Herman Bang

Herman Joachim Bang kom til verden den 20. april 1857 i et præstehjem i Asserballe på Als som det tredje af otte børn. Da han var seks år, flyttede familien til Horsens, hvor faren blev en vellidt præst. I 1871 døde moren af tuberkulose. Det var en stor sorg for Herman Bang, der var tæt knyttet til sin mor. Heldigvis havde hun allerede lært ham at elske litteratur og ikke mindst teatret. Da faren nu var alene med otte børn, søgte han en ny stilling i landsbyen Tersløse, men da Herman Bang blev konfirmeret, brød farens psykiske sygdom for alvor ud i lys lue. Herman Bang fik nu – sammen med sin bror – friplads på Sorø Akademi, hvorfra han blev student i 1875. Samme år døde faren, og Herman Bang flyttede til København, hvor han boede hos farfaren Oluf Lundt Bang, der havde været kongelig livlæge og en af Københavns ’store’ mænd.

I 1877 bestod Herman Bang filosofikum og startede halvhjertet på statskundskab, som faren havde ønsket. Men Herman Bang var mere interesseret i teatret, så da farfaren døde samme år, satsede han alt på at blive skuespiller. Drømmen brast dog, da han dumpede sin aspirantprøve.

I 1878 begyndte han at arbejde som journalist, og året efter udkom den litteraturkritiske essaysamling ”Realisme og Realister”. I 1879 udkom dramaerne ”Hverdagskampe” og ”Du og jeg”, og året efter debuterede han som romanforfatter med ”Håbløse slægter”. Romanen blev dog vurderet for umoralsk og beslaglagt kort efter debuten, fordi den indeholdt beskrivelser af et seksuelt forhold mellem en ung mand og en ældre kvinde. Det var ikke sidste gang, Herman Bang blev vurderet for umoralsk. Forfatteren var nemlig homoseksuel, og dengang blev det betragtet som en sygdom, der skulle behandles og straffes. Kendte forfattere som Johannes V. Jensen og Georg Brandes kritiserede ham offentligt og kaldte ham blandt andet kvindagtig og usædelig, og i forbindelse med en større ’sædelighedsskandale’ og hetz mod homoseksuelle i 1906-07 flyttede han til Berlin.

Bang rejste meget i ind- og udland og turnerede som både oplæser, dramatiker og sceneinstruktør. Blandt andet havde han succes som instruktør med opsætning af Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnssons dramaer i Paris.

Han døde under en oplæsningsturne i USA i 1912 – under en togrejse fra Chicago til San Francisco.

Herman Bangs debutroman ”Håbløse slægter” fra 1880 fortæller historien om den fine, gamle slægt Høg og ikke mindst dens deroute. Romanen er inddelt i tre dele med respektive underkapitler. I Første Bog fortælles kort om slægtens storslåede historie, men der zoomes hurtigt ind på de to sidste generationer, Ludvig og Stella samt deres børn William, Nina og Sofie. Ludvig lider under periodisk manio-depressivitet, og da Stella får tuberkulose og siden dør, giver hun børnene ansvaret for at skjule farens lidelse.

26760631

Anden Bog følger den 16-årige Williams kostskoleliv og hans første møde med såvel lidenskab som teater. William svinger mellem at tro fuldt og fast på sit skuespillertalent og at falde ned i et dybt, angstfuldt hul. Tredje Bog skildrer Williams massive deroute og manglende evne til at tage ansvar for sit liv, som kulminerer i et selvdestruktivt erotisk forhold til den ældre grevinde Hatzfeldt. I kontrast hertil står venskabet med den ældre dandy, forfatteren Bernhard Hoff.

Selv om Herman Bang var sprudlende moderne i sin samtid, kan sproget for en nutidig læser fremstå tungt og gammeldags. Men der er stadig meget at hente i romanen. Ikke mindst i de intense beskrivelser af den unge Williams angstfulde forsøg på at definere sig selv og hans manglende evne til at tage ansvar for eget liv og indgå i forpligtende relationer. Romanen giver et fint indblik i, hvad der former William Høg både i familien og i samfundet, og det er oplagt at foretage en psykologisk analyse med fokus på William Høgs udvikling. Det kan også give mening at læse hans forhold til sine forældre samt til de to ældre kvinder med afsæt i Sigmund Freuds tanker om Ødipus-komplekset.

Ser man i stedet romanen igennem en socialhistorisk optik, springer traditionernes sammenbrud i øjnene som et centralt tema. I romanen føler William Høg, at han skal bære slægtens byrde og leve op til sine forfædres bedrifter samtidig med, at normer og konventioner er under opbrud. Først da han mod romanens afslutning kaster slægtens byrde af sig og skifter navn, kan han for alvor træde frem som sig selv og få succes på scenen i sin egen lidenskabeligt fortvivlende melankoli.

I Herman Bangs roman ”Stuk” fra 1887 møder vi et København præget af højkonjunktur, store armbevægelser og forlystelsessyge. Penge fyger i luften, og bygninger skyder i vejret på rekordtid. Optimismen er i højsædet, og alle lever over evne i romanens første del, hvor læseren i vanlig Bangsk stil kastes ind midt i begivenhederne og må holde tungen lige i munden for at holde styr på de mange karakterer. Romanen foregår fra 1882 til 1884 og følger opbygningen af det fiktive teater Victoriateatret, hvor romanens mest centrale karakter, Herluf Berg, bliver direktør.

Romanens hovedtemaer er kunst, kærlighed, krig, højkonjunktur og forfald. Bag de polerede facader lurer råddenskaben – både i bygningerne og hos personerne.

47532116

Kærligheden har trange kår: kærlighedsrelationer kuldsejler, og udenomsægteskabelige affærer får flere personer til at knække sammen både psykisk og fysisk. For Herluf Berg bliver Victoriateatret en kærkommen mulighed for at undslippe sit årelange forhold til Asta Hertz. Ikke fordi han ikke kan lide hende. Mest af alt virker det, som om han flygter fra intimiteten og ikke tør eller evner at give sig hen. Tilsvarende virker han som en noget fraværende direktør for Victoriateatret. Bag om ryggen på Berg får hans entreprenante venner iscenesat et succesfuldt teater, som viser sig at være bygget på luftkasteller, snyd og bedrag. Titlen henviser til, at alt er ren facade – det er smukt på overfladen, men ingen interesserer sig for kvaliteten og holdbarheden, og ligesom bygningen bliver ædt op af skimmel, bliver besøgstal og regnskaber pustet kunstigt op. I det afsluttende kapitel fremstilles projektet i al dets falske forlorenhed, og her giver Bang også en kort analyse af situationen, som peger tilbage på krigen i 1864 (se citat).

Romanen er i øvrigt den første danske storbyroman. Skildringerne af det københavnske storbymiljø, hvor helt nye kvarterer blev etableret i huj og hast, minder en hel del om nutidens byggeboom. Skildringerne af overfladiske relationer og falsk polerede overflader kan også sagtens læses som et spejl på vores tid, selvom miljøet er mere gammeldags og sproget til tider er tungt og indforstået både i ordvalg og sætningskonstruktioner.

Baggrundstæppet for Herman Bangs historiske roman ”Tine” fra 1889 er krigen i 1864. Romanen foregår i det lille landsbysamfund Asserballe på Als, og romanen tegner et nærbillede af landsbysamfundet, og hvordan krigen kommer stadig tættere på både konkret og følelsesmæssigt.

Historien berettes af en tredjepersonsfortæller med Tine som hovedkarakter. Tine er degnedatter, og vi kender hende allerede fra ”Stuk”, hvor hun spillede en birolle som Herluf Bergs barnepige. I ”Tine” er Fru Berg rejst bort med Herluf på grund af den lurende krig, og Tine spiller en fremtrædende rolle i Bergs hjem som hushjælp. Her møder vi de øvrige tjenestepiger, og soldater som rykker ind hos private i byen. I kulissen spiller Tines forældre en større rolle – ikke mindst Tines far, som er tiltagende vanvittig – som et billede på, hvordan krigen ophæver al normalitet.

29663408

I litteraturen om ”Tine” bliver det ofte anført, at hendes skæbne er et spejlbillede på hele Danmarks syndefald. I Fru Bergs fravær, og imens krigen ophæver al normalitet, får en umage forelskelse mellem Hr. Berg og Tine luft under vingerne. Hendes vovemodige forelskelse og efterfølgende fald ses som synonym med hele Danmarks hovmod. Ligesom hun i romanen ikke er meget andet end et bump på vejen for Hr. Berg, havde Danmark ikke meget at stå imod med i mødet med den tyske hær.  

Både i dialogerne i romanen og i gengivelse af flere soldatersange giver Bang et indblik i det danske vovemod. Samtidig understreger hans modernistiske skrivestil fuld af indfald, hakkende og springende handling og rappe pennestrøg krydret med tankestreger og dialekt den hæsblæsende og hektiske stemning, som præger et samfund i krig. Hans skrivestil var utvivlsomt meget moderne i sin tid, men med samtidige briller fremstår den lidt tung og omstændelig – ikke mindst på grund af gammeldags ordvalg og sætningskonstruktioner. Alligevel er det værd at læse ”Tine” for at få historisk forståelse for perioden og ikke mindst krigen i 1864, som kan understøttes ved at foretage en socialhistorisk analyse af romanen. Men ”Tine” kan også læses med mere samtidige #MeToo-briller som et indlæg i debatten om utallige kvindeskæbner og med fokus på, hvad romanens udsagn er om magtforholdet mellem mænd og kvinder.

Herman Bang var i høj grad en ordenes mand. På rekordtid fik han slået sit navn fast som en allestedsnærværende forfatter, foredragsholder, reporter, anmelder, litteraturformidler, modeskribent, provokatør, skuespilforfatter, instruktør med meget mere.

Hans forfatterskab bliver ofte fremhævet som det første og mest markante blandt de danske impressionister. Selv bekendte han sig da også til den impressionistiske fortællestil og benyttede sig flittigt af en scenisk fremstilling, hvor fortælleren lader begivenheder og personer træde ukommenterede frem for læseren. Sproget er detaljerigt og nuanceret og flyder derudad, og det veksler konstant mellem dialog, sceniske fremstillinger og sindbilleder. I øvrigt kan Bangs forkærlighed for impressionismen også hænge sammen med hans store kærlighed til teatret – det kan næsten virke, som om han i sine litterære værker forsøger at overføre teatrets virkemidler til litteraturen.

En anden litterær retning, Herman Bang bekendte sig til, var naturalismen. Hos Bang giver det naturalistiske grundsyn sig udslag i et forfatterskab, der bugner af indgående psykologiske portrætter, og hvor personernes udvikling perspektiveres både til deres sociale baggrund og det omgivende samfund. Der er særligt to typer karakterer, der præger forfatterskabet. På den ene side skildres degenererede storbydandyer i værker såsom ”Håbløse slægter”, ”Fædra”, Stuk” og ”Excentriske noveller”, mens stille eksistenser i provinsen dominerer det andet spor i værker som ”Tunge melodier”, ”Stille eksistenser”, ”Tine”, ”Under Åget” og ”Ludvigsbakke”. Men uanset om han skildrer håbløse kvindeskæbner som i ”Tine” og ”Ved vejen” eller excentriske storbymiljøer som i romanen ”Stuk”, novellen ”Franz Pander” eller føljetonromanen ”Les Quatre Diables”, tumler personerne med en grundlæggende følelse af tomhed, længsel efter kærlighed og trang til at skabe mening. Flere karakterer må ofre livet – enten i form af selvmord eller sygdom –, fordi de resignerer eller overmandes af livets meningsløshed. Blandt andre centrale temaer er traditionernes spændetrøje – og normer i opbrud på den anden side. Samtidig fylder krigen i 1864 en del i forfatterskabet. Blandt andet i ”Tine”, hvor krigen er det centrale omdrejningspunkt, mens den ekkoer i baggrunden i ”Stuk” og ”Håbløse slægter”.

Herman Bang var stærkt inspireret af den franske naturalisme, som den kom til udtryk hos blandt andet Gustave Flaubert (1821-1880) og Émile Zola (1840-1902). Begge forfatterskaber kendte han indgående, da han var med til at introducere dem på dansk grund i en række artikler, som indgår i essaysamlingen ”Realisme og Realister” (1879). Flere af Bangs kvindeportrætter giver da også mindelser om Flauberts ”Madame Bovary” fra 1857, hvor hovedpersonen Emma har forlæst sig på romantisk litteratur, gifter sig med den første den bedste og hurtigt finder ud af, at hun må krydre sin tilværelse med elskere, hvis ikke hun skal dø af kedsomhed i sit ægteskab.

En samtidig dansk forfatter, det er oplagt at sammenligne Bang med, er J.P. Jacobsen (1847-1885), der ligesom Bang forbinder naturalismen med en impressionistisk stil i sine værker – for eksempel i ”Marie Grubbe” fra 1876. Blandt andre samtidige, der er værd at sammenligne med, kan nævnes de norske Henrik Ibsen (1828-1906) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), hvis værker Herman Bang i øvrigt var med til at iscenesætte i Paris. Ikke mindst er der mange fælles træk i Henrik Ibsens skildring af Noras skæbne i ”Et dukkehjem” fra 1879 og Herman Bangs mange kvindeportrætter.

Selvom Herman Bangs forfatterskab har mange år på bagen, giver hans fortællestil afsmitning i flere nutidige danske forfatterskaber. Hans sceniske tilgang og ”show it, don’t tell it”-stil genfindes i mange (post)modernistiske forfatterskaber som Christina Hesselholdt, Claus Beck-Nielsen og Helle Helle. Lige som hos Bang er Helles stil karakteriseret af ydre beskrivelser af karaktererne, deres handlinger og dialogen, imens fortælleren er trængt tilbage i kulissen. Hendes minimalistiske realisme kan på den måde ses som en fortættet og koncentreret version af Bangs impressionisme.

Indholdsmæssigt er der ligeledes mange fælles spor mellem Bangs forfatterskab og nutidens litteratur. Der er således ikke langt fra vor tids #MeToo og opbrud i kønsroller til Herman Bangs univers. Det kan således sagtens give mening at læse kvindeskæbnerne i forfatterskaber som Ditte Holm Bro, Olga Ravn og Cecilie Lind i lyset af Herman Bangs forfatterskab – eller hvad med Thomas Korsgaard, Malte Tellerup eller Hans Otto Jørgensen, der både tematiserer kønsroller, seksualitet og provinsen.