olga ravn
Foto: Lærke Posselt

Olga Ravn

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret i 2016.
Top image group
olga ravn
Foto: Lærke Posselt
Main image
Ravn, Olga
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Olga Ravn skriver uprætentiøst om at blive og være kvinde og om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. I poesi og prosa går hun i kødet på kærligheden, sproget, naturen og komplicerede relationer og undersøger såvel roser og brystkirtler som spøgelseshistorier og skilsmissebørn.

 

52557356

Blå bog

Født: 27. september 1986 i København.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen, 2010.

Debut: Jeg æder mig selv som lyng. Gyldendal, 2012.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2015.

Seneste udgivelse: Den hvide rose. Gyldendal, 2016. Poesi.

Inspiration: Tove Ditlevsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

olga

Baggrund

”Den hvide rose dør/ den taber sine/ blade/ ned mod jorden/ og blir rose”
”Den hvide rose”, 80.

Olga Ravn er vokset op i København og har efter gymnasiet gået på Testrup Højskoles skrivelinje og på Forfatterskolen fra 2008-10. Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har gennem flere år været fast underviser på Testrup Højskoles skrivelinje.

Olga Ravn er vokset op i en tid, hvor internettet har været et naturligt sted at publicere sine ting: ”Jeg har lagt tekster ud på sindssygt underlige blogs. subnet.dk, og hvad de ellers hedder. På digte.dk havde man et hav af underlige ’digter’-venner, man aldrig mødte i virkeligheden. Så selvom det at skrive altid har været meget privat, så har jeg aldrig skrevet til skuffen. Der har altid været en bevidsthed om modtagere,” fortæller hun. (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Hun har været skribent på magasinet Cover fra 2007-2008 og har udover sin debut i Hvedekorn i 2008 haft publikationer i konvolut 28/6, Trappe Tusind, Viktor B. Andersens Maskinfabrik, Verbale Pupiller mm. Olga Ravn har skrevet litteraturkritik til de danske aviser Information og Politiken og klummer til den norske avis Klassekampen. I en periode var hun med i redaktionen på det litterære tidsskrift Den Blå Port. Udover sin egen forfattervirksomhed har Olga Ravn bl.a. oversat digtsamlingen ”I en cylinder i vandet af vandgråd” (2013) af den svenske digter Ann Jäderlund, og hun har redigeret bogen ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter” (2015) om og med Tove Ditlevsens glemte tekster. I 2015 oprettede Olga Ravn skriveseminaret Hekseskolen sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm.

Jeg æder mig selv som lyng

”(…) fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes.”

I 2012 udkom Olga Ravns debut, digtsamlingen ”Jeg æder mig selv som lyng” med undertitlen eller genrebetegnelsen Pigesind. ”Pigesind” er også titlen på Tove Ditlevsens debutdigtsamling fra 1939, der ligger som en art forlæg for ”Jeg æder mig selv som lyng”. Bogens forside forestiller – viser det sig under læsningen – et bryst uden hud og brystvorte og med mælkekirtlerne fyldt op af rød voks. Det er en planche fra Sir Astley Coopers ”On the Anatomy of the Breast” fra 1840; et værk, der har en central plads i digtsamlingen, konkret og tematisk.

29158398

Brystet er et gennemgående motiv og undersøges som naturlig kropsdel, begærsobjekt, moderbryst og videnskabeligt undersøgelsesmateriale. Et af bogens ni afsnit hedder med et citat fra Coopers værk ”Front is matter” og går i kødet på Coopers videnskabelige undersøgelse af brystet og kroppen og hans forsknings betydning for fortælleren. Hun får en abort, der ikke kunne have været gennemført uden netop de anatomiske opdagelser, Cooper gjorde 170 år tidligere. Ravn optegner bestanddelene i et kvindebryst og finder de samme i et mandebryst og ender refleksionen hos forskellige yverbærende dyr. Brystet er her ren funktion reduceret til kirtler, celler, bindevæv og fedt og i skarp kontrast til andre af samlingens tekster, hvor brystet og kvindekroppen er mål for et udefrakommende blik.

Teksterne kredser om at være pige, blive kvinde og have en krop – og komme overens med denne krop, som man ikke kan krænge sig ud af. Man må som kvinde leve med både ”ARTIGHEDEN OG LYSTEN” (s. 48).

Billedskabelsen udgår fra en optagethed af former og materialer, farver og lys. Sproget i samlingen er mange steder båret af dets lydlige kvaliteter, allitterationer og messende gentagelser; der optræder selvopfundne ord, og sproget bliver til et rum, fortælleren kan gå ind i for at udforske kønnet, kroppen og erindringen.

Titlen opsummerer flere af samlingens kendetegn: et jeg er også et mig (med en sulten krop), at æde sig ind på sig selv og hinanden, kroppen som udgangspunkt for levet liv og lyng som billede på den natur, der er referenceramme for mange af digtene. Hav, lys, strand og græs spejler individet.

I et interview har Olga Ravn forbundet digtningen med at formidle det kropslige ubehag: ”Den kropslige erfaring er dér, hvor det private rum bliver konkret. Med alt det lort, kroppen går og laver. Også i bogstaveligste forstand.” (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Med reference til Tove Ditlevsen har Olga Ravn tilføjet et originalt kapitel til den evigaktuelle føljeton om Pigesind.