brorson
To af Ribe Domkirkes kendte biskopper som statuer på sokkel ved Ribe Domkirke. Hans Tausen (1494-1561) t.v. og Hans Adolph Brorson (1694-1764) t.h.
Foto: Jens Christian Top / Ritzau Scanpix

Hans Adolph Brorson

cand.mag. Maria Hesselager, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
brorson
To af Ribe Domkirkes kendte biskopper som statuer på sokkel ved Ribe Domkirke. Hans Tausen (1494-1561) t.v. og Hans Adolph Brorson (1694-1764) t.h.
Foto: Jens Christian Top / Ritzau Scanpix
Main image
Brorson, Hans Adolph
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Indledning

Hans Adolph Brorson levede i Oplysningstiden og var salmedigter og biskop i Ribe. Han er den tredjemest repræsenterede digter i Salmebogen, og flere af hans salmer må betragtes som uomgængelige bidrag til den danske kulturarv. Selv bekendte han sig til en pietistisk kristendom, som er kendetegnet ved inderlighed, syndserkendelse og den enkeltes personlige forhold til troen. Gennem hans digtning kan man få indblik i en fromhedskultur, der på mange måder ligger langt fra det samfund og de normer, vi kender i dag, men samtidig er Brorsons tekster ofte lysende smukke med et rigt billedsprog, og de demonstrerer et helt særligt talent for versifikation.

Blå bog

Født: 1694 i Randerup ved Tønder. Død 1764 i Ribe.

Uddannelse: Teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet, 1721.

Debut: Troens rare Klenodie. 1739. Salmesamling.

Litteraturpriser: Ingen kendte, men at Brorsons salmer er vidt anerkendte ses bl.a. i, at han figurerer på Den vejledende gymnasiekanon (2004).

Seneste udgivelse: Svane-Sang. 1765 (udgivet posthumt). 

Periode: Oplysningstiden

Genre: Salmer

 

Boolsen-kvartetten synger ”Her vil ties, her vil bies” 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Lad mig, søde Jesu, møde/ I din Pines Natte-Vagt/ Dig at skue, Livets Drue,/ I Guds Vredes Perse Lagt./ Andre hvile. Dødens Pile/ Alle ile paa dig ind./ Jesu blegner, skielver, segner/ I Guds Vredes Hvirvel-Vind./ Gid jeg kunde nogenlunde/ Dog begrunde denne Storm/ Hvor det Svier, da du vrier/ Dig i Støvet, som en Orm!”
”Svane-Sang”, s. 17.

Hans Adolph Brorson voksede op som den yngste i en drengeflok på tre i Randerup præstegård i Sønderjylland, hvor hans far var præst. Da han var knap ti, døde faren, men kort tid efter giftede moren sig på ny med den præst, der overtog embedet i Randerup.

Brorsons opvækst var således stærkt præget af den kristne tro og præstegerningen, og efter han var blevet student ved Ribe Katedralskole, rejste han selv til København for at læse teologi ved universitetet. I årene i København var han optaget af forskellige andre fag ved siden af teologien, bl.a. historie, litteratur og naturvidenskab. På grund af overanstrengelse tog han ikke sin afsluttende eksamen og fik i stedet i 1717 en huslærerplads hos sin morbror i Sønderjylland, indtil han i 1721 færdiggjorde sin embedseksamen. Herefter var han præst i en lang årrække, og i 1737 blev han stiftsprovst og i 1741 biskop i Ribe. I 1739 udgav han salmesamlingen ”Troens rare Klenodie”, og året efter hans død i 1764 udkom ”Svane-Sang”. Han blev gift to gange og fik tretten børn, hvoraf tre dog var dødfødte, mens fire døde som små.

Det var i tiden som huslærer hos morbroren, at Brorson oplevede en egentlig kristen vækkelse. Den retning inden for kristendommen, som han herefter tilsluttede sig, kaldes pietisme, hvilket kommer af ”pietas”, der betyder fromhed. Pietismen var strengt dogmatisk og vægtede en puritansk livsførelse højt. Men samtidig var det en passioneret og billedrig bevægelse, som vendte sig bort fra fornuften og i stedet dyrkede den enkeltes inderligt følte forhold til Jesus.

På mange punkter var pietismen – med dens mystiske strømninger, dens inderlige føling og dens fornuftsmodstand – i direkte opposition til de oplysningsidealer om rationel tænkning, videnskab og et udadvendt blik på samfundsforhold, der vandt større og større indpas i tiden. Alligevel kan man se både oplysningstanken og pietismen som udtryk for den gryende individualisme, der kendetegnede perioden, og som i pietismen manifesterede sig i vægtningen af et subjektivt og personligt forhold til troen.

Selv var Brorson lidenskabeligt optaget af sin tro og den ”hjertemilde Jesus lille”, hvilket kommer til udtryk i hans mange salmer. 

Troens rare Klenodie

”Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Og alle dem bebud,/ Som naadens røst begiere,/ At her er nok og meere,/ End de kand alle raade,/ Af naade, naade, naade.// Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Naar det seer ilde ud,/ Jo meer du glæde savner,/ Jo mer dig JEsus favner,/ Hver taar, du her udgyder,/ Dig tusind kys betyder.// Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Naar du gaaer ind og ud,/ Og vil dig nogen spørge,/ Hvorfor du ej vil sørge,/ Saa sig, at du kun vanker/ I idel bryllups tanker.”
”Fryd dig! du Jesu Bruud”, Troens rare Klenodie.

Da Brorson var præst, begyndte han at skrive salmer til menigheden, som i første omgang udkom i små hæfter. I 1739 blev de imidlertid samlet i bogen ”Troens rare Klenodie”, som på nudansk ville lyde noget i retning af ”troens sjældne genstand”. Den består af ikke mindre end 274 salmer og er et hovedværk inden for den danske pietisme. En del af salmerne er oversat fra tysk, men disse falder naturligt ind blandt Brorsons originaltekster, da hans let genkendelige toneleje også skinner igennem, når han oversætter.

”Troens rare Klenodie” er opbygget, så salmerne tilsammen tegner en bevægelse gennem forskellige psykologiske faser frem mod troserkendelsen. Samtidig intensiveres rytmen gradvist. På den måde er samlingen ikke blot en række salmer, men kan i høj grad læses som et stramt komponeret værk, hvor omdrejningspunktet er at lede den enkelte frem til foreningen (nogle gange beskrevet i ægteskabelige termer og med nærmest erotiske undertoner) med Jesus og Gud.

Vækkelsen eller omvendingen til ”den sande tro”, som både betød meget for Brorson personligt, og som spillede en stor rolle i pietismen, kan derfor ses som et hovedtema i flere af salmerne. Videre i tråd med pietismen er et meget karakteristisk træk ved ”Troens rare Klenodie”, at der i høj grad er fokus på det personlige gudsforhold, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at mange af salmerne har et jeg, som her i salmen ”Hvorledes skal jeg møde”:

”Hvor har du milde hierte 
Dog ingen møye spart, 
At dempe all den smerte, 
Som klemte mig saa haart, 
Da jeg i mørkheds sæde 
Og satans rige sad, 
Da komst du selv, min glæde, 
Og giorde mig saa glad.”

Dette ’jeg’ i salmedigtningen var aldrig før set på denne måde i dansk sammenhæng og giver flere steder associationer til en kærlighedssang mellem to elskende. Det er det for så vidt også, for kærligheden til Jesus, der fremstilles som kærlig og mild, er overstrømmende og lidenskabelig: da jeget ’møder’ Jesus, eller med andre ord oplever en kristen vækkelse, forsvinder en stor, næsten fysisk beskrevet smerte. Mødet med troen beskrives som livsomvæltende og frisættende for den trængte sjæl, og på den måde drager Brorson et psykologisk aspekt ind i salmedigtningen.

Svane-Sang

”I arme Quinder! hvorfor saa vaade Kinder,/ Saa vaade Kinder? hvad skal den Urte-Kram?/ Jeg siger sanden: Han er igien opstanden,/ Igien opstanden det slagtede Guds Lam./ O Tak, vort Liv det søde!/ Tak! Tak! Du for os døde/ Du for os døde. Hallelujah! Vi veed:/ Du lever, vi tillige,/ Saa læng’ du har et Rige/ Du har et Rige, i Tiid og Ævighed.”
”XIII”, Svane-Sang

Brorsons sidste værk, ”Svane-Sang”, indeholder 70 salmer og arier, hvoraf to er oversættelser. Indlevelsen i Jesus’ liv er gennemgående, og mange af salmerne bruger et scenisk fortællende greb, som her i ”Kierligheden kunde for ingen Ting det bære”:

”Jeg, sagde han, paatager

Mig Adams Kiød og Plager,

                      Synd og Nød.

Her er jeg i Steden

                      At lide Dom og Død”

Brorson så at sige gennemskriver begivenheder fra Det Nye Testamente og lægger sig tæt op ad Jesus’ oplevelser. Citatet kredser om (Brorsons udlæggelse af) Jesus’ tanker om at påtage sig menneskets synder: At stå i stedet for Adam, som fik mennesket udvist fra Paradis, og via sin totale selvopofrelse at frelse mennesket fra arvesynden. Via det indskudte ”sagde han” muliggør teksten at skrive om Jesus i førsteperson. I ”En Paaske-Sang” er hele salmen skrevet i førsteperson, og i nedenstående strofe er identifikationen med Jomfru Maria, der forgæves leder efter Jesus ved graven, efter han er genopstået:

”O! maatte jeg kun vide

Saasant, til hvilken Side

                      De har min Herre lagt;

                      Jeg hented’ ham med Magt.

Hvor skulde min Taare

Da salve dig paa Baare,

                      Og sige dig: God Nat,

                      Min ævig søde Skat!”

Her ses en psykologisk vinkling af situationen, hvor Maria står ved sin søns grav, og på den måde søger teksten ind i den universelle sorg, som tabet af en søn udgør, samtidig med at sorgen personliggøres: I Brorsons univers skal man ikke se Jesus’ død symbolsk og distanceret, men følelsesmæssigt sætte sig ind i den lidelse, han ifølge Bibelen gennemlevede for menneskets skyld.

”Svane-Sang” kan læses som den ældre Brorsons længsel efter det Paradis, han tror på, man møder efter døden. Om Det Ny Jerusalem (Paradis) står der i ”Johannes’ Åbenbaring”, som er sidste bog i Det Nye Testamente, at Gud: ”vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet”. En lignende opfattelse af det jordiske og det himmelske liv, hvor lidelse og sorg tilhører livet, mens sorgernes ophør og evig glæde vil følge efter døden, finder man hos Brorson. Når livet er slut, kan man – endelig – sige ”Verden glædelig: Farvel!” for at forenes med Gud i Paradis.

Genrer og tematikker

Salme kommer af det græske ord ”psalmos” og betyder strengespil. I den danske ordbog bliver salme forklaret som en ”kristen hymne eller digt som er inddelt i strofer og forsynet med melodi, og som synges af menigheden under gudstjenesten” (Ordnet.dk). Selvom denne definition kan virke indlysende, er det alligevel værd at notere sig, at både form (digt/hymne) og indhold (kristent) er bestemt af genren. Hvordan disse ’genrekrav’ forvaltes, kommer naturligvis an på, hvilken salmedigter og hvilket kristendomssyn, der er tale om.

Som nævnt kommer Brorsons pietistiske orientering til udtryk på flere måder i hans salmer. Mange af dem handler om menneskets indre kamp med sig selv og om synd, og selvom syndefaldet nærmest er Bibelens ’grundfortælling’ om mennesket, er det alligevel langt fra alle retninger inden for kristendommen, som vægter syndsaspektet så højt, som pietismen gør. Derfor associeres Brorsons salmer også ofte med en dystersindet kristendom.

Samtidig med, at der bestemt er noget om dette, kan man modsat sige, at den alvor, man finder hos Brorson, kan virke befriende: Der er plads til store, overvældende følelser, hvad enten der er tale om en hård og prøvende tid eller om verdens af og til overrumplende skønhed, som tilskrives Guds skaberværk (eksempelvis i en af hans mest kendte salmer, ”Op al den Ting, som GUd har gjort”). Så nok kan længslen efter et liv efter døden og den syndsorienterede selvgranskning virke noget fremmed i vores samtid, men der gemmer sig i Brorsons salmer på samme tid en invitation til at stoppe op og mærke sig selv, sine følelser, se verdens skønhed og alvor, som sådan set er ganske moderne.

Stilistisk var Brorson en meget talentfuld digter både inden for billedsprog og det, man kalder versifikation; det vil sige at skrive metriske (rytmiske) vers. Som den danske litteraturforsker og -kritiker Erik Skyum-Nielsen skriver, er der sjældent ”fyld” i Brorsons salmer, og de er sprogligt set karakteriseret ved ”lethed, enkelhed og direkthed” (Erik Skyum-Nielsen: Den stærke basun, s. 127). Hertil kan man føje, at Brorson har en ganske virkningsfuld og karakteristisk måde at bruge gentagelser på, som her i ”Her vil ties, her vil bies”: ”Dagene længes, Vinteren strenges/ Vinteren strenges. Og det er svart.” Gentagelsen er systematisk ned gennem salmen, hvor forrige vers’ udgangssætning danner næste vers’ startsætning. Udover at virke understregende, må man huske, at her er at gøre med en digtekunst, som skal synges, hvorfor gentagelsen betyder, melodien kan intensivere sætningen anden gang ved for eksempel at hæve tonelejet.

Brorson er rundet af rokokoen, som var det dominerende udtryk i perioden. Rokokoen er kendetegnet ved at være lettere i udtrykket og mindre voluminøs end den foregående periodes barok. Rokokostilen er tit elegant og ikke så indholdstung, men på det sidste punkt adskiller Brorson sig markant med sit pietistiske livssyn, hvor der bestemt ikke tages let på tilværelsen.

Især i ”Svane-Sang” eksperimenteres der med forskellige former, hvor nogle af teksterne tager dialogisk form, mens mange er ganske korte. Samtale og direkte tale fylder meget i hans salmer, og det er en ren kunst, hvordan han så flydende og naturligt får det til at indgå i rytmiske verselinjer.

Beslægtede forfatterskaber

Brorsons psykologiske vinkling af kristendommen og de store etiske spørgsmål kan man finde en pendant til i Søren Kierkegaards filosofiske forfatterskab, som falder godt hundrede år senere. Den kristne eksistentialisme, som Kierkegaard står for, er på en række punkter beslægtet med Brorson: De to har bl.a. den enkeltes samvittighedsfulde kamp med sig selv, den tunge alvor, den ubegribelige tro og evighedslængslen, hele tiden med en selvransagende vinkel, til fælles. På den måde kan man sige, at der er aspekter af Brorsons forfatterskab, som foregriber eller danner fortrop til det moderne menneskes vilkår. At Kierkegaard selv følte et slægtskab med Brorson, kan man tydeligt se, i og med han allerede godt ti år før sin død valgte et citat fra Brorson-salmen ”Halleluja! jeg har min Jesus fundet”, der skulle stå på hans gravsten. Her kommer deres fælles længsel efter efterlivet til udtryk:

”Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.”

Dette kan i dag ses på Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Skal man se på Brorsons placering blandt andre danske salmedigtere, kan det især være relevant at se på lighederne og forskellene imellem ham og hhv. Thomas Kingo, der skrev i perioden umiddelbart forud for Brorson, og Grundtvig, som fulgte efter. Kingo er den barokke salmedigtnings ypperste repræsentant i Danmark, og hans stil er i tråd med barokkens konventioner mere storslået og voldsom end Brorsons. Alligevel har de to en del til fælles, blandt andet fordi de begge skriver under enevælden, hvilket kan ses i en ortodoks kristendomsforståelse i sammenligning med den, man finder hos Grundtvig.

Grundtvig levede i en periode med store samfundsmæssige omvæltninger, og demokratiet blev indført i hans levetid. I hans salmer er der en anderledes lys tone end hos Kingo og Brorson. Frem for at fokusere på synds- og bodsgang er emnerne typisk fællesskab og håb, hvilket også kommer til udtryk i Grundtvigs hyppige anvendelse af 'vi'. Egentlig var han selv rundet af pietismen, men i løbet af sit liv vendte han sig mod en mere 'virkelighedsnær' kristendom, som med højskolebevægelsen i langt højere grad fokuserede på forholdene i det jordiske liv, end Brorson og Kingo havde gjort.

Bibliografi

Bøger

Brorson, Hans Adolph:
Nogle Jule-Psalmer. 1732.
Brorson, Hans Adolph:
Troens Rare Klenodie. 1739.
Brorson, Hans Adolph:
Svane-Sang. 1765.

Om forfatterskabet

Web

Dansk litteraturhistorie
Kunst og kultur

Originalkilder

Arkiv for Dansk Litteratur.

Bøger

Dyrkjøb, Jan Ulrik (red.):
Brorson. Forlaget Anis, 1994.
Olofson, Thomas T.O.:
Løve og Lam. Kolon, 2009.
Jørgensen, Bo Hakon:
Kom Regn af det Høye. Kristeligt Dagblads Forlag, 2010.
Nielsen, Erik A.:
H.A. Brorson – pietisme, meditation, erotik. Gyldendal, 2013.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Skyum-Nielsen, Erik:
”Den stærke basun” i Brorson (red. Dyrkjøb). Forlaget Anis, 1994.