Oscar Wilde

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
Wilde, Oscar
Foto: Mary Evans Picture Library / POLFOTO

Indledning

Det er ikke alle klassikere, der er morsomme. Og det er ikke alle morsomme forfattere, der bliver klassikere. Geniet, festaben og skønhedsdyrkeren Oscar Wilde havde det ekstra, som gør at teaterpublikum over hele verden igen og igen samles i salene for at grine til netop hans komedier og læseheste lader sig bedåre af netop hans åndrigheder. Fejret som få i sin samtid var han også en skandaløs livsnyder og homoseksuel, som fordærvede det bedre borgerskabs sønner. Det hele kom for dagen i en celeber retssag, som forvandlede hans berømmelse til fordømmelse og kronede hans liv og værk med en martyrglorie.

 

27942601

Blå bog

Født: 16. oktober 1854 i Dublin, Irland.

Død: 30. november 1900 i Paris, Frankrig.

Uddannelse: 1871-74, klassisk filologi, Trinity College, Dublin. 1874-78 studier i bl.a. græsk og kunsthistorie, Magdalen College, Oxford.

Debut: Ravenna, 1878.

Litteraturpriser: Newdigate Prize (pris uddelt af universitet i Oxford) for digtet Ravenna, 1878.

Sidste udgivelse: The Ballad of Reading Gaol, 1898. (Balladen om Reading tugthus, 1955).

 

Baggrund

“Da jeg levede og havde et menneskeligt Hjerte, svarede Statuen, vidste jeg ikke hvad Taarer var, for jeg boede i Slottet Sans Souci, det Navn betyder Sorgenfri, og i det Slot er Sorgen forment Adgang. (…) nu da jeg er død, har de sat mig her op, saa højt, at jeg kan se al den Hæslighed og Elendighed, der er i min By, og skønt mit Hjerte er af Bly, kan jeg ikke andet end græde over det.”
Oscar Wilde: “Den lykkelige prins”, i “Æventyr”, side 18.

Oscar Wilde var en stilfuld figur, en modsætningsform, en protestant, som flirtede med katolicismen, en bøsse i et heteroseksuelt ægteskab, en hyperæstet med folkelig gennemslagskraft, en berømmelse, som bar rundt på sit eget fald.

Han blev født den 16. oktober 1854 i Dublin og døbt Oscar Fingal O’Flahertie Wills Wilde. Han var søn af øjen- og ørelægen Sir William Wilde og digteren Lady Jane Francesa Wilde kendt under pseudonymet Speranza. Han havde en ældre bror, Willie, og en yngre søster, Isola, samt tre halvsøskende på sin fars side. Familien var velhavende. Han gik på byens fornemste skole. Moren holdt saloner for Dublins parnas. Digteren Bernhard Shaw var en af de personligheder, som Wilde mødte i sit barndomshjem. Wilde fortsatte fra byens fornemste skole til landets fornemste universitet, Trinity College og fra landets fornemste universitet til verdens fornemste universitet, Oxford. Han digtede. Han interesserede sig for kunsthistorie og græsk. Han var inspireret af den romantisk lidenskabelige og religiøst påvirkede bølge af britiske malere kaldet prærafaelitterne og de beslægtede “stofligt sensuelle” digtere Keats og Swinburne. Han flettede sin klassisk kulturelle indsigt og lyriske evner sammen i digtet “Ravenna” og blev belønnet med en pris på universitetet, The Newdigate Prize. Han dimitterede i 1878 med den højeste udmærkelse, ‘First in Greats’. “På en eller anden måde vil jeg blive berømt. Og hvis jeg ikke bliver berømt, så berygtet”, udtalte han med profetisk kraft.

Oscar Wilde blev mere dekadent og moderne. Han dyrkede kunsten og løgnen som en højere sandhed: Naturen formede sig i kunstens billede og ikke omvendt. Løgnen antog sit eget liv, hvis man insisterede på den. Den smukkeste løgn var “skønne usande ting”. I den forstand var løgnen kunst og kunst en løgn og den smukke løgn sand og virkelig og kunst.

Han udviklede synspunkterne i lange essays. Han foredrog om dem, han formede sig efter dem. Han var periodens kultiverede svar på firsernes yuppie og nullernes metroseksuel, et forfinet, tvekønnet storbymenneske med langt hår, slyngkappe, nellike i knaphullet og hvide manchetter. Han var en dandy, men uden helt den samme vægt på spleen og depression, som den franske dandy – formet i digteren Charles Baudelaires billede. Wilde var nærmere et skuespil og en fest i sig selv, et krukket kunstværk, vittig og veltalende, charmerende og forførende. Gilbert & Sullivan brugte ham som model for poeten Bunthorne i en af deres berømte operetter, “Patience” (1881). Der var bud efter ham fra USA. Han drog af sted. Han var 28 år gammel. “Jeg har intet at deklarere ud over mit geni”, erklærede han i tolden. Så var stilen lagt. Han rejste rundt på foredragsturne i Det Vilde Vesten og forkyndte kunst for kunstens skyld i silkestrømper, knæbenklæder og små spidse laksko med guldspænde. Da han kom tilbage til England flyttede han fokus fra foredragsvirksomheden til dramaet. Han havde allerede prøvet sig med ét stykke, “Vera” (1880), som i 1883 var blevet sat op i New York uden succes. Nu gjorde han et nyt forsøg. Men stadig uden held. Som enhver dekadent forfatter med respekt for sig selv havde han et eskorbitant overforbrug og oplevede en hovedpineskabende kløft mellem sine indtægter og sine udgifter. Der var hele tiden noget nyt og smukt, der skulle købes, en ny sansepirring, som skulle afprøves, endnu et selskab, som skulle afholdes.

I 1884 giftede han sig med den tre år yngre og anderledes jordbundne Constance Lloyd. Hun arvede en større sum efter sin farfar. Wilde skabte en stabil indkomst som journalist. De fik to børn. Formentlig var det med dem i tankerne, han skrev fire små eventyr. Han udgav dem i 1888 under titlen “The Happy Prince and Other Tales” og oplevede en pæn succes, måske fordi de til forskel fra hans tænkning i øvrigt var moralske og opbyggelige i overensstemmelse med den snerpede Victoria-tids krav. Som hos H.C. Andersen – og formentlig inspireret heraf – lånte han stemmer til umælende ting og dyr, planter og træer og gav underfundige kig ind i den menneskelige natur. I den danske litteraturkritik blev eventyrene for mange år siden affejet som ubetydelige af Henning Kehler (forordet til “Kunstneren som kritiker”, side 7) og for ikke så lang tid siden blev de kaldt meget undervurderede af Bo Green Jensen (“Det første landskab”, side 15).

I 1891 mødte han sit livs kærlighed Lord Alfred Douglas (Bosie) og erkendte dermed sin homoseksualitet. Da deres forhold blev almindelig kendt, beskyldte Lord Alfreds fader Wilde for at have perverteret hans søn. Lord Alfred Douglas, som hadede sin fader, tilskyndede Wilde til at sagsøge faderen for bagvaskelse. Da homoseksualiet på den tid var ulovligt, tabte Wilde imidlertid sagen og blev i maj 1895 idømt to års strafarbejde. Efter løsladelsen forsøgte Wilde at genoptage sin karriere, men uden held. Han døde 46 år gammel den 30. november 1900 i Frankrig og blev begravet på kirkegården Père-Lachaise i Paris.

Dorian Gray

““Fin de siecle”, sagde Lord Henry.
“Fin du globe”, svarede hans værtinde.
“Bare det var fin du globe”, sagde Dorian med et suk. “Livet er en stor skuffelse.”
Oscar Wilde: “Dorian Grays billede”, side 179

Der hvor folkeviddet, fodboldkommentatorer, forfattere og andre indfanger tilværelsens paradokser og paradoksernes tilværelse i elegante, sproglige figurer, fanger de som regel også vores interesse. Alle kender den evigtgyldige sandhed om, at man kan tage drengen ud af Aalborg, men man kan ikke tage Aalborg ud af drengen. Sangeren Mikael Simpson har styr på lortet og lort på styret. Den navnkundige Esbjerg-træner Troels Bech har løftet sportsjargonen ud af hængedyndet med den samme slags kryds og skabt en helt ny trend blandt fodboldtosser: at lyde begavet. Krydsene hedder kiasmer. Oscar Wilde elskede dem og enhver anden stilistisk figur, som reflekterede hans sammensatte person, føjede skønhed til hans løgn og løftede hans værker op over det mimetiske morads, hans naturalistiske og realistiske kolleger fedtede rundt i. “Al forbrydelse er simpel, ganske som al simpelhed er en forbrydelse”, slår han fast i “The Picture of Dorian Gray” fra 1890 (“Billedet af Dorian Gray”, 1953) og videre: “Jeg protesterer aldrig mod handlinger, kun mod ord. Det er derfor jeg er modstander af simpel realisme inden for litteratur. Den mand som kalder en spade for en spade burde tvinges til selv at bruge en. Det er det eneste han er skikket til.” (side 192).

26373379

“Billedet af Dorian Gray” er en moderne Narcissus-myte fortalt med uhyggelige, gotiske indslag, uforklarlige hændelser, skæbnesvangre stemninger, dystre rum, skidne gyder, opiumshuler og tyk Londontåge. Den unge, naive titelperson veksler sin sjæl til evig ungdom. Hans ældning henlægges til et portræt. Selv forbliver han uberørt – udad til. Indad til sker der en forråelse. Han forvandler sig til et baudelairsk homo duplex, et dobbelt menneske, splittet mellem skønhedsdyrkelse og fornedrelse, og geråder ud i en mere og mere ekstrem livsførelse med natlige eskapader og dekadent kunstforherligelse. Han er paranoidt angst for, at hans byttehandel med djævlen skal blive opdaget og svinger mellem psykotisk rædsel og higen efter glemsel i nye sansepirringer. Undervejs planter Wilde replikkerne med aforistisk klarhed, pointerede og skarpe, og løfter skrækfortællingen op til et vittigt periodestykke og en svirpende værdikritik. Eksemplerne er endeløse. Her er blot en lille håndfuld til illustration: “Nu om stunder kender folk prisen på alt og aner intet om værdien” (side 50). “Når man er forelsket begynder man altid med at bedrage sig selv og ender altid med at bedrage andre.” (side 56) “Jeg elsker skuespilkunst. Den er så langt mere ægte end livet selv.” (side 83). “Når man tvinges til at være i harmoni med andre, bliver man uharmonisk.” (side 82). “Nu om stunder dør folk af en slags snigende fornuft og opdager først for sent, at det eneste de aldrig fortryder er deres fejltagelser.” (side 46).“”At helbrede sjælen ved sansernes hjælp og sanserne ved sjælens hjælp.” Ja, det var hemmeligheden.” (side 183).

“Billedet af Dorian Gray” parrer krimien og gysets mester Edgar Allen Poe med den moderne digtnings grundlægger Charles Baudelaire og aforismernes og værdikritikkens filosofiske mester Friedrich Nietzsche. Dekadencen og en markant homoseksuel undertekst faldt læsere og anmeldere for brystet. “Efter Dorian Gray var udkommet ville ingen tale med os,” mindedes Constance Wilde. Den popularitet, Wilde havde oplevet med eventyrerne, var sat over styr. Måske er det derfor, han nedtoner viddet og eskapaderne i de anderledes tilforladelige noveller “Lord Arthur Savile’s Crime and other Stories” (to af dem udgivet på dansk som “Canterville spøgelset og Lord Arthur Saviles forbrydelse”, 1944), som kommer året efter. De fortsætter den gotiske stemning fra Dorian Gray, men når – om end ikke uden humor – ikke op på samme niveau. I november 1892 opnår Wilde kunstnerisk anerkendelse for det makabre, bibelske drama “Salomé”, der blev indstuderet med tidens store diva Sarah Bernhardt og siden tjente som libretto for Richard Strauss’ opera af samme navn, men teatercensuren i London er på stikkerne og forbyder det. I de følgende år skriver Wilde en håndfuld lystige konversationsstykker, der er inspireret af den franske sædekomedie og båret af en vittig dialog udstiller overklassens forstillelse og hulhed. Publikum var begejstrede. Med den barokke farce “The Importance of Being Earnest” fra 1895 fik Wilde også anmelderne med sig.