Christina Hesselholdt
Foto: Robin Skjoldborg

Christina Hesselholdt

Artikel type
voksne
cand.mag Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret 2017.
Top image group
Christina Hesselholdt
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Hesselholdt, Christina
Foto: Thomas Borberg

Indledning

Det ene øjeblik er skriften sart sansende og det næste forførende fanden i voldsk. Og lige så er det med karaktererne hos prosaisten Christina Hesselholdt. I ”Camilla – og resten af selskabet” bliver lidt vildfarelse i en fremmed by det ene øjeblik lignet med døden, det næste præsenteres Alwildas orgasmer som et dask med en fluesmækker. Senest har Hesselholdt udfoldet gadefotografen Vivian Maiers liv i romanen ”Vivian”.

Minimalisme i 1990'erne

 

52586100

Blå bog

Født: 19. december 1962 i København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1990. Cand.phil. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, 1993.

Debut: Køkkenet, gravkammeret & landskabet. Rosinante, 1991.

Litteraturpriser: Beatrice-prisen, 2007. Jytte Borberg Prisen, 2007. Kritikerprisen, 2010. DR Romanprisen, 2017.

Seneste udgivelse: Vivian. Rosinante, 2016. Roman.

Inspiration: Virginia Woolf, Sylvia Plath.

Hør et lydklip fra 'Camilla - og resten af selskabet'

 

Læs også børneportrættet

 

 

 

 

Baggrund

“”Jeg tænker (med fortrydelse) på det, der er blevet tilbage hos Kristian. Alt det, jeg ikke kunne tage med mig, da jeg gik; det, der ikke lod sig trække tilbage. Og som jeg ikke ønsker, han skal forvalte. Min livshistorie, for eksempel.”
”Camilla – og resten af selskabet”, s. 54.

Christina Hesselholdt blev født den 19. december 1962 i København og er vokset op i Jægersborg. Om sin barndom fortæller hun, at hun fik litteraturen ind med ske, og når hun beretter om sit første møde med Johannes V. Jensens digt “På Memphis Station”, som hun stødte på i sin gymnasietid, kan hun stadig genkalde sig den voldsomme følelse af, at hendes bryst var ved at sprænges. På det tidspunkt var hun 19-20 år gammel og særdeles optaget af livets endelighed.

I 1981 blev hun student fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte. Forfatterdrømmen eksisterede allerede på det tidspunkt, men alt, hvad hun skrev, fik hun retur. Hun beskriver det som en stærkt nedslående oplevelse, ikke mindst fordi hun samtidig måtte kæmpe for at få ordene ned på papiret: ”Sådan var det, da jeg var 20. Og til jeg fik udgivet den første bog. Det gik så langsomt, at det nærmest var en vittighed. Jeg måtte trække ordene ud af mig selv. Jeg skrev måske tyve sider om året.” (Carsten Andersen: Forfattere i forhør: I starten skrev hun 20 sider om året. Politiken, 2006-07-16).

Efter gymnasiet læste hun Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men undervejs tog hun et afstik forbi Forfatterskolen for at finde nogen at diskutere sine tekster med. Hun blev optaget på skolen i 1988, og her fik hun nogle gode spark fremad. I 1991 fik hun udgivet sin første roman ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, og to år senere blev hun færdig på universitetet og kunne nu kalde sig cand.phil. i Litteraturvidenskab.

I 1997 blev hun gift med skuespiller, forfatter og kunstner Claus Beck-Nielsen, men de er senere blevet skilt – en skilsmisse som Claus Beck-Nielsen for øvrigt har skrevet om i sit værk ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En selvbiografi” fra 2003.

Christina Hesselholdt var tidligere medredaktør på de litterære magasiner Den Blå Port og Banana Split. Siden 2002 har hun været lærer på Forfatterskolen.

Christina Hesselholdt har 15 værker på samvittigheden samt et svulmende børnebogs-forfatterskab bestående af 14 billedbøger. Dette portræt omhandler hendes bøger for voksne.

Køkkenet, gravkammeret & landskabet

”Barnet må selv gøre en indsats for at falde i søvn. Hun spørger, hvad barnet plejer at gøre. Jeg forsøger at forestille mig ingenting, siger barnet og lukker øjnene.”
”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, i ”Trilogien. Køkkenet, gravkammeret & landskabet, Det skjulte, Udsigten”, s. 35.

I 1991 debuterede Christina Hesselholdt med ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, som er første del af en trilogi.

Centralt for romanens handling er et hus, som ligger ved en flod. Her bor drengen Marlon med sin unavngivne far og moren Elizabeth, som dør allerede på romanens første sider. Tabet medfører et identitetstab hos såvel Marlon som faderen. Faderen kan slet ikke formå at se døden for sig, og derfor tilkalder han en fotograf, der kan afbillede og bevare: konen død i sengen med ham og barnet stivnet ved siden af. For at klare sig skærmer han sig fra verden ved at lukke alle vinduer hermetisk. Han lukker dog en ny kvinde ind i sit liv, Audrey, som gerne hjælper ham. Men faderen kan ikke overvinde sin sorg, og derfor får han en fotograf til at forevige sit spring i døden – fra stuevinduet hopper han på hovedet i floden med et reb besat af sten bundet om halsen, så han er sikker på at synke til bunds.

I modsætning til faderen formår Marlon at udfylde sorgen og tomheden med en form for poetisk logik, men derudover fremstår karaktererne sært flade: læseren får intet at vide om deres baggrunde og fortid, ligesom handlinger og reaktioner står uforklaret og uden, at de psykologiske motiver bliver beskrevet. På den vis bliver handlingen det determinerende og selve drivkraften både i romanen og for figurerne. Alligevel er man som læser ikke i tvivl om faderens dybe og uforløste sorg, der driver ham i døden, selvom den ikke skildres indefra, men blot via registreringer, som når han “skriver sine yndlingsnavne over håndklæderne: Elizabeth Elizabeth Marlon Marlon” (s. 42).

Bogen består af 40 allegorier med nærmest digterisk form, der tilsammen udgør en punktroman. Hvert tekststykke udgør en ultrakort scene, som et filmklip, og der er ingen forklarende mellemled mellem de enkelte scener. Overskrifterne er repetitive og nøgternt registrerende angivelser af, hvor vi befinder os i det hus, hvor historien udspiller sig, og tiden bliver sat i stå og klippet i småstykker i form af de enkelte scener.