Sylvia Plath
Foto: Scanpix

Sylvia Plath

Artikel type
voksne
cand.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information
Top image group
Sylvia Plath
Foto: Scanpix
Main image
Plath, Sylvia
Foto: Scanpix

Indspiration

Trods sit korte liv er Sylvia Plath blevet stående som en af det tyvende århundredes største kvindelige forfattere. I sin stærkt selvbiografiske roman ”Glasklokken” skildrer hun med lyrisk sans en ung kvindes mentale sammenbrud og indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Samtidig skildrer hun vanskeligheden ved at være kvinde i 1950’ernes patriarkalske USA. Lige så personlige som romanen er hendes digte, der kombinerer det visionære med det private i et særegent billedsprog, som sætter læseren på hårdt arbejde, men belønner sliddet ved at linde på porten til sindets vanskeligst tilgængelige egne.

 

52257662

Blå bog

Født: Den 27. oktober 1932 i Boston.

Død: Den 11. februar 1963 i London.

Uddannelse: Smith College (USA) og Newham College (Cambridge University).

Debut: The Colossus, 1960. Digte.

Litteraturpriser: The Pulitzer Prize, 1982 (første digter til at vinde den posthumt).

Sidste udgivelse på dansk: Pyt-med-det tøjet. Gyldendal, 1996. Børnebog.

Inspiration: Robert Lowell.

 

Se filmen Sylvia på Filmstriben

Baggrund

”Jeg så årene i mit liv som en vej med telefonstolper, der var forbundet med hinanden ved tråde. Jeg talte en, to, tre… nitten telefonstolper, og så hang trådene og dinglede i luften, og ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke se en eneste stolpe efter den nittende”.
”Glasklokken”, s. 121.

Sylvia Plaths liv blev kort og på én gang uhyre dramatisk og gabende trivielt. På den dramatiske side finder man faderens død, da Plath blot var otte år gammel, samt hendes eget selvmord, da hun som trediveårig havde to små børn og lige var blevet skilt fra sin utro mand. På den trivielle side finder vi opvæksten under økonomisk sikre kår i en ret almindelig familie på USA’s østkyst. Her finder vi også flinkeskolepigen Sylvia, hvis skarpe intelligens samtidig dannede forudsætningen for den stilistisk gennemførte lyrik og den psykologisk gennemborende prosa, som hendes på ingen måde almindelige litteraturhistoriske ry hviler på.

Sylvias Plaths forældre mødtes, da moderen Aurelia Schober studerede på Boston University. Her var Otto Plath professor, og i 1932 giftede de to sig. Samme år blev Sylvia født.

Hun var en ”straight-A-student”, og hendes akademiske ambitioner var betegnende for hendes liv. I 1950 begyndte hun på Smith College på stipendier, og i 1953 fik hun udgivet en novelle i magasinet Mademoiselle, som hun i sommeren 1953 også var gæsteredaktør på. Det blev dog ikke nogen opløftende sommer, og i slutningen af august forsøgte hun at tage sit liv hjemme i Wellesley, Massachussetts.

Godt et år senere vendte hun tilbage til college efter en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. I maj 1955 tog hun sin eksamen med præmie i poesi, og i oktober krydsede hun Atlanterhavet for at fortsætte studierne på Newham College ved Cambridge University, England, på endnu et stipendium. Her mødte hun sin mand, forfatteren Ted Hughes, med hvem hun i 1957 rejste tilbage til USA, hvor de boede i godt to år, før de returnerede til England, først London, hvor datteren Frida blev født, siden landsbyen Devon, hvor sønnen Nicholas blev født.

Plath begyndte tidligt at skrive, men hendes ambitioner om ikke blot at være en dygtig forfatter, men også en god hustru og mor, komplicerede hendes liv, og i hendes dagbøger skriver hun om sin frustration over som ung kvinde ikke at kunne udleve sin seksualitet frit på samme måde som mændene, mens hun i ”Glasklokken” forestiller sig ægteskabet som en pacificerende hjernevask. Idyllen i det landlige Devon fik da også en brat ende, da hun i oktober 1962 blev skilt fra Ted Hughes. D. 11. februar året efter begik hun selvmord. Månederne mellem skilsmissen og Plaths død blev de kunstnerisk måske mest frugtbare i hendes liv, og mange af de digte, hun i dag er berømt for, skrev hun i denne periode.

Glasklokken

”Spindelvæv rørte ved mit ansigt med møls blødhed. Jeg svøbte min sorte frakke om mig som min egen søde skygge, jeg skruede låget af pilleglasset og begyndte at tage pillerne hurtigt mellem vandslurke, en efter en”.
”Glasklokken”, s. 165.

Sylvia Plath fik udgivet sin første og eneste roman ”The Bell Jar” (”Glasklokken”, 1975) i januar 1963. Måneden efter begik hun selvmord, og den i høj grad selvbiografiske roman giver et godt indblik i den krise, der ti år tidligere resulterede i et ikke fuldbyrdet selvmord.

Bogens hovedperson, den 19-årige Esther Greenwood fra Boston, har vundet en måneds ophold i New York som gæsteredaktør på et fashionabelt magasin. Her besøger hun sammen med en flok andre piger dyre restauranter, modeshows og går til fester. Trods byens ydre overflødighed vokser tomhedsfølelsen i hende, og alle hendes drømme om at blive lyriker, intellektuel eller noget lignende virker som fremmede floskler på den anden side af den følelsesmæssige glasklokke, der gradvist sænker sig over hende og bliver romanens hovedanliggende. Intet lykkes rigtig for hende, og det eneste, der holder hende oppe, er udsigten til ved sin hjemkomst til Boston at modtage beskeden om, at hun er blevet optaget på et eftertragtet novellekursus. Moderen, der ikke spiller nogen uvæsentlig rolle i den psykiske misere, prikker dog straks hul på det spinkle håb med nyheden om, at Esther ikke er blevet optaget.

Depressionens sorte vande slår sammen over hovedet på Esther, og herfra går det kun ned ad bakke, indtil Esther gentagne gange og med en komisk mangel på held prøver at tage sit eget liv. Hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, og ved bogens åbne slutning står hun over for atter at blive sendt ud i samfundet.

Samtidig med at det moderne Amerika skildres med satirisk kulde, udmales en dybt alvorlig psykisk krise med stor indsigt og lyrisk overskud. Det selvbiografiske materiale er konstant til stede, og både det ambivalente forhold til moderen, faderens død tidligt i Esthers liv og det kvalfyldte forhold til det andet køn spiller væsentlige roller. Plath har fat i de sorteste områder af sindet, men hun formår at skildre Esthers eksistentielle tomhedsfølelse og det moderne livs overfladiskhed med ætsende humor og bidende sarkasme. Ifølge litteraten Thomas Bredsdorffs udlægning af romanen, bliver Esther godt nok helbredt på hospitalet, men hun mister samtidig sin ømhed og ægthed: ”Esther er blevet rask på den måde man skal være det for at kunne leve i en syg verden” (Bredsdorff, s. 70).