespil, romaner, eventyr, historier og rejseberetninger. Han lod sig inspirere af mennesker, miljøer og meninger fra sine rejser i ud- og indland, dette gælder f.eks. eventyret om ”Dryaden” (1868), der er inspireret af verdensudstillingen i Paris 1867.

Samtidig lånte Hans Christian Andersen flittigt fra folketroen og den mundtlige fortælletradition, som han var vokset op med. Historier om elverpigerne, mosekonen og åmanden fandt alle vej ind i hans eventyr og fortællinger. Et eksempel herpå giver Hans Christian Andersen selv i ”Bemærkninger til Eventyr og Historier 1874”: ”I min barndom, så jeg i Odense en mand, der lignede et skelet, gul og gusten, kun skind og ben; en gammel kone, der tit fortalte mig eventyr og spøgelseshistorier, gav mig besked om, hvorfor han så så ynkelig ud: Gryden havde været sat på at koge efter ham, da han var ude i fremmede lande. Når en ungkarl var på vandring, om nok så langt borte, kunne hans kæreste, blev længslen efter ham alt for stor, gå til den kloge kone, få hende til at sætte gryden over ilden, putte djævelskab deri og så lade den koge nat og dag. I hvor langt ude i verden ungersvenden da var, måtte han da uden rast eller hvile af sted hjemad, hvor gryden kogte efter ham og kæresten ventede. Når han da nåede hjemstedet, var han kun skind og ben, så ynkelig ud og det tit for hele sin levetid.” (Hans Christian Andersen eventyr og historier bd. 4, s. 280)

Denne erindring gjorde Hans Christian Andersen brug af i ”Hvad gamle Johanne fortalte” (1872), hvor den fattige Rasmus, af ulykkelig kærlighed til den mere velbeslåede Else, drager ud i verden. Else kalder ham dog hjem igen ved at lade den kloge kone sætte gryden i kog efter ham.

Tematisk vedblev Hans Christian Andersen på tværs af genrer at vende tilbage til fortællingen om opkomlingens forsøg på social eller åndelig opstigning og ønsket om at lande på rette hylde, at blive forstået og accepteret, som den man er. Eksempler på dette er ”Den grimme ælling”, ”Prinsessen på ærten” (1835) og ”Klodshans” (1855).

Beslægtede forfatterskaber

I 1700- og 1800-tallet blev en ny akademisk disciplin etableret, folkemindesamling. Som et resultat heraf blev de mundtligt overleverede folkeeventyr indsamlet og nedskrevet. Det gjaldt blandt andet Askepot, nedskrevet af franskmanden Charles Perrault og eventyrene om Rødhætte og Snehvide, nedskrevet af de tyske brødre Grimm.

På samme tid blev en anden stor samling af eventyr oversat fra arabisk til fransk af Antoine Galland, nemlig ”1001 nats eventyr” (1704).

Selve rammen om eventyrene i ”1001 nats eventyr” er fortællingen om Sheherezade, en ung, smuk kvinde, som netop er blevet gift med sultanen. Men det er ingen lykke, for sultanen slår ved solopgang sine koner ihjel, så Sheherezade må være snedig: Hun begynder at fortælle. Den ene historie mere spændende efter den anden og hendes list virker, for sultanen vil høre mere. Hun fortæller om Alladin, Sindbad Søfareren og Ali Baba og de 40 røvere og således ender Sheherezades fortællinger med at redde hendes liv.

Eventyrene er folkeeventyr, der stammer fra hele den arabiske verden, såvel som Kina og Indien, og udspringer af en mundtlig fortælletradition. De kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med Hans Christian Andersens eventyr, de såkaldte kunsteventyr, som er skrevet af en forfatter. Der er dog ingen tvivl om, at Hans Christian Andersen trækker på eventyrene fra ”1001 nats eventyr” mange steder i sit forfatterskab, som da han f.eks. lader Alladin-motivet blive genstand for den opera Peer komponerer og fremfører i ”Lykke-Peer”. Eller når han i ”Billedbog uden billeder” (1837-49) lader månen fortælle natlige historier som en anden Sheherezade. Ikke for at redde sit eget liv, men for at give liv til den fattige malers billeder.

Af andre samtidige eventyrdigtere kan nævnes russiske Alexander Pushkin, der med afsæt i sagn og folkeeventyr, han havde hørt i sin barndom, digtede nye eventyr, der alle er blevet en del af den russiske litteraturskat, ligesom H. C. Andersen er blevet en del af den danske.

Ligeledes skriver italienske Carlo Collodi eventyret ”Pinocchio” (1883) om drengen af træ, der må gå så grueligt meget igennem, førend han kan blive en rigtig dreng med et bankende hjerte.

Hverken Alexander Pushkin eller Carlo Collodi kan dog matche omfanget og diversiteten i Hans Christian Andersens forfatterskab.

Bibliografi

H. C. Andersens værker

Nielsen, Birger Frank: H. C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. Hagerup, 1942 (99.4 Andersen, H. C.)
Andersen, H. C.: Samlede Skrifter. Reitzel, 1876-1880. 2. udg. 15 bind.

Eventyr

Andersen, H. C.: H.C. Andersens Eventyr for børn. Høst, 2004. Originaludgave: 1835-1837.
Andersen, H. C.: H. C. Andersens Eventyr. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Reitzel, 1963-1990 7 bind. Kritisk kommenteret udg. v. E. Dal, E. Nielsen og Fl. Hovmann.
Andersen, H. C.: H. C. Andersens eventyr I udvalg. Forlaget Notabene, 1987.
Andersen, H. C.: Om jul. Gyldendal, 2018.
Andersen, H. C.: Eventyr og historier 1-4. Arnkrone, uden år.
Andersen, H. C.: Eventyr, bind 1. Forlaget Hjorth, 2018. Fotograf: Marianne Engberg (f. 1937).

Breve

Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. Hagerup, 1932.
Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Munksgaard, 1933-1937 6 bind. bibliotek.dk
H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846. Munksgaard, 1946. 2 bind.
H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus. Munksgaard, 1945-1948. 3 bind.
H. C. Andersen og Henriette Wulff - en brevveksling. Flensteds Forlag, 1959. 2 bind.
H. C. Andersens brevveksling med familien Melchior. Udgivet med indledning og kommentar af Niels Oxenvad. 3 bind. Odense Bys Museer, 2007. (99.4).
Breve fra H. C. Andersen. Udg. Af C. St. A. Bille og N. Bøgh. Aschehoug, 2005.

Dagbøger og selvbiografi

Andersen, H. C.: Mit livs eventyr. Gyldendals Bogklub, 1988. Revideret tekstudg. 2 bind.
Andersen, H. C.: H. C. Andersens Dagbøger 1825-1875. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gad, 1971-1977. 12 bind.
Andersen, H. C.: Mit eget Eventyr uden Digtning. Hans Reitzel, 1989. 2. udg. Originaludgave 1846.
Andersen, H. C.: H. C. Andersens almanakker 1833-1873. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gad, 1990.

Romaner og rejsebøger

Andersen, H. C.: Romaner og Rejseskildringer. Gyldendal, 1943-1944. 7 bind.
H. C. Andersen: Kun en spillemand. Edition Nonsk, 2019. (Ny nudansk udgave ved Jens Staubrand).

Danske klassikere (serie)

H. C. Andersen: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 1986. Originaludgave: 1829
H. C. Andersen: Skyggebilleder af en Reise til Harzen. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 2003. Rev. 2. udg. Originaludgave: 1. udgave 1986.
H. C. Andersen: Improvisatoren: original Roman i to Dele. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 1987. Originaludgave: 1835.
Andersen, H. C.: O.T.: Original Roman i to Dele. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1987. Originaludgave: 1836.
Andersen, H. C.: Kun en Spillemand: original Roman i tre Dele. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, 2004. Originaludgave: 1837, 1. udg. 1988.
Andersen, H. C.: Rejseskitser 1826-1872. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2003. 1. udgave 1986.

Dramaer og digte kan findes i

Andersen, H. C.: Samlede Skrifter. Reitzel, 1876-1880. 2. udg. 15 bind.
Andersen, H. C.: Samlede digte. 2000.

Børnebøger

Andersen, H. C.: Kejserens nye klæder. Klematis, 2018. Kunstner: Ursula Seeberg. Billedbog.
Andersen, H. C.: Den grimme ælling. Ishøj Teater, 2018. Illustrator: Allan Grynnerup.
Andersen, H. C.: Fyrtøjet. Carlsen, 2018. Kunstner: Lars Gabel. Billedbog.
Andersen, H. C.: Nattergalen. Eksistensen, 2018. Illustrator: Esben Hanefelt Kristensen.
Andersen, H. C.: Nattergalen. Carlsen, 2019. Kunstner: Lars Gabel.
Andersen, H. C.: Klods-Hans. Carlsen, 2019. Kunstner: Bodil Bang Heinemeier
Andersen, H. C.: Pigen, der trådte på brødet. SAGA Egmont, 2019. Gendigtet af Josefine Ottesen. Illustreret af Jette Jørgensen
Andersen, H. C.: Den lille havfrue. Carlsen, 2019. Kunstner: Lars Gabel.
Andersen, H. C.: Maries rejse - en illustreret gave fra digteren. Vandkunsten, 2019.
Andersen, H. C.: H.C. Andersen - Udvalgte eventyr : Læs højt for de små. People'sPress, 2019.
Andersen, H. C.: Kejserens nye klæder. Carlsen, 2019. (Mine første eventyr).
Andersen, H. C.: Den lille pige med svovlstikkerne. Carlsen, 2020. Illustreret af Lars Gabel. (Billedbog)

Andre udgivelser

Mylius, Johan E. de: H.C. Andersen - 40 papirklip = H. C. Andersen - 40 Paper Cuts. Lindhardt & Ringhof, 2019.

Om H. C. Andersen

Arkiver på internettet

En meget omfattende H. C. Andersen-ressource udgivet af H. C. Andersen Centeret I Odense.
God oversigt over bibliografiske oplysninger om H. C. Andersen.
Det kongelige bibliotek giver elektronisk adgang til et meget stort antal H.C. Andersen tekster i fuldtekst - bl.a. er de samlede eventyr online her. Se romaner, noveller og eventyr i fuldtekst.
Det Kongelige Bibliotek: Danmarks Breve.
Silkeborg Biblioteks Epoke - danske romaner før 1900 præsenterer her H. C. Andersens litteratur centreret om et udvalg af centrale værker. Der er endvidere gode links og litteraturhenvisninger.
Meget omfattende side med biografi, beskrivelse af forfatterskabet samt mange værker fuldtekst online.

Film

Jeg så det land. Om H. C. Andersens første store udlandsrejse. Tilgængelig på Filmcentralen / Undervisning og på Filmstriben - Lån film fra biblioteket
Historien om en moder på Filmcentralen / Undervisning og på Filmstriben - Lån film fra biblioteket
Klods Hans på Filmcentralen / Undervisning og på Filmstriben - Lån film fra biblioteket
Snedronningen på Filmcentralen / Undervisning og på Filmstriben - Lån film fra biblioteket
BellevueFilm har dramatiseret nogle af de mest kendte H. C. Andersen-eventyr med dukketeater, skuespil, papirklip mm. Kan ses på YouTube.

Portrætter, biografier, analyser mm. (udvalg)

Personalhistorisk tidsskrift siden 1933. Udgives af H. C. Andersens Hus, Odense.
Collin, Edvard: H. C. Andersen og det Collinske Hus. 1929. Originaludgave: 1882. Findes også som e-bog.
Sørensen, Peer E.: H. C. Andersen og herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed. Forlaget GMT, 1973.
Brandes, Georg: Georg Brandes – den mangfoldige: en antologi. Gyldendal, 2005. Heri: H. C. Andersen som Æventyrdigter, 1869.
Nyborg, Eigil: Den indre linie i H. C. Andersens eventyr. En psykologisk studie. Gyldendal, 1983. 2. udg.
Møllehave, Johannes.: H. C. Andersens salt. Om humoren i H. C. Andersens eventyr. Lindhardt og Ringhof, 1985.
Bredsdorff, Elias: H. C. Andersen - mennesket og digteren. Fremad, 1988. 2. udg.
Nørregård-Nielsen, Hans Edvard: Jeg saae det Land. Gyldendal, 2004. 4. udg. H. C. Andersens rejseskitser fra Italien.
Bonde Jensen, Jørgen: H. C. Andersen og genrebilledet. Babette, 1993.
Sørensen, Villy: Sørensen om Andersen. Villy Sørensens udvalgte artikler om H. C. Andersen. Gyldendal, 2004.
Stybe, Vibeke: "Børnene kyssede mig kærligt." H. C. Andersen og børnene. Danmarks Pædagogiske Universitet, 2004.
Ottosen, Leo: H. C. Andersens sexualitet. Studier i hans dagbøger og almanakker. 2007. (99.4)

Biografier til børn

Møllehave, Johs.: H. C. Andersens liv fortalt for børn. Sesam. 2003.
Sørensen, Villy: En ensom fugl. H. C. Andersens livs historie fortalt for børn. Agertoft, 2000.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på H. C. Andersen