Christina Hesselholdt

Christina Hesselholdt blev født den 19. december 1962 i København og er vokset op i Jægersborg. Om sin barndom fortæller hun, at hun fik litteraturen ind med ske. Hendes mor elskede skønlitteratur og kunne læse højt for hende i timevis hver aften, og selv begyndte forfatteren at skrive digte som 12-13-årig. Når Hesselholdt beretter om sit første møde med Johannes V. Jensens digt “På Memphis Station”, som hun stødte på i sin gymnasietid, kan hun stadig genkalde sig den voldsomme følelse af, at hendes bryst var ved at sprænges.

I 1981 blev hun student fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Forfatterdrømmen eksisterede allerede på det tidspunkt, men alt, hvad hun skrev, fik hun retur. Hun beskriver det som en stærkt nedslående oplevelse, ikke mindst fordi hun samtidig måtte kæmpe for at få ordene ned på papiret: ”Sådan var det, da jeg var 20. Og til jeg fik udgivet den første bog. Det gik så langsomt, at det nærmest var en vittighed. Jeg måtte trække ordene ud af mig selv. Jeg skrev måske tyve sider om året.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør: I starten skrev hun 20 sider om året. Politiken, 2006-07-16).

Efter gymnasiet læste hun Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men undervejs tog hun et afstik forbi Forfatterskolen for at finde nogen at diskutere sine tekster med. Hun blev optaget på skolen i 1988, og her fik hun nogle gode spark fremad. I 1991 fik hun udgivet sin første roman ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, og to år senere blev hun færdig på universitetet og kunne nu kalde sig cand.phil. i Litteraturvidenskab.

Fra 1997 var hun i en årrække gift med skuespiller, forfatter og kunstner Claus Beck-Nielsen. 
Christina Hesselholdt har været medredaktør på de litterære magasiner Den Blå Port og Banana Split og underviste fra 2002 og mere end ti år frem på Forfatterskolen.
Udover hendes 19 skønlitterære værker er et næsten lige så omfangsrigt børnebogs-forfatterskab. Dette portræt omhandler hendes bøger for voksne.

I 1991 debuterede Christina Hesselholdt med ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, som er første del af en trilogi. Centralt for romanens handling er et hus, som ligger ved en flod. Her bor drengen Marlon med sin unavngivne far og moren Elizabeth, som dør allerede på romanens første sider. Resultatet er, at familien går i opløsning, og det samme gør identiteten hos faderen og sønnen. Faderen kan slet ikke begribe, at Elizabeth er død. Han må konkretisere det og tilkalder derfor en fotograf, der kan afbillede og bevare: konen død i sengen med ham og barnet stivnet ved siden af. Faderen reagerer ved at skærme sig fra verden og lukke alle vinduer hermetisk. Han lukker dog en ny kvinde ind i sit liv, Audrey, som gerne hjælper ham, men faderen kan ikke overvinde sin sorg.

07199554

Sorg og opløsning er hovedtemaer i værket. I modsætning til faderen formår Marlon at udfylde sorgen og tomheden med en form for poetisk logik, men derudover fremstår karaktererne sært flade: læseren får intet at vide om deres baggrunde og fortid, ligesom handlinger og reaktioner står uforklaret og uden, at de psykologiske motiver bliver beskrevet. På den vis bliver handlingen det determinerende og selve drivkraften både i romanen og for figurerne. Alligevel er man som læser ikke i tvivl om faderens dybe og uforløste sorg, der driver ham i døden, selvom den ikke skildres indefra, men blot via registreringer, som når han “skriver sine yndlingsnavne over håndklæderne: Elizabeth Elizabeth Marlon Marlon” (s. 42).

Bogen består af 40 allegorier med nærmest digterisk form, der tilsammen udgør en punktroman. Hvert tekststykke udgør en ultrakort scene, som et filmklip, og der er ingen forklarende mellemled mellem de enkelte scener. Overskrifterne er repetitive og nøgternt registrerende angivelser af, hvor vi befinder os i det hus, hvor historien udspiller sig, og tiden bliver sat i stå og klippet i småstykker i form af de enkelte scener. Det episke forløb er sat i stå eller til side, om man vil, hvilket både bliver en understregning af sorgens tilstand – dette uudholdelige vakuum –, og af Hesselholdts fragmentariske minimalisme i værket.

I ”Det skjulte” fra 1993, som er anden del af trilogien, er Marlon nu blevet en ung mand, der desperat leder efter det enestående. Han vandrer rundt i byen, rastløs og ensom, og indimellem vælder fortiden ind over ham som mindelser om mere ensomhed og smerte. Alt i omgivelserne er en bekræftelse på hans sindsstemning. Den ”skrabede by” er symbol på tomhed, det “skingert oplyste hotel” er symbol på overfladiskhed og så videre. Og alligevel drømmer hans poetiske sjæl om at komme om bag det alt sammen og finde det skønne. Han går på jagt efter kvinden, som opsøger ham i hans tankespor. Det viser sig at være Greta. Hun dukker op på et diskotek, og som skæbnen eller poesien vil, begynder de at ses. Mødet med Greta pirrer Marlons nysgerrighed efter det skjulte. Han prøver at udforske det gennem deres seksuelle møder samt ved at studere anatomiske plancher og skeletdele, som han kan sætte sammen til anatomiske helheder. Men det er ikke nok. Han må se det skjulte af Greta, det han ikke kender og hverken kan se eller nå, og derfor må han dissekere hende og mærke hjertets tyngde i hånden. Det enestående.

20294361

Christina Hesselholdt forklarer om Marlonfiguren: ”Marlon lever i sine forestillinger, og derfor er det svært for ham at være sammen med andre mennesker: (...) han former sin tilværelse efter sine forestillinger (...), og han underordner Greta sin forestillingsverden. Hun har ingen værdi i sig selv for ham. Han bliver fatal for hende; det er ødelæggende at omgås en som Marlon. “Det skjulte” kan måske også læses som en metaforisk beretning om, hvad elskende kan komme til at gøre ved hinanden: om et for stort vide- og synsbegær sat i stilling mod den elskede.” (Interview i Ildfisken ”Erindre og væve. Samtale med Christina Hesselholdt”).

Typografien i ”Det skjulte” er mere kompakt end i trilogiens første del, idet de mange korte tekststykker med løs struktur er afløst af tekststykker med en mere stram og kompakt struktur. Formen er stadig scenisk, men de enkelte scener mangler overskrifter og markeres i stedet med et fedt begyndelsesbogstav. 

I 1997 udkom tredje og sidste bind i trilogien, ”Udsigten”. Her må Marlon erkende, at han ikke har fået fingre i det enestående ved at dissekere Greta, og at han nærmere har ødelagt det. Dermed må han også revurdere sig selv. Han har opfattet sig som den, der ransager og dissekerer livet – og døden, kan man sige – men nu må han erkende, at det ikke bragte ham nærmere det enestående. Hans optagethed af det skjulte viser sig at handle om hans egen grundlæggende følelse af ensomhed og af ikke at høre til. Det forfærdelige ved at stå med Gretas hjerte i hånden er, at det ikke længere har noget tilhørsforhold, og således bliver det en påmindelse om hans eget manglende tilhør i livet.

21812722

Senere møder han Audrey – den kvinde, der flyttede ind til faderen efter morens død –, og fotografen, der forevigede såvel den døde mor som faderens spring i døden. Derigennem konfronteres Marlon med sin fortid. Synsvinklen skifter her mellem de tre personer samt mellem fortid og nutid, så man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Til gengæld får man efterhånden et dybere indblik i Marlons historie og psykologi. Han bliver lidt mindre figur og lidt mere et menneske af kød og blod, omend romanfigurernes navne fortsat understreger, at de ikke er andet og mere end marionetter for forfatteren – og for hinanden i øvrigt. Marlon (Brando ...) er den forladte og sørgende, Audrey (Hepburn ...) den hjælpende, og så videre.

I denne trilogiens sidste del har forfatteren helt forladt den sceniske struktur til fordel for en mere sammenhængende fortløbende fortælling. Som en understregning af, at karaktererne er blevet mere helstøbte og har fået større indsigt i deres livshistorie. Også fortællerens funktion er anderledes og i højere grad hævet over sine personer – man ser dem ligesom udefra, med en større distance. 

50 korte fiktionsstykker af en sides penge eller tre og med hver deres titel udgør ”Hovedstolen” fra 1998. Titlen er en hilsen til Per Højholts ord om, at “man ikke må tage af hovedstolen”, som Hesselholdt desuden vender godt og grundigt på hovedet. For det er lige netop, hvad hun gør: tager af hovedstolen i form af barndommen. Alle tekststykker kredser om et barns univers, hvor hver tekst byder på oplevelser og tanker om mor, far, bedsteforældre, kammerater, ting og steder. Som læser sanser man verden gennem barnet: dens dufte, farver, lyde, indtryk. Vi indsnuser eksempelvis hestepærernes duft, møder Månekællingen der spiser mænd, ser Gud og universet åbenbare sig og træder ind i bedsteforældrenes stue, der er en æske, som bliver endnu mere æske, når gardinerne rulles ned, og vi oplever, hvordan stuen truer fra alle sider. Og vi erfarer sammen med pigen, hvordan selv bedsteforældrene, der fremstår som en enhed, alligevel er forskellige, som når bedstefar jokker pigen over fingrene, og hun tænker ”og det var dér for foden af trappen, hvor han stod og ikke kunne trøste, at det gik op for mig, at han var forskellig fra mormor.” (s. 46).

22216546

Men midt i de mange hverdagsfortællinger brydes barndomsuniversets tidløshed brat, da far og mor skal skilles. Tegnene på en splittet familie har allerede vist sig i tekstens sprækker, men de er serveret med barnets umiddelbare gengivelse, der får alt til at fremstå så naturligt og rigtigt, at de er nemme at lade ubemærket. Eksempelvis spørger forældrene i ”Minettes Golden Alibi”, om hun helst vil have en hund eller en søskende, og ugen efter får de en hund. I teksten ”Personerne” hedder det: ”Mor og jeg var Os, far var Han.” Og i beretningen ”Madame Rochas” giver faderen moren en parfume, og hun tager imod den “overrasket og med afstand og varmt”.

Stilmæssigt minder ”Hovedstolen” om ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, idet begge værker består af små sceniske tekststykker med hver deres titel. Der er dog endnu mindre sammenhæng mellem de enkelte tekststykker i denne roman, og også det lyriske præg er nedtonet.

Christina Hesselholdts “Kraniekassen” fra 2001 er en stemningsfuld og stemmefuld roman. Ikke fordi der er mange personer i romanen, for faktisk er der kun to hovedkarakterer, nemlig parret Agnete og Steffen. Men nu er det sådan, at Agnetes bevidsthed er splittet og består af seks forskellige jeg’er, der taler i munden på hinanden. Ifølge Agnete er jeg-1 det, der eksisterede først, og som hun synes er mest hende. Jeg-2 er det, der skriver og slår med halen og boltrer sig i sengen, jeg-3 interesserer sig kun for døden, jeg-4 søger altid at få det bedste ud af det hele, jeg-5 siger næsten ingenting, men skærer altid tænder og interesserer sig for de diffuse fornemmelser, og jeg-6 vil bare give op og lade stå til.

23435381

Parallelt med fortællingerne om Agnete og Steffen løber en historie, der hedder “Noter til Ludwig-bog”, om Ludwig II af Bayern. Om en skør konge, der bliver erklæret sindssyg og spærret inde, og hvor døden bliver den ultimative befrielse fra Ludwigs fangenskab i dobbelt forstand: Det mentale fangenskab i sindet og det fysiske konkrete fangenskab.

Fortællingen om Ludwig er en parallel til historien om Agnetes seks jeg’er, hvor de fem af dem ønsker at slå jeg-3 ihjel. Og ikke mindst er den en parallel til Agnete selv, der er angst for at være sindssyg på grund af de mange forskellige lag i hendes sind, og som indimellem overvejer døden som en nem og tilgængelig udvej. 

Romanen sætter den moderne splittede bevidsthed under pennen. Spørgsmålet om identitet – eller nærmere manglen på en sammenhængende identitet – og på sammenhængskraft i det hele taget er et centralt tema i romanen, som behandles igennem fletværket af fortællinger om henholdsvis Agnete og Steffen samt Otto og Ludwig. På den måde spejler skrive- og fortællestilen også indholdet, ligesom de forstærker hinandens udsagnskraft.

Romanen fortælles af en alvidende fortæller, der indimellem bliver meget eksplicit, som når vedkommende kommenterer: “nu kan jeg, fortælleren hin alvidende, thi Olympen jeg besteget har, ikke lade være at tænke på den tyske billedkunstner, hvad han end hedder, jeg ved alligevel ikke alt” (s. 119). På denne selvrefererende vis snubler fortælleren over sig selv i al sin fortælleglæde, positionerer sig, udstiller og udleverer sine karakterer – og sig selv. Skrivestilen er dybt poetisk, som en række digte, der blendes ind i hinanden, og som på finurlig vis beskæftiger sig med tid, eksistens, Gud, kunst og kærlighed – livets store spørgsmål. Og romanen er så spækket med kærlighed: kærlighed til det at fortælle, og kærlighed mellem Agnete og Steffen, at den kommer til at stå som kontrast til det sammenhængsløse og splittede i tilværelsen og i sindet. 

“Du, mit du” fra 2003 er et forsøg på at svare på den franske forfatter Andre Gides spørgsmål: “Hvordan vilde en Beretning om Lykken komme til at se ud?” Citatet indleder romanen, og så underfundigt som spørgsmålet er stillet, så hæsblæsende en forelskelsesroman er “Du, mit du”. Romanen udspiller sig omkring en unavngiven kvinde og mand, som for en periode skal passe mandens døde farbrors hus.

24536963

Det er kvinden, der beretter historien, og alle hendes tanker og alle deres handlinger drejer sig om, hvordan hun skal lære ham bedre at kende, hvad han tænker om hende, hvem han er, hvorfor han kan lide hende, hvorfor hun kan lide ham, og hvorfor han siger, han vil slå hende ihjel, når nu han er forelsket i hende.

Man kan ikke ligefrem kalde romanen handlingsmættet, og dog er den så fuld af skæve refleksioner og vidunderlige handlingsudbrud, at man bliver revet med igennem den. Som da den kvindelige hovedperson ligger under bilen for at lokke kattekillingerne ud fra deres skjulested bag hjulet, og manden trykker på speederen. Som biljagten, hvor han med foden på speederen jagter hende nøgen rundt i området. Og som da hun finder en pistol i en skuffe og fra sit skjul står og sigter på ham. Som da hun kysser en kvindelig tjener på munden på en fiskerestaurant, så tjeneren taber alt, hvad hun har i hænderne, og kæresteparret senere løber fra regningen.

Grunden til, at manden får trang til at slå hende ihjel, er, at han ikke kan overskue tanken om, at de skal forlade farbrorens hus – han ønsker at fastholde det nu, de er i. Det at forlade huset bliver synonymt med at forlade hinanden, men i stedet for at slå kærligheden ihjel, tager de den med til Spanien og ser tyre blive slået ihjel. I romanen gør kærligheden de elskende ekstreme, får dem til at føle, handle, og klare mere. For når hovedpersonerne ikke kan tackle deres følelser, så handler de: træder på speederen og trykker på aftrækkeren. Det er, som om kærligheden sætter dem i større forbindelse med livet. Men også med døden, for som det hedder: “kærligheden forstærker fornemmelsen af livets korthed” (s. 86). Når man elsker, er der pludselig mere at miste, og samtidig bliver angsten for at miste den elskede synonymt med angsten for at miste livet.

I 2005 udkom Christina Hesselholdts prosasamling “En have uden ende” bestående af 20 korte fortællinger med egne titler, der på hver sin vis behandler essentielle spørgsmål om liv og død. Igennem essayene kommer vi forbi adskillige museer og kirkegårde. Eksempelvis Æbelholt Klostermuseum, hvor knoglerne er sorteret efter art, og hvor et skelet af et ufødt barn ligger sirligt inde i en skeletkvindes mave, mindende om at så mange kvinder gennem tiden er døde under eller inden fødslen.

25960610

Alt imens fortælleren tager rundt og udforsker skeletter på museer og kirkegårde, svulmer hendes egen mave af gravid lykke. Den gravides opmærksomhed på det voksende liv i maven spejler sig i kontrasten og den uundgåelige livsledsager: døden. At fødsel og død, vugge og grav er to sammenhængende størrelser, kommer man med Hesselholdt ikke uden om. Ligesom der ikke er liv uden kærlighed – et emne som Hesselholdt blandt andet kommer omkring via sin insisteren på, at det er kærlighed og forelskelse, der er drivkraften for hende som forfatter.

Hesselholdt tager endvidere livtag med litteraturhistorien, når hun i “Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman” giver det 20. århundredes litteratur en på hattepulden: “han er resultatet af 2000 års skulderklap” (s. 27), skriver hun, og understreger således, at forfatteren oftest er en mand. Ifølge Hesselholdt er hans stil præget af stivhed, hvilket betyder, at der ikke er plads til indfald, ingen glidninger eller bratte spring, og alt sammen hænges det op på en spejlmetafor, som om spejlet er en sandhedsfigur: Historiske udsnit spejles i hinanden, karaktererne spejles i hinanden, indholdselementerne spejles i hinanden. Og den yndede tematik er identitet: Hesselholdt skriver i essayet, at hun aldrig har interesseret sig synderligt for, hvem hun er, men at hun i stedet har haft nok at gøre med at hænge som en sky over sig selv. Her refererer hun til sit arbejde som forfatter, der gør, at hun på sin vis ser sit liv udefra. Hun betragter livet og kommenterer det. Ligesom hun gør i denne tekstsamling, hvor hun kontinuerligt refererer til og reflekterer over sine omgivelser, sin graviditet, sin opfattelse af liv og død.

Første del af Christina Hesselholdts roman ”Camilla and the Horse” fra 2008 er delt i fem tekstfragmenter med hver deres overskrift. Den fjerde og femte del handler om Camilla og hendes mand Charles, som bliver kaldt the horse. I ”Camilla and the horse” er parret på stripbar, hvor Camilla en lang nat igennem flirter med en ung kvindelig bartender. Dagen efter tårner mængden af kvitteringer sig op som en påmindelse om, at parret har måttet købe sig til en nat med glimt af lykke.

27466176

På mange måder minder ”Camilla and the horse” om Hesselholdts roman ”Du, mit du”. Det er den samme insisterende liderlighed, der sættes i spil, den samme form for længsel. Og i begge tilfælde er det kvindens begær, der tematiseres, og som må spilles op mod andre mænd og kvinder end den udkårne for at blive forløst. Som en art bekræftelse af, at intimiteten mellem to mennesker aldrig kan blive stærk nok. Intens nok. Bare aldrig nok.

I det hele taget handler den første del af værket om behovet for forløsning. Alle karaktererne længes efter ‘den anden’, som mere er et abstrakt begreb end en person. Denne ‘anden’ har således ikke nogen vigtige karakteristika ud over, at han/hun skal være i stand til at forløse hovedkarakteren. På den måde forbliver karaktererne fortabte i deres egen længsel, i deres egne trængsler, som de ikke kan se sig ud af.

Værkets anden del består af tekststykket ”En festlighed”. En titel som hovedsageligt skal forstås ironisk. Festen er Amalies nonfirmation. Personerne, der optræder, er de samme som befolkede Hesselholdts sidste roman ”I familiens skød”, og verden – og ikke mindst familien – betragtes igennem skilsmissebarnet Amalies øjne. Det er barnet, der alt for tidligt er blevet voksent og ansvarligt, der bliver tematiseret. Barnet af forældre, som ikke kan tage ansvar for sig selv, og som derfor lægger et alt for stort ansvar over på barnets skuldre. Og farmorens næsten-død bliver blot en understregning af den utålelige stemning i familien, hvor ingen lever fuldt og helt, fordi de er så opfyldt af deres egen smerte, og desuden bliver den en understregning af Amalies udgrænsethed. Ikke engang hendes nonfirmationsfest handler om hende, men drejer sig derimod om de spil og iscenesættelser, der udfolder sig mellem hendes familiemedlemmer.

I 2014 udkom i øvrigt værket ”Lykkelige familier”, hvor romanen ”I familiens skød” er blevet parret med novellen ”En festlighed” uden yderligere tilføjelser.

I 2010 udkom den selvstændige efterfølger til “Camilla and the horse”, nemlig “Camilla – og resten af selskabet”. Tekstsamlingen følger de seks karakterer – og indledningsvist tre par – Camilla og Charles, Alma og Kristian, Alwilda og Edward. I bogens ni afsnit giver fortælleren skiftevis stemme til de fem af personerne, mens den sjette, Charles, er syg og må nøjes med at blive betragtet udefra.

28477031

Mest fantastisk, legende og ironiserende er andet afsnit, “Camillas GPS”. Her går fortællerstemmen på skift mellem de tre kvindelige karakterer og venner. Som titlen mere end antyder, handler afsnittet om at kunne orientere sig. Først skal Camilla finde rundt i Beograd, hvor hun skal holde forelæsninger, og hun må reddes af Alma, der kommer hende til undsætning i det fremmede som “Camillas GPS”.

Til gengæld har Alma svært ved at orientere sig i sit privatliv, hvor hun er kæreste med Kristian, har en elsker, men i virkeligheden elsker en tredje – bjergbestigeren, som hun mødte i “Camilla and the horse”. Og ironisk nok er Almas forlag grundlagt af en blind, og da hun skal læse op ved en messe i Beograd, er der ikke skaffet billetter. Og for at det ikke skal være løgn, så har hendes oversætter indføjet en ekstra person til Almas roman og kalder det for “postmodernisme”.

Et grundlæggende tema i “Camilla – og resten af selskabet” er længsel. Det er længslen efter at møde et andet menneske, som kan være bærer af ens tanker, drømme og lidenskaber. Også identitet tematiseres – igennem metaforen ‘at finde vej’; både konkret og abstrakt. Kan man finde sin identitet igennem en anden – en partner? Et barn? En mængde? Mændene i bogen har alle svært ved at manifestere sig i deres voksenliv. Kristian bliver kaldt “barnemand” af Alma, Edward sover i ske med sin hund og har et uafklaret forhold til sin afdøde mor, og så er der Charles, som ligger hjælpeløs og syg i sin seng på andet år. I stedet er det kvinderne, der er de potente og handlekraftige. Det er dem, der rejser ud i verden, som har affærer, og som forlader. Apropos forlader så er døden også et gennemgående tema. Ikke kun i form af Charles’ sengeliggen, men eksempelvis også når Camilla og Alma er i London i afsnittet “Husene og deres geni-selvmordersker” og opsøger Virginia Woolfs gamle kvarter, og stedet hvor hun døde. 

I 2012 udkom tredje værk om Camilla og vennerne med titlen “Selskabet gør op”. I ni afsnit følger værket de seks karakterer, som læserne kender fra de to første værker i serien.

29354278

Mest fyldig er Camillas monolog om hendes barn- og ungdom under overskriften “Patienterne eller Camillas og Almas tidlige år sammen”. Her fortæller Camilla ikke mindst om moren, der er psykiater, og som selv har adskillige psykiske sammenbrud. Moren skildres af både Camilla og Alma som en omsorgsfuld kvinde, der holder hjemmet åbent for sine patienter. Hun er en ægte 1970'er-kvinde – vred på mænd og med et særligt distanceret forhold til den traditionelle psykiatri.

Et centralt tema i “Selskabet gør op” er – som titlen antyder – opbrud. Ikke mindst for Camilla, som i værket sørger over tabet af sin mor, der er død af kræft, og som skifter Charles ud med en hest (der bliver kaldt Chicken Heart...) og en stor gæld. Døden og skilsmissen er omdrejningspunktet, og Camilla skriver endog, at hendes ægteskab er knyttet til Osama bin Laden-æraen. Således var de så forelskede 11. september 2001, at de først dagen efter opdagede angrebet på World Trade Center og “Kroppe i frit fald” fra tårnene, som det hedder. Selv forelskelsen er således flankeret af døden. Afslutningen markeres ligeledes af død – denne gang af Osama bin Ladens “sønderskudte ansigt”. Men også kærligheden og trangen til at finde en vej i livet tematiseres – kærligheden til den afdøde mor og Almas og Edwards nyvundne kærlighed.

Det næstsidste kapitel, hvor Camilla køber hesten, hedder “Fra hestens egen mund” og slutter med et mærkværdigt billede. Da Camilla trækker af med sin nyerhvervede hest, ser hun en “overklassehest”, der tramper af sted på et udendørs løbebånd, som om hesten går i “sin trædemølle, tramp tramp tramp.” Omend billedet forekommer absurd og dystert – hesten i en uendelig Sisyfos-rutine – oplever Camilla at være “ankommet til et fortættet sted der kunne komme til at betyde noget for mig, i et stykke tid.” Som om hun ved at hengive sig til livets træghed (som hesten) kan opnå en indre ro og fred med tilværelsen. Trægheden og rutinen bliver et billede på barndommens tryghed og faste rammer, hvilket understøttes af, at stedet hun befinder sig er Dyrehaven, “min ungdoms skov.”

Christina Hesselholdts “Agterudsejlet” fra 2014 består af 14 monologer, og igen er død, skilsmisse og ensomhed centrale temaer.

51068653

Camilla er i den første monolog flyttet ind i sin afdøde mors efterladte sommerhus ved kysten sammen med sin hest og hund. Hun øver sig på at lære at leve alene, mens hun forsøger at forholde sig til sine tab og til familiens traumer. Som da farmoren forsøgte at tage livet af sit første barn, eller da moren forsøgte selvmord.

Siden kaster Camilla sig hovedkulds ud i en forelskelse i en gift amerikaner, da hun er til litteraturfestival i New York med Alma, men uden at finde andet end kortvarig lindring for den ensomhed, der fylder hendes tilværelse ud. Hun føler sig slet og ret agterudsejlet. Men selvom det er det centrale tema i værket – at være ladt alene tilbage – så handler det hos Hesselholdt selvfølgelig også om ordet i sig selv, om skriften og refleksionen. Som det hedder på første side: “Agterudsejlet, Engelsk: marooned – o’erne som en skylle af vand over rælingen på skibet man nu kun aner i horisonten.”

Selvfølgelig ender romanen også ved ordet agterudsejlet. Da Camilla slår ordet ensomhed op i ordbogen, hedder det således: “det var den overvældende ensomhed i den agterudsejlede sømands liv som medførte hans vanvid”. Her knytter Hesselholdt ensomheden direkte sammen med Camilla samtidig med, at hun leger med sproget. På den måde understreger hun selve fundamentet for Camilla-bøgerne, der alle helt grundlæggende handler om at udforske den indre monolog, og hvordan mennesket lever med sin egen indre stemme. Nogle bliver skizofrene som Camillas farmor, andre maniske som Camillas mor, og andre igen må blot forsøge at forlige sig med det menneskelige vilkår: ensomheden, som dog kan lindres, når vi forbinder os med hinanden. Som når Camillas stemme blendes sammen med de øvrige karakterers i kapitlet “Brudstykker af selskabets snak, i haven”. I dette kapitel (og i øvrigt også i kapitlet “Et teselskab (omkring Charles som et fyrtårn i sengen)” i “Selskabet gør op ” får læseren et mikrokosmisk billede af, hvordan bøgerne er komponeret.