Dan Turell
Foto: Jette Ladegaard / Scanpix

Dan Turèll

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen. November, 2022.
Top image group
Dan Turell
Foto: Jette Ladegaard / Scanpix

Karismatisk selviscenesættelse og et særligt blik for sprog og humor gjorde Dan Turèll til en af sin tids mest kendte danske forfattere. Han startede som smal formeksperimenterende lyriker, men blev siden hele Danmarks Onkel Danny, der ”mest af alt holdt af hverdagen”, og som med ”Vangede billeder” skildrede sit barndomsland. Han føjede siden krimiforfatter til sit cv, da han fra 1981 og frem skrev 12 krimier inspireret af den hårdkogte amerikanske krimi – men med særligt fokus på Vesterbro i København.  

 

47346088

 

Blå bog

Født: 19. marts 1946 på Frederiksberg.

Død: 15. oktober 1993 i København.

Uddannelse: Realeksamen fra Munkegårdsskolen i Gentofte, 1963.

Debut: Vibrationer. Studio, 1966.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds 3-årige legat, 1972. Statens Kunstfonds engangsydelse, 1976. Johannes Ewalds Legat, 1983. De Gyldne Håndjern, 1983. Det danske Kriminalakademis diplom, 1991.

Seneste udgivelse: Om musik. Gyldendal, 2019.

Inspiration: T.S. Eliot, Edgar Allan Poe, William S. Burroughs, Raymond Chandler, Lou Reed.

 

Videoklip
Dan Turèll: For meget, mand (Det er ikke let). Fra Lørdagshjørnet, 1979.

Artikel type
voksne

Baggrund

Dan Turèll blev født på Frederiksberg i 1946 som søn af elektriker Helmut Turèll-Jensen og hans hustru Inge. Familien flyttede siden til Gentofte. Dan var et begavet barn, der lærte sig selv at læse og skrive, inden han startede i 1. klasse. I den første halvdel af sin skoletid var barnet Dan glad for alle de nye verdener, der åbnede sig, men i teenageårene ramte skoletrætheden. Som han selv – med sædvanlig humor – beskriver det: ”Jeg var tvunget til at regne hjemmeregning, skrive stile, referere komplet indholdsløse genfortællinger og finde ud af hvor længe hvor mange mænd ville være om at grave en trekantet polygon i anden potens omregnet til czekisk valuta.” (Dan Turèll: ”Onkel Danny fortæller i timevis”, s. 14). I 1955 flyttede den efterhånden store familie – Dan var den ældste af en søskendeflok på fem – ind i et rækkehus i Vangede. Erindringerne fra barndoms- og ungdomsårene skulle senere resultere i bogen ”Vangede billeder”.

Efter realeksamen flyttede Dan Turèll hjemmefra og sammen med kæresten Kirsten Brandt, som han giftede sig med i 1965. Den unge Dan arbejdede som alt fra postbud, flyttemand og vinduespudser til kontormedarbejder og korrekturlæser. I 1966 debuterede Dan Turèll som forfatter med digtsamlingen ”Vibrationer” – en bog, som han dog senere selv slettede fra sit officielle forfatterskab. I stedet fremhævede han digtsamlingen ”40 ark” fra 1969 som sin egentlige indtræden i bogverdenen. Det var også i 1969, at det unge ægtepar flyttede til storbyen og blev del af et kollektiv på Frederiksberg. Samme år besluttede Dan Turèll sig for, at han ville leve af at være forfatter. Han skulle siden blive en af de mest produktive forfattere i dansk litteraturhistorie.

Sideløbende med sit virke som forfatter fik Dan Turèll sin egen klumme i dagbladet Politiken, hvor han gav den i rollen som den ”street wise” boheme, der tog temperaturen på storbyen. Dan Turèll blev skilt fra sin første kone i 1973. I 1975 mødte han skuespillerinden Inge Margrethe Svendsen, som siden skiftede navn til Chili Turèll. I 1979 fik de datteren Lotus Maria Turèll og giftede sig i 1982. Dan Turèll blev i sit voksenliv buddhist, ligesom han ved siden af sin forfattergerning fortsatte med at arbejde for flere aviser, var forsanger i rockgruppen Sølvstjernerne og indgik et samarbejde med komponisten Halfdan E om spoken word-pladen ”Pas på pengene!” (1991).

I en lang årrække kæmpede Dan Turèll med at holde sig oven vande økonomisk på grund af en stor skattegæld. Kunstnerlivet blev til fast og hårdt arbejde. Ifølge forfatterkollegaen Per Højholt arbejdede Dan Turèll altid meget og til tider næsten som besat, når han for eksempel besøgte Højholt og hans familie i Jylland: ”Jeg har aldrig set en mand arbejde så hårdt. Det var et fuldstændigt arbejdsraseri. Han sad inde på vores søn Terkels gamle værelse og skrev og skrev, i adskillige dage og nætter. Dan respekterede jo ikke døgnets tider. Han spiste på de underligste tidspunkter,” fortæller Per Højholt. (Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Fader, din søn. Information, 2003-11-21).

Dan Turèll døde af kræft i spiserøret som kun 47-årig. I 2006 fik en plads på Vesterbro navnet Onkel Dannys Plads opkaldt efter den folkekære forfatter, mens man i Vangede i 2007 indviede Dan Turèlls Plads som en hyldest til forfatteren. Offentlighedens billede af Dan Turèll som den excentriske boheme med de sortlakerede negle og den karakteristiske stemmeføring, som også var manden, der gav stemme til storbyens skæve eksistenser og fortalte anekdoter om hverdagens helte i Vangede, fik efter hans død tilføjet nogle flere nuancer. Det var alment kendt, at Turèll havde et massivt alkoholforbrug, men i hvilket omfang, det havde præget hans familie, kom først frem, da hans datter i tv-udsendelsen ”Lotus og den fulde sandhed” (2016) og i bogen ”Hemmeligheder for Pige” (2017) fortalte om en opvækst med svigt og utryghed på grund af farens misbrug af alkohol.   

Dan Turèll ligger begravet på Assistens Kirkegård i København. Hvert år på Dan Turèlls fødselsdag uddeles prisen Dan Turèll Medaljen til en forfatter eller et mediemenneske, der arbejder i Dan Turèlls ånd.

Vangede billeder

”Og nede i Menighedshuset dér sagde de om den nye præst, at han snakkede og snakkede, og så gik han – mens den gamle præst, han var altid blevet og havde hjulpet med at vaske op bagefter. Og han havde aldrig talt så meget at man fik ondt i ho’det af det…”
”Vangede billeder”, s. 128.

Dan Turèll var i midten af 1970’erne et navn, litteraturinteresserede lagde mærke til på den danske digterscene, men det var først med prosabogen om barndommens land, ”Vangede billeder”, at han i 1975 fik sit folkelige gennembrud. Den selvbiografiske roman består af 24 små afsnit, som skildrer familien og vennerne, præsten, lægen og byens handlende, som alle præger jegets opvækst i den mindrebemidlede del af Gentofte. Imellem de kærlige, skæve og ironiske små historier, som bogen fremmaler, er der indsat grynede fotografier, som bidrager til skildringen af området og dets beboere.

22500600

Romanen er skrevet i et talesprog, så man næsten kan fornemme Turèlls velkendte stemme læse teksten op. En stor del af bogens sætninger begynder med Og – og efterfølges af lange opremsende sætninger, hvilket understreger den ivrige fortælleglæde, som præger bogens anekdotiske kapitler.

Turèll satte med sin bog Vangede på Danmarkskortet og præsenterede samtidig et tidsbillede af Danmark i 1950’erne. Bogen skildrer også med humor, knivskarpe kommentarer og sans for detaljerne de både mentale og fysiske skel i den københavnske omegnskommune. Vangede-børnene ”var dem, de andre ikke måtte lege med”, og området var præget af, at mange – selv præsten – bandede og drak for meget. Man kunne groft sagt bo på den rigtige eller forkerte side af Lyngbyvejen: ”Vores side, Vangede-siden, var selvfølgelig The Wild Side, siden med lossepladsen, husvilde-barakkerne, børnehjemmene og idiotanstalten.” (s. 24). Turèll skildrer med stor solidaritet det brogede persongalleri, men også oplevelsen af sammenhold: ”Derude hvor jeg kommer fra/ der er det ikke meget man har/ men dog en viden som er nok/ Man er en stamme/ Et folk/ En flok” (s. 192). Romanen indeholder også en vis melankoli i sin refleksion over alt det, der forandrer sig og aldrig vil blive det samme igen.           

I 2015 – 40 år efter bogens udgivelse – udgav Gyldendal en jubilæumsudgave af ”Vangede billeder” med skrivemaskineskrift og det originale omslag fra førsteudgaven.