oehlenschläger
Foto: Topfoto / Ritzau Scanpix

Adam Oehlenschläger

journalist Pia Andersen, 2005.
Top image group
oehlenschläger
Foto: Topfoto / Ritzau Scanpix
Main image
Oehlenschläger, Adam
Foto: POLFOTO

Indledning

Navnet Oehlenschläger er blevet synonym med forsvundne guldhorn, harniskklædte kæmper og brede bøgetræer. Men Adam var i sin storhedstid ingen kedelig, tør digter, han var ungdomsoprører på jagt efter den store skønhed, ånden i alting og kunstens mening. Og han blev netop den ungdommens poet, der i starten af det 19. århundrede gik mod samtidens stivnede idealer og indvarslede en helt ny tid.

 

47023866

Blå bog

  • Født: 14. november 1779 på Vesterbro i København.
  • Død: 20. januar 1850 på Frederiksberg.
  • Uddannelse: Juridisk forberedelseseksamen fra Københavns Universitet i 1800. Universitetets sølvmedalje for en prisopgave om digtekunstens brug af den nordiske mytologi i 1801.
  • Debut: Fanden tog ham, 1799. Fortælling i tidsskriftet Minerva.
  • Litteraturpriser: Hædret og laurbærkranset som “Nordens digterkonge” i Lund (1829).
  • Seneste udgivelse: Digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2019. Ved Johan de Mylius.
  • Periode: Romantikken 
  • Inspireret af Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden
  • Genre: Lyrik
Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg er mig fuldkommen bevidst, at jeg aldrig som Mand har havt nogen Tanke, der ei alt hos mig, som Barn, var en slumrende Drøm, utydeligt, som Bladet i Blomsterknuppen, før den udfoldes.”
Adam Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 75

Adam Gottlob Oehlenschläger blev født i 1779 af forældre, der begge havde tyske aner. Forældrene, Joachim Conrad Oehlenschläger og Martha Maria Hansen, mødte hinanden i tjeneste hos Grev Adam Gottlob Moltke. Greven skaffede Joachim Conrad en stilling som organist på Frederiksberg, og siden blev den gamle Oehlenschläger både fuldmægtig og endelig forpagter af Frederiksberg Slot.

Adam Oehlenschläger er opkaldt efter den velgørende greve, men også efter en storebror, som kun blev 24 timer gammel.

Adam og hans yngre søster Sofie voksede op på Frederiksberg Slot, i rige omgivelser men under sparsomme kår. Slottet og især Søndermarken med dens kringlede stier, hemmelige gemmesteder og rislende vandløb var den perfekte rugeplads for Adam, som fra barnsben var en poetisk drømmer. Som niårig skrev han sin første salme, og det gik også hurtigt med at få skrevet små komedier, som han opførte sammen med Sofie og en legekammerat i den kongelige spisesal på slottet. Det var dog ikke alle, der lod sig imponere af den unge Adams kunster; Oehlenschläger beskriver i sine erindringer, hvordan en lærer gav ham klar besked: “Bild dem ikke ind, kiære Oehlenschläger, sagde han engang i et ondt lune, at De har Genie, fordi De giør disse Vers! De kan blive en duelig Lærd, en flink Forretningsmand.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned, Første Deel, 1830-31, side 19).

Efter skolegangen kom Oehlenschläger da også i købmandslære; det var faderens ønske, men læretiden kom kun til at vare én dag. I stedet søgte han til Det Kongelige Teater for at blive skuespiller. Han så godt ud og sang fortrinligt, men heller ikke skuespillet blev nogen stor succes. Gennem teatret fik Oehlenschläger dog adgang til Københavns toneangivende kredse. Han lærte tidens litterære hotshot Knud Lyhne Rahbek at kende, og dennes hustru Kamma, som holdt salon for unge kunstnertyper i hjemmet Bakkehuset. Fru Kamma havde en søster, Christiane, og hende blev den unge Adam brændende forelsket i. Han forlovede sig med hende og skrev hede breve til hende i årevis, men giftermålet måtte vente ti år, til 1810, med at blive realiseret.

Oehlenschläger blev venner med brødrene Ørsted, Anders Sandøe Ørsted og H. C. Ørsted. De flittige brødre gav Oehlenschläger lektiehjælp og hjalp ham med studentereksamen, og i 1800 begyndte han på forberedelser til jurastudiet på Københavns Universitet. Det var dog tydeligt, at det var digtningen, der trak, og allerede i sit første år skrev han en prisopgave om den nordiske mytologis rolle i digtningen. Sporene fra det ungdomsarbejde findes overalt i hans produktion.

I 1802 slog lynet ned i Oehlenschläger; han glemte alt om jura og valgte endelig digtningen. Det skete, da han mødte naturforskeren og filosoffen Heinrich Steffens. Steffens var netop vendt hjem fra en rejse i Tyskland, og med sig i bagagen havde han spritnye ideer fra tyske romantikere som Fichte, Schelling og brødrene Schlegel. Gennem en 16 timer lang samtale fortalte Steffens den unge digterspire om den guddommelige enhed, der gennemstrømmer og forener alt, og om, at det netop er kunstnerens opgave at udtrykke den dybe sammenhæng mellem naturen, historien og religionens verdener. Oehlenschläger ilede hjem og skrev digtet “Guldhornene” , og med ét var Romantikken en realitet i Danmark. Den tidligere tiltro til oplysningens lyksaligheder havde fået et afgørende slag.

“Guldhornene” udkom i samlingen “Digte 1803” (1802), som etablerede Oehlenschläger som stor digter. Samlingen blev fulgt op af “Poetiske skrifter” (1805) i to bind, der blandt andet indeholdt hovedværket “Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” . Bøgerne skaffede Oehlenschläger et rejselegat, som gav ham mulighed for at foretage den dannelsesrejse, der var central for alle tidens digtere. Han besøgte Tyskland, Frankrig og Italien, og digtede på livet løs.

Da han vendte hjem ægtede han Christiane og fik et professorat i æstetik ved universitetet. Han mistede lidt af ungdommens fyrige glans, blev sat og korpulent og modererede nogle af ungdommens vilde ideer. Mange mener, at den digteriske kraft tog kendeligt af, men han fortsatte sit digteriske virke med stærk inspiration fra den nordiske mytologi. Selv slap han aldrig den barnlige fantaseren og lidenskab, der danner et mønster gennem hele hans værk: “Jeg er mig fuldkommen bevidst, at jeg aldrig som Mand har havt nogen Tanke, der ei alt hos mig, som Barn, var en slumrende Drøm, utydeligt, som Bladet i Blomsterknuppen, før den udfoldes.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 75).

Oehlenschläger overlevede både sin hustru og datteren Charlotte. Han døde i 1850 i en alder af 71 år.

I det mindste, i det største - Guldhornene

I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien.

Adam Oehlenschlägers gennembrud kom med digtsamlingen “Digte 1803” (1802, også kendt under titlen “Digte”). Samlingen blusser af ungdom, lidenskab og digterisk talent - og så er den et slag i ansigtet på ældre generationer. Bogen er en eksplosion af sproglig virtuositet og formbevidsthed, og den blander mange stilarter og versemål. Det epokegørende digt “Guldhornene” stammer herfra. Det er en romance (et episk-lyrisk-dramatisk digt), og digtet kondenserer hele den romantiske historie- og naturforståelse.

“Guldhornene” tager udgangspunkt i en begivenhed i Oehlenschlägers samtid: I 1802 blev to guldhorn fra jernalderen stjålet fra Det Kongelige Kunstkammer og smeltet om, så de var tabt for eftertiden. Digtet er i høj grad skrevet på indignationen over samtidens manglende evne til at se den værdi, fortiden rummer.

I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien. Guderne lader en ung mø, der har hovedet fyldt med kærlighed, finde det første guldhorn. Så svinder et århundrede, og Guderne træder sammen igen, og lader en rask ung mand finde det andet. Men samtiden kan ikke se hornenes ægte værdi: Mennesket forstår ikke, at hornene giver et guddommeligt glimt til en svunden, glorværdig fortid, en guldalder, og så tager de hornene tilbage igen.

Digtet udtrykker et historiesyn, der er gennemsyret af den romantiske guldaldertanke: Guldalderbegrebet stammer fra oltidens Grækenland, og det betegner forestillingen om en fortid, der er præget af lykke og harmoni. I romantikkens historiesyn er guldalderen en fortid, som kan genindfinde sig på et højere plan, hvis omstændighederne er til det.

Romantikerne mener altså, at historien følger en bestemt rytme, og det, der styrer rytmen og sammenbinder historien, er den ånd, der gennemtrænger og forener alting, ånden “i det mindste, i det største” , som det hedder i “Guldhornene”.

Udover den episke fortælling er “Guldhornene” præget af en helt ny sprogfølsomhed: Kæder af vokaler maler lydbilleder, der matcher det, ordene vil sige, og komplekse rimformer binder digtets skiftende rytme sammen. Her er lidenskabelig overensstemmelse mellem form og indhold, og de umiddelbare sanseoplevelser skal få den stivnede, lærde samtid til at øjne muligheden for en ny guldalders komme - og gribe den!

Ungdommens program - Sanct Hansaften-Spil

Et skuespil midt i en digtsamling er et sjældent syn, men placeringen af det her hænger nøje sammen med romantikkens opgør med den genremæssigt stive klassicisme.

“Digte 1803” afsluttes med et lille læsedrama, “Sanct Hansaften-Spil” , som i samtiden fik æren for Adam Oehlenschlägers helt store gennembrud. Et skuespil midt i en digtsamling er et sjældent syn, men placeringen af det her hænger nøje sammen med romantikkens opgør med den genremæssigt stive klassicisme. I romantikken må man blande genrer og former, som man vil. Også internt i stykket eksperimenterer Adam Oehlenschläger med formen og metrikken, og stykket er blevet kaldt et litteratur- og kulturpolitisk kampskrift for romantikken.

Den handlingsmæssige tråd skildrer en københavnsk borgerfamilies sommerudflugt til Dyrehavsbakken. Ved denne lejlighed får familiens unge plejedatter Maria mulighed for at se sin hemmelige elskede, den adelige Ludvig, alt imens Bakkens gøgl og løjer udspiller sig. De unge må ikke få hinanden, for de er fra forskellig stand, men til sidst sejrer kærligheden og ungdommen, og de elskende forenes i naturen i, hvad Oehlenschläger selv kalder “en erotisk alvorlig Natscene, der paa en egen Maade forbinder sig med det Hele.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 131). Den romantiske hovednerve er tydelig.

“Sanct Hansaften-Spil” er bygget op omkring en række modsætninger, og veksler kontinuerligt mellem det alvorsfulde og det lystige, mellem satire og naturromantik, mellem realisme og fantastisk mystik. Skuespillet strutter af ungdom, saft og kraft, og præsenterer flere satiriske spark til en lærd, selvglad og lidenskabsløs samtid. I en udgave af “Digte 1803” karakteriserer Povl Ingerslev-Jensen både hele gennembrudsbogen og stykket som en litterær, ungdommelig sensation: “Dens budskab er ungdommens majestætiske ret til anelser, illusioner og sværmeri (…) et univesalkunstværk, der indvier et stort århundrede og gør digterens navn uforgængeligt.” (Povl Ingerselv-Jensen: Indledning, 1979).

Naturens muntre søn - Aladdin

Oehlenschlägers “Aladdin” er dybt underholdende læsning - også med nutidens briller.

Det centrale hovedværk i Oehlenschlägers produktion er lystspillet “Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” . Det udkom i anden del af “Poetiske Skrifter” fra 1805, som også indeholder eventyret “Vaulundurs Saga” , der er skrevet i gammelnordisk stil.

Oehlenschläger lod sig inspirere af historien om Aladdin fra den arabiske fortællingskreds “Tusind og én nat” . Men handlingen er blevet komprimeret og udspiller sig et sted, der både har orientalsk mystik og jævn københavnsk lokalkolorit.

“Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” handler om den fattige skræddersøn Aladdin, der ved hjælp af en lampe og en ring med magiske kræfter vinder sultanens underskønne datter Gulnare og bliver arving til tronen. Undervejs må han kæmpe mod sin modstander og diametrale modsætning, troldmanden Noureddin.

Lystspillets grundkonflikt ligger netop i forholdet mellem de to typer, som Aladdin og Noureddin personificerer. Aladdin er “naturens muntre søn”, et geni. Han er sorgløs, doven og spontan og besidder ved sin naturlighed et talent, der er ganske særligt. Han er født til lykken. Heroverfor skildres Noureddin som en tør, reflekteret og flittig videnskabsmand, der tror han kan analysere sig frem til lykken. Oehlenschlägers sympati er hos Aladdin, der uden kynisk beregning modnes til store bedrifter.

Siden Aladdin så dagens lys har mange, blandt andre Georg Brandes, anfægtet stykkets morale om, at lykken kan nås ved umiddelbarhed og lediggang frem for arbejde og flid. Den kritik er klar, men Aladdins udvikling er flertydig og kan ikke rummes i en så enkel anke.

Forholdet mellem typerne Aladdin-Noureddin er et motiv, der genoptages i litteraturen efter Oehlenschläger. Eksempelvis er samme modsætning på spil mellem Aksel og Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens “Kongens Fald” fra 1901.

Ikke få har peget på ligheden mellem Aladdin og Oehlenschläger. Selv skriver han: “Havde jeg ikke selv, i den hos mig opdagede Digterevne, fundet en forunderlig Lampe, der satte mig i besiddelse af Alverdens Skatte? Og Phantasien var mig en Ringens Aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 143).

Oehlenschlägers “Aladdin” er dybt underholdende læsning - også med nutidens briller.

Den nordiske arv - Tragedierne

Kraften skal hentes fra den hedenske fortid og fromheden fra kristendommen - begge er vigtige kvaliteter.

I løbet af sin dannelsesrejse i årene mellem 1805 og 1809 tog Oehlenschläger afstand fra nogle af romantikkens mere vilde ideer og vendte sig mod en nationalromantisk digtning. Især de nordiske gudesagn og sagaer har en central stilling i en række tragedier, hvor historiens gang og det ejendommeligt nationale er i fokus.

Den mest læste tragedie er “Hakon Jarl hin Rige” (1805), som findes i “Nordiske digte” (1807). Tragedien tager tråden op fra digtet “Hakon Jarls Død” fra “Digte 1803” (1802), og fortæller om hedningen Hakon Jarl, der kæmper om Norges trone med den retmæssige arving, Olav Tryggvesen. Disse to er repræsentanter for to religiøse retninger og mennesketyper: Hakon Jarl tror på de nordiske guder, er kraftfuld, lidenskabelig og pigeglad. Olav Tryggvesen bekender sig til kristendommen, og hylder venskab og fromhed.

Hakon Jarl er den tragiske helt; hans tro får ham til at dræbe sin egen søn, og han tager til sidst sit eget liv. Men tragedien udtrykker ikke triumf ved kristendommens endelige sejr over den nordiske mytologi, snarere bruger Oehlenschläger de to personer til at skabe en dobbeltbundet religiøs forestilling, der er nationalt forankret. Kraften skal hentes fra den hedenske fortid og fromheden fra kristendommen - begge er vigtige kvaliteter. Dermed bibeholdes den historiske kontinuitet i det nationale, som er så vigtig for Oehlenschläger.

“Hakon Jarl hin Rige” er blot et af mange tragiske værker, der trækker på den nordiske fortids sagaer og mytologi. Nævnes kan også “Axel og Valborg” (1810) og “Hagbart og Signe” (1815), begge dramaer om umulig kærlighed. Den sene “Kiartan og Gudrun” (1848) er forbundet med “Hakon Jarl hin Rige” i tematiseringen af relationen mellem kristendom og hedenskab.

Nationalidyl - Der er et yndigt land

... Også H. C. Andersens “I Danmark er jeg født” (1850) er nævnt som kandidat, men indtil videre beholder vi Oehlenschläger og de harniskklædte kæmper, og frydes indirekte over vores Nordiske Digterkonge, når vi skråler med på nationalhymnen i Parken.

Adam Oehlenschläger skrev Danmarks nationalsang “Der er et yndigt land” på bestilling. Den udkom i “Samlede Digte” i 1823. At vi stadig synger sangen vidner om Oehlenschlägers uomgængelighed i dansk kultur, men der er langt fra ungdomsdigtningens lidenskab til nationalkvadet.

Oehlenschlägers er blevet familiefar og professor med både huslige, økonomiske og embedsmæssige pligter og sorger. Den digteriske kamp for frihed bliver erstattet af en æstetik, der kræver besindighed, dyd og harmoni i en drejning mod Biedermeierkulturen: Her er idyl, uskyld og sentimentalitet i højsædet frem for romantikkens mere farlige længsel og lidenskab. Biedermeierstilen kan spores i nationalsangen: Her er brede bøge, blå bølger og bakke, dal - ren national idyl.

Mange kritikere mener, at sangen viser en Oehlenschläger, der var ved at blive lidt træt i koderne. Det hævdes ikke sjældent, at Ewalds “Kong Kristjan stod ved højen mast” (1779) med sin røg og damp, skræk, død og modighed er et bedre bud på en sang om os selv. Også H. C. Andersens “I Danmark er jeg født” (1850) er nævnt som kandidat, men indtil videre beholder vi Oehlenschläger og de harniskklædte kæmper, og frydes indirekte over vores Nordiske Digterkonge, når vi skråler med på nationalhymnen i Parken.

Oehlenschläger, Guldalderen og eftertiden

“Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter. Kærlighedens omvæltende kraft, digteren (læs: rockpoeten) som en inspireret visionær og sproglig fornyer og (by)menneskets forhold til naturen. Han har været med til at forme deres sprog, og gøre dem til det, de er.”
Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004, side 36-38

Oehlenschläger gik i sin ungdom rundt og ventede på en ny guldalders begyndelse. Men eftertiden har siden karakteriseret årene fra 1800 til 1850 som netop en guldalder. Og det er let at se hvorfor, på trods af at perioden også bød på enorme nationale nederlag.

Guldalderen er omkranset af flere afgørende historiske begivenheder: Stavnsbåndets ophævelse i 1788 og den franske revolution i 1789 giver udsigt til helt nye tider. Slaget på Reden i 1801 svækker nationen, men booster den nationale stolthed. Guldalderepoken afrundes med enevældets fald og Grundlovens vedtagelse i 1849.

I Guldalderen var der gang i den på alle fronter af det kulturelle og videnskabelige liv, og de to lejre gnubbede skuldre som aldrig siden. På en eftermiddag København i 1840’erne kunne man støde ind i folk som H.C. Andersen, H.C. Ørsted, Kierkegaard, Grundtvig, kunstmaler Købke og balletmester Bournonville og selvfølgelig professor Oehlenschläger for blot at nævne de aller største.

Men mens det boblede i den kreative og videnskabelige lejr, var staten ved at tørre ud: København brændte, vi mistede flåden og englænderne bombede København sønder og sammen i 1807. I 1813 gik nationen bankerot, og året efter måtte vi afstå Norge. Mod den kulisse tegner der sig et billede af blomstring på trods, og Guldalderen er i det hele taget en kontrasternes tid. For mens ”genierne” muntrede sig på parnasset, så levede folket i armod.

Hvad angår Oehlenschläger er hans eftermæle, at han med både liv og værk inkarnerer den danske romantik. Men lige så vigtigt er det, at Oehlenschläger er enhver ung, lidenskabelig danskers åndsfælle. Det er netop det slægtskab, Kanonudvalget under Undervisningsministeriet fremhæver i deres kanonisering af Oehlenschläger: “Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter. Kærlighedens omvæltende kraft, digteren (læs: rockpoeten) som en inspireret visionær og sproglig fornyer og (by)menneskets forhold til naturen. Han har været med til at forme deres sprog, og gøre dem til det, de er.” (Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004, side 36-38).

Bibliografi

Bøger af Adam Oehlenschläger

Oehlenschläger, Adam:
Digte 1803. 1802. Citeret udgave: Oehlenschläger Selskabet, 1979. <br />Digte.Digte.
Oehlenschläger, Adam:
Poetiske Skrifter 1-2. 1805. Citeret udgave: Oehlenschläger Selskabet, 1978. <br />Diverse. Diverse.
Oehlenschläger, Adam:
Nordiske Digte. 1807. Digte.
Oehlenschläger, Adam:
Axel og Valborg. 1810. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Correggio. 1811. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Digtninger 1-2. 1811-13. Digte.
Oehlenschläger, Adam:
Helge. 1814. Digt.
Oehlenschläger, Adam:
Hagbart og Signe. 1815. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Fiskeren. 1816. Dramatisk eventyr.
Oehlenschläger, Adam:
Hroars Saga. 1817. Digte.
Oehlenschläger, Adam:
Nordens Guder. 1819. Episk digt.
Oehlenschläger, Adam:
Samlede digte 1-3. 1823. Digte, fædrelandssangen.
Oehlenschläger, Adam:
Nye poetiske Skrifter 1-3. 1828-29. Diverse.
Oehlenschläger, Adam:
Oehlenschlägers Levned - fortalt af ham selv. 1830-31. Citeret udgave: Oehlenschläger Selskabet, 1974. Erindringer.
Oehlenschläger, Adam:
Tordenskiold. 1833. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Nyere Digte. 1836. Digte.
Oehlenschläger, Adam:
Dina. 1842. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Amleth. 1847. Tragedie.
Oehlenschläger, Adam:
Kiartan og Gudrun. 1848. Tragedie.

Om Adam Oehlenschläger

Brandes, Georg:
Adam Oehlenschläger: Aladdin. i: Georg Brandes: “Samlede Skrifter I.” 1899. Gyldendals Boghandels Forlag
Brostrøm, Torben:
Romantik og Snusfornuft - Oehlenschlägers “Sanct Hansaften-Spil”. i: “Guldalderens Verden - 20 historier fra nær og fjern”. 1996. Red. af Bente Scavenius. Gyldendals Bogklubber
Dvergsdal, Alvhild:
“Oehlenschlägers Tragediekunst”. 1997. Museum Tusculanums forlag
Handesten, Lars:
“Guld og grønne skove. Litteraturhistorie om romantik og guldalder”. 1999. Pædagogisk tilrettelæggelse. Alinea
Billeskov Jansen, F. J. :
Passion og Skæbne. Studier i Oehlenschlägers Æstetik og dens Kilder. i: “Nordisk Litteraturhistoire - en bog til Brøndsted”. 1978. Odense Universitetsforlag
Kurth, Jørgen:
Romantikken. i: “Digtning i Danmark - Litteraturhistorie for folkeskolen”. 2000. Gyldendal Uddannelse
Juel Larsen, Niels Peter:
Litteratur, jeg hader. i: “Niels Peter Juel Larsen: I det fremmede.” 2003. Lindhardt og Ringhof
Rubow, Paul V.:
Adam Oehlenschläger. i: “Store danske personligheder, II - Fra Tycho Brahe til Niels Bohr.” 1949. Red. af Aage Bertelsen. Berlingske Forlag
Sarvig, Ole:
Adam Ohlenschläger. i: “Forfatternes Forfatterhistorie”. 1980. Red. af Per Stig Møller Gyldendal
Svane, Marie-Louise:
Rædsel og romanze. Romantisk psykologi og poetik. Sibbern og Oehlenschläger. I: “Det onde i litteraturen”. 2003. Red. af Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing. Akademisk Forlag.
Dansk Litteraturhistorie, Bind 4 og 5. 2000 Gyldendal
Borup Jensen, Thorkild :
Adam Oehlenschläger. Portræt af forfatteren og forfatterskabet. 2006. (99.4)

Andre medier

“Fra Guldalder til Klunketid”. Afsnit 1 om blandt andre Oehlenschläger. 2004. Tv-serie. Ide og tilrettelæggelse: Liv Thomsen. DR2.

Om forfatteren

Links

Omfattende database om ældre dansk digtning. Opslag om Oehlenschläger med kort biografi, samtidshistorie og litteraturhenvisninger. Enkelte digte tilgængelige online.
God side om Oehlenschläger. Meget fyldigt og kvalificeret portræt af Oehlenschläger, analyse af udvalgte værker og overblik over Oehlenschlägerforskningen. God, omfattende litteraturliste.
Oversigt over hædersbevisninger m.m. fra Danske Litteraturpriser
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Adam Oehlenschläger'
God artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Adam Oehlenschläger