Adam Oehlenschläger

Artikel type
voksne
journalist Pia Andersen, 2005.
Main image
Oehlenschläger, Adam
Foto: POLFOTO

Indledning

Navnet Oehlenschläger er blevet synonym med forsvundne guldhorn, harniskklædte kæmper og brede bøgetræer. Men Adam var i sin storhedstid ingen kedelig, tør digter, han var ungdomsoprører på jagt efter den store skønhed, ånden i alting og kunstens mening. Og han blev netop den ungdommens poet, der i starten af det 19. århundrede gik mod samtidens stivnede idealer og indvarslede en helt ny tid.

 

24407578

Blå bog

  • Født: 14. november 1779 på Vesterbro i København.
  • Død: 20. januar 1850 på Frederiksberg.
  • Uddannelse: Juridisk forberedelseseksamen fra Københavns Universitet i 1800. Universitetets sølvmedalje for en prisopgave om digtekunstens brug af den nordiske mytologi i 1801.
  • Debut: Fanden tog ham, 1799. Fortælling i tidsskriftet Minerva.
  • Litteraturpriser: Hædret og laurbærkranset som “Nordens digterkonge” i Lund (1829).
  • Seneste udgivelse: Digte 1803 (1802/2002). Ny udgave med forord af Peter Laugesen.
  • Periode: Romantikken 
  • Inspireret af Den nordiske oldtid, den norrøne digtning og vikingetiden
  • Genre: Lyrik

Baggrund

“Jeg er mig fuldkommen bevidst, at jeg aldrig som Mand har havt nogen Tanke, der ei alt hos mig, som Barn, var en slumrende Drøm, utydeligt, som Bladet i Blomsterknuppen, før den udfoldes.”
Adam Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 75

Adam Gottlob Oehlenschläger blev født i 1779 af forældre, der begge havde tyske aner. Forældrene, Joachim Conrad Oehlenschläger og Martha Maria Hansen, mødte hinanden i tjeneste hos Grev Adam Gottlob Moltke. Greven skaffede Joachim Conrad en stilling som organist på Frederiksberg, og siden blev den gamle Oehlenschläger både fuldmægtig og endelig forpagter af Frederiksberg Slot.

Adam Oehlenschläger er opkaldt efter den velgørende greve, men også efter en storebror, som kun blev 24 timer gammel.

Adam og hans yngre søster Sofie voksede op på Frederiksberg Slot, i rige omgivelser men under sparsomme kår. Slottet og især Søndermarken med dens kringlede stier, hemmelige gemmesteder og rislende vandløb var den perfekte rugeplads for Adam, som fra barnsben var en poetisk drømmer. Som niårig skrev han sin første salme, og det gik også hurtigt med at få skrevet små komedier, som han opførte sammen med Sofie og en legekammerat i den kongelige spisesal på slottet. Det var dog ikke alle, der lod sig imponere af den unge Adams kunster; Oehlenschläger beskriver i sine erindringer, hvordan en lærer gav ham klar besked: “Bild dem ikke ind, kiære Oehlenschläger, sagde han engang i et ondt lune, at De har Genie, fordi De giør disse Vers! De kan blive en duelig Lærd, en flink Forretningsmand.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned, Første Deel, 1830-31, side 19).

Efter skolegangen kom Oehlenschläger da også i købmandslære; det var faderens ønske, men læretiden kom kun til at vare én dag. I stedet søgte han til Det Kongelige Teater for at blive skuespiller. Han så godt ud og sang fortrinligt, men heller ikke skuespillet blev nogen stor succes. Gennem teatret fik Oehlenschläger dog adgang til Københavns toneangivende kredse. Han lærte tidens litterære hotshot Knud Lyhne Rahbek at kende, og dennes hustru Kamma, som holdt salon for unge kunstnertyper i hjemmet Bakkehuset. Fru Kamma havde en søster, Christiane, og hende blev den unge Adam brændende forelsket i. Han forlovede sig med hende og skrev hede breve til hende i årevis, men giftermålet måtte vente ti år, til 1810, med at blive realiseret.

Oehlenschläger blev venner med brødrene Ørsted, Anders Sandøe Ørsted og H. C. Ørsted. De flittige brødre gav Oehlenschläger lektiehjælp og hjalp ham med studentereksamen, og i 1800 begyndte han på forberedelser til jurastudiet på Københavns Universitet. Det var dog tydeligt, at det var digtningen, der trak, og allerede i sit første år skrev han en prisopgave om den nordiske mytologis rolle i digtningen. Sporene fra det ungdomsarbejde findes overalt i hans produktion.

I 1802 slog lynet ned i Oehlenschläger; han glemte alt om jura og valgte endelig digtningen. Det skete, da han mødte naturforskeren og filosoffen Heinrich Steffens. Steffens var netop vendt hjem fra en rejse i Tyskland, og med sig i bagagen havde han spritnye ideer fra tyske romantikere som Fichte, Schelling og brødrene Schlegel. Gennem en 16 timer lang samtale fortalte Steffens den unge digterspire om den guddommelige enhed, der gennemstrømmer og forener alt, og om, at det netop er kunstnerens opgave at udtrykke den dybe sammenhæng mellem naturen, historien og religionens verdener. Oehlenschläger ilede hjem og skrev digtet “Guldhornene” , og med ét var Romantikken en realitet i Danmark. Den tidligere tiltro til oplysningens lyksaligheder havde fået et afgørende slag.

“Guldhornene” udkom i samlingen “Digte 1803” (1802), som etablerede Oehlenschläger som stor digter. Samlingen blev fulgt op af “Poetiske skrifter” (1805) i to bind, der blandt andet indeholdt hovedværket “Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” . Bøgerne skaffede Oehlenschläger et rejselegat, som gav ham mulighed for at foretage den dannelsesrejse, der var central for alle tidens digtere. Han besøgte Tyskland, Frankrig og Italien, og digtede på livet løs.

Da han vendte hjem ægtede han Christiane og fik et professorat i æstetik ved universitetet. Han mistede lidt af ungdommens fyrige glans, blev sat og korpulent og modererede nogle af ungdommens vilde ideer. Mange mener, at den digteriske kraft tog kendeligt af, men han fortsatte sit digteriske virke med stærk inspiration fra den nordiske mytologi. Selv slap han aldrig den barnlige fantaseren og lidenskab, der danner et mønster gennem hele hans værk: “Jeg er mig fuldkommen bevidst, at jeg aldrig som Mand har havt nogen Tanke, der ei alt hos mig, som Barn, var en slumrende Drøm, utydeligt, som Bladet i Blomsterknuppen, før den udfoldes.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 75).

Oehlenschläger overlevede både sin hustru og datteren Charlotte. Han døde i 1850 i en alder af 71 år.

I det mindste, i det største - Guldhornene

I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien.

Adam Oehlenschlägers gennembrud kom med digtsamlingen “Digte 1803” (1802, også kendt under titlen “Digte”). Samlingen blusser af ungdom, lidenskab og digterisk talent - og så er den et slag i ansigtet på ældre generationer. Bogen er en eksplosion af sproglig virtuositet og formbevidsthed, og den blander mange stilarter og versemål. Det epokegørende digt “Guldhornene” stammer herfra. Det er en romance (et episk-lyrisk-dramatisk digt), og digtet kondenserer hele den romantiske historie- og naturforståelse.

“Guldhornene” tager udgangspunkt i en begivenhed i Oehlenschlägers samtid: I 1802 blev to guldhorn fra jernalderen stjålet fra Det Kongelige Kunstkammer og smeltet om, så de var tabt for eftertiden. Digtet er i høj grad skrevet på indignationen over samtidens manglende evne til at se den værdi, fortiden rummer.

I digtet modstiller Oehlenschläger de lærde forskere, der “higer og søger” men intet finder, og de renere naturmennesker, der har direkte adgang til naturens ånd, som gennemstrømmer historien. Guderne lader en ung mø, der har hovedet fyldt med kærlighed, finde det første guldhorn. Så svinder et århundrede, og Guderne træder sammen igen, og lader en rask ung mand finde det andet. Men samtiden kan ikke se hornenes ægte værdi: Mennesket forstår ikke, at hornene giver et guddommeligt glimt til en svunden, glorværdig fortid, en guldalder, og så tager de hornene tilbage igen.

Digtet udtrykker et historiesyn, der er gennemsyret af den romantiske guldaldertanke: Guldalderbegrebet stammer fra oltidens Grækenland, og det betegner forestillingen om en fortid, der er præget af lykke og harmoni. I romantikkens historiesyn er guldalderen en fortid, som kan genindfinde sig på et højere plan, hvis omstændighederne er til det.

Romantikerne mener altså, at historien følger en bestemt rytme, og det, der styrer rytmen og sammenbinder historien, er den ånd, der gennemtrænger og forener alting, ånden “i det mindste, i det største” , som det hedder i “Guldhornene”.

Udover den episke fortælling er “Guldhornene” præget af en helt ny sprogfølsomhed: Kæder af vokaler maler lydbilleder, der matcher det, ordene vil sige, og komplekse rimformer binder digtets skiftende rytme sammen. Her er lidenskabelig overensstemmelse mellem form og indhold, og de umiddelbare sanseoplevelser skal få den stivnede, lærde samtid til at øjne muligheden for en ny guldalders komme - og gribe den!