Edgar Allan Poe

Da Edgar Allan Poe døde i 1849, afsluttedes et liv, hvis mystik og dunkelhed modsvares af dets forfatterskab. To år før sin død havde han mistet sin elskede Virginia – hans kusine, som han havde giftet sig med i 1836, da hun kun var tretten år gammel. Han var allerede i 1831 flyttet sammen med Virginia og hendes mor, og Poes moster, i Baltimore. Poes familiære liv var generelt præget af en del omflakken. Han var født af omrejsende skuespillere og blev i en tidlig alder forældreløs, da faren forsvandt sporløst og moren døde af tuberkulose. I en alder af tre år kom han i pleje hos ægteparret Allan, hvor plejefaren John Allan gav ham en streng opdragelse.

Nogle kilder tilskriver den strenge plejefar Poes vanskelige start på voksenlivet. Han måtte forlade universitetet i Virginia, da John Allan havde sendt ham af sted uden nok penge, og da Poe, i et uheldigt forsøg på at dække sine udgifter, kastede sig ud i gambling, hvilket resulterede i en bundløs gæld. Han flygtede ind i hæren ved West Point militærakademi, men blev bortvist, da han havde forsømt sine pligter.

Udstødt og forgældet kastede Poe sig uforbeholdent over skriveriet. I Richmond arbejdede han som skarp anmelder for magasinet Southern Literary Messenger. Han fik også udgivet nogle af sine egne skønlitterære tekster i magasinet, før han til sidst ragede uklar med redaktionen og måtte forlade magasinet. Han blev dog ved med at få udgivet sine tekster i diverse magasiner. I slutningen af 1830’erne udkom ”Tales of the Grotesque and Arabesque”, hvori nogle af hans mest kendte fortællinger optræder, for eksempel ”The Fall of the House of Usher”. Udgivelsen af digtet ”The Raven” i 1845 skabte litterær sensation. Han skrev også teoretiske essays om sin egen poetik i blandt andet ”The Philosophy of Composition”.

Beretninger om Poes liv lægger vægt på, hvordan han led et hårdt slag ved Virginias død i 1847. I efteråret 1949 forsvandt han på sin vej fra Richmond til Philadelphia. Han blev fundet på gaden i Baltimore, beskidt og forkommen, og blev bragt til Washington College Hospital, hvor han udåndede med ordene ”Gud hjælpe min arme sjæl”. Det er stadig et mysterium, hvad der hændte Poe i hans sidste dage. Man ved dog med nogenlunde sikkerhed, at han var alkoholiseret og i økonomiske vanskeligheder. Han blev begravet i Baltimore ved en lille og hurtig ceremoni, overværet af blandt andre digteren Walt Whitman. I 2009 fik Poe en anden, mere hædrende begravelse i Baltimore, hvor hundredevis af mennesker var mødt op til lit de parade med en voksudgave af den afdøde Poe.

Blandt digte i Poes forfatterskab, og blandt digte i amerikansk litteratur i det hele taget, er ”The Raven”, 1845 (”Ravnen”) vel nok et af det mest kendte.

Digtet fortæller gennem atten rytmisk rimende vers om en mand, der ved midnatstid lukker en ravn ind i sit kammer. Han sidder og sørger og forsøger at glemme tabet af sin elskede Lenore, og da ravnen kryptisk taler til ham med ordene ”Aldrig mer” (”Nevermore”), søger han hos den at finde svar på, om han i dødsriget kan forenes med Lenore. ”Aldrig mer” svarer ravnen igen og igen, og fortælleren fortvivler over det endegyldige tab af sin elskede.

Versenes opbygning af enderim, allitterationer og gentagelser, som ravnens dystre ”aldrig mer”, giver digtet et messende præg. Poes evige jeg-fortæller synker dybere og dybere ind i sorgen, og læseren synker med ham. Sprogbrugen er mystisk og symbolladet og båret af farven sort – ravnens fjerdragt, midnatsstundens mørke og kammerets skygger.

Tabet af Lenore rummer et romantisk tema om ideel skønhed og længslen efter den, hinsides den fysiske verden. Digtets højstemte sproglige stil understøtter det romantiske tema. Samtidig er fortællerens famlen efter mening i ravnens ord, hans brudte sætninger, raseri og forvirring udtryk for et psykologisk og eksistentielt motiv, som er udpræget moderne. Fortællerens ustabile tilstand understreges også sprogligt af verber som ”flagre”, ”sitre”, ”famle” og ”skælve”.

I frustration over ravnens svar påkalder fortælleren sig i digtets sidste vers både gud og djævel. Splittelsen mellem guddommelighed og dæmoni udtrykker et gennemgående tema hos Poe, ligesom digtets foruroligende fortællende stil binder det sammen med hans mange noveller.