Suzanne Brøgger

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Suzanne Brøggers studentereksamen er dog dansk og taget ved Th. Langs Gymnasium i Silkeborg, hvor hun fik huen på i 1964. Herefter studerede hun fransk og russisk ved Københavns Universitet, hvor hun tjente til sine studier ved film, teater og modelarbejde. Samtidig var hun en flittig rejsende, og hun begyndte at skrive reportager fra sine ture til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen. En del af journalistikken fra sidste halvdel af 1960’erne kan man finde i essaysamlingen “Brøg” fra 1980.

Vejen til forfatterkarrieren beskriver hun selv således: “Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.” (Brøgger, Suzanne: “Suzanne Brøgger”. Litteratursiden, 2008-11-27).

Selve forfatterdebuten kom i 1973 med bogen “Fri os fra kærligheden”, der er noget af et blandingsprodukt af essays, dagbogsagtige sekvenser, fiktionsstykker, mareridt og fantasier, og – som titlen mere end antyder – så er bogen et opgør med kernefamilien. Bogen er oversat til omkring tyve sprog, og det samme er de øvrige 261 værker, som Suzanne Brøgger har skrevet. Bogen var desuden medvirkende til, at Brøgger blev en offentlig person. Dertil kom, at hun iscenesatte sig selv og sin kvindelighed. Hun vakte således opsigt med sin skønhed, sine usædvanlige kostumer og sin ekstreme afvisning af familielivet til fordel for den frie seksualitet.

Siden har Brøgger dog lagt en dæmper på sin rolle i medierne og har trukket sig tilbage til et mere fredeligt liv på landet. Da hun var i starten af 40’erne giftede hun sig med forfatter og lektor i dansk, Keld Zeruneith, og sammen fik de i 1986 datteren Luzia.

Ud over det rent litterære har Brøgger en hang til jazz, og i 1997 udgav hun en jazzplade med egne sange, som blev akkompagneret af et litterært essay om forfatterens forhold til jazz og sang.

Som en kompliment til Brøggers litterære karriere blev hun i 1997 medlem af Det Danske Akademi, hvor hun stadig er aktiv.

I 2014 fyldter Suzanne Brøgger 70 år, og hun har i den anledning udtalte hun, at hun ville afslutte sin forfatterkarriere. Det blev bl.a. markeret med valgt at takke for et langt forfatterskab og afslutter efter eget udsagn sin litterære karriere her. 70-års-dagen markeres med interview til radio og tv samt udgivelsen af ”SZ”, der er en slags vue over både hele livet og forfatterskabet. Endvidere blev Brøgger i 2014 biograferet i den første biografi om hende nogensinde, ”Krukke” skrevet af litterat Louise Zeuthen. Om at afslutte karrieren siger Brøgger: ”Vi lever i et mediesamfund, som hele tiden æder sig ind på en. Mere og mere. Alting skal på billede og dokumenteres, og hvis det ikke er dokumenteret, er det som om, det ikke findes. Det er en pseudovirkelighed, det er illusorisk, det er falskt, og jeg har leget med på legen i 50 år, men nok er nok. Det var dejligt, men tak!” (Anne Sofie Christensen: Suzanne Brøgger takker af. Dr.dk, 2014-11-12).Heldigvis kunne hun ikke holde, hvad hun lovede. 2017 byder således både på ”Koral” – en sammenskrivning af hendes tre værker ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence” samt musikforestillingen ”Koncert for Lou”, og efter sigende er der mere i vente.!

Suzanne Brøggers debutbog udkom første gang i 1973, og den bærer den oprørske titel “Fri os fra kærligheden”. I værket argumenterer en unavngiven kvindelig jeg-fortæller for, at vi skal befries fra kærligheden. Hun beskriver, hvordan begrebet privatliv opstod i Europa i det 16. og 17. århundrede, og hvordan ideen om privatliv kan knyttes sammen med den kapitalistiske ideologi. Det er ideen om det private, der får mennesket til at føle sig fremmedgjort, men samtidig er det kun ved, at parrene isolerer sig, at de overhovedet kan overleve, hedder det. Flere af kapitlerne består af små beretninger, der skal underbygge tesen om familielivets rædsler. For eksempel berettes der i fjerde kapitel, “Kvindetrip”, om en psykisk ustabil kvinde, som hele tiden skal bekræftes – blandt andet skal hun bekræftes i, at det ikke er hendes skyld, at hendes søn er blevet psykisk syg.

28069421

“Voldtægt” er værkets syvende kapitel, og det handler om to voldtægter. Såvel fortælleren som dennes veninde har været udsat for overgreb, og fortælleren reflekterer over, hvorfor kvinder bliver voldtaget. Brøgger skriver: “Det er ikke jeres pikke, jeg er bange for, men jeres kultur” (side 129). Hun beskriver voldtægt som det mandsdominerede samfunds (patriarkatets) mest magtfulde udtryk og gør et ihærdigt forsøg på at punktere myten om mandens ukontrollerede seksualitet og begær.

I kapitel fjorten argumenteres for, at kvinder ikke bør identificere sig med mænd i kønskampen og tro, at ligheden ligger i udviskelsen af forskellene. I stedet bør de fremstå som et alternativ til mandeverdenen.

Sidste kapitel handler om at blive vasket og om renhed. Som om fortælleren (forfatteren) har brug for at blive vasket ren oven på alle de foregående kapitlers udgydelser. Eller som om de foregående kapitlers udgydelser netop vasker det gamle af, så fortælleren kan starte på en frisk, som fortælleren håber, at alverdens kvinder vil kunne.

Det er ikke bare kærligheden, Brøgger befrier sig fra i værket – det er også de litterære normer, hun ryster sig fri af. Værket stritter således i mange retninger og er umuligt at sætte genremæssigt i bås. De første tre kapitler samt kapitel ni og ti bærer bevisbyrden via litterære, konkrete og akademiske henvisninger samt historiske fakta, mens de øvrige kapitler fremstår som en blanding af noveller og dagbogsberetninger. Genretvivlen opstår, fordi handling, refleksioner, konklusioner, rejseberetninger og interviews blandes i en stor pærevælling. Også identiteten kan man som læser blive i tvivl om. Kapitlerne er båret af en kvindelig jeg-fortæller, og det er ind imellem svært som læser ikke at koble denne fortæller med Suzanne Brøgger.

“Fri os fra kærligheden” er et kampskrift; det er et feministisk manifest af en art, som er skrevet på indignation og drømmen om en anden fremtid. Bogens centrale oprør retter sig mod kærligheden i dens institutionaliserede former – ægteskabet og familien. Forfatteren opfordrer til en mere fri og bevægelig kærlighed baseret på dristighed, leg og generøsitet. Med sin tematik kan værket ses i forlængelse af 1968-oprøret og kvindebevægelsen, og det samme kan efterfølgeren “Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975, der fortsætter kritikken af kulturens snærende bånd i en lignende blanding af fiktionsstykker, dagbogssekvenser og erotiske fantasier. Selv tog Brøgger dog afstand fra den organiserede kvindebevægelse, da hun mente, den tog fejl ved at mene, at manden og kvinden skulle være ens.