Franz Kafka

Artikel type
voksne
Cand. mag. Michael Andersen , 2002.
Main image
Kafka, Franz
Foto: POLFOTO

Indledning

Kafka bliver født i 1884 i Prag og dør i 1924 af tuberkulose. Han tilhører dermed generationen af modernistiske forfattere, en forfattergeneration, der har mistet tiltroen til de overleverede værdier og traditioner, det være sig litterære, moralske, m.m. Friedrich Nietzsche havde få år forinden foretaget en ”omvurdering af alle værdier”, som også virker hos disse forfattere.

 

51069498

Blå bog

Født: 3. juli 1883 i Prag.

Død: 3. juni 1924 på et sanatorium i Kierling i nærheden af Wien.

Uddannelse: dr. jur. fra Charles-Ferdinand Universitet i Prag i 1906.

Debut: Dommen, 1913.

Seneste udgivelse: Amerika : den borteblevne. Gyldendal, 2014. Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Bedst kendte værk: Forvandlingen, 1915 og Processen,  1925.

Inspiration: Gustave Flaubert.

 

 

 

 

De endeløse fortolkninger

”Nogen måtte have bagtalt Josef K., for uden han vidste af at have gjort noget forkert, blev han en morgen arresteret.” Sådan lyder indledningssætningen i Kafkas vel nok mest berømte roman Processen (påbegyndt 1914). Herefter sendes Josef K. til retsmøder på beskidte loftskamre, til samtaler med advokater og andre mennesker tilknyttet retten, men det lykkedes ham aldrig at få svar på, hvorfor han er blevet arresteret.

24322173

Det, ikke at kende den bagvedliggende mening med det, der overgår én, syntes at være noget af det mest karakteristiske ved Kafkas værker. Alligevel har især den tidlige Kafka-forskning ikke været bange for at give os svarene på, hvad den bagvedliggende mening er hos Kafka. Hans værker er blevet læst som religiøse lignelser, som profetier om det totalitære samfund, som psykologiske drømmebilleder og meget andet. Men hos Kafka selv er næsten hver eneste sætning skrevet som blot en fortolkning af den handling, de videregiver: ”Nogen måtte have”

Kafka bliver født i 1883 i Prag og dør i 1924 af tuberkulose. Han tilhører dermed generationen af modernistiske forfattere, en forfattergeneration, der har mistet tiltroen til de overleverede værdier og traditioner, det være sig litterære, moralske, m.m. Friedrich Nietzsche havde få år forinden foretaget en ”omvurdering af alle værdier”, som også virker hos disse forfattere.

Når ”Gud er død”, som Nietzsche skulle formulere det, er der ikke længere noget fast holdepunkt i tilværelsen, ikke længere nogen mening. Hvor man i den kristne verden og i det nittende århundredes filosofier og ideologier har en tro på, at der er en bagvedliggende mening (”Guds plan” eller ”Åndens kommen til bevidsthed om sig selv” som Hegel udtrykte det), så er denne tro væk hos Kafka og andre modernister. Alt er overladt til principielt endeløse tolkninger.

Proceduren

Men, kan man spørge, hvad er der tilbage i en verden, hvor troen på en bagvedliggende mening er forsvundet? Kafkas romanpersoner bliver ved med at søge meningen med den situation de står i, Josef K. ønsker at kende meningen bag sin proces, og i Kafkas anden store roman Slottet (skrevet i 1922), søger K. en forklaring på, hvorfor Slottet har tilkaldt ham til landmåler, når de siger, at de ikke har brug for ham. Ingen af dem når frem til et svar. Der sker det, at de blot bliver mødt med procedurer. Det synes nemlig at være det eneste, der er tilbage.

23383470

Den tyske sociolog Niklas Luhmann har i værket ”Legitimation gennem procedure” argumenteret for, at i den moderne verden, hvor troen på både religiøse, politiske og teknologiske sandheder er væk, bliver proceduren det eneste, der retfærdiggør en handling. I en retssag er det f.eks. de rent formelle ting (proceduren for hvordan dommer og anklager forholder sig), der legitimere retssagen, snarere end kosmologiske ideer om godt og ondt. Det er med andre ord blot rutinen, vanen, traditionen i sig selv.

Kafkas romaner, der for det meste forgår i bureaukratiske gange, hos slotsmyndigheder og domstolsmyndigheder, kan netop siges at beskrive en sådan verden, der er hul som en skal og hvor det eneste grundlag for vor handlen er traditioner og vaner. Det er betegnende, at da Gregor Samsa i Forvandlingen (1912) forvandles til en bille, er hans højeste ønske at komme på arbejde, for at fortsætte den dagligdags rutine.

Det er også i dette perspektiv man skal forstå ordet ”kafkask”, der er gået ind i daglig sprogbrug. Vi taler om, at noget er kafkask, hvis det forløber med en lovmæssighed, der på den ene side er absurd, men som alligevel - på et konkret plan - giver mening. Denne mening er dog vel at bemærke blot lokal: Den gælder kun for den enkelte situation og bygger ikke på et overordnet religiøst eller etisk system. I det kafkaske er der nok en procedure for, hvordan man skal handle, men ikke nogen bagvedliggende grund for denne procedure.