Dan Turèll

Dan Turèll blev født på Frederiksberg i 1946 som søn af elektriker Helmut Turèll-Jensen og hans hustru Inge. Familien flyttede siden til Gentofte. Dan var et begavet barn, der lærte sig selv at læse og skrive, inden han startede i 1. klasse. I den første halvdel af sin skoletid var barnet Dan glad for alle de nye verdener, der åbnede sig, men i teenageårene ramte skoletrætheden. Som han selv – med sædvanlig humor – beskriver det: ”Jeg var tvunget til at regne hjemmeregning, skrive stile, referere komplet indholdsløse genfortællinger og finde ud af hvor længe hvor mange mænd ville være om at grave en trekantet polygon i anden potens omregnet til czekisk valuta.” (Dan Turèll: ”Onkel Danny fortæller i timevis”, s. 14). I 1955 flyttede den efterhånden store familie – Dan var den ældste af en søskendeflok på fem – ind i et rækkehus i Vangede. Erindringerne fra barndoms- og ungdomsårene skulle senere resultere i bogen ”Vangede billeder”.

Efter realeksamen flyttede Dan Turèll hjemmefra og sammen med kæresten Kirsten Brandt, som han giftede sig med i 1965. Den unge Dan arbejdede som alt fra postbud, flyttemand og vinduespudser til kontormedarbejder og korrekturlæser. I 1966 debuterede Dan Turèll som forfatter med digtsamlingen ”Vibrationer” – en bog, som han dog senere selv slettede fra sit officielle forfatterskab. I stedet fremhævede han digtsamlingen ”40 ark” fra 1969 som sin egentlige indtræden i bogverdenen. Det var også i 1969, at det unge ægtepar flyttede til storbyen og blev del af et kollektiv på Frederiksberg. Samme år besluttede Dan Turèll sig for, at han ville leve af at være forfatter. Han skulle siden blive en af de mest produktive forfattere i dansk litteraturhistorie.

Sideløbende med sit virke som forfatter fik Dan Turèll sin egen klumme i dagbladet Politiken, hvor han gav den i rollen som den ”street wise” boheme, der tog temperaturen på storbyen. Dan Turèll blev skilt fra sin første kone i 1973. I 1975 mødte han skuespillerinden Inge Margrethe Svendsen, som siden skiftede navn til Chili Turèll. I 1979 fik de datteren Lotus Maria Turèll og giftede sig i 1982. Dan Turèll blev i sit voksenliv buddhist, ligesom han ved siden af sin forfattergerning fortsatte med at arbejde for flere aviser, var forsanger i rockgruppen Sølvstjernerne og indgik et samarbejde med komponisten Halfdan E om spoken word-pladen ”Pas på pengene!” (1991).

I en lang årrække kæmpede Dan Turèll med at holde sig oven vande økonomisk på grund af en stor skattegæld. Kunstnerlivet blev til fast og hårdt arbejde. Ifølge forfatterkollegaen Per Højholt arbejdede Dan Turèll altid meget og til tider næsten som besat, når han for eksempel besøgte Højholt og hans familie i Jylland: ”Jeg har aldrig set en mand arbejde så hårdt. Det var et fuldstændigt arbejdsraseri. Han sad inde på vores søn Terkels gamle værelse og skrev og skrev, i adskillige dage og nætter. Dan respekterede jo ikke døgnets tider. Han spiste på de underligste tidspunkter,” fortæller Per Højholt. (Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Fader, din søn. Information, 2003-11-21).

Dan Turèll døde af kræft i spiserøret som kun 47-årig. I 2006 fik en plads på Vesterbro navnet Onkel Dannys Plads opkaldt efter den folkekære forfatter, mens man i Vangede i 2007 indviede Dan Turèlls Plads som en hyldest til forfatteren. Offentlighedens billede af Dan Turèll som den excentriske boheme med de sortlakerede negle og den karakteristiske stemmeføring, som også var manden, der gav stemme til storbyens skæve eksistenser og fortalte anekdoter om hverdagens helte i Vangede, fik efter hans død tilføjet nogle flere nuancer. Det var alment kendt, at Turèll havde et massivt alkoholforbrug, men i hvilket omfang, det havde præget hans familie, kom først frem, da hans datter i tv-udsendelsen ”Lotus og den fulde sandhed” (2016) og i bogen ”Hemmeligheder for Pige” (2017) fortalte om en opvækst med svigt og utryghed på grund af farens misbrug af alkohol.   

Dan Turèll ligger begravet på Assistens Kirkegård i København. Hvert år på Dan Turèlls fødselsdag uddeles prisen Dan Turèll Medaljen til en forfatter eller et mediemenneske, der arbejder i Dan Turèlls ånd.

Dan Turéll kastede sig i 1981 over krimigenren med ”Mord i mørket”, som er den første af i alt 12 krimier, hvor omdrejningspunktet er en navnløs journalist på den fiktive avis Bladet, som involveres i en stribe kriminalsager. Den første krimi starter med en mystisk, natlig telefonsamtale. Næste dag står det klart, at en pensionist er blevet myrdet i sin lejlighed i Saxogade. Allerede dagen efter er endnu en beboer i opgangen død under mistænkelige omstændigheder og hurtigt herefter en tredje. Sammen med politimanden Ehlers bevæger journalisten sig ud i Vesterbros mørkeverden for at opklare mordene og finde underverdenens usynlige bagmænd. Især manden kaldet ”Den tynde” synes at være en af dem, der trækker i trådene fra det pæne Nordsjælland.  

50970450

Romanen er skrevet som en jeg-fortælling med indre synsvinkel, så man som læser kommer tæt på hovedpersonen, og i et talesprog, som bidrager til en realistisk skildring af miljøet. Krimierne har deres omdrejningspunkt i Vesterbro, men flere romaner foregår også i udlandet, som ”Mord på Malta” (1982) og ”Mord i San Francisco” (1990). Det er et kendetegn ved krimiserien, at en del ting fremstår usandsynlige. Der sker utrolig mange mord, og i seriens første bog kommer det for eksempel aldrig for en dag, hvem der står bag telefonopkaldet, som ellers er udgangspunktet for mordgåden. Det synes dog at være en pointe, at alle trådene ikke væves sammen til et sammenhængende plot. Turèll benytter sig af krimigenrens kendetegn, men det væsentligste synes ikke at være opklaringen af mordgåderne, men derimod at stille skarpt på en storby, hvor narkohandel, sexklinikker og tilrøgede bodegaer præger gadebilledet, og som befolkes af en broget skare af personer. Turèll skildrer byens mange udsatte skæbner, men tegner også et billede af en bydel med sin egen rummelighed og charme.

Helten i Turèlls krimier er ikke kun en whiskydrikkende, storrygende krimi-journalist med knas i privatlivet og et speget forhold til sin chef. Han er også en følsom sjæl med stor kærlighed til musik, som også spiller en rolle som stemningsskabende element og billede på hovedpersonens sindstilstand: ”Jeg var en fri mand (…) og frihed er – som en ret god sang, Me & Bobby McGee, for et par år siden sagde – bare et andet ord for ikke at have noget at tabe.” (s. 82).           

To af romanerne i serien blev i 1980’erne filmatiseret med Michael Falch og Ole Ernst i hovedrollerne.

Dan Turèll debuterede i 1966 med en digtsamling og skrev i løbet af 1960’erne og 1970’erne lyrik af både den formeksperimenterende type og den mere prosaorienterede slags. Mange af hans første udgivelser udkom på små forlag og blev kun trykt i små oplag. I midten af 1970’erne vendte Dan Turèll sig imidlertid mod en ny genre, da han med et kærligt, ironisk og nostalgisk tilbageblik på barndommens land i Vangede nord for København skrev den selvbiografiske roman ”Vangede billeder”. Bogen blev en stor succes og Dan Turèlls store gennembrud. Med sin sorte humor og sit præg af talesprog er det næsten som at høre Dan Turèlls stemme for sit indre øre, når man læser bogen. ”Vangede billeder” indeholder også en skildring af de store klasseskel, som kendetegnede den nordsjællandske kommune. Med sine anekdoter om helt almindelige mennesker på den forkerte side af skellet er bogen også, som det hedder i en anmeldelse, ”røverhistorier fra den skumle ende af Gentofte” (Marie Hauge Lykkegaard: Røverhistorier fra den skumle ende af Gentofte – Dan Turèll Vangede billeder. Litteraturnu.dk, 2016-02-23). Bogen skildrer med stor solidaritet menneskeskæbner i 1950’ernes Vangede, men indeholder også en politisk pointe om ulige livsvilkår.

På trods af succesen med ”Vangede billeder” slap Dan Turèll ikke lyriksporet, hvilket bl.a. resulterede i digtsamlingen ”Karma Cowboy” i 1974 og de tre bøger ”Drive-in Digte” (1976), ”3-D Digte” (1977) og ”Storby-Blues” (1977), som siden blev udgivet samlet i ”Storby-trilogien”. I de tre digtsamlinger er et af de bærende elementer stemningsbilleder af storbyen og skildringer af kærligheden. Samlingen består af lange fortællende digte skrevet i et hverdagssprog, men indeholder også billedsprog og ironisk humor.

Skildringer af storbyen er også et vigtigt omdrejningspunkt i de krimier, som Dan Turèll skrev fra 1981 til 1990. Krimiserien, der startede med ”Mord i mørket”, tager udgangspunkt i den bydel, der på daværende tidspunkt var den mindst polerede i den danske hovedstad, Vesterbro. Flere af kriminalromanerne i serien foregår dog også i udlandet. ”Mord-serien” indeholder alle krimigenrens træk, men plottet er ikke det vigtigste. Det er derimod miljøskildringen, portrættet af den gennemgående hovedperson og beskrivelsen af storbyens mange skæbner.   

Dan Turèll var avantgardistisk, eksperimenterede og intellektuel, men på samme tid en folkelig forfatter og performer med blik for alle slags eksistenser i samfundet og med en evne til at benytte sig af definerede genrer, men med et nyt tvist. Der er også få, der som Dan Turèll har gjort skellene mellem høj- og lavkultur så behageligt lave og ligegyldige. Turèll elskede at snakke om, at han havde gået i livets universitet og ikke på det sted for højere viden, hvor æggehoveder har deres gang. Umiddelbart er det meste af hans forfatterskab let at gå til, men det er samtidig præget af en stor viden fra nær og fjern, Øst og Vest.

I 1990’erne fik et nyt publikum øjnene op for Turèlls lyrik, da forfatteren indgik et samarbejde med musiker og komponist Halfdan E, som resulterede i spoken word-pladen ”Pas på Pengene!”, hvor man bl.a. finder hittet ”En hyldest til hverdagen”. Efter Turèlls død har Halfdan E udgivet yderligere to plader med musik og digte, oplæst af Dan Turèll. De to plader har titlerne ”Glad i åbningstiden” (1996) og ”Telefon fra afdøde” (2019). Halfdan E fremhæver i et interview, at det er en styrke ved pladerne, at de ikke har lagt sig op ad den tidstypiske lyd. ”Når de bliver ved med at være sjove, er det netop fordi, de fisker i fortiden. Der er en enorm romantik, både i Dans forfatterskab og min musik. Vi har begge let til tårer. Tag en tekst som ”Sidste tur gennem byen”. Folk tror, den er skrevet på hans dødsleje, men det er en tekst fra 70’erne,” fortæller Halfdan E. (David Jacobsen Turner: Når de døde ringer, må man svare. Weekendavisen, 2019-11-13).

Dan Turèll står som en særegen skikkelse i dansk litteraturhistorie – manden med den skaldede isse og skarpe pen, som udviklede sig fra at være en syret avantgardedigter til en mere folkelig forfatter, som holdt af dagligdagens eksistenser. Dan Turèll var en ener med sans for selviscenesættelse og med udgivelser, som både placerer ham i den smalle eksperimentelle lyrik og de mere folkelige og bredere appellerende krimier og stemningsbilleder fra barndommens land. Især i begyndelsen af sit forfatterskab inkorporerer Dan Turèll ikke blot referencer til filmens, billedkunstens og musikkens verden i sine tekster, men også mange henvisninger til andre forfattere og fiktive, litterære figurer – som her i et digt fra ”Drive-in-Digte”, hvor det er detektiver fra kriminallitteraturen, der refereres til: ”Åh, jeg tror såmænd også jeg kunne leve/ som Ellery Queen (…)/ eller som dr. Gideon Fell/ C. Auguste Dupin/ Sam Spade eller Philip Marlowe/ åh, jeg kunne såmænd lære at strikke/ og blive Miss Marples nevø og efterfølger”. (”Storby-trilogien”, s. 113).

Ligesom en forfatter som Tove Ditlevsen tager en stor del af Dan Turèlls litteratur udgangspunkt i Vesterbro i København, som i datiden var en bydel befolket af både kunstnere og ludere, lommetyve og bodegaejere. Stemningsbilleder fra storbyen har også optaget flere senere danske digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, som i deres udgivelser fra 1980’erne også skildrer byens rum og puls. Søren Ulrik Thomsens debutdigtsamling ”Cityslang” (1981) blev også omskabt til en plade med musik af Lars H.U.G. i 1983 – ligesom mange af Dan Turèlls digte blev kendt af et bredere publikum med de tre plader af Halfdan E, som tager udgangspunkt i Turèll-digte.

Den danske forfatter Peter Laugesens lyrik har noget af det samme anarkistiske og fandenivoldske præg, som man finder i Dan Turèlls digte. Både hos Turèll og Laugesen er en særlig tanke- og talestrøm ligeledes et kendetegn. De to forfattere var også gode venner og skrev i 1973 bogen ”Dobbeltskrift” sammen.

Da Dan Turèll i 1980’erne kastede sig over kriminallitteraturen, var det ikke mindst med inspiration fra den amerikanske forfatter Raymond Chandler, der har skrevet både digte og noveller, men især er kendt for sine syv krimier om privatdetektiven Philip Marlowe, som han skrev i perioden 1939-58. Chandlers krimiserie betegnes ofte som den hårdkogte krimistil, der indfanger storbyens kynisme, råhed og moralske fordærv. Ligesom Chandler benytter Dan Turèll sig af et talesprog i sine krimier, der medvirker til bøgernes faktuelle realisme. Hos Turèll er der dog også en del usandsynlige hændelser, men det synes at være helt med vilje hos en forfatter, som især var optaget af at skildre de skæve eksistenser i storbyens skyggesider og en hærget men romantisk hovedperson.

En forfatter som Jesper Stein kan siges at ligge i forlængelse af traditionen fra Dan Turèll. I Steins krimiserie på seks romaner om politimanden Axel Steen, der startede med ”Uro” i 2012, er hovedpersonen også en slags antihelt, som har sit at slås med, både professionelt og privat. I Jesper Steins krimiserie tager forbrydelserne også hovedpersonen rundt i den danske hovedstads forskellige miljøer. Mens det hos Turèll var med udgangspunkt i Vesterbro, er det hos Stein Nørrebro, der er i centrum af historierne.