Min een’ och ynschte skat
Mit lius i lychens nat
Kom nermer hid o hierte huld
Og leg dit øre til
Jeg for dig siunge vil”
Mens Thomas Kingo var kapellan, skrev han ”Chrysillis” (1660’erne) til sin sognepræsts kone Sille Balkenborg. Digtet, der er præget af dybtfølt natursansning og erotiske billeder, bærer vidne om, at han stod i intimt forhold til hende.
”Chrysillis” indledes med en hyldest til den skønne, kvindelige hovedperson, som vokser op på landet i kosmisk harmoni med naturen. Marken og skoven beskytter hende i et rent idyllandskab, og selv havet, der i baroksymbolik ellers bruges til at billedliggøre det lunefulde, bliver glat for hendes fødder: ”Hvor tit har Hafvit dig til lyst/ giort grummen Bølge plat/ og som Chrystalle glat” (ADL s. 81).
Men det må med barokkens logik nødvendigvis ændre sig, og der sker et dramatisk skifte i strofe syv, hvor barndomsidyllen ophører: ”Ønsk’ og løst/ Fandt ey brøst”. Chrysillis drager nemlig væk fra naturen og til København, hvor hun gifter sig med Coridon – som hun ikke er forelsket i. Det bliver hun derimod i den unge hyrde Myrtillo, hvormed der rigges an til det trekantsdrama, som egentlig er digtets arketypiske opstilling: Chrysillis er bundet i et forhold til sin ægtemand, samtidig med at hun er håbløst forelsket i Myrtillo. Og kærligheden er gengældt af Myrtillo, der beskriver forelskelsen som et panisk gennembrud, der ikke lader sig tilbagekalde: ”Jeg veed ey, hvor mit hierte blef, Det foer af brystet hen” (s. 10 ADL).
29695202
Det er en barok længselssituation, som lader linjerne med en underspillet erotisk, melankolsk stemning. Forholdet er nemlig en umulighed. Chrysillis og Myrtillo – givetvis dramatiserede udgaver af Sille og Kingo – har indgået en gensidig kærlighedspagt, men de kan aldrig få hinanden.
Den dramatiske opbygning kan således siges indledningsvist at være spundet op om hyrdedigtet, men nogenlunde i midten (strofe 9) slår digtet over og bliver et regulært ”erotisk-kompetent kærlighedsdigt” (”Thomas Kingo”, s. 120), hvor det kommer til at handle om kærlighedens erotiske sanseerfaring. Havet gentages som trope og bruges som barokt symbol til at billedliggøre denne udvikling. Først er det blankt som krystal, til sidst (strofe 14) er der storm, og Chrysillis må holde fast i Myrtillo for at klare den: ”Dog schal mit hierte staae/ Som hafsens Klippe graae/ Bryd storm fald mur og Mast/ Jeg staar dog fast” (ADL, s. 92).