Herman Melville
Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Herman Melville

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
Herman Melville
Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix
Main image
Melville, Herman
Foto: Mary Evans Picture Library / Scanpix

Indledning

”Kald mig Ismael”. Sådan starter Herman Melvilles monumentale klassiker ”Moby Dick”, som ofte er oppe at vende som den bedste amerikanske roman nogensinde. Historien om kaptajn Akabs jagt efter den hvide hval er spækket med litterære og eksistentielle ekskursioner og allegorier og har siden dens popularisering i 20’erne talt til menneskers begær og forfængelighed.

Melville skrev dog mere end ”Moby Dick”. Han startede med at have stor succes med regulære eventyr- og spændingsbøger, men publikum vendte ham hurtigt ryggen, og han gik over i glemslen til han blev genopdaget i det 20. århundrede. Han fortsatte dog med at skrive hele livet, og hans bøger er siden blevet kanoniseret og oversat til alverdens sprog.

 

28984324

Blå bog

Født: 1. august 1819, New York City, USA.

Død: 28. september, 1891.

Uddannelse: Klassisk litteratur.

Debut: Typee: A Peep at Polynesian Life, 1846.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Moby Dick – eller hvalen. Bindslev, 2011. (Moby Dick; or, The Whale. 1851)

Inspiration: Nathaniel Hawthorne, Platon, William Shakespeare.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Oh, Gud! Hvilken sum af kvaler skal det menneske ikke udholde, som fortæres af et nagende ønske om hævn. Med knyttede næver sover han, og med blodige negle boret ind i sine håndflader vågner han.”
”Moby Dick”, s. 221.

Herman Melville blev født i 1819 i New York som den tredje ud af en børneflok på otte. Familien flyttede til Albany, hvor faren gik ind i pelsbranchen. Det havde han dog ikke held med, og han døde, da Melville var 12 år gammel.

Melville læste klassisk litteratur på Albany Academy og underviste derefter som skolelærer. I 1839 havde han sit første eventyr på havet, da han som skibsdreng sejlede til Liverpool og tilbage. Da han vendte tilbage til New York, fortsatte han med at undervise, indtil han i 1841 igen drog til søs. Om bord på hvalfangeren Acushnet sejlede han 18 måneder forbi Kap Horn og til det sydlige Stillehav. I juli 1842 deserterede han, og levede tre uger på Marquesas-øerne i Stillehavet sammen med de indfødte. Melvilles oplevelser på Acushnet skulle senere danne inspiration for hans store romanværk Moby Dick.

Melville kom til Boston i oktober 1844 efter et ophold på Hawaii. Hjemme igen skrev han om sine oplevelser i romanform. Hans første roman ”Typee” blev, efter noget besvær med at få den publiceret, en bestseller i både England og USA. Hans anden roman ”Omoo” solgte også godt, og han blev kendt som en eventyrer, der skrev farverige fortællinger.

I 1847 blev han gift med Elizabeth Shaw, en dommers datter. Parret slog sig ned i Massachusetts, hvor de fik fire børn. Melville blev gode venner med en anden stor amerikansk forfatter, Nathaniel Hawthorne, som han dedikerede ”Moby Dick” til, som han udgav i 1851. Melville fortsatte med at skrive romaner, men det store publikum havde vendt ham ryggen, og han havde ingen succes med sine bøger. I aviserne gik der tilmed historier om, at han var blevet sindssyg. I stedet tjente han til livet ved at blive foredragsholder et par år og siden toldofficer i New Yorks, som familien flyttede til. Den stilling bibeholdt han i 19 år.

Melville og hans kone gik igennem en svær tid, hvor begge deres to sønner døde. I 1886 gik han på pension. Han fortsatte med at skrive til det sidste, men opnåede ikke nogen anerkendelse eller succes med sin litterære produktion. Han døde i sit hjem i New York City i 1891, 72 år gammel.

Skibet og døden

”Havde man for øvrigt nogen sinde hørt om en hvid mand, der var faldet så dybt, at han forrådte sin egen race og sammensvor sig med negre imod den? Her var atter et dilemma, lige så vanskeligt at løse de tidligere.”
”Skibet og døden”, s. 78.

”Benito Cereno” (”Skibet og døden”, 1986) udkom første gang i 1855.

Kortromanen finder sted i 1799, primært ved en ø ud for Chile. Hovedpersonen er den amerikanske kaptajn Amasa Delano, der fører sælfangerskibet Bachelor’s Delight. Til øen ankommer et spansk skib, hvis besætning består af få spanske sømænd og et stort antal sorte slaver. Skibet har haft en hård medfart med storme og sygdom, og Delano lover at hjælpe dem med forsyninger.

Skibets kaptajn Don Benito Cereno, som konstant bliver oppasset af slaven Babo, opfører sig yderst mistænkeligt, og Delano begynder at mistænke det værste. Da Delano har afleveret forsyninger og er på vej væk, springer Cereno pludselig over bord ned i båden med Delano. Kamp mellem slaverne og Delanos mænd opstår og ender med sidstnævntes sejr. I næste del fortæller Cereno, hvordan de sorte slaver gjorde oprør og myrdede besætningen, og hvordan Babo som leder arrangerede mimespillet for at snyde de amerikanske sømænd. Til sidst i kortromanen bliver Babo henrettet, og Cereno dør kort tid efter.

Bogen bliver fortalt fra Amasa Delanos synsvinkel, selvom den er fortalt i tredje person. Som læser kan man derfor kun gætte sig til, hvad der er sket på San Dominick, og man veksler som ham mellem forskellige forklaringer. Mysteriet på det spanske skib bliver næsten en krimi med Delano som detektiven. Bogens anden del er Cerenos vidneudsagn i retten og er skrevet i et formelt, retsligt sprog, som adskiller sig fra bogens første del. Synsvinklen skifter derfor også væk fra Delanos tanker til en ren ekstern beskrivelse gennem Cerenos monolog.

Man kan med ”Benito Cereno” både argumentere for, at Melville formidler en racistisk eller en anti-racistisk holdning. De sorte slaver gør forfærdelige ting mod de spanske sømænd, men de er også drevet af forfærdelige omstændigheder. I skildringen af oprørslederen Babo vender Melville det stereotypiske billede af den sorte som fysisk stærk og mentalt svag på hovedet. Babo formår at narre amerikanerne, som kun vinder, fordi de har skydevåben.

Moby Dick

”Alt, hvad der piner og gør vanvittig; alt, hvad der hvirvler op i livets bærme; (…) alt, hvad der er ondt, var for den afsindige Akab synligt levendegjort som noget, der kunne angribes i Moby Dick.”
”Moby Dick”, s. 207.

Herman Melvilles ”Moby Dick; or, The Whale” (”Moby Dick eller Hvalen”, 2011, første gang på dansk i 1955) udkom i relativt ubemærkethed i 1851. Først omkring 1920 fik romanen den klassikerstatus, den har i dag.

I romanen følger vi hvalfangerbåden Pequod, hvis kaptajn Akab fanatisk søger den hvide spermhval – Moby Dick – der har taget hans ben og knust hans gamle skib. I starten følger vi matrosen Ishmael, der sammen med den tatoverede polynesiske harpuner Queequeg får arbejde på Pequod, men fokus skifter fra de to til andre besætningsmedlemmer på Pequod. Handlingen som sådan afbrydes af lange ikke-fiktive videnskabelige udredninger om skibsfart og hvaler og hvalfangeri i særdeleshed. Disse passager er baseret på Melvilles egne erfaringer som hvalfanger, og det er i høj grad også Melvilles egen stemme, der høres i romanen, ligesom Ishmael bliver hans alter ego.

I jagten på Moby Dick fanger besætningen andre hvaler, og det beskrives i kvalmende detaljer, hvordan de udvinder den dyrebare spermacetolie og andre værdifulde råstoffer fra den rådnende hvalkrop. Den vigtigste figur i romanen er kaptajn Akab, hvis monomane eftersøgning af Moby Dick reflekterer over det ufrugtbare, destruktive og irrationelle ved hævntørst. Andre vigtige figurer er kaptajnens tre styrmænd, den unge, moralske kvæker Starbuck, der forsøger at trodse kaptajnen, den evigt piberygende Stubb, der er evigt optimist og endelig Stubb, en kort, væver og pålidelig mand.

”Moby Dick” er et skrummel af en roman, den er fyldt med fejl, og karakterfokus skifter umotiveret fra den ene til den anden. Ishmael og Queequeg introduceres som hovedpersonerne, men glemmes så igen. Antallet af omtalte besætningsmedlemmer er langt højere end der antal, der angiveligt er om bord. Det er altså langt fra en formfuldendt og gennemkomponeret roman, men på trods af alle dens fejl, maler ”Moby Dick” et kraftfuldt billede af menneskets kamp mod naturen og sig selv i så malerisk og ekspressiv prosa, at man kan dufte det oprørte salte hav og se hvalen blåse på horisonten.

 

Bondefangeren

”Da konventioner og sømmelighed ikke giver os lov til at leve så frimodigt, som det er tilladt på scenen, læser vi ikke kun romaner for underholdningens skyld, men dybest set for at få mere virkelighed, end virkeligheden selv kan fremvise.”
”Bondefangeren”, s. 227.

”The Confidence-Man: His Masquerade” (”Bondefangeren”, 2004) fra 1857 blev Herman Melvilles sidste store roman. Romanen udspiller sig en enkelt dag, 1. april, om bord på dampskibet Fidèle, der sejler mod New Orleans på Mississippi-floden. Handling er der ingen af i ”Bondefangeren”. Den består i stedet af et mangestemmigt maskespil af farverige karakterer, der mødes, diskuterer, filosoferer og skændes på det gamle dampskib. Eller måske er der kun én person i mange masker, for ligesom karaktererne snyder hinanden iklædt identiteter som masker, snyder forfatteren læseren ved ikke entydigt at komme med forklaringer og sandheder og ved at undlade at navngive karaktererne.

Denne formodentligt ene mand, titlens bondefanger, antager skikkelse af en urtedoktor, en filantrop, en sort tigger, en kosmopolit, en døvstum og mange flere klædedragter. I et væld af identiteter forvirrer han både de andre passagerer og læserne. Han får som regel en beskeden økonomisk gevinst ud af sine forvirringsstrategier, men med det besvær og de små gevinster han får, fremgår det tydeligt, at svindleriet lige så meget er et mål i sig selv, som de dollars eller cent han får tilranet sig. Han appellerer altid til sin samtalepartners tillid og er ved at forlade samtalen i skuffelse, når den anden udviser mistro, indtil de til sidst udviser den tillid, han så lidenskabeligt efterspørger (og giver ham det beløb han beder om).

Hvad der driver denne person, eller hvem han i virkeligheden er, giver romanen intet svar på. Er han djævlen, der forvirrer og narrer menneskeheden med sine mange former, eller demonstrerer han blot, at vi alle bærer masker. Som i citatet fra Shakespeares ”As You Like It” der også citeres i værket: ”Ja, hele verden er en skueplads (…) og hver har mange roller at spille i sin livstid” (s. 272). I de filosofiske samtaler mellem bondefangeren og hans tilhørere filosoferes der bl.a. over begreberne tillid, venskab, mistro og racisme med henvisninger til de klassiske skrifter, Biblen og mytologien. Ligesom der bliver fortalt fantastiske historier fra den spæde amerikanske union, som ’indianerhaderen’ John Moredock.

Den mangestemmige, flydende og fragmenterede postmoderne stil var ligesom ”Moby Dick” langt forud for sin tid, og værket forvirrede og irriterede da også samtidens kritikere. I dag kan vi sætte pris på Melvilles forvirringsstrategi og læse et værk, der er ældet med ynde.

 

Genrer og tematikker

Melville oplevede ikke megen succes med sit forfatterskab under sin levetid. Det startede dog godt; Melvilles første udgivelser om hans eventyr til søs indskrev sig i den populære maritime eventyrgenre. En genre der siden ”Robinson Crusoe” (1719) af Daniel Defoe havde været populær hos offentligheden, og Melvilles udgivelser solgte da også godt. Imidlertid ville Melville mere med sine værker end at skrive sensationalistisk underholdningslitteratur.

Hans venskab med den berømte amerikanske forfatter Nathaniel Hawthorne havde en enorm litterær indflydelse på Melville. I ”Moby Dick” bruges hvalfangerturen som en ramme til at beskrive og undersøge filosofiske emner som besættelse, ondskabens natur og den menneskelige kamp mod elementerne. Melville var, sammen med Hawthorne og Edgar Allan Poe, en af de vigtigste amerikanske kræfter i den romantiske tradition i amerikansk litteratur, også kaldet den amerikanske renæssance (eng: dark romanticism), en allegorisk og psykologisk stil fyldt med symboler, der beskriver individets synd og selvdestruktion med mytologiske og litterære referencer. Den amerikanske romantik står i modsætning til en anden af tidens fremherskende genrer, transcendentalismen, hvis grundforudsætning var troen på menneskets og naturens godhed.

Melvilles mere udfordrende bøger solgte dårligt, og han oplevede først anerkendelse og berømmelse i 1920’erne, langt tid efter sin død.

Melville lader hændelserne folde sig meget langsomt ud. Han beskriver metodisk og omhyggeligt omgivelserne og karaktererne, før der sker noget dramatisk. Sådan er det f.eks. i ”Benito Cereno”, hvor mysteriet om bord på San Dominick fylder det meste af første del, før Don Cerenos dramatiske flugt, og kampen mellem de to skibe finder sted.

 

Beslægtede forfatterskaber

Som nævnt var Herman Melville en af de vigtigste drivkræfter i den romantiske tradition i amerikansk litteratur, en plads han delte med forfatterne Nathaniel Hawthorne og Edgar Allan Poe. Hawthornes ”The Scarlett Letter” er en mørk romantisk roman, der i en puritansk ramme undersøger emner som synd og skyld. Poe er ligesom de to andre interesseret i at undersøge menneskets mørkere psykologiske træk, ofte i mere udprægede makabre og groteske omgivelser.

Poes eneste roman ”The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket”’s (1838) indflydelse på Melville kan ikke overvurderes. Som i mange af Melvilles værker, handler den om en sømand fra New England, der er om bord på et hvalfangerskib. Den går fra at være et nogenlunde traditionelt søeventyr til at blive noget mørkere og mere symbolsk i slutningen, og der er en tydelig forbindelse mellem den og Melvilles værker.

Af andre forfattere, som brugte deres erfaringer fra havet til at skrive skønlitteratur, kan især nævnes den store polsk-engelske forfatter Joseph Conrad. Han brugte også ofte havet som ramme for at beskrive destruktive psykologiske træk i mennesket, som f.eks. ”Lord Jim”, en romantisk roman der især undersøger begreberne synd og skyld.

Bibliografi

Romaner

Melville, Herman:
Typee: skizz af Livet paa sydhavsøerne under fire maaneders ophold i en Dal paa Nukuhiva. Jordan, 1852. (Typee: A Peep at Polynesian Life. 1846).
Melville, Herman:
Billy Bud – Fortropsgast. Gyldendal, 1962. (Billy Bud, sailor. 1924).
Melville, Herman:
Skibet og døden. Lademann Klassiker, 1986. (Benito Cereno. 1855).
Melville, Herman:
Pierre eller Flertydighederne. Bindslev, 2003. (Pierre: or, The Ambiguities. 1852).
Melville, Herman:
Bondefangeren. Bindslev, 2004. (The Confidence-Man: His Masquerade. 1857).
Melville, Herman:
Israel Potter. Bindslev, 2006. (Israel Potter: His Fifty Years of Exile. 1855).
Melville, Herman:
Mardi – og en rejse dertil. Bindslev, 2007. (Mardi: And a Voyage Thither. 1849).
Melville, Herman:
Redburn: hans første rejse: åbenhjertelige erindringer skrevet af en ung mand af fin familie og dæksdreng i handelsflåden. Bindslev, 2009. (Redburn: His First Voyage. 1849).
Melville, Herman:
Moby Dick eller Hvalen. Bindslev, 2011. (Moby Dick; or, The Whale. 1851).

Noveller

Melville, Herman:
Manden med lynaflederen. Carit Andersen, 1956. (The Lightning-Rod Man. 1854).
Melville, Herman:
Encantadas: De fortryllede øer. Carit Andersen, 1964. (The Lightning-Rod Man. 1854).
Melville, Herman:
Skriveren Bartleby. Museum Tusculanum, 2000. (Bartleby the Scrivener. 1853).

Om forfatterskabet

Artikler

Levine, Robert:
The Cambridge Companion to Herman Melville. Cambridge University Press, 1998.
Robertson-Lorant, Laurie:
Melville: A Biography. Clarkson Potter, 1996.
Kaplan, Sidney:
”Herman Melville and the American National Sin: The Meaning of Benito Cereno”. The Journal of Negro History, Vol. 42, No. 1 (Januar, 1957), pp. 11-37.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Herman Melville