dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix

Fjodor M. Dostojevskij

cand.mag. Felix Rothstein, Bureauet, april 2021.
Top image group
dostojevskij
Foto: Album / Ritzau Scanpix
Main image
Dostojevskij, Fjodor M.
Foto: POLFOTO

Indledning

Russiske Fjodor M. Dostojevskij er en af de mest indflydelsesrige og banebrydende forfattere i verdenslitteraturen. Hans omfangsringe forfatterskab skildrer ofte ensomme, udsatte mennesker, der kæmper for at opretholde værdigheden, og hovedværker som ”Forbrydelse og straf” (1866), ”Idioten” (1868) og ”Brødrene Karamazov” (1879-80) rummer store psykologiske, filosofiske og eksistentielle indsigter. Dostojevskij undersøger både forbrydelsens væsen og det gode i mennesket i en flerstemmig og springende fortælleform, der i dag står som en af de mest visionære i litteraturhistorien.

 

39194805

 

Blå bog

Født: 11. november 1821, Moskva, Rusland.
Død: 9. februar 1881, Sankt Petersborg, Rusland.

Uddannelse: Ingeniør.

Debut: Bednie ljudi, 1846. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Thurneysen, Eduard: Dostojevskij. Multivers, 2021. (Dostojewski, 1922). Oversættelse: Rasmus Vangshardt.

Inspiration: William Shakespeare, Friedrich Schiller, E.T.A. Hoffmann, Aleksandr Pusjkin, Nikolaj Gogol, Edgar Allan Poe, Charles Dickens.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg drager kort sagt den konklusion at alle (...) af natur uvægerligt må være forbrydere, naturligvis i større eller mindre grad. Ellers vil det være umuligt for dem at hæve sig op over de andre og ikke at gøre det passer naturligvis ikke til deres natur og er efter min mening en situation de heller ikke bør affinde sig med.”
”Forbrydelse og straf”, s. 314.

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij blev født i Moskva i 1821 og levede en omskiftelig og dramatisk tilværelse. Han voksede op i en søskendeflok på otte på Marinskij-hospitalets område, hvor faren arbejdede som fattiglæge, selvom han også var lavadelig godsejer. Allerede i barndommen spillede litteratur en vigtig rolle. Biblen var den vigtigste bog i det religiøse hjem, men faren læste også højt fra Homer og Cervantes, og Dostojevskij læste tidligt forfattere som E.T.A. Hoffmann, Friedrich Schiller og Aleksandr Pusjkin. Som kun 15-årig mistede han sin mor til tuberkulose, og to år senere døde også faren, under uopklarede omstændigheder.

Dostojevskij blev uddannet på militæringeniørakademiet i Sankt Petersborg og arbejdede som ingeniørløjtnant frem til 1844, hvor han tog sin afsked for at satse på en litterær karriere. Året efter debuterede han med romanen ”Stakkels mennesker”.

Samtidig med sin spirende forfatterkarriere begyndte Dostojevskij dog at gå til møder i Petrasjevskij-kredsen, der dyrkede revolutionære tanker og bl.a. ønskede at afskaffe censuren. I 1849 blev Dostojevskij fængslet og dømt til døden. Først da han stod med henrettelsespelotonens geværer rettet mod sig, blev han benådet og i stedet sendt ti år i arbejdslejr i Sibirien. De sidste seks år afsonede han dog bl.a. som militærtjeneste.

Efter afsoningen vendte Dostojevskij tilbage til Sankt Petersborg, hvor han fik sit andet litterære gennembrud med fangelejrromanen ”Det døde hus” (1860), der blev optakten til de følgende ”store værker” og deres analyse af forbrydelsens psykologi og det religiøse grundsyn, der for alvor cementerede hans plads som en af verdenslitteraturens vigtigste.

På trods af den store kunstneriske succes var Dostojevskijs liv fortsat præget af uro. Han var elendig til at administrere sine indtægter, optog store lån, spillede ofte pengene væk og måtte gang på gang pantsætte selv sine allermest nødvendige ejendele. Flere gange måtte han på grund af økonomiske og politiske problemer søge tilflugt i Vesteuropa.

I 1867 giftede Dostojevskij sig med sin sekretær, den unge Anna Snitkina, som han fik fire børn med. De levede, på trods af en usikker tilværelse, sammen til hans død i 1881. Dødsfaldet og begravelsen udløste landesorg i Rusland.

Kældermennesket

”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind forstand på min sygdom og ved ikke rigtig hvad der er galt med mig. Jeg går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevet overtroisk.”
”Kældermennesket”, s. 19.

Den lille roman Zapiski iz podpolʹja” fra 1864 (”Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund”, 2007) er blandt Dostojevskijs mest særprægede og regnes af mange for at være en af litteraturhistoriens første eksistentialistiske romaner.

Romanens kældermenneske er en unavngiven 40-årig embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.

54551355

Fra kælderdybet udfolder romanens første del sig som særlingens indædt spydige men velartikulerede angreb på alle samfundets idealer og forhånelse af alle menneskelige værdier. Han betragter sig som klogere end alle andre men beskriver også sig selv som syg, ondskabsfuld og utiltalende. ”Kan et erkendende menneske overhovedet andet end foragte sig selv?” (s. 35) spørger han sig selv.

Men selvom monologen er fuld af tydelig selvforagt, retter han særligt sin aggressive kynisme mod de moderne mennesker, der ligefrem har ”besvær med at være mennesker, mennesker af ægte kød og blod.” (s. 172). I sin gravlignende afsondrethed – som han på én gang nyder og hader – mener han, at han er mere ”i live” end menneskene på gaden. For kældermennesket er tilbagetrækningen både naturlig og nødvendig.

I romanens anden del genfortæller han de optrin fra sit liv, der er skyld i den fiasko han har oplevet i sit personlige og professionelle liv, inden han isolerede sig i kælderen. Han fortæller om mødet med en fremmed officer og med gamle skolekammerater, der behandler ham nedladende. Kulminationen sker i et møde med den unge prosituerede Lisa. I et desperat forsøg på dog at hævde sig over for nogen, forsøger han at ydmyge hende, men ender selv i ydmygelsen, da hun opsøger ham i hans kælderlejlighed og gennemskuer ham som en usikker og fremmedgjort enspænder, der trods sin isolation er sygeligt optaget af, hvad andre mener og tænker om ham. Oftest ænser de ham dog ikke en gang.