Arthur Conan Doyle

Artikel type
voksne
cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Doyle, Arthur Conan
Foto: NP / Scanpix

Skotten Sir Arthur Conan Doyle var af baggrund læge, men da patienterne udeblev, begyndte han at skrive. Hans litterære produktion er enorm og mangfoldig, han skrev værker inden for fantasy, science fiction, teaterstykker, historiske romaner, poesi, erindringer, faglitteratur om historie og spiritualisme med mere. Men det er, til hans egen bitterhed, hans detektivnoveller og romaner om den konsulterende detektiv Sherlock Holmes, han huskes for i dag. Historierne om Holmes har afledt den nok største fanbase omkring nogen forfatter nogensinde, og han bliver fortsat fortolket og genfortolket i litteratur, film og tv-serier.

 

50951243

Blå bog

Født: 22. maj 1859, Edinburgh, Skotland.

Død: 7. juli 1930.

Uddannelse: Læge, 1881.

Debut: A Study in Scarlet. Ward Lock & Co, 1887.

Priser: Fik en ridderorden for sine bøger om Boer-krigen i 1902.

Seneste udgivelse:  Erindringer om Sherlock Holmes. Rosenkilde & Bahnhof, 2014. (The memoirs of Sherlock Holmes, 1894). Oversat af Mette Wigh Tvermoes.

Inspiration: Edgar Allan Poe.

 

Hør lydklip fra 'En studie i rødt'

 

 

 

 

Baggrund

”Når jeg kigger mine noter igennem fra de mere end halvfjerds sager, hvor jeg gennem de seneste otte år har studeret min ven Sherlock Holmes’ metode, finder jeg mange tragiske, nogle komiske, et stort antal blot besynderlige, men ingen banale sager; for sådan som han arbejdede, snarere på grund af kærlighed til sit håndværk end for at opnå rigdom, nægtede han at lade sig involvere i nogen efterforskning, der ikke gik i retning af det usædvanlige eller endog det fantastiske.”

”Sherlock Holmes’ eventyr”, s. 203.

Arthur Conan Doyle blev født i Edinburgh i Skotland i 1859. Doyles far Charles Altamont Doyle var fra en irsk familie, men voksede op i England. Som ung flyttede han til Edinburgh, hvor han mødte Doyles mor Mary Foley, også irsk. Faren var billedkunster uden den store succes, hvilket førte til alkoholisme og depression og senere i livet til psykisk sygdom. Doyle voksede op under fattige kår i Edinburgh, en rig onkel sørgede dog for at betale for en god uddannelse. I 1881 blev han færdig med at studere medicin på universitetet i Edinburgh. Han tjente under og efter studiet som skibslæge på forskellige fartøjer.

I 1882 startede han sin egen lægepraksis ved Englands sydkyst. Der var dog langt mellem patienterne, og Doyle brugte tiden på at skrive. I 1885 giftede han sig med Louisa Hawkins, som han fik to børn med. I 1886 fik han publiceret sin første roman om Sherlock Holmes, ”A Study in Scarlet”. I 1890 modtog han en bestilling på en ny Sherlock Holmes-roman.

Doyle læste til øjenlæge i Wien og startede i 1891 en klinik i London. Han fik ikke en eneste patient, men brugte al sin tid på at skrive, både historier om Sherlock Holmes og historiske romaner. Han fik en kontrakt med tidsskriftet The Strand på 12 noveller om Holmes, som blev forlænget med yderligere 12. Detektiven Sherlock Holmes blev Doyles største eftermæle. I virkeligheden var Doyle allerede træt af Holmes efter sin anden roman om ham og planlagde i stedet at fokusere på de historiske værker i sit forfatterskab. Men publikum ville have mere Holmes, og forlæggerne ville give flere penge for historier om ham, så Doyle blev ved.

I 1900 deltog Doyle som frivillig læge i Congo under Boerkrigen. Da verdenssamfundet begyndte at fordømme Englands metoder under krigen, skrev Doyle en pamflet til forsvar for England, og siden en bog. Det var disse udgivelser, der førte til hans adling i 1902. I 1901 begyndte han igen at skrive historier om Sherlock Holmes, som han fortsatte med at skrive om frem til 1927.

I 1906 døde Doyles kone af tuberkulose. Han giftede sig året efter med Jean Elizabeth Leckie, som han fik tre børn med. Under Første Verdenskrig døde Doyles ældste søn, hans bror og andre fra hans familie. Den deprimerede Doyle søgte trøst i spiritualisme, som han dyrkede indtil sin død af et hjerteslag i 1930 – 71 år gammel.

Historierne om Sherlock Holmes er jævnligt blevet udgivet på dansk gennem årene. I det følgende tages udgangspunkt i nyoversættelserne fra Rosenkilde & Bahnhof, som for første gang på dansk udgiver historierne i den rigtige rækkefølge.

 

Et studie i rødt

”Når man skal løse et problem af denne art, er det allervigtigste at kunne ræsonnere baglæns. Det er en meget nyttig færdighed, og den er meget let, men folk bruger den ikke så meget.”
”Et studie i rødt”, s. 154.

I alt 56 noveller og fire romaner blev det til med Sherlock Holmes. Han fik sin debut med ”A Study in Scarlet” fra 1887 (”Et studie I rødt”, 2012). Den første af de fire romancer. Bogens første del er skrevet fra Dr. John H. Watsons synsvinkel. Han er en forhenværende militærlæge, såret i den britisk-afghanske krig, som nu tumler rundt i London, og leder efter et billigt sted at bo. Igennem en fælles bekendt møder han Sherlock Holmes. Sammen flytter de sammen i en lejlighed på den berømte adresse Baker Street 221B. Holmes er verdens første og eneste rådgivende detektiv, der træder til, når politiet ikke kan løse en sag.

Holmes og Watsons første sag drejer sig om et mystisk mord i en forladt bygning. Liget, identificeret som Enoch Drebber fra USA, findes død, uden synlige tegn på overlast, men med blod på gulvet omkring sig. Drebber var i London med Joseph Stragerson, som findes død af knivstik på et hotelværelse nogle dage senere. Første del slutter med, at Holmes dramatisk lægger morderen i håndjern.

29404682

I bogens anden del springer man tilbage i tid til 1847 i Utah, USA. Her følger man manden John Ferrier og hans datter Lucy, som bliver reddet af mormoner, strandet i ørkenen. Far og datter bor med mormonerne, men da Lucy kaster sin kærlighed på en uden for det mormonske fællesskab, fører det til fjendtligheder og død og en jagt på hævn, som kulminerer med mordene i London.

Allerede i første bind om Sherlock Holmes anlægges det fundament, som skulle vise sig at blive en succes. Holmes er i ”Et studie i rødt” en udpræget monoman karakter, som næsten udelukkende er optaget af at tilegne sig viden, der kan hjælpe ham med at opklare forbrydelser. Hans opklaringsmetode er kendt som den deduktive metode, som beror på observation, logik og udelukkelse, iblandet kriminalvidenskabelige discipliner som fingeraftryk, kemiske analyser, fodspor og undersøgelse under lup og mikroskop. Holmes siger selv, at når man har udelukket det umulige, må det der er tilbage, uanset hvor usandsynligt, være sandheden.