portræt af Olga Ravn
Foto: Sara Galbiati

Olga Ravn

cand.mag. Anne Vindum, 2012, 2020 og september 2023.
Top image group
portræt af Olga Ravn
Foto: Sara Galbiati

Olga Ravn skriver uprætentiøst om at have fået tildelt en krop, som man skal (lære at) leve i. I poesi og prosa går hun i kødet på kærligheden, sproget, naturen og komplicerede relationer og undersøger såvel roser og brystkirtler som spøgelseshistorier og skilsmissebørn. I sci-fi-romanen ”De ansatte” (2018) så hun på, hvad det vil sige at være et arbejdende menneske, og i ”Mit arbejde” (2020) blotlagde hun undersøgende moderskabets iboende kraft og uro. I ”Voksbarnet” fra 2023 er 1600-tallets danske hekseprocesser centrum for romanens magiske og voldsomme begivenheder.

136837273

 

Blå bog

Født: 27. september 1986 i København.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen, 2010.

Debut: Jeg æder mig selv som lyng. Gyldendal, 2012.

Litteraturpriser: Michael Strunge-prisen, 2015. Beatrice Prisen, 2019. Skulderklaplegatet, 2019. Politikens litteraturpris, 2020.

Seneste udgivelse: Voksbarnet. Gyldendal, 2023. Roman.

Inspiration: Tove Ditlevsen.

 

 

 

 

Videoklip

Olga Ravn taler med litteraturformidler Lise Rønne om "Mit arbejde" (6:10). 2021.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Den hvide rose dør/ den taber sine/ blade/ ned mod jorden/ og blir rose”
”Den hvide rose”, s.80.

Olga Ravn er vokset op i København og har efter gymnasiet gået på Testrup Højskoles skrivelinje og på Forfatterskolen fra 2008-10. Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har gennem flere år været fast underviser på Testrup Højskoles skrivelinje.

Olga Ravn er vokset op i en tid, hvor internettet har været et naturligt sted at publicere sine ting: ”Jeg har lagt tekster ud på sindssygt underlige blogs. subnet.dk, og hvad de ellers hedder. På digte.dk havde man et hav af underlige ’digter’-venner, man aldrig mødte i virkeligheden. Så selvom det at skrive altid har været meget privat, så har jeg aldrig skrevet til skuffen. Der har altid været en bevidsthed om modtagere,” fortæller hun. (Johannes Henriksen: At skrive om ubehaget ved at være sig selv. Information, 2012-01-12).

Hun har været skribent på magasinet Cover fra 2007-2008 og har udover sin debut i Hvedekorn i 2008 haft publikationer i konvolut 28/6, Trappe Tusind, Viktor B. Andersens Maskinfabrik, Verbale Pupiller mm. Olga Ravn har skrevet litteraturkritik til de danske aviser Information og Politiken og klummer til den norske avis Klassekampen. I en periode var hun med i redaktionen på det litterære tidsskrift Den Blå Port. Udover sin egen forfattervirksomhed har Olga Ravn bl.a. oversat digtsamlingen ”I en cylinder i vandet af vandgråd” (2013) af den svenske digter Ann Jäderlund og romanen ”Intet gælder” af Joan Didion, og hun har redigeret bogen ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter” (2015) om og med Tove Ditlevsens glemte tekster. I 2015 oprettede Olga Ravn skriveseminaret Hekseskolen sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm, og hun er redaktør på Gyldendals serie SKALA.

I 2021 blev Olga Ravn medlem af Det Danske Akademi.

Aktuelt værk: Voksbarnet

”Hvis du vil være følelsesløs under tortur, så nedskriv disse linjer på et lille stykke papir, som du derefter sluger: Dismas et Gestas damnatur potestas. Disma et Gastas damnatur. Ad astra levatur. Når du skal tortureres, sig: Dette reb er svalende mod mine lemmer, som den hellige jomfrus mælk er det for vorherre.”
”Voksbarnet”, s. 111.

Med udgangspunkt i en række trolddomsprocesser fra Aalborg og Fyn i årene 1596-1621 udgav Olga Ravn i 2023 romanen ”Voksbarnet”. Den er skrevet ud fra hendes manuskript til teaterforestillingen ”HEX” (2023), og grundmaterialet er nordiske folkeminder og historiske kilder som breve, regnskabsbøger og teologiske skrifter. Bogens magiske instrukser er hentet fra cyprianusser, grimoirer og svartebøker fra perioden 1400-1900.

Vi følger den ugifte adelskvinde Christenze Kruckow, hvis frue Anne Bille bliver ved med at miste sine nyfødte. Christenze giver hende fåremælk med en edderkop i for at give det kommende barn livskraft. Da hun anklages for trolddom, flygter hun til Aalborg, hvor hun møder Maren Kneppis, som hun forelsker sig i. De indgår i et fællesskab med to andre kvinder, Apelone og Dorte. De renser sild, karter uld og bleger hørlærred, og de har magiske kvindecirkler med ceremoniarbejde. Da det kommer Christian IV for øre, at de udøver trolddom, udfordres deres fællesskab af rettergang, og romanens anden del berettes fra fangekælderen og senere skafottet og bålet.

Romanens fortæller er det voksbarn, som Christenze får fremstillet – og døbt – og som kan se og høre via blandt andet blåklokkernes dugdråber. Voksdukken kan som en art voodoodukke stoppes med hud og hår fra et menneske, man vil gøre ondt, men er ellers organisk i sin form: ”Og mig, jeg var et voksbarn, udvokset mellem skællene på biens bagkrop, af hyben, propolis, pollen, skræk, kvæde, længsel, gærdej, ælde, evigt ung med uendelighedens hemmelighed i mine folder” (s. 101).

I den fortløbende fortællings pauser er der magiske instrukser (se citat), og voksbarnet mærker med sin sanselighed forbindelser mellem naturens elementer, dufte og smage. Denne lydhørhed er en invitation til læseren om at lytte mere til naturen, til sine sansninger og sin historie, ligesom fortællingen udfordrer den moderne vestlige måde at være i verden på, på mange måder afkoblet fra naturen, magien, håndværket og årstiderne – og livgivende fællesskaber. Voksbarnet er stadig levende i vor tid og kommenterer nutidens trang til at så græs, hvor der før var blomstermarker, og det ser, at ”Nu drejer tidens hjul, nu ryger de gamle ideer under fode, snart skal I kværnes” (s. 30).