Haruki Murakami
Foto: SZ Photo / Scanpix

Haruki Murakami

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Afsnittet om ”1Q84” er opdateret af cand.mag. Helene Apelt. Senest opdateret 2016.
Top image group
Haruki Murakami
Foto: SZ Photo / Scanpix
Main image
Murakami, Haruki
Foto: Katsumi Kasaharak

Indledning

Haruki Murakami forfører læseren ind i sine mystiske, surrealistiske og filosofiske universer, hvor det er svært at skelne drømme fra virkelighed. En mandlig hovedperson fungerer ofte som en slags detektiv, der leder efter en tabt kærlighed, og som læser drages man ind i såvel personernes mentale som geografiske rum. Sproget er let tilgængeligt og nøgternt, og dog formår Murakami at levendegøre ethvert billede, så man sidder tilbage med en æstetisk grundfølelse blandet op med filosofisk udfordring.

 

 

47162696

Blå bog

Født: 12. januar 1949 i Kyoto, Japan.

Uddannelse: Teaterkundskab ved Waseda Universitet.

Debut: Kaze no uta o kike?. 1979.

Litteraturpriser: Noma Literary Award for New Writers, 1982. Junichi Tanizaki Award, 1985. Yomiuri Literary Award, 1996. Franz Kafka-prisen, 2006. Jerusalem-prisen, 2009. Hans Christian Andersen-prisen, 2015. Hans Christian Andersen Literature Award, 2016.

Seneste udgivelse: Det mystiske bibliotek. Klim, 2019. (Fushigina toshokan). Oversat af Mette Holm. Roman.

Inspiration: Raymond Chandler, Kurt Vonnegut og Richard Brautigan.

 

 

 

 

Hør et lydklip fra 'Hvad taler jeg om når jeg taler om at løbe'

Artikel type
voksne

Baggrund

”Følelsen af hendes hånd i min har aldrig forladt mig. [...] hendes håndflade var som et udstillingsvindue, der afslørede alt det, jeg altid havde længtes efter at få at vide, og alt det, jeg nogensinde ville få brug for at vide.”
”Sønden for grænsen og vesten for solen”, s. 18.

Haruki Murakami voksede op i Kobe sammen med sine forældre, der begge underviste i traditionel japansk litteratur. Fra barnsben var Murakami påvirket af vestlig musik og litteratur. Den unge Murakami læste alt fra amerikanske forfattere som Vonnegut og Brautigan til russiske Dostojevskij og franske Balzac, ligesom han var stor fan af pop, rock og jazz.

I slutningen af tresserne læste Murakami Teaterkundskab på Waseda Universitet i Tokyo, og selvom han ikke deltog i den heftige studenteraktivitet, så er han rundet af sin tid. I mange af Murakamis værker fremhæver han således 1960’ernes og 70’ernes forbindelser og fællesskaber, ligesom han ofte refererer til rockikoner som the Beatles the Doors og Bob Dylan. Et af Murakamis værker er endog opkaldt efter Beatles-sangen “Norwegian Wood”.

Murakami har oversat værker af amerikanske forfattere som John Irving, Raymond Carver, Raymond Chandler, Truman Capote og F. Scott Fitzgerald til japansk, og hans egne værker er i høj grad påvirket af vestlig kultur.

På universitetet mødte Murakami sin kone Yoko Takahashi, som han  blev gift med i 1971. I studietiden havde han et studiejob i en musikforretning, og da han var færdig med at læse i 1974, åbnede han jazzbaren Peter Cat i Tokyo sammen med sin kone. Frem til 1982 var Murakami barejer og indledte sideløbende sin forfatterkarriere. Det hedder sig, at Murakamis litterære karriere startede ved en baseballkamp på en varm forårsdag i 1974. Da kom inspirationen til det, der blev debutromanen ”Kaze no uta o kike” (på dansk: Hør vinden synge). Han skrev manuskriptet i fritimerne fra baren, og da det endelig var færdigt, sendte han det ind til en litterær konkurrence, vandt førstepræmien og fik romanen udgivet i 1979. Tre år senere solgte han baren og indledte en karriere som fuldtidsforfatter.

Siden har han rystet en lang række værker af sig og er blevet oversat til ca. 50 sprog. Han har desuden fået en loyal fanskare, der går under betegnelsen Harukier. Den prisvindende forfatter nævnes ofte som en kandidat til Nobelprisen i litteratur, men siger selv: ”Jeg har ikke lyst til at modtage priser. Det betyder nemlig, at man er færdig som forfatter.” (Roland Kelts: The Harukists, Disappointed. The New Yorker, 2012-11-16). 

En vild fårejagt

”Jeg tror simpelthen ikke, jeg bryder mig om navne. I grunden kan jeg ikke se, hvad der er i vejen for at kalde mig 'mig' og dig 'dig' eller os 'os' eller dem 'dem'.” ”Hmm”, sagde hun. ”Jeg kan egentlig godt lide ordet ‘vi’ i hvert fald. Der er noget glacialt over det.”
”En vild fårejagt”, s. 173.

Den tidligste roman fra Murakamis hånd, som er oversat til dansk, hedder ”Hitsujo o meguru boken” og er fra 1982 (”En vild fårejagt”, 1996).

Fortællingens hovedperson, som læserne aldrig lærer navnet på, bor i en minimalistisk indrettet lejlighed i Tokyo, og han har minimal kontakt til andre væsener. Ikke engang hans kat bruger han synderlig tid på. Sammen med en alkoholiseret ven har han et firma, som har specialiseret sig i korrekturlæsning og tekstforfatterarbejde. Han lever et temmelig kedsommeligt liv. Efterhånden bliver han dog ført ind i et af Murakamis mystiske og kriminalistiske eventyr.

Det hele starter med, at han bliver forladt af sin kone til fordel for en af sine venner. Efterfølgende bliver han kontaktet af sin ungdomsven ’Rotten’ og af en ultra højreorienteret mand kaldet ’Bossen’, der uafhængigt af hinanden vil have hovedpersonen til at finde et helt bestemt får.

29662177

Hovedpersonen må krænge sig ud af sit kedsommelige liv og bevæge sig på en rejse ud i Japans randområde Hokkaido for at finde det særlige får. Undervejs kommer han nærmere på såvel Rotten som det mærkværdige får, der kan besætte menneskesjæle og på den måde skabe et ‘fåremenneske’.

Selvom hovedkarakterens rejse starter modvilligt, indser han på et tidspunkt, at han er nødt til at tage ansvaret på sig. Undervejs bliver han konfronteret med de normer, der hidtil har struktureret hans trøstesløse tilværelse, og han udvikler sig og bliver klogere på sig selv og tilværelsen som sådan. På den måde er der tale om en udviklingsroman.

Via hovedkarakterens erkendelsesrejse dramatiserer Murakami forholdet mellem en bekvem laden stå til og udøvelsen af en fri vilje. Selvom romanen er fuld af absurde hændelser og abstrakte personligheder, klinger der under absurditeterne en stærk morale.

Det er relevant at læse romanen som en kommentar til Japans historie, hvor den brede befolknings manglende stillingtagen og dermed stiltiende samtykke muliggjorde en hurtig etablering af et militaristisk overherredømme i årene mellem Første og Anden Verdenskrig. Det ideologiske sigte forstærkes via en entydig fordømmelse af Bossens højreorienterede synspunkter – synspunkter som han for øvrigt fik, da han uden at yde modstand lod sig besætte af det fascistoide får.

Norwegian Wood

Da et stort passagerfly i Murakamis ”Noruwei no mori” fra 1987 (”Norwegian Wood”, 2005) lander en grå novemberdag i Hamburg lufthavn i slutfirserne, strømmer lyden af Beatlessangen ”Norwegian Wood” ud i kabinen. Det bliver startskuddet for Toru Watanabes rejse tilbage mod ungdommens ulykkelige forelskelse. Selv om atten år er gået, trænger minderne sig på, og resten af romanen fortsætter i tilbageblik via Watanabes mentale rejse til erindringen om ungdomsforelskelsen og ikke mindst hans indre konflikt om valget mellem den livsglade og sexfikserede Midori og den tænksomme, følelsesmæssigt indadvendte Naoko. Da Watanabe dvælede for længe i sin følelsesmæssige tvivl, var det pludselig for sent. Den elskede var fløjet, og Watanabe sad tilbage med en larmende tom erkendelse af tab. Fortvivlelsen var komplet. Som det hedder i Beatles’ sang: ”When I awoke I was alone, the Bird has flown”.

26001897

Romanen er mindre mystisk og filosofisk end de øvrige af Murakamis værker. Til gengæld er beskrivelserne af kærligheden og især af lidenskabens væsen intens og indgående. Det har gjort ”Norwegian Wood” særdeles populær blandt Japans unge. Murakami forklarer det med, at romanen behandler et emne som sex frit: ”Sex er nøglen til sjælen ... Sex er som en drøm, når du er vågen; jeg tror, drømme er kollektive. Nogle dele tilhører ikke dig selv alene.” (Matt Thompson: The Elusive Murakami. World Press Review). Norwegian Wood blev filmatiseret i 2010.

 

 

 

Dans dans dans

Haruki Murakamis roman ”Dansu Dansu Dansu” fra 1988 (”Dans dans dans”, 1999) er en selvstændig fortsættelse af ”En vild fårejagt”. Igen er den navnløse jeg-fortæller centrum for begivenhederne. Han har siden hændelserne i ”En vild fårejagt” ernæret sig som freelancejournalist, og han betegner selv sine opgaver således: ”halvdelen af det, jeg skrev, var meningsløst og ikke til den ringeste gavn for nogen som helst.” (s. 17). Han lever atter i trist ensomhed, og selv hans kat er død. Alt ændrer sig dog, da han drages mod Hotel Delfin, det hotel i Hokkaido, som han boede på tidligere. Da han var der sidst, var hotellet undseligt, kedsommeligt, gråt og trist. Da han vender tilbage, er det omdannet til en seksogtyve etagers ”Bauhaus-Modern-Art-Decosymfoni af glas og stål”.

Hovedpersonen er mildest talt lamslået over forvandlingen, men bag hotellets overflade er intet, som det giver sig ud for. Hotellet viser sig at være en art knudepunkt for parallelle virkeligheder. I en af disse støder hovedpersonen atter på det mystiske fåremenneske, der kommer med følgende opfordring: ”Du må danse”. Og det gør jeg-fortælleren så. Han danser sig igennem alle de absurde intriger, der følger, i form af myrdede callgirls, smukke gådefulde kvinder, en enarmet digter og mødet med en 13-årig forsømt pige, som hovedpersonen tager sig platonisk kærligt af.

29662185

Undervejs i dansen gennem intrigerne plages fortælleren af en følelse af uvirkelighed, og han har ofte fornemmelsen af ikke at kunne skelne mellem virkelighed og illusion. Tilsvarende bliver det sværere og sværere som læser at skelne, hvornår man befinder sig i hovedpersonens mentale rum, og hvornår man er udenfor i det geografiske rum, som han bevæger sig rundt i. For at finde hoved og hale på det hele må såvel hovedkarakteren som læseren tilbage til det oprindelige Hotel Delfin, som er knudepunktet, hvor alle forbindelser krydses.

Murakami tegner i ”Dans dans dans” et billede af et senkapitalistisk og kynisk Japan, der er gennemsyret af økonomiske netværksstrukturer, og hvor modstand mod systemet ikke længere er muligt. Systemet skildres som så altomfattende, at det ikke kan lade sig gøre at etablere en position udenfor. Den eneste alternative mulighed er at oprette sine egne, mere humane forbindelser inden for systemets rammer, som når hovedpersonen tager sig af den forsømte 13-årige pige.

 

Sønden for grænsen og vesten for solen

”Igen og igen tænkte jeg over det, hun havde sagt. Med lukkede øjne lyttede jeg til bevægelserne inden i min egen krop. Måske var jeg ved at ændre mig. Men det var jeg også nødt til. (…) Nu har jeg ikke mere mine dagdrømme at trække på, der var ikke mere drømmestof tilbage til mig.”
”Sønden for grænsen og vesten for solen”, s. 201.

Hovedpersonen i romanenKokkyō no minami, taiyō no nishifra 1992 (”Sønden for grænsen og vesten for solen”, 2003) er Hajime, der er født i 1951 i Tokyo og vokset op som et ensomt enebarn i en velstående Tokyo-forstad.

Hajime bliver gift med rigmandsdatteren Yukiko. På overfladen lever den veltrænede Hajime en ideel tilværelse med Yukiko og deres døtre i en lækker lejlighed, en hytte i bjergene samt to dyre biler. Han bestyrer to jazzbarer, svømmer regelmæssigt for at holde sig i form og går i dyrt mærkevaretøj. Selvom han elsker sin kone, er han misfornøjet over sin søvngængeragtige tilværelse. Hajimes privilegerede tilværelse krakelerer i gensynet med barndomsveninden Shimamoto, der opsøger ham på hans jazzbar en regnvåd aften.

24504174

Den rastløse Hajime har været besat af Shimamoto siden deres pure ungdom. Hun er en dragende og uopnåelig femme fatale, der skjuler sin fortid bag et smukt poleret ydre. Da Hajime og Shimamoto tager op i hytten i bjergene for at udleve deres uforløste kærlighed, forsvinder hun på mystisk vis uden at efterlade sig spor. Da Hajumi, der føler sig som en kasseret beholder, bliver forladt af sin elskede, nager tvivlen: Er hun blot en opdigtet figur?

Med denne roman cementerer Murakami sin forkærlighed for mystiske, uforløste kærlighedsfortællinger – og for udviklingsromanen. Hverken den midaldrende mandlige jeg-fortæller Hajime eller læseren kan gennemskue, hvad der er virkelighed, og hvad der udspiller sig i hans fantasier. Denne uvished forstærkes værket igennem, og Hajime konstaterer, at for ham er ”grænsen mellem det virkeliges verden og drømmenes verden udflydende”. Undervejs i romanen går det op for hovedpersonen, at han er nødt til at ændre sig, hvis han skal blive i stand til at leve et kærlighedsfyldt liv.

Trækopfuglens krønike

”Jeg sad længe og kiggede på hendes kjoler, bluser og nederdele inde i skabet. Det var alt sammen skygger, som Kumiko havde efterladt sig. Uden deres ejer ville disse skygger blive hængende, slatne og tomme.”
”Trækopfuglens krønike”, s. 208.

Med ”Nejimaki-dori kuronikure” fra 1995 (”Trækopfuglens krønike”, 2001) fik Murakami sit store internationale gennembrud. I romanen bliver hovedpersonen Toru Okada ringet op af en forførende, unavngiven kvindestemme, og fra da af ændres hans fredelige, kedsommelige liv som hjemmegående ægtemand brat. Først forsvinder katten sporløst, og kort efter forsvinder også konen Kumiko.

Omdrejningspunktet i resten af romanen er Okadas fortvivlede eftersøgning efter Kumiko. Men fortællingen følger bestemt ikke en stringent og lige vej, for Okada har svært ved at finde hoved og hale i forsvindingsnummeret. I første omgang efterlader Kumiko sig intet spor og ingen forklaring, men efter et par uger dumper et brev ind af postkassen. I brevet forklarer Kumiko, at hun har haft en affære med en anden mand, og at hun derfor har måttet forlade sit ægteskab. Okada har svært ved at godtage forklaringen. Han stoler fuldt og fast på Kumiko og på deres kærlighed, og han fornemmer, at forklaringen må være en anden. Han indleder derfor en desperat eftersøgning, der hurtigt leder hen imod Kumikos bror, den berømte økonom og kommende politiker Noboru Wataya. Den psykologisk magtfulde Wataya har tilsyneladende en finger med i spillet, der involverer kropslig fornedring, men hvordan?

23645564

I ”Trækopfuglens krønike” nedbrydes grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige, mellem drøm og levet liv. Det er en art dannelsesroman, hvor Okada drager ind og ud af virkeligheden i sin søgen efter såvel Kumiko som sig selv. Mærkværdige personer træder ind på scenen, fortæller deres livshistorie og spiller en større eller mindre rolle over en afgrænset periode i Okadas liv for derefter at forsvinde og overlade scenen til nye personligheder. Undervejs i sin søgen må Okada ned i en udtørret, afsidesliggende brønd. Her formår han på meditativ vis at tømme sig selv for tanker, hvorved han opnår en form for forbindelse til sjælelivets verden og møder sin tilfangetagne kone. Brøndfiguren er central i romanen og bliver et billede på, hvordan vi som enkeltindivider er afgrænsede fra hinanden og alligevel forbundne.

I romanen kæmper gode og onde kræfter om herredømmet – både i forhold til Kumiko og i forhold til det japanske samfund som sådan. De positive kræfter har hårde kår, ikke mindst fordi den menneskelige forkvaklethed, som repræsenteres ved Noboru Wataya, er pyntet af en smuk fernis. 

Sputnik min elskede

”Sumire ville frygtelig gerne være som en af personerne i Kerouacs romaner; vild, cool og ekstrem. Hun stillede sig op med hænderne i lommen og uglet hår og stirrede tomt op mod himlen gennem sine Dizzy Gillespie-briller med sort plasticstel, som hun gik med, selv om hendes syn ikke fejlede det mindste. Hun gik næsten altid rundt i stor tweedjakke fra en secondhandbutik og grove arbejdsstøvler. Havde hun kunnet få skæg, ville hun uden tvivl have haft det.”
”Sputnik min elskede”, s. 12.

Haruki Murakamis ”Supütoniku no koibito” fra 1999 (”Sputnik min elskede”, 2004) er en smuk, sørgmodig og eventyrlig kærlighedsroman – eller nærmere et magisk og melankolsk trekantsdrama.

Romanen handler om 22-årige Sumire, der drømmer om at blive forfatter. Faktisk er der ikke noget som helst andet, hun har lyst til end at skrive. Lige til den dag hun møder den smukke, 17 år ældre forretningskvinde Miu og bliver slået omkuld af et altomfavnende begær. Som hun forklarer det: ”den kærlighed vil rive mig med sig. Den er alt for stærk til, at jeg vil kunne modstå den. Jeg har intet valg. Måske vil den føre mig til en anden verden, et sted, jeg aldrig før har oplevet. (…) Jeg er nødt til at kaste mig ud i det, selvom det betyder, at jeg vil brænde op og forsvinde for evigt.” (s. 31). Og ganske rigtigt begynder Sumires personlighed at udviskes. Hun kan ikke længere skrive, hun begynder at sove om natten og stå tidligt op, hun klæder sig pænt, hun stopper med at ryge, hun begynder at arbejde på Mius kontor, og hun taler mindre og mindre med sin bedste ven, som for øvrigt er den, der fortæller historien, og som er forelsket i Sumire.

25254996

På en rejse til en lille græsk ø får Sumire endelig givet udtryk for sine følelser for Miu. Kort efter forsvinder Sumire sporløst, og fortælleren bliver involveret i undersøgelsen af sin elskedes mystiske forsvinden. Men der er intet, han kan gøre.

Hun er som sunket i jorden, så han må blot afvente og se, om hun vender tilbage til dens overflade.

”Sputnik min elskede” forener beskrivelsen af det moderne Japan med eksistentielle spørgsmål og med den stilfærdige, men dybdeborende undersøgelse af kærlighedens væsen. Personligheden er skrøbelig i romanens univers, og konstant kredses der om hændelser, der kan føre til tab af identitet, spaltning af personlighed samt omvælte eller omstyrte et menneskes liv.

Kærligheden er så stærk, at den kan udradere såvel de involveredes identitet som selve livet. Sumires forsvinden må ses i det lys: Hun må forsvinde i sin ulykkelige forelskelse for måske på ny at kunne finde sig selv.

 

 

Efter skælvet

”‘Problemet er, at du ikke giver mig noget’, skrev hun. ‘Eller rettere sagt, så har du ikke noget inde i dig, du kan give mig. Du er både sød og rar, og du ser godt ud, men mit liv sammen med dig føles som et liv sammen med en klump luft.’”
”Ufo i Kushiro”, i ”Efter skælvet”, s. 12.

I 2002 udkom Haruki Murakamis ”Kamin o kodomo-tachi wa mina odoru” (”Efter skælvet”, 2008), der er den første af hans novellesamlinger, der er udkommet på dansk. Alle novellerne er situerede efter et jordskælv i Kobe i 1995. Mere nøjagtigt foregår de seks noveller omkring en måned efter jordskælvet, og selvom skælvet er en referenceramme i historierne, så er det ikke som sådan et tema. De gennemgående temaer er derimod identitet, ensomhed, relationer, livets meningsløshed og en forestilling om, at døden er en integreret del af livet. Alle hovedkaraktererne slås med en fornemmelse af, at der ikke er nogen overordnet mening med deres liv.

27259820

I novellesamlingens sidste fortælling med titlen ”Honningkage” forholder hovedkarakteren sig konstant til meningen med livet – som faktisk viser sig at være honningkager! Og det både i konkret og symbolsk forstand. I novellen fortæller hovedkarakteren, den 36-årige forfatter Junpei, en historie om bjørne til barnet Sara. Junpei finder ud af, at meningen med livet ikke er at leve et sideløbende liv, men at samarbejde med en partner og derigennem at dele livet med denne anden. På den måde er det en fin, opbyggelig historie.

Men der er hele tiden farer, der lurer – såsom Saras drøm om at blive lukket ind i en lille kasse, hvor hun ikke kan trække vejret. Denne kasse er et eksplicit symbol på døden, og den går igen igennem hele novellen (og for øvrigt også i andre af samlingens fortællinger). Dermed kan den også tolkes som et symbol på familien, hvor man putter hinanden i bokse for at opnå en følelse af genkendelighed. Dette tema er ligeledes gennemgående: familien, både den, man er født ind i, og den, man selv vælger, som en forkvaklet tilstand, der er svær at tackle, og som mange af karaktererne løsriver sig fra. Sidst, men ikke mindst handler novellen “Honningkage” om tilfældigheder. Det er således en tilfældighed, der gør, at det ikke er Junpei, der er far til Sara, og det er også en tilfældighed, at han overhovedet kender Saras forældre. Ligesom døden er en tilfældighed, der kan indtræffe, når man mindst venter det – eksempelvis som resultat af et jordskælv.

Efter midnat

”Vi ser storbyens skikkelse. Gennem en højtflyvende natfugls øjne suger vi sceneriet til os. Så højt oppefra ligner byen en gigantisk, levende skabning. Eller en stor samling af små levende organismer, der er viklet ind i hinanden. Utallige blodårer strækker sig ud til den flygtige krops yderste spidser, cirkulerer dens blod og fornyer hvileløst dens celler.”
”Efter midnat”, s. 7.

Scenen i Haruki Murakamis roman ”Afuta-da-ku” fra 2004 (”Efter midnat”, 2008) er sat en enkelt nat i Tokyo. Her zoomer fortælleren ind på en række personer, som i løbet af natten krydser hinandens liv. En af karaktererne er Mari, der ikke kan sove, og som, da vi møder hende første gang fire minutter i midnat, sidder på en fastfoodrestaurant og læser. En anden karakter er Maris søster Ari, som sover tornerosesøvn, og som på denne nat har sovet i to måneder.

I ”Efter midnat” tematiseres det, der sker i ly af natten. Det er ludernes, de lysskys, de liderliges, de ensommes, de følsommes og de sovendes paradis. De sovende udtrykkes gennem Ari, som er forsvundet ned i søvnens mørke. Dermed er det ikke den rekonstruerende søvn, der tematiseres, men flugtens og afmagtens søvn. De øvrige karakterer er netop vågne i natten, fordi de ikke kan finde ro til at sove. Mari lider decideret af søvnløshed, Takahashi befinder sig bare godt i natten, Shirakawa arbejder i natten for at slippe for at komme hjem til sin familie. Hotellet er et billede på mørkt begær, og via Shirakawa får vi et perifert indblik i distance mellem mennesker, der på overfladen har valgt at være nære ved at vælge hinanden som henholdsvis mand og kone.

27434665

I det hele taget står det overfladiske og perifere centralt i romanen. Fortælleren skriver handlingen frem, som er denne et kamera, der panorerer rundt i det nattemørke Tokyo, og som zoomer ind på tilfældige scenarier og personager. Stilen afspejler en af de væsentlige tematikker i værket, nemlig at menneskenes forhold til sig selv og hinanden er overfladiske. Ingen af karaktererne giver for alvor af sig selv, og der er ikke rigtig mulighed for, at man kan komme hinanden nær. Mari fortæller om dengang, hun og hendes søster var hinanden nær. Det var, da de var små og sad i en elevator, der var gået i stå, og de troede, de skulle dø. Mari beskriver det således: ”Der slog vores hjerter i takt, og der var ingen afstand imellem os. Siden da begyndte vi langsomt at glide længere væk fra hinanden, og snart levede vi i hver vores verden.” (s. 204).

Der er dog håb at spore i fortællingen. Dels i kraft af et spirende følelsesmæssigt bånd mellem Takahashi og Mari og dels i kraft af fortællerens læserhenvendelser. Ofte artikulerer fortælleren et bånd mellem sig selv og læseren ved at italesætte sig selv og læseren som et ‘vi’. Derigennem skabes identifikation. En identifikation, som også Mari oplever i forhold til den kinesiske prostituerede, som hun hjælper.

Kafka på stranden

”Nogle gange minder skæbnen om en sandstorm, der konstant skifter retning. Du skifter retning for at slippe fra den, men den skifter også retning. Du skifter retning en gang til, men det gør den også. Den ene gang efter den anden, igen og igen, gentager det sig som en skæbnesvanger dans med døden lige før daggry. [...] Du er nu nødt til at trænge igennem den frygtelige sandstorm, den metafysiske og symbolske sandstorm.”
”Kafka på stranden”, s. 7-8.

I romanen ”Umibe no Kafuka” fra 2005 (”Kafka på stranden”, 2007) stikker drengen Kafka Tamura af hjemmefra på sin 15-års-fødselsdag. Han forlader sin far og Tokyo medbringende en lille rygsæk med lidt tøj og et gammelt fotografi af sig selv og sin søster. På billedet er han tre år, og hun er ni, og de sidder på en strand og ler lykkeligt. Men Kafka Tamura kan slet ikke huske, at han har været lykkelig, og han kan heller ikke huske hverken sin mor eller søster, som han ikke har set siden dengang på stranden. Kafka hopper på natbussen fra Tokyo og påbegynder sin rejse mod øen Shikoku, som han af uransagelige grunde føler sig draget imod, og hvor ingen vil finde på at lede efter ham. Kafka stikker af for at finde sig selv, og fordi han flygter fra en spådom, faren har plantet hos ham.

26742943

”Kafka på stranden” er fuld af spænding og mystik. I romanen præsenteres vi blandt andet for den ældre herre Nakata, der ikke blot elsker katte, men som ligefrem kan tale med dem. Og så kan han få det til at regne med makreller, sardiner og igler. Desuden bliver vi præsenteret for mystiske afsides verdener, der figurerer et sted mellem liv og død og mellem drøm og virkelighed. Hvorvidt de mystiske elementer er reelle eller alene foregår i karakterernes sind, er et spørgsmål, som ikke endeligt besvares, men som konstant kommenteres. Eksempelvis hedder det ”Den overnaturlige verden er ikke andet end mørket i vores eget sind.” (s. 221). I romanens univers er alt desuden symbolsk eller metaforisk, eksempelvis navnet Kafka Tamura, der viser sig at betyde Kafka på stranden, og som desuden er titlen på en sang, som spiller en stor rolle i opklaringen af Kafkas identitet. Ligesom det selvfølgelig er en henvisning til den tjekkiske forfatter Franz Kafka.

Romanen er poetisk og livsklog og kommer omkring tematikker som død, tab, angst, kærlighed, identitet og indsigt. For hvordan opnår man en forståelse af sig selv og sin identitet, når man som Kafka har været overladt til sig selv hele livet? Den 15-årige Kafka tager ikke blot på en hård fysisk rejse, men foretager ligeledes en barsk og filosofisk rejse i sit indre. Det gør han blandt andet ved at læse bøger og ved at drøfte livet med to filosofistærke og ikke helt almindelige mennesker på et bibliotek i Shikoku.

Undervejs lærer Kafka at elske sig selv og bliver også overrumplet af kærlighed til en kvinde. Uden kærlighed og nære relationer er mennesket ingenting. Det er først i mødet med de andre, at man kommer til at forstå sig selv.

1Q84: bind 1, 2 og 3

””Tjekhov har engang sagt … at hvis der optræder en pistol i fortællingen, så skal den også affyres.” ”Hvad vil det sige?” ”… At man ikke kan inddrage unødvendige rekvisitter i en fortælling. Hvis der dukker en pistol op, skal den også affyres på et eller andet tidspunkt.”
”1Q84” bind 2, s. 27.

Trilogien ”1Q84” der udkom i 2009-2010 (”1Q84”, 2011-2012), indskriver sig i rækken af Murakami-bøger, der ikke lefler for konventionelle årsagssammenhænge, men vælger sine egne skæve veje. For Murakami har i sit rablende underfundige univers mikset en surrealistisk kærlighedshistorie med træk fra detektivromanen. Værket er befolket af gådefulde småfolk kaldet Little People, en kvindelig dræber, en teenage-forfatter og en ensom ghostwriter, der tvivler på sine evner som forfatter. Undervejs jagtes hovedpersonerne af Sakegaki-kultens medlemmer. Fortællingen folder sig ud til den tjekkiske komponist Janáceks ”Sinfonietta”.

Murakami har mange referencer til George Orwells ”1984” (1949). Det ses i titlen ”1Q84”, der er inspireret af dette værks politiske dystopi. Desuden udspiller trebindsværket sig i 1984. Hvor Orwells roman handler om et gruopvækkende fremtidsscenarie, skuer Murakami tilbage. I lighed med Orwells gådefulde diktator Big Brother, der overvåger sine undersåtter, har Murakami indsat Little People til at kontrollere folk.

Trilogien udspiller sig i Tokyo og er fortalt i tredje person i modsætning til mange af Murakamis tidligere værker, der centrerer sig om en mandlig jeg-fortæller. Fortælleren klipper på filmisk vis mellem sine hovedpersoner. Vi følger skiftevis Tengo, der er forfatter og matematiklærer, og Aomame, en hårdtslående kampsportsinstruktør og massør. De var engang klassekammerater, og som 10-årige holdt de hinanden i hånden i et enkelt øjeblik, mens ingen andre så dem. Selvom der går 20 år, før de atter mødes, er kærligheden på forunderlig vis intakt. Deres kærlighed trodser enhver logik, men Aomame har ikke tiltro til, at hun kan udleve kærligheden til sin elskede i dette liv.

28934297

Som i mange af Murakamis øvrige værker bevæger handlingen sig mellem parallelle verdener. Murakami udfordrer nemlig vores vanetænkning ved at skabe en parallel virkelighed, der afviger en smule fra den såkaldte normalitet. I denne parallelle verden er der to måner, og det er her, at det berygtede småfolk holder til. Første gang vi møder Aomame, er hun på vej over i dette særegne univers.

Aomame kalder universet for 1Q84. På japansk udtales tallet 9 som bogstavet q på engelsk. Q’et kan referere til det engelske question mark (spørgsmålstegn), som man ifølge den norske forfatter Jan Kjærstad kan sætte ved alle cementerede virkelighedsopfattelser i værket. Det er nærliggende at se det ”virkelige” 1984 og den forvrængede udgave som hinandens spejlinger. Aomame har fået til opgave at skaffe lederen af den religiøse sekt Sakigake af vejen. Det er en livsfarlig mission, og hun jagtes af den afdøde leders skumle livvagter samt af den grumme privatdetektiv Ushikawa, der er hyret af sekten til både at opspore hende og Tengo.

Fortællingens andet spor centrerer sig om den ensomme Tengo. For ham er det at skrive med Mont Blanc fyldepen lige så vigtigt som at trække vejret, hvilket kan ses som en parodi på den ophøjede forfatterfigur. Tengo får af sin forlægger til opgave at genskrive den 17-årige Fukaeris ubehjælpsomt skrevne manuskript med navnet ”Luftpuppen”. Manuskriptet handler om en piges opvækst i en sekt, hvor hun møder de mystiske væsner Little People. ”Luftpuppen” vinder en stor pris og bliver et kæmpe hit. Ved at omskrive denne fortælling drages Tengo ind i et univers befolket af den ekstremistiske Sagigake-sekt, hvis medlemmer udøver rituelle overgreb mod børn. Gradvis løber fortællingens to spor sammen, og der skabes en forbindelse mellem Aomame og Tengo.

Murakami udfordrer læserens forventninger til normaliteten, og på forunderlig vis drages Tengo ind i ”Luftpuppens” univers. I lighed med værket, der ikke giver svar på de mange spørgsmål, der hober sig op undervejs, synes værkets udsagn at være, at læseren bør sætte spørgsmålstegn ved det allerede vedtagne. 

Mænd uden kvinder

”Verden var som et vidtstrakt hav uden pejlemærker, og Kino befandt sig på et lille bitte skib uden søkort og anker. (…) Efterhånden som tiden gik, følte han, at hans krop mistede tyngde, og at hans hud blev gennemsigtig.”
”Mænd uden kvinder”, s. 165.

De syv noveller i Haruki Murakamis novellesamling ”Onna no inai otokotachi” fra 2015 (”Mænd uden kvinder”, 2015) har alle mandlige fortællere, og som titlen indikerer, lever de alle alene. Men selvom de lever alene, så er kærlighed et helt centralt tema i historierne, og det samme er identitet.

Et gennemgående element er, at den mandlige hovedperson forsøger helt eller delvist at blive en anden end sig selv. I den første novelle ”Drive my car” er Kufuku skuespiller og holder af sit erhverv, netop fordi det giver ham mulighed for at træde ind i en anden rolle. I den efterfølgende novelle ”Yesterday” tilegner både hovedpersonen Kitaru og hans bekendte sig en anden dialekt end deres egen for at distancere sig fra sig selv, og i ”Det selvstændige organ” forelsker den midaldrende plastikkirurg Tokai sig så inderligt, men desværre uigengældt, at han formår helt at stoppe med at være sig selv.

51900030

Der er selvfølgelig også mystiske elementer i novellesamlingen; såsom katten der forsvinder i historien ”Kino”. Her bliver Kino sendt på en form for dannelsesrejse af en mystisk fremmed, og Kino kan tilsyneladende først vende hjem, når han ikke længere undertrykker sine følelser i forbindelse med sin skilsmisse. I det hele taget er der meget fokus på, at hovedpersonerne skal forstå sig selv og/eller hinanden i novellesamlingen, og det synes at være et centralt udsagn i værket, at følelser skal frem i lyset, for at vi kan blive hele og velfungerende mennesker. Men samtidig understreger novellerne også, at det ikke er så lige til med de følelser. Ensomhed, sorg og ulykke præger hovedkaraktererne, som alle udviser en tilbøjelighed til at feje tingene ind under gulvtæppet.

I novellesamlingens sidste historie ”Gregor Samsa bliver forelsket” sender Murakami en cadeau til en af sine litterære helte, Franz Kafka. Hos Murakami får Kafkas fortælling ”Forvandlingen” en lykkelig udgang, da Gregor Samsa igen bliver menneske og endog bliver forelsket. 

Genrer og tematikker

I grove træk deler Haruki Murakamis romaner sig i to lejre. På den ene side er der kærlighedshistorierne som ”Sputnik min elskede”, ”Norwegian Wood” og ”Sønden for grænsen og vesten for solen”. På den anden side er der de fantastiske fabler som ”En vild fårejagt” og ”Dans dans dans”. Og så er der fortællingerne, der placerer sig midt imellem såsom ”Trækopfuglens krønike” og ”Kafka på stranden”. Alle har dog det tilfælles, at hovedpersonen er en mandlig, detektivisk karakter, der via en kvindes indblanding sendes på jagt efter at forstå sit eget sind bedre. I ”1Q84” bryder Murakami traditionen med mandlige jegfortællere og tildeler både Aomame og Tengo de centrale roller.

Murakamis romaner er en rejse i såvel Japans historie som i det sjælelige liv. Han forholder sig bredt til den japanske historie, til krigens væsen, til fascismen samt 1960’ernes og 70’ernes fællesskabsideologi såvel som til 80’ernes og senkapitalismens grundvilkår. De historiske beskrivelser og de ideologiske kommentarer ligger som en underliggende klang i romanernes plot, mens beskrivelserne af hovedpersonernes indre liv bærer romanerne igennem. Undersøgelserne og beskrivelserne af sjælelivet kontrasterer beskrivelserne af det systematiserede, kapitalistiske samfund og gør, at bøgerne taler direkte til hjertet.

Personligheden er skrøbelig i Murakamis univers, og konstant kredses der om hændelser, der kan føre til tab af identitet, spaltning af personlighed samt omvæltning eller omstyrtelse af et menneskes liv. Over for skrøbeligheden står fællesskabet og de nære relationer. Et af Murakamis grundlæggende temaer er således, at på trods af ensomheden er vi alle forbundne. Ligeledes er kærligheden og lidenskaben i Murakamis romaner så stærk, at den kan udradere såvel personligheden som livet – eller omvendt lade personerne synke ned i sig selv.

Murakamis romaner balancerer mellem en vestlig og en japansk litterær tradition. På den måde er de i opposition til hans forældre, som begge underviste i traditionel japansk litteratur. Japanske, kritikere fremhæver endog romanerne som ikke-japanske. Dertil siger Murakami: ”Holdningen til at mine romaner ikke er rigtig japanske forekommer mig at være meget vage. Jeg betragter bestemt mig selv som en japansk forfatter. Jeg skriver med en anden stil og måske med et andet materiale, men jeg skriver på japansk, og jeg skriver for det japanske samfund og det japanske folk. Jeg synes, folk tager fejl, når de siger, at min stil hovedsageligt er influeret af den vestlige litteratur. Som jeg lige sagde, i første omgang ønskede jeg at blive en international forfatter, men med tiden indså jeg, at jeg ikke var andet end en japansk forfatter. Men selv i begyndelsen handlede det ikke kun om at låne vestlig stil og love. Jeg ønskede at ændre japansk litteratur indefra, ikke udefra. Så i bund og grund fandt jeg på mine egne regler.” (Sinda Gregory, Toshifumi Miyawaki og Larry MaCaffery: It Don’t Mean a Thing, If It Ain’t Got that Swing: An Interview with Haruki Murakami. Center for Book Culture.org).

Murakami har tidligere udtalt at han havde en ambition om at nedbryde den isolation, japanerne traditionelt har værnet om, og åbne op mod verden. Bevægelsen er lykkedes fint for Murakami, idet hans bøger både er særdeles populære blandt unge japanske læsere og har fået en bred læserskare, der rækker langt ud over Japans grænser. 

Beslægtede forfatterskaber

Hvis Murakami har givet appetit på at dykke ned i andre japanske forfatterskaber, så kan både Kenzaburo Oe, som fik Nobelprisen i litteratur i 1994, og Banana Yoshimoto anbefales. De beskæftiger sig ligeledes indgående med det indre sjælelige liv, men forholder sig samtidig til verden omkring. Tilsvarende eksisterer skyggesiderne hos alle tre forfattere side om side med det daglige liv, i hvert fald i tankerne og drømmene. Som læser er det svært at skelne, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed i disse japanske romanuniverser, og i disse fantastiske fortællinger bevæger man sig langt ud på underbevidsthedens dybe vand.

En anden beslægtet japansk forfatter er Ryu Murakami. De to Murakamier har især tilfælles, at de skriver i det kulturelle grænseland mellem øst og vest. Ikke mindst er der meget fælles tankegods i Harukis ”Efter midnat” og Ryus ”I misosuppen”, der sætter scenen i et anløbent kvarter i et nattemørkt Tokyo. Dog er stemningen i Ryus univers mere mørkt og dystert end hos Haruki.

Hvis man ønsker at søge ned i de vestlige inspirationskilder, som Murakamis romaner bærer præg af, så kan forfattere til magisk realistiske fortællinger som Gabriel Garcia Marquez og Jorge Luis Borges anbefales såvel som den eksistentialistiske forfatter Franz Kafka, der inddrager surrealistiske elementer i sit univers. Der er ingen tvivl om, at Murakami har ladet sig influere af Kafkas evne til at forholde sig litterært til identitetsspørgsmål, hvilket han også viser ved at give hovedpersonen i ”Kafka på stranden” tilnavnet Kafka samt ved i sin seneste novellesamling ”Mænd uden kvinder” at tilbyde en positiv afrunding på Kafkas ”Forvandlingen”.

Man kan også se ligheder med den postmodernistiske kultforfatter Thomas Pynchon. Begge forfattere opbygger unikke universer, der ofte overskrider grænserne for den såkaldt normale virkelighed og introducerer sære væsner. Ligesom Pynchon slynger Murakami også om sig med populærkulturelle referencer til popmusik og litteratur.

Bibliografi

Romaner

Murakami, Haruki:
Kaze no uta o kike. 1979.
Murakami, Haruki:
1973 nen po pinbohru. 1980.
Murakami, Haruki:
Sekai no owari to hahdo bohrudo... 1985.
Murakami, Haruki:
Zo no sho metsu. 1993.
Murakami, Haruki:
En vild fårejagt. Klim, 1996. (Hitsujo o meguru boken. 1982).
Murakami, Haruki:
Dans dans dans. Klim, 1999. (Dansu Dansu Dansu. 1988).
Murakami, Haruki:
Trækopfuglens krønike. Klim, 2001. (Nejimaki-dori kuronikure, 1994).
Murakami, Haruki:
Sønden for grænsen Vesten for solen. Klim, 2003. (Kokkyō no minami, taiyō no nishi, 1992).
Murakami, Haruki:
Sputnik min elskede. Klim, 2004. (Suputoniku no koibito, 1999).
Murakami, Haruki:
Norwegian Wood. Klim, 2005. (Noruwei no mori, 1987).
Murakami, Haruki:
Tokyo Kitanshu. 2005.
Murakami, Haruki:
Kafka på stranden. Klim, 2007. (Umibe no Kafuka, 2002).
Murakami, Haruki:
Efter skælvet. Klim, 2008. (Kamin o kodomo-tachi wa mina odoru, 2002).
Murakami, Haruki:
Efter midnat. 2008. (Afuta-da-ku, 2004).
Murakami, Haruki:
1Q84. Bog 1. Klim, 2011. (Ichi-kew-hachi-yon, 2009).
Murakami, Haruki:
1Q84. Bog 2. Klim, 2011. (Ichi-kew-hachi-yon, 2009).
Murakami, Haruki:
1Q84. Bog 3. Klim, 2012. (Ichi-kew-hachi-yon, 2009).
Murakami, Haruki:
Hardboiled Wonderland og Verdens Ende. Klim, 2014. Oversat af Mette Holm.
Murakami, Haruki:
Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår. Klim, 2014. (Colorless Tsukuru Tazaki and his years of pilgrimag, 2014). Oversat af Mette Holm.
Murakami, Haruki:
Hør vinden synge : to romaner. Flipperspil 1973. Klim, 2016. (Kaze no uta wo kike ; 1973 - nen no pinboru). Oversat af Mette Holm.

Mordet på kommandanten - serie

Murakami, Haruki: Mordet på kommandanten - en ide viser sig. Klim, 2018. (Kishidanchogorosh). Oversat af Mette Holm. (1).
Murakami, Haruki: Mordet på kommandanten - en metafor forandrer sig. Klim, 2018. (Kishidanchogorosh). Oversat af Mette Holm. (2).

Ikke-fiktion

Murakami, Haruki:
Andaguraundo. 1997.
Murakami, Haruki:
Kami no kodomo-tachi wa mina odoru. 2000.
Murakami, Haruki:
Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe. 2009 (99.4 Murakami, Haruki).

Andre værker

Murakami, Haruki:
Fødselsdagshistorier. Klim, 2013. Oversætter: Allan Hilton Andersen og Mette Holm.
Murakami, Haruki:
Mænd uden kvinder. Klim, 2015. (Onna no inai otokotachi). Oversat af: Mette Holm. Noveller.

Film

Kan ses på Filmstriben.

Film

Filmstriben

Om forfatterskabet

Web

Hjemmeside om Murakamis bøger og henvisninger til interviews, artikler mm.

Artikler

Strecher, Matthew Carl:
The wind-Up Bird Chronicle. Continuum Pub Group. 2002.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Haruki Murakami

Kilder citeret i portrættet

Artikler

It Don't Mean a Thing, If It Ain't Got that Swing: An Interview with Haruki Murakami
Skotte, Kim:
Ricks Café ligger i Japan. Politiken, 2003-03-15.
Thompson, Matt:
The Elusive Murakami. 2006. På www.worldpress.org -2006-04-20
Andersen, Carsten:
Murakami: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt. Politiken, 2010-08-30.
Syberg, Karen:
Når jeg skriver om noget ondt, må jeg se på det onde i mig selv. Information, 2010-08-31.
Kjærstad, Jan:
Når virkeligheden skifter form. Information, 2011-09-29.
Kelts, Roland:
The Harukists, Disappointed. The New Yorker, 2012-11-16.