Edgar Allan Poe
Foto: The Print Collector/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Edgar Allan Poe

cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
Edgar Allan Poe
Foto: The Print Collector/Science Photo Library/Ritzau Scanpix
Main image
Poe, Edgar Allan
W.S. Hartshorn / Scanpix

Indledning

Gys og gru er vante associationer til navnet Edgar Allan Poe. Hans forfatterskab rummer imidlertid mere end koldsvedsfremkaldende uhygge. Hos Poe finder man kimen til flere af det 20. århundredes store litterære strømninger. Man finder eksistentiel tvivl, symbolistisk æstetik, dystre, psykologiske motiver og fornuftens metodiske forsøg på at forstå det alt sammen. Poe giver ingen udvej fra mysteriernes krogede gange; hverken fornuft eller overtro kan i sidste ende besvare hans fortællingers mange spørgsmål fuldkomment.

 

47243432

Blå bog

Født: 19. januar 1809 i Boston, USA.

Død: 7. oktober 1849 i Baltimore, USA.

Uddannelse: University of Virginia og West Point militærakademi.

Debut: Tamerlane and Other Poems, 1827.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Udvalgte fortællinger. Klim, 2019. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Inspiration: Romantikere som Lord Byron og Percy Bysshe Shelley.

 

 

 

 

 

poe

Artikel type
voksne

Baggrund

”Væggene var draperet med mørke gardiner. Møblementet i almindelighed var mangfoldigt, tungt, gammel og slidt. Der lå en del bøger og musikinstrumenter rundt omkring, men det føjede ikke liv til scenen. Jeg følte, at jeg indåndede sorg. En atmosfære af streng, dyb og ubodelig forstemthed lå over og gennemstrømmede alt.”
”Ushers fald” i ”Samlede fortællinger 1”, s. 52.

Da Edgar Allan Poe døde i 1849, afsluttedes et liv, hvis mystik og dunkelhed modsvares af dets forfatterskab. To år før sin død havde han mistet sin elskede Virginia – hans kusine, som han havde giftet sig med i 1836, da hun kun var tretten år gammel. Han var allerede i 1831 flyttet sammen med Virginia og hendes mor, og Poes moster, i Baltimore. Poes familiære liv var generelt præget af en del omflakken. Han var født af omrejsende skuespillere og blev i en tidlig alder forældreløs, da faren forsvandt sporløst og moren døde af tuberkulose. I en alder af tre år kom han i pleje hos ægteparret Allan, hvor plejefaren John Allan gav ham en streng opdragelse.

Nogle kilder tilskriver den strenge plejefar Poes vanskelige start på voksenlivet. Han måtte forlade universitetet i Virginia, da John Allan havde sendt ham af sted uden nok penge, og da Poe, i et uheldigt forsøg på at dække sine udgifter, kastede sig ud i gambling, hvilket resulterede i en bundløs gæld. Han flygtede ind i hæren ved West Point militærakademi, men blev bortvist, da han havde forsømt sine pligter.

Udstødt og forgældet kastede Poe sig uforbeholdent over skriveriet. I Richmond arbejdede han som skarp anmelder for magasinet Southern Literary Messenger. Han fik også udgivet nogle af sine egne skønlitterære tekster i magasinet, før han til sidst ragede uklar med redaktionen og måtte forlade magasinet. Han blev dog ved med at få udgivet sine tekster i diverse magasiner. I slutningen af 1830’erne udkom ”Tales of the Grotesque and Arabesque”, hvori nogle af hans mest kendte fortællinger optræder, for eksempel ”The Fall of the House of Usher”. Udgivelsen af digtet ”The Raven” i 1845 skabte litterær sensation. Han skrev også teoretiske essays om sin egen poetik i blandt andet ”The Philosophy of Composition”.

Beretninger om Poes liv lægger vægt på, hvordan han led et hårdt slag ved Virginias død i 1847. I efteråret 1949 forsvandt han på sin vej fra Richmond til Philadelphia. Han blev fundet på gaden i Baltimore, beskidt og forkommen, og blev bragt til Washington College Hospital, hvor han udåndede med ordene ”Gud hjælpe min arme sjæl”. Det er stadig et mysterium, hvad der hændte Poe i hans sidste dage. Man ved dog med nogenlunde sikkerhed, at han var alkoholiseret og i økonomiske vanskeligheder. Han blev begravet i Baltimore ved en lille og hurtig ceremoni, overværet af blandt andre digteren Walt Whitman. I 2009 fik Poe en anden, mere hædrende begravelse i Baltimore, hvor hundredevis af mennesker var mødt op til lit de parade med en voksudgave af den afdøde Poe.

Ravnen

”Dump og gravitetisk hviled’ fuglen der, og/ trist jeg smiled’;/ Natsort sad den som en falden og forkullet/ meteor./ ’Skønt din dragt så bedre dage’, lo jeg,/ ’er du ej en krage,/ men en rovgrisk ravn, hvis mage findes/ kun, hvor skygger bor./ Sig dit navn, hvorved du hersker hist hvor/ Plutos skygger bor!’/ ’Aldrig mer!’ lød ravnens ord.”
”Ravnen” i ”Noveller”, s. 122.

Blandt digte i Poes forfatterskab, og blandt digte i amerikansk litteratur i det hele taget, er ”The Raven”, 1845 (”Ravnen”) vel nok et af det mest kendte.

Digtet fortæller gennem atten rytmisk rimende vers om en mand, der ved midnatstid lukker en ravn ind i sit kammer. Han sidder og sørger og forsøger at glemme tabet af sin elskede Lenore, og da ravnen kryptisk taler til ham med ordene ”Aldrig mer” (”Nevermore”), søger han hos den at finde svar på, om han i dødsriget kan forenes med Lenore. ”Aldrig mer” svarer ravnen igen og igen, og fortælleren fortvivler over det endegyldige tab af sin elskede.

Versenes opbygning af enderim, allitterationer og gentagelser, som ravnens dystre ”aldrig mer”, giver digtet et messende præg. Poes evige jeg-fortæller synker dybere og dybere ind i sorgen, og læseren synker med ham. Sprogbrugen er mystisk og symbolladet og båret af farven sort – ravnens fjerdragt, midnatsstundens mørke og kammerets skygger.

Tabet af Lenore rummer et romantisk tema om ideel skønhed og længslen efter den, hinsides den fysiske verden. Digtets højstemte sproglige stil understøtter det romantiske tema. Samtidig er fortællerens famlen efter mening i ravnens ord, hans brudte sætninger, raseri og forvirring udtryk for et psykologisk og eksistentielt motiv, som er udpræget moderne. Fortællerens ustabile tilstand understreges også sprogligt af verber som ”flagre”, ”sitre”, ”famle” og ”skælve”.

I frustration over ravnens svar påkalder fortælleren sig i digtets sidste vers både gud og djævel. Splittelsen mellem guddommelighed og dæmoni udtrykker et gennemgående tema hos Poe, ligesom digtets foruroligende fortællende stil binder det sammen med hans mange noveller.

Arthur Gordon Pyms eventyr

”Så snart skibet var endegyldigt borte, vendte Parker sig brat mod mig med et udtryk i ansigtet, som fik mig til at gyse. Han udstrålede en beslutsomhed, jeg ikke havde bemærket hos ham før, og endnu inden han åbnede munden, fortalte mit hjerte mig, hvad han ville sige. Han foreslog med få ord, at en af os skulle lade livet for at sikre de andres overlevelse.”
”Arthur Gordon Pyms eventyr og Heureka”, s. 93.

Poes eneste romanlange fortælling ”The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket”, 1838 (”Arthur Gordon Pyms eventyr og Heureka, 2009) lægger ud som en vaskeægte knaldroman. En ung mand ved navn Arthur Gordon Pym narrer sig om bord på hvalfangerskibet Delfinen. Hans medsammensvorne, vennen Augustus, kaptajnens søn, sørger for at holde den blinde passager skjult, indtil skibet er så langt fra land, at mandskabet blot må acceptere Arthurs tilstedeværelse frem for at eskortere ham tilbage til land.

Det sker imidlertid ikke på den måde, hverken Arthur eller Augustus havde forestillet sig. Skibet bliver udsat for et brutalt mytteri, og herefter udvikler handlingen sig i skæbnesvanger retning, hvor de overlevende Arthur, Augustus og en mand ved navn Dirk Peters i lang tid lider skibsnød blandt hajer, storme og en mystisk hollandsk skonnert. Arthur ender senere på et andet skib, som også lider en krank skæbne.

Undervejs bevæger historien sig hurtigt fra at være en spændingsfyldt beretning om en ung mands jagt på eventyr til en art drømmeagtig trance, der med mellemrum afbrydes af forklaringer af mere jordnær karakter, som for eksempel geografiske udredninger med utallige koordinater og angivelser af strøm- og vindforhold.

27578276

”Arthur Gordon Pyms eventyr og Heureka” blev i første omgang udgivet som føljeton i et amerikansk magasin, og beretningen spiller på at være en dokumentarisk fortælling forklædt som fiktion; hvilket blandt andet ses i fortællingens dagbogsagtige notater. Poe inddrager i prologen sig selv som en forfatter, der giver Pyms angiveligt sandfærdige fortælling fiktiv form. Den uforløste slutning lader i samme stil forstå, at vidnesbyrdets sidste kapitler er gået tabt, og at Poe ikke har set sig i stand til at færdiggøre fortællingen på egen hånd, da de oplysninger han sidder inde med, forekommer ham både unøjagtige og usandsynlige.

Såvel i fortællestil som indhold sår Poe tvivl om fortællerens forstand og pålidelighed. Det, der i første omgang understøttes som værende sandt og sandsynligt, fremstår i epilogen unøjagtigt og usandsynligt. Pyms oplevelser er langt hen af vejen teknisk redegjort i nidkære detaljer, men glider til sidst over i beskrivelser af det antarktiske hav, som antager denne mytiske og drømmende karakter, hvor intet længere synes at give mening.

Ushers fald

”Hvorfor, tænkte jeg, foruroligede synet af Ushers Hus mig i den grad? Det var et uløseligt mysterium, og jeg havde ikke længere magt over de skyggeagtige fornemmelser, som trængte sig ind på mig, mens jeg sad hensunken i tanker.”
”Ushers fald” i ”Samlede fortællinger 1”, s. 49.

Som det typisk er tilfældet i Poes groteske og arabeske fortællinger, er også ”The Fall of the House of Usher” fra 1839 (”Ushers fald” i ”Samlede fortællinger 1”, 2007) skrevet fra en unavngiven jeg-fortællers perspektiv, som fører læseren ind i fortællingens dystre rum.

Ved fortællingens start betragter han på afstand Huset Ushers dystre sceneri. Indenfor finder han sin barndomsven Roderick Usher, som er på vanviddets rand. Fysisk såvel som mentalt skælver Usher af angst og neuroser. Han er tynget af sin søster Madelines dødssyge tilstand, men hans lidelse synes også at være forbundet med stedets særegne karakter.

Usher besidder nærmest overjordiske kunstneriske evner, som han udfolder i en art neurotisk rus. Fortælleren iagttager ham med lige dele fascination og foruroligelse. Da Madeline dør, bliver det for alvor svært for ham at bevare den rationelle distance til sin værts tiltagende vanvid. Den anspændte tilstand når sit højdepunkt, da det afsløres, at søsteren tilsyneladende er blevet lagt levende i graven. Fortælleren når akkurat at flygte ud af det skæbnesvangre hus, før det går under og forsvinder i søens sorte vand.

29067376

Lig andre af Poes fortællinger er kvindeskikkelsen i ”Ushers fald” en central metafor. Poes kvinder er typisk disse æteriske skabninger, som synes at tilhøre en anden sfære, og som da også ofte glider ind i det ukendte i form af døden. Frøken Madeline er ikke anderledes. Hendes død eller ikkedød er fortællingens gåde og klimakset for fortællerens udfordrede forstand.

Selve Huset Usher synes at være et billede på alt, der overgår den rationelle sans. Alligevel findes der mellem linjerne spor af rationelle forklaringer. I bibemærkninger lægger fortælleren foregribende spor ud, som kan udgøre en potentiel nøgle til det uforklarlige. Allerede i starten nævnes den flænge, som på husets gavl strækker sig fra top til bund, og som måske er en af årsagerne til, at huset til sidst styrter sammen. Om Ushers familie fortælles det, at dens stamtræ går i en lige linje, og tilstedeværelsen af indavl kan derfor muligvis forklare Usher og hans søsters skrøbelige væsner, selvom indavl ikke nævnes direkte.

De gåder løses ikke af fortælleren. Han er splittet mellem fornuft og dæmoni, og hans flugt og husets sammenstyrtning sletter alle spor af en mulig forklaring. Typisk for Poe står slutningen dermed åben, og den næste groteske og arabeske fortælling kan tage sin begyndelse.

Mordene i Rue Morgue

”Værelsets kaotiske uorden, liget efterladt med hovedet nedad oppe i kaminen, den gamle kvindes hæsligt mishandlede lig, alt dette, det førnævnte og flere detaljer, som jeg ikke behøver nævne, har ved at sætte det parisiske politis højt priste kløgt skak været tilstrækkeligt til at lamme hele etaten. De er gået i den gamle, men meget almindelige fælde at forveksle det usædvanlige med det ufattelige.”
”Mordene i Rue Morgue” i ”Samlede fortællinger 1”, s.372.

”The Murders in the Rue Morgue”, 1841 (”Mordene i Rue Morgue” i ”Samlede fortællinger 1”, 2007) regnes af mange for den moderne kriminalromans urfortælling. Poes detektivkarakter C. Auguste Dupin, som introduceres her, optræder kun i tre af Poes fortællinger, men han kan betragtes som en art prototype til verdens nok mest berømte detektiv, Sherlock Holmes.

Historiens unavngivne jeg-fortæller befinder sig i Paris, hvor han flanerer rundt og på et bibliotek render ind i Dupin. Lidt mærkværdigt lukker de sig sammen inde i en dyster, tilbagetrukket og slidt ejendom i en øde del af Paris. Deres intention er at fordybe sig i læsning, skrivning og samtale. Kun om natten flanerer de rundt i de parisiske gader. Disse beskæftigelser forstyrres, da de i avisen falder over en artikel om nogle gruopvækkende mord i gaden Rue Morgue.

En ældre kvinde og hendes datter er fundet myrdet i eget hjem. Lejligheden er fuldstændig raseret og det mystiske er, at intet er stjålet og at morderen er flygtet fra stedet på uforklarlig vis. Derudover har naboerne hørt en stemme fra lejligheden på samme tid, som mordene fandt sted, men ingen af dem kan med sikkerhed fastsætte stemmens nationalitet. Dupin kaster sig over opklaringen af sagen på en måde, som både forbløffer og fascinerer hans unavngivne ven, der allerede har ladet sig betage af Dupins særegne åndsevner.

Hovedparten af fortællingen består af Dupins ræsonnement over det, han læser sig til i artikler om mordene, og det, som han selv og jeg-fortælleren iagttager på gerningsstedet. Dupins analyse og opklaring af mysteriet er præget af et særligt kreativt intellekt, men også af nøgtern deduktion. Jeg-fortælleren fungerer i længere passager som læserens stedfortræder, der ligger øre til Dupins ræsonnerende monologer.

Fortællingen har karakter af en videnskabelig afhandling, men videnskabeligheden udfordres af Dupins uudgrundelige intellekt og den bizarre løsning på mordgåden, som ikke skal afsløres her. Dupins opklaringsarbejde udtrykker også en fin balance mellem rationalitet og mystik. Udgangspunktet for hans analyse er netop det, som stikker i øjnene som umiddelbart irrationelt og uforklarligt, sådan som det også fremgår af nærværende citat. 

Genrer og tematikker

Poes forfatterskab fordeler sig i flere genrer og undergenrer. Han skrev både digte, noveller og en enkelt roman, som dog i første omgang blev udgivet som føljeton, nemlig ”The Narrative of Arthur Gordon Pym”.

Det, der skaber en rød tråd i forfatterskabet, er mørket. Mørket findes i dæmoniske hændelser og i følelser som sorg, rædsel og dødsangst, som Poe både beskrev og søgte at vække hos sine læsere. Med disse midler bidrog han på afgørende vis til skabelsen af en ny litterær genre – den fantastiske litteratur og herunder horror og krimi.

Den fantastiske litteratur gives mange definitioner, men grundlæggende refereres til fortællinger, hvori handlingen transcenderer, det vil sige overskrider, grænsen for den rationelle forståelse. Poes mørke rummer denne grænseerfaring, men transcendensen bliver aldrig fuldbyrdet. Ofte er fortællingerne eller digtene båret af en jeg-fortæller, som i en art fingerede vidnesbyrd beretter om gruopvækkende eller mystiske begivenheder for læseren. De detaljerede vidnesbyrd og, i nogle tilfælde, direkte henvendelser til læseren skaber et metalag, hvor udfordringen ved at skildre det utrolige udpensles, samtidig med, at jeg-fortælleren forsøger at gøre netop dét, i form af en logisk reflekterende redegørelse.

Metalaget i fortællingerne udtrykker den poetik, som Poe udfolder i sit litteraturteoretiske essay ”Digtningens metodik”. Her skriver han om tilblivelsen af digtet ”Ravnen”: ”værket skred frem mod sin fuldendelse skridt for skridt med samme præcision og ubøjelige konsekvens, hvormed man løser en matematikopgave” (Edgar Allan Poe: ”Digtningens metodik” i ”Noveller”. Dansklærerforeningen, 1993). Der ligger altså en rationel metode til grund for både Poes poetik og for hans karakterers ræsonnement, samtidig med at fortællingernes begivenheder, i al deres gru, tenderer at overskride al logisk forklaring. Mystikken i fortællingerne kan måske netop tilskrives denne skrøbelige balancegang mellem rationalitet og metafysik.

De abstrakte, filosofiske temaer fødes ud af dyk ned i den menneskelige psyke. Karaktererne forsøger at forstå hændelserne rationelt, men deres logik udfordres af de dæmoniske hændelsers uforklarlighed. Den tvivl og angst de oplever, mellem fornuft og vanvid, indkapsler både en moderne erfaring af eksistentiel fortabelse, og et genrehistorisk overlap mellem den amerikanske mørke romantik (dark romanticism) og realismen med dens forbindelse til samtidens videnskabelige og teknologiske udvikling. Samtidig er de psykologiske beskrivelser tidløse for så vidt, at det beskæftiger sig med det allermørkeste af den menneskelige eksistens.

Beslægtede forfatterskaber

På trods af at Poes forfatterskab hører til de mere obskure, har det ydet enorm indflydelse på både det 19. og det 20. århundredes verdenslitteratur. I nyere tid har den amerikanske forfatter Paul Auster taget Poe til sig som en vigtig inspirationskilde, hvilket blandt andet kommer litterært til udtryk ”The New York Trilogy”, hvor en af karaktererne ændrer navn til William Wilson, som er titlen på en af Poes fortællinger. Briten Andrew Taylor har mere direkte adopteret Poe i en af sine kriminalromaner. ”The American Boy” er en fiktiv fortælling, der lægger yderligere mystik til Poes liv ved at kredse om Poes drengeår og hans fars forsvinding.

I sin tid var Poe selv påvirket af både den romantiske tradition og videnskabelig rationalisme. Skrækromantikken hos for eksempel tyskeren E.T.A. Hoffmann er beslægtet med Poe med dens brug af det groteske i fortællinger, hvor det reelle og surreelle interagerer.  

Hos en forfatter som Herman Melville ses en klar inspiration fra Poes ”The Narrative of Arthur Gordon Pym”. Udover søfartstemaet og dets mørke symbolik har Melville og Poe det tilfælles, at de skaber brud i den egentlige handling i form af naturvidenskabelige eller tekniske udredninger. Hos Poe er der Arthur Pyms maritime og geografiske forklaringer, som kan strække sig over flere sider, hos Melvilles ”Moby Dick” hele afhandlinger om hvaler og hvalfangst. Begge forfattere er eksempler på, hvordan datidens naturvidenskabelige opdagelser optages i litteraturen.

Knyttet til naturvidenskaben er den matematiske deduktion, som C. Auguste Dupin inkarnerer. Med ham skabte Poe verdenslitteraturens første detektiv og lagde kimen til krimigenren i det hele taget. Fremhæves skal Arthur Conan Doyles berømte Sherlock Holmes, hvor indflydelsen fra Poe er meget iøjnefaldende. Dupin og Holmes er rationalitet i yderste konsekvens. Deres evner til deduktivt at afkode tankemønstre, handlinger og gerningssteder er så fænomenal, at det næsten kammer over i det usandsynlige.

Poes groteske og arabeske fortællinger kan ligeledes forbindes til både en lang række verdenskendte forfattere og til kunstneriske genrer som symbolismen og surrealismen. I paranoiaen og det eksistentielle fordærv hos forfattere som Fjodor Dostojevskij og Oscar Wilde finder man også spor af Poes mareridtsagtige psykologiske fortællestil.

Sidst skal nævnes Charles Baudelaire, som åbent erklærede sin passion for Poes forfatterskab, og hvis skildring af den tætte forbindelse mellem skønhed og fortabelse som en moderne (storby)erfaring modsvares af Poes dobbelte billeder af skønhed og dæmoni.   

Bibliografi

Romaner

Poe, Edgar Allan:
Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka. Klim, 2009. (The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket. Harper, 1838). Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Noveller

Poe, Edgar Allan:
Fortællinger. Jordan, 1855.
Poe, Edgar Allan:
Samlede fortællinger 1. Klim, 2007.
Poe, Edgar Allan:
Samlede fortællinger 2. Klim, 2007.
Poe, Edgar Allan: Udvalgte fortællinger. Klim, 2019. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Digte

Poe, Edgar Allan:
Digte. Pio, 1918.
Poe, Edgar Allan:
Udvalgte digte. Klim, 2011.

Engelske noveller

Poe, Edgar Allan:
The Conchologist's First Book; or, A System of Testaceous Malacology. Haswell, Barrington & Haswell, 1839.
Poe, Edgar Allan:
Tales of the Grotesque and Arabesque. Lea & Blanchard, 1840.
Poe, Edgar Allan:
The Prose Romances of Edgar A. Poe. Graham, 1843. Tales. Wiley & Putnam, 1845.

Digte

By a Bostonian (Poe, Edgar Allan):
Tamerlane and Other Poems. Thomas, 1827.
Poe, Edgar Allan:
Al Aaraaf, Tamerlane and Minor Poems. Hatch & Dunning, 1829.
Poe, Edgar Allan:
Poems. Bliss, 1831.
Poe, Edgar Allan:
The Raven and Other Poems. Wiley & Putnam, 1845.
Poe, Edgar Allan:
Eureka: A Prose Poem. Putnam, 1848.

Om forfatterskabet

Web

Poes danske fanside; indeholdende biografi, værkanalyser og perspektiverende artikler.
Artikel med både biografiske detaljer og litteraturteoretisk- og -historisk fortolkning af forfatterskabet.
Biografisk artikel og film, hvor litteraturforskere udtaler sig om Poes liv og forfatterskab.

Artikler

Goldbæk, Henning:
”Efterskrift” i ”Noveller”. Dansklærerforeningen, 1993.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Poe, Edgar Allan:
”Digtningens metodik” i ”Noveller”. Dansklærerforeningen, 1993.