Haruki Murakami

Haruki Murakami voksede op i Kobe sammen med sine forældre, der begge underviste i traditionel japansk litteratur. Fra barnsben var Murakami påvirket af vestlig musik og litteratur. Den unge Murakami læste alt fra amerikanske forfattere som Vonnegut og Brautigan til russiske Dostojevskij og franske Balzac, ligesom han var stor fan af pop, rock og jazz.

I slutningen af tresserne læste Murakami teaterkundskab på Waseda Universitet i Tokyo, og selvom han ikke deltog i den heftige studenteraktivitet, så er han rundet af sin tid. I mange af Murakamis værker fremhæver han således 1960’ernes og 70’ernes forbindelser og fællesskaber, ligesom han ofte refererer til rockikoner som the Beatles, the Doors og Bob Dylan. Et af Murakamis værker er endog opkaldt efter Beatles-sangen “Norwegian Wood”.

Murakami har oversat værker af amerikanske forfattere som John Irving, Raymond Carver, Raymond Chandler, Truman Capote og F. Scott Fitzgerald til japansk, og hans egne værker er i høj grad påvirket af vestlig kultur.

På universitetet mødte Murakami sin kone Yoko Takahashi, som han blev gift med i 1971. I studietiden havde han et studiejob i en musikforretning, og da han var færdig med at læse i 1974, åbnede han jazzbaren Peter Cat i Tokyo sammen med sin kone. Frem til 1982 var Murakami barejer og indledte sideløbende sin forfatterkarriere. Det hedder sig, at Murakamis litterære karriere startede ved en baseballkamp på en varm forårsdag i 1974. Da kom inspirationen til det, der blev debutromanen ”Kaze no uta o kike” (”Hør vinden synge”). Han skrev manuskriptet i fritimerne fra baren, og da det endelig var færdigt, sendte han det ind til en litterær konkurrence, vandt førstepræmien og fik romanen udgivet i 1979. Tre år senere solgte han baren og blev fuldtidsforfatter.

Siden har han rystet en lang række værker af sig og er blevet oversat til ca. 50 sprog. Han har desuden fået en loyal fanskare, der går under betegnelsen Harukier. Den prisvindende forfatter nævnes ofte som en kandidat til Nobelprisen i litteratur, men siger selv: ”Jeg har ikke lyst til at modtage priser. Det betyder nemlig, at man er færdig som forfatter.” (Roland Kelts: The Harukists, Disappointed. The New Yorker, 2012-11-16. Egen oversættelse).

I 2002 udkom Haruki Murakamis ”Kamin o kodomo-tachi wa mina odoru” (”Efter skælvet”, 2008), der er den første af hans novellesamlinger, der er udkommet på dansk. Alle novellerne er situerede efter et jordskælv i Kobe i 1995. Mere nøjagtigt foregår de seks noveller omkring en måned efter jordskælvet, og selvom skælvet er en referenceramme i historierne, så er det ikke som sådan et tema. De gennemgående temaer er derimod identitet, ensomhed, relationer, livets meningsløshed og en forestilling om, at døden er en integreret del af livet. Alle hovedkaraktererne slås med en fornemmelse af, at der ikke er nogen overordnet mening med deres liv.

27259820

I novellesamlingens sidste fortælling med titlen ”Honningkage” forholder hovedkarakteren sig konstant til meningen med livet – som faktisk viser sig at være honningkager! Og det både i konkret og symbolsk forstand. I novellen fortæller hovedkarakteren, den 36-årige forfatter Junpei, en historie om bjørne til barnet Sara. Junpei finder ud af, at meningen med livet ikke er at leve et sideløbende liv, men at samarbejde med en partner og derigennem at dele livet med denne anden. På den måde er det en fin, opbyggelig historie.

Men der er hele tiden farer, der lurer – såsom Saras drøm om at blive lukket ind i en lille kasse, hvor hun ikke kan trække vejret. Denne kasse er et eksplicit symbol på døden, og den går igen igennem hele novellen (og for øvrigt også i andre af samlingens fortællinger). Dermed kan den også tolkes som et symbol på familien, hvor man putter hinanden i bokse for at opnå en følelse af genkendelighed. Dette tema er ligeledes gennemgående: familien, både den, man er født ind i, og den, man selv vælger, som en forkvaklet tilstand, der er svær at tackle, og som mange af karaktererne løsriver sig fra. Sidst, men ikke mindst handler novellen “Honningkage” om tilfældigheder. Det er således en tilfældighed, der gør, at det ikke er Junpei, der er far til Sara, og det er også en tilfældighed, at han overhovedet kender Saras forældre. Ligesom døden er en tilfældighed, der kan indtræffe, når man mindst venter det – eksempelvis som resultat af et jordskælv.