William Shakespeare

William Shakespeare blev født i 1564 i Stratford-upon-Avon som søn af John Shakespeare, en handskemager med sociale ambitioner og illegal handel med uld i bagbutikken. Shakespeares mor, Mary Shakespeare, var i modsætning til faren, født i en velstående familie. Muligvis var Johns far en husmand ved navn Richard, der lejede sin jord af Marys far, Robert Arden. Uanset hvem farfaren var, har Shakespeares forældre tilhørt forskellige sociale klasser. John Shakespeare formåede at komme frem i tilværelsen og blev i 1568 udnævnt til High Bailiff, hvilket har svaret nogenlunde til at være borgmester. Fra 1570’erne har han tilsyneladende været i økonomiske vanskeligheder og måtte i 1586 opgive sin status i byens råd.

William har sandsynligvis gået i the King’s New School i Stratford, en gratis drengeskole, hvor han har lært latin og læst Æsops fabler, Ovids Metamorfoser, Plautus, Terence, Virgil, Cicerea og muligvis Erasmus af Rotterdam.

Shakespeare forlod sandsynligvis skolen som 15- eller 16-årig. Som 18-årig blev han gift med den otte år ældre Anne Hathaway, der seks måneder efter fødte deres første barn, Susanna. To år efter, i 1585, fik parret tvillingerne Hamnet og Judith og fik derefter ikke flere børn.

I 1592 findes den første kilde, der refererer til Shakespeare som forfatter i London. Denne henvisning, som har form af en latterliggørelse af en replik fra tredje del af “Henry VI” og afviser Shakespeare som en ulærd opkomling, er eneste kilde til at bestemme, hvornår han begyndte sit forfatterskab. I 1593 og 94 udgiver han to narrative digte, “Venus and Adonis” og “The Rape og Lucrece”, og i 1594 underskriver han en kvittering sammen med to skuespillere fra “The Lord Chamberlain’s Men”, hvilket antyder, at han allerede på dette tidspunkt er en ligeværdig, hvis ikke ligefrem ledende skikkelse i det teaterkompagni, han vedblev at være tilknyttet igennem hele sin karriere.

Dernæst er Shakespeares liv mindre ukendt. Shakespeare var en succes i sin levetid. Han både skriver, instruerer, spiller skuespil, investerer i ejendomme, bliver medejer af teaterkompagniet, er sandsynligvis deres forretningsfører og er med til at bygge et teater – The Globe – fra bunden.

Hans søn Hamnet dør i 1596 og begraves i Stratford, hvor hans kone er blevet boende. Shakespeare selv bor i London indtil 1613, hvor han trækker sig tilbage til Stratford. Allerede i 1597 køber han dog et stort hus i fødebyen, og i de følgende år investerer han yderligere i land i området. Hans kone flytter aldrig til London.

Shakespeare dør i Stratford den 23. april 1616 mindre end en måned efter at have skrevet sit testamente. Han blev 52 år.

Shakespeares tidlige skuespil har ikke den menneskelige dybde og sproglige frihed, som kendetegner de senere stykker. “The Taming of the shrew” fra 1590-01 (“Trold kan tæmmes”, 1861-73) er nu alligevel ret morsom. Det er en forvekslingskomedie fyldt til bristepunktet med dobbelttydigheder, ordspil, sideplots og lag-på-lag-forklædninger. “Trolden” er den aggressive Katherina, og komedien viser os, hvordan Petruchio “tæmmer” sin kone ved at lade som om, han er både vanvittig og vanvittig brutal. At ægteskabet overhovedet indgås skyldes, at Petruchio vil hjælpe en ven, der, som en del andre mænd, er forelsket i Katherinas blide lillesøster. Søstrenes far har nemlig i bedste gammeltestamentlig stil besluttet, at den ældste søster skal giftes først. Adskillige forklædninger, hvisken bag ryggen, rasende skænderier og vanvittige optrin senere, har det åbenlyst mandschauvinistiske plot – og alt andet – imidlertid forskubbet sig. Katherina er tæmmet, men på en måde, hvor man fornemmer, at hun bag et spil af underkastelse i virkeligheden er den, der bestemmer i forholdet. Dette gensidige dårespil gør parret til det lykkeligste af komediens nygifte par; og måske det lykkeligste ægteskab hos Shakespeare overhovedet.

Sproget i komedien viser Shakespeare fra sin allermindst høflige side. Der hentydes til oral-anal-sex, der lyves og bandes og alle narrer hinanden, hvilket, helt pragmatisk, ses som en stor fordel. BBC indspillede i 1980 stykket med John Cleese i rollen som Petruchio og stykkets inferno af absurditeter og forviklinger lader ikke Monty Python meget efter.

For at gøre forvirringen komplet indledes stykket med en Jeppe-på-bjerget-agtig rammefortælling om en fattig fulderik, der vågner op og som en practical joke får at vide, at han er en adelsmand, der er vågnet efter længere tids sygdom. En gruppe skuespillere kommer forbi og opfører omtalte komedie, hvis spil i spil altså er et spil i spillet.