Hans Adolph Brorson voksede op som den yngste i en drengeflok på tre i Randerup præstegård i Sønderjylland, hvor hans far var præst. Da han var knap ti, døde faren, men kort tid efter giftede moren sig på ny med den præst, der overtog embedet i Randerup.
Brorsons opvækst var således stærkt præget af den kristne tro og præstegerningen, og efter han var blevet student ved Ribe Katedralskole, rejste han selv til København for at læse teologi ved universitetet. I årene i København var han optaget af forskellige andre fag ved siden af teologien, bl.a. historie, litteratur og naturvidenskab. På grund af overanstrengelse tog han ikke sin afsluttende eksamen og fik i stedet i 1717 en huslærerplads hos sin morbror i Sønderjylland, indtil han i 1721 færdiggjorde sin embedseksamen. Herefter var han præst i en lang årrække, og i 1737 blev han stiftsprovst og i 1741 biskop i Ribe. I 1739 udgav han salmesamlingen ”Troens rare Klenodie”, og året efter hans død i 1764 udkom ”Svane-Sang”. Han blev gift to gange og fik tretten børn, hvoraf tre dog var dødfødte, mens fire døde som små.
Det var i tiden som huslærer hos morbroren, at Brorson oplevede en egentlig kristen vækkelse. Den retning inden for kristendommen, som han herefter tilsluttede sig, kaldes pietisme, hvilket kommer af ”pietas”, der betyder fromhed. Pietismen var strengt dogmatisk og vægtede en puritansk livsførelse højt. Men samtidig var det en passioneret og billedrig bevægelse, som vendte sig bort fra fornuften og i stedet dyrkede den enkeltes inderligt følte forhold til Jesus.
På mange punkter var pietismen – med dens mystiske strømninger, dens inderlige føling og dens fornuftsmodstand – i direkte opposition til de oplysningsidealer om rationel tænkning, videnskab og et udadvendt blik på samfundsforhold, der vandt større og større indpas i tiden. Alligevel kan man se både oplysningstanken og pietismen som udtryk for den gryende individualisme, der kendetegnede perioden, og som i pietismen manifesterede sig i vægtningen af et subjektivt og personligt forhold til troen.
Selv var Brorson lidenskabeligt optaget af sin tro og den ”hjertemilde Jesus lille”, hvilket kommer til udtryk i hans mange salmer.