Grundtvigs virke er kendetegnet af opgør med kirkelige traditioner. Gennem hele sit liv udviklede han sit syn på kristendommen, men det afgørende øjeblik indtraf, da han i 1825 gjorde sin “mageløse opdagelse” .
Grundtvig havde grublet over, hvad sand kristendom er. Skal man rette sig efter de lærdes udlægninger af, hvad der er det vigtigste i Bibelen? Det var netop, hvad tidens rationalistiske bibelkloge prædikede. Men det gør tro til et ekspertspørgsmål, og troen skal være levende og nærværende, mener Grundtvig. Han gør sig klart, at der har været kristne til, før Bibelen blev skrevet, og de bekendte deres tro gennem dåben og Trosbekendelsen. Her finder Grundtvig det direkte bindeled mellem Gud, evigheden og den enkelte. “Det levende ord” blev således et centralt begreb i Grundtvigs kirkelige nybrud.
Grundtvig mener, at den enkelte menighed selv skal bedømme, hvad sand kristendom er; det er ikke et spørgsmål om lærd videnskab. Trosbekendelsen er forankret i modersmålet, og dansk kristendom må altså være forskellig fra andre landes kristendom. I bogen “Kirkens Gienmæle” fra 1825 skitserer han disse tanker i en polemik mod en af den rationalistiske teologis fagfolk. Det er den bog, der fører til, at Grundtvig pålægges censur, men samtidig er det netop de tanker, der har præget den danske folkekirke lige siden. Og der er Grundtvigs fortjeneste, at Trosbekendelsen og dåben er hjørnestenene i den danske kirke i dag.
Det talte ord er det levende bindeled mellem den materielle og den åndelige verden. Det kan ses udtrykt i mange af Grundtvigs salmer, eksempelvis i “De levendes land” fra 1824 (trykt i 1832). Salmen skildrer den lidenskabelige kristendom, der gør det muligt at fornemme Guds rige på jorden gennem kærligheden. Kirken er til for det levende folk, og dens væsentligste redskab er det levende ord.