James Joyce

Artikel type
voksne
cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Joyce, James
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

Indledning

Den irske forfatter James Joyce anses for at være en af de mest indflydelsesrige modernistiske forfattere i det 20. århundrede. Det mest kendte af hans værker er romanen ”Ulysses”, der bl.a. er blevet kaldt ulæselig, pornografisk og en radikal fornyelse af romankunsten. Romanen udspiller sig over én dag i Dublin og skildrer bl.a. alt det, der foregår i den menneskelige bevidsthed. I sin sidste roman, ”Finnegans Wake”, udfolder Joyce for alvor sine sproglige eksperimenter med ord på en række sprog.

 

51363310

Blå bog

Født: 2. februar 1882 i Dublin.

Død: 13. januar 1941 i Zürich.

Uddannelse: Sprogstudier på University College i Dublin.

Debut: Chamber Music, 1907.

Seneste udgivelse: Ulysses. Rosinante, 2015. Nyoversat af Karsten Sand Iversen.

Inspiration: Édouard Dujardin og Henrik Ibsen. 

Baggrund

”Brev? Nej. Kan ikke læse. Bedst at gå. Bedst. Jeg er træt af at bevæge mig. Side af et gammelt stilehæfte. Alle de huller og småsten. Hvem kunne tælle dem? Ved aldrig hvad man finder. Flaske med historie om en skat i, kastet ud fra et vrag. Pakkepost. Børn vil altid kaste ting i havet. Tillid? Brød kastet på vandene. Hvad er det her? Stykke af en stok.”
”Ulysses”, s. 404.

James Augustine Aloysius Joyce blev født i den irske by Dublin i 1882 som det ældste barn af en søskendeflok på ti. I 1888 begyndte han på den katolske jesuit-kostskole Clongowes Wood College, hvor han gik indtil 1892. Da familien fik problemer med at betale kostskolepengene, fortsatte James på jesuit-skolen Belvedere College i Dublin.

James Joyce var en kvik ung mand, som i 1898 startede på University College Dublin, hvor han studerede engelsk, fransk og italiensk. Mens han var studerende, lærte han sig selv norsk for at kunne læse dramatikeren Henrik Ibsens tekster på originalsproget og sendte også et brev til sit idol i Skandinavien. James Joyce tog sin afsluttende universitetseksamen i 1902.

Allerede mens han var i begyndelsen af 20’erne, besluttede James Joyce sig for at flytte fra Irland til det europæiske fastland. I 1902 drog han derfor til Paris for at læse videre, fast besluttet på at lægge det provinsielle Dublin bag sig. Han vendte dog allerede efter et par måneder tilbage til sin fødeby, da hans mor blev alvorligt syg. I den irske hovedstad mødte han stuepigen Nora Barnacle, og i 1904 rejste parret permanent fra Dublin til byen Trieste i det daværende Østrig-Ungarn. Dublin blev siden hen omdrejningspunktet i James Joyces forfatterskab men på en sådan måde, at den irske by og dets indbyggere repræsenterede universelle tematikker og mennesker til alle tider.

James og Nora fik to børn, Giorgio og Lucia, inden for de første tre år i Trieste. James Joyce ernærede sig som engelsklærer men skrev efter sigende næsten hele tiden – stoppede op på gaden eller afbrød en samtale, hvis han fik en god idé til en sætning. James Joyce fik tidligt i livet konstateret øjensygdommen iritis, og resten af sin tilværelse kæmpede han med tiltagende synssvækkelse, gennemgik adskillige øjenoperationer og på sine ældre dag sås han ofte med monokel eller lejlighedsvis med klap for øjet.

I 1914 udbrød Første Verdenskrig, og mange af Joyces elever blev indkaldt til militærtjeneste. Joyce-familien flyttede derfor til Zürich, hvor James Joyce bl.a. mødte forfatteren Ezra Pound og udgiveren af det litterære tidsskrift The Egoist, Harriet Shaw Weaver, som udgav tekster af Joyce i sit magasin og blev forfatterens mæcen gennem de næste 25 år. I årene 1918-20 trykte New York-tidsskriftet The Little Review uddrag af det, der siden blev udgivet som ”Ulysses”. James Joyce flyttede i 1920 til Paris, hvor han boede med sin familie indtil den nazistiske besættelse af Frankrig i 1940.

Det var i den franske hovedstad, Joyce færdiggjorde sine to hovedværker ”Ulysses” og ”Finnegans Wake” med økonomisk støtte fra sin mæcen. Det var dog ikke let at finde et forlag, der ville udgive ”Ulysses”, som blev anklaget for obskønitet, men på Joyces 40-års fødselsdag udkom romanen på et mindre fransk forlag. I mere end ti år efter udgivelsen var romanen dog forbudt i både USA og England. Ved Anden Verdenskrigs begyndelse flyttede familien tilbage til Zürich.

James Joyce døde som 59-årig af komplikationerne efter en mavesårsoperation. Han er begravet på kirkegården Flutern i Zürich. Flere litterære værker blev udgivet efter hans død. Den såkaldte Bloomsday – årsdagen for den dag, hvor Ulysses foregår – fejres hvert år verden over af Joyce-fans. Festlighederne er størst i Dublin. I samme by finder man også museet The James Joyce Centre.  

Dublinfolk

”Han styrtede ind på den anden side af barrieren og råbte til hende om at følge med. Man råbte til ham, at hun skulle fortsætte, men han kaldte stadigvæk på hende. Hun vendte sit hvide ansigt mod ham, passivt, som et hjælpeløst dyr. Der var ingen spor i hendes øjne af kærlighed til ham, af afsked eller genkendelsen.”
”Dublinfolk”, s. 39.

James Joyce debuterede i 1907 med digtsamlingen ”Chamber Music” men er især kendt som prosaist. Hans første prosaværk er novellesamlingen ”Dubliners” fra 1914 (”Dublinerfolk”, 1988), og Joyce vender her i fiktionens verden tilbage til byen, han forlod i 1904.

Novellesamlingen består af 15 fortællinger med titler som ”Et møde”, ”To kavalerer” og ”Nåde” og skildrer en række menneskeskæbner i datidens Dublin. Bogen er opbygget med den overordnede struktur, at fortællingerne starter hos børnene, herefter har unge og voksne som de centrale figurer og afsluttes med novellen ”De døde”. I fortællingerne møder vi bl.a. en dreng, der har set præsten dø af et slagtilfælde, en ung kvinde, der har besluttet sig for at forlade landet med en sømand, og en kvindelige indehaver af et pensionat med planer om at få sin datter afsat til en af de logerende.

Novellerne er prægede af detaljerede, naturalistiske beskrivelser af både personer og omgivelser, ofte set fra karakterernes synsvinkel: ”Synet af Dublins handelspramme, der signalerede langt borte fra med deres uldne røgkruseduller. De brune fiskegarn (…) det hvide sejlskib, der var ved at blive losset på den modsatte kaj” (s. 20-21). De realistiske skildringer kombineres med symbolik og billedsprog. Her en forelsket ung mand: ”Min krop var som en harpe, og hendes ord og bevægelser var som fingre, der løb hen over dens strenge.” (s. 29). Det er et kendetegn ved novellerne, at vi møder fortællingernes figurer på et tidspunkt, hvor de er ved at opnå en ny livsforandrede forståelse af deres tilværelse og identitet. Forgæves forsøg på at bryde ud af fastlåste rammer er ligeledes en vigtig tematik i flere af novellerne.  

Med sine geografiske detaljer og en figurtegning, der tilsammen skaber et billede af Dublins indbyggere omkring år 1900, ønskede Joyce at tegne et billede af en nation. I sin fremstilling af Dublin ligger der dog også en kritik af byens provinsielle præg: ”Han kunne være sikker på, at der blev talt om det og på, at hans arbejdsgiver ville få det at vide. Dublin er sådan en lille by: alle ved alt om hvad andre har for.” (s. 64).   

Flere af novellerne i ”Dublinfolk” er gennem tiden blevet omskabt til radiospil eller kortfilm.