Søren Aabye Kierkegaard

Ifølge Kierkegaard selv, var ”Enten – Eller” (1843) starten på hans egentlige forfattervirksomhed. Det er Kierkegaards første og nok også mest kendte værk. Bogen består af to dele, der beskæftiger sig med henholdsvis det æstetiske og det etiske. Bogen er skrevet under en række pseudonymer, som Kierkegaard tillægger forskellige synspunkter.

Første del af ”Enten – Eller” består af en lille samling afhandlinger, der alle omhandler det æstetiske som en livsanskuelse – heriblandt en af Kierkegaards mest berømte tekster; ”Forførerens Dagbog”.

”Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre,” skriver Johannes i sin dagbog, der giver er indblik i forføreren Johannes’ overvejelser om den pige, Cordelia, han har valgt at gøre til sin genstand. Johannes planlægger med djævelsk blik for detaljen og udtalt selviskhed at forføre Cordelia, uanset omkostninger for hende og hendes nærmeste. Det er ikke så meget forførelsen i sig selv – som man kender det fra Don Juan – der er interessant for den udspekulerede Johannes, men snarere hele den iscenesættelse, der går forud, der optager ham. Han sætter verden i scene efter sit eget hoved for selv at få størst mulig nydelse ud af den. Han er det æstetiske menneske, der forsøger at gøre sit liv poetisk, at behandle det som et kunstværk. Johannes er dog ikke noget godt eksempel. For trinnet efter forførelsen er fortvivlelsen. For hans tilværelse hænger ikke sammen, men består kun af enkelte øjeblikke af nydelse.

Anden del af bogen fremlægger det etiske i en række kortere breve og tekster. For etikeren er livets formål ikke at nyde, men derimod at handle. For etikeren handler det om at give sin ”Historie Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er Indbegrebet af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning.” Etikeren er ikke afhængig af øjeblikkets nydelse, men forsøger at handle i overensstemmelse med samfundets regler og love for på den måde at blive sig selv. Det vil sige, at få en kone og i det hele taget gøre, hvad samfundet forventer.

”Enten – Eller” har, sammen med ”Stadier paa Livets Vei” (1845), givet anledning til den såkaldte ”stadielære”. Den er en teori om forholdet mellem det æstetiske, det etiske og det religiøse, forstået som tre eksistenssfærer. Det sidste stadie er det religiøse. Hvor det for æstetikeren handlede om at nyde og for etikeren om at handle, er det centrale for den religiøse ifølge Kierkegaard at lide. I erkendelsen af, at mennesket ikke selv kan skabe tilstrækkelig mening i livet. Den erfaring er ifølge Kierkegaard positiv i den forstand, at den giver anledning til en forståelse, at meningen med livet måske ikke ligger i én selv – men uden for en selv. Ifølge Kierkegaard hos Gud.

I det lille skrift ”Gentagelsen” (1843), der er skrevet af Kierkegaards pseudonym Constantin Constantius, er de grundlæggende spørgsmål: Er gentagelse mulig? Hvilken betydning har den, og vinder eller taber en ting ved at blive gentaget?

Hos Kierkegaard bliver gentagelsen til en filosofisk kategori. I bogens første del analyseres gentagelsen i en dagligdags betydning, og i bogens anden del undersøges denne kategori i en mere specifik forstand. Constantin fastslår gentagne gange sin nylige indsigt, nemlig at når ungdommen først er forbi, kommer den aldrig igen. Han foretager en række eksperimenter og rejser blandt andet to gange til Berlin for at konstatere, at intet kan opleves to gange på nøjagtig samme vis. Constantin konstaterer efter sine forsøg i bogens første del, at gentagelsen ikke er mulig.

I bogens anden del beretter Constantin om et ungt menneske, han har kendt og været rådgiver for. Den unge mand står over for sit livs valg: Skal han følge sit ydre kald og gifte sig med den pige, han har været forelsket i – eller skal han følge sit indre kald og blive digter. Det var pigen, der gav ham inspirationen til at blive digter, men nu er han ikke længere tiltrukket af hende – men vil i stedet gentage forelskelsen ved at skrive om den.

Grundproblemet – og udlægningen af historien om den unge mand – peger på, at mennesket hele tiden er fanget mellem på den ene side håbet, der retter sig mod en ukendt fremtid, og erindringen, der retter sig mod en tabt fortid på den anden. Gentagelsen åbner imidlertid muligheden for at være nærværende i nuet.

Bogen er ofte blevet udlagt som en af nøglerne til at forstå Kierkegaards forhold til Regine Olsen, som han var forlovet med, men brød forlovelse med efter et år for at hellige sig sin forfattervirksomhed.

Som så ofte hos Kierkegaard skal svaret findes i forholdet til Gud. Således også her. Gentagelsen er en religiøs begivenhed, der giver det troende menneske muligheden for at få det tabte liv tilbage. I ”Gentagelsen” bliver det anskueliggjort i det unge menneskes læsning af den bibelske fortælling om Job. Gud tog alt fra Job for at give ham det tilbage igen.

Søren Kierkegaards ”Stadier paa Livets Vei” (1845) består af tre dele. Første del er ”In Vino Veritas”, anden del er betitlet ”Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser”, mens den tredje del består af dagbogsromanen ”’Skyldig?’ – ’Ikke-skyldig’”. Hver af de tre dele repræsenterer stadier – det æstetiske, det etiske og det religiøse.

”In Vino Veritas” er beskrivelsen af fem æstetikere, der mødes til god mad og vin. Johannes Forføreren, Victor Eremita, Constantin Constantinus, som i øvrigt alle tre ligeledes er med i ”Enten – Eller”, samt Modehandleren og Det Unge Menneske. De fem taler skiftevis om ”kvinden”, hvordan hun er, og hvordan hun burde være. Den afsluttes med, at Johannes Forføreren rejser sig og tilkendegiver, at han er tilfreds med kvinden, som hun er: Ufuldkommen. For ham er det netop ufuldkommenheden, der gør, at han kan bruge hende og udnytte hende.

”Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser” er skrevet under pseudonymet Assessor Wilhelm. Han taler om ægteskabet og hvorfor, det er godt og nødvendigt. Forelskelse bør føre til ægteskab, men vigtigst er, at man træffer en beslutning. Wilhelm repræsenterer etikeren.

Bogens tredje del er skrevet i dagbogsform af en mand ved navn Quindam og kommer ganske tæt på, hvad man mener, var Kierkegaards egen udlægning af hans forhold til Regine Olsen. Dagbogen beskriver en selvoptaget mands brud med sin forlovede – en livsglad kvinde. For eksempel er der ordret sammenfald mellem det brev, Kierkegaard sendte til Regine – og det brev Quindam sender til sin forlovede for at bryde med hende. Quindams brud er imidlertid også åbningen til det religiøse.

”Stadier paa Livets Vei” har sammen med ”Enten – Eller”, der udfolder det æstetiske og det etiske stadie, givet anledning til den såkaldte ”stadielære”, der ud over de det æstetiske, det etiske og det religiøse også omfatter ”spidsborgeren”, som så at sige er eksistensens nulpunkt. Selv om Kierkegaard aldrig selv har brugt udtrykket ”stadielære” er udlægningen vidt udbredt. Ifølge teorien er de forskellige stadier udviklingstrin for det enkelte menneske, som det skal gennemleve for at blive sig selv. Det er imidlertid tvivlsomt, om det var en sådan udviklingsfortælling, Kierkegaard ville præsentere. Snarere er der nok tale om – med Kierkegaards ord – forskellige livssfærer. Det vil sige elementer i tilværelsen, der er konstant til stede.

Selv om ”Kjerlighedens Gjerninger” (1847) hører til Kierkegaards absolutte hovedværker, er det ikke det mest fortolkede. Det hænger nok sammen med, at det har en tematisk spændvidde, der gør det vanskeligt at levere en fortolkning eller udleve en bestemt tematik. Grundlæggende handler det om, hvordan jeg skal forholde mig til det andet menneske. Værket er en lang refleksion, fordelt på 18 taler, over buddet om at elske Gud og sin næste som sig selv.

Grundtanken hos Kierkegaard er her, at den menneskelige kærlighed er givet af Gud – og at menneskelig kærlighed bør afspejle det forhold til Gud. Kierkegaard gennemgår en række af kærlighedens problemer, jalousi, misundelse, vane. For det er kun ideelt set, at kærligheden udfolder sig som i forholdet til Gud. Oftest går det nemlig ikke sådan.

Når Kierkegaard skriver om kærligheden, er det ikke kun kærligheden i et parforhold, men kærligheden mellem mennesker overhovedet.

Selv om bogen er ironisk i den forstand, at mange af talerne fortrinsvist beskæftiger sig med, hvad der ødelægger kærligheden, træder opbyggeligheden også tydeligt frem. Og Kierkegaard er radikal i sin fordring til mennesket: Man skal nærme sig det andet menneske, som var man blind. I kærligheden skal der ikke være forskel på mennesker. For alle skal gøres til genstand for Guds kærlighed.

Ifølge Kierkegaard er kærligheden det, der opbygger et menneske – giver det mod til at leve sit eget liv. Kærlighedens gerning er derfor det mest afgørende, et menneske kan gøre for et andet. Kærlighed er imidlertid ikke noget, man har og kan give til et andet menneske, for så vil dette menneske jo ikke være sig selv. Kærlighed består derimod i, ifølge Kierkegaard, at forudsætte kærlighed i det andet menneske. At tro på det andet menneske. Også når dette menneske ikke tror på sig selv. Kun derigennem kan man frisætte det.

I en af talerne hedder det, at det højeste, det ene menneske kan gøre for det andet, er at hjælpe det til at blive sig selv, fri og uafhængig – at hjælpe det til at stå alene. Det er imidlertid et paradoksalt projekt. Hvis det lykkedes for den ene at hjælpe det andet menneske til at stå alene, vil det jo netop ikke stå alene – kun i kraft af den andens hjælp.

”Kjerlighedens Gjerninger” giver ingen nemme løsninger, for Kierkegaard stiller store krav og fastholder kærligheden i alle dens facetter i mødet med det andet menneske.

”Sygdommen til Døden” fra 1849 blev udgivet under pseudonymet Anti-Climacus, og det skulle senere blive kendt som hans psykologiske hovedværk. I al sin uudgrundelige enkelthed handler bogen om det at være et ganske bestemt menneske, nemlig sig selv. Men det er først og fremmest en bog om fortvivlelsen – det er den sygdom, det menneske lider af, der ikke vil være sig selv. Igennem værkets små 120 sider præsenterer Anti-Climacus de vilkår, som kendetegner det menneskelige liv. Ifølge ham er der en sand og en falsk måde at leve livet på. Det fortvivlede menneske forsøger at leve som en anden – og ikke som sig selv. Netop derfor er det fortvivlet. Det menneske mangler ifølge Kierkegaard – eller Anti-Climacus – troen. ”Sygdommen til Døden” bliver derfor et forsvar for en religiøs bestemmelse af menneskets væren.

Fortvivlelsen er en sygdom, som, hvis man ikke slipper af med den, kan have fatale konsekvenser. Men fortvivlelsen er også en mulighed. Faktisk er fortvivlelsen er forudsætning for indre bevægelse, for at komme videre – og for at komme nærmere sig selv. Man skal med andre ord tage fat i fortvivlelsen og omfavne den. For fortvivlelsen er et grundvilkår, men mange mennesker aner slet ikke, at de er fortvivlede – og de kan gå fra fødsel til død uden at finde ud af det. Det er den største tænkelige tragedie aldrig at have været fortvivlet. For på den måde komme man aldrig i kontakt med sig selv.

I en tid, hvor det handler om at komme så smertefrit gennem tilværelsen som muligt, kan Kierkegaards dyrkelse af fortvivlelsen synes pudsig. Men der er ingen vej uden om.

I anden del af bogen gør Kierkegaard det klart, at mennesket er skabt til at bevæge sig i retning af Gud. Der er hos Kierkegaard ikke tale om nogen dogmatisk kristendom. Tværtimod. Det er menneskets egne erfaringer og egen fortvivlelse, der skal lede det videre. Ikke en allerede defineret kristen sandhed. På den måde er Kierkegaard eksistentialist, før han er kristen. ”Sygdommen til Døden” bliver således en fordring til mennesket om at blive sig selv – men at blive det i et forhold til Gud. At blive et religiøst menneske er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden. Det er en lang eksistentiel rejse.

Hele Kierkegaards forfatterskab kredser om tilværelsens centrale spørgsmål. Ikke de politiske, ikke de samfundsmæssige – om end de også berøres, men det enkelte menneskes. Før psykologien eksisterede, beskrev og diskuterede Kierkegaard alle de problemer, paradokser og glæder, det enkelte menneske støder ind i gennem livet.

Man opdeler typisk Kierkegaards forfatterskab i to dele. Det tidlige forfatterskab fra 1843-46 og det sene fra 1847-51. Den første del har den fællesnævner, at mange af værkerne er udgivet under pseudonym. Den anden del har mere opbyggelig karakter. Udgivelserne fra 1855 er stærkt præget af Kierkegaards forhold til kristendommen og særligt til kirken.

Kierkegaard mestrer en lang række forskellige genrer og blander dem lystigt selv inden for det samme værk. Romanlignende tekster, dagbøger, journaler, taler og meget mere. I forfatterskabets første del leges der konstant med udgiverfiktioner og pseudonymer, således at man ikke ved, hvilke synspunkter Kierkegaard repræsenterer og hvilke, han blot lader en af sine figurer præsentere.

Selv om der er mange tråde, der løber gennem forfatterskabet og binder de forskellige værker sammen, udgør Kierkegaards forfatterskab – i modsætning til mange andre af den tids filosoffer – ikke et samlet system. Han er ikke en systematisk tænker. Netop Kierkegaards stilistiske mangfoldighed gør, at forfatterskabet peger i mange retninger og kan læses af både fagfilosoffer, teologer og den almindelige læser.

I akademiske kredse har det været et stridspunkt, om man kunne afkoble Kierkegaard fra teologien, altså fra hans forhold til kristendommen. Om det var i orden at læse ham som kun filosof, kun som forfatter eller kun som teolog, eller om man var tvangsindlagt til at købe hele pakken. Her skal jeg ikke gå ind i den diskussion, blot konstatere, at det efter mange år med skyttegravskrig mellem forskellige fronter inden for Kierkegaard-tolkningen, nu synes helt legitimt at læse Kierkegaard lige nøjagtig på den måde, der er meningsfuld for en selv. Og tage fat i de værker, man finder mest interessant, uden at man pinedød skal tage stilling til, hvordan de forholder sig til resten af forfatterskabet.

For uanset perspektivet er det grundlæggende tema i Kierkegaards værk – Hvem er jeg? Og hvordan skal jeg forhold mig til mig selv og til verden. Et samlende punkt i hele forfatterskabet er derfor Kierkegaards fordring til det enkelte menneskes egen beslutning – om at blive sig selv. Det spørgsmål udfoldes inden for centrale temaer som kærlighed, angst, forholdet til Gud og forholdet til det andet menneske.

En forudsætning for alt dette er dog ifølge Kierkegaard, at mennesket er præget af engagement og oprigtighed. Derfor fremstår Kierkegaard – mere end nogen anden – som lidenskabens tænker.

Det er ikke sådan lige at pege på forfatterskaber, der i tematik eller omfang på nogen måde minder om Kierkegaards. Inspirationskilderne er stort set hele den europæiske filosofiske og teologiske litteratur. Stort lettere bliver det heller ikke at pege på steder, hvor Kierkegaards tankegods har levet videre i litteraturen. Heller ikke her fordi han ikke har inspireret nogen, men snarere fordi hans overvejelser, litterære stil og eksistentielle perspektiv kan genfindes så mange steder, særligt i dansk, men også i europæisk litteratur.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der levede fra 1844 til 1900, nævnes ofte sammen med Kierkegaard som ophavsmand til eksistentialismen. I udgangspunktet er det ikke så indlysende at spænde de to for den samme vogn, da man lidt groft sagt kan sige, at Kierkegaard søgte efter Gud, mens det omvendte var tilfældet for Nietzsche – han ville udstille og afvikle kristendommen. Alligevel er deres optagethed af det enkelte menneske og dets forhold til sig selv og til Gud en oplagt parallel.

Et indlysende sted at pege på er dog efterkrigstidens franske eksistentialisme som en central videreførelse af kierkegaardsk tankegods. Mest kendt er Jean-Paul Sartre, der betragtes som grundlæggeren af den moderne eksistentialisme – og en forfatter som Albert Camus skylder Kierkegaard meget.

Selv om den del af den europæiske eksistensfilosofiske tradition er gået noget af mode de seneste årtier, er Kierkegaards værk det faktisk ikke. Snarere tværtimod. I eksempelvis Kina og Japan er interessen – i hvert fald i akademiske kredse – støt stigende, ligesom det øvrige Europa læser Kierkegaard i stor stil. Og med 200-året for Kierkegaards fødsel i 2013 skabes der yderligere opmærksomhed om den berømmede dansker.

Netop fordi Kierkegaard beskæftiger sig med det enkelte menneskes grundlæggende eksistentielle problemstillinger, er hans forfatterskab i en vis forstand både universelt og tidløst. Af nutidige forfatterskaber, hvor Kierkegaard er en tydelig inspiration, kan nævnes den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt, hvis forfatter kredser om tilsvarende problemstillinger, ligesom japanske Haruki Murakami også har læst Kierkegaard.