August Strindberg

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Main image
Strindberg, August
Foto: Sotheby´s

Indledning

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk. 

Blå bog

Født: Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.

Død: Den 14. maj 1912.

Uddannelse: Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.

Debut: Fritänkeren, 1869.

Seneste udgivelse: En extra blå bok. Register till En blå bok, 1911-12.

Periode: Symbolisme

Genre: Drama

Indledning

“Jeg afskyr folk, der holder hunde. Det er kujoner, som ikke har mod nok til selv at bide.”
August Strindberg

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk. 

Blå bog

Født: Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.

Død: Den 14. maj 1912.

Uddannelse: Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.

Debut: Fritänkeren, 1869.

Seneste udgivelse: En extra blå bok. Register till En blå bok, 1911-12.

 

 

Baggrund

August Strindberg er vel det tætteste, attenhundredtallets Skandinavien kom på et renæssancemenneske på niveau med manden, som lagde standarderne for begrebet, Leonardo da Vinci. Han var dramatiker, digter, forfatter, journalist, videnskabsmand, fotograf og billedkunstner – fremragende i det meste, han rørte ved og hertil en musikalsk livsnyder og selskabspapegøje, men nem er det vel de færreste, der vil kalde ham. Han var en omvandrende inkarnation af de psykiske grænsetilstande, som optog tiden, og gemte under en sky facade karakteregenskaber, som igen og igen eksploderede lige op i ansigtet på folk. Han lå som regel i krig på flere fronter – med familien, skiftende hustruer, venner, der var blevet fjender, og stort set alle institutioner, som ragede op i samfundet; kirken, skolen, staten, kvindebevægelsen, censuren, pressen, erhvervslivet og selvfølgelig de andre store hanelefanter på den nordiske litteraturscene, Henrik Ibsen ikke mindst og Georg Brandes, som var en af de venner, der var endt som fjender. “Aldrig har der eksisteret sådan en idiotdyrkelse …”, bemærkede Georg Brandes om den popularitet, som den ældre Strindberg var genstand for (“August Strindberg”, side 350). Han var hele vejen igennem en dramaqueen og en poseur, som gik op i sin fremtoning, var ekstraordinært stolt af sit hår og tog flotte fotografier af sig selv. Han var handlekraftig og impulsiv og anvendte – uden at andre muligheder nødvendigvis var udtømte – karaktermord, injurier, anonyme trusler, bagvaskelse og selvmordstrusler for at sætte sin vilje igennem. 

Allerede som dreng i 1850’erne kunne man se ham udfolde sit talent for selviscenesættelse, når han poserede i slåbrok med pibe, mens han tyrede indianerromaner i det fine borgerhjem i Stockholm. Periodens superstjerner var videnskabsmænd, og Strindberg var som barn en af deres største fans og drømte om selv at blive en. Han botaniserede med faren i bedste Linné-stil, og efter studentereksamen i 1867 fortsatte han med kemi- og medicinstudier på universitetet. Videnskabsbegejstringen blev forbundet med ekstrem individualisme og socialisme og siden med herremennesketænkning, kristendom, buddhisme, mysticisme og et naturbegreb, som klassificerede frigjorte kvinder, jøder, sigøjnere, bøsser og lesbiske som degenererede. Han forsøgte at udlede bindemidlet i verdens enhed og fremstille guld og var ganske uimodtagelig overfor de argumenter, som pegede på, at det gule støv, han sendte rundt til sine venner, nok ikke var et bevis på, at det var lykkedes. Han fik i en periode midt i attenhalvfemserne adgang til laboratorier på Sorbonne-universitetet i Paris og påkaldte sig kortvarigt den etablerede videnskabs opmærksomhed, men overvejende var hans forskerfuskerier et selvmål, som ikke kastede meget andet af sig end hån og latter. 

Strindberg var uden nogen almindelig form for selvbesindelse og hans enorme ego passede langt bedre til kulturens end videnskabens verden. Han bedrev subtile fotografiske eksperimenter og malerkunst, som var en generation eller to forud for sin tid. Han var ufatteligt produktiv, alene af prosa 10 novellesamlinger, 10 romaner og 60 dramaer. Hertil digte, små 10.000 breve og en omfattende produktion af journalistik, kulturhistorie og videnskabelige skrifter. Særligt dramaerne gjorde ham verdenskendt og er nok dem, der i dag byder på den største oplevelse – også som læsestof.

Han er sammen med Henrik Ibsen den væsentligste repræsentant i Norden for perioden, som med Georg Brandes omtales som Det moderne gennembrud (1870'erne og -80'erne), og den strømning, som blev benævnt Naturalismen. Han var mod slutningen af sin tilværelse med til at tage udviklingen et skridt videre; til at bryde det nye formsprog ned og bygge et andet op, som foregreb de avantgarde-strømninger, som femten år senere dukkede op på bagsiden af Første Verdenskrig. En anden af de store svenske dramatikere, Ingmar Bergman, har sagt således om landsmanden: “Strindberg har forfulgt mig hele mit liv. Jeg har elsket ham, hadet ham, kylet hans bøger ind i væggen, men slippe fri af ham, kunne jeg aldrig.”