Suzanne Brøgger
Foto: Isak Hoffmeyer

Suzanne Brøgger

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, marts 2019.
Top image group
Suzanne Brøgger
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Brøgger, Suzanne
Foto: Jette Jørs / Scanpix

Indledning

Kærlighedens og erotikkens frontkæmper kunne man kalde den danske forfatter Suzanne Brøgger, der siden sin debut ”Fri os fra kærligheden” i 1973 har udfordret de moderne samlivsformer igennem litteraturen og deltagelse i den offentlige debat. Forfatterskabet, der bl.a. søger at bane menneskenes vej ind i erotikkens væsen, afsluttes nu ved forfatterens 70-års fødselsdag, der markeres med både collageværket ”SZ” og en omfattende biografi om Suzanne Brøgger som ung kvinde, ”Krukke”. 

 

47346037

Blå bog

Født: 18. november 1944 i København.

Uddannelse: Uafsluttede studier i russisk og fransk ved Københavns Universitet.

Debut: Fri os fra kærligheden. Gyldendal, 1973. Essays og noveller.

Litteraturpriser: PH-prisen, 1975. Weekend Avisens Litteraturpris, 1980. Prisen til de skiønne og nyttige Videnskabers forfremmelse, 1981. De Gyldne Laurbær, 1982. Rhodos Rose, 1984. Ingrid Jespersens pris, 1984. Gabor-prisen, 1987. Holberg Medaljen, 1992. Hammerichprisen, Louisiana, 1993. Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, 1996. Søren Gyldendal Prisen, 1999. Rungstedlundprisen, 2005. Dansk Litteraturpris for Kvinder, 2006. Bebop-prisen, 2013.

Seneste udgivelse: Om kvinder. Gyldendal, 2019.

Inspiration: Karen Blixen og Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden

Periode: 1970'ernes nyrealistiske prosa og bekendelsespoesi

Genrer: Autofiktion, Essay

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Der gik heller ikke lang tid før Zeste begyndte at opleve sig selv som offer i lige linje fra Katze til Li. Kærligheden havde forrådt dem. Der havde kun vist sig to muligheder, enten at undgå den som Katze – eller gå under i den som li. Enten var en gammel viden gået tabt et sted, eller også var kvinderne først nu begyndt at besinde sig og komme til sig selv.”
“Jadekatten”, s. 283.

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Suzanne Brøggers studentereksamen er dog dansk og taget ved Th. Langs Gymnasium i Silkeborg, hvor hun fik huen på i 1964. Herefter studerede hun fransk og russisk ved Københavns Universitet, hvor hun tjente til sine studier ved film, teater og modelarbejde. Samtidig var hun en flittig rejsende, og hun begyndte at skrive reportager fra sine ture til Mellemøsten, Vietnam og det daværende Sovjetunionen. En del af journalistikken fra sidste halvdel af 1960’erne kan man finde i essaysamlingen “Brøg” fra 1980.

Vejen til forfatterkarrieren beskriver hun selv således: “Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.” (Brøgger, Suzanne: “Suzanne Brøgger”. Litteratursiden, 2008-11-27).

Selve forfatterdebuten kom i 1973 med bogen “Fri os fra kærligheden”, der er noget af et blandingsprodukt af essays, dagbogsagtige sekvenser, fiktionsstykker, mareridt og fantasier, og – som titlen mere end antyder – så er bogen et opgør med kernefamilien. Bogen er oversat til omkring tyve sprog, og det samme er de øvrige 261 værker, som Suzanne Brøgger har skrevet. Bogen var desuden medvirkende til, at Brøgger blev en offentlig person. Dertil kom, at hun iscenesatte sig selv og sin kvindelighed. Hun vakte således opsigt med sin skønhed, sine usædvanlige kostumer og sin ekstreme afvisning af familielivet til fordel for den frie seksualitet.

Siden har Brøgger dog lagt en dæmper på sin rolle i medierne og har trukket sig tilbage til et mere fredeligt liv på landet. Da hun var i starten af 40’erne giftede hun sig med forfatter og lektor i dansk, Keld Zeruneith, og sammen fik de i 1986 datteren Luzia.

Ud over det rent litterære har Brøgger en hang til jazz, og i 1997 udgav hun en jazzplade med egne sange, som blev akkompagneret af et litterært essay om forfatterens forhold til jazz og sang.

Som en kompliment til Brøggers litterære karriere blev hun i 1997 medlem af Det Danske Akademi, hvor hun stadig er aktiv.

I 2014 fyldter Suzanne Brøgger 70 år, og hun har i den anledning udtalte hun, at hun ville afslutte sin forfatterkarriere. Det blev bl.a. markeret med valgt at takke for et langt forfatterskab og afslutter efter eget udsagn sin litterære karriere her. 70-års-dagen markeres med interview til radio og tv samt udgivelsen af ”SZ”, der er en slags vue over både hele livet og forfatterskabet. Endvidere blev Brøgger i 2014 biograferet i den første biografi om hende nogensinde, ”Krukke” skrevet af litterat Louise Zeuthen. Om at afslutte karrieren siger Brøgger: ”Vi lever i et mediesamfund, som hele tiden æder sig ind på en. Mere og mere. Alting skal på billede og dokumenteres, og hvis det ikke er dokumenteret, er det som om, det ikke findes. Det er en pseudovirkelighed, det er illusorisk, det er falskt, og jeg har leget med på legen i 50 år, men nok er nok. Det var dejligt, men tak!” (Anne Sofie Christensen: Suzanne Brøgger takker af. Dr.dk, 2014-11-12).Heldigvis kunne hun ikke holde, hvad hun lovede. 2017 byder således både på ”Koral” – en sammenskrivning af hendes tre værker ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence” samt musikforestillingen ”Koncert for Lou”, og efter sigende er der mere i vente.!

Fri os fra kærligheden

“Alle gifter sig for ikke at være alene – på det eneste tidspunkt hvor de netop ikke er det. Lige fra barnet begynder at tale siger det »jeg vil giftes for at få en stor bil«. For ægteskabet er den eneste modenheds-model, samfundet tilbyder – eller vi tilbyder hinanden. Men det undrer mig så gu at der findes gifte feminister!”
“Fri os fra kærligheden”, side 47.

Suzanne Brøggers debutbog udkom første gang i 1973, og den bærer den oprørske titel “Fri os fra kærligheden”. I værket argumenterer en unavngiven kvindelig jeg-fortæller for, at vi skal befries fra kærligheden. Hun beskriver, hvordan begrebet privatliv opstod i Europa i det 16. og 17. århundrede, og hvordan ideen om privatliv kan knyttes sammen med den kapitalistiske ideologi. Det er ideen om det private, der får mennesket til at føle sig fremmedgjort, men samtidig er det kun ved, at parrene isolerer sig, at de overhovedet kan overleve, hedder det. Flere af kapitlerne består af små beretninger, der skal underbygge tesen om familielivets rædsler. For eksempel berettes der i fjerde kapitel, “Kvindetrip”, om en psykisk ustabil kvinde, som hele tiden skal bekræftes – blandt andet skal hun bekræftes i, at det ikke er hendes skyld, at hendes søn er blevet psykisk syg.

28069421

“Voldtægt” er værkets syvende kapitel, og det handler om to voldtægter. Såvel fortælleren som dennes veninde har været udsat for overgreb, og fortælleren reflekterer over, hvorfor kvinder bliver voldtaget. Brøgger skriver: “Det er ikke jeres pikke, jeg er bange for, men jeres kultur” (side 129). Hun beskriver voldtægt som det mandsdominerede samfunds (patriarkatets) mest magtfulde udtryk og gør et ihærdigt forsøg på at punktere myten om mandens ukontrollerede seksualitet og begær.

I kapitel fjorten argumenteres for, at kvinder ikke bør identificere sig med mænd i kønskampen og tro, at ligheden ligger i udviskelsen af forskellene. I stedet bør de fremstå som et alternativ til mandeverdenen.

Sidste kapitel handler om at blive vasket og om renhed. Som om fortælleren (forfatteren) har brug for at blive vasket ren oven på alle de foregående kapitlers udgydelser. Eller som om de foregående kapitlers udgydelser netop vasker det gamle af, så fortælleren kan starte på en frisk, som fortælleren håber, at alverdens kvinder vil kunne.

Det er ikke bare kærligheden, Brøgger befrier sig fra i værket – det er også de litterære normer, hun ryster sig fri af. Værket stritter således i mange retninger og er umuligt at sætte genremæssigt i bås. De første tre kapitler samt kapitel ni og ti bærer bevisbyrden via litterære, konkrete og akademiske henvisninger samt historiske fakta, mens de øvrige kapitler fremstår som en blanding af noveller og dagbogsberetninger. Genretvivlen opstår, fordi handling, refleksioner, konklusioner, rejseberetninger og interviews blandes i en stor pærevælling. Også identiteten kan man som læser blive i tvivl om. Kapitlerne er båret af en kvindelig jeg-fortæller, og det er ind imellem svært som læser ikke at koble denne fortæller med Suzanne Brøgger.

“Fri os fra kærligheden” er et kampskrift; det er et feministisk manifest af en art, som er skrevet på indignation og drømmen om en anden fremtid. Bogens centrale oprør retter sig mod kærligheden i dens institutionaliserede former – ægteskabet og familien. Forfatteren opfordrer til en mere fri og bevægelig kærlighed baseret på dristighed, leg og generøsitet. Med sin tematik kan værket ses i forlængelse af 1968-oprøret og kvindebevægelsen, og det samme kan efterfølgeren “Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975, der fortsætter kritikken af kulturens snærende bånd i en lignende blanding af fiktionsstykker, dagbogssekvenser og erotiske fantasier. Selv tog Brøgger dog afstand fra den organiserede kvindebevægelse, da hun mente, den tog fejl ved at mene, at manden og kvinden skulle være ens.

 

Creme fraiche, Ja og Transparence

“Mit hus bevægede sig med forrygende fart gennem et snelandskab. Snefygningen mod ruden, et mikrokosmos af bevægelse og lys, fnug der opstod og roterede omkring lysstrålen fra min stue, altings opståen og opløsning i samme sekund. Hvirvlen mod min rude, en minimælkevej. Sne der både var der og ikke var der. Dette var – og er – det hele. Velkommen nytår!”
“Transparence”, side 243.

I 1978 udkom romanen “Creme fraiche” som første del af en trilogi omhandlende en unavngiven jeg-person, der er forfatter, og hvis karakter på mange måder minder om Suzanne Brøggers eget liv. Romanen er konstrueret som en rammefortælling, hvor rammen udgøres af en flyrejse fra New York til København. I flyet sidder forfatteren med en såret fod og skriver, og alt imens serveres forfatterens livshistorie, fra hun var omkring 14 og boede i Bangkok og til flyturen tyve år senere.

Livet i den mellemliggende periode har været præget af forfatterens insisteren på at leve det frie liv. Hun fremstiller sig selv som en eksperimentator med det projekt at leve livet “mindst kedeligt og mest interessant”, hvilket i hendes optik vil sige at leve uden for de vedtagne ideer om en bestemt livsform. Ud over en intens selvfremstilling består bogen af en række portrætter, hvor især elskeren og læremesteren Max fra Bangkok bliver fremhævet. Han er den, der har inspireret hendes oprørske kærlighedsfilosofi, og som har opfordret hende til at “forme livet efter sin egen vilje”. Hendes egen problematiske kernefamilieopvækst og kostskolelivet fremstår som endnu en faktor, der har inspireret hende til en ‘anderledes’ livsstil.

26092973

Andet bind i trilogien bærer titlen “Ja”, og det er fra 1986. Her har den kvindelige hovedperson alligevel sagt ja til en mand, der lokker med den store kærlighed. Men det, der i første gang ser ud til at være fuldt af forløsning, bliver med tiden til forandring. Manden prøver således at forandre forfatteren. Han vil styre og strukturere hende og tæmme den smukke, uregerlige og uafhængige tiger – et af de dyresymboler, der indgår i forfatterens selvfremstilling. Derfor ender hendes ja da også med at gælde en langt mere himmelsk end jordisk alliance.

“Transparence” fra 1993 er tredje og sidste bind i serien. Her tager forfatteren på en art åndelig rejse ind i sig selv og ud i verden. Som rejsefælle har hun henholdsvis den fallerede musiker Ben, der guider hende ind i musikkens verden, og den tibetanske lama Padmesambhawa, der viser hende vej ind i buddhismens univers. De tre har det til fælles, at de er en slags emigranter i det moderne liv. Ben er sort og føler sig konstant afvist på grund af sin hudfarve. Padmesambhawa blev som lille fjernet fra sin familie for at komme i kloster, fordi han blev anset for at være hellig, og senere blev han forjaget fra sit kloster i Tibet af kinesernes hærgen. Forfatteren føler sig til gengæld forvist fra sit eget liv som et resultat af sin offentlige person og hele den myte, der er spundet omkring hende – som superforføreske og frihedens ypperstepræstinde. For forfatteren fører den åndelige rejse hen til hverdagen og glæden ved livet og det hverdagslige, og den fører til et liv præget af større nærvær og ægthed.

Trilogiens afsluttende titel – transparence – er en form for konklusion på forfatterens tidligere levede liv, som det er skrevet frem i de første to romaner i trilogien. Hvor hun i den første roman hylder den frie kærlighed og erotik og i den anden ender op med at bekende sig til en nærmest religiøs livsforståelse, så handler tredje del om, hvordan forfatterens selv er forsvundet i livseksperimenter og i et forsøg på at tilpasse sig andres forventninger. Hun er simpelthen blevet transparent – gennemsigtig, udvisket. Hun er i den grad forsvundet. Hun er på sammenbruddets rand, og det kræver en enorm vedholdenhed at finde ind til sig selv og leve et ægte liv præget af kærlighed.

Tone

“Hun havde hele livet haft kuffert-allergi
og kunne ikke ta’
at nogen stod i døren.
Hun var ikke ude på eventyr,
men med på den værste
fra Nikolaj Plads
til Kongens Nytorv.”
“Tone”, side 80.
“Tone”, side 80.

Det lille værk “Tone” fra 1981 bærer undertitlen “Epos”. Det er altså et heltedigt om Tone, og det består da også af et utal af vers om en vis Tone, der ligesom den amerikanske forfatter Henry Miller fødes i december, og som dør nøjagtig på samme tid som Miller – den 7. juni 1980. Ligesom Miller lever også Tone et turbulent liv, men i modsætning til Miller, som i løbet af sit liv når at opleve såvel fattigdom som rigdom, så er Tone fattig hele livet. Til gengæld er hun rig på omsorg. Som det hedder om Tone: “Hvad hedder den maskine/Tone var,/der uafladeligt lavede/angst om til mod,/sorg om til glæde/og smerte til lyst?/En særlig ømskindet opskrift/af bar bevægelse,/givende og gavnlig,/over et gram i den rigtige vægtskål.” (side 60-61). Hendes omsorg viser sig blandt andet ved, at hun lader en hjemløs spritter sove i en lænestol på hendes trappe, at hun lader en tyv rende med det meste af hendes kunst, og at hun glad lader mænd tage for sig af hendes frugter.

51771966

Tone er en herlig hattemager. Og helt. Hun er selvsagt ikke nogen traditionel helt, og sammenkoblingen med Henry Miller ligger ikke umiddelbart lige for. Hendes liv er helt ordinært og fuldt af skilsmisser, økonomiske bekymringer og sygdom, men hun er en helt i omgivelsernes øjne, fordi hun er så fuld af livsglæde og -kraft, og fordi hun er ualmindelig frimodig. Man kan sige om “Tone”, at det er et feministisk værk på den måde, at Brøgger opskriver en kvindeskæbne, der som oftest bliver taget for givet såvel i livet som i litteraturen. Men med bogen “Tone” giver Brøgger liv og stemme til dette mellemlag af et kvindeliv, og det endda på ægte sprudlende vis.

For øvrigt er værket inspireret af en virkelig Tone, nemlig Tone Bonnén, der levede fra 1914-80, og som var kostumier og scenograf. Bl.a. lavede Tone Bonnén kostumer til en forestilling på Det Kongelige Teater, hvor Suzanne Brøgger havde en rolle.

 

 

Efter orgiet og Vølvens spådom

“Velkommen mine impotente herrer og frigide damer, velkommen sandpapirskusser og hængepikke, mine højtærede narcissister: Jeg er vejenes og vildvejenes vogter, og jeg kommer i dobbeltradet habit i viscose til 799 kr.”
“Efter orgiet”, side 7.

Den fejlslagne drøm om transcendens gennem det erotiske, som er et tema i trilogien, der indledes med “Creme fraiche”, udtrykkes skarpest i skuespillet Efter orgiet” fra 1992. Skuespillet er opbygget som en græsk tragedie med en fortæller ved navn Hekate, der for øvrigt er græsk gudinde for trolddom og hekseri, fire handlende skuespillere med de påfaldende navne Vulva, Lem, Rigor og Mortis samt et kor, der bryder ind i handlingen med kommentarer og små musikalske mellemspil.

Det centrale i fortællingen er menneskenes fremmedgjorthed for hinanden. Som Lem på et tidspunkt spørger: “Hvorfor har kærligheden forladt mig? Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, ligegyldigt hvad jeg gør, bliver min kærlighed standset – af hvad?” Ifølge Hekate er årsagen den såkaldte seksuelle frigørelse, der har medvirket til, at mænd og kvinder er blevet ens, og at begæret er blevet sygt. Det er kommet til at handle om “instrumenter og redskaber” i stedet for nærhed og intimitet, og det er ifølge stykkets udsagn den moderne kulturs endeligt. AIDS og kræft er blevet til kollektive livsformer, som markerer det moderne menneskes manglende kontrol og gør det moderne liv til en mareridtskultur, hvor alle menneskelige forhold er opløst og alene eksisterer i perverterede former og faconer.

24303977

Litterære mareridt om verdens ødelæggelse udfoldes også i Suzanne Brøggers gendigtning af det oldnordiske kvad “Vølvens spådom” fra 1994. Med den kvindelige fortællerstemme, Vølven, fremskriver Brøgger historien om den ældgamle Vølve, der stiger op af undergrunden for at fortælle historien om verdens skabelse, undergang og genkomst. Efter skabelsen samles menneskene og bliver enige om navne til alt, men på trods af det umiddelbare samarbejde, kommer historien hurtigt til at handle om splid, krig og drab. Menneskets trang til død og ødelæggelse er nu – som dengang – umættelig, synes kvadets – og Brøggers konklusion at være.

Om end der ikke er meget håb for den moderne kultur ifølge værkerne “Efter orgiet” og “Vølvens spådom”, så bliver man som læser håbefuld af skriften. Teksterne sprudler af et lyrisk overskud, der i “Efter orgiet” giver sig udslag i et sprog, der minder om en mellemting mellem Dan Turell og Aischylos!

Brøggers gendigtning af ”Vølvens spådom” udkom første gang i 1992 i den fællesnordiske udgivelse ”Sort skinner solen”.

Jadekatten

“Hun bad Zeste om at komme på wc, og da Zeste tog hende i sine arme og løftede hendes knogler ud på badeværelset, forekom det som om en meget gammel vægt, hun altid havde båret på, pludselig var blevet let. En sygeplejerske kom ind på stuen, og Li hviskede: - Jeg har selv skabt hende.”
“Jadekatten”, side 451.

I 1997 udgav Suzanne Brøgger den historiske slægtsroman “Jadekatten”, der igennem fire ‘bøger’ gengiver fire generationer af den jødiske familie Løvins historie. Første bog er “Katzes bog”, og den har den Anden Verdenskrig som omdrejningspunkt. Da Katzes mand Tobias er jøde, kommer krigen til at spille en stor rolle i familiens liv. Tobias må han flygte til Sverige med de to yngste børn, Balder og Rebekka, mens den ældste datter, Liane, bliver gift og får farvet hår, så ingen skal blive opmærksomme på hendes jødiske aner. Kontrasten er dog ikke så stor, som man kunne tro, for også inden krigen var familien adskilt, da Tobias levede i Riga, mens Katze det meste af tiden levede i København. En væsentlig forskel er der dog – nemlig at ægteskabet i løbet af krigenPå trods af adskillelsen blomstrer kærligheden op ved, at Tobias, men også Katze,under krigen, da Tobias og Katze konstant bekræfter deres kærlighed til hinanden via breve og gaver. Efter krigen får begge et chok, for kærligheden lever ikke op til de mange breve, og Katze må fortsætte sit slidsomme martyrium med ansvar for både økonomi og husholdning. I det hele taget er Katze temmelig bitter – som hun udtrykker det: “Mænd er noget rak og kvinder noget pak. Menneskene er noget rakkerpak.” (side 19).

Den anden bog er “Myrens bog”. Myren er Katzes barnebarn og den anden fødte datter af Liane og Jas. Faktisk handler bogen i høj grad om Liane, som ikke bryder sig stort om Myren. Hun bryder sig heller ikke om de to drenge, Orm og Tor, som hun får med sin anden mand, Rejn. I det hele taget er der ikke meget, Liane bryder sig om, ud over sin far Tobias og sin ældste datter Zeste. Således prøver hun flere gange at begå selvmord. Da Rejn får arbejde for FN i Asien – først i Ceylon (nu: Sri Lanka), og siden i Thailand – redder det umiddelbart Liane, der blomstrer op i Østen, hvor hun kan overlade alt sit arbejde til tjenestefolkene. Men opblomstringen er kortvarig, og konsekvenserne for familien er alvorlige.

Tredje bog er “Orms bog”. Orm er søn af Liane og Rejn og er i den grad blevet svigtet. I hans bog får læseren et glimt af resultatet af svigtet. Bogen er opbygget af korte dagbogssekvenser, der giver indblik i Orms psykiske problemer, hans ensomhed, angst og selvhad.

Sidste bog er “Tobias’ bog”, som på små tre sider viser, at den eneste fra Løvin-familien, der for alvor klarer sig, er en dreng, som ingen ved, hvorfor bærer navnet Løvin, hvilket er stærkt ironisk, da familien ellers i høj grad har hæget om sit familienavn.

21836753

“Jadekatten” er en skønlitterær udmøntning af den kritik, Brøgger retter mod kernefamilien i værker som “Fri os fra kærligheden” og “Kærlighedens veje og vildveje”. I denne gedigne slægtsroman fremstilles kærligheden som en dødedans, hvor de enkelte familier er prisgivet hinanden, svigter hinanden og kæmper med hinanden på liv og død. Hvor forholdet mellem Katze og Tobias især er præget af hans svigt i form af affærer samt af hendes martyrium og manglende evne til at elske, så er Lianes forhold til Rejn præget af en mere konfronterende magtkamp. I romanen beskrives Liane som katten og Rejn som hunden, og i de perioder, hvor ægteskabet blomstrer, så tilbringer de al tiden i sengen med hinanden, mens Liane tilbringer livet alene i sengen, når forholdet går dårligt. Så bliver hun syg, eller hun gør sig selv syg med forskellige misbrug – for meget alkohol og for lidt mad.

Liane beskrives som en kat, og Katze vil også gerne være en kat – for det betyder, at hun er fri. Men hun er ikke fri – hun er dybt afhængig af dyden og af sin mand, og således bliver hun kun kat igennem sit navn, der på tysk betyder kat, og igennem sin erhvervelse af en jadekat – en kattefigur lavet af jade.

I begge familier er det børnene, der bliver taberne – den ene mere end den anden. I hver af familierne er der kun kærlighed nok til ét af børnene. Hos Katze og Tobias er det Liane, der er yndlingsbarnet, mens Rebekka og Balder kaldes henholdsvis frk. Besserwissen og et skvat. Det viser sig dog, at det ikke er nogen fordel at være moderens øjesten. Selv om det betyder, man får meget opmærksomhed, så flaskes man samtidig op i moderens billede. Eksempelvis ender Lianes yndlingsbarn Zeste som posedame.

Romanen handler om social arv, men den tematiserer samtidig det 20. århundredes historie igennem såvel intimhistorien som de store historiske træks indvirkning på det nære. På den måde bliver man som læser både klogere på historiske træk som anden verdenskrig og på livet bag hjemmenes vægge, hvilket man forhåbentligt kan blive endnu klogere på, når “Jadekatten, som det er planen nu, er blevet filmatiseret med Annette K. Olesen som instruktør.

Linda Evangelista Olsen

“Min mor var ikke af denne verden. Som kat tilhørte hun naturligvis dødsriget. Hun havde perfektioneret selvmordet til en kunstart. Alle ni gange vågnede hun op fra de døde, men man kunne aldrig vide. Selvom hun lå på en sofa, en seng, i en liggestol eller chaiselong, var hun et væsen, der tilsyneladende lå på en silkepude, men i virkeligheden, med øjnene på klem, lå og drømte.”
“Linda Evangelista Olsen”, s. 13.

Det er en kattedame, der pryder forsiden af “Linda Evangelista Olsen”, der udkom i 2001. Romanen handler da også om en kattedame – eller det vil sige om en kvinde, som har haft indtil flere katte, og hvis mor også var en kat. Nu skal sidstnævnte nok ikke tages helt bogstaveligt, men som mødrene i romanen “Jadekatten” fremstilles som katte, således har også jeg-fortælleren en mor, der opfører sig som en kat. “Hun lavede aldrig mad, for det behøvede hun ikke. Hun åd nemlig sine børn, hvis hun var sulten, for det var det mest praktiske.” (side 12-13). Sådan hedder det om fortællerens mor, der desuden beskrives som “primært et erotisk princip” (side 14).

23753804

I sit voksenliv får fortælleren selv en kat. Det sker helt tilfældigt. Nemlig på en solskinsdag, hvor fortælleren er 25 år gammel og cykler en tur i byen Løve på Sjælland. Her møder hun en sort kat, som kommer til at være hendes følgesvend i de næste knap tyve år, hvilket viser sig at være et utroligt lykketræf for fortælleren. Blandt andet bliver kvinden klar over, hvor usundt et forhold, hun på et tidspunkt er i – ikke fordi hun bliver opmærksom på, hvordan manden behandler hende, men fordi hun ser, hvor dårligt han behandler katten. På den måde bliver katten katalysator for kvindens evne til at sætte grænser. Ligeledes bliver katten et spejl på fortællerens forhold til sin mor – katten, som kvinden derigennem får adgang til bedre at forstå. Til gengæld har kvinden svært ved at sætte grænser for katten, fordi den efterhånden bliver som hendes barn, eller måske nærmere som en del af hende, så da fortælleren faktisk møder en sød mand og får barn med ham, så er hun fuld af dårlig samvittighed over for katten, der nu bliver forvist fra soveværelset.

Da den sorte kat dør, får fortælleren, der nu deler hjem med et barn og en mand, en ny kat, der bliver døbt Linda Evangelista Olsen, og det er med denne kat ved sin side, at kvinden beretter sine kattes historie. Som læser kommer man nemt til at trække på psykologien og tolke kattehistorien som et billede på datterens forsoning med sin moder. At det altså netop er fordi, jeg-fortælleren har haft en kat til mor, at hun i sit voksenliv må erhverve sig en kat, så hun kan lære kattens væsen at kende og dermed frigøre sig fra sin barndom og blive i stand til at gå voksenlivet – og kærligheden – i møde.

Sølve

Den vestsjællandske landsby Løve er afsæt for værket “Sølve” fra 2006. Det er den by, Brøgger har boet i de sidste 30 år, og i romanen fortæller hun områdets historie. Helt tilbage til det 12. århundrede og opbygningen af Antvorskov Kloster bringer Brøgger læseren – og helt frem til nutiden tager hun os igen og tilbyder indsigt i de mennesker, der bebor området. Undervejs tager Brøgger læseren med på en snak om livet på landet, og hvordan det har udviklet sig, om globalisering og politik, om de danske børns manglende interesse for lærdom, moderne børneopdragelse og manglen på fællesskab. Og hun kommer selvfølgelig også omkring sin egen opvækst og familie og den mangel på omsorg og overskud, som hun led under.

26897548

Brøgger møder sin verden åben, fordomsfrit og analytisk, og det er på den måde, hun serverer den for sine læsere i “Sølve”. Om det er landbefolkningens originaler som Hartvig Sild, Marie Murer og Jørgen Tommeltot, så skildrer hun dem med kærlighed og nysgerrighed. Ligeledes beskriver hun den unge palæstinensiske kvinde Yasmin, som har gået i skole med Brøggers egen datter. Da de nogle år efter afsluttet skolegang møder Yasmin, der nu bærer tørklæde og er blevet gift med en palæstinensisk økonom fra Libanon, hedder det: “Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om Yasmin eller min pige vil få det bedste liv. Om det er bedst at eksperimentere med sin ungdom eller at få den hurtigst muligt overstået for at komme til sagen” (side 141).

Som i flere af Brøggers andre værker, heriblandt “Fri os fra kærligheden”, er “Sølve” et genrehybridt værk. Der er optegnelser fra hverdagen, politiske kommentarer, egnshistorie, notater til læste bøger, madopskrifter og så videre. På den måde viser Brøgger, at alting hænger sammen – det politiske og det private, den store historie og den lille hverdagslige. Intet er for småt til at blive skrevet om og lignet med verdenshistoriske begivenheder.

Sløret

“De redder mit liv gennem Deres begær.
Jeg vil være Deres odalisk og ha’ flodhestepisk!
Mine tårer triller ved tanken
om Deres stiveste ... puds.”
“Sløret”, side 12.

I “Sløret”, der udkom i 2008, fremskriver Suzanne Brøgger 17 smukke vers for erotikken. Hovedkaraktererne i digtene er sheiken Jafar, der har det kække tilnavn ‘sofa-sheiken’, fordi han i den grad er en kvindeerobrer, og Aziyadé – sheikens “skøre skønjomfru”, som han gerne vil have til at slutte sig til sit harem. I første omgang kommer den unge mø dog i lære hos sheiken, som både fysisk og mentalt skal indføre hende i erotikkens verden. Som en del af indføringen får hun stillet den opgave, at hun skal fortælle ham om alle sine erotiske oplevelser, hvilket sender hende på en stadig længere rejse – ind i hendes eget erotiske væsen og ud i mødet med andre. Rejsen bliver fuld af både lyst og forfærdelse, men til sidst bærer den frugt: Aziyadé bliver fri af sin herre og bliver fortæller.

27474780

“Sløret” er skrevet med en skrift fuld af leg, glæde, ironi og begær. Skriften er sjældent sprudlende og lige så orgastisk som sheikens elskovssværd, der hele tiden er parat til at blive taget i en skøn kvindemund. På mange måder giver digtsuiten mindelser til “1001 nats eventyr” – både fordi Aziyadé tvinges til at fortælle sine erotiske eventyr frem, og fordi fortællingen har et arabisk islæt over sig, blandt andet via fremhævelsen af sløret både i titlen og som beklædningsdel på kvinderne, og via de arabiskklingende navne.

Suzanne Brøgger siger selv om værket: “Det handler om hengivelse og selvforglemmelse. I vores verden er vi så optagede af identitet, men det her handler om at miste identitet og blive befriet. Det er et tungt arbejde at skulle være et jeg, og det er det, som modernismen kræver af os.” (Dorte Remar: En sang til erotikkens pris”. Kristeligt Dagblad, 2008-11-15). Senere i interviewet fortæller Brøgger om, hvorfor hun har skrevet værket “Sløret”, og her tager hun afsæt i, hvordan hun ser samtiden: “Vi har vel nok en pornoficeret nypuritanisme, som er ny i historien. Vi har en pornoindustri i sameksistens med en puritansk holdning, hvor omkostningen er, at det erotiske er gledet ud. Vi har også en wellness-bølge, hvor sloganet er ‘forkæl dig selv, fordi du har fortjent det’. Det handler altid om dig selv, men det erotiske har noget med hinanden at gøre. [...] Jeg tror, at man er nødt til at lave myter for at stå imod den pornografiske, for det reducerer, forenkler og fattiggør de menneskelige muligheder.”

 

Til T

”Tigerdyr er faldet i staver, fordi den går tur med Kængu rundt om Sortedamssøen, og Kængu spørger: – Er det ikke en god idé, hvis far flytter? Tigerdyr nikker. For at vise sig situationen voksen. Og tilføjer: – For han smider sine sokker alle vegne.”
”Til T”, s. 114.

I året for sit 40-års jubilæum som forfatter debuterede Suzanne Brøgger som romanforfatter med romanen ”Til T” (2013). De 200 sider rummer et portræt af en sammenbragt og temmelig dysfunktionel familie bestående af moderen Lady Gaga, manden Jakob, døtrene Sulamit og Bibsen og drengebarnet Pelle. Lady Gaga omdøber i første kapitel hele familien efter fortællingerne om Peter Plys, så i resten af bogen omtales de som hhv. Kængu, Jakob, Tigerdyr, Grisling og Kængubarnet.

Den eneste konkrete handling i romanen er, at familien skal på skovtur, og at de venter besøg fra bedsteforældrene, der gerne vil komme til the og se familiens rækkehus i Nærum. Hverken at tage i skoven eller få gæster til the er begivenheder, som familien magter. Ingen kan tage beslutninger og de har for øvrigt slet ikke seks ens tekopper. Og hverken the eller mælk heller. Og da romanen foregår i 1958, er der ikke nogen døgnåbne butikker, man kan skaffe den slags i.

29758581

Kængu og Jakob kan ikke leve op til deres ansvar som forældre, og den uligevægtige Kængu forsøger flere gange at begå selvmord. Det bliver dermed børnene, der må holde sammen på familien. I en flugt fra den mistrøstige virkelighed drømmer Tigerdyr sig væk i farverige og absurde billeder samt en tilbagevendende beskrivelse af Jesu liv set fra Marias synsvinkel.

Romanens komposition er bygget op om ni kapitler, der alle afsluttes med en frase fra den gamle børneremse om skratskratterat og sipsippenip. En tydelig og fremadskuende fortæller blander sig og kigger frem mod en tid, karaktererne ikke kan have kendt. Fortælleren harcelerer over den udvikling, samfundet går mod med alt for meget fjernsyn, alt for mange sygdomsdiagnoser og for meget ansvar for egen lykke.

Med sit flertydige fokus bliver ”Til T” et portræt af en generation, der troede, at lykken befandt sig i lyse og nybyggede omgivelser i forstæderne og samtidig en kritisk kommentar til den virkelighed, vi befinder os i her i begyndelsen af det 21. århundrede. Skildringen af de vanrøgtede og oversete børn er primært set fra Tigerdyrets synsvinkel og dermed meget nærgående og rørende.

Suzanne Brøgger bruger sit skarpe blik og hvasse pen i denne lille roman, der er lige dele familieportræt, samfundskritik og kulturessay.

 

Krukke

”Jeg ved godt, at det virkelige ikke rangerer særlig højt i litteraturen. Jo mere digt, jo finere er det, jo mere man abstraherer fra tilværelsen og gør den til noget andet igen, desto bedre er litteratur. Men der findes jo en anden mulighed: at opdigte livet selv, når det alligevel ikke er os givet færdiglavet en gang for alle. Det er det jeg prøver.”
Uddrag fra dagbog 29. juni 1971. ”Krukke”, s. 306.

I 2014 udgav ph.d. i nordisk litteratur Louise Zeuthen den første biografi om Suzanne Brøgger. Bogen har titlen ”Krukke” og er baseret på Suzanne Brøggers dagbøger og brevkorrespondancer, som Zeuthen som den første har haft fuld adgang til. Grundet kildematerialets fremtrædende rolle i biografien har vi valgt at tage den med i dette portræt.

”Krukke” er ikke en klassisk, kronologisk fremskrivning af et liv, men nærmere en afsøgning af de fikspunkter, der har været mest betydende for Suzanne Brøggers liv og værk. I tematisk inddelte kapitler giver Zeuthen ud fra Brøggers egne notater indblik i forfatterens forhold til sin mor, far, sin franske elsker Philippe Baude samt journalistik, udgivelser og det efterfølgende liv i medierne. Biografien følger kun Brøgger, til hun fylder 40 år, for som Brøgger selv siger til Louise Zeuthen under et af deres få møder, var det der, det hele skete: ”De sidste tredive år er der ikke hændt noget som helst, som kan være interessant for andre,” (s. 416).

51319052

Et centralt punkt for Brøgger i livet som kvinde og forfatter er myten. Hun besluttede sig for at blive en myte for selv at kunne navigere i en stigende interesse for hendes person fra omverdenen. Denne ungdommelige beslutning lykkedes det hende at føre ud i livet og fastholde. Skriften har for Brøgger været en nødvendighed, et rum til at fylde hullerne ud i opvæksten og prøve at forstå det levede liv. Hendes liv har været tæt vævet sammen med fortællingen, og liv og værk er på sin vis smeltet sammen. Efter udgivelsen af debutværket ”Fri os for kærligheden” i 1973 begyndte en lang løsrivelsesproces fra den erotiske persona, der stod som afsender på den og hendes øvrige journalistik i begyndelsen af 1970’erne.

Breve og dagbøger vidner om en ekstremt selvbevidst kvinde og kunstner, der altid har været sin virkning på andre mennesker yderst bevidst. Selvfremstillingen som frigjort femme fatale har gjort stort indtryk på Brøggers omverden og har haft store personlige konsekvenser for hende selv.

Louise Zeuthens grundige gennemlæsning af det omfattende materiale giver et fyldigt og usminket portræt af en helt særlig forfatterpersonage.

SZ

”50’er-film viste kun to veje. Køkkenvejen eller stjernevejen. (Ingen forfatterveje!) Blå Engel, Prinsessen holder fridag, Romerinden, La Strada hed nogle af de 50erfilm, der generelt er fulde af fallerede kvinder som drømme- og modbillede til husmoderen. Men tanken om at gå køkkenvejen og dermed være den livsopretholdende kraft for andre, var for tung. Så hellere lade sig falde.”
”SZ”, s. 35.

I anledning af Suzanne Brøggers 70-års fødselsdag d. 18. november 2014 udkom samme dag tekst- og billedsamlingen ”SZ – et livs billeder 1944-2014”. Trykt under skiftevis et S: og et Z: indeholder bogen klip fra 70 års levet liv samt en række nyskrevne notater og erindringer, udvalgt af Brøgger selv. Der er uddrag fra Brøggers egne værker, fra hendes oversættelser af andres værker, klip fra taler til og fra hende, der er uddrag fra andres værker og citater fra store personligheder og inspirationskilder. På billedsiden er der fotografier fra hele Brøggers liv, fotos fra steder, der har betydet noget for særligt, billeder af familiemedlemmer, optryk af postkort og avisudklip, kunstværker, satiretegninger etc. Tilsammen giver de mange elementer et indtryk af det liv, Suzanne Brøgger har levet og de værker, hun har skrevet selv eller på andre måder været involveret i.

51472799

I sit forord reflekterer Brøgger over måden at håndtere tid på: ”Men jeg ved ikke, hvordan man tæller til 70 – i lige rækkefølge. Jeg ved ikke, hvordan tiden går. Går den lige derudad? Er den ikke snarere som en cirkel, hvor barndom og ungdom rykker tættere på end dagen i går? Jo, sådan er det. Barnet er i oldingen, og den gamle er til stede i barnet – endnu uudfoldet.” (Forord). Elementerne i den store collage er netop ikke ordnet kronologisk, men springer i tid, fordi et liv ikke kan ordnes efter et enstrenget princip.

Gennem bogen fornemmer man forfatterens dybe optagethed af såvel personlige og sociale som historiske, politiske og kulturelle aspekter. Tekster og refleksioner vidner om en stor berejsthed og indsigt i tankens historie, og samtidig med det store udsyn er der en tydelig indsigt indad.

Forfatterens spørgende interesse for andre mennesker viser sig i de utallige fotos fra møder med så forskellige personer som Astrid Lindgren, Dalai Lama, Jorge Luis Borges, Dronning Margrethe II og Arnold Schwarzenegger. Brøgger er en erfaren verdensdame, og hendes åbne tilgang til såvel verden som vedtagne normer præger denne omfattende samling af Brøgger-fragmenter.

”SZ”, der refererer til en central essaysamling af den franske tænker Roland Barthes af samme navn og endvidere henviser til S og Z i Suzanne, til hendes mand Keld Zeruneith og måske også til deres datter Luzia, tegner et billede af en kvinde, der er sit værd bevidst.

Koral

”Spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke bare kunne blive, hvor jeg var, lod sig ikke mere stille. Jeg havde set alt, hørt alt og gjort alt. Jeg havde været alle vegne og måtte videre, lige så sikkert som blomsten må springe ud eller visne. Der er ikke noget midtimellem, stilstand findes ikke, lige så lidt som vejen tilbage.”
”Koral”, s. 394.

I 2017 udkom romanbiografien ”Koral”, der er en sammenskrivning af Suzanne Brøggers tre tidlige værker ”Creme fraiche”, ”Ja” og ”Transparence”. Her er de i alt knap 1000 sider kogt ned til 416, og tematikkerne har forrykket sig.

Den centrale fortælling er Brøggers destruktive og følelsesmæssigt opslidende kærlighedsforhold til ”fødselslægen”, som hun kalder ham. Så længe de to holder sig til sengen, er alt godt, men kærligheden kan ikke holde til mødet med omverdenen. Da bliver deres forskellige tilgange til køn og kærlighed alt for faretruende, og kun ved at styrte tilbage til dobbeltsengen, kan de puste liv i kærligheden igen. Således kommer værket til at tematisere såvel sex og kærlighed som køn. For det er, som om fødselslægen kun kan relatere til Brøgger, når hun er ren og skær krop, mens han ikke ved, hvordan han skal håndtere hendes ånd. Og eftersom Brøgger er et skrivende og kreativt væsen, fylder hendes ånd temmelig meget. Fødselslægen går til gengæld meget op i det konkrete – i ting og sager, og i hvad andre tænker om ham (og hans forhold til hende). På den måde udfordres de ældgamle kønsroller – hos Brøgger tilhører kreativiteten og ånden kvinden, mens manden sidder fast i kroppen og normaliteten.

52973295

Med vingen som central metafor handler det også om at blive flyvefærdig og frigøre sig fra fastlåste forestillinger om kvinde, køn og kærlighed. Romanens slutning byder da også på en form for spirituel og transcenderende fest, hvor Brøgger sprænger egne rammer for at blive sig selv på ny. Værket fremstår som en (kvindelig) dannelsesroman og et manifest for frigørelse og Eros forstået som længslen i dybeste og bredeste forstand.

Titlen ’Koral’ henviser både til de farverige kalkformationer af koraldyrs skeletrester, til smykkesten samt til den enkle del af kirkesangen, som alle kan synge med på. Dermed peger det på de mange Brøggerske røster, der som altid optræder på kryds og tværs i værket.

Om baggrunden for at revidere og forkorte de tre romaner fortæller Brøgger i Skønlitteratur på P1: ”Jeg tror, at man livet igennem reviderer sin livshistorie, og når man bliver ældre, ser man den i et andet lys. (…) Jeg synes, det er spændende at se, hvad der sker, når man koger ned og koger ind til essensen af min livshistorie og se på de nye betydninger, det samme stof kan kaste af sig.” (Nanna Mogensen: Skønlitteratur på P1: Suzanne Brøgger. Dr.dk, 2017-02-22).

Norsk omelet

”Det er dybt ironisk – for ikke at sige tragisk – at Vesten opretholder et selvbillede af oplysning og humanisme, der i virkeligheden baserer sig på vold og racisme. Vesten vil uanfægtet indføre demokrati og modernitet overalt, men har mistet virkelighedssansen.”

”Norsk omelet”, s. 139.

Baggrunden for Suzanne Brøggers omfattende essaysamling ”Norsk omelet” fra 2018 er, at norske Kagge forlag præsenterede Brøgger for ideen om, at hun skulle skrive en bog om Norge, sådan som hun så på landet. Resultatet er blevet en særegen rejseskildring fuld af stedsbeskrivelser, gengivelser af samtaler med kendte norske kulturpersonligheder blandet op med Brøggers egne refleksioner.

I værket skriver hun blandt andet om oliens betydning for landet og nordmændenes forhold til naturen, og så tager hun selvfølgelig temperaturen på kulturens og litteraturens tilstand i landet. Selv om Norge er omdrejningspunkt, drages der kontinuerligt paralleller til de øvrige nordiske lande, ikke mindst Danmark og Sverige.

Brøgger har et enormt bagkatalog at trække på af både belæsthed og konkrete kulturmøder i livet. Hun beskriver møder med blandt andre den norskfødte forfatter Siri Hustvedt, Karl Ove Knausgård, Linn Ullmann samt den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg. Alle de menneskelige møder genfortælles kursorisk, idet Brøgger blot gengiver brudstykker af samtalerne – og ofte bruger dem som springbræt til at italesætte egne holdninger. Der reflekteres endvidere løbende over store norske forfattere som Ibsen, Hamsun og Holberg, som giver anledning både til korte digressioner over deres samtidige diskussioner og deres værkers betydning. Ikke mindst får Ibsens ”Et dukkehjem” en del ord med på vejen for dets iscenesættelse af den frie og selvstændige kvindeskikkelse Nora.

54098669

Forholdet til ’den anden’ er helt centralt i værket. Det gælder såvel forholdet mellem Nord- og Sydnorge samt de nordiske lande imellem. Her er en af Brøggers pointer, at landene måske næsten er for ens, og at vi derfor har brug for at pege fingre og grave grøfter (ikke mindst mellem Danmark og Sverige). Også landenes forhold til flygtninge og indvandrere beskriver Brøgger ret indgående, blandt andet igennem samtaler med journalist og forfatter Åsne Seierstad. Her taler Brøgger for en langt mere humanistisk tilgang til flygtninge og indvandrere og er kritisk overfor de nordiske landes strammerkurs (se også citatet). Sidst, men ikke mindst tematiserer værket andethed igennem kønnenes forhold til hinanden – og ikke mindst Brøggers forhold til køn, seksualitet og eros.

Genrer og tematikker

 

Genremæssigt spænder Suzanne Brøggers forfatterskab vidt – fra digte over romaner til skuespil, børnebøger og essays. Også de enkelte værker er genreeksperimenterende, og det er ofte svært at foretage en entydig genrebestemmelse. Hos Brøgger blander de skønlitterære fortællinger sig således med det private dagbogsagtige og essayistiske, og på den vis får Brøgger skabt et univers, hvor der ikke er noget hierarkisk forhold mellem den ‘fine’ skønlitteratur og dagbogsskriverierne. Dette skel har ellers netop været med til at begrænse mange kvindelige forfatterskaber til middelmådige igennem litteraturhistorien, og en af årsagerne er, at kritikken af de kvindelige forfattere i høj grad har fokuseret på indholdet, mens formeksperimenterne oftest er blevet overset eller netop betragtet som ‘for meget’, som det var tilfældet med eksempelvis Karen Blixen. Men dét hierarki ophæver Brøgger simpelthen i sin skrift, og kritikerne anerkender hende endog for det og kalder det genreeksperimenterende, og det er i virkeligheden nok forfatterens største bedrift.

På tværs af alle voksenværkerne er der særligt et tema, der går igen: Eros forstået som længslen i dybeste og bredeste forstand – kærlighedslængsel og længsel efter visdom og selvudvikling. Desuden er der en dyb længsel efter at nedbryde stivnede relationer mellem mennesker. Hele Brøggers forfatterskab kan læses netop som et opgør med umenneskelige relationer og et forsøg på at skrive sig frem til andre og bedre samlivsformer. Allerede i debuten “Fri os fra kærligheden” skriver Brøgger sig ind i denne samlivs- og samtidskritik, som hun raffinerer og udfolder på forskellig vis igennem sine værker for foreløbig at være endt ved et hyldestskrift til erotikken i digtsuiten “Sløret”. Her søger forfatteren paradoksalt nok ind bag det arabiske slør for at finde ind til erotikkens væsen – i en tid, hvor der både i den danske regering og i medierne argumenteres for, at de arabiske kvinder skal afsløres.

Et andet tema, der præger Brøggers forfatterskab, er psykisk sygdom. Flere af Brøggers karakterer lider af psykiske lidelser såsom anoreksi og skizofreni, som blandt andet er et grundtema i slægtsromanen “Jadekatten”.

Et tredje og sidste tema, der her skal fremhæves hos Suzanne Brøgger, er familien, og hvordan de sociale og psykiske tilstande går i arv. Dette tema skildres blandt andet igennem karakterer, der er vokset op med psykisk syge mødre og fraværende fædre, og hvor alkohol og selvmord har været en del af hverdagslivet.

Beslægtede forfatterskaber

Der er én dansk kvindelig forfatter, det især er relevant at sammenligne Suzanne Brøggers forfatterskab med – nemlig Karen Blixen. Et centralt tema hos begge er kritikken af ægteskabet og dræbende strukturer, og ligeledes foregår begges værker ofte i en global virkelighed. Desuden har begge forfattere i høj grad brugt deres eget liv som afsæt for deres fortællinger. Brøgger iscenesætter for alvor sig selv i værker som ”Creme fraiche” og ”Koral”, og sidstnævnte bærer da også undertitlen ”Romanbiografi”. Blixen satte ligeledes sit liv i scene, da hun i 1931 kom hjem fra Afrika og skrev romanen ”Den afrikanske farm”.

Andre danske forfattere, der arbejder med en sådan iscenesættelse, er Peter Høeg og  Madame Nielsen – sidstnævnte har ligefrem taget livet af sig selv i kunstens navn, og har undertiden optrådt  og optræder nu enten som Das Beckwerk, men i dag møder vi ham primært som eller Madame Nielsen.

Også norske Linn Ullmann er værd at drage paralleller til – ikke mindst romanen ”De urørlige”, hvor forfatterinden tematiserer sin opvækst hos kunstnerforældrene Liv Ullmann og Ingmar Bergman.

Blandt andre forfattere, der som Brøgger beskæftiger sig med psykisk sygdom, kan nævnes Marie Cardinal, der i ”Ord som forløser” også netop fremhæver skriften som forløser i forhold til psykiske traumer, og også Sylvia Plaths ”Glasklokken” og Amalie Skrams ”Professor Heieronimus” bør fremhæves i denne forbindelse.

Familien er et centralt tema hos flere andre kvindelige forfattere. Christina Hesselholdts roman ”I familiens skød” tager den moderne familie under behandling, og i Jytte Borbergs roman ”Skråskrift” beskrives en kvindes kamp for et liv trods opvæksten hos en totalt dominerende mor, der har søgt at kvæle ethvert tilløb til selvstændighed og uafhængighed hos hende – som også Liane gør overfor sin datter Zeste i Brøggers roman ”Jadekatten”. Også Elfriede Jelinek skriver psykologiske portrætter af kvinder, og i “Spillelærerinden” skildres en kvinde, der er voldsomt domineret af sin mor, og som søger sin egen identitet igennem et sadomasochistisk forhold til en elev. Flere af Brøggers karakterer eksperimenterer også med erotikken og seksualiteten i et forsøg på at blive frie.

Sluttelig skal slægtskabet med Pablo Llambías fremhæves. Begge skriver fra en dobbeltposition som dokumentarister og digtere, og begge tager gerne virkeligheden under kritisk og kærlig behandling. Ifølge Llambías har han altid været fascineret af Brøgger – en fascination der i 2009 gav sig udslag i en gen- og omskrivning af Brøggers “Kærlighedens veje og vildveje”, hvor Llambías gav mandekønnets perspektiv på kønnet og kærligheden.

Bibliografi

Romaner

Brøgger, Suzanne: Creme fraiche. 1978.
Brøgger, Suzanne: En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege. 1979.
Brøgger, Suzanne: Tone – epos. 1981. Digtroman.
Brøgger, Suzanne: Ja. 1984.
Brøgger, Suzanne: Transparance. 1993.
Brøgger, Suzanne: Jadekatten. 1997.
Brøgger, Suzanne: Linda Evangelista Olsen. 2001.
Brøgger, Suzanne: Sølve. 2006.
Brøgger, Suzanne: Til T. Gyldendal, 2013.
Brøgger, Suzanne: Koral. Roman. Gyldendal, 2017.

Noveller

Brøgger, Suzanne: Edvard og Elvira – en ballade. 1988.

Digte

Brøgger, Suzanne: Vølvens spådom. 1994.
Brøgger, Suzanne: Lotusøje. 1999.
Brøgger, Suzanne: Sløret. 2008.

Essays

Brøgger, Suzanne: Fri os fra kærligheden. 1973. Essays og noveller.
Brøgger, Suzanne: Kærlighedens veje og vildveje. 1975.
Brøgger, Suzanne: Brøg – 1965-1980. 1980. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Den pebrede susen – flydende fragmenter og fixeringer. 1986.
Brøgger, Suzanne: Kvælstof – essays og artikler 1980-90. 1990. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Løvespor. 1995.
Brøgger, Suzanne: Et frit og muntert lig. 1998. Dagbog/Essays.
Brøgger, Suzanne: Sejd: artikler og essays 1990-2000. 2000. Essays og artikler.
Brøgger, Suzanne: Smuler fra kærlighedens bord. Samlet og kommenteret af fru Z. Gyldendal, 2004.
Brøgger, Suzanne: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Gyldendal, 2010.
Brøgger, Suzanne: SZ – et livs billeder 1944-2014. Gyldendal, 2014.
Brøgger, Suzanne: Norsk omelet - Epistler & notater . Gyldendal, 2018.
Brøgger, Suzanne: Om kvinder. Gyldendal, 2019.

Skuespil

Brøgger, Suzanne: Efter orgiet. 1991.
Brøgger, Suzanne: Dark. 1994.
Brøgger, Suzanne: Den Kgl. Hermafrodit – en musical. 1995.

Børnebøger

Brøgger, Suzanne: Min verden i en nøddeskal. 1991.
Brøgger, Suzanne: Paradisets mave. 1993.

Avis- og tidsskriftsartikler

Brøgger, Suzanne: Fra min kinesiske notesbog. I: Den blå port. – 2010, nr. 85. – S. 7-10.
Brøgger, Suzanne: Intellektuelle på flugt. Af Suzanne Brøgger, Frederik Stjernfelt, Klaus Rifbjerg. I: Information. – 2010-09-03. – Sektion 2, s. 14.

Antologibidrag

Brøgger, Suzanne: Vølvens spådom. Bidrag til ”Sort skinner solen”. Dansklærerforeningens forlag, 1992.

Video

Brøgger, Suzanne: En ganske almindelig familie. 1998. TV-portrætudsendelse tilrettelagt af Hanne-Vibeke Holst

Musik

Brøgger, Suzanne: Blå biografi. 2006. Et musikessay.

Om forfatteren

Biografi

Zeuthen, Louise:
Krukke : en biografi om Suzanne Brøgger. Gyldendal, 2014.
Hagen, Alf van der: Suzanne Brøgger - samtalememoarer. Oktober, 2019.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Suzanne Brøgger

Kilder citeret i portrættet

Remar, Dorte: En sang til erotikkens pris. Kristeligt Dagblad, 2008-11-15.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Anne Vindum, 2014.