Henrik Ibsen
Foto: Keystone / Scanpix

Henrik Ibsen

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.public. Martine Stock, 2016.
Top image group
Henrik Ibsen
Foto: Keystone / Scanpix
Main image
Ibsen, Henrik
Foto: National Library of Norway/Flickr

Indledning

Han begejstrede og forargede sin samtid. Han begejstrer sin eftertid. Ingen dramatiker ud over Shakespeare er mere spillet på alverdens teaterscener, men i modsætning til den store barde, skrev nordmanden Henrik Ibsen også sine stykker med henblik på bogsalg, og som sådan, som bøger, læses de i dag langt bedre end mange af de store romaner fra perioden. Fortælleøkonomien i hans realistiske værker er uendelig stram, som om han anede, at han halvandenhundrede år senere skulle konkurrere med moderne massemedier om et forvænt publikums opmærksomhed, og at han var fortabt med mindre han etablerede en høj fremdrift og gjorde sig fri af de teatralske greb, som havde præget dramatikken indtil da. Han revolutionerede teateret og havde en stor indflydelse på litteraturen. Oscar Wilde, James Joyce og Anton Tjekhov er bare et par i den lange række af forfattere, som formentlig ikke ville have skrevet på helt samme måde, havde Ibsen ikke været der.

 

47080118

Blå bog

Født: Den 20. marts 1828 i Skien, Norge.

Død: Den 23. maj 1906 i Christiania, Norge.

Uddannelse: I apotekerlære og student.

Debut: Catilina, 1850.

Seneste udgivelse: Figueiredo, Ivo de: Henrik Ibsen - mennesket og masken. Rosinante, 2019.

Periode: Symbolisme

Genre: Drama

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"DET ÆLDSTE HOFTROLD
(til PEER GYNT). Lad se, om du har en visdomstand,

som kan Dovregubbens gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN. Hvad er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT. Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; –
ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN. Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: "Mand, vær dig selv!"
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: "Trold, vær dig selv – nok!"
HOFTROLDET
(til PEER GYNT). Øjner du dybden?
PEER GYNT. Det tykkes mig tåget.
DOVREGUBBEN. "Nok", min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmærke."
Henrik Ibsen: ("Samlede værker", bind 3, side 330.)

Lad os med det samme få placeret nogle af hovedtrækkene i Henrik Ibsens forfatterskab. Romantikken, som prægede hans dramaer og digte i de første små tyve år af karrieren, lå i tiden, særligt den nationalromantiske variant - han blev trods alt født i 1828, kun fjorten år efter, at danskerne endelig bakkede ud, og Norge overgik til selvstændighed. Folkeeventyrene og folkesangene hørte sammen med Norges historie til den nationalromantiske katekismus og var en væsentlig del af hans inspiration. De islandske sagaer føjede sig til som ungdommens største læseoplevelse.

Hans realistiske periode, som udgør den anden halvdel af forfatterskabet, viser en overvægt af patricierfamilier, der blandt meget andet skjuler en pilrådden økonomi bag facaden. Ibsen kom selv fra en velstående familie, som gik rabundus, da han var syv. De frigjorte kvinder, som nærmest er blevet hans signatur, var del af programmet i det moderne gennembrud, som han havde en privilegeret indgang til gennem den livslange læser, kritiker og ven Georg Brandes. Hjemme havde han en forbilledlig model i sin hustru og livsledsagerske gennem halvtreds år, den karakterstærke Suzannah Ibsen.

Det væsentlige, det ekstra, som adskiller ham fra andre romantikere såvel som realister, må henføres til talentet. Han var ud over forfatter også en habil billedkunstner og tegner og ernærede sig, fra han var 23 til han var 35, som instruktør og teaterdirektør, og selv om hans kunstneriske begavelse var lang tid om at blive fuldt udviklet, var der heller ikke i hans samtid tvivl om, at han var en særligt beåndet skabning, et såkaldt geni.

"Det Skjønnes og Sandes Bestemmelse er kun den, at lyse et Øjeblik som Meteorer, der slukkes saa snart de berører Jorden… Der er noget Krigerisk, Oprørsk, Voldsomt og Tungsindigt dybt i hans Væsen, der afspejler sig i hans Værker og gjør selve hans Kjærlighed til Lyset mørk…", skrev en 25-årig Georg Brandes om Ibsens genius i sine "Æsthetiske Studier" (citeret efter "Henrik Ibsen", side 294).

Henrik Ibsen kom til verden i 1828 i Skien i Sydnorge. Forældrene var ud af velanskrevne familier med adelige aner - noget Ibsen i sin ekstreme individualitet og masse- og majoritetsskepsis tillagde stor betydning. De tilhørte byens top, indtil faren gik neden om og hjem med sin købmandsbutik, da lille Ibsen var syv, hvorefter familien levede på heldigere slægtninges nåde og barmhjertighed.

Ibsen var angiveligt et sky og reserveret væsen, en skæv abe blandt de andre drenge på vejen, og tilbageholdende selv i forholdet til sine søskende. Der var tale om studier i medicin og billedkunst, men familiens håbløse økonomiske situation placerede ham i apotekerlære i den lille kystby Grimstad nogle hundrede kilometer sydvest for Skien. Her oplevede han en ny skandale, da han i en alder af 18 år gjorde en ti år ældre vaskekone gravid, og fik en søn, som han aldrig vedkendte sig ud over ved et pligtskyldigt bidrag til den fattige mors økonomi. Han var aldrig for alvor nogen succes i skolen, og da han i begyndelsen af halvtredserne prøvede sig som student i Oslo, var det uden fremragende resultater, og selv da han fik debuten "Catilina" ud som 21-årig i 1849, og et par år senere blev tilknyttet det nystartede norske teater i Bergen, var det ikke nogen entydig lykkelig historie. Han steg i graderne fra husdramaturg og instruktør til direktør, men måtte kæmpe mod en reaktionær bestyrelse for at sætte sine ideer igennem. Repertoiret var domineret af komedier, vaudeviller og syngestykker.

I 1857 blev han direktør for Kristianias norske teater og rykkede til hovedstaden, men Oslo var i de år ikke mindre provinsiel end Bergen, og repertoiret var ikke mere stimulerende. Parnasset forenede sig i det nationaltsindede Det norske selskab med Ibsens ven og konkurrent, digteren Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen. Ibsen var med, men mindre og mindre entusiastisk. Det var omkring den tid, hans trofaste ven fra Grimstad og studenterårene Ole Schulerud døde blot 32 år gammel. Schulerud var manden, som med en beskeden arv havde bekostet udgivelsen af "Catilina". Ibsen kunne i den grad have brugt en ny velgører. Lønnen på teateret var lav, og i 1862 gik det konkurs og lukkede. Ibsen fortsatte i en mindre stilling på et andet teater i byen. Han havde kreditorerne på halsen. 

I 1863 skrev han sit sidste egentligt norsksindede, romantiske drama, "Kongsemnerne". I 1864 forlod han Norge for ikke at vende tilbage de næste 27 år. Selv anførte han Norge og Sveriges svigt af Danmark i krigen mod preusserne som grunden til, at han tog af sted.

"De politiske Forholde hjemme har bedrøvet mig meget og forbitret mangen Nydelse for mig. Løgn og Drømme var altsaa det Hele. Paa mig vil ialdfald de sidste Tiders Begivenheder faa megen Indflydelse. Vore gamle Historie faar vi nu slaa en Streg over; thi Nutidens Nordmænd har aabenbart ikke mere med sin Fortid at gjøre end Grækerpirater har med den Slægt, der sejlede til Troja og blev hjulpen af Guderne…", skriver han i et brev til Bjørnson ("Henrik Ibsen", side 232).

Han sætter sin ærgrelse på vers i et par gigantiske læsedramaer, "Brand" fra 1866 og "Peer Gynt" fra 1867.  I den stivnakkede præst Brands øjne er nordmændene nogle inkonsekvente bløddyr og moralske pappenheimere. I "Peer Gynt" lægger han perspektivet hos et af bløddyrene, den storskrydende løgnhals og good for nothing-dagdrømmer af en titelfigur. "Brand" blev hans kommercielle gennembrud. "Peer Gynt" fik en mere blandet modtagelse, nogle savner skønhed, andre opponerer mod satiren, atter andre som H.C. Andersen kunne bare ikke fordrage Ibsen. I dag er begge stykker for længst kanoniseret og indtager en fremskudt plads i den norske kulturarv. De var med mangel på heltedyrkelsen og ideale kærlighedsintriger de første skridt væk fra romantikken. I løbet af de næste 30 år helliger Ibsen det meste af sin aktivitet på at endevende de mest grundlæggende institutioner i samfundet, familien og ægteskabet og de overordnede ideer, som de vekselvirker med.

Så bliver forfatteren gammel og skriver - tro mod sin alder - fire stykker om mænd, som er bragt i en situation, der kalder på eksistentiel granskning og selvransagelse, tre af dem tynget af alder, den fjerde af sønnens død, henholdsvis "Bygmester Solness" (1892), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner" (1899) og "Lille Eyolf" (1894).

I det tidlige år nittenhundrede får Henrik Ibsen det første i en serie af slagtilfælde og skriver ikke mere. Den 23. maj 1906 dør han i sit hjem i Oslo. På det tidspunkt har han været tilbage i Norge i små femten år.

"Vi dvelte lenge inne hos Ibsen og gikk derefter inn i biblioteket og satte oss. Der fortalte hun oss meget beveget, at sine siste ord her på jorden hadde han sagt til henne om natten: "Min søte, søte frue, hvor har du været snild og god mot mig!"
Over dette var hun lykkelig.
Efter en stund reste hun sig op og sa: "Nu må jeg gå, for Ibsen holdt av, at jeg beskikket mit hus!"
" ("Henrik Ibsen", s. 816).

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død, ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau, når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Som ung pige lovede Suzannah og veninden Karoline hinanden, at hvis den ene fik en søn, og den anden fik en datter, skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter Suzannah havde fået Sigurd, fik Karoline Bergliot med Ibsens ven og konkurrent Bjørnstjerne Bjørnson en datter, og som de havde forudskikket, blev deres børn gift med hinanden. Måske ansporet af deres berømte fædres mytologiske status i Norge. Sigurd Ibsen vendte tilbage til den nationalisme, som faren havde forkastet, og var en af hovedmændene bag Norges frigørelse af forbundet med svenskerne. 

Et dukkehjem

"HELMER (inde i sit værelse). Er det lærkefuglen som kvidrer derude?

NORA (ifærd med at åbne nogle af pakkerne). Ja, det er det.

HELMER. Er det ekornet som rumsterer der?

NORA. Ja!

HELMER. Når kom ekornet hjem?

NORA. Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig om munden.) Kom herud Torvald, så skal du få se, hvad jeg har købt.

HELMER. Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind med pennen i hånden.) Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille spillefuglen været ude og sat penge overstyr igen?"
Henrik Ibsen: "Et dukkehjem", side 21-22.

Akkurat som jævnaldrende gennembrudsfortællere som Alexandre Dumas fils, J P Jacobsen , Gustave Flaubert, Georg Brandes og filosoffen John Stuart Mill er Ibsen optaget af kvindens stilling i samfundet og ser den som et altdominerende symbol på det, som knirker politisk, religiøst, socialt, kulturelt, psykologisk og på de fleste andre niveauer. Alle de strømninger, som farver tiden, alle de bevægelser, som får tankerne til at rulle og hjulene til at snurre, alt det, som skaber forandringer til det bedre. Hele den underliggende logik i fremskridtet tilsiger, at frihed, lighed og broderskab også må omfatte den anden halvdel af befolkningen, at humanisme er feminisme, og at menneskesagen er en kvindesag. Minoriteten har altid ret, gentog Ibsen - ofte som en replik til Bjørnson, som hævdede det modsatte. Han er ikke en suffragette, blåstrømpe, rødstrømpe, førstegenerationsfeminist eller blot en blød mand, men mange af de tanker, som spirede i det Europa, han rejste rundt i frem til begyndelsen af halvfemserne, så den moderne kvinde som en naturlig og nødvendig konsekvens af udviklingen.

Tanken fanges i historien om Nora i "Et dukkehjem" fra 1879. Den gennemromantiske, kvidrende, dansende solstråle af en husmor fra det bedre borgerskab, Nora, har forfalsket sin fars underskrift på en veksel (fordi hun som kvinde ikke selv kan låne penge), og nu truer den anløbne Krogstad med at afsløre hende, hvis hun ikke sørger for, at han beholder sin stilling i den bank, hvor hendes mand Torvald Helmer står for at blive udnævnt til direktør. Men det er ikke så lige til. Krogstad er nemlig ungdomskammerat med Helmer og dusser ham i påhør af de ansatte, selv om Helmer er hans foresatte, og det kan Helmer naturligvis ikke have. Noras forsøg på at få Helmer til at beholde Krogstad gør det bare værre. Hvad ville hans ansatte ikke sige, hvis det hed sig, at han lod sine beslutninger påvirke af, hvad Nora sagde? Nej, Krogstad må ud. Nora er rædselsslagen, men da katastrofen indtræffer, viser den sig, som det jo somme tider er, at være et vindue mod noget nyt, og Nora tager opgøret med sin mand:

26570093

"HELMER. Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

NORA. Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.

HELMER. Ikke - ikke lykkelig!

NORA. Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskabt, Torvald.

HELMER. Der er noget sandt i hvad du siger, - så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli'e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.

NORA. Hvis opdragelse; Min eller børnenes?

HELMER. Både din og børnenes, min elskede Nora." ("Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 87)

Historien om det bedre borgerskabs derangerede kvinder og grunden til, at de er det, og alle de måder, det giver sig udslag på, er blevet fortalt mange gange siden. Nora går ikke til sengs, når det brænder på, som den måske bedst kendte udlægning af fænomenet herhjemme, Maude Varnæs fra "Matador". Nora er egentlig ganske handlekraftig (akkurat som Maude jo også viste sig at være det, da det endelig gjaldt med jødeforfølgelserne), hvad hendes forfalskning af underskriften også viste - hun gjorde det jo - ironisk nok - for at redde sin mand, som var på rekonvalescens i det store udland for at komme sig over en alvorlig sygdom. Hun fatter, at hun ikke skal opdrages af Helmer, og at hun ikke har, hvad der skal til for at opdrage sine børn, og rejser bort, fordi hun ikke har indfriet det, som Ibsen stiller som et ufravigeligt krav til mennesket, og som han ønsker at demonstrere med sine stykker - at det lærer sig selv at kende.

Strindberg hadede "Et dukkehjem", fordi han - hvor moderne han i øvrigt var - aldrig blev helt overbevist om den selvstændige kvindes fortryllelse. Den norske forfatter Alexander Kielland priste stykket for sin renhed "saa simpelt og knapt som en Statue". ("Henrik Ibsen", side 462). Edvard Brandes var ikke fuldstændig overbevist om dets psykologi. Meningerne var med andre ord delte. Det kunne man ikke sige om hans næste stykke "Gengangere", der vakte ensidig fordømmelse. 

Gengangere

"OSVALD (utålmodig). Ja, far - far. Jeg har aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han fik mig til at kaste op.

FRU ALVING. Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?

OSVALD. Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?

FRU ALVING. Og det skulde bare være overtro?

OSVALD. Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –

FRU ALVING (rystet). Gengangere?

OSVALD (går hen over gulvet). Ja, du kan gerne kalde dem gengangere."
Henrik Ibsen: "Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 153.

"Gengangere" (1881) landede på anmeldernes bord som en lort på størrelse med Hardangervidda. Reaktionen var ikke til at tage fejl af: "Det er som om Ibsen har gjort sig en nydelse af at sige alt det værste han vidste, at sige det saa outreret som han var istand til" (Dagbaldet 14. december 1881 - efter "Henrik Ibsen", side 489). "Rædsler og Gift, Orme og Ådselslugt", slutter en anden anmeldelse (Morgenbladet 25. december - efter "Henrik Ibsen", side 489). Høj og lav, højre og venstre, liberale og radikale, kristne og mindre kristne, forenede sig i et fælles had til Ibsens fordærvede udgydelser. Der var ikke en teaterdirektør mellem Kristiansand og Tromsø, som turde røre stykket med en ildtang. Boghandlere annulerede deres ordrer og sendte de bøger, de havde fået, retur. Selv i Tyskland, hvor Ibsen efterhånden blev betragtet med en hvis ejerfølelse, blev det kun sat op ved lukkede forestillinger.

Den får heller ikke for lidt: Osvald Alving har været i Paris i et forsøg på at sparke gang i en kunstnerkarriere. Uden den nødvendige livskraft, syg og måske heller ikke med noget stort talent vender han hjem til familiens landejendom ved en fjord i det vestlige Norge og rapporterer fra bohememiljøet, at mange kunstnere lever på polsk med deres damer. Den lokale præst pastor Manders er rystet, og han taber kæben ned på brystet, da Osvald forsvarer det og hævder, det til enhver tid er langt bedre at leve i et kærlighedsforhold uden papirer end at leve med papirerne i orden uden kærlighed. Samliv udenfor ægteskab. Fy føj. Men det er ikke nok for Ibsen - som sagt får den alt, hvad den kan trække - den gode familie Alving har nemlig nogle grumme spøgelser i sin ikke altfor fjerne fortid. Osvalds afdøde far, en afholdt egnshøvding havde ikke just holdt sin sti ren, og ægteskabet med moren havde ikke været nemt for nogen af dem. Da Osvald forelsker sig i tjenestepigen Regine Engstrand vælter ligene ud af skabene med incest, utroskab og syfilis.

Man havde, for nu at sige det mildt, ikke hørt magen! Ægteskabet som hylster for alskens råddenskab, mens liderlige kunstnere kunne leve på polsk uden det tilsyneladende rørte forfatteren!

Ibsen var tilbøjelig til at tage kritikken med en skuldertrækning. Han havde før været udsat for hysteriske reaktioner, det havde nærmere været reglen end undtagelsen, men han var afhængig af, at boghandlerne førte hans bøger, og han følte sin person beklikket i kritikken. I sit næste stykke "En folkefjende", som kom allerede året efter, tog han til genmæle.

En folkefjende

Normalt går der sjældent mindre end to år mellem Ibsen slipper et stykke - det hænger sammen med arbejdsprocessen, der bestod af gennemskrivning på gennemskrivning, men modtagelsen af "Gengangere" har skærpet hans pen, og "En Folkefjende" bliver til på rekordtid. Handlingen er henlagt til en lille kystby i det sydlige Norge, som har hængt sit næringsliv og sine håb op på et kurbad, hvorfor man også er hurtige til at forklare det som medbragte lidelser, da et par af gæsterne i løbet af sommeren bliver ramt af "tyfus og gastriske tilfælder", og man er overhovedet ikke begejstret, da Doktor Stockmann modtager svaret på nogle vandprøver, han i hemmelighed har indsamlet og sendt til universitetet i Oslo, og det viser sig, at vandet er bakteriebefængt. Den lille by er truet på sit eksistensgrundlag, og i stedet for at tage resultaterne til efterretning bestrider man dem. Høj og lav, presse og politikere, højre- og venstrefløj, radikale og liberale, alle forener de sig imod Stockmann, akkurat som Ibsen havde oplevet, det var tilfældet i det kor, som fordømte "Gengangere". Det kommer til tumultariske scener under et borgermøde.

"DOKTOR STOCKMANN. (Opbrusende). Så skriger jeg sandheden ud på alle gadehjørner! Jeg skriver i udenbys aviser! hele landet skal få at vide, hvorledes det her er fat!

HOVEDSTAD. Det lader næsten til at doktoren har til hensigt at ødelægge byen.

DOKTOR STOCKMANN. Ja, så meget holder jeg af min fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end se den blomstre på en løgn.

ASLAKSEN. Det er stærkt sagt.

(Larm og piber. Fru Stockmann hoster forgæves. Doktoren hører det ikke længer.)

HOVEDSTAD (råber under larmen). Den mand må være en borgerfiende, som kan ville ødelægge et helt samfund!

DOKTOR STOCKMANN (i stigende ophidselse). Der ligger ingen magt på at et løgnagtigt samfund ødelægges. Det bør jævnes med jorden, siger jeg! Udrydes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen! I forpester hele landet tilslut …" ("Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 229)

I "En folkefjende" understreger han endnu en gang, hvor hans sympati ligger. Ved fritænkeren Stockmann, ved sin frigjorte og viljestærke datter Petra og hos ungdommen i en bredere forstand. Og det sidste er ikke uvæsentligt, for det viser sig, at følelserne er gengældte. Den næste generation af nordmænd tog Ibsens opgør med deres forældre og bedsteforældre som et udtryk for karakter og troværdighed, og knæsatte, efterhånden som de i løbet af firserne fik magt, som de havde agt, hans position som landets førstedramatiker.

Hedda Gabler

Selv om Ibsen på det tidspunkt, hvor han slår igennem til den næste generation, har rundet de halvtreds, har han endnu ikke toppet. Hans personer står i nogen grad i skyggen af hans hævede pegefinger, de er inkarnerede begreber, illustrationer af en pointe, uden udviklet psykologisk dybde og menneskelig spændvidde. Det gælder også kvinderne. Nora og Petra og deres modstykker blandt de dydssirede borgerfruer og frøkner er for rene i snittet, eksempler på henholdsvis de frisatte og de bundne kvinder, for entydigt rigtigt eller forkerte på den til for alvor at brænde igennem som mere end snildt formidlede ideer. Det ændrer sig med portrættet af den sociale paria Hedda Gabler, der vel med tiden har nærmet sig en betydning for kvindelige karakterskuespillere, som matcher den Hamlet har for mandlige. En rolle som tillader og tvinger skuespilleren til at trække på hele sit repertoire, som er så nuanceret og fint ciseleret, at kun formidlerens evner sætter grænser for, hvad den kan vække og få frem i salen.

Hedda Gabler er endnu et symptom på elendigheden i den borgerlige ægtestand. Den 29-årige societypige har konstateret, at hendes party-dage er ovre. "Jeg hadde virkelig danset meg trett, kære assesor. Min tid var omme … ("Samlet verker", side 350). Med noget, som minder om livslede, har hun giftet sig med en tørvetriller af en doktormand og kedet sig gennem Europa på deres bryllupsrejse. Hjemme igen har doktormanden sørget for, at den dyreste villa i byen venter på dem, så Hedda kan bo med anstand. Men økonomien er mere end almindeligt anstrengt. Jørgen Tesman, som doktoren hedder, har ikke midlerne til at indfri Heddas forventninger. Hans nærmeste slægtning, den aldrende frøken Tesman, kaldet tante Julle har stillet sin pension som sikkerhed for parrets nyindkøbte inventar. Hele familiens fremtid er afhængig af, at Jørgen Tesman får en professorstilling, og det ligger i fortællingens natur, at det naturligvis ikke er så enkelt, som han havde regnet med. Den slibrige assesor Brack meddeler ham, at han må forvente konkurrence fra den anløbne forfatter Eilert Løvborg. Parrets fremtid er pludselig på vippen, de havde jo giftet sig på udsigterne, som Jørgen Tesman forklarer Brack. Hedda virker mere ligegyldig end egentlig skuffet og konstaterer uden videre anstalter, at det vel betyder, at hun heller ikke får sin livtjener og sin ridehest - det må hendes mand give hende ret i, det betyder det nok. Hedda har arvet et par pistoler efter sin generalfar. Næste gang Brack kommer på besøg, skyder hun lidt ud af vinduet og jager ham en alvorlig skræk i livet. Man fornemmer en god sans for det barokke og i det hele taget livskraft under den blaserte ligegyldighed. Men den stramme økonomi truer med at ramme andre end ægteparret selv. Tante Julle, som har garanteret for indboet med sin livrente, risikerer at ryge med i faldet, og desuden den syge tante, hun passer og hendes gamle tjenestepige Berte, som hun har overladt det nygifte par. Det hele er Heddas skyld, men hvis hun fatter det - og det gør hun nok - inspirerer det hende højst til foragt:

"HEDDA (afbrydende). Med den pigen kommer vi visst aldrig ud af det, Tesman.
FRØKEN TESMAN. Ikke ud af det med Berte?
TESMAN. Kære, - hvor falder du på det? Hvad?
HEDDA (peger). Se der! Der har hun lagt sin gamle hat efter sig på stolen.
TESMAN (forskrækket, slipper morgenskoene på gulvet). Men Hedda da -!
HEDDA. Tænk, - om nogen kom og så sligt.
TESMAN. Nej men, Hedda, - det er jo tante Julles hat!
HEDDA. Så?
FRØKEN TESMAN (tager hatten). Ja såmæn er det min. Og gammel er den nu for resten ikke, lille fru Hedda.
HEDDA. Jeg så virkelig ikke så nøje på den, frøken Tesman." ("Samlede værker", bind 8, side 373.)

Men hendes karakter lægger selvfølgelig op til fortolkninger. For eksempel er det nærliggende at se hende som offer for akkurat de samme mekanismer som Nora, og hendes handlinger som udtryk for desperation og frustration over den osteklokke, hvis rammer inkarneres af Jørgen og hans tante. Til sidst brænder hun det manuskript, som kunne have fået hendes gamle flamme Eilert Løvborg på fode, og forårsager hans selvmord. Assesor Brack truer med at afsløre hende, hvis hun ikke bliver hans elskerinde. I stedet skyder hun sig en kugle for panden med sin generalfars pistol - et potent symbol på roden til hendes vanskæbne. Somme har ment, at Ibsen netop er lidt for glad for symboler, men dertil er der ikke andet at sige end, at i en stram fortælleøkonomi er de et effektivt greb - og hans stramme fortælleøkonomi er netop én af grundene til, at hans værker holder sig friske, som om han havde anet, at han en dag skulle konkurrere med tv og film om opmærksomheden fra generationer, som er forvænt med et stort udbud. 

Vildanden

”Hønsene har jo også så mange, som de har været kyllinger med; men hun er kommet så rent bort fra alle sine, hun. Og så er der jo alt det svært forunderlige ved vildanden. Der er ingen, som kender hende; og ingen som ved, hvor hun er fra heller.”
”Vildanden”, s. 64.

Henrik Ibsens ”Vildanden” kom to år senere, i 1884, og er et skuespil i fem akter. Fortællingen indledes ved et middagsselskab, som grosserer Werle holder for sin hjemvendte søn Gregers. Med til middagen er Hjalmar, Gregers’ gode barndomsven. De to har ikke set hinanden i seksten år. I modsætning til familien Werle lever Hjalmars familie en tilværelse med trange kår, hvor hver mønt må vendes, og værelserne i huset må lejes ud for at få det til at løbe rundt. Hvad Hjalmar ikke har i penge, har han imidlertid i kærlighed; sin elskede kone Gina og datteren Hedvig på fjorten.

Da Gregers hører, at Hjalmar er gift med Gina, som er familien Werles gamle tjenestepige, fatter han mistanke om, at Hedvig ikke er Hjalmars biologiske datter. Gregers har nemlig det indtryk, at hans egen far, grosserer Werle, og Gina i sin tid havde et forhold. Gregers sætter sig for at åbne Hjalmars øjne for sandheden og lejer et ledigt værelse i hans hus. Han lærer familien at kende og oplever, hvordan Hjalmar forguder sin datter, og hun forguder ham. Stadig fast besluttet på at bringe sandheden frem i lyset, konfronterer Gregers den intetanende og lykkelige Hjalmar med sin viden. I sorg over beskeden om, at han muligvis ikke er far til Hedvig, lægger Hjalmar pludselig afstand til sin datter, hvilket får vidtrækkende konsekvenser for familien.

”Vildanden” er et realistisk samtidsdrama i prosaform (Vildanden. Dansklærerforeningen, 1977). Skuespillet tematiserer og problematiserer moral og etik og sætter spørgsmålstegn ved, om sandheden altid bør komme frem uanset prisen. Gregers symboliserer retfærdigheden, og for ham ligger det uendeligt fjernt, at man kan leve i ’lykkelig uvidenhed’. Gregers render sandhedens ærinde og gør sig til dommer over Hjalmars liv; Hjalmar kan umuligt være lykkelig, når han ikke kender sandheden. Gregers tror, at han gør Hjalmar en tjeneste ved at dele sin mistanke, men det modsatte er tilfældet. Familien ødelægges, idet en livsløgn afdækkes. 

Efterliv

Så bliver forfatteren gammel og skriver - tro mod sin alder - fire stykker om mænd, som er bragt i en situation, der kalder på eksistentiel granskning og selvransagelse, tre af dem tynget af alder, den fjerde af sønnens død, henholdsvis "Bygmester Solness" (1892), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner" (1899) og "Lille Eyolf" (1894).

I det tidlige år nittenhundrede får Henrik Ibsen det første i en serie af slagtilfælde og skriver ikke mere. Den 23. maj 1906 dør han i sit hjem i Oslo. På det tidspunkt har han været tilbage i Norge i små femten år.

"Vi dvelte lenge inne hos Ibsen og gikk derefter inn i biblioteket og satte oss. Der fortalte hun oss meget beveget, at sine siste ord her på jorden hadde han sagt til henne om natten: "Min søte, søte frue, hvor har du været snild og god mot mig!"
Over dette var hun lykkelig.
Efter en stund reste hun sig op og sa: "Nu må jeg gå, for Ibsen holdt av, at jeg beskikket mit hus!" "("Henrik Ibsen", side 816)

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Som ung pige lovede Suzannah og veninden Karoline hinanden, at hvis den ene fik en søn, og den anden fik en datter, skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter Suzannah havde fået Sigurd, fik Karoline Bergliot med Ibsens ven og konkurrent Bjørnstjerne Bjørnson en datter, og som de havde forudskikket, blev deres børn gift med hinanden. Måske ansporet af deres berømte fædres mytologiske status i Norge. Sigurd Ibsen vendte tilbage til den nationalisme, som faren havde forkastet, og var en af hovedmændene bag Norges frigørelse af forbundet med svenskerne. 

Det realistiske gennembrud

Den store Ibsen-biograf Michael Meyer sætter som epigraf til kapitlerne om Ibsens modne år Gustave Flauberts anvisning til kunstneren: "Vær regelmæssig og almindelig - vær borgerlig i dit liv, så du kan være drastisk og original i dine værker." ("Henrik Ibsen", side 408) Det synes at være ganske rammende. Ibsen opretholder en høj arbejdsdisciplin på sin rejse rundt i Europa, og han udvikler sig konstant. Han introducerer realistiske passager i "De unges forbund" fra 1869, han opgiver verseformen til sine læsedramaer i det historiske epos "Kejser og Galilæer" fra 1873, og rejsen væk fra romantikken fuldbyrdes i "Samfundets støtter" fra 1875, det første entydigt realistiske stykke. "De unges forbund" betragtes som en parentes og et overgangsværk.

" Kejser og galilæer" anser han selv for sit hovedværk, men både samtiden og eftertiden har haft en tendens til at overse det, måske fordi det er en uregerlig mastodont med mere end hundrede roller, som det tog mere end syv timer at gennemspille, da Det norske teatret (en scene for nynorsk dramatik - ikke at forveksle med Det norske teater i Bergen eller Kristiania norske teater) satte det op i en stærkt barberet version.

 "Samfundets støtter" betragtes som det mindste i hans realistiske produktion, men de elve stykker, som følger herefter, cementerer hans ry som periodens og en af alle tiders største dramatikere. Han eksponerede det idealistiske blændværks hverdagsbetydning i familierne og ægteskaberne, den moralske perversion og degeneration, som var bagsiden af den borgerlige medalje. Han så og viste, hvad forstenede dogmer, ritualer og kulturer gjorde ved mennesket. Hvis han med romantikken fejrede ideernes verden, så kigger han med realismen efter virkeligheden bag facaden. Det var uendeligt sikkert og veludført, med en usvigelig forståelse for personer og det kompleks, som vi reducerer til forestillinger om samfund og virkelighed. Stilen kom med stoffet og hans erfaring som læser, skriver og teatermand. Han siger ikke bare farvel til det historiske stof og verseformen. Han opgiver alle de små dramaturgiske tricks, som var blevet slidt tynde i det romantiske teater: de evindelige intriger, eksklamationer, monologer og afsides replikker. Frem dukker en næsten klassisk skabelon: en nært forestående og afgørende begivenhed fortætter handlingen og garanterer en underliggende spænding. Baggrundshistorien bliver brudt ned til let fordøjelige stykker, som føjes til dialogen uden at sænke fremdriften og fremmaner en dirrende og betydningsmættet kontrast til handlingsplanets udsigelser. Frem står et, som forfatterskabet skrider frem, mere og mere tilfredsstillende og mangefaceteret billede af individet og de regulativer, som trækker i det.

Beslægtede forfatterskaber

Ibsens teater ligger et sted i hele det enorme rodnet, som føder russeren Stanislavskis teorier om realistisk skuespil, som igen danner baggrund for Lee Strasbergs berømte Method Acting, der tæller en god del af de sidste 50 års Hollywoodstjerner blandt sine elever fra Paul Newman over Marilyn Monroe til Jane Fonda. Hans værker har inspireret til malerier (Edvard Munch "John Gabriel Borkman") og symfonier ("Peer Gynt" af Edvard Grieg), og de er blevet genstand for talrige filmatiseringer. Hvis man går ind på den officielle hjemmeside Ibsen.net og tjekker aktivitetskalenderen kan man se, at han spiller på teatre over det meste af verden. Næst efter Shakespeare sætter jeg uden at tøve Ibsen højst, erklærede den italienske nobelprisvinder Pirandello ("Henrik Ibsen", side 824), og det afspejler også meget godt hakkeordenen i teaterverdenen. Angiveligt er det kun samme Shakespeare, som er mere opført end Ibsen. Hans betydning for litteraturen har været betydelig. Rainer Maria Rilke hylder ham i en lang passage i "Malte Laurids Brigges optegnelser". James Joyce forsynede en engelsk udgave af "Gengangere" med et efterord. Som kulturpersonlighed er han dyrket som få i sit hjemland med Ibsen-festivaler, -priser og -huse, og kanoner og pensa. Som dansker kan man glæde sig over, at man kan læse ham på originalsproget. Han skrev på dansk og blev udgivet på Gyldendal i København. Det er nordmændene, som har haft opgaven med at oversætte ham.

Film

Filmstriben

Bibliografi

Værker af Ibsen

Ibsen, Henrik:
Catilina. 1850.
Ibsen, Henrik:
Kjæmpehøjen. 1850.
Ibsen, Henrik:
Sancthansnatten. 1852.
Ibsen, Henrik:
Gildet paa Solhaug. 1855.
Ibsen, Henrik:
Fru Inger til Østeraad. 1857.
Ibsen, Henrik:
Olaf Liljekrans.1857.
Ibsen, Henrik:
Hærmændene paa Helgeland. 1858.
Ibsen, Henrik:
Kjærlighedens Komedie. 1862.
Ibsen, Henrik:
Kongs-Emnerne. 1864.
Ibsen, Henrik:
Brand. 1866.
Ibsen, Henrik:
Peer Gynt. 1867.
Ibsen, Henrik:
De unges forbund. 1869.
Ibsen, Henrik:
Digte. 1871.
Ibsen, Henrik:
Kejser og Galilæer. 1873.
Ibsen, Henrik:
Samfundets støtter. 1877.
Ibsen, Henrik:
Et dukkehjem. 1879.
Ibsen, Henrik:
Gengangere. 1881.
Ibsen, Henrik:
En Folkefiende. 1882.
Ibsen, Henrik:
Vildanden. 1884.
Ibsen, Henrik:
Rosmersholm. 1886.
Ibsen, Henrik:
Fruen fra havet. 1888.
Ibsen, Henrik:
Hedda Gabler. 1890.
Ibsen, Henrik:
Bygmester Solness. 1892.
Ibsen, Henrik:
Lille Eyolf.1894.
Ibsen, Henrik:
John Gabriel Borkman. 1896.
Ibsen, Henrik:
Når vi døde vågner. 1899.
Ibsen, Henrik:
Samlede verker. 1952.
Ibsen, Henrik:
Et dukkehjem og fire andre skuespil. 2006.
Ibsen, Henrik: Dramaer. Rosinante, 2019.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henrik Ibsen

Om Henrik Ibsen

Litteratur

Andersen, Merete Morken:
Ibsenhåndboken. 1995.
Brandes, Georg:
Henrik Ibsen. 1916.
Figueiredo, Ivo de:
Henrik Ibsen: mennesket. 2006.
Figueiredo, Ivo de:
Henrik Ibsen: masken. 2007.
Hertel, Hans (red.):
Verdens litteraturhistorie bind 5. 1994.
Hov, Live:
Med Fuld Natursandhed: Henrik Ibsen som teatermann. 2007.
Johnston, Brian:
The Ibsen Cycle: The Design of the Plays from Pillars of Society to When We Dead Awaken. 1992.
Meyer, Michael:
Henrik Ibsen. 1971.
Moi, Toril:
Ibsens modernisme. 2006.
Rønning, Helge:
Den umulige friheten: Henrik Ibsen og moderniteten. 2006.
Templeton, Joan:
Ibsen’s Women. 1997.
Wiingård, Jytte:
Henrik Ibsen: en essaysamling. 2004.
Aarseth, Asbjørn:
Ibsens samtidsskuespill: en studie i glasskapets dramaturgi. 1999.
Haugan, Jørgen:
Dommedag og djevlepakt. Norsk Gyldendal, 2014.
Figueiredo, Ivo de: Henrik Ibsen - mennesket og masken. Rosinante, 2019.

Links

Et leksikon opslag
Samlede værker på nettet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henrik Ibsen