Sylvia Plath
Foto: Scanpix

Sylvia Plath

cand.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Sylvia Plath
Foto: Scanpix
Main image
Plath, Sylvia
Foto: Scanpix

Indledning

Trods sit korte liv er Sylvia Plath blevet stående som en af det tyvende århundredes største kvindelige forfattere. I sin stærkt selvbiografiske roman ”Glasklokken” skildrer hun med lyrisk sans en ung kvindes mentale sammenbrud og indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Samtidig skildrer hun vanskeligheden ved at være kvinde i 1950’ernes patriarkalske USA. Lige så personlige som romanen er hendes digte, der kombinerer det visionære med det private i et særegent billedsprog, som sætter læseren på hårdt arbejde, men belønner sliddet ved at linde på porten til sindets vanskeligst tilgængelige egne.

 

53725244

Blå bog

Født: Den 27. oktober 1932 i Boston.

Død: Den 11. februar 1963 i London.

Uddannelse: Smith College (USA) og Newham College (Cambridge University).

Debut: The Colossus, 1960. Digte.

Litteraturpriser: The Pulitzer Prize, 1982 (første digter til at vinde den posthumt).

Seneste udgivelse: Ariel : den oprindelige udgave. Basilisk, 2017. (Ariel (amerikansk)). Oversætter: Peter Laugesen. Digte.

Inspiration: Robert Lowell.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg så årene i mit liv som en vej med telefonstolper, der var forbundet med hinanden ved tråde. Jeg talte en, to, tre… nitten telefonstolper, og så hang trådene og dinglede i luften, og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se en eneste stolpe efter den nittende”.
”Glasklokken”, s. 121.

Sylvia Plaths liv blev kort og på én gang uhyre dramatisk og gabende trivielt. På den dramatiske side finder man faderens død, da Plath blot var otte år gammel, samt hendes eget selvmord, da hun som trediveårig havde to små børn og lige var blevet skilt fra sin utro mand. På den trivielle side finder vi opvæksten under økonomisk sikre kår i en ret almindelig familie på USA’s østkyst. Her finder vi også flinkeskolepigen Sylvia, hvis skarpe intelligens samtidig dannede forudsætningen for den stilistisk gennemførte lyrik og den psykologisk gennemborende prosa, som hendes på ingen måde almindelige litteraturhistoriske ry hviler på.

Sylvias Plaths forældre mødtes, da moderen Aurelia Schober studerede på Boston University. Her var Otto Plath professor, og i 1932 giftede de to sig. Samme år blev Sylvia født.

Hun var en ”straight-A-student”, og hendes akademiske ambitioner var betegnende for hendes liv. I 1950 begyndte hun på Smith College på stipendier, og i 1953 fik hun udgivet en novelle i magasinet Mademoiselle, som hun i sommeren 1953 også var gæsteredaktør på. Det blev dog ikke nogen opløftende sommer, og i slutningen af august forsøgte hun at tage sit liv hjemme i Wellesley, Massachussetts.

Godt et år senere vendte hun tilbage til college efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. I maj 1955 tog hun sin eksamen med præmie i poesi, og i oktober krydsede hun Atlanterhavet for at fortsætte studierne på Newham College ved Cambridge University, England, på endnu et stipendium. Her mødte hun sin mand, forfatteren Ted Hughes, med hvem hun i 1957 rejste tilbage til USA, hvor de boede i godt to år, før de returnerede til England, først London, hvor datteren Frida blev født, siden landsbyen Devon, hvor sønnen Nicholas blev født.

Plath begyndte tidligt at skrive, men hendes ambitioner om ikke blot at være en dygtig forfatter, men også en god hustru og mor, komplicerede hendes liv, og i hendes dagbøger skriver hun om sin frustration over som ung kvinde ikke at kunne udleve sin seksualitet frit på samme måde som mændene, mens hun i ”Glasklokken” forestiller sig ægteskabet som en pacificerende hjernevask. Idyllen i det landlige Devon fik da også en brat ende, da hun i oktober 1962 blev skilt fra Ted Hughes. D. 11. februar året efter begik hun selvmord. Månederne mellem skilsmissen og Plaths død blev de kunstnerisk måske mest frugtbare i hendes liv, og mange af de digte, hun i dag er berømt for, skrev hun i denne periode.

Glasklokken

”Spindelvæv rørte ved mit ansigt med møls blødhed. Jeg svøbte min sorte frakke om mig som min egen søde skygge, jeg skruede låget af pilleglasset og begyndte at tage pillerne hurtigt mellem vandslurke, en efter en”.
”Glasklokken”, s. 165.

Sylvia Plath fik udgivet sin første og eneste roman ”The Bell Jar” (”Glasklokken”, 1975) i januar 1963. Måneden efter begik hun selvmord, og den i høj grad selvbiografiske roman giver et godt indblik i den krise, der ti år tidligere resulterede i et ikke fuldbyrdet selvmord.

Bogens hovedperson, den 19-årige Esther Greenwood fra Boston, har vundet en måneds ophold i New York som gæsteredaktør på et fashionabelt magasin. Her besøger hun sammen med en flok andre piger dyre restauranter, modeshows og går til fester. Trods byens ydre overflødighed vokser tomhedsfølelsen i hende, og alle hendes drømme om at blive lyriker, intellektuel eller noget lignende virker som fremmede floskler på den anden side af den følelsesmæssige glasklokke, der gradvist sænker sig over hende og bliver romanens hovedanliggende. Intet lykkes rigtig for hende, og det eneste, der holder hende oppe, er udsigten til ved sin hjemkomst til Boston at modtage beskeden om, at hun er blevet optaget på et eftertragtet novellekursus. Moderen, der ikke spiller nogen uvæsentlig rolle i den psykiske misere, prikker dog straks hul på det spinkle håb med nyheden om, at Esther ikke er blevet optaget.

Depressionens sorte vande slår sammen over hovedet på Esther, og herfra går det kun ned ad bakke, indtil Esther gentagne gange og med en komisk mangel på held prøver at tage sit eget liv. Hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, og ved bogens åbne slutning står hun over for atter at blive sendt ud i samfundet.

Samtidig med at det moderne Amerika skildres med satirisk kulde, udmales en dybt alvorlig psykisk krise med stor indsigt og lyrisk overskud. Det selvbiografiske materiale er konstant til stede, og både det ambivalente forhold til moderen, faderens død tidligt i Esthers liv og det kvalfyldte forhold til det andet køn spiller væsentlige roller. Plath har fat i de sorteste områder af sindet, men hun formår at skildre Esthers eksistentielle tomhedsfølelse og det moderne livs overfladiskhed med ætsende humor og bidende sarkasme. Ifølge litteraten Thomas Bredsdorffs udlægning af romanen, bliver Esther godt nok helbredt på hospitalet, men hun mister samtidig sin ømhed og ægthed: ”Esther er blevet rask på den måde man skal være det for at kunne leve i en syg verden” (Bredsdorff, s. 70).

Digtene

”Farve strømmer til stedet, mat purpur.
Resten af kroppen er vasket ud.
Og perlemorshvid.

I en klippespalte
Suger havet besat:
Én eneste hulning er havets akse.

Ikke større end en flue
Kravler dommedagsmærket
Ned ad væggen.

Hjertet lukker sig,
Havet glider tilbage,
Spejlene er dækket til.
”Kvæstelse” fra ”Ariel”.

Thomas Bredsdorff skriver i sin bog om Sylvia Plath, ”Den bratte forvandling”, at hendes digtning gennemgik en udvikling, som var helt afgørende. I de første mange år var Plaths digtning i høj grad en række stiløvelser, hvor mønsterstudenten Sylvia kunne hævde sig: ”Poesi, det var at skrive formfuldendte vers og vinde præmier i konkurrencer. Poesi var en måde at være dygtig på” (Bredsdorff, s. 90). Bredsdorffs tese er, at nogle indre barrierer til slut i Plaths liv blev revet ned, og at hendes poesi, særligt den fra ”Ariel”, strømmede mere uhæmmet og frit fra de indre reserver. Den blev mindre ”pæn”, og midt i den krise, som endte med hendes selvmord, krængede Plath alt det opdæmmede ud i kaskader af strofer, som i datiden var temmelig grænseoverskridende.

Et eksempel er digtet ”Far”, som rummer mange af de ambivalente følelser over for faderen, som fremstilles autoritær og associeres med nazismen (uden at han angiveligt havde nogen forbindelse med den), samtidig med, at hans tidlige død har efterladt et savn i Sylvia Plath. Her følger blot de første to af seksten strofer:

 

”Det går ikke mere, går

Ikke mere, sorte sko:

Fattig og hvid har jeg måttet bo

Som en fod i dig i tredive år -

Ræd for bare at sige atju!

 

Far, jeg måtte slå dig ihjel.

Du døde før jeg fik tid -

Marmortung, en sæk fuld af Gud,

Gyselig statue med én grå tå

Så stor som en Frisco-sæl

”Ariel og andre digte”, s. 67.

 

Den danske digter Tom Kristensen beskrev det at digte ekspressionistisk som at ”slynge sin indre verden / med dens flammehjul ud i rummet” (Tom Kristensen i digtet ”Fribytter”). Denne lyriske beskrivelse passer ganske godt på Plaths digte fra ”Ariel”, og lægger man dertil en tendens til på surrealistisk vis at sætte forskellige billeder sammen på overraskende nye måder, som kan virke meningsløse, men som peger på sandheder, der gemmer sig dybt under bevidsthedens grænse, så har man et godt billede af Plaths sene digte. Hun krænger sit indre ud og suger det ydre ind, men det kræver en indsats fra læserens side at få billederne til at give mening. På denne vis er Plaths digtning på én og samme tid selvudleverende og hemmelighedsfuld.

Dagbøgerne

”Jeg betaler den uddannede, emanciperede (frigjorte, red.) kvindes pris: Jeg er kritisk, vanskelig, aristokratisk i min smag: måske min trang til at skrive kan reduceres til en grundlæggende angst for ikke at blive beundret og værdsat”
”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, s. 49.

Sylvia Plath skrev også noveller, og det er pudsigt, at de ikke hidtil har fået en plads i dette portræt og heller ikke får det her. Pudsigt fordi de i høj grad var den genre, Plath brugte flest kræfter på og havde mest held med i sin levetid. Hun skrev til konkurrencer og magasiner, og flere af hendes noveller blev da også trykt. Men hun gjorde sig måske for umage med at tilpasse sig bladenes smag. Kun de færreste af novellerne blev lige så vellykkede som ”Glasklokken” og de sene digte, og når jeg nævner dem, er det, fordi hun i sine dagbøger netop ramte en nerve og ærlighed, som novellerne savnede. Den nerve og ærlighed, som også er ”Glasklokken”s og de bedste af digtenes force. I dagbogsnotaterne støder man på de oplevelser, som udgør hele baggrunden for Plaths forfatterskab, og man støder på angsten for ikke at slå til som kunstner, leden ved de stereotype kønsroller og et væld af ambivalente følelser over for stort set alt i livet. Hun trak mere direkte end de fleste andre forfattere på egne oplevelser, og når man læser i hendes dagbogsnotater er det interessant, hvor ofte man støder på oplevelser, ja selv ord og sætninger, som optræder i præcis samme form i ”Glasklokken”, mens også en stor del af de indtryk og brydninger, som er benzinen i digtene, findes her. De kritiske tanker om ægteskabet, som også fylder en del i romanen, er med her, og leden ved at være bogormen, som de andre collegepiger stikker til, er med. Familieforholdene er præcis de samme som i romanen, og mindreværdsfølelsen samt leden ved samfundslivets fastlåste mønstre og dermed begrænsede muligheder sætter hendes voldsomme og destruktive tanker i gang på samme vis som i romanen. Dagbogsnotaterne er et langt dokument om et menneske, i hvis øjne livet ofte snævrede sig ind til ikke at være andet end en luftfattig tunnel uden lys for enden: ”Alt er goldt. Jeg tilhører verdens aske hvoraf intet kan gro, intet kan blomstre eller sætte frugt” (”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, s. 163).

Et udvalg af Plaths dagbogsnotater er på engelsk blevet udgivet under titlen ”The Journals of Sylvia Plath”, og på dansk er et udvalg af dette udvalg udgivet under titlen ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”. Sproget er direkte, men den elegante sprogbeherskelse og fine lyriske tæft, som er til stede i alt, hvad Plath har skrevet, lader sig heller ikke her fornægte.

Genrer og tematikker

Trods karakteren af bekendelseslitteratur er Sylvia Plaths digte næsten så langt fra en dansk bekendelsesdigter som Vita Andersen som overhovedet muligt, og deres komplekse billedverden gør dem til noget radikalt andet og rent æstetisk mere interessant end let omskrevne dagbogsoptegnelser på vers. De private oplevelser har gennemgået en kunstnerisk metamorfose, og Plaths digtning har en visionær kraft, som rent stilistisk har ligheder med mytologiske digtning og fjerner den fra den rent realistiske digtning. Digtene har ekspressive og surrealistiske træk, og ved at skrive om sine oplevelser i et voldsomt og ofte vanskeligt tilgængeligt sprog bliver digtene i første omgang til rent sproglige begivenheder og autonome verdener. Samtidig er de ekstremt nøgterne optegnelser over personlige oplevelser, og i flere af digtene kan materialet ned til mindste detalje spores tilbage til Plaths biografi. At digtene er vanskelige betyder derfor ikke, at de fra deres rent sproglige verden ikke peger tilbage på virkeligheden. Tværtimod. Ofte er virkelighedsrelationen så åbenlys, at Plath i sin digtning nærmer sig en privatsfære, som for udenforstående ikke uden videre lader sig identificere.

Hun bruger således helt private oplevelser meget direkte, når hun for eksempel skriver om sine forældre, sine børn og sin ægtemand. Det, som har sikret Plath klassikerstatus, er, at hendes personlige oplevelser peger ud over hendes eget liv og behandler universelle temaer på en almengyldig og nyskabende måde. Hendes behandling af temaer som moderskab, vanskeligheden ved at være kvinde i en mandsdomineret verden og vanskeligheden ved at vælge og fastholde en retning i livet samler sig alle i det hovedtema, som konstant er til stede i hendes digtning. Nemlig døden. Dødens konstante nærhed angiver grundtonen i nærmest alt, hvad Plath har skrevet, og derved rives selv det mest hverdagslige ind i en mytisk verden, hvor man som læser tvinges til at se menneskelivets mest basale vilkår i øjnene. Hos Plath munder livet ikke ud i opvask og godnathistorier, men i psykisk sammenbrud og død. 

I ”Glasklokken” dukker mange af de samme temaer som i digtene op, men de er her langt mere tilgængelige, omend Plath også bruger prosaen til at skildre bevidsthedens vekslende tilstande fra det skarpt analyserende til den forvirrede opvågnen:

”Det var helt mørkt.

Jeg følte mørket, men intet andet, og mit hoved løftede sig og følte det også som en orms hoved. En eller anden klagede sig. Så ramte en stor hård vægt min kind som en stenmur, og klagen holdt op” (”Glasklokken”, s. 166).

Romanen rummer megen indre monolog, hvilket hænger sammen med, at der er tale om en jeg-fortæller. Dette betyder, at Plath ikke blot skildrer ydre handling, men i høj grad også Esthers oplevelse af virkeligheden. En virkelighed som tynger hende så meget, at hun bryder sammen psykisk. Dette sammenbrud mimer prosaen flere steder i en ekspressionistisk stil, og man må som læser nogle steder stykke indtrykkene sammen for at kunne se den meningsfulde helhed. Andre steder, og de er i overtal, skildrer Plath køligt og klart den ydre verdens goldhed, mens associationer konstant leder Esthers tanker hen på fortidige begivenheder, som hjælper med at danne et mere helt billede af hende. Når hun spiser kaviar, tænker hun for eksempel tilbage på sin bedstefar, som var overtjener og lærte hende at nyde delikatesser osv. På denne vis stykkes historien om Esthers fortid sammen.

Beslægtede forfattere

Med ”Glasklokken” skrev Sylvia Plath en roman, som i mangt og meget var en feminin version af J. D. Salingers ungdomsklassiker ”The Catcher in the Rye” fra 1951 (”Forbandede ungdom”, 1967). Et slægtskab som Thomas Bredsdorff peger på i sin bog om Plath. Hvor brugen af jeg-fortæller samt dennes skildring af et ungt menneskes (sine egne) problemer med at komme overens med tilværelsen er fællesnævneren, har hendes lyrisk smukke skildringer af tomheden i en følelsesmæssigt steril moderne verden træk til fælles med en anden og tidligere amerikansk kollega, nemlig F. Scott Fitzgerald. Man finder også interessante optegnelser om arbejdet med ”Glasklokken” i hendes dagbog, og i følgende passage fra marts 1957 leder hun efter stilen og mulige inspirationskilder. Her peger hun selv på J. D. Salinger: ”Jeg kunne skrive alle tiders roman. Det er tonen der er problemet. Jeg vil gerne have, den skal være alvorlig, tragisk, men samtidig munter & frodig & kreativ. Jeg mangler en læremester. Flere læremestre. Lawrence er, undtagen i Women in Love, for nøgtern, for journalistisk i sin stil. Henry James for omstændelig, for rolig & velopdragen. Joyce Cary kan jeg lide. Jeg har det samme friske, uforskammede hverdagssprog. Eller J. D. Salinger. Men det kræver en ”jeg”-fortæller, og det giver så mange begrænsninger. Eller Jack Burden. Jeg har tid nok. Jeg må sige til mig selv at jeg har tid nok” (”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, s. 103).

Størstedelen af Plaths forfatterskab har et stærkt selvbiografisk præg, og inden for lyrikken bringer det hende i familie med Robert Lowell, Anne Sexton og W. D. Snodgrass, hvis digte også tog udgangspunkt i eget levet liv. Denne gruppe af lyrikeres digtning blev kaldt ”bekendelseslyrik”. Bekendelseslyrikken var i Danmark præget af hverdag, banaliteter og rent teknisk ret kedelig lyrik, og de amerikanske bekendelseslyrikere er ret langt fra dette. De fokuserede på formen i digtene, som ikke bare skulle være lige-ud-ad-landevejen-dagligdagssprog, og derudover overskred de grænser med det, de skrev. Det var ikke om hverdagens almindeligheder, men om for eksempel ophold på sindssygeanstalter. Litteraten Alfred Alvarez valgte derfor at betegne dem ”ekstremister” (Bredsdorff, s. 89).

De feministiske tråde, som løber gennem Plaths forfatterskab, peger desuden frem mod bølgen af feministiske kvindelige forfattere, som i Plaths eftertid trådte talstærkt frem på den litterære scene.

Bibliografi

Bøger

Plath, Sylvia:
Glasklokken. Gyldendal, 1975. (The Bell Jar. 1963). Roman.
Plath, Sylvia:
Glasklokken. Gyldendal, 2016. Oversat af Olga Ravn og Mette Moestrup.
Plath, Sylvia:
Sengebogen. Forum, 1978. (The Bed Book. 1976). Børnebog.
Plath, Sylvia:
Ariel og andre digte. Husets Forlag/S.O.L., 1980. (Udvalg fra The Colossus, 1960, Crossing the Water, Winter Trees samt Ariel, 1965). Digte.
Plath, Sylvia:
Tre kvinder. Vindrose, 1981. (Udvalg fra antologien “Johnny Panic And The Bible Of Dreams and Other Prose Writing”, 1977, samt digtet “Three Women”. Prosateksterne har alle tidligere været trykt i perioden 1956-63). Essays, noveller og et digt.
Plath, Sylvia:
Måske bliver jeg aldrig lykkelig. Vindrose, 1983. (Udvalgt fra The Journals of Sylvia Plath, 1982). Dagbogsnotater.
Plath, Sylvia:
Pyt-med-det tøjet. Gyldendal, 1996. Børnebog.
Plath, Sylvia: Ariel : den oprindelige udgave. Basilisk, 2017. (Ariel (amerikansk)). Oversætter: Peter Laugesen. Digte.

Om forfatterskabet

Bog

Bredsdorff, Thomas:
Den bratte forvandling. G.E.C. Gads Forlag, 1987.

Links

Info om forfatteren og mulighed for at læse flere af hendes digte.
Samleside med info om forfatteren og hendes udgivelser, billeder af hendes boliger mm.

Kilder citeret i portrættet

Bøger

Bredsdorff, Thomas:
Den bratte forvandling, G.E.C. Gads Forlag, 1987. (Bogen rummer en række af Plaths digte i Uffe Harders danske oversættelse).
Tom Kristensen:
”Fribytter”, Fribytterdrømme. Gyldendal, 1920.