camus
Photo c. 1959
Foto: Scanpix

Albert Camus

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2006.
Top image group
camus
Photo c. 1959
Foto: Scanpix
Main image
Camus, Albert
Foto: Tage Christensen

Indledning

Albert Camus var legebarnet og livsnyderen fra Nordafrika, som endte med at blive folkehelt. Hans forfatterskab sætter eksistentialismen og humanismen op mod absurditeten, ondskaben og angsten i klassikere som “Den fremmede”, “Pesten” og “Faldet”. Det er tunge temaer, som bliver forvandlet til fængslende fortællinger. En stor læserskare, en nobelpris og en mystisk død er med til at fuldende billedet af en myte i moderne litteratur.

 

 

29618593

 

 

Blå bog 

  • Født: Den 7. november 1913 nær Mondovi i Algeriet.
  • Død: Den 4. januar 1960 i Sydfrankrig.
  • Uddannelse: 1930-33 studier i filosofi ved universitetet i Algeriet.
  • Debut: L’Etranger, 1942 (“Den fremmede”, 2003).
  • Priser: Nobelprisen i litteratur (1957).
  • Seneste udgivelse: Le premier homme, 1994 (Det første menneske). Gyldendal, 1995.
Artikel type
voksne

Baggrund

“Ude på det dybe lagde vi os til at flyde med ansigterne mod himlen, og solen fjernede de sidste slør af vand, som løb ned i munden på mig. (…) Jeg lagde mig bag hende og holdt hende om livet, og hun brugte armene til at komme frem, mens jeg hjalp til med fødderne. Den stille lyd af plaskende vand fulgte os i formiddagslyset, indtil jeg følte mig træt. Så svømmede jeg væk fra Marie og nåede ind med regelmæssige svømmetag og dybe åndedrag. ( ... ) Lidt efter kom Marie. Jeg vendte mig om og så hende nærme sig. Hendes hud var helt fedtet af saltvand, og hun holdt håret op. Hun lagde sig tæt op ad mig, og i varmen fra hendes krop og solen døsede jeg lidt.”
“Den fremmede”, s. 61-62.

Albert Camus blev født den 7. november 1913 i landsbyen Mondovi i Algeriet, som på det tidspunkt var en fransk koloni. Rammerne om Camus’ barn- og ungdom var modsætningsfulde. Han voksede op i materiel fattigdom og fysisk og sanselig rigdom. Han var ud af en arbejderfamilie; faren blev dræbt under Første Verdenskrig, og de boede nu fem personer – farmor, mor, farbror, Camus og Camus’ ældre bror – i en lille lejlighed i Algeriets hovedstad Algier. Albert var ikke ubekendt med at gå sulten i seng, til gengæld havde han en livlig fantasi, en modtagelig sjæl og en høj intelligens, som var nem at stimulere.

Camus badede i Middelhavet, legede under den nordafrikanske sol og lod sig bombardere af indtryk fra storbyen og naturen omkring den. Han var orienteret mod legen, spillet og konkurrencen, og føjede ad åre kærligheden, erotikken og den umiddelbare sanselige nydelse af livet og naturen til paletten. Essayet “Noces” fra 1939. (“Brudenætter” i “Ungdommens land og sommer” fra 1972) er et fremragende udtryk herfor.

En stor del af hans forfatterskab handler om det absurde i mange af samfundets konstruktioner og institutioner. Hans egne forsøg på at binde an med dem, var heller ikke uden tilbageslag. I 1930 begyndte han på universitetet i Algier, hvor han blev særligt glad for faget filosofi. Alt pegede da også på, at han ville få en ambition om en karriere samme sted opfyldt. Men nogle måneder senere fik han konstateret tuberkulose, en sygdom som forfulgte ham livet igennem. Selv om han fuldførte sine studier i løbet af de næste år, fik han ikke lov til at gå op til embedseksamen på grund af sit dårlige helbred.

I 1933, samme år som hans karriereplaner knækkede, blev han gift med en morfinist og medlem af det kommunistiske parti i Algeriet. Året efter blev han skilt og smidt ud af det kommunistiske parti for en proarabisk holdning, som man blandt andet vil finde uddybet i optryk af hans artikler og dagbøger “Carnets I, II og III” fra 1962 (uddrag på dansk findes i “Dagbøger” fra 1992). Først herefter begyndte skribent- og forfattervirksomheden at tage fart. I 1935 fik han en stilling som reporter på den nystartede avis Alger républicain. I 1937 udgav han sin første bog, en lille essaysamling under titlen “L’envers et ‘endroit” (“Ret og vrang”, 1971) med mere eller mindre biografiske optegnelser fra hans barn- og ungdom. I 1940 arbejdede han for en kort bemærkning på bladet France Soir i Paris.

Albert Camus døde i en bilulykke i Sydfrankrig i 1960 kun 46 år gammel. Ulykken har siden været omgærdet med en vis mystik, ikke mindst fordi den skete ved højlys dag på en lige vej, hvor bilen ramte ind i et træ. Føreren af bilen var vennen og forlæggeren Michel Gallimard, der døde af sine kvæstelser et par dage efter ulykken. Trekantsdrama lød en af spekulationerne. På bagsædet af bilen sad nemlig Jeanine Gallimard – Michels kone og Camus' tidligere elskerinde – samt hendes datter. Den danske forfatter Thorkild Hansen forsøgte at afdække begivenhederne i essayet “Camus' død”, der blev udgivet i 1989.

Mord og justitsmord

Camus debuterede som forfatter med en af verdenslitteraturens største små romaner, den godt 140 sider korte “L’etranger” fra 1942 (“Den fremmede”, 2003). I den første del af historien følger vi kontormanden Mersault, hovedperson og fortæller, fra han får besked om sin mors død – og her leverer Camus en af de mest berømte indledninger på en roman overhovedet: “I dag døde mor” – til han møder pigen Marie og under indflydelse af en stikkende sol skyder en araber på en strand i en næsten lige så berømt scene.

24005321

I bogens anden del følger vi samme handling blot fortalt i en retssal, hvor Mersault nu sidder anklaget for mord. Retssagen ender med, at Mersault – uden videre overensstemmelse med den på det tidspunkt gældende retspraksis i Algeriet, hvor mordet på en araber ikke blev regnet for den store forbrydelse – bliver dømt til døden. Dommeren lægger vægt på en række vidner, som alle kan fortælle, hvordan Mersault stak af mod omgivelserne i forskellige følelsesladede situationer: Han græd for eksempel ikke ved sin mors begravelse, og for dommeren gør det Mersault til et uhyre.

Sartres fremmedgørelse

“Øjnene kunne intet se bag dette tæppe af tårer og salt. Jeg følte ikke længere andet end solens metalskive mod min pande og, uklart, det blændende skær fra kniven, der stadig var over for mig. (…) Hele min krop spændtes, og jeg greb krampagtigt om revolveren. Hanen gav efter, jeg rørte ved det blanke runde skæfte, og det var da midt i den på én gang tørre og øredøvende lyd, at det hele begyndte (…) Jeg forstod at jeg havde ødelagt dagens ligevægt, den usædvanlige stilhed på en strand, hvor jeg havde været lykkelig. Og jeg skød endnu fire gange på en ubevægelig krop som kuglerne trængte ind i, uden at man kunne se det.”
Albert Camus: “Den fremmede”, s. 70-71

Hovedpersonen står i et stumt modsætningsforhold til de institutioner, som præger kulturen i fransk Nordafrika akkurat som i den vestlige verden. Hvis han har forstået dem engang, gør han det ikke længere. Han lever uden nogen umiddelbar mening i en hverdag, som giver ham mad, varme og sex i et nødvendigt omfang. Og han forstår ikke den mening, resten af samfundet lever efter. Derfor kan han ikke honorere de krav, som en begravelse eller – med et andet eksempel – et parforhold stiller: “Om aftenen kom Marie for at hente mig og spurgte om jeg ville gifte mig med hende. Jeg sagde at det ikke var så vigtigt, men at vi godt kunne gifte os, hvis hun gerne ville have det. Så ville hun vide om jeg elskede hende. Jeg svarede som jeg allerede havde gjort en gang før, at det ikke betød noget, men at jeg vistnok ikke elskede hende.” (s. 51)

De korte knappe sætninger og tørre registreringer, illustreret ved den berømte indledning, udtrykker Mersaults ‘fremmedgørelse’. Hvis man betænker, hvor mange millioner måder, Camus ellers kunne have udlagt den på, og hvor mange måder fremmedgørelsen var blevet udlagt på i europæisk litteratur (Franz Kafka, Hermann Hesse, Robert Musil, Godot med mange flere), som havde kredset uafladeligt om den de foregående tiår under indtryk af de samme rørelser i samfundet som Camus – så virker det temmeligt genialt og nybrydende. Og modtagelsen af romanen blev da også derefter. Alle som havde et navn og brugte det – franske intellektuelle som Malraux, Paulhan, Blanchot, m.fl. – var begejstrede.

Smagsdommeren over dem alle, forfatteren og filosoffen Jean-Paul Sartre, for i blækhuset og skrev et tyve sider langt essay, “Explication de L’etranger” om romanen. Mere end tres år senere virker “Den fremmede” stadig, som om den var skrevet i går. Den er en af de få romaner, som er blevet kaldt tidløs, der også er det. Og som bliver ved med at komme i nye udgaver og oplag for at møde efterspørgslen fra et nyt publikum.

Erkendelsen af tilværelsens absurditet

Mens Mersault i “Den fremmede” venter på sin henrettelse, erkender han tilværelsens absurditet – eller meningsløshed – som bliver det stærke eksistentialistiske afsæt for Camus’ forfatterskab. Erkendelsen hjælper Mersault til at acceptere, hvem han er – den fremmede – og påtage sig sin skæbne. På den måde opnår han fred. Indsigten fører til forsoning med skæbnen. Det er Camus’ eksistentialistiske pointe – en pointe han gentager omtrent samtidig i tre andre værker, essayet “Le mythe de Sisyphe” fra 1942 (“Sisyfos-myten”, 1973) og teaterstykkerne “Caligula” fra 1944 (“Caligula”, 1957) og “Le Malentendu” fra 1944.

29961034

Camus forsøger i forfatterskabets første år at give nogle svar på meningsløsheden:
For det første skal man gøre sig sine livsbetingelser klart og ikke flygte ind i andre forestillinger.
For det andet er mennesket altid uskyldigt og kan ikke dømmes, da alt i virkeligheden er dømt til undergang.
For det tredje skal vi huske passionen – når vi kun har den afmålte tid at leve i, må vi til gengæld leve så meget som muligt her og nu og ikke leve for fremtiden.

Mødet med det onde

Er “L’etranger” gennembrudet hos kritikerne, er “La Peste” fra 1947 (“Pesten”, 1976) Camus' folkelige gennembrud. Tre millioner franskmænd har indtil videre købt og læst den komplekse lille allegori. Titelsygdommen fremstår som en generel metafor for det onde og læses i kraft af den periode, romanen udkommer i, som et billede på nazismen.

I romanen følger man udviklingen i en lille by, Oran i Algeriet, fra den dag en død rotte annoncerer en begyndelse på en epidemi, til den dag epidemien forsvinder igen. Undervejs stilles der skarpt på byens borgere, og man ser hvordan deres karakteregenskaber og grundanskuelser udfolder sig i mødet med det onde. Lægen Rieux repræsenterer videnskabelighed og humanisme, journalisten Rambert kærlighed og præsten Paneloux katolicisme, for at nævne nogle af de mest centrale. Humanismen fremstår som det hæderlige valg. Selv Rambert ender med at sætte kampen mod pesten for mennesket over sin forlovede, som venter uden for den karantæneramte bys mure. Katolicismen fremstår som humanismens absolutte modpol: Paneloux ser pesten som det godes redskab i kampen mod det onde – borgernes livsførsel, som han ikke mener er i overensstemmelse med de hellige skrifter – og udnytter situationen til at omvende folk. En afskyelig handling på en absurd baggrund i Camus’ univers, hvor det meste af det, der er godt, ikke engang er i nærheden af en fodnote på de tavler, som Moses kom ned fra bjerget med.

29618593

Man kan ikke beskylde Camus for at have spildt tiden med at udtænke et sindrigt plot eller lave en dynamisk persontegning. Men så igen. Han er ikke ude på at underholde, og bogen virker i kraft af andre dyder: stilistisk og tematisk konsekvens. Lægen Rieux fortæller tro mod sin naturvidenskabelige baggrund, observerende, grundig, næsten omstændelig, og når den sidste side er vendt, har læseren virkelig fået en god ide om, hvad der sker, når det onde slår ned.

Den bodfærdige dommer

"Før havde jeg munden fuld af frihed. Ved morgenbordet smurte jeg den på mine brødskiver, jeg tyggede på den dagen lang, jeg bragte den ind i selskabslivet. Jeg langede dette mesterord ud mod enhver, der modsagde mig, jeg havde taget det i mine ønskers og min magts tjeneste."
Albert Camus: “Faldet”, s. 113

Camus tredje fuldendte roman “La Chute” fra 1956 (“Faldet”, 1958) bliver betragtet som hans vanskeligst tilgængelige og mest flertydige. Den er en moderne variation over syndefaldsmyten og er blandt meget andet også blevet læst som en beskrivelse af angst.

Bogen er udformet som en monolog: Jean Baptiste Clamence (Johannes Døberen på dansk) sidder på et værtshus i Amsterdam og fortæller, hvor elendig han er. Vi forstår blandt andet, at han en mørk nat undlod at gøre noget for at redde en pige, som muligvis – han hørte et plask – kastede sig i Seinen. At hele hans virke som forsvarsadvokat for de fattige bare var for at blære sig med, hvor god han var. At hele hans liv som mondæn lagenatlet i Paris’ high society kun var for at spejle sig i sine elskerinders nydelse. Og vi forstår, at han nu har besluttet sig for at sidde og dele sine synder med andre og give afkast på sit gode liv – hvilket jo virker lidt underligt: Hvis der overhovedet var et selvmord, så var der formentlig ikke meget, han kunne have gjort.

28562098

At han soler sig lidt i de fattiges taknemmelighed, er vel ikke den store forbrydelse, så længe han rent faktisk gør noget for dem. Og at han spejler sig i sine elskerinders nydelse, er vel heller ikke det store problem, så længe de bare nyder. Men Jean Baptiste er ikke bare bodfærdig. Han er også dommer. Han får andre til at erkende deres elendighed og forstå, at også de er syndere. Og dette er hans egentlige mission. Som den, der ser igennem sine medmennesker og får dem til at erkende deres syndighed, føler han sig hævet over dem.

Syndefaldsmyten er hentet i kristendommen, men tendensen til at løfte sig op over andre mennesker ved hjælp af et tankesystem, så Camus over alt. Flere læsninger af “La chute” ser elementer af Sartre og sågar Camus selv i Jean Baptiste. Angsten antydes blandt andet af det irrationelle i Jean Baptistes handlinger og en mystisk latter, som forfølger ham.

Et ensomt knald med stjernerne

Titlen på Camus’ første novellesamling, “L’exil et le royaume” fra 1957 (“Eksil og kongedømme”, 1999) henviser til en generel splittelse hos hovedpersonerne mellem virkelighed og ideal. Splittelsen mellem livet som det er, har været eller kunne have været – eller kunne være.

Bødkeren Yvars i novellen “De stumme” er eksileret i alder- og sygdom, og hans arbejde er ved at forsvinde, fordi nye konserveringsmetoder sænker efterspørgslen på tønder. Når han cykler til og fra arbejde, smerter det ham at se havet og strandene omkring Algier, hvor han regerede som ung. Det er socialrealisme med en poetisk, melankolsk streng.

22499793

Titelpersonen i novellen “Den utro hustru”, Janine, er eksileret i et kærlighedsløst ægteskab, som aldrig kastede børn af sig. Under en handelsrejse med sin mand finder hun sit kongedømme i en erotisk sammensmeltning med verdensaltet på taget af et ørkenfort: “Hun så hvordan stjernerne en for en dalede ned og udsluktes blandt ørkenens sten, og hver gang det skete åbnede hun sig mere og mere for natten. Nu kunne hun trække vejret og glemme kulden, glemme tilværelsens byrde, glemme det afsindige eller størknede liv og den evige angst for at leve og for at dø. I årevis var hun flygtet for angsten og var løbet som en gal uden mål og med, nu standsede hun endelig.”

“L’exil et le royaume” viser Camus fra hans stærkeste side. Allegorikeren viger for realisten. Essayisten viger for historiefortælleren: Han viser mere, end han fortæller; hans figurer agerer mere og forklarer sig mindre. Han taler ud fra en almenmenneskelig erfaring og ikke en filosofisk strømning.

På sporet af den forsvundne far

I den selvbiografiske roman “Le premier homme” fra 1994 (“Det første menneske”, 1995) besøger Camus’ alter ego Jacques Cormery sin fars grav i Nordfrankrig (Cormerys far var faldet i Første Verdenskrig). Under rejsen går hans tanker bagud til hans barndom i Algieret. Som faderløs var han nødt til at skabe sin identitet fra bunden – det er formentlig det, som ligger i titlen. Det menneske, som betød mest i den proces, var uden tvivl moderen. Et smukt, reserveret, hårdtarbejdende menneske, som Cormery elsker betingelsesløst. Hun var også analfabet og afskåret fra den litterære verden, som i den grad skulle blive hans. Camus har tilegnet “Det første menneske” til hende: “Til dig, der aldrig vil kunne læse denne bog” . Mere sprudlende og udfarende fremstår onklen Ernest, uden tvivl navngivet efter Ernest Hemmingway, med hvem han deler en stor kærlighed til jagt, kvinder og røverhistorier. Som moren er Ernest et menneske af et smukt ydre og derudover bemærkelsesværdig, for så vidt som han aldrig lod sig bremse af sit handicap – han var døv.

21691151

Om sommeren tog han Cormery med ud at bade, og i sæsonen tog de toget op på højsletterne uden for Algier og gik på jagt sammen med onklens kammerater. Den negative modpol i den lille lejlighed, hvor Cormery boede med sin familie, var farmoderen, som ikke uden en hvis sadistisk fornøjelse påtog sig at opdrage ham, mens moren var ude og arbejde. Udenfor hjemmet fik læreren hr. Bernard (Louis Germain, som Camus senere dedikerede sin nobelpristale til) stor indflydelse på Cormerys udvikling. Han overtalte bedstemoren til at lade ham gå på gymnasiet og åbnede derfor det spor, som Cormery drømte om at slå ind på.

Camus nåede aldrig at gøre “Det første menneske” færdig. Han var på vej til Paris fra hjemmet i landsbyen Lourmarin i Sydfrankrig sammen med ægteparret Gallimard (berømt fransk forlæggerfamilie), da de kørte ind i et vejtræ. Men han var langt i arbejdet, og man tænker ikke over, at den ikke skulle være fuldendt, når man sidder med den mellem hænderne – tværtimod.

Eksistentialismen og humanismen

Camus bandt an med mange genrer: journalistikken, kritikken, essaykunsten og dramatikken. Han lavede teateropsætninger, han redigerede tidsskrifter og han arbejdede som konsulent for forlag. Han gjorde det meste af det med succes. Men hans romaner og noveller rager frem. Måske fordi de bedre end nogen af de andre genrer fusionerer hans kvaliteter som tænker, fortæller, dramatiker og observatør af menneskets natur.

Litteraturhistorisk er de tematiske bånd talrige. Absurditeten er et naturligt tema for litteraturen under indtryk af de religiøse, ideologiske, sociale og kulturelle brydninger i den tid, Camus skriver i. Temaet bliver behandlet i en lang række andre samtidige forfatterskaber med Franz Kafka, Samuel Beckett og Jean Paul Sartre, som nogle af de bedst kendte eksempler. Eksistentialismen og humanismen som et svar på absurditeten øger det tematiske slægtskab med Sartre yderligere.

Filosofihistorisk placerer eksistentialismen Camus i en tradition, der har samme Sartre, som en af sine mest markante repræsentanter sammen med den tyske filosof Martin Heidegger og Søren Kirkegaard.

Camus’ indflydelse herhjemme var anselig blandt flere på det tidspunkt yngre forfattere, som orienterede sig mod Paris. Thorkild Hansen skrev på baggrund af en rejse til Lourmarin essayet “Camus død” – en glimrende introduktion til spændingsforholdet mellem person, myte og forfatterskab i Camus’ liv og eftermæle. Som et popkulturelt kuriosum står de melodiøse goth-rockere og selv ikke-så-lidt-fremmedgjorte The Cures forvandling af nedskydningen på stranden i “Den fremmede” til hittet “Killing an Arab” i 1979.

Bibliografi

Bøger

Albert Camus:
Den fremmede. 1944. (L’Etranger. 1942). Roman.
Albert Camus:
Pesten. 1948. (La Peste. 1947). Roman.
Albert Camus:
Faldet. 1957. (La chute. 1956). Roman.
Albert Camus:
Eksil og kongedømme 1958 (L’exil et le royaume. 1957). Noveller.
Albert Camus:
Sommer. (L’été. 1954). Essay.
Albert Camus:
Den lykkelige død. 1972 (La mort heureuse. 1939). Roman (ufuldendt).
Albert Camus:
Det første menneske. 1995. (Le premier homme. 1994). Roman (ufuldendt).

Andre tekster

Albert Camus:
Caligula. 1957. (Caligula. 1944). Drama.
Albert Camus:
Sisyfos-myten .1960. (Le mythe de Sisyphe. 1942). Essay.
Albert Camus:
De retfærdige. 1961. (Les Justes. 1947). Drama.
Albert Camus:
Oprøreren. 1964. (L’homme révolté. 1951). Essay.
Albert Camus:
Breve til en tysk ven. 1966. (Lettres à un ami allemand. 1944). Essay.
Albert Camus:
Hverken ofre eller bødler. 1970. (Reflexions sur la guillotine. 1957). Jounalistik og essays.
Albert Camus:
Vrang og ret. 1971. (L’envers et l’endroit. 1937). Essays.
Albert Camus:
Ungdommens land og sommer. 1972. (Noces. 1939). Essay.
Albert Camus:
Opgør. 1973. (Discours de Suede. 1953). Journalistik og essays.
Albert Camus:
Le théâtre d'Albert Camus. 1986. (Samlet udgave af Le Malentendu, Caligula, L'état de siège og Les Justes). Drama.
Albert Camus:
Dagbøger. 1992. (Uddrag fra Carnets I, II og III 1962, 1964 og 1989). Dagbog.

Om Albert Camus

Jørn Boisen:
Albert Camus – En introduktion. 2005. Essay.
Thorkild Hansen:
Camus’ død. 2004. Essay.
Susan Sontag:
Against Interpretation. 2001. Essay.
F. Ervrard:
Albert Camus. Thèmes et études. 1998. Essay.
Herbert R. Lottman:
Albert Camus. 1981. Biografi.

Om forfatteren

Links

Camus’ danske forlag.
Camus’ franske forlag.
Privat hjemmeside.
Nobelkomiteens hjemmeside.
Den frie encyklopædi. Artiklen er på fransk

Artikel

Bredal, Bjørn: Albert camus - døden, selvmordet og Sisyfos
Essay: Albert camus 100 år. Politiken, 3. november 2013

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Albert Camus