Katrine Marie Guldager

Katrine Marie Guldager er vokset op i Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. Fra hun var tre til seks år, boede hun med sine forældre i Zambia, hvilket måske har vakt den interesse for Afrika, som indgår på forskellige måder i Guldagers forfatterskab – mest markant med titlen på hendes novellesamling ”Kilimanjaro”.

I løbet af teenageårene skrev hun digte, og i 1985 blev hun student fra Gentofte Statsskole. Derefter gik der nogle år, før hun genfandt interessen for litteraturen, for hendes far døde i en togulykke, da hun var 21 år. Trafikulykker finder man behandlet i rigt mål i Guldagers forfatterskab, f.eks. titlen på hendes gennembrudsværk ”Styrt”, som refererer til et cykelstyrt, eller novellen ”Sammenstødet” i novellesamlingen ”København”, som handler om en kvinde, der kører en anden kvinde ned.

I 1994 blev Guldager cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet. Studiet inspirerede hende til at skrive, da hun brugte det som metode til at lære litteraturanalyse. Samme år afsluttede hun Forfatterskolen.

I 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en stort anlagt krønike om en familie fra Køge. Den første bog i serien, ”Ulven”, lagde ud med at præsentere romankaraktererne i årene omkring Anden Verdenskrig, og de senere fem bind følger familien op gennem anden halvdel af det 20. Århundrede, til den slutter i 1988.

Efter at have skrevet fortællinger om fiktive karakterer i hele sit forfatterskab gik Katrine Marie Guldager i 2019 ombord i sin egen historie, der er præget af et kompliceret forhold til hendes nærmeste og ikke mindst af to pludselige dødsfald, da hun var ganske ung. Det blev til romanen ”Det samme og noget helt andet”, der udkom i 2021.

Dette portræt omhandler Katrine Marie Guldagers skønlitterære værker for voksne.

Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Dagene skifter hænder”, som rummer 35 digte, der hver især ikke fylder mere end en halv side. Gennemgående elementer i digtene er: Tid, natur, længsel, bevægelse og stilstand, hænder og (kærligheds-) relationer mellem et jeg og et du.

Den grafiske form er udpræget modernistisk med strofer, indryk og sætninger, der står og svæver. Digtsamlingen har elementer af sprudlende 80’er-lyrik, men den kan også ses som et opgør med denne tradition, idet den bevæger sig hen imod 90’ernes mere nøgterne og minimalistiske form.

Halvfemserformen finder for eksempel sit udtryk i digtenes titler, der ofte udgøres af helt konkrete ting som brødmaskine, vindmølle, net, kæde, elastik og kaffekop. Tingsligheden resulterer i, at nogle af digtene bliver hektiske og hårde, idet de søger forankring for deres forvildelse i konkrete genstande.

Man finder også nogle svævende kærlighedsdigte, der opløser selvet, og leder tanken hen på Henrik Nordbrandts forfatterskab.

Universet i ”Dagene skifter hænder” er kysten, grænselandet mellem hav, vand og land, og der hviler en næsten umærkelig melankoli over mange af digtene, – en melankoli der understøttes af den luftige form. ”Dagene skifter hænder” har dog to digte (”Vindmølle” og ”Morgenbrød”), der grafisk skiller sig ud, idet teksten står som en firkant uden indskud eller luft mellem linjerne og på den måde peger hen mod prosaen.