Hanne Højgaard Viemose
Privatfoto 2018.

Hanne Højgaard Viemose

cand. mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af Maria Roslev, Bureauet, marts 2019.
Top image group
Hanne Højgaard Viemose
Privatfoto 2018.
Main image
Hanne Højgaard Viemose
Foto: Forlaget Basilisk

Indledning

Forfatteren Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virkeligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv. Det gælder både i debuten ”Hannah” fra 2011, i den selvstændige opfølger ”Mado” og i ”Helhedsplanen”, der begge er fra 2015, og i den tredje bog i sagaen om Hannah,HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019. I alle tre bøgerhele forfatterskabet spejler sproget det retningsløse i hovedpersonens livet. Stilen er derfor fragmenteret, styret af indskud og associationer, og mellem linjerne i Viemoses ligefremme sprog sniger det fortrængte og usagte sig ud til læseren.

46010744

Blå bog

Født: 21. april 1977 i Frederikshavn.

Uddannelse: Bachelor i Antropologi og Etnografi fra Aarhus Universitet, 2004. Uddannet fra Forfatterskolen, 2011.

Debut: Hannah. Gyldendal, 2011.

Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, 2011. Montanas Litteraturpris, 2019.

Seneste udgivelse: HHV, Frshwn : dødsknaldet i Amazonas. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Søren Kierkegaard, Pentti Saarikoski, Tjekhov, Patti Smith, Þórbergur Þórðarson, Tove Ditlevsen, Sebald, Strindberg, Christina Hesselholdt.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg skulle ikke noget i Australien, ligesom jeg ikke skulle noget nogen steder, jeg havde ingen særlige ideer om, hvad jeg ville med mit liv, bortset fra en forestilling om at være fri, det var noget, jeg havde hørt om.”
”Hannah”, s. 8.

Hanne Højgaard Viemose er født og opvokset i Frederikshavn, så hun har ikke kun backpackererfaringen til fælles med sin hovedperson i debutromanen ”Hannah”. Forfatteren boede fra 1977 i Frederikshavn med sin familie, indtil hun ligesom Hannah efter gymnasiet i 1996 rejste down under. Viemose vendte dog hjem igen og tog en uddannelse – først ved Aarhus Universitet og derefter på Forfatterskolen, så hun er både bachelor i Antropologi og Etnografi og forfatter. Hun debuterede med den tilsyneladende selvbiografiske roman ”Hannah” i 2011 – samme år, som hun blev færdig på Forfatterskolen. Debuten blev godt modtaget, og Hanne Højgaard Viemose modtog Munch-Christensens Kulturlegat for den.

Måske krævede den autentiske historie 14-15 års afstand for at kunne blive til en god roman. Måske var det livet på barsel, der gjorde tiden som backpacker så tillokkende. Selv siger forfatteren om bogens tilblivelse: Jeg tror, at netop det at jeg skrev romanen som nybagt mor med alt, hvad det fører med sig af følelser af fastlåsthed, ansvar og forpligtelser og tanker om stabilitet og retning i livet, gjorde det særligt interessant skråstreg lokkende skråstreg æggende for mig at vende tilbage til min tid som Hannah i Australien. (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01).

Livet som mor er omdrejningspunkt i romanen ”Mado” fra 2015, der som debuten også har selvbiografiske træk. Den er imidlertid blevet til under langt mere kaotiske vilkår end debuten, hvilket også spejles i bogens form. Om det siger Hanne Højgaard Viemose: ”I øvrigt var jeg i årene efter min debut med Hannah overvældet af et liv med endnu en graviditet og fødsel, min mand/eks-mands psykiske sygdom, egne sammenbrud, økonomisk usikkerhed, mor til to små børn, og en følelse af et enormt ansvar for min mand/eks-mands velbefindende som sjældnere og sjældnere blev noget velbefindende. Jeg var ret fuld af frustrationer og havde ikke særlig meget tid til at sidde og skrive, så det kom helt af sig selv, det med ikke at skabe en sammenhængende fortælling.” (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01).

Hannah

”Det var anderledes, end jeg troede at sælge øl og drinks med bare patter. Mine bekymringer havde gået på, om jeg ville (…), finde ubehag i opmærksomheden fra mændene, men det gjorde jeg slet ikke. De kunne rende mig, jeg havde fået et andet forhold til min krop efter arbejdet i bananerne og ikke mindst efter forholdet til Fran.”
”Hannah”, side 170.

Hanne Højgaard Viemoses debutroman ”Hannah” fra 2011 er en backpackers rejseberetning fra Australiens outback. Den er beretningen om en ung piges higen efter frihed og søgen efter identitet og seksualitet. Hannah, der egentlig hedder Anne, vokser op i Nordjylland, men hun har svært ved at finde sig til rette. Som barn ville hun helst hedde Hans, hvilket slet ikke var begribeligt for hendes mor, og hvad der ikke gjorde det nemmere at passe ind. Hannah vil væk, mærke luft under vingerne, så provinsens stramme former og normer kan slippe deres snærende tag. Derfor flygter hun ved først givne lejlighed (lige efter gymnasiet) over Alperne til Sydney for at ende som bananplukker i en plantage uden for Tully.

29308594

Her ryger, drikker og horer hun og gør sit ypperste for at gøre op med hjemstavnspigen. Men hun fordyber sig også i bananplukkeriets væsen, den knaldrøde outbacks fauna og venskabet til Fran. Det er hende, hun savner, da hun endelig forlader Tully. Der er ingen spring-ud-historie i romanen, men hos Fran finder hun ømhed og kærlighed, ligesom lidenskaben mærkes i beskrivelsen af Teresa: ”Nøgen mod de lyseblå fliser på badeværelset var hun et helt utroligt syn (…) Hun var varm og kølig, blød og glat og fast at røre ved” (side 92-93).

Hannah er romanens jegfortæller, og hun fortæller i et direkte og kækt sprog iblandet en del aussie-slang (you bloody wankers). Det giver en både barsk og sjov tone. Historien fortælles som en bevidsthedsstrøm uden egentlig begyndelse og slutning, uden kronologisk forankring i tid og rum. Og meget gemmer sig imellem linjerne. Eksempelvis afsløres det ikke, hvad nogle nordjyske knægte fra barndommen gjorde ved Hannah, kun at hun fortrænger det ved i vilden sky at synge ”Jeg er en papegøje fra Amerika”.

Hannah vender ikke hjem til sidst. Hun forbliver down under, geografisk og socialt, så bruddet med hjem-ud-hjem-modellen er åbenlys. ”Hannah” er ikke en opbyggelig fortælling om en ung piges udvikling til det bedre. Det er tvivlsomt om rejsen hjælper hende til at finde sig selv. Men hun finder sin krop og i den en selvsikkerhed, så den i højere grad kan blive en medspiller og ikke noget, der skal gemmes væk.

Mado

”aflevere i ét smadder/ gråd og skrig i vuggestuen/ Björns lange hals i børnehavens entré/ jeg: æder mit hjerte hele vejen til basaren/ sætter mig i hjørnet med hovedet i hænderne/ har det sådan/ Jeg er syv år og sidder og tuder mens de voksne trøster mine børn”
”Mado”, s. 143-144.

Hanne Højgaard Viemoses roman ”Mado” fra 2015 er en form for fortsættelse af debuten ”Hannah”, uden at der dog er tale om en serie. Romanens kvindelige fortæller har som jeg’et i ”Hannah” flere navne, har som ung levet et ludfattigt backpackerliv i New Zealand og Australien, er stadig rastløs og lever et liv uden en plan. ”Mado” tager fat, hvor debuten slap, og sender endda en sproglig hilsen ved at begynde på næsten samme måde: ”Jeg arbejdede engang på et gartneri i Kerikeri i det nordlige New Zealand.” (s. 9).

Herfra beretter fortælleren om forholdet til Kyung Sik, om graviditeten, deres rejse til hans hjemland Sydkorea, hvor hun forgæves forsøger at blive en del af hans familie, og så føder hun deres søn, Tal. Her springer romanen frem i tid, og fortælleren beretter om, hvordan hun nu i Danmark forsøger at lære koreansk med en gruppe adopterede koreanere og samtidig studerer antropologi på universitetet. Hun har med andre ord forladt mand og barn. Fortællingen fortsætter med at springe derudaf uden kronologi, og Hanne/Hannah/Anne beretter om et liv med en psykisk syg islandsk ægtemand og to børn.

51868757

Det hele ramler mere og mere, også for fortælleren, og hun flytter med børnene til Gellerup, hvor hun forsøger at overleve som enlig mor uden dagpengeret. Der er flere rejser til Island. Den første, hvor hun møder sin mand, men egentlig er af sted for at få stof til sit bachelorprojekt om hestemennesker, beskrives med en vis form for kronologi, men de følgende rejser fortælles mere usammenhængende – planløse som romanens ’jeg’. Og det usammenhængende er netop gennemgående i romanen. Lyriske passager, dagbogsnoter, rejseoptegnelser, dialoger, en sang, indskud og spring i tid og rum styrer fortællingen. Den manglende plan, som fortællerens liv er præget af, glider helt ud i teksten.
Tonen er som i debuten rå, fortælletempoet er højt og sproget er direkte og kontant, men flere steder brydes det af mere stillestående betragtninger og overvejelser over det at skrive, moderskab og identitet. Således er ”Mado” både rå og uforsonende, poetisk og dvælende.
Tematisk kredser bogen om identitet og moderskab, hvor det både er det mørke, grimme, uforståelige og komiske, der er i fokus. Romanens titel ”Mado” kommer af det koreansk-engelsk ord, der betyder ’mor’ og ’morder’, så det mørke er allerede varslet i titlen.

Helhedsplanen

”For at få dagpenge har jeg skrevet under på at jeg ikke længere vil skrive med henblik på udgivelse, lad det derfor være officielt: ALT hvad jeg skriver fra nu af er enten for sjov eller med henblik på overlevelse”

”Helhedsplanen”, s. 19.

Hanne Højgaard Viemoses 31 sider lange ”Helhedsplanen” fra 2015 indgår i serien ”Små bjerge af beton”, der tæller i alt fem bøger skrevet af fem forskellige forfattere. Bøgerne, der er udgivet af det lille forlag Jorinde og Joringel, handler alle på hver deres måde om at bo i Gellerupparken i Brabrand, lige uden for Aarhus, og de giver et nyt, farverigt blik på den ellers grå betonghetto.
I ”Helhedsplanen” skildrer Hanne Højgaard Viemose en kvindelig jeg-fortællers tanker og oplevelser fra en kaotisk hverdag, der til tider er barsk i Gellerupparken med overfald og indbrud. Hun er enlig mor til to små drenge, og det er ikke nemt at få det hele til at hænge sammen. Stilen er flaksende og mimer eksemplarisk fortællerens sindsstemninger, der præges af undren, desperation, kedsomhed, frygt og accept. Tanker og scener kredser om børn, kærlighed, krop, lyst, sammenbrud og samfundets kynisme.

51699548

Teksten er en blanding af prosa og poesi, men uanset genren er talesproget allestedsnærværende. Det gør teksten både kvik og sprudlende, og fungerer næsten som en selvstændig motor, der driver læseren frem. Der er intet plot, ingen fremadskridende fortælling, og læseren kastes hovedkulds ind i bogens univers, hvirvles rundt og spyttes lige så pludseligt ud igen. Der er ikke et eneste punktum i bogen og sammen med genreblandingen giver det teksten et noteagtigt præg. Den stilistik skaber fornemmelsen af at læse uredigerede, ærlige tanker, så man som læser føler sig inviteret indenfor i et virkeligt univers.

Trods alt det uregerlige er bogens rytme stram. Både digte og prosatekster er præcise, kortfattede og lige til pointen. Tonen er som altid hos Hanne Højgaard Viemose rå og usentimental, og det tilfører teksten en befriende humor.

”Helhedsplanen” er en dokumentarisk tekst, hvor Hanne Højgaard Viemose med humor og et stilistisk fast greb viser læseren alt det kaotiske og uperfekte ved at være menneske.

HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas

”Du
vi,
vi sidder igen i mørket, i hjørnet af stuen med den vin.
Du siger
og det er dig, der bestemmer vores sprog,
hvilke ord vi kan bruge, jeg er ved at have lært det:
Vi er barnlige sammen, ikke forelskede,”

”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas”, s. 100.

Hovedpersonen i Hanne Højgaard Viemoses roman HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas fra 2019 har som i forfatterens foregående bøger mange navne. Hanne, Anne, Anita, Hannah er bare nogle af dem, men uanset navn er der tale om en romanfigur, der konstant søger grænser, konstant bevæger sig og hele tiden er ved at bryde sammen – både fysisk og psykisk. Romanfiguren er mor til to, måske tre, har en vanvittig eksmand i Island, har som ung antropologistuderende rejst under navnet Anita i Perus Amazonjungle, har arbejdet i en bananplantage, bor i kollektiv i København, skriver bøger, bliver forelsket, gal, rasende, heks, abe og meget mere.

Vi følger hovedpersonens rastløse bevægelser rundt i livet, følger undersøgelserne af fortiden, der mest af alt handler om at huske det skete, snarere end om at forklare det. Derfor får man som læser heller ikke klare svar på, hvad der egentlig er foregået, og hvem der skal have skyld for hvad. Hverken når det gælder barnet, som hovedpersonen engang efterlod i Korea, voldtægten hun brutalt udsættes for i Amazonjunglen, spøgelserne, der dukker op i det golde islandske landskab, hendes destruktive forelskelse i en gift mand eller de tidlige, grænseoverskridende seksuelle oplevelser i ungdommen. Ret og retfærdighed er ikke vigtigt i Viemoses litterære univers. Hvis virkelighed, der er mest virkelig, er heller ikke afgørende.

46010744

Romanens sprog er som i resten af Viemoses forfatterskab direkte og præcist og talesproget allestedsnærværende. Rammende og rørende passager står side om side med mere modernistisk tekst i opløsning. Alt fortælles med samme gyldighed, uanset om det er drømme, hallucinationer, forestillinger, dialoger, breve, sange eller levet liv. Der er ingen stringent kronologi, intet fastforankret jeg, og steder skifter hurtigt og pludseligt. Denne formmæssige opløsning, der også bevæger sig helt ud i sproget, spejler hovedpersonens opløsning eller evne til forvandling. Således bliver romanen både tematisk og stilistisk en undersøgelse af grænseoverskridelser, en undersøgelse af livet, mens det leves, og det gør læseoplevelsen af HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonasudfordrende og foruroligende.

Genrer og tematikker

Hanne Højgaard Viemose skriver om frihed, rastløshed, moderskab, identitet, kærlighed, ånder, psykisk sygdom, grænseoverskridelser og om livet, når det ramler. I ”Hannah” forbinder hovedpersonen rejsen med frihed, selvom det er tvivlsomt, om hun egentlig bliver fri. Forfatteren lader det helst op til læseren at vurdere, hvordan romanen handler om frihed, men siger dog om temaet: ”…det vil da glæde mig, hvis læseren gider stille sig selv nogle spørgsmål omkring frihed i forbindelse med læsningen, det gjorde jeg selv i mit arbejde med bogen. Hvad er frihed? Bliver man fri – og i så fald på hvilken måde – af at løse sig fra alle nære relationer, praktiske forpligtelser og rejse til den anden side af jorden?” (Charlotte Hvorslev: Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11).

Rejsen er også et tema i ”Mado”, men hvor den i ”Hannah” er et forsøg på at slippe væk fra noget, er den i ”Mado” snarere et forsøg på at finde noget; det tabte barn, kærlighed, sig selv, frihed – uden at det dog lykkes. I det hele taget er det kendetegnende for forfatterens bøger, at der ikke er noget, der skal gå op. Hun skriver ikke udviklingshistorier efter dannelsesromanens skabelon. Tværtimod, for som hun siger: ”Jeg er ikke nødvendigvis modstander af, at der sker en udvikling, heller ikke til det bedre, med personer i romaner, men jeg er heller ikke nødvendigvis tilhænger af det”. (Charlotte Hvorslev: Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11). Viemoses bøger er også kendetegnet ved en særlig sprogtone. Den er direkte, kontant og næsten vrængende. Den hårdkogte tone, der kontrasteres af indholdets følsomhed, skaber en pirrende spænding, hvor ironi og nærvær blomstrer.

Både i ”Hannah” fra 2011, i ”Mado” fra 2015 og i HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019 læner forfatteren sig op ad det selvbiografiske, og bøgerne indeholder private farvefotografier. Denne selvudleverende praksis giver i Viemoses tilfælde mosaikagtige fortællinger, der især i ”Mado” og ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” næsten helt bryder sammen. Fordoblinger – ja tredoblinger – af fortællere og bipersoner udfordrer både læserens opfattelse af identitet og trangen til at sætte lighedstegn mellem romanerne og forfatterens liv. Om det autobiografiske siger forfatteren: ” Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.” (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01). 

Beslægtede forfatterskaber

Hanne Højgaard Viemoses udforskning af forholdet mellem fiktion og virkelighed lægger sig i slipstrømmen på en række andre nutidige skandinaviske værker. Lars Noréns ’En dramatikers dagbok’ og P.O. Enquists ’Ett annat liv’ er svenske eksempler på en subtil form for selvbiografi, ligesom danske Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” er det. Mest kendt er nok norske Karl Ove Knausgård, der har stor succes med storværket ”Min kamp 1-6”. Det har ligesom Viemoses saga forfatter-jeg’et som centrum for fiktionen. Også tematisk findes der ligheder mellem Knausgårds kæmpeværk og Viemoses forfatterskab.

Den flydende grænse mellem litterær fiktion og den virkelige verden findes også hos danske Suzanne Brøgger. I sin trilogi ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence” bruger hun netop også sig selv som centrum. I alle tre bøger skaber hun en kvindelig hovedperson i sit eget billede, præcis som Hannah, Anne og Hanne skabes i Viemoses billede. Brøggers debutromanen ”Fri os for kærligheden” fra 1973 har tematiske ligheder med Viemoses debut. Brøgger gør oprør mod kærlighedens institutionaliserede former – især ægteskabet. På samme måde gør Viemose oprør mod en konventionel opfattelse af kønnet. Ligesom Brøgger leder hun efter en mere fri og bevægelig opfattelse af køn og seksualitet, hvor der er plads til leg og flydende grænser.

Karen Blixen, Brøggers forbillede, brugte ligeledes sit virkelige liv i romanen “Den afrikanske farm”. Viemose er ikke inspireret af Blixens forfatterskab som sådan, men har alligevel brugt Blixens første sætning som indgang i sin debut. Hun siger: ”Faktisk er jeg aldrig gået rigtig ind i Karen Blixens forfatterskab, jeg husker ”Den Afrikanske Farm” som en god bog og først og fremmest ”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong” som en rigtig god sætning og begyndelse, men der ligger ikke nogen yderligere hilsen eller reference til Blixen i min første sætning, ud over at jeg havde lyst til at starte lidt ligesom hun gør (…), sådan lige på uden omsvøb eller andre dikkedarer”. (Charlotte Hvorslev: Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11).

Den første sætning i ”Hannah” lyder: ”Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland”.

Bibliografi

Romaner

Viemose, Hanne Højgaard:
Hannah. Gyldendal, 2011.
Viemose, Hanne Højgaard:
Mado. Basilisk, 2015.
Viemose, Hanne Højgaard:
Helhedsplanen. Forlaget Jorinde & Joringel, 2015. En samling med fem bøger skrevet med udgangspunkt i Gellerup.
Viemose, Hanne Højgaard: HHV, Frshwn : dødsknaldet i Amazonas. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Artikler

Munk Rösing, Lilian:
Hannah Banana. Information, 2011-09-01.
Bukdahl, Lars:
En truttrodsig grimasse. Weekendavisen, 2011-09-09.
Rasmussen, Anders Juhl:
Med eksistensen i rygsækken. Kristeligt Dagblad, 2011-10-13.
Gjerding, Sebastian:
Voksenheden er noget, der hele tiden kommer og går. Information, 2015-08-22.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hanne Højgaard Viemose

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Charlotte, Hvorslev:
Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11.