dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix

Fjodor M. Dostojevskij

cand.mag. Felix Rothstein, Bureauet, april 2021.
Top image group
dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix
Main image
Dostojevskij, Fjodor M.
Foto: POLFOTO

Indledning

Russiske Fjodor M. Dostojevskij er en af de mest indflydelsesrige og banebrydende forfattere i verdenslitteraturen. Hans omfangsringe forfatterskab skildrer ofte ensomme, udsatte mennesker, der kæmper for at opretholde værdigheden, og hovedværker som ”Forbrydelse og straf” (1866), ”Idioten” (1868) og ”Brødrene Karamazov” (1879-80) rummer store psykologiske, filosofiske og eksistentielle indsigter. Dostojevskij undersøger både forbrydelsens væsen og det gode i mennesket i en flerstemmig og springende fortælleform, der i dag står som en af de mest visionære i litteraturhistorien.

62553561

 

 

Blå bog

Født: 11. november 1821, Moskva, Rusland.
Død: 9. februar 1881, Sankt Petersborg, Rusland.

Uddannelse: Ingeniør.

Debut: Bednie ljudi, 1846. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Et latterligt menneskes drøm : en fantastisk fortælling. Batzer & Co, 2022. Oversat af Ole Husted Jensen

Inspiration: William Shakespeare, Friedrich Schiller, E.T.A. Hoffmann, Aleksandr Pusjkin, Nikolaj Gogol, Edgar Allan Poe, Charles Dickens.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg drager kort sagt den konklusion at alle (...) af natur uvægerligt må være forbrydere, naturligvis i større eller mindre grad. Ellers vil det være umuligt for dem at hæve sig op over de andre og ikke at gøre det passer naturligvis ikke til deres natur og er efter min mening en situation de heller ikke bør affinde sig med.”
”Forbrydelse og straf”, s. 314.

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij blev født i Moskva i 1821 og levede en omskiftelig og dramatisk tilværelse. Han voksede op i en søskendeflok på otte på Marinskij-hospitalets område, hvor faren arbejdede som fattiglæge, selvom han også var lavadelig godsejer. Allerede i barndommen spillede litteratur en vigtig rolle. Biblen var den vigtigste bog i det religiøse hjem, men faren læste også højt fra Homer og Cervantes, og Dostojevskij læste tidligt forfattere som E.T.A. Hoffmann, Friedrich Schiller og Aleksandr Pusjkin. Som kun 15-årig mistede han sin mor til tuberkulose, og to år senere døde også faren, under uopklarede omstændigheder.

Dostojevskij blev uddannet på militæringeniørakademiet i Sankt Petersborg og arbejdede som ingeniørløjtnant frem til 1844, hvor han tog sin afsked for at satse på en litterær karriere. Året efter debuterede han med romanen ”Stakkels mennesker”.

Samtidig med sin spirende forfatterkarriere begyndte Dostojevskij dog at gå til møder i Petrasjevskij-kredsen, der dyrkede revolutionære tanker og bl.a. ønskede at afskaffe censuren. I 1849 blev Dostojevskij fængslet og dømt til døden. Først da han stod med henrettelsespelotonens geværer rettet mod sig, blev han benådet og i stedet sendt ti år i arbejdslejr i Sibirien. De sidste seks år afsonede han dog bl.a. som militærtjeneste.

Efter afsoningen vendte Dostojevskij tilbage til Sankt Petersborg, hvor han fik sit andet litterære gennembrud med fangelejrromanen ”Det døde hus” (1860), der blev optakten til de følgende ”store værker” og deres analyse af forbrydelsens psykologi og det religiøse grundsyn, der for alvor cementerede hans plads som en af verdenslitteraturens vigtigste.

På trods af den store kunstneriske succes var Dostojevskijs liv fortsat præget af uro. Han var elendig til at administrere sine indtægter, optog store lån, spillede ofte pengene væk og måtte gang på gang pantsætte selv sine allermest nødvendige ejendele. Flere gange måtte han på grund af økonomiske og politiske problemer søge tilflugt i Vesteuropa.

I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin sekretær, den unge Anna Snitkina, som han fik fire børn med. De levede, på trods af en usikker tilværelse, sammen til hans død i 1881. Dødsfaldet og begravelsen udløste landesorg i Rusland.

Kældermennesket

”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind forstand på min sygdom og ved ikke rigtig hvad der er galt med mig. Jeg går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevet overtroisk.”
”Kældermennesket”, s. 19.

Den lille roman Zapiski iz podpolʹja” fra 1864 (”Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund”, 2007) er blandt Dostojevskijs mest særprægede og regnes af mange for at være en af litteraturhistoriens første eksistentialistiske romaner.

Romanens kældermenneske er en unavngiven 40-årig embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.

54551355

Fra kælderdybet udfolder romanens første del sig som særlingens indædt spydige men velartikulerede angreb på alle samfundets idealer og forhånelse af alle menneskelige værdier. Han betragter sig som klogere end alle andre men beskriver også sig selv som syg, ondskabsfuld og utiltalende. ”Kan et erkendende menneske overhovedet andet end foragte sig selv?” (s. 35) spørger han sig selv.

Men selvom monologen er fuld af tydelig selvforagt, retter han særligt sin aggressive kynisme mod de moderne mennesker, der ligefrem har ”besvær med at være mennesker, mennesker af ægte kød og blod.” (s. 172). I sin gravlignende afsondrethed – som han på én gang nyder og hader – mener han, at han er mere ”i live” end menneskene på gaden. For kældermennesket er tilbagetrækningen både naturlig og nødvendig.

I romanens anden del genfortæller han de optrin fra sit liv, der er skyld i den fiasko han har oplevet i sit personlige og professionelle liv, inden han isolerede sig i kælderen. Han fortæller om mødet med en fremmed officer og med gamle skolekammerater, der behandler ham nedladende. Kulminationen sker i et møde med den unge prosituerede Lisa. I et desperat forsøg på dog at hævde sig over for nogen, forsøger han at ydmyge hende, men ender selv i ydmygelsen, da hun opsøger ham i hans kælderlejlighed og gennemskuer ham som en usikker og fremmedgjort enspænder, der trods sin isolation er sygeligt optaget af, hvad andre mener og tænker om ham. Oftest ænser de ham dog ikke en gang.

Forbrydelse og straf

”Det er vanskeligt at forestille sig hvordan nogen kunne synke dybere og havne i mere krasse omgivelser; men disse omgivelser passede faktisk Raskolnikov udmærket i hans nuværende åndelige forfatning. Han havde isoleret sig helt fra andre mennesker, trukket sig ind i sit skjold som en skildpadde; og selv synet af tjenestepigen (...) fik galden til at stige op i halsen på ham.”
”Forbrydelse og straf”, s. 36-37.

”Prestuplenie i nakazanie” fra 1866 (”Forbrydelse og straf”, 2010) er nok den mest berømte af alle Fjodor Dostojevskijs romaner, og mange af temaerne fra ”Kældermennesket” bliver videreudviklet i den store og komplekse fortælling om den unge, forarmede student Rodion Raskolnikov. Han føler sig også fremmedgjort i verden og betragter sig som en slags overmenneske, der er hævet over lov og moral og derfor har ret til at slå et andet menneske ihjel. En dag beslutter han sig for at slå den griske pantelåner Aljona ihjel med en økse, og i angst for at blive opdaget slår han også hendes unge søster Lizaveta ihjel.

29260516

Han synes, at han ved at myrde og udplyndre pantelåneren har gjort verden til et bedre sted: ”Hvad betyder vel den onde, dumme, svindsottige kællings liv på almindelighedens vægt? Ikke mere end en lus eller en kakerlak, for den gamle er jo et skadedyr.” (s. 81). Men det koldblodige dobbeltdrab begynder alligevel at nage Raskolnikov, og som i en slags krimiplot udspiller romanens første del sig som en stadig mere nervespændt udveksling mellem morderen og efterforskeren, politimanden Porfirij. Da Raskolnikov endelig bliver fanget, overgiver han sig frivilligt til sin straf og bliver sendt i fangelejr i Sibirien. Her finder han en slags fred med sig selv og sin forbrydelse i mødet med en tidligere prostitueret og ikke mindst i sin overgivelse til kristendommen.

”Forbrydelse og straf” kredser om forbrydelsens natur, om skyldsspørgsmålet og søger at belyse, hvorfor Raskolnikov slog ihjel. Hovedpersonen er selv splittet (hans navn er afledt af det russiske ord ”raskol”, der simpelthen betyder ”splittelse”) mellem flere forskellige motiver, men spørgsmålet forbliver ubesvaret. Og måske er hverken forbrydelsen eller dens motiv det centrale i romanen. Til gengæld er Raskolnikovs anger og den lidelse, der fører til hans erkendelse af egen skyld afgørende for, at han kan bevæge sig væk fra sit menneskefjendske, nihilistiske livssyn og henimod den kristne tro, der for Dostojevskij er den eneste måde, hovedpersonen kan sone sin brutale forbrydelse på.

Idioten

”Hans hjerne og hjerte fyldtes af et ganske usædvanligt lys; al hans uro, al tvivl og nervøsitet forsvandt med ét og afløstes af en ligesom ophøjet fornemmelse af ro, der var fuld af en lys og harmonisk glæde og af håb, fuld af indsigt og et uendeligt klarsyn. Men disse øjeblikke, disse glimt af lys, var ikke andet end en forudanelse om det sidste sekund (...), hvor selve anfaldet begyndte.”
”Idioten”, s. 301.

Den unge, blonde adelsmand Fyrst Mysjkin er titelfiguren i ”Idiot” fra 1868 (”Idioten”, 2010), den anden af Dostojevskijs tre store romaner, der betragtes som hans hovedværker. Idéen med bogen var ifølge forfatteren selv ”at skildre et fuldkomment skønt og rent menneske”, og sådan et menneske er Mysjkin altså: den rene godhed, ikke i stand til onde hensigter eller til at nære mistro mod andre mennesker. Han er faktisk så god og godtroende, at han regnes for en idiot.

52329906

I en togkupe – på vej hjem fra sanatorieophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for epilepsi – møder Mysjkin den jævnaldrende Rogozjin, der i modsætning til fyrsten er fuld af skepsis mod omverdenen og alle han møder. Han opfatter Mysjkin som tossegod og nærmest barnagtigt naiv, men det viser sig at fyrsten, næsten som en seer, kan kigge bagom andre menneskers facade og gennemskue deres lidelser og smerte. Men han er også verdensfjern og har svært ved at begå sig i samfundets praktiske virkelighed. Således spurgte lektor emeritus i russisk litteratur Kjeld Bjørnager, i sin omtale af romanens nyoversættelse i tidsskriftet Kontur, om Mysjkin er idiot ”fordi han ikke ser intriger og ondskab, men kun smerte og ulykkelige mennesker? Er han idiot, fordi han går alt i møde med et åbent, barnligt sind og siger sandheden, selv når den er ilde hørt?” (Kjeld Bjørnager: Nyoversættelse af russisk klassiker. Kontur nr. 15, 2007, s. 61).

I togkupeen introduceres også Nastasja Filippovna, fortællingens femme fatale, der selvdestruktivt kommer til at sætte gang i det trekantsdrama mellem hende, Rogozjin og Mysjkin der ender i stor tragedie.

”Idioten” kan virke springende og næsten kaotisk i sin opbygning, men sammen med Dostojevskijs flerstemmige skrivestil er det med til at understrege de store spørgsmål, som romanen stiller. Hvad er godt, hvad er ondt? Hvad er sandt, hvad er falskt? Og kan man overhovedet stille dem op som modsætninger, når gode mennesker ikke altid træffer de rigtige beslutninger, mens onde mennesker også kan vække sympati? Måske er Mysjkin og Rogozjin ikke modsætninger, men spejlinger. Og måske er idioten ikke den, man regner med.

Brødrene Karamazov

”'Alt er tilladt.' Det var den sandhed, De lærte mig, for De talte meget om det dengang: For hvis der ikke er nogen uendelig Gud, så er der heller ingen dyd, og der er heller ikke brug for den overhovedet. Det havde De ret i. Sådan tænkte jeg også. (…) De gentog dengang hele tiden, at alt er tilladt, og nu er De selv så urolig, hvorfor?”
”Brødrene Karamazov”, s. 651-652.

Den tredje store roman ”Brat'ja Karamazovy” udkom som tidsskriftføljeton fra 1879-1880 (”Brødrene Karamazov”, 2020) og var også Fjodor Dostojevskijs sidste roman inden hans død mindre end fire måneder senere.

Storværket, der består af 12 ”bøger”, fortæller den brogede historie om de tre Karamazov-brødre – den hedonistiske og kaotiske soldat Dimitri, den intellektuelle ateist Ivan og munkenovicen Aljosja – og deres far, den udspekulerede men drikfældige godsejer Fjodor, der jagter penge, damer og sprut, mens sønnerne overlades til en blanding af tilfældet og fjerne slægtninges barmhjertighed. Kun en fjerde bror, den uægte søn Smerdjakov, bliver hos faren – ikke som søn, men som tjener, der ender som forhærdet nihilist.

38351125

I romanens første bøger introduceres brødrene, hvis meget forskellige livsbaner og levemåder alligevel til sidst fører dem sammen i den lille hjemby. For selvom de hver især repræsenterer forskellige religiøse eller etiske ståsteder, samler Dostojevskij deres tråde i forholdet til den afstumpede og nærmest monstrøse faderskikkelse – og bogens centrale plot roterer om Smerdjakovs mord på faren og de voldsomme begivenheder, der følger.

Ligesom i flere andre af Dostojevskijs værker spiller spørgsmål om lidelsens mening og om den Gud, der tillader, at uskyldige lider, også en afgørende rolle i ”Brødrene Karamazov”. Med to unge kvinder og en stor formue som omdrejningspunkt udvikler romanen sig som et teologisk eller filosofisk drama, hvor spørgsmål om tro og tvivl, fornuft og fri vilje udspiller sig på baggrund af et russisk samfund, der i 1870'erne var i en hastig moderniseringsproces.

Med sin blanding af hektisk dialog, store skænderier, religiøse diskussioner – og fortællerens stemme, der ofte bryder ind med egne vurderinger, spørgsmål og kommentarer – er ”Brødrene Karamazov” et vildt og viltert værk med utallige sidespor og et myldrende kor af bipersoner, der sætter hovedpersonernes tro og etik på prøve.

Genrer og tematikker

Fjodor Dostojevskij skrev mere end 30 romaner og novellesamlinger foruden et par selvbiografiske essaysamlinger og en håndfuld oversættelser fra tysk og fransk af bl.a. Schiller og Balzac. Og selvom hans forfatterskab strakte sig over fem årtier, er der nogle kernetemaer, der er gennemgående fra de tidligste til de seneste romaner.

Allerede i ”Stakkels mennesker” er Dostojevskij optaget af et tema, han vil komme til at forfølge hele livet: Menneskets kamp for selvagtelse. Sammen med en bog som ”Dobbeltgængeren” (1846) peger debuten frem mod ”Kældermennesket” og ”Forbrydelse og straf.” Hovedpersonerne i de to tidlige romaner er ensomme, forhutlede embedsmænd. Deres stillinger på bunden af embedsværket levner dem ikke mange muligheder for at skabe sig en tålelig tilværelse. Her lægger Dostojevskij grundstenene til den omfattende og dybe undersøgelse af menneskets psykologi, som han for alvor mestrer i sine tre store romaner.

Gennem hele forfatterskabet spiller store religiøse, psykologiske og filosofiske spørgsmål en altafgørende rolle i de mange romaner og noveller, der udforsker tilbagevendende temaer om fattigdom, moral, menneskelig dårskab – og forbrydelse, vold og bedrag. Samtidig tegner Dostojevskij et billede af sin samtids russiske samfund, hvor revolutionære bevægelser og store sociopolitiske omvæltninger prægede livet.

Særligt de tidlige værker er præget af realismen og naturalismens interesse for samfundets problemer – f.eks. forholdet mellem rig og fattig – mens de religiøse temaer senere fik større betydning, og hvor også gotiske, romantiske og stærkt satiriske elementer blandede sig med selvbiografiske træk i værkerne. Hos Dostojevskij fornemmer man, at der ikke findes et endeligt og afgørende ”sidste ord”. Det er snarere, som om fortællerne og karakterernes tanker, følelser, erfaringer og stemmer reflekteres gennem hinanden, næsten som i samtale og derfor aldrig gør værkerne entydige men derimod karakteristisk polyfone eller flerstemmige.

Beslægtede forfatterskaber

Det omfangsrige forfatterskab hører til blandt de vigtigste og mest indflydelsesrige i verdenslitteraturen, og Dostojevskijs betydning for udviklingen af den realistiske roman i 1800-tallets Europa og for den modernistiske litteratur i starten og midten af 1900-tallet har været afgørende.

Derfor kan man også pege på utallige forfatterskaber, der har ladet sig inspirere af Dostojevskij, og forfattere som Hermann Hesse, Knut Hamsun, James Joyce, Virginia Woolf og Marcel Proust har alle skrevet om den store russers betydning.

Franz Kafka kaldte Dostojevskij for sin ”blodsbeslægtede” og var stærkt inspireret af særligt ”Forbrydelse og straf” i arbejdet med romanen ”Processen” (1924), hvor hovedpersonen K. bliver retsforfulgt uden at kende til den forbrydelse, han anklages for. Spørgsmålet om menneskets grundlæggende skyld er centralt, og over for både K. og Raskolnikov kan man spørge: Har han begået en forbrydelse? Hvis han har, betragter han det så selv som en forbrydelse? Og hvis ikke, hvorfor giver han sig så frivilligt hen til myndighederne og rettens angreb og accepterer sin straf?

Præcis 100 år efter Dostojevskijs fangelejrroman ”Det døde hus” udkom den lille sensationsroman ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”. Forfatteren var russiske Aleksandr Solsjenitsyn, hvis fortælling om livet i en af Sovjets GULAG-fangelejre var tydeligt inspireret af ”Det døde hus”. Overlevelse, værdighed, fællesskab, skyld, straf og soning er eviggyldigt fællesstof på tværs af et helt århundrede.

Endelig var de franske eksistentialister med Jean-Paul Sartre i spidsen enormt inspirerede af Dostojevskijs tanker om gud og mennesker og om den frie vilje. I sit essay ”Eksistentialisme er en humanisme” skriver Sartre med en opsummering af Ivan Karamazovs antikirkelige holdning: ”Dostojevskij skrev engang: 'Hvis Gud ikke eksisterede, ville alt være tilladt;' og det for eksistentialisme er udgangspunktet.” For Sartre betyder det, at mennesket selv har det fulde ansvar for sin eksistens uden mulighed for frelse fra en højere magt. En afgørende kontrast er dog, at svaret på tilværelsens tilsyneladende meningsløshed for Dostojevskij i høj grad fandtes i den kristne tro, mens eksistentialisterne betoner det aktive, frie valg.

Bibliografi

Romaner

Dostojevskij, Fjodor M.: Spilleren. Af en ung mands optegnelser. Gyldendal, 1999. (Igrok, 1866). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: En grønskolling. Vangsgaard, 2004. (Podrostok, 1875). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: De ydmygede og sårede. People's Press, 2006. (Unizhennye i oskorblyonnye, 1861). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Spilleren; Krokodillen. People's Press, 2006. (Igrok, 1866; Krokodil, 1865). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Netotsjkas barndom. People's Press, 2006. (Netochka Nezvanova, 1848). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Onkels drøm; En andens kone; Ægtemanden under sengen; En fatal historie. People's Press, 2006. (Dyadyushkin son, 1859; Chuzhaya zhena, 1848; Muzh pod krovatyu, 1848; Skverny anekdot, 1862). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Kældermennesket: Optegnelser fra en undergrund. Nansensgade Antikvariat, 2007. (Zapiski iz podpolʹja, 1864). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Onde ånder. Gyldendal, 2008. (Besy, 1871-1872). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Idioten. Rosinante, 2010. (Idiot, 1868). Oversætter: Jan Hansen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Forbrydelse og straf. Rosinante, 2010. (Prestuplenie i nakazanie, 1866). Oversætter: Jan Hansen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Den evige ægtemand: En fortælling. Bechs Forlag, 2012. (Vetjnyj muzj, 1869). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Onkels drøm. Bechs Forlag, 2016. (Dyadyushkin son, 1859). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevski, Fjodor M.: Hvide nætter. Rosinante, 2016. (Belyje notij, 1848). Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Det døde hus. Sisyfos, 2016. (Zapiski iz mertvogo doma, 1861-1862). Oversætter: Trine Søndergaard.
Dostojevskij, Fjodor M.: Dobbeltgængeren: Et Petersborgpoem. Bechs forlag, 2017. (Dvojnik, 1846). Oversætter: Tine Roesen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Godset Stepantjikovo og dets beboere: af en ukendts dagbog. Løvens Forlag, 2018. (Selo Stepantjikovo i ego obitateli, 1859 1859). Oversætter: Per Dalgård.
Dostojevskij, Fjodor M.: Stakkels mennesker. Gyldendal, 2019. (Bednie ljudi, 1846). Oversætter: Tine Roesen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Brødrene Karamazov. Sisyfos, 2020. (Brat'ja Karamazovy, 1879-1880). Oversætter: Marie Tetzlaff.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Et latterligt menneskes drøm : en fantastisk fortælling. Batzer & Co, 2022. Oversat af Ole Husted Jensen.

Noveller

Dostojevskij, Fjodor M.: To fantastiske fortællinger. Roskilde Bogcafé, 1997. (Krotkaja, 1876; Son smeshnovo cheloveka, 1877). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: En fæl historie og andre fortællinger. Bechs Forlag, 2018. (Skverny anekdot, 1962). Oversættere: Trine Søndergaard og Tine Roesen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Den sagtmodige. Batzer & Co, 2022. Oversat af Ole Husted Jensen.

Breve og dagbøger

Dostojevskij, Fjodor M.: Dostojevskijs breve i udvalg. People's Press, 2006. Oversætter: Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.: En forfatters dagbog i udvalg. People's Press, 2006. Oversætter: Ejnar Thomassen.

Om forfatterskabet

Bøger

Dostojevskaja, Anna Grigorjevna: Mit liv med Dostojevskij. Det Danske Forlag, 1957. Oversætter: Ejnar Thomassen.
Krag, Erik: Dostojevskij. Gyldendal Norsk Forlag, 1962.
Gide, André: Dostoevsky. Penguin Books, 1967. Oversætter: Arnold Bennett.
Miller, Robin Feuer: Dostoevsky and The Idiot: Author, Narrator and Reader. Harvard University Press, 1981.
Kjetsaa, Geir: Fjodor Dostojevskij – Et digterliv. Chr. Erichsens Forlag, 1986. Oversætter: Henning Albrechtsen.
Girad, René: Dostojevskij: fra dobbeltgænger til enhed. 1991 Oversat fra fransk af Hans Lundager Jensen.
Bakhtin, Mikhail: Problems of Dostoevsky's poetics. Manchester University Press, 1997. Oversætter: Wayne C. Booth.
Møllehave, Johannes: Kærlighed og dæmoni: Hvorfor fejludvikler kærligheden sig? Lindhardt & Ringhof, 1998.
Matthiesen, Søren: Ud over al forstand: Tilværelse og tro i Dostojevskijs forfatterskab. Aros, 1999.
Halling, Hans: Studier i to noveller af F. M. Dostojevskij og Jakob Knudsen. Luna, 2000.
Hansen, Knud: Dostojevskij. Gyldendal, 2005.
Laursen, Kjeld: Lyset skinner i mørket: Fjodor Dostojevskij og hans tid. Tiderne Skifter, 2017.
Thomsen, Erling Stougård: Den russiske katedral: fem læsninger i Dostojevskijs værker. Fønix, 2017.
Thurneysen, Eduard: Dostojevskij. Multivers, 2021. (Dostojewski, 1922). Oversættelse: Rasmus Vangshardt.
Stief, Carl:
Om at læse Dostojevskij. Bech - Viatone, 2021.
Roesen, Tine:
Dostojevskij - en introduktion. AArhus Universitetsforlag, 2021.

Artikler

Fryszman, Alex: Kierkegaard and Dostoyevsky: Seen through Bakhtin's prism. Kierkegaardiana bd. 18, 1996. s. 100-125.
Gejl, Anders: Motiver til et mord: om Dostojevskijs Raskolnikov - forbrydelse og straf. Passage nr. 16, 2002. s. 75-84.
Gammelgaard, Signe Leth: Rum for kritik: Rumlighed og rationalitet i Dostojevskijs Kældermennesket. Trappe Tusind nr. 9, 2013.
Andersen, Jørn Erslev: En koncessionsløs tekst: Fjodor Dostojevskijs Idioten læst som anti- og procesroman. Passage, nr. 70, 2013.
Roesen, Tine: Alle tiders Dostojevskij. Standard, årg. 34 nr. 2/3, 2020.
Hou, Jacob: Idealet er at være sporløs. Interview med Marie Tetzlaff. Politiken, 2020-11-21.

Video om Dostojevskij

Fjodor Dostojevskij. 1975. Producer: Annemarie Noltenius; Tilrettelæggelse Johannes Møllehave: Henning Mortensen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Fjodor M. Dostojevskij

Kilder citeret i portrættet