a strindberg
Foto: Album / Ritzau Scanpix

August Strindberg

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
a strindberg
Foto: Album / Ritzau Scanpix
Main image
Strindberg, August
Foto: Sotheby´s

Indledning

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk. 

 

62863536

Blå bog

Født: Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.

Død: Den 14. maj 1912.

Uddannelse: Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.

Debut: Fritänkeren, 1869.

Seneste udgivelse: Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier. Lindhardt og Ringhof, 2022. (Den romantiske klockaren på Rånö, 1888). Oversætter: V. Adler.

Periode: Symbolisme

Genre: Drama

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg afskyr folk, der holder hunde. Det er kujoner, som ikke har mod nok til selv at bide.”
August Strindberg

August Strindberg er vel det tætteste, attenhundredtallets Skandinavien kom på et renæssancemenneske på niveau med manden, som lagde standarderne for begrebet, Leonardo da Vinci. Han var dramatiker, digter, forfatter, journalist, videnskabsmand, fotograf og billedkunstner – fremragende i det meste, han rørte ved og hertil en musikalsk livsnyder og selskabspapegøje, men nem er det vel de færreste, der vil kalde ham. Han var en omvandrende inkarnation af de psykiske grænsetilstande, som optog tiden, og gemte under en sky facade karakteregenskaber, som igen og igen eksploderede lige op i ansigtet på folk. Han lå som regel i krig på flere fronter – med familien, skiftende hustruer, venner, der var blevet fjender, og stort set alle institutioner, som ragede op i samfundet; kirken, skolen, staten, kvindebevægelsen, censuren, pressen, erhvervslivet og selvfølgelig de andre store hanelefanter på den nordiske litteraturscene, Henrik Ibsen ikke mindst og Georg Brandes, som var en af de venner, der var endt som fjender. “Aldrig har der eksisteret sådan en idiotdyrkelse …”, bemærkede Georg Brandes om den popularitet, som den ældre Strindberg var genstand for (“August Strindberg”, side 350). Han var hele vejen igennem en dramaqueen og en poseur, som gik op i sin fremtoning, var ekstraordinært stolt af sit hår og tog flotte fotografier af sig selv. Han var handlekraftig og impulsiv og anvendte – uden at andre muligheder nødvendigvis var udtømte – karaktermord, injurier, anonyme trusler, bagvaskelse og selvmordstrusler for at sætte sin vilje igennem. 

Allerede som dreng i 1850’erne kunne man se ham udfolde sit talent for selviscenesættelse, når han poserede i slåbrok med pibe, mens han tyrede indianerromaner i det fine borgerhjem i Stockholm. Periodens superstjerner var videnskabsmænd, og Strindberg var som barn en af deres største fans og drømte om selv at blive en. Han botaniserede med faren i bedste Linné-stil, og efter studentereksamen i 1867 fortsatte han med kemi- og medicinstudier på universitetet. Videnskabsbegejstringen blev forbundet med ekstrem individualisme og socialisme og siden med herremennesketænkning, kristendom, buddhisme, mysticisme og et naturbegreb, som klassificerede frigjorte kvinder, jøder, sigøjnere, bøsser og lesbiske som degenererede. Han forsøgte at udlede bindemidlet i verdens enhed og fremstille guld og var ganske uimodtagelig overfor de argumenter, som pegede på, at det gule støv, han sendte rundt til sine venner, nok ikke var et bevis på, at det var lykkedes. Han fik i en periode midt i attenhalvfemserne adgang til laboratorier på Sorbonne-universitetet i Paris og påkaldte sig kortvarigt den etablerede videnskabs opmærksomhed, men overvejende var hans forskerfuskerier et selvmål, som ikke kastede meget andet af sig end hån og latter. 

Strindberg var uden nogen almindelig form for selvbesindelse og hans enorme ego passede langt bedre til kulturens end videnskabens verden. Han bedrev subtile fotografiske eksperimenter og malerkunst, som var en generation eller to forud for sin tid. Han var ufatteligt produktiv, alene af prosa 10 novellesamlinger, 10 romaner og 60 dramaer. Hertil digte, små 10.000 breve og en omfattende produktion af journalistik, kulturhistorie og videnskabelige skrifter. Særligt dramaerne gjorde ham verdenskendt og er nok dem, der i dag byder på den største oplevelse – også som læsestof.

Han er sammen med Henrik Ibsen den væsentligste repræsentant i Norden for perioden, som med Georg Brandes omtales som Det moderne gennembrud (1870'erne og -80'erne), og den strømning, som blev benævnt Naturalismen. Han var mod slutningen af sin tilværelse med til at tage udviklingen et skridt videre; til at bryde det nye formsprog ned og bygge et andet op, som foregreb de avantgarde-strømninger, som femten år senere dukkede op på bagsiden af Første Verdenskrig. En anden af de store svenske dramatikere, Ingmar Bergman, har sagt således om landsmanden: “Strindberg har forfulgt mig hele mit liv. Jeg har elsket ham, hadet ham, kylet hans bøger ind i væggen, men slippe fri af ham, kunne jeg aldrig.”

Mester Olof

Strindbergs debut som dramatiker kom tidligt. Han fik som en 21-årig “I Rom”, et stykke om den berømte danske billedkunstner Bertel Thorvaldsen, sat op på Kungliga Dramatiska Teatern i Stockholm. Kun et par år senere i 1872 afsluttede han hovedværket “Mäster Olof” (“Mester Olof”, 1889), der slår en række temaer an for forfatterskabet. Inspireret af Shakespeare dramatiserer han historien om præsten, reformatoren og Lutheraneren Olaus Petris – også kendt som den første humanist i Sverige. Det er en ung rebels revision af en ligesindets kamp 350 år tidligere. “Du er født til at vække forargelse; du er født til at slås. Herren skal nok siden hele dine skrammer”, siger den gamle Lars til Mester Olof med en tonisk virkning – forestiller man sig – på den stridbare digter og måske indlagt af samme grund (“Mester Olof”, side 4).

Vi kommer ind i handlingen pinseaften udenfor klosterkirken i Strängenäs i Södermanland ved en af Sveriges store søer, Mälaren. Biskopperne har aflyst messen, fordi byen ikke har betalt sin skat til kirken. En flok ophidsede borgere har forsamlet sig. For at få dem til at falde til ro tilbyder Olof at give dem deres messe. De falder på knæ og Olof begynder: “Kære venner, brødre og søstre i Kristus Jesus! Da vi nu er forsamlede …!” Men længere kommer han ikke. En borger afbryder ham:

BORGEREN: Mester Olof …

OLOF: Hvad er der?

BORGEREN: Vi ønsker en rigtig messe og ingen nymodens menneskepåfund.

GERT: Kære mester Olof, det må være på latin. Ellers forstår vi ikke, hvad det er de siger!

BORGEREN: Det skal være på det hellige sprog, eller kan jo hvem som helst læse en messe.

FOLKET: En Luther! En Luther! En antikrist!

OLOF: Nej, nu må det være slut med det narrespil!

(højlydt knurren) I ånd og sandhed skal I bede, og ikke med ord, som I ikke forstår!

BORGEREN: Unge ven, tror De ikke, at Vorherre forstår latin?

GERT: Men han forstår nok ikke svensk!

BORGEREN: Mester Olof! Vil De lade folket gå herfra uden et opbyggeligt ord – kan de ikke se, hvor de længes efter deres Gud. Se bort fra deres egen syndige vilje og lad ikke folket gå bort nu, da de ikke mere har en hyrde.” (“Mester Olof”, side 7-8). 

Sproget og en forkyndelse, som alle forstod, var en afgørende indsats i reformationens bestræbelser på at rive Gud ud af kløerne på kirke og kleresi og skabe et personligt trosforhold, men Strindbergs fokus er ikke kun på de formelle og historiske omstændigheder. Det er i endnu højere grad Olofs indre kamp, hans frygt for at blive til spot og spe og de moralske dilemmaer, enhver rebel støder på: Skal han følge den ligesindede Konge Gustav Vasas pragmatiske tilgang til religionen, eller skal han gå den kompromisløse Gert Bogbinders revolutionære vej? Det valg, han træffer, og de konsekvenser, det får, behagede ikke ledelsen på Kungliga Teatern i Stockholm, som afviste stykket som nihilistisk og blasfemisk. I frustration over ikke at kunne få det sat op ender det med, at Strindberg selv går Vasa-vejen – i stedet for at sætte en tændstik til manuskriptet eller teateret (eller skyde sig en kugle for panden, som selvfølgelig var en mulighed, han luftede) vælger han i 1876 at lave en versversion med noget der ligner et knæfald for den gode latin på teatrene, hvor det deklamatoriske og kunstige sprog, som Strindberg og den nye generation af dramatikere var vendt mod, fremdeles var populært. Lige lidt hjælper det. Det er først, da han slår igennem som romanforfatter i 1879 med den satiriske Stockholmerskildring “Röda rummet – Skildringar ur artist- och författarlivet” (Det røde værelse", 1886), at et teater tør binde an med ham. 

I 1881 bliver “Mester Olof” sat op på Nya Teatern. Strindberg var ikke selv med til premieren. Han havde lagt mere tid og energi i stykket end noget andet værk fra hans hånd både før og siden og sad derhjemme og bed negle. Men der var ikke noget at være urolig for. Han blev behandlet efter fortjeneste af pressen. Kritikken var positiv. Det var den stadig hundrede år senere, hvor den anerkendte forfatter og stindbergianer Olof Lagercrantz begik noget, der ligner det autoritative værk om Strindberg, biografien “August Strindberg”. Heri noterer han: “Mäster Oluf er skrevet af en treogtyveårig. De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel. De indtager en særstilling, fordi de giver os en forestilling, om hvordan det føles at være ung, ikke blot hvordan det bagefter føles at have været det. Mäster Oluf hører til denne kategori.“ (“August Strindberg”, side 40). 

Faderen

“RITMESTEREN: Jeg blev pludselig syg og lå for døden. I et øjeblik hvor jeg er feberfri hører jeg en stemme i dagligstuen. Det var dig og sagføreren, der talte om min formue, som jeg dengang ejede endnu. Han forklarede at du ikke kan arve noget, fordi vi ikke har nogen børn, og han spørger dig om du er gravid. Hvad du svarede kunne jeg ikke høre. Jeg blev rask og vi fik et barn. Hvem er faderen?
LAURA: Du!
RITMESTEREN: Nej, det er ikke mig. Her ligger en forbrydelse begravet, det begynder at stinke fra den.”
August Strindberg: “Faderen”, side 51.

Paris havde en fremtrædende position på den europæiske teaterscene i attenhundredetallet. I 1820’erne og 1830’erne forjog romantikerne Alexandre Dumas og Victor Hugo under stor ståhej klassicismen fra nationalscenen og slap gækken løs i ophedede, storladne, historiske dramaer. I bølgen efter romantikerne vender man sig derimod mod det virkelighedsnære og nutidige. Stykkerne rykker ind i dagligstuen, de koloristiske sætstykker forsvinder sammen med intrigerne, den opgejlede kostumering og de oppustede følelser. Interessen for arv og miljø forstærkes. Den psykologiske dimension opprioriteres.

Udviklingen får sit radikale udtryk med kravet om videnskabelighed og objektivitet, formuleret af forfatteren Émile Zola og kendt som naturalismen. I 1873 overfører Zola naturalismen på teateret med dramatiseringen af sin roman “Thérese Raquin”. “Sandhed, storhed og enkelhed”, forlanger Zola og slår bro til klassicismen med et tilsvarende krav om enhed i tid, sted og handling. De elementer, som kan bortlede opmærksomheden fra karaktererne og spillet imellem dem, er reduceret. Zola leder efter de ideelle betingelser for studiet af psyken. Kulturparabolen Strindberg opfanger bevægelsen med det samme. Det er alt, hvad han tror og tænker på i et; kultur og videnskab. 

I februar 1887 flikker han “Fadren” (“Faderen”, 1888) sammen efter mesterens anvisninger – det første af hans naturalistiske dramaer og det første i Sverige. I tre akter, som udspiller sig over et halvt døgns tid i titelfigurens dagligstue, udlægges de begivenheder, som fører til hans sindssygdom. Vi kommer ind i stykket en aften, hvor længere tids ægteskabelige skærmydsler kulminerer. Faderen omtales ikke ved navn, men som ritmesteren – en officersgrad, der svarer til major. Han er ved siden af den militære karriere en genial mineralog, men naiv og med åbenlyse problemer i rollen som mand. Han er stykket igennem i militæruniform: den maskuline variant af sildebenskorsettet. Strindberg lader ham begræde, at en mand ikke kan tillade sig at vræle og jamre. Han er et nemt offer for omgivelserne. Det krakelerer for ham, da hustruen Laura påpeger, at han ikke med sikkerhed kan vide, at han er far til deres datter. I den intense udgang på andet akt kyler ritmesteren en petroleumslampe efter hende og forsyner hende med det sidste argument for at få ham erklæret sindssyg. 

Sindssygdommen og umyndiggørelsen er virkeliggørelsen af Strindbergs eget værste mareridt, og hans opfattelse af hustruen Siri påvirker formentlig portrættet af Laura som den rene giftblanderske og den egentlig årsag til sin mands fald. Ritmesteren indser det selv: “Du har ved din opførsel haft held til at vække min mistænksomhed, så min dømmekraft er blevet forplumret og mine tanker er begyndt at fare vild. Det er dette vanvid som nærmer sig og som du har ventet på; og det kan komme når som helst.” (side 48) Laura har tilbageholdt nogle breve af vital betydning for hans forskning og systematisk karaktermyrdet eller nærmere “sindsmyrdet” ham overfor deres venner – altså ladet forstå, at han er gal. 

Strindberg interesserer sig for sociale forhold og betragter dem som afgørende for individets udvikling og skæbne, men det determinerende skel i forfatterskabet ligger ikke mellem rig og fattig, høj og lav, men mellem kønnene, mellem mand og kvinde. Strindberg blev gjort til kvindehader af sam- og eftertid, men han var en hystade, en krukke og et følelsesmenneske og ikke hader af kvinder eller “det kvindelige” per se. Han var ikke engang en hader af den oplyste kvinde. I hvert fald ikke på det tidspunkt, hvor han skriver “Faderen”. Ritmesteren insisterer i stykket på, at datteren Bertha skal have en uddannelse. Strindberg var vokset op i et traditionelt borgerligt hjem og kendte bagsiden af en streng patriarkalsk orden. Helt banalt havde den sorteret ham fra som arving til farens firma, fordi han blot var den tredje i rækken af sønner. Mere væsentlig havde den ikke nogen tradition for dramaqueens som ham selv. Han befinder sig i den traditionelle mandsrolle som Thit Jensen i et sildebenskorset. Der, hvor problemerne begynder for Strindberg – og for Ritmesteren – er, når kvinden tror, at hun – oplyst eller ej – er lige så meget værd som manden og har et ord at skulle have sagt. Strindberg er så fokuseret på kampen mellem manderollen og hustruen, at han forglemmer den brede sociale kontekst. Derfor bliver han refuseret i Paris af Émile Zola, som han henvender sig til i håb om, at han vil introducere “Faderen” på den førende scene for naturalismen, Théâtre Libre. Figurerne skal forankres bedre i deres opvækst og miljø, mener Zola. 

Frøken Julie

“FRØKENEN: Tror de jeg vil blive her i huset som Deres frille? Tror de jeg vil lade folkene pege fingre af mig? Forestiller De Dem, at jeg kan se min far ind i ansigtet efter alt dette? Nej! Tag mig væk herfra, fra fornedrelsen og vanæren! – O, hvad er det jeg har gjort, min Gud, min Gud!
(Græder)
JEAN: Nå, skal vi nu høre den melodi! – De spørger, hvad det er De har gjort. Det samme som mange andre mennesker før Dem!
FRØKENEN: (Skriger i et krampeanfald): Og nu foragter De mig! – Jeg falder, jeg falder!
JEAN: Fald ned til mig, så skal jeg bagefter løfte Dem op!
FRØKENEN: Hvad var det for en frygtelig magt, der drev mig mod dem? Var jeg den svage og De den stærke? Jeg en falden og De i færd med at rejse Dem!
August Strindberg: “Frøken Julie”, side 53.

Sommeren 1888 ankommer familien Strindberg til godset Skovlyst i Nordsjælland for at se på en bolig. Hvad enten det nu er, fordi han lader sig besnære af en trylleforestilling, som den eksotiske enkefrue på stedet sætter op, eller af de statlige omgivelser, ignorerer han en række faresignaler – et udbredt forfald og otte bidske køtere ikke mindst – Strindberg er patologiske rædselsslagen for hunde – og indlogerer sig i fire værelser. Godsbestyrerens sekstenårige søster bliver hyret som barnepige, og i al hemmelighed udvider Strindberg hendes opgaver til også at omfatte hans personlige velbefindende. Han knalder hende, som det hedder. Godsbestyreren Hansen opdager det og spreder rygter om, at hun er gravid og prøver angiveligt at presse penge af ham. Strindberg anskaffer sig en pistol og udvikler et billede af Hansen som den inkarnerede ondskab. I hans overophedede fantasi bliver Hansen gerningsmand til en stribe indbrud, som plager egnen, han har nemlig set ham snige sig ud om natten. Han læser ydermere en amourøs forbindelse ind i hans nære forbindelse med enken på godset. Og som sædvanligt tøver han ikke med at handle på sine vrangforestillinger. Han prøver angiveligt at skyde ham ned i ly af mørket, men ilden bliver besvaret, og han vælger i stedet at anmelde ham for tyverierne og udsprede rygtet om hans forhold til enkefruen. Godsbestyreren havner i kachotten, de rigtige tyve bliver fanget, og det viser sig, at grunden til, at Hansen sneg sig ud om natten, var en frille på egnen, og at enkefruen var hans halvsøster – heraf det familiære forhold. 

Nu er det Strindberg, jorden brænder under. Retten synes, det kunne være særdeles interessant at få hans version af sagen mod tyvene, og pressen er kommet under vejrs med hans forhold til barnepigen, og vil have hans hoved på et fad. Den fortørnede forfatter pakker sit habengut og flygter skyndsomst til Berlin. Han er en paranoid uskyldighed, der i den grad er forfulgt – og skyldig. Andre med samme metier ville formentlig have været ude af stand til at forfatte en linje, men ikke Strindberg. Mens alt går op i en spids, mens han lever i dødelig angst for de otte hunde, mens han er i skudduel med godsforvalteren, mens han knalder barnepigen og bliver hakket på af hustruen, som ikke er vanvittigt imponeret over ham, er han højproduktiv og leverer en stribe enaktere, herunder forfatterskabets mest kendte, “Fröken Julie (sorgespel)” fra 1888 (“Frøken Julie”, 1889). 

Igen er det kønnenes kamp, som står i centrum, men denne gang har han sørget for en tung deterministisk staffage for at lukke munden på skeptikerne. Karaktererne har fået en elaboreret forhistorie. De har endda fået en aldersangivelse. Formentlig inspireret af hændelserne på Skovlyst har Strindberg henlagt fortællingen til et gods en Sankt Hans-aften og -nat, hvor familiens overhoved greven er væk og standsforskellene flyder. 

Der er fest i laden. Den 25-årige datter Julie har sommerfornemmelser et vist sted og opstøver den letbenede herskabstjener Jean, som er flygtet ind i køkkenet for at slippe for at danse med hende mere og undgå misundelsen og sladderen fra de andre ansatte, folkene, på godset. Det udvikler det sig til en erotisk tranedans, som veksler mellem fornærmelser og komplimenter, udfald og tilbagetrækning. Vi finder ud af, at Julie er blevet opdraget som en dreng af en fritænkende mor, og at Jean er vokset op i fattigdom, men har lært sig et og andet i herskabsgemakkerne, blandt andet at tale fransk. Vi finder også ud af, han altid har været betaget af Julie. De ender på Jeans kammer og sikre på, at folkene på godset har gennemskuet dem, beslutter de sig for at stikke af. Julie napper penge fra sin fars gemmer, men får kolde fødder, da Jean under de indstuderede manerer, rappe svar og franske gloser afslører en brutal maskulin side, som nok har udøvet sin tryllekraft under forførelsen, men nu minder hende om, at han i bund og grund er en simpel tjener. 

Greven kommer hjem. Morgenen gryr. Bondeanger og moralske tømmermænd afløser liderlighed og lystighed og forhastede planer. Julies opdragelse som dreng er ikke mere grundfæstet end, at det er et kodeks, som gælder kvinder, som træder i kraft. Det er lige til en græsk tragedie, og det er da også her, det oprindelige udgangspunkt ligger, men det er Strindbergs Nietzsche-inspiration, som skinner igennem. Julie er i Strindbergs perspektiv et degenereret produkt af en forkvaklet opvækst, en halvkvinde. Jean, søn af folket, er det nye herremenneske, men på et tidligt udviklingsstadie, hvor han ikke har andet kørende for sig end sit køn og sin begavelse. Han er stadig en lakaj af væsen og bedriver en lusket forførelseskunst under dække af standsforskellen, mens Julie udviser en legende livslyst og en moralsk styrke, som løfter hende op på et helt andet niveau:

“JEAN: (…) Det er den forbandede tjenestekarl som sidder i ryggen på mig! – jeg tror at hvis greven kom ned nu og befalede mig at skære halsen over på mig selv, så ville jeg gøre det på stedet.

FRØKENEN: Lad som om de er ham og jeg er Dem! – for et øjeblik siden spillede De jo så godt, da De lå på knæ – den gang var De adelsmanden.” (side 81). Og sådan ender det. Hun forlader scenen med en ragekniv i hånden.

Stykket vakte skandale med sine pikanterier, og da ingen teatre turde opføre det, startede Strindberg sit eget Skandinavisk forsøgsteater i København for selv at gøre det, men pressen og censuren var efter ham og blokerede premieren. I stedet fokuserede han endnu skarpere på den psykologiske dimension i det, han kaldte hjernernes kamp, en Nietzscheinspireret armlægning på viljer som den mellem Jean og Julie, hvor den stærkeste trækker sig sejrrigt ud takket være ånd og – det ligger i begrebet – intellekt. Han formidlede det i nogle små og i dag mindre kendte, men ikke mindre læseværdige enaktere.

Den stærkeste

Det lille, komprimerede salonstykke “Den starkare” fra 1888-89 (“Den stærkeste”, 1966) er en ren version af hjernernes kamp. Det foregår en juleaftensdag i Stockholm. To skuespillerinder mødes tilfældigt på en cafe. I stykket er de anført som de ubekendte i en ligning, fru X og frøken Y. På regibemærkningerne er det klart, at de befinder sig på hver sin side af det skel, som den voksende bevidsthed om kvinders rettigheder trak igennem tiden. Fru X kommer ind belæsset med gaver. Frøken Y sidder alene med en øl og læser en avis. Fru X signalerer med sine pakker og en øjeblikkelig knevren tradition og familie. Frøken Y med sin øl og avis udsyn og selvstændighed. Skellet mellem den frigjorte og den bundne forlænger sig ind i dialogen:

“FRU X: Jamen, kæreste Amelie! Sidder du her alene juleaften – som en stakkels pebersvend!

(FRK Y kigger op fra avisen, nikker til hende og fortsætter med at læse)

FRU X: Nej du, det gør mig rigtigt ondt at se dig alene på en café – alene på selve juleaften. Det gør ondt, næsten som da jeg i Paris så et bryllupsselskab på en restaurant, og bruden sad og læste i et vittighedsblad, mens brudgommen spillede billard med forloverne. Uf, tænkte jeg, med sådan en optakt, hvordan skal det så gå – og hvordan skal det ende! Han spiller billard på sin bryllupsaften! Og hun læser i et blad, hvad gi'r du mig.

(Servetrice ind. Sætter en kop chocolade foran FRU X og går ud igen)

FRU X: Ved du hvad, Amelie. Nu tror jeg du havde gjort bedre i at beholde ham. Kan du huske, jeg var den første, der sagde til dig: Tilgiv ham. Husker du det? – Du kunne have været gift nu og haft et hjem. Husker du den første jul, hvor lykkelig du var ude hos din kærestes forældre på landet – hvor du lovsang hjemmest lykke og ønskede dig langt bort fra teatret. – Ja, kære Amelie, hjemmet er det bedte – næst efter teatret – og børnene naturligvis. Ja, det kan du jo ikke forstå.” (“Den stærkeste”, side 7)

Fru X viser sine gaver frem. Hun himler op om ægteskabets lykke. Hun ynker Y for sit liv uden familie og ægtemand. Hun er den, som har alt, hvad der er almindeligt efterstræbt, men hun er også den, som forklarer sig, som igennem sin tale viser usikkerhed og forråder den herlighed, hun beskriver. Hun taler ud fra en tunnelvision. Set fra læserenden bliver det til en kikkertinspektion, som forstærkes af frøken Ys tavshed. Hun er det, som teaterteknisk kaldes en stumrolle. Hun har ingen replikker, men fungerer som et tavst modspil til fru X.

En forhistorie om afhængighed, mindreværd, konkurrence og jalousi de to kvinder imellem viser sig i brudstykker, og som læser har man lov til at mene, at af ligningens to ubekendte står frøken Y som Den stærkeste, vinder af kampen på hjerner, og fru X som den svage, men måske har Strindberg ment det modsatte, at den reelle vinder er fru X, fordi hun har underkastet sig manden, sådan ser hun det i hvert fald selv:

“Fru X: “Og hvorfor bliver du ved med at tie! Tie, tie! Jeg troede det var styrke, men det var måske bare det, at du ikke havde noget at sige, ikke havde noget at tænke.

(Rejser sig og samler tøflerne op).

Nu går jeg hjem. Og tager tulipanerne med mig. Dine tulipaner! Du kunne ikke bøje dig – derfor knækkede du – som et vissent strå. Men det gjorde jeg ikke. Tak Amelie, for alt det gode, du har lært mig, tak fordi du lærte min mand at elske! Nu går jeg hjem og elsker ham.” (“Den stærkeste", side 11.)

Tschandala

Efter svipturen til Berlin, slår Strindberg sig ned i en villa nær Holte, skriver en causerisamling for at få lidt mønt og for at hævne sig på folkene på Skovlyst. Romanen “Tschandala” bliver i hast udgivet på dansk (1889), så – må man formode – den kan gøre mest mulig skade, inden såret lukker sig, og først otte år senere på svensk (“Tschandala", 1897). Hadet og hævnlysten gør ikke ligefrem noget for romanens troværdighed, men det sætter fut under fortællingen, som indeholder en række enestående, mættede karakterer og interiører. Perspektivet er Strindbergs foretrukne, en halvvidende tredjeperson, som følger hovedpersonen og alter egoet, den naive, men højt begavede magister Törner. Tschandala er et begreb for lavkaste, han har fundet hos Nietzsche. Folkene på Skovlyst er tschandala, og Strindberg/ Törner er åndsaristokrater og herremennesker – i Strindbergs forståelse – for andre minder de nok mere om et par småborgerlige tanter, som er ved at dø af skræk over livet uden for klunkehjemmenes og kunstner-/ bohememiljøernes trygge verden.

I stedet for at fejre den farverigdom, som stråler dem i møde på godset, bliver selv de mest fantastiske skuer til udtryk for forfald: “Nu aabnedes en Dør til, og de traadte ind i et mindre Værelse. Det første, som faldt i Øjnene var en seng med Himmel og Forhæng og af meget store proportioner. I Sengen stod to gule danske Hunde og forplantede sig, uden at nogen af Beboerne tog Notits af det. Det eneste Vindue var optaget af Fuglebure med Grønsiskner og Turtelduer. I Loftet hang en udstoppet Stork med udspredte Vinger og holdende en tørret Hugorm i Næbbet. I et Hjørne paa Gulvet laa to store magre Hunde ved Siden af et Bur med Kyllinger; i en Skæppe sov Kat med seks Unger og af en Dragkiste tog Baronessen et kuld Ællinger frem. Alle disse dyr udbredte naturligvis en forfærdelig stank, og Gulvet var tilsølet af urenlighed. Baronessen, som havde forevist alle disse sine Yndlinge, vilde nu aabne Døren til det tredje Værelse, og skønt Tateren gjorde en Mængde tydelige Grimasser til hende for at forhindre det slap Magisteren derind” (side 49).

Den imødekommende baronesse “havde et solbrændt, rundt Katteansigt med Fiskeøjne og dårlige Tænder” (side 8). Tateren er godsbestyreren, som i romanen hedder Jensen, en kobler (alfons), hvis løgnagtighed kun overgås af hans overtroiskhed. Jensens søster, den sekstenårige pige, som Strindberg udnyttede, er en udmajet luder, som Törner kun kan bestige med lukkede øjne som en hund. Fordi Strindberg ikke opererer med et billede af sig selv som hævnlysten, men derimod som retfærdig og uskyldig i et og alt, må et par ideer strækkes og andre bøjes for at få vildfarelser og virkelighed til at mødes. Nietzsches overmenneskeforestillinger bliver til en legitimering af forholdet til barnepigen såvel som det afsluttende drab på Jensen; latinen som var forbundet med elitært magtmisbrug i “Mester Oluf”, er nu tegn på ærlig- og redelighed, det samme gælder uniformen, som var et fængsel i “Faderen”, og det herremenneske, som skulle rejse sig af folket i “Frøken Julie”, kommer nu af den oplyste embedsstand – og minder påfaldende om Strindberg selv – for det er jo Törner.

“– Pak og Hunde skal have Tamp! Og Du skulde bare have pryglet den Slyngel, saa vilde Du have haft det behageligere.

– Menneske er dog Menneske!

– De omnibus est dubitandum. Du tvivler om alt, nisi de plebe! undtagen om Pakket, som Du nærer en hellig Tro til.

– Skal vi saa lade Politicam fare! afbrød magister Andres ham. Lad mig i fred nyde den lykke at se en hæderlig Mand i Øjnene, føle Behageligheden ved at høre et Menneske tale uden at lyve.” (side 110)

Ordene bliver vekslet, da Törner sidder og koser sig studentikost med sin ven Bereus – det første civiliserede menneske, han har set, siden han kom ud på godset. Bereus hjælper ham med at få tingene sat i perspektiv, hvorefter den store djævleuddrivelse kan begynde. Törner tager sin skæbne som herremenneske og repræsentant for en overlegen race på sig, og “iført sit embedsskrud og med kårde ved lænd” sørger han i en flot finale for, at tateren Jensen bliver ædt levende af godsets hunde.  

Den falske bekendelse

Strindberg korresponderer ivrigt med Nietzsche i perioden og er en anelse bekymret over, at denne underskriver sig Cæsar – har han mon mistet jordforbindelsen? – det har han, han var kun nogle måneder fra at falde en hest om halsen i Trieste og bryde endegyldigt sammen. Der er også mørke skyer i Strindbergs egen fremtid, og måske aner man dem i det ganske voldsomme skred fra et demokratisk menneskesyn til et herremenneskesyn i “Tschandala”. Samtidig går ægteskabet fra slemt til værre. Han tæver hustruen Siri foran børnene. Han anklager hende for at være i et lesbisk forhold med en veninde. Han skubber veninden ned ad en trappe. Der er retssager og skilsmisse og efterfølgende ølstue-leben i Berlin og et nyt skingert ægteskab. “Den moderlige kvinde, han påstår at elske, kunne ikke krydse hans vej, for hun kunne ikke tage det initiativ, som brød igennem hans skyhed og hovmod. Derfor blev han ensom, og derfor tog han så uhyggeligt fejl af mennesker”, noterer Olof Lagercrantz (“August Strindberg” side 282).

Kun moderne, selvstændige rivejern plukker bly forfattervioler som Strindberg. De runde og moderlige lader dem stå. De vil selv plukkes. Og derfor gik det galt igen og igen, men litterært og dramatisk er det en guldgrube. Han blev gift med det, han afskyede, med selvstændige kvinder – en skuespillerinde, en journalist og en skuespillerinde, henholdsvis – og overfører sine frustrationer og fortrydelser og de evindelige opgør direkte til papiret. Han trækker i det hele taget i en sådan grad på egne erfaringer, at hans navn for mange var og stadig er uløseligt forbundet med bekendelseslitteratur. “Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser”, noterer Den store danske encyklopædi. Men det står ikke uimodsagt: “Strindberg som ekshibitionist og selvbekender er en myte. Når han er i bekendelseshumør, skjuler han sig altid, mens de åbne selvportrætter derimod er beregnet på at lede os på vildspor”, noterer Olof Lagercrantz formentlig en anelse tættere på virkeligheden (“August Strindberg”, side 282).

“Tschandala” er som de andre selvbiografiske romaner arrangerede portrætter en del af den store collage, som poseuren Strindberg bygger op omkring sit navn. Den har forløbere i “Tjänstekvinnans son” fra 1886 “(Tjenestekvindens søn”, 1886), som skildrer opvæksten i Stockholms højere middelstand – titlen refererer til farens for Strindberg ulyksalige ægteskab med familiens tjenestepige efter morens død – og i “En dåres försvarstal” fra 1887-88 (“En dåres forsvarstale”, 1977), der kredser om de samme temaer, som “Faderen”. I 1894 går han i sort og selvvalgt eksil i Paris og prøver at fremstille guld og finde grundstenen i verdens enhed med sydende kolber og bunsenbrænder i et køkkenlaboratorium. “Inferno” (“Helvede”, 1897) blev titlen, da han erindrede det i bogform i 1897.

Spøgelsessonaten

“STUDENTEN: Rodskiven er Jorden, som hviler på Vandet eller ligger i Muldet, – saa skyder Stænglen op saa rank som Verdensaksen og i dens øverste Ende sidder Stjærneblomsterne, med deres seks Straaler.
FRØKENEN: Over jorden – Stjærnerne! Aa, det er stort, – hvor har De faaet det fra? Har De selv set det?
STUDENTEN: Lad mig tænke mig om … Ja – i Deres Øjne! … Det er altsaa et Billede af Kosmos … Derfor sidder Buddha med Rodskiven Jorden, rugende over den med sine Blikke for at se den vokse ud, og skabe sig til en Himmel foroven! – Den stakkels Jord skal blive til en Himmel! Det venter Buddha paa!
FRØKENEN: Er Sneblommen ikke ogsaa seksstraalet ligesom Liljehyancinten?
STUDENTEN: Jo, den er! Sneblomsterne er faldende Stjærner …
FRØKENEN: Og Vintergækken er en Snestjærne … vokset op af Sne.
STUDENTEN: Men Sirius, den største og skønneste af Firmamentets Stjærner i gult og rødt, – det er Narcissen med dens gule og røde Kalk og dens seks hvide Straaler.”
August Strindberg: “Spøgelsessonaten” i “Værker”, bind 8, side 295.

Mod slutningen af det nittende århundrede kan naturalismen ikke længere rumme Strindbergs stadig mere religiøst mystiske erfaringsgrundlag, og det, han laver, er noget andet, som sidenhen blev knæsat i strømninger som ekspressionisme, absurdisme og surrealisme. Det er et helt nyt formsprog, som trækker på fantasi og drøm og syner med “Spöksonaten” fra 1907 (“Spøgelsessonaten”, 1928) som det mest berømte eksempel. Det kategoriseres i forfatterskabet som et kammerspil sammen med en række andre stykker, som Strindberg skrev til en lille intim scene, Intima Teatern, han havde erhvervet sig i Stockholm. Den ældre Strindberg har sin tro eller en del af den i østerlandsk religion, og i stykkets mareridtsagtige stemning finder vi noget, der minder om en art grundskitse til billedet af den moderne verden som en lidelsesfuld sjælevandring eller samsara, som det skulle hedde i buddhistisk terminologi.

I første akt bliver hovedpersonen Studenten fanget ind af Den gamle, som har kendt hans far og hævder, at han er fast besluttet på at gøre en uret god igen ved at optræde som hans velynder. Men Den gamle har ikke bare forbrudt sig mod Studentens far. Han er en ågerkarl og en blodsuger og en forsmået elsker, som har konspireret mod ungdommens konkurrent Obersten. Maskerne falder i andet akt til en “spøgelsessouper” hos Obersten – en pastiche over det borgerlige teselskab, hvor ingen siger noget eller kun det samme. Studenten gør sin hoser grønne hos husets datter, mens Den gamle afslører resten af selskabet, og resten af selskabet dømmer Den gamle.

I tredje akt huserer en fed kokkepige i kulisserne. Hun suger saften ud af kødet, inden det serveres, så alle langsomt tærer hen. Det er alt sammen mægtigt uvirkeligt, og strindberg-fortolkere har gennemlyst det med kristen mytologi og Swedenborgs mysticisme i jagt på en forståelsesnøgle. For Ingmar Bergman var det ganske enkelt et spørgsmål om at få det til at virke på en scene: “På en eller anden måde har man jo levet med teksten i alle årene og lidt efter lidt har den åbnet sig. Ofte gør man jo sådan, at man iscenesætter det her stykke udefra og ind. Man begynder med at iscenesætte først akt, og det går godt. Siden tager man anden akt, og det går også godt. Siden tager man tredje akt, og det går af helvede til. Dagsbevidsthedens logik er nødt til at holde op med at virke, for der hersker en anden slags logik, som er meget mere dyster og frygtelig. Hvis man ikke forstår, at Den studerende i sidste akt myrder frøkenen lidt efter lidt med ord, så falder hele akten." (www.ingmarbergman.se).

Genre og tematikker

August Strindberg stred med Sverige og Sverige med Strindberg, men ved hans død i 1912 var meget glemt, og begravelsen blev en folkefest med et enormt følge. Akkurat som den koleriske, svenske doktor Stig Helmer, der står og spyr forbandelser ud over danskerne fra taget af Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie “Riget”, hviler Strindbergs arrige og hjemløse blik ufravendt på det punkt i horisonten, hvor Sverige gemmer sig, uanset hvor han befinder sig i verden – om ikke med samme ukritiske patriotisme. Han flakker rundt i Europa det meste af sit voksenliv og vender tilbage mod slutningen af århundredet og bosætter sig i Stockholm. Han tager tråden op fra “Mester Olof” og skriver en serie historiske dramaer, som sammen med et omfattende journalistisk og kulturhistorisk arbejde, de naturalistiske nutidsdramaer og selvfølgelig hans lune skildringer af folkelivet med romanen “Hemsöborna” fra 1887 (“Hemsøboerne”, 1888.) som den første og bedst kendte, skaber et mangespektret og vidtfavnende portræt af landet. Måske mest bemærkelsesværdigt omsætter han det i olie og lærred på sine ferier i skærgården. Han arbejder med penslen som med pennen – lynhurtigt og sikkert – og kalder det snabbmåleri – hurtigmaleri eller snapshot-maleri, som Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner døber det. Tøjner medtager Strindberg i sin gennemgang af verdenskunsten fra Tizian til i dag på lige fod med Caspar David Friedrich, Paul Cezanne, August Rodin og kun sytten andre af historiens store kunstnere. Igen er det formen, som påkalder sig opmærksomhed: “Man skal ikke se dem for motivets eller historiens skyld, for på det niveau er mange af dem nærmest uinteressante. Himmel og hav all over, hvis det ikke lige er et flor af jeg ved ikke hvad. Men så meget mere interessante og gribende bliver de som abstrakte signaturer fra en seismograf, der kunne føle jordskælv både i fortid, nutid og fremtid. Det er her, det brænder på, billedet som ytring i en tid, hvor man billedligt talt ytrede sig noget anderledes i billeder.” (“Verdenskunst”, side 122).

Beslægtede forfatterskaber

“Først var det Et drømmespil. Jeg stod aften efter aften i kulissen og græd og viste ikke rigtigt hvorfor. Siden kom Damaskus, Folkungasagan og Spøgelsessonaten. Det er noget man aldrig glemmer og aldrig kommer fra, især ikke hvis man bliver instruktør og allermindst, hvis man som sådan sætter et Strindberg-drama op.”
Ingmar Bergman på www.ingmarbergman.se

Strindberg er ikke den eneste af det første kuld nordiske realister, som mod slutningen af det nittende århundrede “flipper” ud af virkeligheden med afsæt i forestillinger om indre og overfysiske verdener, som rummer mere og andet end, hvad der kan afdækkes i de ydre omgivelser. Det var indlysende en tendens blandt yngre forfattere som Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen, men han er måske den, som gør det mest radikalt, med den klareste genklang af den rumlen, som inden længe skulle blive til Første Verdenskrig, og af det formsprog, som kanonernes buldren og den frembrusende modernitet oversatte sig til i mellemkrigstidens avantgarde. Han var med kravet fra den jævnaldrende digter Arthur Rimbaud absolut moderne lige til det sidste, og hans komplekse person og værk og forholdet mellem dem har fascineret og udfordret akademikere, intellektuelle og forfattere lige siden og knyttet museer, selskaber og hjemmesider til hans navn. Hans dramaer udgør uden sammenligning den mest betydelige luns af Ingmar Bergmans arbejde på teateret. Han dukker også op hos yngre instruktører. Katrine Wiedeman og Staffan Valdemar Holm er nogle af dem, som har prøvet kræfter med hans værker. Den svenske forfatter Per Olov Enquist skrev tv-serien “August Strindberg: Et liv”, som rullede hen over skærmen i Sverige i 1985. Andre filmskabere nøjes med at citere ham som den spanske surrealist Luis Buñuel i “Dagens skønhed”. Et opslag på Imdb.com giver 160 filmatiseringer af hans værker, hovedsagligt dramaer omsat til tv. Og der sker stadig noget. I 2003 blev Intima Teatern i Stockholm genåbnet som Strindbergscene, og i løbet af 2010 kan man se intet mindre end halvdelen af hans dramaproduktion opført på den lille eksperimentalscene Théâtre du Nord-Ouest i Paris. Når man er i Stockholm, er der mulighed for at besøge Strindbergmuseet i hans sidste bolig, Det blå tårn, på Drottninggatan 85, og hvis man lægger vejen forbi Paris, kan man ved samme lejlighed slå et smut inden om Musée d'Orsay, der har to af hans værker i samlingen.

Bibliografi

Udvalgte værker

Strindberg, August:
Isbrud : fire fortællinger, 1885. (Utopier i verkligheten. Fyra berättelser. 1885).
Strindberg, August:
Billeder fra det 16de Aarhundrede, novelle i "Folkets Skjæbner, 1886.
Strindberg, August:
Den røde stue : Skildringer fra Kunstner- og Forfatterlivet i Stockholm. 1886. Det røde værelse. 1923. 1995. (Röda rummet. Skildringar ur artist- och författarlivet. 1879). Roman.
Strindberg, August:
Lykke-Pers Rejse : Æventyrkomedie i 5 akter. 1886. (Lycko-Pers resa (sagospel). 1881-82). Skuespil.
Strindberg, August:
Tjenestepigens søn. En sjæls udviklingshistorie. 1886. (Tjänstekvinnans son. En själs utvecklingshistoria (I). 1886). Roman.
Strindberg, August:
Faderen : sørgespil i tre akter. 1888. (Fadren (sorgespel). 1887). Skuespil.
Strindberg, August:
Skærgaardsfolk. 1888./ Folkene på Hemsø. 1962./ Hemsøboere. 1966. (Hemsöborna. 1887). Roman.
Strindberg, August:
Creditorer. Tragikomedie. 1889. (Fordringsägare (tragi-komedi). 1888). Skuespil.
Strindberg, August:
Frøken Julie : et naturalistisk sørgespil, 1889. 1985. (Fröken Julie (sorgespel). 1888). Skuespil.
Strindberg, August:
Mester Olof. 1889 – i Tre skuespil. (Mäster Olof. 1872). Skuespil.
Strindberg, August:
Tschandala, 1889. (Tschandala. 1897). Roman.
Strindberg, August:
Ved Havbrynet. 1892. (I havsbandet. 1889-90). Roman.
Strindberg, August:
Helvede. 1897/ Inferno. 1924. 2003. (Inferno. 1897). Roman.
Strindberg, August:
Erik XIV. 1899. (Erik XIV. 1899). Skuespil.
Strindberg, August:
Gustav Wasa : skuespil i fem akter, 1899. (Gustav Vasa. 1899). Skuespil.
Strindberg, August:
I ensomhed, 1903. (Ensam. 1903). Skuespil.
Strindberg, August:
Paaske, 1903. (Påsk. 1900.) Skuespil.
Strindberg, August:
Sorte faner. Livsbilleder fra Aarhundredskiftet, 1908. 1924. (Svarta fanor. 1904). Roman.
Strindberg, August:
En blå bok, En ny blå bok, En blå bok Avdelning III. 1906-08. Optegnelser.
Strindberg, August:
Syndebukken og Rejsegilde. 1908. Noveller.
Strindberg, August:
Historiske Miniatyrer. 1911. (Historiska miniatyrer 1-2. 1905). Noveller.
Strindberg, August:
Samlade skrifter. Bd. 1-55. 1912-20 Utg. av Johan Landquist.
Strindberg, August:
Dødsdansen. 1914. 1981. (Dödsdansen I-II . 1900). Skuespil.
Strindberg, August:
Baandet : Sørgespil i en Akt. 1917. (Bandet. 1892). Skuespil.
Strindberg, August:
Et drømmespil. 1917. (Ett drömspel. 1901). Skuespil.
Strindberg, August:
Værker. Bind 1-8. 1921-28.
Strindberg, August:
Folkene på Hemsø og andre skuespil, 1922. (Folkkomedin Hemsöborna. 1889). Skuespil.
Strindberg, August:
En gal mands forsvar. 1924. /En dåres forsvarstale. 1977. (En dåres försvarstal (Le plaidoyer d’un fou). 1897). Roman.
Strindberg, August:
Vivisektioner, 1927. (Vivisektioner.1887. / Vivisektioner (Vivisections) (II). 1894). Psykologiske studier.
Strindberg, August:
Spøgelsessonaten, 1928. (Spöksonaten. Kammarspel, opus III. 1907). Skuespil.
Strindberg, August:
Uvejrsluft. 1928. (Oväder. Kammarspel, opus I. 1907). Skuespil.
Strindberg, August:
Pelikanen. 1928. (Pelikanen. Kammarspel, opus IV. 1907). Skuespil.
Strindberg, August:
Strindbergsfejden. Bd. 1-13. 1948-72 Brev. Breve.
Strindberg, August:
Digte i udvalg. 1961. Digte.
Strindberg, August:
Okkult dagbog : ægteskabet med Harriet Bosse, 1965. (Ockulta dagboken. 1896-1908). Dagbog.
Strindberg, August:
Den stærkeste, 1966. 1984. (Den starkare (enaktare). 1888-89). Skuespil.
Strindberg, August:
Paria. 1970. (Paria. 1889). Skuespil.
Strindberg, August:
Dronning Kristina. 1973. (Kristina. 1901). Skuespil.
Strindberg, August:
Giftas : tolv ægteskabshistorier med interview og forord. 1977. (Giftas (I). Tolv äktenskapshistorier. 1884). Noveller.
Strindberg, August: Legender. Batzer, 2019. (Legender, 1898). Oversætter Gregers Steendahl.
Strindberg, August: Inferno. Batzer, 2019. (Inferno, 1897). Oversætter Gregers Steendahl.
Strindberg, August: Ensom. Batzer, 2020. (Ensam, 1903). Oversætter: Gregers Steendahl.
Strindberg, August:
Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier. Lindhardt og Ringhof, 2022. (Den romantiske klockaren på Rånö, 1888). Oversætter: V. Adler.

Om August Strindberg

Lamms, Martin:
Strindbergs dramaer. Bd. 1-2. 1924-26.
Lamms, Martin:
August Strindberg. Bd. 1-2. 1940-42.
Lagercrantz, Olof:
August Strindberg. 1980.
Meyer, Michael:
Strindberg. A biography. 1987.
Cullberg, Johan:
Skaberkriser. Strindbergs inferno og Dagermans. 1994.
Falkner, Fanny:
August Strindberg i det blå tårn. 1998.
Lagercrantz, Olof:
Eftertanker om Strindberg. 1998.
Westin, Boel:
Strindberg, sagan och skriften. 1998.
Katalogredaktör Per Hedström:
Strindberg: målaren och fotografen. Nationalmusei utställningskatalog ; nr. 624. 2001.
Østerud, Erik:
Elektricitet og nerver : en æstetisk centralkategori i Strindbergs ´Ved Havbrynet´. Kritik, årg. 35, nr. 155/156, side 37-46. 2002.
Granild, Lars:
”Äta eller ätas! Det er frågan!”. 2006.
Lamm, Martin:
Strindberg og magterne. 2006.
Børge, Vagn:
Strindbergs mystiske teater. 1942.
Hertel, Hans (red):
Verdens litteraturhistorie, 1830-1914. 1994.
Jacobsen, Harry:
Digteren og fantasten. 1945.
Jacobsen, Harry:
Strindberg og hans første hustru. 1946.
Jacobsen, Harry:
Strindberg i firsernes København. 1948.
Elmquist, C.J.:
Strindbergs kammerspil. 1949.
Wirtanens, Atos:
August Strindberg. Liv og digtning. 1962.
Stounbjerg, Per:
Uro og urenhed. Studier i Strindbergs selvbiografiske prosa. 2005.
Enquist, Per Olov:
August Strindberg, ett liv.
Meidal, Björn:
God dag, mitt barn! Berättelsen om August Strindberg, Harriet Bosse och deras dotter Anne-Marie. 2002.
Michaëlis, Bo Tao:
Verdenslitteraturens store forfører. (m. essay om Frøken Julie.) 2005.
Møllehave, Johannes:
Og intet er undtagen det, som ikke er. Kristeligt Dagblad 24-10-2008.

Essays

Strindberg, August: Jardin des plantes. Arhhest, 2018. (Jardin des plantes, 1886, svensk). Oversætter: Klaus Marthinus. Bind 2.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på August Strindberg