kierkegaard
Tegning af H.B. Hansen

Søren Aabye Kierkegaard

cand.mag. Andreas Harbsmeier, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
kierkegaard
Tegning af H.B. Hansen
Main image
Kierkegaard, Søren Aabye
Foto: Scanpix

Indledning

Filosof, teolog, forfatter. Det er ikke nemt at placere denne sværvægteren over dem alle i dansk åndsliv gennem de seneste 200 år. For han er det hele – og mere til. En original filosof, en banebrydende teolog og en ekstraordinær forfatter. Søren Kierkegaards univers er befolket af mange forskelligartede figurer, der alle har et væsentligt perspektiv på tilværelsen. For Kierkegaards temaer har alle den menneskelige eksistens som centrum – ikke blot de store, vidtfavnende spørgsmål, men også alle de overvejelser, vi alle går med til hverdag. Hans værker leverer ikke færdige løsninger, men giver os – det enkelte menneske – værdifulde perspektiver på det ultimative spørgsmål: Hvem er jeg?

 

46801326

Blå bog

Født: Den 5. maj 1813, Nytorv i København.

Død: den 11. november 1855 på Det Kongelige Frederiks Hospital i København.

Uddannelse: Magistergrad i teologi fra Københavns Universitet, 1841.

Debut: Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie. C.A. Reitzel, 1838.

Seneste udgivelse: Søltoft, Pia: Kierkegaard og kærlighedens kendetegn : En læsning af Kjerlighedens gjerninger. Akademisk Forlag, 2020.

Inspiration: Efterkrigstidens eksistentialisme

Periode: Romantikken

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det”
”Enten – Eller”, SKS, 3, s. 173.

Det siges om Kierkegaard, at han havde en skrivepult i hvert af værelserne i sine store lejligheder i København, så han kunne skrive en idé ned, straks han havde fået den. Det må også næsten have været nødvendigt for at kunne nå at skrive sig igennem det omfattende forfatterskab, inden han døde som 42-årig og efterlod sig en enorm litterær produktion. En komplet udgivelse af Søren Kierkegaards samlede skrifter er i 2013 netop blevet afsluttet. Det er løbet op i siger og skriver 55 bind med kommentarer. Af samme grund skete der ikke så forfærdelig meget i Kierkegaards liv.

Han blev født i 1813 på Nytorv i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Faren havde arbejdet sig op i systemet og var blevet en succesrig handelsmand i København. Han tjente derfor temmelig mange penge, hvilket forfattersønnen nød godt af. Ja, det var overhovedet en forudsætning for, at han kunne give sig i kast med at skrive.

Den unge Kierkegaard begyndte efter studentereksamen fra Borgerdydskolen i 1830 at læse teologi på Københavns Universitet. Meget af tiden brugte han der ikke på teologien, men på at læse filosofi og romantisk litteratur. Derfor tog han først sin sidste eksamen i 1840. Derefter tog han på en af sine få rejser til farens fødested i Jylland nær Ringkøbing.

Da han vendte hjem igen, fulgte de måske mest afgørende begivenheder i Kierkegaards liv: forlovelsen og bruddet med den ni år yngre Regine Olsen. De skulle blive det nok mest berømmede par i den danske litteraturhistorie. Selv om Regine ikke er nævnt ved navn noget sted i Kierkegaards værker, spillede hun den afgørende rolle for stort set hele forfatterskabet. Forlovelsen havde kun varet et år, da Kierkegaard selv afsluttede forholdet. Ikke fordi han ikke elskede hende, men fordi han kom i tvivl, om han kunne gøre hende lykkelig. Herefter begyndte Kierkegaard for alvor sit omfattende forfatterskab, kun afbrudt af et par rejser til Berlin og de daglige spadsereture gennem datidens København.

I takt med forfatterskabets tilblivelse blev Kierkegaard en kendt figur i den litterære offentlighed og i Københavns gader. Han søgte anerkendelse blandt de etablerede litterære navne som Johan Ludwig Heiberg uden rigtig at blive en del af bestemte miljøer. I stedet blev han meget påvirket af blandt andet den kritik, som tidsskriftet Corsaren i en række karikaturtegninger udsatte ham for. Under tiden i et sådant omfang, at han helt holdt op med at skrive.

De sidste år af Kierkegaards liv var også præget af konflikt. Han begyndte lidt af en énmandskamp mod statskirken. I tidsskriftet ”Øieblikket” kritiserede han i hårde toner kirken for at have bevæget sig for langt væk fra kristendommen.

Midt under denne kamp faldt Kierkegaard på en af sine daglige spadsereture pludselig bevidstløs om på gaden. Efter fem uger på Frederiksberg Hospital døde Søren Aabye Kierkegaard i en alder af kun 42 år.

Enten – Eller

”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber, Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Troe en Pige, Du vil fortryde det; troe hende ikke, Du vil ogsaa fortryde det; troe en Pige eller troe hende ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.”
”Enten – Eller”, SKS, 2, s. 47.

Ifølge Kierkegaard selv, var ”Enten – Eller” (1843) starten på hans egentlige forfattervirksomhed. Det er Kierkegaards første og nok også mest kendte værk. Bogen består af to dele, der beskæftiger sig med henholdsvis det æstetiske og det etiske. Bogen er skrevet under en række pseudonymer, som Kierkegaard tillægger forskellige synspunkter.

Første del af ”Enten – Eller” består af en lille samling afhandlinger, der alle omhandler det æstetiske som en livsanskuelse – heriblandt en af Kierkegaards mest berømte tekster; ”Forførerens Dagbog”.

”Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre,” skriver Johannes i sin dagbog, der giver er indblik i forføreren Johannes’ overvejelser om den pige, Cordelia, han har valgt at gøre til sin genstand. Johannes planlægger med djævelsk blik for detaljen og udtalt selviskhed at forføre Cordelia, uanset omkostninger for hende og hendes nærmeste. Det er ikke så meget forførelsen i sig selv – som man kender det fra Don Juan – der er interessant for den udspekulerede Johannes, men snarere hele den iscenesættelse, der går forud, der optager ham. Han sætter verden i scene efter sit eget hoved for selv at få størst mulig nydelse ud af den. Han er det æstetiske menneske, der forsøger at gøre sit liv poetisk, at behandle det som et kunstværk. Johannes er dog ikke noget godt eksempel. For trinnet efter forførelsen er fortvivlelsen. For hans tilværelse hænger ikke sammen, men består kun af enkelte øjeblikke af nydelse.

Anden del af bogen fremlægger det etiske i en række kortere breve og tekster. For etikeren er livets formål ikke at nyde, men derimod at handle. For etikeren handler det om at give sin ”Historie Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er Indbegrebet af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning.” Etikeren er ikke afhængig af øjeblikkets nydelse, men forsøger at handle i overensstemmelse med samfundets regler og love for på den måde at blive sig selv. Det vil sige, at få en kone og i det hele taget gøre, hvad samfundet forventer.

”Enten – Eller” har, sammen med ”Stadier paa Livets Vei” (1845), givet anledning til den såkaldte ”stadielære”. Den er en teori om forholdet mellem det æstetiske, det etiske og det religiøse, forstået som tre eksistenssfærer. Det sidste stadie er det religiøse. Hvor det for æstetikeren handlede om at nyde og for etikeren om at handle, er det centrale for den religiøse ifølge Kierkegaard at lide. I erkendelsen af, at mennesket ikke selv kan skabe tilstrækkelig mening i livet. Den erfaring er ifølge Kierkegaard positiv i den forstand, at den giver anledning til en forståelse, at meningen med livet måske ikke ligger i én selv – men uden for en selv. Ifølge Kierkegaard hos Gud.

Gentagelsen

”Den, der blot vil haabe, han er feig; den, der blot vil erindre, han er vellystig; men den, der vil Gjentagelsen, han er en Mand, og jo fyndigere han har vidst at gjøre sig den klar, desto dybere Menneske er han.”
”Gjentagelsen”, SKS, 4, s. 10.

I det lille skrift ”Gentagelsen” (1843), der er skrevet af Kierkegaards pseudonym Constantin Constantius, er de grundlæggende spørgsmål: Er gentagelse mulig? Hvilken betydning har den, og vinder eller taber en ting ved at blive gentaget?

Hos Kierkegaard bliver gentagelsen til en filosofisk kategori. I bogens første del analyseres gentagelsen i en dagligdags betydning, og i bogens anden del undersøges denne kategori i en mere specifik forstand. Constantin fastslår gentagne gange sin nylige indsigt, nemlig at når ungdommen først er forbi, kommer den aldrig igen. Han foretager en række eksperimenter og rejser blandt andet to gange til Berlin for at konstatere, at intet kan opleves to gange på nøjagtig samme vis. Constantin konstaterer efter sine forsøg i bogens første del, at gentagelsen ikke er mulig.

I bogens anden del beretter Constantin om et ungt menneske, han har kendt og været rådgiver for. Den unge mand står over for sit livs valg: Skal han følge sit ydre kald og gifte sig med den pige, han har været forelsket i – eller skal han følge sit indre kald og blive digter. Det var pigen, der gav ham inspirationen til at blive digter, men nu er han ikke længere tiltrukket af hende – men vil i stedet gentage forelskelsen ved at skrive om den.

Grundproblemet – og udlægningen af historien om den unge mand – peger på, at mennesket hele tiden er fanget mellem på den ene side håbet, der retter sig mod en ukendt fremtid, og erindringen, der retter sig mod en tabt fortid på den anden. Gentagelsen åbner imidlertid muligheden for at være nærværende i nuet.

Bogen er ofte blevet udlagt som en af nøglerne til at forstå Kierkegaards forhold til Regine Olsen, som han var forlovet med, men brød forlovelse med efter et år for at hellige sig sin forfattervirksomhed.

Som så ofte hos Kierkegaard skal svaret findes i forholdet til Gud. Således også her. Gentagelsen er en religiøs begivenhed, der giver det troende menneske muligheden for at få det tabte liv tilbage. I ”Gentagelsen” bliver det anskueliggjort i det unge menneskes læsning af den bibelske fortælling om Job. Gud tog alt fra Job for at give ham det tilbage igen.

Stadier paa Livets Vei

”Der er mangen Mand bleven Geni ved en Pige, mangen Mand bleven Helt ved en Pige, mangen Mand bleven Digter ved en Pige, mangen Mand bleven Helgen ved en Pige; – men han blev ikke Geni ved den Pige, han fik; thi med hende blev han kun Etatsraad; han blev ikke Helt ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun General; han blev ikke Digter ved den Pige, han fik, thi ved hende blev han kun Fader; han blev ikke Helgen ved den Pige, han fik, thi han fik slet ingen og vilde kun have en eneste, som han ikke fik, ligesom enhver af de andre blev Geni, blev Helt, blev Digter ved den Piges Hjælp, de ikke fik.”
”Stadier paa Livets Vei”, SKS, 6, s. 60.

Søren Kierkegaards ”Stadier paa Livets Vei” (1845) består af tre dele. Første del er ”In Vino Veritas”, anden del er betitlet ”Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser”, mens den tredje del består af dagbogsromanen ”’Skyldig?’ – ’Ikke-skyldig’”. Hver af de tre dele repræsenterer stadier – det æstetiske, det etiske og det religiøse.

”In Vino Veritas” er beskrivelsen af fem æstetikere, der mødes til god mad og vin. Johannes Forføreren, Victor Eremita, Constantin Constantinus, som i øvrigt alle tre ligeledes er med i ”Enten – Eller”, samt Modehandleren og Det Unge Menneske. De fem taler skiftevis om ”kvinden”, hvordan hun er, og hvordan hun burde være. Den afsluttes med, at Johannes Forføreren rejser sig og tilkendegiver, at han er tilfreds med kvinden, som hun er: Ufuldkommen. For ham er det netop ufuldkommenheden, der gør, at han kan bruge hende og udnytte hende.

”Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser” er skrevet under pseudonymet Assessor Wilhelm. Han taler om ægteskabet og hvorfor, det er godt og nødvendigt. Forelskelse bør føre til ægteskab, men vigtigst er, at man træffer en beslutning. Wilhelm repræsenterer etikeren.

Bogens tredje del er skrevet i dagbogsform af en mand ved navn Quindam og kommer ganske tæt på, hvad man mener, var Kierkegaards egen udlægning af hans forhold til Regine Olsen. Dagbogen beskriver en selvoptaget mands brud med sin forlovede – en livsglad kvinde. For eksempel er der ordret sammenfald mellem det brev, Kierkegaard sendte til Regine – og det brev Quindam sender til sin forlovede for at bryde med hende. Quindams brud er imidlertid også åbningen til det religiøse.

”Stadier paa Livets Vei” har sammen med ”Enten – Eller”, der udfolder det æstetiske og det etiske stadie, givet anledning til den såkaldte ”stadielære”, der ud over de det æstetiske, det etiske og det religiøse også omfatter ”spidsborgeren”, som så at sige er eksistensens nulpunkt. Selv om Kierkegaard aldrig selv har brugt udtrykket ”stadielære” er udlægningen vidt udbredt. Ifølge teorien er de forskellige stadier udviklingstrin for det enkelte menneske, som det skal gennemleve for at blive sig selv. Det er imidlertid tvivlsomt, om det var en sådan udviklingsfortælling, Kierkegaard ville præsentere. Snarere er der nok tale om – med Kierkegaards ord – forskellige livssfærer. Det vil sige elementer i tilværelsen, der er konstant til stede.

Kjerlighedens Gjerninger

”At bedrage sig selv for Kjerlighed er det forfærdeligste.”
”Kjerlighedens Gjerninger”, SKS, 9, s. 14.

Selv om ”Kjerlighedens Gjerninger” (1847) hører til Kierkegaards absolutte hovedværker, er det ikke det mest fortolkede. Det hænger nok sammen med, at det har en tematisk spændvidde, der gør det vanskeligt at levere en fortolkning eller udleve en bestemt tematik. Grundlæggende handler det om, hvordan jeg skal forholde mig til det andet menneske. Værket er en lang refleksion, fordelt på 18 taler, over buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv.

Grundtanken hos Kierkegaard er her, at den menneskelige kærlighed er givet af Gud – og at menneskelig kærlighed bør afspejle det forhold til Gud. Kierkegaard gennemgår en række af kærlighedens problemer, jalousi, misundelse, vane. For det er kun ideelt set, at kærligheden udfolder sig som i forholdet til Gud. Oftest går det nemlig ikke sådan.

Når Kierkegaard skriver om kærligheden, er det ikke kun kærligheden i et parforhold, men kærligheden mellem mennesker overhovedet.

Selv om bogen er ironisk i den forstand, at mange af talerne fortrinsvist beskæftiger sig med, hvad der ødelægger kærligheden, træder opbyggeligheden også tydeligt frem. Og Kierkegaard er radikal i sin fordring til mennesket: Man skal nærme sig det andet menneske, som var man blind. I kærligheden skal der ikke være forskel på mennesker. For alle skal gøres til genstand for Guds kærlighed.

Ifølge Kierkegaard er kærligheden det, der opbygger et menneske – giver det mod til at leve sit eget liv. Kærlighedens gerning er derfor det mest afgørende, et menneske kan gøre for et andet. Kærlighed er imidlertid ikke noget, man har og kan give til et andet menneske, for så vil dette menneske jo ikke være sig selv. Kærlighed består derimod i, ifølge Kierkegaard, at forudsætte kærlighed i det andet menneske. At tro på det andet menneske. Også når dette menneske ikke tror på sig selv. Kun derigennem kan man frisætte det.

I en af talerne hedder det, at det højeste, det ene menneske kan gøre for det andet, er at hjælpe det til at blive sig selv, fri og uafhængig – at hjælpe det til at stå alene. Det er imidlertid et paradoksalt projekt. Hvis det lykkedes for den ene at hjælpe det andet menneske til at stå alene, vil det jo netop ikke stå alene – kun i kraft af den andens hjælp.

”Kjerlighedens Gjerninger” giver ingen nemme løsninger, for Kierkegaard stiller store krav og fastholder kærligheden i alle dens facetter i mødet med det andet menneske.

Sygdommen til Døden

”Fortvivlelse er nemlig, just fordi den er heelt dialectisk, den Sygdom, om hvilken det gælder, at det er den største Ulykke aldrig at have havt den – en sand Guds lykke at faae den, om det end er den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den.”
”Sygdommen til Døden”, SKS, 11, s. 142.

”Sygdommen til Døden” fra 1849 blev udgivet under pseudonymet Anti-Climacus, og det skulle senere blive kendt som hans psykologiske hovedværk. I al sin uudgrundelige enkelthed handler bogen om det at være et ganske bestemt menneske, nemlig sig selv. Men det er først og fremmest en bog om fortvivlelsen – det er den sygdom, det menneske lider af, der ikke vil være sig selv. Igennem værkets små 120 sider præsenterer Anti-Climacus de vilkår, som kendetegner det menneskelige liv. Ifølge ham er der en sand og en falsk måde at leve livet på. Det fortvivlede menneske forsøger at leve som en anden – og ikke som sig selv. Netop derfor er det fortvivlet. Det menneske mangler ifølge Kierkegaard – eller Anti-Climacus – troen. ”Sygdommen til Døden” bliver derfor et forsvar for en religiøs bestemmelse af menneskets væren.

Fortvivlelsen er en sygdom, som, hvis man ikke slipper af med den, kan have fatale konsekvenser. Men fortvivlelsen er også en mulighed. Faktisk er fortvivlelsen er forudsætning for indre bevægelse, for at komme videre – og for at komme nærmere sig selv. Man skal med andre ord tage fat i fortvivlelsen og omfavne den. For fortvivlelsen er et grundvilkår, men mange mennesker aner slet ikke, at de er fortvivlede – og de kan gå fra fødsel til død uden at finde ud af det. Det er den største tænkelige tragedie aldrig at have været fortvivlet. For på den måde komme man aldrig i kontakt med sig selv.

I en tid, hvor det handler om at komme så smertefrit gennem tilværelsen som muligt, kan Kierkegaards dyrkelse af fortvivlelsen synes pudsig. Men der er ingen vej uden om.

I anden del af bogen gør Kierkegaard det klart, at mennesket er skabt til at bevæge sig i retning af Gud. Der er hos Kierkegaard ikke tale om nogen dogmatisk kristendom. Tværtimod. Det er menneskets egne erfaringer og egen fortvivlelse, der skal lede det videre. Ikke en allerede defineret kristen sandhed. På den måde er Kierkegaard eksistentialist, før han er kristen. ”Sygdommen til Døden” bliver således en fordring til mennesket om at blive sig selv – men at blive det i et forhold til Gud. At blive et religiøst menneske er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden. Det er en lang eksistentiel rejse.

Genrer og tematikker

Hele Kierkegaards forfatterskab kredser om tilværelsens centrale spørgsmål. Ikke de politiske, ikke de samfundsmæssige – om end de også berøres, men det enkelte menneskes. Før psykologien eksisterede, beskrev og diskuterede Kierkegaard alle de problemer, paradokser og glæder, det enkelte menneske støder ind i gennem livet.

Man opdeler typisk Kierkegaards forfatterskab i to dele. Det tidlige forfatterskab fra 1843-46 og det sene fra 1847-51. Den første del har den fællesnævner, at mange af værkerne er udgivet under pseudonym. Den anden del har mere opbyggelig karakter. Udgivelserne fra 1855 er stærkt præget af Kierkegaards forhold til kristendommen og særligt til kirken.

Kierkegaard mestrer en lang række forskellige genrer og blander dem lystigt selv inden for det samme værk. Romanlignende tekster, dagbøger, journaler, taler og meget mere. I forfatterskabets første del leges der konstant med udgiverfiktioner og pseudonymer, således at man ikke ved, hvilke synspunkter Kierkegaard repræsenterer og hvilke, han blot lader en af sine figurer præsentere.

Selv om der er mange tråde, der løber gennem forfatterskabet og binder de forskellige værker sammen, udgør Kierkegaards forfatterskab – i modsætning til mange andre af den tids filosoffer – ikke et samlet system. Han er ikke en systematisk tænker. Netop Kierkegaards stilistiske mangfoldighed gør, at forfatterskabet peger i mange retninger og kan læses af både fagfilosoffer, teologer og den almindelige læser.

I akademiske kredse har det været et stridspunkt, om man kunne afkoble Kierkegaard fra teologien, altså fra hans forhold til kristendommen. Om det var i orden at læse ham som kun filosof, kun som forfatter eller kun som teolog, eller om man var tvangsindlagt til at købe hele pakken. Her skal jeg ikke gå ind i den diskussion, blot konstatere, at det efter mange år med skyttegravskrig mellem forskellige fronter inden for Kierkegaard-tolkningen, nu synes helt legitimt at læse Kierkegaard lige nøjagtig på den måde, der er meningsfuld for en selv. Og tage fat i de værker, man finder mest interessant, uden at man pinedød skal tage stilling til, hvordan de forholder sig til resten af forfatterskabet.

For uanset perspektivet er det grundlæggende tema i Kierkegaards værk – Hvem er jeg? Og hvordan skal jeg forhold mig til mig selv og til verden. Et samlende punkt i hele forfatterskabet er derfor Kierkegaards fordring til det enkelte menneskes egen beslutning – om at blive sig selv. Det spørgsmål udfoldes inden for centrale temaer som kærlighed, angst, forholdet til Gud og forholdet til det andet menneske.

En forudsætning for alt dette er dog ifølge Kierkegaard, at mennesket er præget af engagement og oprigtighed. Derfor fremstår Kierkegaard – mere end nogen anden – som lidenskabens tænker.

Beslægtede forfatterskaber

Det er ikke sådan lige at pege på forfatterskaber, der i tematik eller omfang på nogen måde minder om Kierkegaards. Inspirationskilderne er stort set hele den europæiske filosofiske og teologiske litteratur. Stort lettere bliver det heller ikke at pege på steder, hvor Kierkegaards tankegods har levet videre i litteraturen. Heller ikke her fordi han ikke har inspireret nogen, men snarere fordi hans overvejelser, litterære stil og eksistentielle perspektiv kan genfindes så mange steder, særligt i dansk, men også i europæisk litteratur.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der levede fra 1844 til 1900, nævnes ofte sammen med Kierkegaard som ophavsmand til eksistentialismen. I udgangspunktet er det ikke så indlysende at spænde de to for den samme vogn, da man lidt groft sagt kan sige, at Kierkegaard søgte efter Gud, mens det omvendte var tilfældet for Nietzsche – han ville udstille og afvikle kristendommen. Alligevel er deres optagethed af det enkelte menneske og dets forhold til sig selv og til Gud en oplagt parallel.

Et indlysende sted at pege på er dog efterkrigstidens franske eksistentialisme som en central videreførelse af kierkegaardsk tankegods. Mest kendt er Jean-Paul Sartre, der betragtes som grundlæggeren af den moderne eksistentialisme – og en forfatter som Albert Camus skylder Kierkegaard meget.

Selv om den del af den europæiske eksistensfilosofiske tradition er gået noget af mode de seneste årtier, er Kierkegaards værk det faktisk ikke. Snarere tværtimod. I eksempelvis Kina og Japan er interessen – i hvert fald i akademiske kredse – støt stigende, ligesom det øvrige Europa læser Kierkegaard i stor stil. Og med 200-året for Kierkegaards fødsel i 2013 skabes der yderligere opmærksomhed om den berømmede dansker.

Netop fordi Kierkegaard beskæftiger sig med det enkelte menneskes grundlæggende eksistentielle problemstillinger, er hans forfatterskab i en vis forstand både universelt og tidløst. Af nutidige forfatterskaber, hvor Kierkegaard er en tydelig inspiration, kan nævnes den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt, hvis forfatter kredser om tilsvarende problemstillinger, ligesom japanske Haruki Murakami også har læst Kierkegaard.

Bibliografi

Skrifter

Kierkegaard, Søren:
Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie. 1838.
Kierkegaard, Søren:
Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates. 1841.
Kierkegaard, Søren:
Enten – Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita, 1–2. 1843.
Kierkegaard, Søren:
To opbyggelige Taler. 1843.
Kierkegaard, Søren:
Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de Silentio. 1843.
Kierkegaard, Søren:
Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius. 1843.
Kierkegaard, Søren:
Tre opbyggelige Taler. 1843.
Kierkegaard, Søren:
Fire opbyggelige Taler. 1843.
Kierkegaard, Søren:
Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske. 1843.
Kierkegaard, Søren:
To opbyggelige Taler. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Tre opbyggelige Taler. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi af Johannes Climacus, udgivet af S. Kierkegaard. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Problem om Arvesynden af Vigilius Haufniensis. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Fire opbyggelige Taler. 1844.
Kierkegaard, Søren:
Tre Taler ved tænkte Leiligheder. 1845.
Kierkegaard, Søren:
Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige. Sammenbragte, befordrede til trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder. 1845.
Kierkegaard, Søren:
Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climacus. Udgiven af S. Kierkegaard. 1846.
Kierkegaard, Søren:
En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til ”en Hverdags-Historie”, udgiven af J.L. Heiberg. 1846.
Kierkegaard, Søren:
Opbyggelige Taler i forskjellig Aand. 1847.
Kierkegaard, Søren:
Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form. 1847.
Kierkegaard, Søren:
Christelige Taler. 1848.
Kierkegaard, Søren:
Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler. 1849.
Kierkegaard, Søren:
Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H. 1849.
Kierkegaard, Søren:
Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse. Af Anti-Climacus, udgivet af S. Kierkegaard. 1849.
Kierkegaard, Søren:
”Ypperstepræsten” – ”Tolderen” – ”Synderinden”, tre Taler ved Altergangen om Fredagen. 1849.
Kierkegaard, Søren:
Indøvelse i Christendom af Anti-Climacus. Nr. I. II. III, udgivet af S. Kierkegaard. 1850.
Kierkegaard, Søren:
En opbyggelig Tale. 1850.
Kierkegaard, Søren:
To Taler ved Altergangen om Fredagen. 1851.
Kierkegaard, Søren:
Om min Forfatter-Virksomhed. 1851.
Kierkegaard, Søren:
Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet. 1851.
Kierkegaard, Søren:
Dette skal siges; saa være det da sagt. 1855.
Kierkegaard, Søren:
Øieblikket nr. 1–10. 1855.
Kierkegaard, Søren:
Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, skrevet 1848. Udgivet efter S.K.s død i 1859.
Kierkegaard, Søren:
Dømmer selv. Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Anden Række, skrevet 1851–52. Udgivet efter S.K.s død i 1876.
Kierkegaard, Søren:
Bogen om Adler skrevet 1846–47. Udgivet efter S.K.s død i 1916.
Kierkegaard, Søren:
Enten - eller. Gyldendal, 2013.
Kierkegaard, Søren:
Gentagelsen - gentagelsen. SK Books/Søren Kierkegaard Kulturproduktion, 2013.
Kierkegaard, Søren:
I vinen er sandhed. Nyredigeret nudansk gennemillustreret udgave. SK Books/Søren Kierkegaard Kulturproduktion, 2013. Fortælling.
Kierkegaard, Søren:
Ved en Grav. Siesta, 2014.
Kierkegaard, Søren: Om min forfatter-virksomhed. SK Books, Søren Kierkegaard Kulturproduktion, 2017. (99.4).

Om forfatterskabet

Webportaler

Arkiv for Dansk Litteratur.
Alle Søren Kierkegaards værker er udgivet ind til flere gange. De mest populære værker findes i et hav af genoptryk og forskellige udgaver. I 2013 – 200-året for Søren Kierkegaards fødsel blev den ultimative udgave imidlertid færdig. 55 bind med kommentarer. Alle dette findes også i en elektronisk udgave af Søren Kierkegaards samlede skrifter, med kommentarer af de mest kompetente Kierkegaard-kendere i Danmark.
Kristeligt Dagblad samler på deres hjemmeside en masse artikler, interviews og oplysninger om Søren Kierkegaard og hans værk og hvad det betyder i dag. Det kan frit benyttes af enhver.

Et udvalg af fagbøger om Søren Kierkegaard

Garff, Joakim:
Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru. Gads Forlag, 2013.
Garff, Joakim:
SAK – Søren Aabye Kierkegaard. En biografi. Gads Forlag, 2013 (2000).
Sløk, Johannes:
Kierkegaards Univers - En ny guide til geniet. Lindhardt & Ringhof, 2013 (1983).
Brandes, Georg:
Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i Grundrids. Gyldendal, 2013 (1877).
Olesen, Tonny Aagaard & Pia Søltoft (red.):
Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk. C.A. Reitzel, 2007.
Løgstrup, K.E.:
Opgør med Kierkegaard. Gyldendal, 1968.
Sløk, Johannes:
Kierkegaard. Gad, 1963.
Garff, Joakim:
Alle tiders Kierkegaard : 200 år med en global dansker. (99.4).
Søltoft, Pia: Kierkegaard og kærlighedens kendetegn : En læsning af Kjerlighedens gjerninger. Akademisk Forlag, 2020.

Skønlitterære værker om Kierkegaard

Tudvad, Peter:
Forbandelsen. Politiken, 2013.
Dalager, Stig:
Øjeblikkets evighed. Lindhardt & Ringhof, 2013.

Film

Wivel, Anne:
Kierkegaard. Det Danske Filminstitut, 2009.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kierkegaard