kingo
Foto: Udateret arkivbillede / Scanpix

Thomas Kingo

cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
kingo
Foto: Udateret arkivbillede / Scanpix

Indledning

Thomas Kingo er en af Danmarks største og mest berømte salmedigtere. Han har leveret omkring en fjerdedel af salmerne til den danske salmebog, og han er blevet sunget til højtider over det ganske land i mere end 400 år. Kingo levede i 1600-tallet, der religiøst var præget af ortodoksi, politisk af enevælde og stilistisk af barok. Det betyder, at han var en digter, der på alle måder lavede lag-på-lag poesi, hvor han miksede stilelementer og motiver i et stort og overvældende sammensurium. Men han gjorde det altid med afsæt i den konkrete virkelighed og sansning, og derfor er Kingo stadig til at læse og forstå.

 

28469748

Blå bog

Født: 15. december 1634, Slangerup.

Død: 14. oktober 1703, Odense.

Uddannelse: Han begyndte på Københavns Universitet i 1654 som teologistuderende og tog den afsluttende eksamen i 1658.  

Debut: Sæby-Gaards-koe-klage, 1665.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Den forordnede ny Kirke-Salmebog, 1699.

Inspiration: Johann Gerhard, tysk luthersk teolog.

Periode: Barokken

Genrer: Lyrik, Salmer

 

 

 

 

Chrysillis fremført

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Give Gud jeg kunde saa/ Dagen i din Frygt begynde,/ At jeg ikke skulle synde/ Og paa Snuble-steenen gaa”
”Aandelige Siunge-koors Første part”, s. 62.

Thomas Kingo blev født i 1634 i Slangerup som søn af en ikke særlig velstående, skotsk væver og en dansk mor. Han blev først sat i den lokale latinskole, men da forældrene erfarede, at han havde gjort en pige i byen gravid, blev han som 16-årig sendt til Frederiksborg latinskole i Hillerød.

Umiddelbart efter sine eksaminer på latinskolen begyndte Kingo teologistudiet i København, som han afsluttede på bare fire år. Det gjorde han, mens resten af Danmark enten havde travlt med at slås med svenskerne i Anden Karl Gustav-krig (dén hvor svenskerne gik over isen) eller havde nok at gøre med at prøve at undslippe den pestepidemi, der samtidig hærgede landet og dræbte over 5000 mennesker.

Samfundsforhold var ikke noget, Kingo beskæftigede sig så meget med på det tidspunkt. Han flyttede tilbage til hjemegnen og blev huslærer og senere kapellan for provsten i Helsinge. Her nedfældede han sine første digte, som var frivole og til tider erotiske – og som vidner om, at han vist var kommet til at holde af Provstens kone Sille Balkenborg.

Han blev da også forlovet med Sille efter provstens død, og de flyttede sammen til Slangerup, hvor Kingo blev indsat som præst. Hustruen døde allerede inden for et år og efterlod ham fire (sted)børn, som han måtte tage sig af, samt en mindre formue. Hvad der imidlertid var vigtigere, var den tilknytning til indflydelsesrige mennesker i København, som ægteskabet bibragte, som f.eks. til rigskansleren Peder Griffenfeld.

I 1670 var der statskup, og tronen blev indtaget af Christian d. 5. som enevældig arvekonge. Her begyndte Kingos digteriske virke for alvor. Han viste sig fra starten som tilhænger af den nye regeringsform ved at skrive hyldestdigte til både den tapre konge og hans embedsmænd, og han vandt herigennem kongens velvilje. Med udgivelsen af andagtsbogen ”Aandelige Siunge-Koor” i 1674 var hans popularitet ikke til at komme udenom – hverken hos kongen og i folket – og han blev udnævnt til biskop over Fyn i 1677 og to år senere optaget i adelstanden. Det må siges at være en flot opadstigen for den fattige væversøn, der blev gift for tredje gang i 1694, med Birgitte Balslev, og som døde af en hudsygdom i 1703. 

Chrysillis

”Chrysillis du mit Verdens Guld
Min een’ och ynschte skat
Mit lius i lychens nat
Kom nermer hid o hierte huld
Og leg dit øre til
Jeg for dig siunge vil”
”Chrysillis”, s. 7.

Mens Thomas Kingo var kapellan, skrev han ”Chrysillis” (1660’erne) til sin sognepræsts kone Sille Balkenborg. Digtet, der er præget af dybtfølt natursansning og erotiske billeder, bærer vidne om, at han stod i intimt forhold til hende.

”Chrysillis” indledes med en hyldest til den skønne, kvindelige hovedperson, som vokser op på landet i kosmisk harmoni med naturen. Marken og skoven beskytter hende i et rent idyllandskab, og selv havet, der i baroksymbolik ellers bruges til at billedliggøre det lunefulde, bliver glat for hendes fødder: ”Hvor tit har Hafvit dig til lyst/ giort grummen Bølge plat/ og som Chrystalle glat” (ADL s. 81).

Men det må med barokkens logik nødvendigvis ændre sig, og der sker et dramatisk skifte i strofe syv, hvor barndomsidyllen ophører: ”Ønsk’ og løst/ Fandt ey brøst”. Chrysillis drager nemlig væk fra naturen og til København, hvor hun gifter sig med Coridon – som hun ikke er forelsket i. Det bliver hun derimod i den unge hyrde Myrtillo, hvormed der rigges an til det trekantsdrama, som egentlig er digtets arketypiske opstilling: Chrysillis er bundet i et forhold til sin ægtemand, samtidig med at hun er håbløst forelsket i Myrtillo. Og kærligheden er gengældt af Myrtillo, der beskriver forelskelsen som et panisk gennembrud, der ikke lader sig tilbagekalde: ”Jeg veed ey, hvor mit hierte blef, Det foer af brystet hen” (s. 10 ADL).

29695202

Det er en barok længselssituation, som lader linjerne med en underspillet erotisk, melankolsk stemning. Forholdet er nemlig en umulighed. Chrysillis og Myrtillo – givetvis dramatiserede udgaver af Sille og Kingo – har indgået en gensidig kærlighedspagt, men de kan aldrig få hinanden.

Den dramatiske opbygning kan således siges indledningsvist at være spundet op om hyrdedigtet, men nogenlunde i midten (strofe 9) slår digtet over og bliver et regulært ”erotisk-kompetent kærlighedsdigt” (”Thomas Kingo”, s. 120), hvor det kommer til at handle om kærlighedens erotiske sanseerfaring. Havet gentages som trope og bruges som barokt symbol til at billedliggøre denne udvikling. Først er det blankt som krystal, til sidst (strofe 14) er der storm, og Chrysillis må holde fast i Myrtillo for at klare den: ”Dog schal mit hierte staae/ Som hafsens Klippe graae/ Bryd storm fald mur og Mast/ Jeg staar dog fast” (ADL, s. 92).

Aandelige Siunge-Koors Første Part

”Dagen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær’ i dit Øyesyn.”
”Aandelige Siunge-Koors Første Part”, s. 65.

Det er ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” fra 1674, som har betydet mest for Thomas Kingos popularitet både i samtiden og for eftertiden. Det er et hovedværk i den danske poesi i form af en andagtsbog, ikke beregnet til gudstjeneste men derimod til at blive slidt op under den daglige andagt i hjemmet – hvilket de mange udgivelser tyder på, den vitterlig er blevet.

Selvom der er tale om en religiøs bog, der skal give kristne folk lejlighed til at ”ihukomme de særdelis sukke”, forklarer Kingo i sit forord, at der er en dobbelt dagsorden med værket. Det skal nemlig også hæve den danske digtning op på internationalt niveau: ”Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger” (s. 4 ADL)

Jævnfør titlen består ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” ikke af ren poesi, men af poesi sat på melodi til at synge. Her chokerede Kingo den kirkelige verden ved at benytte sig af konfrakturen som teknik og sætte de ellers gejstlige tekster på verdslige melodier. Kingos valg begrundes med, at musikken skulle hjælpe sindet til at modtageliggøres for budskabet i teksten – og melodierne har sandsynligvis også bidraget til, at den brede folkelighed tog så vel imod samlingen.

Kompositorisk er samlingen opbygget som en tidebog, på den måde at hver af ugens dage tildeles dels en morgensang dels en aftensang. Meningen er at få dagligdagslivet til at fungere som en stadig gudstjeneste.

Naturen spiller en vægtig rolle i samlingen, og navnlig solens stadige opgang og nedgang bruges som ramme for de forskellige salmer. Lyset, der både giver anledning til en sansningens ekstase for digterjeget – Jeg kan se! – og til en frustration over verdens ubestandighed og omskiftelse, er den gennemgående trope i digtene, der omhyggeligt bevæger sig fra morgenrøde til skumring. Billeder der ikke er langt fra begreber som fødsel og død: Gud frelser menneske og verden hver morgen, skal man forstå.

Aandelige Siunge-Koors Anden Part

”Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive Fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Haand
Holde Hierte, lise-kule
Bunde-Frøsne Synde-Søe
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!”
”Aandelige Siunge-Koors Anden Part”, s. 188.

Allerede i forordet til ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” lovede Kingo en fortsættelse på værket, men der skulle gå syv år, før ”Aandelige Siunge-Koors Anden Part” udkom i 1681. Kingo har sandsynligvis haft travlt med sit tidskrævende biskopembede, i kraft af hvilket han måtte tage på inspektionsbesøg på det ganske Fyn og de tilhørende øer – og han er nok blevet nødt til at udskyde skrivningen. Alt tyder imidlertid på, at han ikke har stået stille indsigtsmæssigt i den periode. ”Aandelige Siunge-Koors Anden Part” markerer et tydeligt skifte i Kingos forfatterskab, der herefter lægger en noget mere desillusioneret tone for dagen.

Kompositorisk består bogen af 20 sange, der fungerer som en slags bønneformularer, der ligesom Første part passer til det traditionelle hverdagsliv. Bortset fra de sidste fem, som specifikt er tænkt som bordbønner og rejsebønner, kan de indgå i en automatiseret livsrytme. Desillusionen kan man imidlertid se allerede i tilføjelsen af undertitlen, ”Sjælens opvækkelse til allehånde andagter i allehånde tilfælde” (s. 167DSL). Hvor Kingo i Første part antog, at sjælen rent faktisk var parat til religiøs eftertanke, bevæger han sig på et tidligere stadie her i Anden part. Her skal sjælen først vækkes, hvilket er en vanskelig og ubehagelig affære ”Op giennem Kiødets-qualme Og Blodets dorske Saft” (s. 168, DSL). Bevægelsen går fra syndserkendelse over anger og bod – og elementer af fortvivlelse, fortrydelse, selvkritik og bekendelse udgør store dele af stoffet.

De sceniske og smukke naturbilleder er i forlængelse heraf forsvundet og så at sige internaliseret. Det skabte sanselige og gudsbekræftende univers er væk og betyder kun noget i kraft af den psykologiske tolkning; hvad det reflekterer i digterjeget: ”Slae paa mit Hiertis Klippe, at det i Strømme-vand/ Alt Verden ud kand slippe/ Og Himlen giemme kand” (ADL, s. 186). På den måde er frelserordenen nu indlejret i psyken, og mennesket kan kun ved hjælp af selverkendelse og nadver frelses. Samlingen har til hensigt at hjælpe i denne selverkendelse og at vække angerfulde følelser hos læseren.

Vinter-Parten

”Sover I? Hvor kand I sove?
O I siæle-vegtere?
Hvor er Eders Troe og love
Sove I dog alle Tre?”
”Vinter-Parten”, s. 327.

Med den lange række af salmer, som Kingo havde præsteret med hhv. Aandelige Siunge-Kors Første & Anden Part – og den popularitet, han herigennem havde vundet – er det ikke mærkeligt, at valget faldt på Kingo, da Christian d. 5. skulle udgive en ny salmebog i 1683. Kongen søgte at skabe ensretning i det danske enevælde, og eftersom landet bugnede af salmebøger i forskellige versioner og ofte unummererede, var udfærdigelsen af ny og autoriseret samling første skridt. Og Kingo skulle således – til menighedens opbyggelse – stå for denne sag.

Kingo lagde ud med mere eller mindre at forkaste ældre salmesamlinger og begynde at skrive nogle nye: af samlingens 267 salmer forfattede Kingo 136 af dem. Det har selvsagt været et kæmpe arbejde, og Kingo bekostede oven i købet selv trykningen, der foregik på egen bispegård. Som belønning fik han dog 20 års eneret på udgivelsen – som ved lov skulle blive den eneste autoriserede – der udkom i 1689 under navnet ”Danmarks og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog. Vinter-Parten”.

Samlingen består i en liturgisk brugsbog, som skulle bruges i overensstemmelse med kirkeåret og fremlagde året som en praktisk-pædagogisk ritualrække, der gør det nemt for menigheden at leve andægtigt. Eftersom der er salmer til alle dage i vinteren (to til hver søndag) er ikke alle salmer lige kunstfærdige.

Fuldstændig uventet kaldte kongen imidlertid salmebogen tilbage bare en måned efter udgivelsen, uden nogen begrundelse, og der blev nedsat en gejstlig styringsgruppe til at lave en ny. Måske havde tilbagekaldelsen noget at gøre med den for Kingo lukrative aftale, måske med det ”moderne” præg. Alt andet lige havde tog det hårdt på Kingo, der gjorde alt for at præge den nye gruppe – og han endte da også med at få 86 salmer med. 

Genrer og tematikker

Kingo var et barn af barokken, og han skrev i forlængelse af denne bølges æstetiske idealer. De gik grundlæggende ud på at forsøge både at give udtryk for og fremkalde voldsomme følelser hos modtageren ved hjælp en retorik, som er opbygget omkring tætte og eklektiske billeder. Virkemidler som kontraster, variationer, gentagelser, udbrud, påkaldelser, sammenstillinger af sjældne eller uvante ord går således igen. Virkemidlerne er på mange måder overdrevent brugt, men altid afmålt på en måde, så værket i alle aspekter, fra komposition, typografi over rytme, går op i en højere enhed og orden.

Den barokke retorik er voldsom og nærgående – og flere steder direkte chokerende – men det har til formål at sætte stærke og varige spor i læseren og iscenesætte den erfaring, som er barokkens arketypiske grundstemning. ”Barokmennesket er måske den, der lever med en såret, men levende længsel, en melankoli, der giver dets livsløb dybde gennem smerte og tabsoplevelse. Et menneske, der lever i en krænket, men ikke opgivet forventning.” (”Thomas Kingo”, s. 19).

Barokken hentede inspiration fra den græsk-romerske oldtidsdigtning, som det i tiden var comme il faut så vidt muligt at efterligne. Kingo har hobevis af billeder i den retning med muse-lignende navne som Chrysillis og påkaldelsen som ofte brugt indledning – ”Jeg for dig sjunge vil”.

Kigger man på Kingos samlede værk, falder det inden for to genreskel: Den verdslige poesi og den religiøse. Til den første kategori hører de lejlighedssange, han forfattede til venner og familie, og den antager altså en ret privat karakter. Mange af dem er kun overleveret i håndskrift og var ikke tænkt til offentliggørelse. De religiøse digte skulle derimod ud til så mange så muligt i den brede offentlighed. De skulle være moralsk-opbyggelige og tjene Gud, kongehus og folk.

Beslægtede forfatterskaber

I Danmark har Kingos salmer været helt fundamentale for den lutherske kristendomsundervisning fra slutningen af 1600-tallet og frem til nu. 82 ud af de 297 salmer, den danske salmebog består af, er skrevet af ham, og flere er også gået han og blevet folkelige klassikere som f.eks. ”Far, Verden, far vel” og ”Sorrig og glæde”.

Thomas Kingo var toneangivende udi digtkunsten allerede på sin egen tid, og han var tæt på at være decideret dominerende i sin samtid. Kingos ven og bysbarn Elias Naur skrev dog på samme tid som Kingo og vandt også en vis popularitet, der sikrede ham at få en række salmer optaget i Kingos salmebog – men desværre også skrottet med den.

Nogle sider længere fremme i historiebøgerne, i 1700-tallet, tager Danmarks anden store salmedigter, Hans Adolph Brorson, imidlertid fat, hvor Kingo slap. Der er tydelige forskelle på de to – Kingo var religiøst præget af ortodoksi og æstetisk af barok, mens Brorson var præget af henholdsvis pietisme og rokoko – men der er også tydelige ligheder. Pietismen har på mange måder den ortodokse bodskristendoms strenghed i sig, hvorfor de begge har noget lidt rigorøst og kompromisløst over sig i deres trosbillede. Desuden forløb enevælden over hele århundredet, og de medførte hårde kår gav både barok og rokoko et vist tungsind og anslag af knugende livsangst.

De to andre store salmedigtere B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig skal også nævnes. For dem har Kingo været en sikker inspirationskilde, selvom begge har taget afstand fra den strenge ortodoksi.

Bibliografi

Sange og salmer

Kingo, Thomas:
Af Næfve-tuud og Knud herud. 1667.
Kingo, Thomas:
Aandelige Siunge-Koors Første Part. 1674.
Kingo, Thomas:
Aandelige Siunge-Koors Anden Part. 1681.
Kingo, Thomas:
Vinterparten. 1689.
Kingo, Thomas:
Den forordnede ny Kirke-Salmebog (eller Kingos salmebog). 1699.
Kingoteksternes originale versioner er trykt i et 7-binds-værk af Det Danske Litteraturselskab (red. Hans Brix, Paul Diderichsen og F.J. Billeskov Jansen). Den ligger også på deres online arkiv under adressen DSL/ADL/Kingo.

Om forfatterskabet

Bøger

Nielsen, Erik A.:
Thomas Kingo – Barok, enevælde og kristendom. Gyldendal, 2010.
Dansk litteraturs historie: Barokkens kulmination – Thomas Kingo. Gyldendal.

Originalkilder

Arkiv for Dansk Litteratur.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Thomas Kingo