Albert Camus

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2006.
Main image
Camus, Albert
Foto: Tage Christensen

Albert Camus var legebarnet og livsnyderen fra Nordafrika, som endte med at blive folkehelt. Hans forfatterskab sætter eksistentialismen og humanismen op mod absurditeten, ondskaben og angsten i klassikere som “Den fremmede”, “Pesten” og “Faldet”. Det er tunge temaer, som bliver forvandlet til fængslende fortællinger. En stor læserskare, en nobelpris og en mystisk død er med til at fuldende billedet af en myte i moderne litteratur.

29618593

 

Blå bog 

  • Født: Den 7. november 1913 nær Mondovi i Algeriet.
  • Død: Den 4. januar 1960 i Sydfrankrig.
  • Uddannelse: 1930-33 studier i filosofi ved universitetet i Algeriet.
  • Debut: L’Etranger, 1942 (“Den fremmede”, 2003).
  • Priser: Nobelprisen i litteratur (1957).
  • Seneste udgivelse: Le premier homme, 1994 (Det første menneske). Gyldendal, 1995.

Baggrund

“Ude på det dybe lagde vi os til at flyde med ansigterne mod himlen, og solen fjernede de sidste slør af vand, som løb ned i munden på mig. (…) Jeg lagde mig bag hende og holdt hende om livet, og hun brugte armene til at komme frem, mens jeg hjalp til med fødderne. Den stille lyd af plaskende vand fulgte os i formiddagslyset, indtil jeg følte mig træt. Så svømmede jeg væk fra Marie og nåede ind med regelmæssige svømmetag og dybe åndedrag. ( ... ) Lidt efter kom Marie. Jeg vendte mig om og så hende nærme sig. Hendes hud var helt fedtet af saltvand, og hun holdt håret op. Hun lagde sig tæt op ad mig, og i varmen fra hendes krop og solen døsede jeg lidt.”
“Den fremmede”, s. 61-62.

Albert Camus blev født den 7. november 1913 i landsbyen Mondovi i Algeriet, som på det tidspunkt var en fransk koloni. Rammerne om Camus’ barn- og ungdom var modsætningsfulde. Han voksede op i materiel fattigdom og fysisk og sanselig rigdom. Han var ud af en arbejderfamilie; faren blev dræbt under Første Verdenskrig, og de boede nu fem personer – farmor, mor, farbror, Camus og Camus’ ældre bror – i en lille lejlighed i Algeriets hovedstad Algier. Albert var ikke ubekendt med at gå sulten i seng, til gengæld havde han en livlig fantasi, en modtagelig sjæl og en høj intelligens, som var nem at stimulere.

Camus badede i Middelhavet, legede under den nordafrikanske sol og lod sig bombardere af indtryk fra storbyen og naturen omkring den. Han var orienteret mod legen, spillet og konkurrencen, og føjede ad åre kærligheden, erotikken og den umiddelbare sanselige nydelse af livet og naturen til paletten. Essayet “Noces” fra 1939. (“Brudenætter” i “Ungdommens land og sommer” fra 1972) er et fremragende udtryk herfor.

En stor del af hans forfatterskab handler om det absurde i mange af samfundets konstruktioner og institutioner. Hans egne forsøg på at binde an med dem, var heller ikke uden tilbageslag. I 1930 begyndte han på universitetet i Algier, hvor han blev særligt glad for faget filosofi. Alt pegede da også på, at han ville få en ambition om en karriere samme sted opfyldt. Men nogle måneder senere fik han konstateret tuberkulose, en sygdom som forfulgte ham livet igennem. Selv om han fuldførte sine studier i løbet af de næste år, fik han ikke lov til at gå op til embedseksamen på grund af sit dårlige helbred.

I 1933, samme år som hans karriereplaner knækkede, blev han gift med en morfinist og medlem af det kommunistiske parti i Algeriet. Året efter blev han skilt og smidt ud af det kommunistiske parti for en proarabisk holdning, som man blandt andet vil finde uddybet i optryk af hans artikler og dagbøger “Carnets I, II og III” fra 1962 (uddrag på dansk findes i “Dagbøger” fra 1992). Først herefter begyndte skribent- og forfattervirksomheden at tage fart. I 1935 fik han en stilling som reporter på den nystartede avis Alger républicain. I 1937 udgav han sin første bog, en lille essaysamling under titlen “L’envers et ‘endroit” (“Ret og vrang”, 1971) med mere eller mindre biografiske optegnelser fra hans barn- og ungdom. I 1940 arbejdede han for en kort bemærkning på bladet France Soir i Paris.

Albert Camus døde i en bilulykke i Sydfrankrig i 1960 kun 46 år gammel. Ulykken har siden været omgærdet med en vis mystik, ikke mindst fordi den skete ved højlys dag på en lige vej, hvor bilen ramte ind i et træ. Føreren af bilen var vennen og forlæggeren Michel Gallimard, der døde af sine kvæstelser et par dage efter ulykken. Trekantsdrama lød en af spekulationerne. På bagsædet af bilen sad nemlig Jeanine Gallimard – Michels kone og Camus' tidligere elskerinde – samt hendes datter. Den danske forfatter Thorkild Hansen forsøgte at afdække begivenhederne i essayet “Camus' død”, der blev udgivet i 1989.

Mord og justitsmord

Camus debuterede som forfatter med en af verdenslitteraturens største små romaner, den godt 140 sider korte “L’etranger” fra 1942 (“Den fremmede”, 2003). I den første del af historien følger vi kontormanden Mersault, hovedperson og fortæller, fra han får besked om sin mors død – og her leverer Camus en af de mest berømte indledninger på en roman overhovedet: “I dag døde mor” – til han møder pigen Marie og under indflydelse af en stikkende sol skyder en araber på en strand i en næsten lige så berømt scene.

24005321

I bogens anden del følger vi samme handling blot fortalt i en retssal, hvor Mersault nu sidder anklaget for mord. Retssagen ender med, at Mersault – uden videre overensstemmelse med den på det tidspunkt gældende retspraksis i Algeriet, hvor mordet på en araber ikke blev regnet for den store forbrydelse – bliver dømt til døden. Dommeren lægger vægt på en række vidner, som alle kan fortælle, hvordan Mersault stak af mod omgivelserne i forskellige følelsesladede situationer: Han græd for eksempel ikke ved sin mors begravelse, og for dommeren gør det Mersault til et uhyre.