dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix

Fjodor M. Dostojevskij

cand.mag. Kristine Witt-Hansen. 2004.
Top image group
dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix
Main image
Dostojevskij, Fjodor M.
Foto: POLFOTO

Indledning

Russisk forfatter. Skrev romaner, noveller og artikler.

Mange af Dostojevskijs dramaer udspiller sig i 1800-tallets Skt. Petersborg. Ofte skildrer han ensomme, udsatte mennesker, der kæmper for at opretholde værdigheden. Værkerne rejser etiske spørgsmål og går tæt på det trængte menneskets psykologi. Problemstillingerne har altid en eksistentiel dimension, og det religiøse tema er centralt placeret. Dostojevskij undersøger forbrydelsens væsen, men søger også at skildre det gode menneske. Fortælleformen er tit springene og flerstemmig. Romanerne Forbrydelse og staf og Idioten er hovedværker i litteraturhistorien.

 

47350123

Blå bog

Født: 1821 i Moskva.

Død: 1881 i Skt. Petersburg.

Uddannelse: Ingeniør.

Debut: Arme mennesker. 1846.

Vigtige værker: Forbrydelse og straf, Idioten. Brødrene Karamazov.

Seneste udgivelse: Stakkels mennesker. Gyldendal, 2019. (Bednye ljudi, 1846). Oversætter: Tine Roesen.

Museum: Dostojevskij-museet, Skt. Petersburg.

 

Artikel type
voksne

Barndomshjemmet

Fjodor Mikhailovitsj Dostojevskij blev født i Moskva i 1821. Han voksede op i en kultiveret og religiøs familie. Biblen var den vigtigste bog i hjemmet. Jobs bog gjorde et dybt indtryk på barnet Dostojevskij, men han holdt også meget af at få læst højt fra Homer og Cervantes. Storebroderen Mikhail delte hans interesse for litteratur, og sammen læste de E.T.A. Hoffmann, Schiller og ikke mindst Pusjkin. Dostojevskijs far havde et vanskeligt temperament, han var streng og urimelig. Moderen derimod var blid og kunstnerisk anlagt, desværre mistede Dostojevskij hende kun 15 år gammel. Moderens død var et stort tab for drengen, der senere brugte hende som skabelon for Alosjas hjertensgode mor i Brødrene Karamazov.

I 1831 købte familien landsbyen Darovoje samt 76 livegne bønder. Men livet som godsejer var ikke let for Dostojevskijs far. Efter hustruens død begyndte han at drikke og opføre sig skændigt. En dag dør han pludselig, mens han er ude at inspicere sine jorde. Dødsårsagen var tilsyneladende et apoplektisk anfald, men folk på egnen følte sig ikke sikre. Faderen var ikke populær blandt bønderne, og rygtet om, at de skulle have slået ham ihjel, begyndte at svirre. Det er højst sandsynligt, at Dostojevskij også var i tvivl. Sagen endte med, at bønderne blev frifundet.

 

Det tidlige forfatterskab

Efter faderens død kunne Dostojevskij begynde at skrive. Hans første roman Arme mennesker (1846) blev godt modtaget, og kort efter fulgte Dobbeltgængeren (1846). Hovedpersonerne i disse to romaner er ensomme, forhutlede embedsmænd. Deres stillinger på i bunden af embedsværket, levner dem ikke mange muligheder for skabe sig en tålelig tilværelse. De kan minde om personer fra Gogols fortællinger, også Gogol skildrer den underordnede embedsmand. Alligevel er Dostojevskijs karaktertegning nyskabende. I modsætning til Gogol latterliggør han ikke sine personer, men beskriver dem med megen sympati. Allerede i sine første romaner er Dostojevskij optaget af et tema, han vil komme til at forfølge hele livet: Menneskets kamp for selvagtelse. Romanerne peger frem mod Kældermennesket (1864) og Forbrydelse og straf (1866).

Dostojevskij var selv af den opfattelse, at han skrev realistiske romaner. Men i hans værker fungerer realismen som et middel til at beskrive menneskets psykologi. Fattigdom bliver i høj grad et sjæleligt anliggende. Desuden kommer hans begejstring for de romantiske forfattere til udtryk i hans virkemidler. Hans univers virker rent fantastisk. I Dobbeltgængeren synes den indre og den ydre verden at smelte sammen. Hovedpersonen Goljadkins paranoide følelse af at blive fortrængt af en dobbeltgænger er skildret, som om det er noget, der foregår i den fysiske verden. Dostojevskij vender tilbage til dobbeltgængermotivet senere i sit forfatterskab.

Benådning og fængsling

I 1847 begyndte Dostojevskij at gå til Petrasjevskij-kredsens møder. Kredsens unge medlemmer var optagede af Fouriers utopiske socialisme, de var tilhængere af reformer i retsvæsenet og ønskede at afskaffe censuren. Dostojevskij selv blev en varm fortaler for livegenskabets ophævelse, måske i protest mod faderens livsform. Efterhånden udviklede kredsen sig til en revolutionær bevægelse, og Dostojevskij høstede erfaringer, som han senere brugte i romanen De besatte (1871-1872).

Den 23. april 1849 bliver Dostojevskij og 32 andre fra kredsen arresteret og anklaget for revolutionær virksomhed. I de over syv måneder sagen verserer, sidder han buret inde i Peter-Paul-fæstningen. Men en morgen i december bliver han kørt væk sammen med de andre anklagede. Til deres store forskrækkelse går turen til skafottet. Dommen læses op. Fangerne bliver fundet skyldige og dømmes til døden. Imidlertid viser det sig, at zaren (Nikolaj I) har udtænkt en grufuld spøg. Dostojevskij og hans kammerater bliver iført ligklæder, og soldaterne tager sigte. Men netop som man forventer at høre skuddene smælde, forkyndes zarens benådning. Denne uventede oplevelse af at få livet tilbage, glemte Dostojevskij aldrig. Han har gengivet episoden ganske nøjagtig i romanen Idioten (1868).

Den omstødte dom lød på 8 års strafarbejde i Sibirien. Det siger sig selv, at denne tid blev en streng for Dostojevskij, der ikke var vant til hårdt fysisk arbejde. Det gjorde det ikke nemmere, at han begyndte at få epileptiske anfald. Dostojevskij har skildret livet i tugthuset i romanen Optegnelser fra det døde hus (1861-1862). Efter den egentlige afsoning, skulle Dostojevskij tjene som soldat. I denne stilling fik han lejlighed til at møde sin første hustru Maria Dmitrijevna.

Forbrydelse og straf

Dostojevskij var i det meste af sit liv i stor pengenød. I modsætning til sine forfatterkollegaer Tolstoj og Turgenjev var han simpelthen nødt til at skrive for at få mad på bordet. Det hjalp ikke på hans dårlige økonomi, at han var elendig til at administrere sine midler og ofte påtog sig unødvendige gældsforpligtigelser. Helt galt gik det, når han på sine rejser til Europa blev grebet af den heftigste spillelidenskab. Rouletten ruinerede ham gang på gang. Ofte var det så slemt, at han befandt sig på sultegrænsen og måtte pantsætte selv sine allermest nødvendige ejendele. Livet i spillehallerne beskriver han i romanen Spilleren (1866), hvor han også portrætterer sin hemmelige kærlighed og femme fatale, Polina.

Det er også under kummerlige forhold, at Dostojevskij skriver sin første store roman Forbrydelse og straf . Ikke overraskende er hovedpersonen Raskolnikov en ludfattig student, som bor i et lillebitte hummer oppe under taget. En dag slår han en gammel pantelånerske og hendes søster ihjel med en økse. Romanen søger at belyse hvorfor. Raskolnikov er selv splittet mellem en række forskellige motiver. Nogle gange argumenterer han udfra en nytteetisk tankegang. Han synes, at han ved at myrde og udplyndre den gamle har gjort verden til et bedre sted. " Jeg slog jo kun en lus ihjel (…), et modbydeligt, skadeligt nytteløst væsen, " udbryder han et sted. Andre gange påstår han, at det ikke havde noget med penge at gøre, han myrdede kun for sin egen skyld. Raskolnikov er inspireret af samtidens nihilistiske synspunkter, men Dostojevskij tager ikke parti for nihilismen, tvært imod. Den kristne tanke om medmenneskelighed bliver i vid udstrækning udfoldet i romanen. Forbrydelse og straf er måske Dostojevskijs mest velkomponerede og fængslende roman, men den er ikke så lidt skræmmende.

Idioten

I 1863 mister Dostojevskij sin kone Maria, og året efter dør hans elskede Mikhail. Forinden har de to brødre nået at stifte en enorm gæld. Deres første tidsskrift Vremja (Tiden) bliver lukket, da de offentliggør en artikel, som bliver opfattet som polskvenlig. Deres andet tidsskrift Epoke kan ikke løbe rundt. Desuden har Dostojevskij indgået en aftale, som gør det hele værre. Hvis han ikke afleverer sit næste manuskript til tiden, vil han miste rettighederne til alle sine værker. Fire uger før afleveringsfristen er han end ikke begyndt. For at få arbejdet fra hånden ansætter Dostojevskij en stenograf ved navn Anna Grigorjevna. Romanen bliver færdig, og Dostojevskij bliver så glad for Anna, at han frier til hende. Truet af gældsfængsel vælger Dostojevskij at drage til Europa med sin nye, unge kone. Hans andet store romanværk Idioten bliver skrevet i eksil. Dostojevskij er ikke begejstret for vesten. Han bliver stadigt mere slavofil og det smitter af på hans næste værker.

26430585

Ideen med Idioten er med Dostojevskij egne ord, "at skildre et fuldkomment skønt og rent menneske". Dette menneske er den sarte, lyse Fyrst Mysjkin. Ved romanens begyndelse ankommer han til Skt. Petersborg med toget fra Schweiz, hvor han har været i behandling for epilepsi. Over for ham i kupeen sidder hans totale modsætning Rogosjin, som er mørk, morderisk og udspekuleret. Men herefter er det slut med de lette modsætningspar. Så snart toget ruller ind på perronen, bliver alting mere kompliceret. For i Dostojevskijs univers er gode mennesker ikke altid i stand til at gøre det rigtige, og selv onde mennesker kan vække sympati. Mysjkin træder ind i en pragmatisk virkelighed, hvor han ikke begriber konventionerne. Han er ikke alene et godt menneske, han er tillige en idiot, en "privatmand", som ikke forstår at agere i den praktiske verden. I Idioten møder man et væld af figurer, og fortælleformen er mere springende end i Forbrydelse og Straf , men romanen er morsom og dramatisk.

Det sene forfatterskab

Efter Forbrydelse og straf og Idioten når Dostojevskij at skrive endnu tre store romaner inden sin død i 1881. Det hjælper på hans arbejdsevne, at Anna får sat skik på hans tilværelse og tager sig af økonomien. Onde ånder (1871-1872) er en politisk roman, som handler om den spirende nihilistiske bevægelse i Rusland. Hovedtemaet i både Ynglingen (1875) og Brødrene Karamazov (1879-1880) er relationen mellem fader og søn. I begge værker finder man en faderskikkelse, der vanrøgter sin familie. Faderen i Brødrene Karamasov bliver endda slået ihjel af sin fortrængte, uægte søn. Uanset om Dostojevskijs far virkelig blev myrdet eller ej, så kommer man ikke uden om, at dette emne synes ham magtpåliggende. Værket kan læses som en kriminalroman, men det er tillige en psykologisk undersøgelse af skyldfølelsens karakter.

Brødrene Karamazov er også et godt eksempel på det, som er blevet kaldt "den polyfone roman". Forfatteren til den polyfone roman taler ikke gennem en af sine karakterer, sådan som man bl.a. ser det i Tolstojs realistiske romaner. Den polyfone roman har mange sideordnede stemmer. De tre brødre i Brødrene Karamazov har hver sin stemme, og handlingen udspiller sig i dialogen. Fortælleren er ikke hævet over begivenhederne, men dukker tit op midt i den scene, han er ved at beskrive. F.eks. sidder han pludselig på tilhørerpladserne under retssagen mod den ene af brødrene. Fortælleren er blot en stemme blandt andre, han har ikke noget privilegeret perspektiv. Med denne fortælleteknik foregriber Dostojevskij den eksperimenterende modernistiske roman.

Bibliografi

Værker

Dostojevskij, Fjodor M.:
Arme mennesker; Hr. Prokhartjin; Polsunkov; en roman i 9 breve. 1965 (1846). Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Dobbeltgængeren: en Petersborger digtning. 1996 (1846) På dansk ved Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Hvide nætter; den unge værtinde; en lille helt. 1966 (1848) Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
To fantastiske fortællinger. 1997. På dansk ved Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Netotsjkas barndom. 1966 (1848). Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Et svagt hjerte; Onkels drøm; en andens kone; Ægtemanden under sengen; en fatal historie. 1966 (1848) Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Menneskene på godset Stepántjikovo. 1966 (1859). Oversat af Einar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
De ydmygede og sårede. 1966 (1861). Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Kældermennesket: optegnelser fra en undergrund. 2000 (1864). Oversat af Ole Husted Jensen; forord af Villy Sørensen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Optegnelser fra det døde hus. 1977 (1861-62). Oversat af Einar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Spilleren: (af en ung mands optegnelser). 1999 (1866). På dansk ved Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Spilleren; Krokodillen. 1966 (1866). Oversat af Ejnar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Forbrydelse og straf: roman i seks dele med en epilog. 2003 (1866). Oversat af Jan Hansen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Idioten: roman i fire dele. 2000 (1868) På dansk ved Georg Sarauw; efterskrift ved Knud Hansen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Den evige ægtemand; juletræ og bryllup. 1972 (1870) Oversat af Einar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Onde ånder. 1998 (1871-1872). På dansk ved Ole Husted Jensen, 2 bind.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Ynglingen. 1965 (1875). Oversat af Einar Thomassen, 2 bind.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Brødrene Karamazov: roman i fire dele med epilog. 1997 (1879-80). På dansk ved Georg Sarauw; efterskrift ved Knud Hansen, 2 bind.
Dostojevskij, Fjodor M.:
En forfatters dagbog / i udvalg med noter og kommentarer ved Ejnar Thomassen. Oversat af Einar Thomassen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Dostojevskijs breve i udvalg. 1966. Oversat af Ejnar Thomassen, 2 bind.
Dostojevskij, Fjodor M.:
En grønskolling. Vangsgaard, 2004. Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.:
Den evige ægtemand : en fortælling. Bechs Forlag - Viatone, 2012. (Vetjnyj muzj). Oversætter: Ole Husted Jensen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Dobbeltgængeren : et Petersborgpoem. Bechs forlag, 2017. (Dvojnik, 1846). Nyoversat af Tine Roesen.
Dostojevskij, Fjodor M.: En fæl historie og andre fortællinger. BF, 2017. Oversætter: Trine Søndergaard ; oversætter: Tine Roesen.
Dostojevskij, Fjodor M.: Foma : godset Stepantjikovo og dets beboere : af en ukendts dagbog. Løvens Forlag; 2018. (Selo ctepantjikovo i ego obitateli, 1859). Oversætter: Per Dalgård.
Dostojevskij, Fjodor M.: Stakkels mennesker. Gyldendal, 2019. (Bednye ljudi, 1846). Oversætter: Tine Roesen.

Om Dostojevskij

Bøger

Dostojevskaja, Anna Grigorjevna:
Mit liv med Dostojevskij. 1957 Med indledning af Ejnar Thomassen, oversat af Ejnar Thomassen.
Krag, Erik:
Dostojevskij. 1962
Gide, André:
Dostoevsky, with a introduction by Arnold Bennet. 1967
Frank, Joseph:
Dostojevskij. 1976
Miller, Robin Feuer:
Dostoevsky and the Idiot: author, narrator and reader. 1981
Kjetsaa, Geir:
Fjodor Dostojevskij - et digterliv; forord af Johannes Møllehave. 1986 Oversat af Henning Albrechtsen; redigeret af Kay Holkenfeldt.
Girad, René:
Dostojevskij: fra dobbeltgænger til enhed. 1991 Oversat fra fransk af Hans Lundager Jensen.
Hansen, Knud:
Dostojevskij. 1991
Matthisen, Søren:
Ud over al forstand: tilværelse og tro i Dostojevskijs forfatterskab. 1999
Bachtin, Michail:
Problems of Dostoevsky's poetics. 1997 Edited and translated by Caryl Emerson ; introduction by Wayne C. Booth.
Møllehave, Johannes:
Kærlighed og dæmoni: hvorfor fejludvikler kærligheden sig? 1998
Robert, James L:
Crime and punishment: notes. 1999
Halling, Hans:
Studier i to noveller af F. M. Dostojevskij og Jakob Knudsen 2000

Artikler

Hansen, Knud:
Dostojevskij og den russiske kirke. 1987 I: Mefistofeles / [af] Knud Hansen. - 1987. - S. 51-73
Fryszman, Alex:
Kierkegaard and Dostoyevsky: Seen through Bakhtin's prism. 1996 I: Kierkegaardiana. Bd. 18 (1996). S. 100-125.
Gejl, Anders:
Motiver til et mord: om Dostojevskijs Raskolnikov - forbrydelse og straf. 2002 I: Passage. - Nr. 16 (2002). S. 75-84.
Tylén, Kristian:
Dostoyevsky: "The double": a short comment on narratology and spatio-temporal structure. 2002 I: Almen semiotic - Nr. 16 (2002) S. 184-188.

Video om Dostojevskij

Fjodor Dostojevskij. 1975. Producer: Annemarie Noltenius; Tilrettelæggelse Johannes Møllehave: Henning Mortensen.

Om forfatterskabet

Anmeldelser og indholdsreferater af nogle af værkerne
Omfattende side med bl.a. tidslinie, bibliografi og et væld mere eller mindre relaterede links videre.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Fjodor M. Dostojevskij'

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Fjodor M. Dostojevskij