Hans Adolph Brorson

Artikel type
voksne
cand.mag. Maria Hesselager, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Brorson, Hans Adolph
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hans Adolph Brorson levede i Oplysningstiden og var salmedigter og biskop i Ribe. Han er den tredjemest repræsenterede digter i Salmebogen, og flere af hans salmer må betragtes som uomgængelige bidrag til den danske kulturarv. Selv bekendte han sig til en pietistisk kristendom, som er kendetegnet ved inderlighed, syndserkendelse og den enkeltes personlige forhold til troen. Gennem hans digtning kan man få indblik i en fromhedskultur, der på mange måder ligger langt fra det samfund og de normer, vi kender i dag, men samtidig er Brorsons tekster ofte lysende smukke med et rigt billedsprog, og de demonstrerer et helt særligt talent for versifikation.

Blå bog

Født: 1694 i Randerup ved Tønder. Død 1764 i Ribe.

Uddannelse: Teologisk embedseksamen ved Københavns Universitet, 1721.

Debut: Troens rare Klenodie. 1739. Salmesamling.

Litteraturpriser: Ingen kendte, men at Brorsons salmer er vidt anerkendte ses bl.a. i, at han figurerer på Den vejledende gymnasiekanon (2004).

Seneste udgivelse: Svane-Sang. 1765 (udgivet posthumt). 

Periode: Oplysningstiden

Genre: Salmer

 

Boolsen-kvartetten synger ”Her vil ties, her vil bies” 

brorson

Baggrund

”Lad mig, søde Jesu, møde/ I din Pines Natte-Vagt/ Dig at skue, Livets Drue,/ I Guds Vredes Perse Lagt./ Andre hvile. Dødens Pile/ Alle ile paa dig ind./ Jesu blegner, skielver, segner/ I Guds Vredes Hvirvel-Vind./ Gid jeg kunde nogenlunde/ Dog begrunde denne Storm/ Hvor det Svier, da du vrier/ Dig i Støvet, som en Orm!”
”Svane-Sang”, s. 17.

Hans Adolph Brorson voksede op som den yngste i en drengeflok på tre i Randerup præstegård i Sønderjylland, hvor hans far var præst. Da han var knap ti, døde faren, men kort tid efter giftede moren sig på ny med den præst, der overtog embedet i Randerup.

Brorsons opvækst var således stærkt præget af den kristne tro og præstegerningen, og efter han var blevet student ved Ribe Katedralskole, rejste han selv til København for at læse teologi ved universitetet. I årene i København var han optaget af forskellige andre fag ved siden af teologien, bl.a. historie, litteratur og naturvidenskab. På grund af overanstrengelse tog han ikke sin afsluttende eksamen og fik i stedet i 1717 en huslærerplads hos sin morbror i Sønderjylland, indtil han i 1721 færdiggjorde sin embedseksamen. Herefter var han præst i en lang årrække, og i 1737 blev han stiftsprovst og i 1741 biskop i Ribe. I 1739 udgav han salmesamlingen ”Troens rare Klenodie”, og året efter hans død i 1764 udkom ”Svane-Sang”. Han blev gift to gange og fik tretten børn, hvoraf tre dog var dødfødte, mens fire døde som små.

Det var i tiden som huslærer hos morbroren, at Brorson oplevede en egentlig kristen vækkelse. Den retning inden for kristendommen, som han herefter tilsluttede sig, kaldes pietisme, hvilket kommer af ”pietas”, der betyder fromhed. Pietismen var strengt dogmatisk og vægtede en puritansk livsførelse højt. Men samtidig var det en passioneret og billedrig bevægelse, som vendte sig bort fra fornuften og i stedet dyrkede den enkeltes inderligt følte forhold til Jesus.

På mange punkter var pietismen – med dens mystiske strømninger, dens inderlige føling og dens fornuftsmodstand – i direkte opposition til de oplysningsidealer om rationel tænkning, videnskab og et udadvendt blik på samfundsforhold, der vandt større og større indpas i tiden. Alligevel kan man se både oplysningstanken og pietismen som udtryk for den gryende individualisme, der kendetegnede perioden, og som i pietismen manifesterede sig i vægtningen af et subjektivt og personligt forhold til troen.

Selv var Brorson lidenskabeligt optaget af sin tro og den ”hjertemilde Jesus lille”, hvilket kommer til udtryk i hans mange salmer. 

Troens rare Klenodie

”Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Og alle dem bebud,/ Som naadens røst begiere,/ At her er nok og meere,/ End de kand alle raade,/ Af naade, naade, naade.// Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Naar det seer ilde ud,/ Jo meer du glæde savner,/ Jo mer dig JEsus favner,/ Hver taar, du her udgyder,/ Dig tusind kys betyder.// Fryd dig! du JEsu Bruud,/ Naar du gaaer ind og ud,/ Og vil dig nogen spørge,/ Hvorfor du ej vil sørge,/ Saa sig, at du kun vanker/ I idel bryllups tanker.”
”Fryd dig! du Jesu Bruud”, Troens rare Klenodie.

Da Brorson var præst, begyndte han at skrive salmer til menigheden, som i første omgang udkom i små hæfter. I 1739 blev de imidlertid samlet i bogen ”Troens rare Klenodie”, som på nudansk ville lyde noget i retning af ”troens sjældne genstand”. Den består af ikke mindre end 274 salmer og er et hovedværk inden for den danske pietisme. En del af salmerne er oversat fra tysk, men disse falder naturligt ind blandt Brorsons originaltekster, da hans let genkendelige toneleje også skinner igennem, når han oversætter.

”Troens rare Klenodie” er opbygget, så salmerne tilsammen tegner en bevægelse gennem forskellige psykologiske faser frem mod troserkendelsen. Samtidig intensiveres rytmen gradvist. På den måde er samlingen ikke blot en række salmer, men kan i høj grad læses som et stramt komponeret værk, hvor omdrejningspunktet er at lede den enkelte frem til foreningen (nogle gange beskrevet i ægteskabelige termer og med nærmest erotiske undertoner) med Jesus og Gud.

Vækkelsen eller omvendingen til ”den sande tro”, som både betød meget for Brorson personligt, og som spillede en stor rolle i pietismen, kan derfor ses som et hovedtema i flere af salmerne. Videre i tråd med pietismen er et meget karakteristisk træk ved ”Troens rare Klenodie”, at der i høj grad er fokus på det personlige gudsforhold, hvilket bl.a. kommer til udtryk i, at mange af salmerne har et jeg, som her i salmen ”Hvorledes skal jeg møde”:

”Hvor har du milde hierte 
Dog ingen møye spart, 
At dempe all den smerte, 
Som klemte mig saa haart, 
Da jeg i mørkheds sæde 
Og satans rige sad, 
Da komst du selv, min glæde, 
Og giorde mig saa glad.”

Dette ’jeg’ i salmedigtningen var aldrig før set på denne måde i dansk sammenhæng og giver flere steder associationer til en kærlighedssang mellem to elskende. Det er det for så vidt også, for kærligheden til Jesus, der fremstilles som kærlig og mild, er overstrømmende og lidenskabelig: da jeget ’møder’ Jesus, eller med andre ord oplever en kristen vækkelse, forsvinder en stor, næsten fysisk beskrevet smerte. Mødet med troen beskrives som livsomvæltende og frisættende for den trængte sjæl, og på den måde drager Brorson et psykologisk aspekt ind i salmedigtningen.