Henrik Ibsen
Foto: Keystone / Scanpix

Henrik Ibsen

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.public. Martine Stock, 2016.
Top image group
Henrik Ibsen
Foto: Keystone / Scanpix
Main image
Ibsen, Henrik
Foto: National Library of Norway/Flickr

Indledning

Han begejstrede og forargede sin samtid. Han begejstrer sin eftertid. Ingen dramatiker ud over Shakespeare er mere spillet på alverdens teaterscener, men i modsætning til den store barde, skrev nordmanden Henrik Ibsen også sine stykker med henblik på bogsalg, og som sådan, som bøger, læses de i dag langt bedre end mange af de store romaner fra perioden. Fortælleøkonomien i hans realistiske værker er uendelig stram, som om han anede, at han halvandenhundrede år senere skulle konkurrere med moderne massemedier om et forvænt publikums opmærksomhed, og at han var fortabt med mindre han etablerede en høj fremdrift og gjorde sig fri af de teatralske greb, som havde præget dramatikken indtil da. Han revolutionerede teateret og havde en stor indflydelse på litteraturen. Oscar Wilde, James Joyce og Anton Tjekhov er bare et par i den lange række af forfattere, som formentlig ikke ville have skrevet på helt samme måde, havde Ibsen ikke været der.

 

25394836

Blå bog

Født: Den 20. marts 1828 i Skien, Norge.

Død: Den 23. maj 1906 i Christiania, Norge.

Uddannelse: I apotekerlære og student.

Debut: Catilina, 1850.

Seneste udgivelse: Når vi døde vågner. Gyldendal, 1889.

Periode: Symbolisme

Genre: Drama

 

Baggrund

"DET ÆLDSTE HOFTROLD
(til PEER GYNT). Lad se, om du har en visdomstand,

som kan Dovregubbens gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN. Hvad er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT. Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; –
ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN. Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: "Mand, vær dig selv!"
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: "Trold, vær dig selv – nok!"
HOFTROLDET
(til PEER GYNT). Øjner du dybden?
PEER GYNT. Det tykkes mig tåget.
DOVREGUBBEN. "Nok", min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmærke."
Henrik Ibsen: ("Samlede værker", bind 3, side 330.)

Lad os med det samme få placeret nogle af hovedtrækkene i Henrik Ibsens forfatterskab. Romantikken, som prægede hans dramaer og digte i de første små tyve år af karrieren, lå i tiden, særligt den nationalromantiske variant - han blev trods alt født i 1828, kun fjorten år efter, at danskerne endelig bakkede ud, og Norge overgik til selvstændighed. Folkeeventyrene og folkesangene hørte sammen med Norges historie til den nationalromantiske katekismus og var en væsentlig del af hans inspiration. De islandske sagaer føjede sig til som ungdommens største læseoplevelse.

Hans realistiske periode, som udgør den anden halvdel af forfatterskabet, viser en overvægt af patricierfamilier, der blandt meget andet skjuler en pilrådden økonomi bag facaden. Ibsen kom selv fra en velstående familie, som gik rabundus, da han var syv. De frigjorte kvinder, som nærmest er blevet hans signatur, var del af programmet i det moderne gennembrud, som han havde en privilegeret indgang til gennem den livslange læser, kritiker og ven Georg Brandes. Hjemme havde han en forbilledlig model i sin hustru og livsledsagerske gennem halvtreds år, den karakterstærke Suzannah Ibsen.

Det væsentlige, det ekstra, som adskiller ham fra andre romantikere såvel som realister, må henføres til talentet. Han var ud over forfatter også en habil billedkunstner og tegner og ernærede sig, fra han var 23 til han var 35, som instruktør og teaterdirektør, og selv om hans kunstneriske begavelse var lang tid om at blive fuldt udviklet, var der heller ikke i hans samtid tvivl om, at han var en særligt beåndet skabning, et såkaldt geni.

"Det Skjønnes og Sandes Bestemmelse er kun den, at lyse et Øjeblik som Meteorer, der slukkes saa snart de berører Jorden… Der er noget Krigerisk, Oprørsk, Voldsomt og Tungsindigt dybt i hans Væsen, der afspejler sig i hans Værker og gjør selve hans Kjærlighed til Lyset mørk…", skrev en 25-årig Georg Brandes om Ibsens genius i sine "Æsthetiske Studier" (citeret efter "Henrik Ibsen", side 294).

Henrik Ibsen kom til verden i 1828 i Skien i Sydnorge. Forældrene var ud af velanskrevne familier med adelige aner - noget Ibsen i sin ekstreme individualitet og masse- og majoritetsskepsis tillagde stor betydning. De tilhørte byens top, indtil faren gik neden om og hjem med sin købmandsbutik, da lille Ibsen var syv, hvorefter familien levede på heldigere slægtninges nåde og barmhjertighed.

Ibsen var angiveligt et sky og reserveret væsen, en skæv abe blandt de andre drenge på vejen, og tilbageholdende selv i forholdet til sine søskende. Der var tale om studier i medicin og billedkunst, men familiens håbløse økonomiske situation placerede ham i apotekerlære i den lille kystby Grimstad nogle hundrede kilometer sydvest for Skien. Her oplevede han en ny skandale, da han i en alder af 18 år gjorde en ti år ældre vaskekone gravid, og fik en søn, som han aldrig vedkendte sig ud over ved et pligtskyldigt bidrag til den fattige mors økonomi. Han var aldrig for alvor nogen succes i skolen, og da han i begyndelsen af halvtredserne prøvede sig som student i Oslo, var det uden fremragende resultater, og selv da han fik debuten "Catilina" ud som 21-årig i 1849, og et par år senere blev tilknyttet det nystartede norske teater i Bergen, var det ikke nogen entydig lykkelig historie. Han steg i graderne fra husdramaturg og instruktør til direktør, men måtte kæmpe mod en reaktionær bestyrelse for at sætte sine ideer igennem. Repertoiret var domineret af komedier, vaudeviller og syngestykker.

I 1857 blev han direktør for Kristianias norske teater og rykkede til hovedstaden, men Oslo var i de år ikke mindre provinsiel end Bergen, og repertoiret var ikke mere stimulerende. Parnasset forenede sig i det nationaltsindede Det norske selskab med Ibsens ven og konkurrent, digteren Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen. Ibsen var med, men mindre og mindre entusiastisk. Det var omkring den tid, hans trofaste ven fra Grimstad og studenterårene Ole Schulerud døde blot 32 år gammel. Schulerud var manden, som med en beskeden arv havde bekostet udgivelsen af "Catilina". Ibsen kunne i den grad have brugt en ny velgører. Lønnen på teateret var lav, og i 1862 gik det konkurs og lukkede. Ibsen fortsatte i en mindre stilling på et andet teater i byen. Han havde kreditorerne på halsen. 

I 1863 skrev han sit sidste egentligt norsksindede, romantiske drama, "Kongsemnerne". I 1864 forlod han Norge for ikke at vende tilbage de næste 27 år. Selv anførte han Norge og Sveriges svigt af Danmark i krigen mod preusserne som grunden til, at han tog af sted.

"De politiske Forholde hjemme har bedrøvet mig meget og forbitret mangen Nydelse for mig. Løgn og Drømme var altsaa det Hele. Paa mig vil ialdfald de sidste Tiders Begivenheder faa megen Indflydelse. Vore gamle Historie faar vi nu slaa en Streg over; thi Nutidens Nordmænd har aabenbart ikke mere med sin Fortid at gjøre end Grækerpirater har med den Slægt, der sejlede til Troja og blev hjulpen af Guderne…", skriver han i et brev til Bjørnson ("Henrik Ibsen", side 232).

Han sætter sin ærgrelse på vers i et par gigantiske læsedramaer, "Brand" fra 1866 og "Peer Gynt" fra 1867.  I den stivnakkede præst Brands øjne er nordmændene nogle inkonsekvente bløddyr og moralske pappenheimere. I "Peer Gynt" lægger han perspektivet hos et af bløddyrene, den storskrydende løgnhals og good for nothing-dagdrømmer af en titelfigur. "Brand" blev hans kommercielle gennembrud. "Peer Gynt" fik en mere blandet modtagelse, nogle savner skønhed, andre opponerer mod satiren, atter andre som H.C. Andersen kunne bare ikke fordrage Ibsen. I dag er begge stykker for længst kanoniseret og indtager en fremskudt plads i den norske kulturarv. De var med mangel på heltedyrkelsen og ideale kærlighedsintriger de første skridt væk fra romantikken. I løbet af de næste 30 år helliger Ibsen det meste af sin aktivitet på at endevende de mest grundlæggende institutioner i samfundet, familien og ægteskabet og de overordnede ideer, som de vekselvirker med.

Så bliver forfatteren gammel og skriver - tro mod sin alder - fire stykker om mænd, som er bragt i en situation, der kalder på eksistentiel granskning og selvransagelse, tre af dem tynget af alder, den fjerde af sønnens død, henholdsvis "Bygmester Solness" (1892), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner" (1899) og "Lille Eyolf" (1894).

I det tidlige år nittenhundrede får Henrik Ibsen det første i en serie af slagtilfælde og skriver ikke mere. Den 23. maj 1906 dør han i sit hjem i Oslo. På det tidspunkt har han været tilbage i Norge i små femten år.

"Vi dvelte lenge inne hos Ibsen og gikk derefter inn i biblioteket og satte oss. Der fortalte hun oss meget beveget, at sine siste ord her på jorden hadde han sagt til henne om natten: "Min søte, søte frue, hvor har du været snild og god mot mig!"
Over dette var hun lykkelig.
Efter en stund reste hun sig op og sa: "Nu må jeg gå, for Ibsen holdt av, at jeg beskikket mit hus!"
" ("Henrik Ibsen", s. 816).

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død, ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau, når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Som ung pige lovede Suzannah og veninden Karoline hinanden, at hvis den ene fik en søn, og den anden fik en datter, skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter Suzannah havde fået Sigurd, fik Karoline Bergliot med Ibsens ven og konkurrent Bjørnstjerne Bjørnson en datter, og som de havde forudskikket, blev deres børn gift med hinanden. Måske ansporet af deres berømte fædres mytologiske status i Norge. Sigurd Ibsen vendte tilbage til den nationalisme, som faren havde forkastet, og var en af hovedmændene bag Norges frigørelse af forbundet med svenskerne. 

Et dukkehjem

"HELMER (inde i sit værelse). Er det lærkefuglen som kvidrer derude?

NORA (ifærd med at åbne nogle af pakkerne). Ja, det er det.

HELMER. Er det ekornet som rumsterer der?

NORA. Ja!

HELMER. Når kom ekornet hjem?

NORA. Nu netop. (putter makronposen i lommen og visker sig om munden.) Kom herud Torvald, så skal du få se, hvad jeg har købt.

HELMER. Ikke forstyr! (lidt efter; åbner døren og ser ind med pennen i hånden.) Købt, siger du? Alt det der? Har nu lille spillefuglen været ude og sat penge overstyr igen?"
Henrik Ibsen: "Et dukkehjem", side 21-22.

Akkurat som jævnaldrende gennembrudsfortællere som Alexandre Dumas fils, J.P. Jacobsen, Gustave Flaubert, Georg Brandes og filosoffen John Stuart Mill er Ibsen optaget af kvindens stilling i samfundet og ser den som et altdominerende symbol på det, som knirker politisk, religiøst, socialt, kulturelt, psykologisk og på de fleste andre niveauer. Alle de strømninger, som farver tiden, alle de bevægelser, som får tankerne til at rulle og hjulene til at snurre, alt det, som skaber forandringer til det bedre. Hele den underliggende logik i fremskridtet tilsiger, at frihed, lighed og broderskab også må omfatte den anden halvdel af befolkningen, at humanisme er feminisme, og at menneskesagen er en kvindesag. Minoriteten har altid ret, gentog Ibsen - ofte som en replik til Bjørnson, som hævdede det modsatte. Han er ikke en suffragette, blåstrømpe, rødstrømpe, førstegenerationsfeminist eller blot en blød mand, men mange af de tanker, som spirede i det Europa, han rejste rundt i frem til begyndelsen af halvfemserne, så den moderne kvinde som en naturlig og nødvendig konsekvens af udviklingen.

Tanken fanges i historien om Nora i "Et dukkehjem" fra 1879. Den gennemromantiske, kvidrende, dansende solstråle af en husmor fra det bedre borgerskab, Nora, har forfalsket sin fars underskrift på en veksel (fordi hun som kvinde ikke selv kan låne penge), og nu truer den anløbne Krogstad med at afsløre hende, hvis hun ikke sørger for, at han beholder sin stilling i den bank, hvor hendes mand Torvald Helmer står for at blive udnævnt til direktør. Men det er ikke så lige til. Krogstad er nemlig ungdomskammerat med Helmer og dusser ham i påhør af de ansatte, selv om Helmer er hans foresatte, og det kan Helmer naturligvis ikke have. Noras forsøg på at få Helmer til at beholde Krogstad gør det bare værre. Hvad ville hans ansatte ikke sige, hvis det hed sig, at han lod sine beslutninger påvirke af, hvad Nora sagde? Nej, Krogstad må ud. Nora er rædselsslagen, men da katastrofen indtræffer, viser den sig, som det jo somme tider er, at være et vindue mod noget nyt, og Nora tager opgøret med sin mand:

26570093

"HELMER. Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

NORA. Nej, det har jeg aldrig været. Jeg trode det; men jeg har aldrig været det.

HELMER. Ikke - ikke lykkelig!

NORA. Nej; bare lystig. Og du har altid været så snil imod mig. men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskabt, Torvald.

HELMER. Der er noget sandt i hvad du siger, - så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli'e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.

NORA. Hvis opdragelse; Min eller børnenes?

HELMER. Både din og børnenes, min elskede Nora." ("Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 87)

Historien om det bedre borgerskabs derangerede kvinder og grunden til, at de er det, og alle de måder, det giver sig udslag på, er blevet fortalt mange gange siden. Nora går ikke til sengs, når det brænder på, som den måske bedst kendte udlægning af fænomenet herhjemme, Maude Varnæs fra "Matador". Nora er egentlig ganske handlekraftig (akkurat som Maude jo også viste sig at være det, da det endelig gjaldt med jødeforfølgelserne), hvad hendes forfalskning af underskriften også viste - hun gjorde det jo - ironisk nok - for at redde sin mand, som var på rekonvalescens i det store udland for at komme sig over en alvorlig sygdom. Hun fatter, at hun ikke skal opdrages af Helmer, og at hun ikke har, hvad der skal til for at opdrage sine børn, og rejser bort, fordi hun ikke har indfriet det, som Ibsen stiller som et ufravigeligt krav til mennesket, og som han ønsker at demonstrere med sine stykker - at det lærer sig selv at kende.

Strindberg hadede "Et dukkehjem", fordi han - hvor moderne han i øvrigt var - aldrig blev helt overbevist om den selvstændige kvindes fortryllelse. Den norske forfatter Alexander Kielland priste stykket for sin renhed "saa simpelt og knapt som en Statue". ("Henrik Ibsen", side 462). Edvard Brandes var ikke fuldstændig overbevist om dets psykologi. Meningerne var med andre ord delte. Det kunne man ikke sige om hans næste stykke "Gengangere", der vakte ensidig fordømmelse.