”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”
”Enten – Eller”, SKS, 3, s. 173.
Det siges om Kierkegaard, at han havde en skrivepult i hvert af værelserne i sine store lejligheder i København, så han kunne skrive en idé ned, straks han havde fået den. Det må også næsten have været nødvendigt for at kunne nå at skrive sig igennem det omfattende forfatterskab, inden han døde som 42-årig og efterlod sig en enorm litterær produktion. En komplet udgivelse af Søren Kierkegaards samlede skrifter er i 2013 netop blevet afsluttet. Det er løbet op i siger og skriver 55 bind med kommentarer. Af samme grund skete der ikke så forfærdelig meget i Kierkegaards liv.
Han blev født i 1813 på Nytorv i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Faren havde arbejdet sig op i systemet og var blevet en succesrig handelsmand i København. Han tjente derfor temmelig mange penge, hvilket forfattersønnen nød godt af. Ja, det var overhovedet en forudsætning for, at han kunne give sig i kast med at skrive.
Den unge Kierkegaard begyndte efter studentereksamen fra Borgerdydskolen i 1830 at læse teologi på Københavns Universitet. Meget af tiden brugte han der ikke på teologien, men på at læse filosofi og romantisk litteratur. Derfor tog han først sin sidste eksamen i 1840. Derefter tog han på en af sine få rejser til farens fødested i Jylland nær Ringkøbing.
Da han vendte hjem igen, fulgte de måske mest afgørende begivenheder i Kierkegaards liv: forlovelsen og bruddet med den ni år yngre Regine Olsen. De skulle blive det nok mest berømmede par i den danske litteraturhistorie. Selv om Regine ikke er nævnt ved navn noget sted i Kierkegaards værker, spillede hun den afgørende rolle for stort set hele forfatterskabet. Forlovelsen havde kun varet et år, da Kierkegaard selv afsluttede forholdet. Ikke fordi han ikke elskede hende, men fordi han kom i tvivl, om han kunne gøre hende lykkelig. Herefter begyndte Kierkegaard for alvor sit omfattende forfatterskab, kun afbrudt af et par rejser til Berlin og de daglige spadsereture gennem datidens København.
I takt med forfatterskabets tilblivelse blev Kierkegaard en kendt figur i den litterære offentlighed og i Københavns gader. Han søgte anerkendelse blandt de etablerede litterære navne som Johan Ludwig Heiberg uden rigtig at blive en del af bestemte miljøer. I stedet blev han meget påvirket af blandt andet den kritik, som tidsskriftet Corsaren i en række karikaturtegninger udsatte ham for. Under tiden i et sådant omfang, at han helt holdt op med at skrive.
De sidste år af Kierkegaards liv var også præget af konflikt. Han begyndte lidt af en énmandskamp mod statskirken. I tidsskriftet ”Øieblikket” kritiserede han i hårde toner kirken for at have bevæget sig for langt væk fra kristendommen.
Midt under denne kamp faldt Kierkegaard på en af sine daglige spadsereture pludselig bevidstløs om på gaden. Efter fem uger på Frederiksberg Hospital døde Søren Aabye Kierkegaard i en alder af kun 42 år.
”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.”
”Enten – Eller”, SKS, 2, s. 47.
Ifølge
Kierkegaard selv, var ”Enten – Eller”
(1843) starten på hans egentlige forfattervirksomhed. Det er Kierkegaards
første og nok også mest kendte værk. Bogen består af to dele, der beskæftiger
sig med henholdsvis det æstetiske og det etiske. Bogen er skrevet under en
række pseudonymer, som Kierkegaard tillægger forskellige synspunkter.
Første del af ”Enten
– Eller” består af en lille samling afhandlinger, der alle omhandler det
æstetiske som en livsanskuelse – heriblandt en af Kierkegaards mest berømte
tekster; ”Forførerens Dagbog”.
”Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En,
der er værd at forføre,” skriver Johannes i sin dagbog, der giver er indblik i
forføreren Johannes’ overvejelser
om den pige, Cordelia, han har valgt at gøre til sin genstand. Johannes
planlægger med djævelsk blik for detaljen og udtalt selviskhed at forføre
Cordelia, uanset omkostninger for hende og hendes nærmeste. Det er ikke så
meget forførelsen i sig selv – som man kender det fra Don Juan – der er
interessant for den udspekulerede Johannes, men snarere hele den
iscenesættelse, der går forud, der optager ham. Han sætter verden i scene efter
sit eget hoved for selv at få størst mulig nydelse ud af den. Han er det
æstetiske menneske, der forsøger at gøre sit liv poetisk, at behandle det som
et kunstværk. Johannes er dog ikke noget godt eksempel. For trinnet efter
forførelsen er fortvivlelsen. For hans tilværelse hænger ikke sammen, men
består kun af enkelte øjeblikke af nydelse.
Anden del af
bogen fremlægger det etiske i en række kortere breve og tekster. For etikeren
er livets formål ikke at nyde, men derimod at handle. For etikeren handler det
om at give sin ”Historie Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er
Indbegrebet af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning.”
Etikeren er ikke afhængig af øjeblikkets nydelse, men forsøger at handle i
overensstemmelse med samfundets regler og love for på den måde at blive sig
selv. Det vil sige, at få en kone og i det hele taget gøre, hvad samfundet
forventer.
”Enten – Eller”
har, sammen med ”Stadier paa Livets Vei” (1845), givet anledning til den
såkaldte ”stadielære”. Den er en teori om forholdet mellem det æstetiske, det
etiske og det religiøse, forstået som tre eksistenssfærer. Det sidste stadie er
det religiøse. Hvor det for æstetikeren handlede om at nyde og for etikeren om
at handle, er det centrale for den religiøse ifølge Kierkegaard at lide. I
erkendelsen af, at mennesket ikke selv kan skabe tilstrækkelig mening i livet.
Den erfaring er ifølge Kierkegaard positiv i den forstand, at den giver
anledning til en forståelse, at meningen med livet måske ikke ligger i én selv
– men uden for en selv. Ifølge Kierkegaard hos Gud.
