August Strindberg

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Main image
Strindberg, August
Foto: Sotheby´s

Indledning

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk. 

 

54924798

Blå bog

Født: Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.

Død: Den 14. maj 1912.

Uddannelse: Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.

Debut: Fritänkeren, 1869.

Seneste udgivelse: Strindberg, August: Jardin des plantes. Arhhest, 2018. (Jardin des plantes, 1886, svensk). Oversætter: Klaus Marthinus. Bind 2. Essays.

Periode: Symbolisme

Genre: Drama

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg afskyr folk, der holder hunde. Det er kujoner, som ikke har mod nok til selv at bide.”
August Strindberg

August Strindberg er vel det tætteste, attenhundredtallets Skandinavien kom på et renæssancemenneske på niveau med manden, som lagde standarderne for begrebet, Leonardo da Vinci. Han var dramatiker, digter, forfatter, journalist, videnskabsmand, fotograf og billedkunstner – fremragende i det meste, han rørte ved og hertil en musikalsk livsnyder og selskabspapegøje, men nem er det vel de færreste, der vil kalde ham. Han var en omvandrende inkarnation af de psykiske grænsetilstande, som optog tiden, og gemte under en sky facade karakteregenskaber, som igen og igen eksploderede lige op i ansigtet på folk. Han lå som regel i krig på flere fronter – med familien, skiftende hustruer, venner, der var blevet fjender, og stort set alle institutioner, som ragede op i samfundet; kirken, skolen, staten, kvindebevægelsen, censuren, pressen, erhvervslivet og selvfølgelig de andre store hanelefanter på den nordiske litteraturscene, Henrik Ibsen ikke mindst og Georg Brandes, som var en af de venner, der var endt som fjender. “Aldrig har der eksisteret sådan en idiotdyrkelse …”, bemærkede Georg Brandes om den popularitet, som den ældre Strindberg var genstand for (“August Strindberg”, side 350). Han var hele vejen igennem en dramaqueen og en poseur, som gik op i sin fremtoning, var ekstraordinært stolt af sit hår og tog flotte fotografier af sig selv. Han var handlekraftig og impulsiv og anvendte – uden at andre muligheder nødvendigvis var udtømte – karaktermord, injurier, anonyme trusler, bagvaskelse og selvmordstrusler for at sætte sin vilje igennem. 

Allerede som dreng i 1850’erne kunne man se ham udfolde sit talent for selviscenesættelse, når han poserede i slåbrok med pibe, mens han tyrede indianerromaner i det fine borgerhjem i Stockholm. Periodens superstjerner var videnskabsmænd, og Strindberg var som barn en af deres største fans og drømte om selv at blive en. Han botaniserede med faren i bedste Linné-stil, og efter studentereksamen i 1867 fortsatte han med kemi- og medicinstudier på universitetet. Videnskabsbegejstringen blev forbundet med ekstrem individualisme og socialisme og siden med herremennesketænkning, kristendom, buddhisme, mysticisme og et naturbegreb, som klassificerede frigjorte kvinder, jøder, sigøjnere, bøsser og lesbiske som degenererede. Han forsøgte at udlede bindemidlet i verdens enhed og fremstille guld og var ganske uimodtagelig overfor de argumenter, som pegede på, at det gule støv, han sendte rundt til sine venner, nok ikke var et bevis på, at det var lykkedes. Han fik i en periode midt i attenhalvfemserne adgang til laboratorier på Sorbonne-universitetet i Paris og påkaldte sig kortvarigt den etablerede videnskabs opmærksomhed, men overvejende var hans forskerfuskerier et selvmål, som ikke kastede meget andet af sig end hån og latter. 

Strindberg var uden nogen almindelig form for selvbesindelse og hans enorme ego passede langt bedre til kulturens end videnskabens verden. Han bedrev subtile fotografiske eksperimenter og malerkunst, som var en generation eller to forud for sin tid. Han var ufatteligt produktiv, alene af prosa 10 novellesamlinger, 10 romaner og 60 dramaer. Hertil digte, små 10.000 breve og en omfattende produktion af journalistik, kulturhistorie og videnskabelige skrifter. Særligt dramaerne gjorde ham verdenskendt og er nok dem, der i dag byder på den største oplevelse – også som læsestof.

Han er sammen med Henrik Ibsen den væsentligste repræsentant i Norden for perioden, som med Georg Brandes omtales som Det moderne gennembrud (1870'erne og -80'erne), og den strømning, som blev benævnt Naturalismen. Han var mod slutningen af sin tilværelse med til at tage udviklingen et skridt videre; til at bryde det nye formsprog ned og bygge et andet op, som foregreb de avantgarde-strømninger, som femten år senere dukkede op på bagsiden af Første Verdenskrig. En anden af de store svenske dramatikere, Ingmar Bergman, har sagt således om landsmanden: “Strindberg har forfulgt mig hele mit liv. Jeg har elsket ham, hadet ham, kylet hans bøger ind i væggen, men slippe fri af ham, kunne jeg aldrig.”

 

Mester Olof

Strindbergs debut som dramatiker kom tidligt. Han fik som en 21-årig “I Rom”, et stykke om den berømte danske billedkunstner Bertel Thorvaldsen, sat op på Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm. Kun et par år senere i 1872 afsluttede han hovedværket “Mäster Olof” (“Mester Olof”, 1889), der slår en række temaer an for forfatterskabet. Inspireret af Shakespeare dramatiserer han historien om præsten, reformatoren og Lutheraneren Olaus Petris – også kendt som den første humanist i Sverige. Det er en ung rebels revision af en ligesindets kamp 350 år tidligere. “Du er født til at vække forargelse; du er født til at slås. Herren skal nok siden hele dine skrammer”, siger den gamle Lars til Mester Olof med en tonisk virkning – forestiller man sig – på den stridbare digter og måske indlagt af samme grund (“Mester Olof”, side 4).

Vi kommer ind i handlingen pinseaften udenfor klosterkirken i Strängenäs i Södermanland ved en af Sveriges store søer, Mälaren. Biskopperne har aflyst messen, fordi byen ikke har betalt sin skat til kirken. En flok ophidsede borgere har forsamlet sig. For at få dem til at falde til ro tilbyder Olof at give dem deres messe. De falder på knæ og Olof begynder: “Kære venner, brødre og søstre i Kristus Jesus! Da vi nu er forsamlede …!” Men længere kommer han ikke. En borger afbryder ham:

BORGEREN: Mester Olof …

OLOF: Hvad er der?

BORGEREN: Vi ønsker en rigtig messe og ingen nymodens menneskepåfund.

GERT: Kære mester Olof, det må være på latin. Ellers forstår vi ikke, hvad det er de siger!

BORGEREN: Det skal være på det hellige sprog, eller kan jo hvem som helst læse en messe.

FOLKET: En Luther! En Luther! En antikrist!

OLOF: Nej, nu må det være slut med det narrespil!

(højlydt knurren) I ånd og sandhed skal I bede, og ikke med ord, som I ikke forstår!

BORGEREN: Unge ven, tror De ikke, at Vorherre forstår latin?

GERT: Men han forstår nok ikke svensk!

BORGEREN: Mester Olof! Vil De lade folket gå herfra uden et opbyggeligt ord – kan de ikke se, hvor de længes efter deres Gud. Se bort fra deres egen syndige vilje og lad ikke folket gå bort nu, da de ikke mere har en hyrde.” (“Mester Olof”, side 7-8). 

Sproget og en forkyndelse, som alle forstod, var en afgørende indsats i reformationens bestræbelser på at rive Gud ud af kløerne på kirke og kleresi og skabe et personligt trosforhold, men Strindbergs fokus er ikke kun på de formelle og historiske omstændigheder. Det er i endnu højere grad Olofs indre kamp, hans frygt for at blive til spot og spe og de moralske dilemmaer, enhver rebel støder på: Skal han følge den ligesindede Konge Gustav Vasas pragmatiske tilgang til religionen, eller skal han gå den kompromisløse Gert Bogbinders revolutionære vej? Det valg, han træffer, og de konsekvenser, det får, behagede ikke ledelsen på Kungliga Teatern i Stockholm, som afviste stykket som nihilistisk og blasfemisk. I frustration over ikke at kunne få det sat op ender det med, at Strindberg selv går Vasa-vejen – i stedet for at sætte en tændstik til manuskriptet eller teateret (eller skyde sig en kugle for panden, som selvfølgelig var en mulighed, han luftede) vælger han i 1876 at lave en versversion med noget der ligner et knæfald for den gode latin på teatrene, hvor det deklamatoriske og kunstige sprog, som Strindberg og den nye generation af dramatikere var vendt mod, fremdeles var populært. Lige lidt hjælper det. Det er først, da han slår igennem som romanforfatter i 1879 med den satiriske Stockholmerskildring “Röda rummet – Skildringar ur artist- och författarlivet” (Det røde værelse", 1886), at et teater tør binde an med ham. 

I 1881 bliver “Mester Olof” sat op på Nya Teatern. Strindberg var ikke selv med til premieren. Han havde lagt mere tid og energi i stykket end noget andet værk fra hans hånd både før og siden og sad derhjemme og bed negle. Men der var ikke noget at være urolig for. Han blev behandlet efter fortjeneste af pressen. Kritikken var positiv. Det var den stadig hundrede år senere, hvor den anerkendte forfatter og stindbergianer Olof Lagercrantz begik noget, der ligner det autoritative værk om Strindberg, biografien “August Strindberg”. Heri noterer han: “Mäster Oluf er skrevet af en treogtyveårig. De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel. De indtager en særstilling, fordi de giver os en forestilling, om hvordan det føles at være ung, ikke blot hvordan det bagefter føles at have været det. Mäster Oluf hører til denne kategori.“ (“August Strindberg”, side 40).