portræt af Suzanne Brøgger
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Suzanne Brøgger

cand.mag. Karina Søby Gulman. Senest opdateret februar 2024.
Top image group
portræt af Suzanne Brøgger
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Kærlighedens og erotikkens frontkæmper kunne man kalde den danske forfatter Suzanne Brøgger, der siden sin debut ”Fri os fra kærligheden” i 1973 har udfordret de moderne samlivsformer igennem litteraturen og deltagelse i den offentlige debat. Et helt centralt tema i forfatterskabet er eros forstået som begæret efter kærlighed og viden. I sit seneste værk ”På væggen” (2024) slår hun et slag for litteraturens evne til at danne os – og litteraturen som et værn mod samtidens narcissistiske dyrkelse af identitet.

 

137879956

Blå bog

Født: 18. november 1944 i København.

Uddannelse: Uafsluttede studier i russisk og fransk ved Københavns Universitet.

Debut: Fri os fra kærligheden. Gyldendal, 1973. Essays og noveller.

Litteraturpriser: PH-prisen, 1975. Weekend Avisens Litteraturpris, 1980. Prisen til de skiønne og nyttige Videnskabers forfremmelse, 1981. De Gyldne Laurbær, 1982. Rhodos Rose, 1984. Ingrid Jespersens pris, 1984. Gabor-prisen, 1987. Holberg Medaljen, 1992. Hammerichprisen, Louisiana, 1993. Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, 1996. Søren Gyldendal Prisen, 1999. Rungstedlundprisen, 2005. Dansk Litteraturpris for Kvinder, 2006. Bebop-prisen, 2013. Blixen-prisen for årets ærespris, 2023.

Seneste udgivelse: På væggen. Gyldendal, 2024. Essays

Inspiration: Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Anaïs Nin, Selma Lagerlöf, Henry Miller, Villy Sørensen m.fl.

Videoklip
Suzanne Brøgger taler om "På væggen" med litteraturformidler Sarah Hvidberg. Februar 2024: 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der gik heller ikke lang tid før Zeste begyndte at opleve sig selv som offer i lige linje fra Katze til Li. Kærligheden havde forrådt dem. Der havde kun vist sig to muligheder, enten at undgå den som Katze – eller gå under i den som Li. Enten var en gammel viden gået tabt et sted, eller også var kvinderne først nu begyndt at besinde sig og komme til sig selv.”
“Jadekatten”, s. 283.

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, blev stedfaren udstationet for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Suzanne Brøggers barn- og ungdom blev i høj grad præget af morens psykiske uligevægt og utallige selvmordsforsøg. Alt imens forsøgte Suzanne Brøgger at holde sammen på både sine papbrødre og morens ægteskab. Selv da hun rejste tilbage til Danmark for at tage sin studentereksamen fra Th. Langs Gymnasium i Silkeborg, forsøgte hun via brevkorrespondance at hjælpe sin familie på gled. Efter afsluttet studentereksamen i 1964 studerede hun fransk og russisk ved Københavns Universitet. Hun tjente til sine studier ved film-, teater- og modelarbejde. Samtidig var hun en flittig rejsende, og hun begyndte at skrive reportager fra sine ture til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen. En del af journalistikken fra sidste halvdel af 1960’erne kan man finde i essaysamlingen “Brøg” fra 1980.

Vejen til forfatterkarrieren beskriver hun selv således: “Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.” (Suzanne Brøgger: “Suzanne Brøgger”. Litteratursiden, 2008-11-27). Selve forfatterdebuten kom i 1973 med bogen “Fri os fra kærligheden”.

Et særligt kendetegn ved Brøggers tidlige forfatterskab er, at hun iscenesatte sig selv og sin kvindelighed. Hun vakte opsigt med sin skønhed, sine usædvanlige kostumer og sin ekstreme afvisning af familielivet til fordel for den frie seksualitet. Siden har Brøgger dog lagt en dæmper på sin rolle i medierne og har trukket sig tilbage til et mere fredeligt liv på landet. Da hun var i begyndelsen af 40’erne, giftede hun sig med forfatter og lektor i dansk, Keld Zeruneith, og sammen fik de i 1986 datteren Luzia.

Som en kompliment til Brøggers litterære karriere var hun i perioden 1997-2020 medlem af Det Danske Akademi.

Aktuelt værk: På væggen

”Vi lever, uden tvivl, i den mest narcissistiske af alle tidsaldre, diagnosernes æra. En tid, der i den grad fokuserer på symbiosen: krop og identitet. Identitet som ung, identitet som syg, identitet som gammel. Den dér identitets-politiseren er rent menneskeligt stærkt reducerende.”
”På væggen”, s. 156.

I Suzanne Brøggers værk ”På væggen” fra 2024 går hun i dialog med forfattere, kunstnere, jazzmusikere og filosoffer, som hun har været inspireret af, og som har dannet hende. Værket er ikke lige til at genrebestemme, men den mest rammende betegnelse må være essays, som der er hele 46 af. Hvert essay tager afsæt i en forfatterkollega og et tema. Eksempelvis ’Djævlerier og Karen Blixen’, ’Flygtninge og Malala’ og ’Vær dig selv, alle andre er taget og Oscar Wilde’. Mange af de personer, Brøgger beretter om, har hun mødt, og afsættet for de enkelte essays er det konkrete møde, men ligesom i ”Norsk omelet” genfortælles de menneskelige møder kortfattet. I stedet bruges de som springbræt til at italesætte og gå i dialog med personernes livsfilosofi.

137879956

I værket kommer hun omkring temaer som klimakrise, kulturkrise, tro, køn, begær, identitet, litteratur og dannelse. Værkets helt centrale ærinde er at hylde den dannelse, som kan opnås igennem litteratur. Ifølge Brøgger er det netop igennem litteraturen og kulturhistorien, at vi mennesker kan forstå os selv, men hun påpeger, at den form for dannelse er uddøende. Tilbage står den moderne dyrkelse af identiteten, som Brøgger ikke har meget til overs for (se citat).

Skriften i ”På væggen” er springende og følger ofte indskud og associationer. For yngre læsere kan værket måske føles lidt indforstået med alle de navne og personligheder, Brøgger fortæller om uden at forklare dem yderligere, og indimellem sammenstiller Brøgger hændelser, personer og tider, som måske for yngre eller mindre belæste læsere kan forekomme usammenhængende. Sproget bærer af og til præg af, at det er en aldrende forfatterinde, der står bag, som når hun skriver, at noget ’randt mig i hu’ (s. 30), men mest af alt er sproget lige ud af posen på en både insisterende og vedkommende måde.

Titlen kommer i øvrigt af, at hun i sin tid, da hun flyttede alene ud på landet, hængte forfatterportrætter op på væggen, så hun altid havde nogen at tale med. Som hun skriver: ”Hvad enten forfattere er levende eller døde, forbliver de ens nærmeste” (s. 8), og ifølge Brøgger er de fleste forfattere – som hun selv – blevet til ved at bryde med deres familie og indskrive sig i familien af forfattere.

Fri os fra kærligheden

“Alle gifter sig for ikke at være alene – på det eneste tidspunkt hvor de netop ikke er det. Lige fra barnet begynder at tale siger det »jeg vil giftes for at få en stor bil«. For ægteskabet er den eneste modenheds-model, samfundet tilbyder – eller vi tilbyder hinanden. Men det undrer mig så gu at der findes gifte feminister!”
“Fri os fra kærligheden”, side 47.

Suzanne Brøggers debutbog udkom første gang i 1973, og den bærer den oprørske titel “Fri os fra kærligheden”. I værket argumenterer en unavngiven kvindelig jeg-fortæller for, at vi skal befries fra kærligheden, og flere af kapitlerne består af små beretninger, der underbygger tesen om familielivets rædsler.

I værkets syvende kapitel “Voldtægt” har såvel fortælleren som dennes veninde været udsat for overgreb, og fortælleren reflekterer over, hvorfor kvinder bliver voldtaget. Hun beskriver voldtægt som det mandsdominerede samfunds mest magtfulde udtryk og punkterer myten om mandens ukontrollerede seksualitet og begær.

28069421

“Fri os fra kærligheden” er et kampskrift; det er et feministisk manifest af en art, som er skrevet på indignation og drømmen om en anden fremtid. Bogens centrale oprør retter sig mod kærligheden i dens institutionaliserede former – ægteskabet og familien. Forfatteren opfordrer til en mere fri og bevægelig kærlighed baseret på dristighed, leg og generøsitet.

Samtidig befrier Brøgger sig fra de litterære normer. Værket stritter i mange retninger og er umuligt at sætte genremæssigt i bås. I de første tre kapitler samt kapitel ni og ti tager fortælleren afsæt i litterære, konkrete og akademiske henvisninger samt historiske fakta, når hun skal underbygge sine udsagn, mens de øvrige kapitler fremstår som en blanding af noveller og dagbogsberetninger. Genretvivlen opstår, fordi handling, refleksioner, konklusioner, rejseberetninger og interviews blandes i en stor pærevælling. Også identiteten kan man som læser blive i tvivl om. Kapitlerne er båret af en kvindelig jeg-fortæller, og identifikationen med Brøggers eget liv og person står nogle gange tydeligt frem, mens den andre gange glider i baggrunden.

Med sin tematik kan værket ses i forlængelse af 1968-oprøret og kvindebevægelsen. Selv tager Brøgger i værket afstand fra den organiserede kvindebevægelse. I kapitel fjorten argumenteres for, at kvinder ikke bør identificere sig med mænd i kønskampen og tro, at ligheden ligger i udviskelsen af forskellene. I stedet bør de fremstå som et alternativ til mandeverdenen.

Creme fraiche, Ja og Transparence

“Mit hus bevægede sig med forrygende fart gennem et snelandskab. Snefygningen mod ruden, et mikrokosmos af bevægelse og lys, fnug der opstod og roterede omkring lysstrålen fra min stue, altings opståen og opløsning i samme sekund. Hvirvlen mod min rude, en minimælkevej. Sne der både var der og ikke var der. Dette var – og er – det hele. Velkommen nytår!”
“Transparence”, s. 243.

I 1978 udkom romanen “Creme fraiche” som første del af en trilogi omhandlende en unavngiven jeg-person, der er forfatter. Romanen er konstrueret som en rammefortælling, hvor rammen udgøres af en flyrejse fra New York til København. I flyet sidder forfatteren med en såret fod og skriver, og alt imens serveres fortællerens livshistorie, fra hun var omkring 14 og boede i Bangkok og til flyturen tyve år senere. Romanen tematiserer en barn- og ungdom præget af morens psykiske sygdom, et ungdomsliv på kostskole og fortællerens forhold til den ældre mand Max. Erfaringerne har sat sit præg i fortælleren, som insisterer på at leve livet “mindst kedeligt og mest interessant" – uden for de vedtagne ideer om en bestemt livsform.

Andet bind i trilogien bærer titlen “Ja” og er fra 1986. Ja’et er synonymt med fortællerens forlovelse med en mand. Men det, der i første omgang ser ud til at være et kærlighedsforhold fuldt af forløsning, bliver destruktivt for jeg’et, da manden forsøger at forandre fortælleren ved at styre, strukturere og tæmme hende.

26092973

“Transparence” fra 1993 er tredje og sidste bind i serien. Her tager forfatteren på en art åndelig rejse ind i sig selv og ud i verden i selskab med den fallerede musiker Ben og den tibetanske lama Padmesambhawa. De tre har det til fælles, at de beskrives som en slags emigranter i det moderne liv.

Trilogiens afsluttende titel – transparence – er en form for konklusion på fortællerens hidtidige liv. Hvor hun i den første roman hylder den frie kærlighed og erotik og i den anden ender op med at bekende sig til en nærmest religiøs livsforståelse, så handler tredje del om, hvordan forfatterens selv er forsvundet i livseksperimenter og forsøg på at tilpasse sig andres forventninger. Hun er blevet så transparent – gennemsigtig og udvisket -, at hun på det nærmeste er forsvundet. Trilogiens overordnede motiv er, hvordan man kan frigøre sig fra sin opvækst og fra samfundets forventninger og leve et liv i pagt med sig selv og hverdagens nærvær.

Sproget er præget af både hverdagslige gengivelser, filosofiske betragtninger over livet og kærligheden samt psykologiske portrætter. Der er et væld af metaforer – blandt andet dyremetaforer -, og fortællerstemmen er præget af en vilterhed, der giver sig udslag i mange associationer og spring i tid, sted og emne.

Tone

“Hun havde hele livet haft kuffert-allergi
og kunne ikke ta’
at nogen stod i døren.
Hun var ikke ude på eventyr,
men med på den værste
fra Nikolaj Plads
til Kongens Nytorv.”
“Tone”, side 80.
“Tone”, s. 80.

Suzanne Brøggers lille værk “Tone” fra 1981 bærer undertitlen “Epos”. Det er et heltedigt om Tone, og det består af et utal af vers om en vis Tone, der er inspireret af Tone Bonnén. Tone Bonnén levede fra 1914-1980 og var kostumier og scenograf. Blandt andet lavede hun kostumer til en forestilling på Det Kongelige Teater, hvor Suzanne Brøgger havde en rolle. Tone er en fattig hattemager fra København, som er rig på omsorg og overskud. Som det hedder om Tone: “Hvad hedder den maskine/ Tone var,/ der uafladeligt lavede/ angst om til mod,/ sorg om til glæde/ og smerte til lyst?/ En særlig ømskindet opskrift/ af bar bevægelse,/ givende og gavnlig,/ over et gram i den rigtige vægtskål.” (s. 60-61). Hendes omsorg viser sig blandt andet ved, at hun lader en hjemløs spritter sove i en lænestol på hendes trappe, at hun lader en tyv rende med det meste af hendes kunst, og at hun glad lader mænd tage for sig af hendes frugter.

51771966

“Tone” er en art biografi, men ikke i gængs forstand. Teksten springer rundt i tid og sted og er skrevet i verseform med rytme og et omkvæd, der går igen: ”Jeg synger om Tone,/ sorgen skal skrives i vand,/ glæden i sten,/ fuglene flyver i form af en fisk.” På den måde mimer ”Tone” antikkens heltekvad som for eksempel eposset om Odysseus i Homers ”Illiaden”, og det vrimler da også med henvisninger til antikken. Blandt andet sammenlignes Tone med visdommens og krigens gudinde Athene og med frugtbarhedens gudinde Penelope. Det kan virke pompøst, og Tone er selvsagt ikke nogen traditionel helt. Men selv om Tones liv er helt igennem ordinært og fuldt af skilsmisser, økonomiske bekymringer og sygdom, er hun en helt i omgivelsernes øjne, fordi hun er så fuld af livsglæde og -kraft og insisterer på næstekærligheden som drivkraft.

”Tone” kan læses som et feministisk værk, da Brøgger opskriver en kvindeskæbne, der som oftest bliver taget for givet såvel i livet som i litteraturen. “Tone” giver således liv og stemme til dette mellemlag af et kvindeliv, og det endda på ægte sprudlende vis.

Efter orgiet og Vølvens spådom

“Velkommen mine impotente herrer og frigide damer, velkommen sandpapirskusser og hængepikke, mine højtærede narcissister: Jeg er vejenes og vildvejenes vogter, og jeg kommer i dobbeltradet habit i viscose til 799 kr.”
“Efter orgiet”, s. 7.

Den fejlslagne drøm om transcendens gennem det erotiske, som er et tema i trilogien, der indledes med “Creme fraiche”, udtrykkes skarpest i skuespillet Efter orgiet” fra 1992. Skuespillet er opbygget som en græsk tragedie med en fortæller ved navn Hekate, der for øvrigt er græsk gudinde for trolddom og hekseri. Dertil kommer fire handlende skuespillere med de påfaldende navne Vulva, Lem, Rigor og Mortis samt et kor, der bryder ind i handlingen med kommentarer og små musikalske mellemspil.

Det centrale i fortællingen er menneskenes fremmedgjorthed over for hinanden. Som Lem på et tidspunkt spørger: “Hvorfor har kærligheden forladt mig? Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, ligegyldigt hvad jeg gør, bliver min kærlighed standset – af hvad?” Ifølge Hekate er årsagen den såkaldte seksuelle frigørelse, der har medvirket til, at mænd og kvinder er blevet ens, og at begæret er blevet sygt. Det er kommet til at handle om “instrumenter og redskaber” i stedet for nærhed og intimitet, og det er ifølge stykkets udsagn den moderne kulturs endeligt. AIDS og kræft står som symbol på de kollektive livsformer, som markerer det moderne menneskes manglende kontrol og gør det moderne liv til en mareridtskultur, hvor alle menneskelige forhold er opløst og alene eksisterer i perverterede former og faconer.

24303977

Litterære mareridt om verdens ødelæggelse udfoldes også i Suzanne Brøggers gendigtning af det oldnordiske kvad “Vølvens spådom” fra 1994. Med den kvindelige fortællerstemme Vølven fremskriver Brøgger historien om den ældgamle Vølve, der stiger op af undergrunden for at fortælle historien om verdens skabelse, undergang og genkomst. Efter skabelsen samles menneskene og bliver enige om navne til alt, men på trods af det umiddelbare samarbejde, kommer historien hurtigt til at handle om splid, krig og drab. Menneskets trang til død og ødelæggelse er nu – som dengang – umættelig, synes kvadets konklusion at være.

Værkernes hovedtema er den moderne kulturs deroute. Sprogligt er værkerne præget af et sprudlende lyrisk overskud, der i “Efter orgiet” giver sig udslag i et sprog, der minder om en mellemting mellem Dan Turèll og Aischylos!

Brøggers gendigtning af ”Vølvens spådom” udkom første gang i 1992 i den fællesnordiske udgivelse ”Sort skinner solen”.

Jadekatten

“Hun bad Zeste om at komme på wc, og da Zeste tog hende i sine arme og løftede hendes knogler ud på badeværelset, forekom det som om en meget gammel vægt, hun altid havde båret på, pludselig var blevet let. En sygeplejerske kom ind på stuen, og Li hviskede: - Jeg har selv skabt hende.”
“Jadekatten”, s. 451.

I 1997 udgav Suzanne Brøgger den historiske slægtsroman “Jadekatten”, der igennem fire ‘bøger’ gengiver fire generationer af den jødiske familie Løvins historie. Første bog hedder “Katzes bog” og beskriver en familie bestående af Tobias, Katze og deres tre børn Liane, Balder og Rebekka. ”Katzes bog” har Anden Verdenskrig og jødeforfølgelse som kulisse, mens kærlighed og svigt er hovedmotivet. Anden bog, “Myrens bog”, følger den psykisk uligevægtige Lianes liv og tematiserer denne uligevægt, hendes selvmordsforsøg, ægteskaber og manglende evne til at elske tre ud af fire børn. Også i de to sidste bøger, ”Orms bog” og ”Tobias’ bog”, får læserne indblik i, hvordan omsorgssvigt tegner sig i senere generationers liv.

21836753

“Jadekatten” er en skønlitterær udmøntning af den kritik, Brøgger retter mod kernefamilien i værker som “Fri os fra kærligheden” og “Kærlighedens veje og vildveje”. I denne gedigne slægtsroman fremstilles kærligheden som en dødedans, hvor de enkelte familier er prisgivet hinanden, svigter hinanden og kæmper med hinanden på liv og død. Forholdet mellem Katze og Tobias er især præget af hans svigt i form af affærer samt af hendes martyrium og manglende evne til at elske. Lianes forhold til Rejn præget af en mere konfronterende magtkamp. I romanen beskrives Liane som katten og Rejn som hunden, og i de perioder, hvor ægteskabet blomstrer, tilbringer de al tiden i sengen med hinanden, mens Liane tilbringer livet alene i sengen, når forholdet går dårligt. Så bliver hun syg, eller hun gør sig selv syg med forskellige misbrug – for meget alkohol og for lidt mad.

I begge familier er det børnene, der bliver taberne – den ene mere end den anden. I hver af familierne er der kun kærlighed nok til ét af børnene. Hos Katze og Tobias er det Liane, der er yndlingsbarnet, mens Rebekka og Balder kaldes henholdsvis frk. Besserwissen og et skvat. Det viser sig dog, at det ikke er nogen fordel at være moderens øjesten. Selv om det betyder, at man får meget opmærksomhed, så flaskes man samtidig op i moderens billede. Eksempelvis ender Lianes yndlingsbarn Zeste som posedame.

Romanen tematiserer social arv, men den tematiserer samtidig det 20. århundredes historie igennem såvel intimhistorien som de store historiske træks indvirkning på det nære. På den måde bliver man som læser både klogere på historiske begivenheder som Anden Verdenskrig og på livet bag hjemmenes vægge.

Linda Evangelista Olsen

“Min mor var ikke af denne verden. Som kat tilhørte hun naturligvis dødsriget. Hun havde perfektioneret selvmordet til en kunstart. Alle ni gange vågnede hun op fra de døde, men man kunne aldrig vide. Selvom hun lå på en sofa, en seng, i en liggestol eller chaiselong, var hun et væsen, der tilsyneladende lå på en silkepude, men i virkeligheden, med øjnene på klem, lå og drømte.”
“Linda Evangelista Olsen”, s. 13.

Det er en kattedame, der pryder forsiden af “Linda Evangelista Olsen”, der udkom i 2001. Romanen handler da også om en kattedame – eller det vil sige om en kvinde, som har haft indtil flere katte, og hvis mor også var en kat. Nu skal sidstnævnte nok ikke tages helt bogstaveligt, men ligesom mødrene i romanen “Jadekatten” fremstilles som katte, således har også jeg-fortælleren en mor, der opfører sig som en kat. “Hun lavede aldrig mad, for det behøvede hun ikke. Hun åd nemlig sine børn, hvis hun var sulten, for det var det mest praktiske.” (s. 12-13), som det hedder om fortællerens mor, der desuden beskrives som “primært et erotisk princip” (s. 14).

23753804

I sit voksenliv får fortælleren selv en kat. Det sker helt tilfældigt, da hun er 25 år gammel og cykler en tur i byen Løve på Sjælland. Her møder hun en sort kat, som kommer til at være hendes følgesvend i de næste knap tyve år, hvilket viser sig at være et utroligt lykketræf for fortælleren. Blandt andet bliver kvinden klar over, hvor usundt et forhold, hun på et tidspunkt er i – ikke fordi hun bliver opmærksom på, hvordan manden behandler hende, men fordi hun ser, hvor dårligt han behandler katten. På den måde bliver katten katalysator for fortællerens evne til at sætte grænser.

Ligeledes bliver katten et spejl på fortællerens forhold til hendes mor – katten, som kvinden derigennem får adgang til bedre at forstå. Til gengæld har kvinden svært ved at sætte grænser for katten, fordi den efterhånden bliver som hendes barn, eller måske nærmere som en del af hende, så da fortælleren faktisk møder en sød mand og får barn med ham, er hun fuld af dårlig samvittighed over for katten, der nu bliver forvist fra soveværelset.

Tematisk kommer romanen omkring emner som: moderskab, svigt, kærlighed, død, litteratur og identitet, og værkets hovedmotiv er, hvordan man kan frigøre sig fra sin opvækst og skabe en tilværelse, der er tro over for ens selv.

Sølve

Den vestsjællandske landsby Løve er afsæt for værket “Sølve” fra 2006. Det er den by, Suzanne Brøgger har boet i de sidste mange år, og i romanen fortæller hun områdets historie. Helt tilbage til det 12. århundrede og opbygningen af Antvorskov Kloster bringer Brøgger læseren – og helt frem til nutiden tager hun os igen og tilbyder indsigt i de mennesker, der bebor området. Undervejs tager Brøgger læseren med på en snak om livet på landet, og hvordan det har udviklet sig, om globalisering og politik, om de danske børns manglende interesse for lærdom, moderne børneopdragelse og manglen på fællesskab. Og hun kommer selvfølgelig også omkring sin egen opvækst og familie og den mangel på omsorg og overskud, som hun led under.

26897548

Brøgger møder sin verden åbent, fordomsfrit og analytisk, og det er på den måde, hun serverer den for sine læsere i “Sølve”. Om det er landbefolkningens originaler som Hartvig Sild, Marie Murer og Jørgen Tommeltot, så skildrer hun dem med kærlighed og nysgerrighed. Ligeledes beskriver hun den unge palæstinensiske kvinde Yasmin, som har gået i skole med Brøggers datter. Da de nogle år efter afsluttet skolegang møder Yasmin, der nu bærer tørklæde og er blevet gift med en palæstinensisk økonom fra Libanon, hedder det: “Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om Yasmin eller min pige vil få det bedste liv. Om det er bedst at eksperimentere med sin ungdom eller at få den hurtigst muligt overstået for at komme til sagen” (s. 141).

Som i flere af Brøggers andre værker, heriblandt “Fri os fra kærligheden”, er “Sølve” et genrehybridt værk. Der er optegnelser fra hverdagen, politiske kommentarer, egnshistorie, notater til læste bøger, madopskrifter og så videre. På den måde viser Brøgger, at alting hænger sammen – det politiske og det private, den store historie og den lille hverdagslige. Intet er for småt til at blive skrevet om og lignet med verdenshistoriske begivenheder. Samtidig giver fortællingerne om landbefolkningens originaler associationer til en forfatter som Bent Vinn Nielsen, men også til Jens Smærup Sørensens værk ”Evigt i tiden” (2023).

Sløret

“De redder mit liv gennem Deres begær.
Jeg vil være Deres odalisk og ha’ flodhestepisk!
Mine tårer triller ved tanken
om Deres stiveste ... puds.”
“Sløret”, s. 12.

I “Sløret”, der udkom i 2008, fremskriver Suzanne Brøgger 17 smukke vers for erotikken. Hovedkaraktererne i digtene er sheiken Jafar, der har det kække tilnavn ‘sofa-sheiken’, fordi han i den grad er en kvindeerobrer, og Aziyadé – sheikens “skøre skønjomfru”, som han gerne vil have til at slutte sig til sit harem. I første omgang kommer den unge mø dog i lære hos sheiken, som både fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Som en del af indføringen får hun stillet den opgave, at hun skal fortælle ham om alle sine erotiske oplevelser, hvilket sender hende på en stadig længere rejse – ind i hendes eget erotiske væsen og ud i mødet med andre. Rejsen bliver fuld af både lyst og forfærdelse, men til sidst bærer den frugt: Aziyadé bliver fri af sin herre og bliver fortæller.

27474780

“Sløret” er skrevet med en skrift fuld af leg, glæde, ironi og begær. Skriften er sjældent sprudlende og lige så orgastisk som sheikens elskovssværd, der hele tiden er parat til at blive taget i en skøn kvindemund. På mange måder giver digtsuiten mindelser til “1001 nats eventyr” – både fordi Aziyadé tvinges til at fortælle sine erotiske eventyr frem, og fordi fortællingen har et arabisk islæt over sig, blandt andet via fremhævelsen af sløret både i titlen og som beklædningsdel på kvinderne, og via de arabiskklingende navne.

Suzanne Brøgger siger selv om værket: “Det handler om hengivelse og selvforglemmelse. I vores verden er vi så optagede af identitet, men det her handler om at miste identitet og blive befriet. Det er et tungt arbejde at skulle være et jeg, og det er det, som modernismen kræver af os.” (Dorte Remar: En sang til erotikkens pris. Kristeligt Dagblad, 2008-11-15). Senere i samme interview fortæller Brøgger om, hvorfor hun har skrevet værket “Sløret”, og her tager hun afsæt i, hvordan hun ser samtiden: “Vi har vel nok en pornoficeret nypuritanisme, som er ny i historien. Vi har en pornoindustri i sameksistens med en puritansk holdning, hvor omkostningen er, at det erotiske er gledet ud. Vi har også en wellness-bølge, hvor sloganet er ‘forkæl dig selv, fordi du har fortjent det’. Det handler altid om dig selv, men det erotiske har noget med hinanden at gøre. [...] Jeg tror, at man er nødt til at lave myter for at stå imod den pornografiske, for det reducerer, forenkler og fattiggør de menneskelige muligheder.”

Til T

”Tigerdyr er faldet i staver, fordi den går tur med Kængu rundt om Sortedamssøen, og Kængu spørger: – Er det ikke en god idé, hvis far flytter? Tigerdyr nikker. For at vise sig situationen voksen. Og tilføjer: – For han smider sine sokker alle vegne.”
”Til T”, s. 114.

I året for sit 40-års jubilæum som forfatter udgav Suzanne Brøgger romanen ”Til T” (2013). De 200 sider rummer et portræt af en sammenbragt og temmelig dysfunktionel familie bestående af moderen Lady Gaga, manden Jakob, døtrene Sulamit og Bibsen og drengebarnet Pelle. Lady Gaga omdøber i første kapitel hele familien efter fortællingerne om Peter Plys, så i resten af bogen omtales de som henholdsvis Kængu, Jakob, Tigerdyr, Grisling og Kængubarnet.

Den eneste konkrete handling i romanen er, at familien skal på skovtur, og at de venter besøg fra bedsteforældrene, der gerne vil komme til the og se familiens rækkehus i Nærum. Men familien magter hverken skovturen eller selskabet. Ingen kan tage beslutninger, og de har for øvrigt ikke seks ens tekopper og hverken the eller mælk heller. Og da romanen foregår i 1958, er der ikke nogen døgnåbne butikker, man kan skaffe den slags i.

29758581

Kængu og Jakob kan ikke leve op til deres ansvar som forældre. Den uligevægtige Kængu forsøger flere gange at begå selvmord, og Jakob vil gerne (flygte) til Asien og redde den tredje verden. Det bliver dermed børnene, der må redde det morads, der kaldes en familie. I en flugt fra den mistrøstige virkelighed drømmer Tigerdyr sig væk i farverige og absurde billeder samt en tilbagevendende beskrivelse af Jesu liv set fra Marias synsvinkel.

Romanens komposition er bygget op om ni kapitler, der alle afsluttes med en frase fra den gamle børneremse om skratskratterat og sipsippenip som en understregning af det absurde familieliv. En tydelig og fremadskuende fortæller blander sig og kigger frem mod en tid, karaktererne ikke kan have kendt. Fortælleren harcelerer over den udvikling, samfundet går mod med alt for meget fjernsyn, alt for mange sygdomsdiagnoser og for meget ansvar for egen lykke.

Romanen er lige dele familieportræt, samfundskritik og kulturessay. Med sit flertydige fokus bliver ”Til T” et portræt af en generation, der troede, at lykken befandt sig i lyse og nybyggede omgivelser i forstæderne og samtidig en kritisk kommentar til den virkelighed, vi befinder os i her i begyndelsen af det 21. århundrede. Skildringen af de vanrøgtede og oversete børn er primært set fra Tigerdyrets synsvinkel og dermed meget nærgående og rørende.

Krukke

”Jeg ved godt, at det virkelige ikke rangerer særlig højt i litteraturen. Jo mere digt, jo finere er det, jo mere man abstraherer fra tilværelsen og gør den til noget andet igen, desto bedre er litteratur. Men der findes jo en anden mulighed: at opdigte livet selv, når det alligevel ikke er os givet færdiglavet en gang for alle. Det er det jeg prøver.”
Uddrag fra dagbog 29. juni 1971. ”Krukke”, s. 306.

I 2014 udgav ph.d. i nordisk litteratur Louise Zeuthen den første biografi om Suzanne Brøgger. Bogen har titlen ”Krukke” og er baseret på Suzanne Brøggers dagbøger og brevkorrespondancer, som Zeuthen som den første har haft fuld adgang til. Grundet kildematerialets fremtrædende rolle i biografien har vi valgt at tage den med i dette portræt.

”Krukke” er ikke en klassisk, kronologisk fremskrivning af et liv, men nærmere en afsøgning af de fikspunkter, der har været mest betydende for Suzanne Brøggers liv og værk. I tematisk inddelte kapitler giver Zeuthen ud fra Brøggers egne notater indblik i forfatterens forhold til hendes mor, far, den franske elsker Philippe Baude samt journalistik, udgivelser og det efterfølgende liv i medierne. Biografien følger kun Brøgger, til hun fylder 40 år, for som Brøgger selv siger til Louise Zeuthen under et af deres få møder, var det der, det hele skete: ”De sidste tredive år er der ikke hændt noget som helst, som kan være interessant for andre,” (s. 416). Biografien byder samtidig på flere biografiske læsninger af Brøggers tidlige forfatterskab. Her påpeger Zeuthen, hvordan Brøggers barn- og ungdom har påvirket hendes tidlige forfatterskab.

51319052

Et centralt punkt for Brøgger i livet som kvinde og forfatter er myten. Hun besluttede sig for at blive en myte for selv at kunne navigere i en stigende interesse for hendes person fra omverdenen. Denne ungdommelige beslutning lykkedes det hende at føre ud i livet og fastholde. Skriften har for Brøgger været en nødvendighed, et rum til at fylde hullerne ud i opvæksten og prøve at forstå det levede liv. Hendes liv har været tæt vævet sammen med fortællingen, og liv og værk er på sin vis smeltet sammen. Efter udgivelsen af debutværket ”Fri os for kærligheden” i 1973 begyndte en lang løsrivelsesproces fra den erotiske persona, der stod som afsender på den og hendes øvrige journalistik i begyndelsen af 1970’erne.

Breve og dagbøger vidner om en ekstremt selvbevidst kvinde og kunstner, der altid har været sin virkning på andre mennesker yderst bevidst. Selvfremstillingen som frigjort femme fatale har gjort stort indtryk på Brøggers omverden og har haft store personlige konsekvenser for hende selv.

SZ

”50’er-film viste kun to veje. Køkkenvejen eller stjernevejen. (Ingen forfatterveje!) Blå Engel, Prinsessen holder fridag, Romerinden, La Strada hed nogle af de 50erfilm, der generelt er fulde af fallerede kvinder som drømme- og modbillede til husmoderen. Men tanken om at gå køkkenvejen og dermed være den livsopretholdende kraft for andre, var for tung. Så hellere lade sig falde.”
”SZ”, s. 35.

I anledning af Suzanne Brøggers 70-års fødselsdag d. 18. november 2014 udkom samme dag tekst- og billedsamlingen ”SZ – et livs billeder 1944-2014”. Trykt under skiftevis et S: og et Z: indeholder bogen klip fra 70 års levet liv samt en række nyskrevne notater og erindringer, udvalgt af Brøgger selv. Der er uddrag fra Brøggers egne værker, fra hendes oversættelser af andres værker, klip fra taler til og fra hende, der er uddrag fra andres værker og citater fra store personligheder og inspirationskilder. På billedsiden er der fotografier fra hele Brøggers liv, fotos fra steder, der har betydet noget for hende, billeder af familiemedlemmer, optryk af postkort og avisudklip, kunstværker, satiretegninger etc. Tilsammen giver de mange elementer et indtryk af det liv, Suzanne Brøgger har levet og de værker, hun har skrevet selv eller på andre måder været involveret i.

51472799

I sit forord reflekterer Brøgger over måden at håndtere tid på: ”Men jeg ved ikke, hvordan man tæller til 70 – i lige rækkefølge. Jeg ved ikke, hvordan tiden går. Går den lige derudad? Er den ikke snarere som en cirkel, hvor barndom og ungdom rykker tættere på end dagen i går? Jo, sådan er det. Barnet er i oldingen, og den gamle er til stede i barnet – endnu uudfoldet.” (Forord). Elementerne i den store collage er netop ikke ordnet kronologisk, men springer i tid, fordi et liv ikke kan ordnes efter et enstrenget princip.

Gennem bogen fornemmer man forfatterens dybe optagethed af såvel personlige, sociale som historiske, politiske og kulturelle aspekter. Tekster og refleksioner vidner om en stor berejsthed og indsigt i tankens historie, og samtidig med det store udsyn er der en tydelig indsigt indad.

Forfatterens spørgende interesse for andre mennesker viser sig i de utallige fotos fra møder med så forskellige personer som Astrid Lindgren, Dalai Lama, Jorge Luis Borges, Dronning Margrethe II og Arnold Schwarzenegger. Brøgger er en erfaren verdensdame, og hendes åbne tilgang til såvel verden som vedtagne normer præger denne omfattende samling af Brøgger-fragmenter.

”SZ”, der refererer til en central essaysamling af den franske tænker Roland Barthes af samme navn og endvidere henviser til S og Z i Suzanne, til hendes mand Keld Zeruneith og måske også til deres datter Luzia, tegner et billede af en kvinde, der har formet sit liv og sit selv. 

Koral

”Spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke bare kunne blive, hvor jeg var, lod sig ikke mere stille. Jeg havde set alt, hørt alt og gjort alt. Jeg havde været alle vegne og måtte videre, lige så sikkert som blomsten må springe ud eller visne. Der er ikke noget midtimellem, stilstand findes ikke, lige så lidt som vejen tilbage.”
”Koral”, s. 394.

I 2017 udkom romanbiografien ”Koral”, der er en sammenskrivning af Suzanne Brøggers tre tidlige værker ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence”. Her er de i alt knap 1000 sider kogt ned til 416, og tematikkerne har forrykket sig.

Den centrale fortælling er Brøggers destruktive og følelsesmæssigt opslidende kærlighedsforhold til ”fødselslægen”, som hun kalder ham. Så længe de to holder sig til sengen, er alt godt, men kærligheden kan ikke holde til mødet med omverdenen. Da bliver deres forskellige tilgange til køn, kærlighed og livsforståelse alt for faretruende, og kun ved at styrte tilbage til dobbeltsengen, kan de puste liv i kærligheden igen. Således kommer værket til at tematisere såvel sex og kærlighed som køn. For det er, som om fødselslægen kun kan relatere til Brøgger, når hun er ren og skær krop, mens han ikke ved, hvordan han skal håndtere hendes ånd. Og eftersom Brøgger er et skrivende og kreativt væsen, fylder hendes ånd temmelig meget. Fødselslægen går til gengæld meget op i det konkrete – i ting og sager, og ikke mindst i hvad andre tænker om ham (og hans forhold til hende). På den måde udfordres de ældgamle kønsroller – hos Brøgger tilhører kreativiteten og ånden kvinden, mens manden sidder fast i kroppen og normaliteten.

52973295

Med vingen som central metafor handler det også om at blive flyvefærdig og frigøre sig fra fastlåste forestillinger om kvinde, køn og kærlighed. Romanens slutning byder da også på en form for spirituel og transcenderende fest, hvor Brøgger sprænger egne rammer for at blive sig selv på ny. Værket fremstår som en (kvindelig) dannelsesroman og et manifest for frigørelse og Eros forstået som længslen i dybeste og bredeste forstand.

Titlen ’Koral’ henviser både til de farverige kalkformationer af koraldyrs skeletrester, til smykkesten samt til den enkle del af kirkesangen, som alle kan synge med på. Dermed peger det på de mange Brøggerske røster, der som altid optræder på kryds og tværs i værket.

Selv siger hun om værket: ”Jeg tror, at man livet igennem reviderer sin livshistorie, og når man bliver ældre, ser man den i et andet lys. (…) Jeg synes, det er spændende at se, hvad der sker, når man koger ned og koger ind til essensen af min livshistorie og se på de nye betydninger, det samme stof kan kaste af sig.” (Nanna Mogensen: Skønlitteratur på P1: Suzanne Brøgger. Dr.dk, 2017-02-22).

Norsk omelet

”Det er dybt ironisk – for ikke at sige tragisk – at Vesten opretholder et selvbillede af oplysning og humanisme, der i virkeligheden baserer sig på vold og racisme. Vesten vil uanfægtet indføre demokrati og modernitet overalt, men har mistet virkelighedssansen.”

”Norsk omelet”, s. 139.

Baggrunden for Suzanne Brøggers omfattende essaysamling ”Norsk omelet” fra 2018 er, at norske Kagge forlag præsenterede Brøgger for ideen om, at hun skulle skrive en bog om Norge, sådan som hun så på landet. Resultatet er blevet en særegen rejseskildring fuld af stedsbeskrivelser, gengivelser af samtaler med kendte norske kulturpersonligheder blandet op med Brøggers egne refleksioner.

I værket skriver hun blandt andet om oliens betydning for landet og nordmændenes forhold til naturen, og så tager hun temperaturen på kulturens og litteraturens tilstand i landet. Selv om Norge er omdrejningspunkt, drages der kontinuerligt paralleller til de øvrige nordiske lande, ikke mindst Danmark og Sverige.

Brøgger har et enormt bagkatalog at trække på af både belæsthed og konkrete kulturmøder i livet. Hun beskriver møder med blandt andre den norskfødte forfatter Siri Hustvedt, Karl Ove Knausgård, Linn Ullmann samt den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg. Alle de menneskelige møder genfortælles flygtigt, idet Brøgger blot gengiver brudstykker af samtalerne – og ofte bruger dem som springbræt til at italesætte egne holdninger. Der reflekteres endvidere over store norske forfattere som Ibsen, Hamsun og Holberg, som giver anledning både til korte digressioner over deres samtidige diskussioner og deres værkers betydning. Ikke mindst får Ibsens ”Et dukkehjem” en del ord med på vejen for dets iscenesættelse af den frie og selvstændige kvindeskikkelse Nora.

54098669

Forholdet til ’den anden’ er helt centralt i værket. Det gælder såvel forholdet mellem Nord- og Sydnorge samt de nordiske lande imellem. Her er en af Brøggers pointer, at landene måske næsten er for ens, og at vi derfor har brug for at pege fingre og grave grøfter (ikke mindst mellem Danmark og Sverige). Også landenes forhold til flygtninge og indvandrere beskriver Brøgger ret indgående, blandt andet igennem samtaler med journalist og forfatter Åsne Seierstad. Her taler Brøgger for en langt mere humanistisk tilgang til flygtninge og indvandrere og er kritisk overfor de nordiske landes strammerkurs (se også citatet). Sidst, men ikke mindst, tematiserer værket andethed igennem kønnenes forhold til hinanden – og ikke mindst Brøggers forhold til køn, seksualitet og eros.

Genrer og tematikker

Genremæssigt spænder Suzanne Brøggers forfatterskab vidt – fra digte over romaner til skuespil, børnebøger og essays. Også de enkelte værker er genreeksperimenterende, og det er ofte svært at foretage en entydig genrebestemmelse. Hos Brøgger blander de skønlitterære fortællinger sig således med det private og dagbogsagtige, det essayistiske, med filosofiske indfald, og ind imellem også med lidt madopskrifter, og på den vis får Brøgger skabt et univers, hvor der ikke er noget hierarkisk forhold mellem den ‘fine’ skønlitteratur og dagbogsskriverierne. Dette skel har ellers netop været med til at begrænse mange kvindelige forfatterskaber og udpege dem som middelmådige igennem litteraturhistorien, og en af årsagerne er, at kritikken af de kvindelige forfattere i høj grad har fokuseret på indholdet, mens formeksperimenterne oftest er blevet overset eller netop betragtet som ’for lidt’ eller ‘for meget’.

På tværs af alle voksenværkerne er der særligt et tema, der går igen: Eros forstået som længslen eller begæret i dybeste og bredeste forstand – kærlighedslængsel og begær efter visdom og selvudvikling. Desuden er der en dyb længsel efter at nedbryde stivnede relationer mellem mennesker. Hele Brøggers forfatterskab kan læses netop som et opgør med umenneskelige relationer og et forsøg på at skrive sig frem til andre og bedre samlivsformer. Allerede i debuten “Fri os fra kærligheden” skriver Brøgger sig ind i denne samlivs- og samtidskritik, som hun raffinerer og udfolder igennem sine værker for foreløbig at være endt ved et hyldestskrift til erotikken i digtsuiten “Sløret”. Her søger forfatteren paradoksalt nok ind bag det arabiske slør for at finde ind til erotikkens væsen – i en tid, hvor der ellers er nok af stemmer, der netop ønsker, at kvinder skal gå uden slør.

Et andet tema, der præger Brøggers forfatterskab, er familien, og hvordan negative familierelationer kan præge os. I forlængelse af dette beskæftiger forfatterskabet sig også med psykisk sygdom. Flere af Brøggers karakterer er psykisk uligevægtige og selvmedicinerer sig med alkohol og piller, hvilket blandt andet er et grundtema i slægtsromanen “Jadekatten”.

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at sammenligne Suzanne Brøggers forfatterskab med Karen Blixen. Et centralt tema hos begge er kritikken af ægteskabet og dræbende strukturer, og desuden brillerer de begge i selviscenesættelse både i og udenfor litteraturen.

Andre danske forfattere, der arbejder med en sådan iscenesættelse, er Peter Høeg og Claus Beck Nielsen/Madame Nielsen. Sidstnævnte har ligefrem taget livet af sig selv i kunstens navn – i symbolsk forstand -, og i et forsøg på at kaste identiteten af sig og blive uigenkendelig for samfundet og Magten med stort M.

Også norske Linn Ullmann er værd at drage paralleller til – ikke mindst romanen ”De urørlige”, hvor forfatterinden tematiserer sin opvækst hos kunstnerforældrene Liv Ullmann og Ingmar Bergman.

Blandt andre forfattere, der som Brøgger beskæftiger sig med psykisk sygdom, kan nævnes Marie Cardinal, der i ”Ord som forløser” også fremhæver skriften som forløser i forhold til psykiske traumer, og også Sylvia Plaths ”Glasklokken” og Amalie Skrams ”Professor Hieronimus” bør fremhæves i denne forbindelse.

Familien er et centralt tema hos mange samtidige forfattere. Blandt andet tager Christina Hesselholdts roman ”I familiens skød” den moderne familie under behandling, og i Jytte Borbergs roman ”Skråskrift” beskrives en kvindes kamp for et liv trods opvæksten hos en dominerende mor, der forsøger at kvæle ethvert tilløb til selvstændighed og uafhængighed hos hende – ligesom Liane gør overfor sin datter Zeste i Brøggers roman ”Jadekatten”. Også Elfriede Jelinek skriver psykologiske portrætter af kvinder, og i “Spillelærerinden” skildres en kvinde, der er voldsomt domineret af sin mor, og som søger sin egen identitet igennem et sadomasochistisk forhold til en elev. Flere af Brøggers karakterer eksperimenterer også med erotikken og seksualiteten i et forsøg på at blive frie.

Sluttelig skal slægtskabet med Pablo Llambías fremhæves. Begge tager gerne virkeligheden under kritisk og kærlig behandling, og ifølge Llambías har han altid været fascineret af Brøgger – en fascination, der i 2009 gav sig udslag i en gen- og omskrivning af Brøggers “Kærlighedens veje og vildveje”, hvor Llambías gav mandekønnets perspektiv på kønnet og kærligheden.

Bibliografi

Romaner

Brøgger, Suzanne: Creme fraiche. 1978.
Brøgger, Suzanne: En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege. 1979.
Brøgger, Suzanne: Tone – epos. 1981. Digtroman.
Brøgger, Suzanne: Ja. 1984.
Brøgger, Suzanne: Transparance. 1993.
Brøgger, Suzanne: Jadekatten. 1997.
Brøgger, Suzanne: Linda Evangelista Olsen. 2001.
Brøgger, Suzanne: Sølve. 2006.
Brøgger, Suzanne: Til T. Gyldendal, 2013.
Brøgger, Suzanne: Koral. Gyldendal, 2017.

Noveller

Brøgger, Suzanne: Edvard og Elvira – en ballade. 1988.

Digte

Brøgger, Suzanne: Vølvens spådom. 1994.
Brøgger, Suzanne: Lotusøje. 1999.
Brøgger, Suzanne: Sløret. 2008.

Essays

Brøgger, Suzanne: Fri os fra kærligheden. 1973. Essays og noveller.
Brøgger, Suzanne: Kærlighedens veje og vildveje. 1975.
Brøgger, Suzanne: Brøg – 1965-1980. 1980. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Den pebrede susen – flydende fragmenter og fixeringer. 1986.
Brøgger, Suzanne: Kvælstof – essays og artikler 1980-90. 1990. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Løvespor. 1995.
Brøgger, Suzanne: Et frit og muntert lig. 1998. Dagbog/Essays.
Brøgger, Suzanne: Sejd: artikler og essays 1990-2000. 2000. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Smuler fra kærlighedens bord. Samlet og kommenteret af fru Z. Gyldendal, 2004.
Brøgger, Suzanne: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Gyldendal, 2010.
Brøgger, Suzanne: SZ – et livs billeder 1944-2014. Gyldendal, 2014.
Brøgger, Suzanne: Norsk omelet - Epistler & notater . Gyldendal, 2018.
Brøgger, Suzanne: Om kvinder. Gyldendal, 2019.
Brøgger, Suzanne: Med egen hånd. Gyldendal, 2021.

Erindringer

Brøgger, Suzanne:
En forfatters dagbog 2010-2020. Gyldendal, 2021.
Brøgger, Suzanne:
På væggen. Gyldendal, 2024. (Selvportræt).

Skuespil

Brøgger, Suzanne: Efter orgiet. 1991.
Brøgger, Suzanne: Dark. 1994.
Brøgger, Suzanne: Den Kgl. Hermafrodit – en musical. 1995.
Brøgger, Suzanne:
Drama. Gyldendal, 2022.

Børnebøger

Brøgger, Suzanne: Min verden i en nøddeskal. 1991.
Brøgger, Suzanne: Paradisets mave. 1993.

Avis- og tidsskriftsartikler

Brøgger, Suzanne: Fra min kinesiske notesbog. I: Den blå port. – 2010, nr. 85. – S. 7-10.
Brøgger, Suzanne: Intellektuelle på flugt. Af Suzanne Brøgger, Frederik Stjernfelt, Klaus Rifbjerg. I: Information. – 2010-09-03. – Sektion 2, s. 14.

Antologibidrag

Brøgger, Suzanne: Vølvens spådom. Bidrag til ”Sort skinner solen”. Dansklærerforeningens forlag, 1992.

Video

Brøgger, Suzanne: En ganske almindelig familie. 1998. TV-portrætudsendelse tilrettelagt af Hanne-Vibeke Holst

Musik

Brøgger, Suzanne: Blå biografi. 2006. Et musikessay.

Om forfatteren

Biografi

Zeuthen, Louise:
Krukke : en biografi om Suzanne Brøgger. Gyldendal, 2014.
Hagen, Alf van der: Suzanne Brøgger - samtalememoirer. Gyldendal, 2020. Oversat af Karen Fastrup.

Andet

Roed, Susan Skovborg: Suzanne Brøgger : Eros' forvandlinger. Attika, 2021.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Suzanne Brøgger

Kilder citeret i portrættet

Remar, Dorte: En sang til erotikkens pris. Kristeligt Dagblad, 2008-11-15.
Dr.dk, 2017-02-22. (konstateret utilgængelig 2023-03-22)

Øvrige skribenter

Cand.mag. Anne Vindum, 2014.