N. F. S. Grundtvig

Artikel type
voksne
journalist Pia Andersen. 2005.
Main image
Grundtvig, N. F. S.
Foto: POLFOTO

N.F.S. Grundtvig er en mastodont i Danmarks kulturhistorie. I løbet af sit 74-årige virke skrev han sig til en titel som Danmarks mest produktive forfatter, og han bar mange kasketter: Han var præst, teolog, historiker, oversætter, politiker, folketaler, myteforsker, filolog og pædagog, men først og fremmest var han digter. Hans liv var turbulent, men hans bestræbelser samlede sig i én kæmpeindsats: Fornyelsen af dansk folkelighed og kristendom. Få har læst hele hans værk, men hans ideer findes mange steder, og de danner stadig udgangspunkt for nutidige debatter. 

Blå bog

  • Født: Den 8. september 1783 i Udby på Sjælland.
  • Død: Den 2. september 1872 i København.
  • Uddannelse: Kandidat i teologi fra Københavns Universitet i 1803.
  • Debut: “Lidet om Sangene i Edda”, 1806. Litteraturkritik i tidsskriftet “Ny Minerva”.
  • Litteraturpriser: Grundtvig modtog ingen priser, men fik i årene 1818 til 1842 løntillæg fra Finansdeputationen og i 1831 et rejselegat fra Fonden ad Usus Publicos. I 1840 modtog han Ridderkorset.
  • Periode: Romantikken
  • Genrer: Lyrik og Salmer

Baggrund

"O deilige Land, / Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand, / Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer, / Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar, / Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands / Med Middagens Glands!"

“De levendes land”, strofe 1. 1824 (trykt i 1832)

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig kom til verden i Udby præstegård på Sydsjælland. Hans far, Johan Grundtvig, var præst af den gamle skole; hans syn på kirken og kristendommen var konservativt og pietistisk.

Frederik - som Grundtvig blev kaldt som barn - var mors dreng: Moderen Catrine Marie Bang var ud af forsker- og præsteslægten Bang, som mente at nedstamme fra selveste Absalon. Frederik var den yngste af syv børn: To søskende døde som spæde, tre storebrødre var sendt ud af hjemmet for at forberede sig til præstekaldet, og Frederik tilbragte sin barndom med sin eneste søster, den et år ældre Ulrikke, kaldet Rikke, som både var hans plageånd og perleveninde.

Grundtvig har aldrig udgivet sine erindringer, men små erindringsglimt findes overalt i hans forfatterskab. Ofte omtaler han sig selv i 3. person. Han husker, hvordan moderen med stort besvær forsøgte at lære ham at læse, da han var blot fire år gammel. “ (...) han erindrer sig grant, at Bogstavet O nær havde skaffet ham en rumpefuld (...) ”. (“Grundtvigs erindringer og erindringer om Grundtvig”, side 17). At læse lærte han dog til sidst, og så læste han med umættelig appetit og interesse for især historie, nordisk mytologi og religion.

Som bare ni-årig blev Grundtvig sendt til Thyregod ved Vejle. Her skulle han forberedes til latinskolen af en ven af familien, præsten Laurids Feld. Feld var, som Grundtvigs forældre, stærkt ortodoks og rasede mod samtidens rationalistiske kirke- og trossyn. Alligevel åbnede han sit store bibliotek for Grundtvig, som i fred kunne suge tidens mange forskellige tanker til sig.

Grundtvig begyndte på Århus Katedralskole i 1798. Her blev studeret latin i lange baner, men Grundtvig brød sig ikke om terperiet. Han læste om nordisk mytologi i stedet og slog sig på kortspil. Trods manglende gnist klarede han sig strålende, men skoletiden i Århus jog luften ud af hans lidenskaber, og han tabte interessen for både kristendommen, historien og mytologien. Oplevelserne fra Århus ligger bag Grundtvigs senere opgør med “den sorte skole”.

Da han i 1800 indledte sit studium i teologi ved Københavns Universitet, var han således ganske desillusioneret. I vinteren 1802 fulgte han en forelæsningsrække hos sin fætter, naturfilosoffen Heinrich Steffens. Steffens talte om tysk romantik; Fichte, Schelling, Goethe, og om det guddommeliges åbenbaring i natur, historie og poesi. Grundtvig forstod ikke meget af Steffens filosofi, men denne introduktion til romantikken fik stor betydning for ham. Det var også Steffens, der fik en ung drømmer ved navn Adam Oehlenschläger til at gribe pennen.

Grundtvig afsluttede teologistudiet i 1803, blot 20 år gammel. Han tilbragte nu sin tid med at digte, men i foråret 1805 fik han en stilling, som skulle ændre hans liv: Han blev ansat som huslærer på herregården Egelykke på Langeland, og han forelskede sig brændende i husets frue, den seks år ældre Constance Steensen-Leth. Den umulige kærlighed fik Grundtvig til at flygte ind i romantikken og nu så han dybden i de tanker, Steffens havde udfoldet. Den ulykkelige kærlighed rev ham op indefra, og romantikken gav ham netop det bud på harmoni, han behøvede: Harmonien i den guddommelighed som gennemstrømmer og forener alt, og som kun poesien kan rumme. Han oplevede en religiøs vækkelse, og fordybede sig i læsning af den nordiske mytologi og romantiske skrifter. Men han forkastede dog harmonitanken igen, og langsomt krystalliserede de problemer sig, som han kom til at beskæftige sig med hele sit liv: Forholdet mellem det evige og det jordiske, mellem kirke og folk, samt troens og poesiens stilling i livet.

Han forlod Langeland i 1808 og fortsatte sin forskning i nordisk mytologi i København, men den aldrende far kaldte ham hjem til kirken i Udby, hvor han kom til at fungere som præst i to år. Her rettede han angreb mod tidens rationelle lærde, og efter faderens død fortsatte han sit arbejde i hovedstaden. Han var på kant med samtiden, og hans virke som litterat og skribent blev overset.

I 1822 fik han et præsteembede ved Christianshavns kirke i København. Her gjorde han sin “mageløse opdagelse” , der skulle gøre ham til en af de betydeligste skikkelser i dansk kulturhistorie: “Den mageløse opdagelse” er erkendelsen af, at det levende ord er det vigtigste i gudstjenesten og i kristendommen; det levende ord i form af dåben og Trosbekendelsen. Med det postulat lagde han sig endnu en gang ud med samtidens teologer, og efter en injuriesag indkasserede Grundtvig livslang censur - som dog senere blev ophævet. I “den mageløse opdagelse” ligger kimen til Grundtvigs projekt om skolen for livet, som er ført videre i vor tids højskoler.

Grundtvig var i lange perioder uden præsteembede, men fra 1839 og frem til sin død var han tilknyttet hospitalskirken Vartov i København. I 1861 fik han rang af biskop. Han nåede også at være medlem af Folketinget og sad med i den forsamling, der forfattede Danmarks Grundlov i 1849 - han var dog ikke tilhænger af demokratiet.

Grundtvig led af maniodepressiv psykose og hans liv var præget af sammenbrud og kriser, hvor han tvivlede på sin tro. Men man kan spørge sig selv, om han ville have haft modet og evnen til at se ud over samtidens dogmer uden lidelsen, som hele tiden bibragte ham nye erkendelser og førte hans tænkning ud på nye spor.

Grundtvig var gift tre gange og fik 5 børn. Han døde fredeligt i sin lænestol uden forudgående sygdom i 1872, 89 år gammel.

Grundtvig og den danske arv

Kristendom og nordisk gudetro må gå op i en højere enhed, for både Odin og Jesus er Alfaderens sønner.

Grundtvig var hele sit liv stærkt interesseret i både den nordiske mytologi og i verdens historie, men efter 1807 fokuseredes hans interesse for det specifikt danske. I 1807 bombede englænderne København sønder og sammen, i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Grundtvig følte sig kaldet til at genrejse nationen og samle folket. Det skulle ske ved at fremhæve fortidens store bedrifter og koble dem til kristendommen, som skulle være et levende, folkeligt samlingspunkt.

Danskerne skal kende deres arv for fremtidens skyld, det er det, Grundtvig mener, når han et sted skriver: ”Uden dybe minder, intet levende håb” . Derfor skrev han flere enorme værker om nordisk mytologi, kristendom og historie: Nævnes bør “Nordens Mytologi” fra 1808, som skildrer den nordiske mytologis forløb og kobler den til menneskelivet. “Optrin af Kæmpelivets undergang i Nord” fra 1809 er et læsedrama, der skildrer kampen mellem kristendom og hedenskab med et vemodigt blik på en storslået men tabt fortid. “Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng” fra 1812 behandler i knap stil historiens gang fra Skabelsen og frem til udgivelsesårets København. Sigtet var, at skildre menneskenes forhold til Gud.

Grundtvig omfortolkede den nordiske mytologi: Gudesagnene var traditionelt blevet forstået som forklaringer på naturfænomener, men Grundtvig mener, at myterne skal ses som udtryk for vores forfædres livsanskuelse: Kampen mellem godt og ondt, højt og lavt, som er udtrykt i myterne, er en kamp, nutidens folk også må føre for at opnå et værdifuldt menneskeliv og mulighed for frelse. Kristendom og nordisk gudetro må gå op i en højere enhed, for både Odin og Jesus er Alfaderens sønner.

Samme engagement får Grundtvig til at oversætte oldgamle skrifter, blandt andet Saxos latinske danmarkshistorie, “Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus” i årene mellem 1818 og 1823. Oversættelsernes sprog var bredt og solidt dansk, og det forargede mange lærde i tiden. Men værkerne blev læst.

Grundtvigs bestræbelse på at forbinde nutiden, kristendommen og den mytologiske fortid kan aflæses i det enorme, delvist selvbiografiske og meget komplekse digt “Nyaars-Morgen” fra 1824. Digtet blev overset i samtiden, men nu anses det for et hovedværk. Grundtvigforskeren Aage Henriksen advarer dog mod digtet: Det er en dødsfælde: “Hvis man først kommer ind i dette 312 strofer lange digts symbolvævning, så er der erfaring for, at man aldrig kommer ud. Der er fundet forskere derinde.” (Citeret i Niels Højlund: “Den (for)underlige Grundtvig”. Weekendavisen, 2005-06-03).