Ryu Murakami

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Murakami, Ryu
Foto: Forlaget Klim

Det er ikke svært at etablere sig som enfant terrible i det stive og traditionsbevidste Japan, men få gør det så eftertrykkeligt som Ryu Murakami med de højt begavede og stilbevidste fortællinger om sindet, storbyen og virkelighedens grænseland. Hans mest kendte romaner falder inden for genren psykohorror, og det gør man klogt i at tage bestik af, hvis man er en anelse blodsvag og får mareridt over socialanalyser udført med en stiletkniv.

 

 

 

28369107

Blå bog

Født: 19. februar 1952 i  Sasebo, Nagasaki.

Uddannelse: Studier i silketryk ved kunstskolen Gendaishichosha i Tokyo i 1971, skulpturlinjen på Kunstuniversitetet Musashino i Fasso, 1972.

Debut: Almost Transparent Blue. 1976. Kodansha International. Semiselvbiografisk ungdomsfortælling.

Priser: Gunzou New Literary Award, 1976.  Akutagawa Prize, 1976. The Yomiuri Literature Prize 1998. Tanizaki Junichiro Prize, 2000.

Seneste udgivelse:  I misosuppen. Klim, 2010 (In za Misosūpu, 1997). Roman.

Inspiration: Vennen Sakamoto Ryuichi for hans kamp mod landminer.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Alligevel kunne jeg fra sidelinjen se, hvordan hans vinylagtige hud sitrede, og blodårerne svulmede op, som når man hælder farve i vand, og hvordan han først blegnede for så at blive helt rød i hovedet. Det så meget ildevarslende ud, så jeg skyndte mig at sige til Reika, at det kun var japanere, der var helt oppe at køre over Nike Town, og at forbavsende få amerikanere kendte stedet, at halvdelen af kunderne var japanere, og at New York var en meget stor by, der ikke kun bestod af Manhattan.”

“I Misosuppen”, s. 24.

Ryūnosuke Murakami (村上龍之助) blev født den 19. februar 1952, og han voksede op ved en af de amerikanske flådestationer på den japanske kyst i Sasebo i prefekturet Nagasaki. Det er der – et stenkast fra atombomben “Fat Man”s nedslag – at hans virkelighedsopfattelse blev skabt: “Virkeligheden var ikke skjult; den blev stillet til skue over alt. Andre byer var formentlig ikke sådan. Men hvis du sammenligner en militærby som Sasebo med andre byer uden en militærbase, hvilken symboliserer så efterkrigstidens Japan bedst? Jeg tror, jeg voksede op med at se realiteterne i øjnene.” (Tomoto Otake: Stright-talking wordsmith wields his pen like a sword. Japan Times, 2005-04-03).

Virkeligheden viste sig at være et Japan, hvor snitfladerne mellem Østen og Vesten smelter sammen. I dag minder fremtiden således i påfaldende grad om et billede af Tokyo. Det er som om, de to ideer er uadskillelige: Japan i dag som et spejl af den vestlige verden i morgen.

Murakami forlod Sasebo efter gymnasiet, hvorefter hans data minder om dem, vi forbinder med virkeligt cool kulturikoner fra samme periode – som Bryan Ferry og David Bowie. Murakami spillede trommer i et par rockbands, han studerede silketryk og skulptur på et par prestigefyldte kunstakademier, og han skød super 8-film. Hans liv var en god mixture af kunst, sex og stoffer – ligesom han skildrer det i den første og halvbiografiske roman “Almost Transparent Blue” fra 1976. Med denne debutroman ryddede Murakami Japan for betydningsfulde litterære priser, og romanen blev da også solgt i en million eksemplarer.

I løbet af 1990’erne så en ny generation af internationalt sælgende forfattere dagens lys i Japan. Med Banana Yoshimoto i spidsen anerkendte de Ryu Murakamis forfatterskab. Også efternavnsbroderen Haruki Murakami, der flere gange er blevet nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, anerkender Ryu Murakami og kalder ham for den mest betydningsfulde samtidige japanske forfatter.

Ved siden af Ryu Murakamis stadigt voksende forfatterskab udgiver han et mailmagasin og hoster et talk show. Desuden er han filminstruktør og har instrueret sin roman “Kyoko”. Efter sigende er også “I misosuppen” ved at blive filmatiseret.

 

I misosuppen

“Frank greb om hendes hår igen og stak med stor kraft pegefingeren ind i hendes øje. Lyden nåede helt hen til mig, og i samme øjeblik slap hånden mikrofonen. Noget begyndte at sive ud af øjenhulen. Jeg havde aldrig set noget lignende. En klæbrig, halvgennemsigtig, slimet masse med røde prikker i. Frank holdt mikrofonen hen til den skrigende kvinde. Hendes skrig blev forstærket, men underligt nok lød det mest af alt som sang.”
Ryu Murakami: “I misosuppen”, side 127.

I Murakamis hovedværk “In za Misosūpu” fra 1997 (“I misosuppen”, 2010) lever den 20-årige fortæller og hovedperson Kenji for drømmen om at komme til USA. Han lever af at vise turister rundt i Tokyos underliv med lingeribarer, luderbarer, peepshows og love hoteller, og det er her, handlingen udspiller sig over tre dage op til nytårsaften 1996.

Kenji har annonceret for sine ydelser i “Tokyo Pink Guide” – en hjemmeside, hvor man kan finde alt, hvad hjertet begærer. Derigennem bliver han hyret af Frank – en 35-årig, kvabset amerikaner. Kenji fornemmer med det samme, at den er helt galt med Frank, og han overvejer, om Frank mon står bag et mord på en gymnasiepige.

Handlingen slippes for alvor løs på en bar, hvor Frank demonstrerer sin utilfredshed med serviceniveauet med en lighter og en sushikniv. Resultatet er en splatterscene af den slags, som er for grafisk karikeret til at virke på andre niveauer end allegoriens.

Kvalitetssplat og psykohorror fortolker symbolske konflikter med en slagtekniv, og det er Kenjis rolle at udlægge teksten for læseren efterhånden, som han erkender den. På den måde føjes et element af udviklingsroman til fortællingen; undergrundsguiden Kenjis sidste illusioner bliver aflivet.

Figuren Frank deler træk med en klassisk dræberyuppie som Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis’ roman “American Psycho”, men kan ligeså godt forstås som en white trash-variant af Dr. Hannibal Lector fra filmen “Ondskabens øjne”. Eller endnu bedre som en postmoderne version af Frankenstein – navnesammenfaldet er givetvis heller ikke tilfældigt. I det hele taget virker intet tilfældigt hos den stilbevidste Ryu Murakami. Frank er skildret med en opvækst med skiftende anbringelser og en lobotomi (det hvide snit), som fjernede en bid af hjernen. Han er immun overfor fysisk smerte, og for nu at sige det mildt, så er han mentalt udfordret med personlighedsspaltninger og nogle ganske forståelige problemer med hukommelsen.

Det åbenlyse kultursammenstød mellem japaneren og amerikaneren præsenteres på en brutal og chokerende måde i en tour de force dybt nede i Tokyos sexkvarter. Men som Politikens anmelder Karsten R. S. Ifversen skriver i sin anmeldelse er det “allerede fra de første sider uklart, hvem der er Dante, og hvem der er Vergil i denne rejse gennem et moderne helvede”:

“Gennem det skræmmende monster Frank, hvis navn jo betyder ærlig, skaber Ryu Murakami en kynisk klartseende udlændings blik på Japan. Et blik som Kenji må overtage i afmagt, og som gør ham fremmed for sig selv, sin kæreste og sit hjemland.

 Nervepirrende og analytisk. 
I en tid, hvor det er blevet normalt at gå ud og købe sig opmærksomhed fra andre mennesker, hvor almindelige teenagere sælger deres tid til samvær med fremmede voksne, og hvor ingen kan forestille sig andet end materielle løsninger på deres ensomhed, bliver det forståeligt, at grænsen mellem gal og normal synes at udviskes. Det er en bog, der fungerer som en nervepirrende psykopatfortælling, men som også trækker allegoriske og konkrete tråde til forholdet mellem Japan og USA” (Karsten R. Ifversen: En amerikansk psykopat i Tokyo. Politiken, 2010-08-16).

 

Genrer og tematikker

Ryu Murakamis delvist selvbiografiske debutroman “Almost Transparent Blue” fra 1976 er uden plot. Plotlessnes er som bekendt arty farty, mens plot er den non-dekadente eller ældre mands krykker. Dem – krykkerne – begyndte Murakami så småt at gå med i firserne, uden at man kan beskylde ham for at lefle for den gode smag. Forfatterskabet stritter i forskellige retninger og rummer ud over den syrede “Coin Locker Baby” fra 1980 og endnu en autofiktion “69” fra 1987 angiveligt ikke-oversatte bud på både børne- og ungdomsromaner og chick litt. Desuden har Ryu Murakami skrevet tre psykohorror-romaner. Ud over hovedværket “I misosuppen” gælder det for “Piercing” fra 1994 og “Audition” fra 2009.

At være et ganske almindeligt menneske kan få de mest grusomme konsekvenser i psykosplatter, især hvis almindelig forstås som konform og en anelse bevidstløs. Ofrene for de hårrejsende massakrer har ikke nødvendigvis gjort andet end at være som alle mulige andre. Det er en konvention. Der, hvor Murakamis fortolkning af genren bliver forstemmende, er i det forsvindende lille håb, fortællingen efterlader. Kenji virker ikke som noget troværdigt alternativ til Frank og hans ofre. Der er intet Utopia i spil, ingen entusiastisk tro på udvikling eller kærlighed. Der er ingenting. Men man kunne så indvende, at selv ingenting er noget i Murakamis tilfælde. Det er noget igennem stilen og den måde, han mætter sine tekster.

Udvekslingen mellem øst og vest, USA og Japan tematiseres med en overvældende ophobning af den slags tegn, som fylder ufatteligt meget på den mentale amagerhylde hos japanske stilskabere i form af americana, af vestlig kitsch, camp og kultur, og scenerier af den slags, som omvendt fylder lige så meget hos vestlige orakler, når de skal mane et billede frem af fremtiden som Hong Kong eller Tokyo by night med deprimerede hikikomorier, liderlige gajins, støvede neonreklamer, kærlighedshoteller, pornografiske tv-shows, mangafigurer og hyperbevidste teenagere som promenerer morgendagens trends med affekteret verdenslede. Samtidig er der fuldstændig styr på den analytiske del. Det moderne Japans værdisammenfald udvikles rutineret og nemt.

Det er akkurat de sociologiske observationer, man ville forvente ved et middagsselskab med højtuddannede, ressourcestærke kunstnere og intellektuelle som Murakami; den stærke firma- og familiestruktur, der er gået i stykker, den vanskelige individualisering og de nye persontyper; shopperen uden længere udsyn end det næste tilbud i Nike-indkøbskatedralen, den kastrerede fyr uden et økonomisk og uddannelsesmæssigt forspring at hænge sin potens op på, og piger, der af samme grund heller vil være sammen med veninderne undtagen lige ved de højtider, hvor der er prestige i at blive kurtiseret af handyret. Hvis Ryu Murakami har en vis sproglig begrænsning, er den absorberet i en ligefrem, ukunstlet formidling.

 

Beslægtede forfatterskaber

Ryu Murakami har mere end navnet til fælles med Haruki Murakami. De er begge vokset op i det kulturelle grænseland mellem øst og vest, USA og Japan, virkelighed og hypervirkelighed, på nogenlunde samme tid. Begge forfatterne krydrer de moderne erfaringer med en moderne form, som igen gør dem både til darlings og til prygelknapper i hjemlandets litterære establishment – som de for øvrigt undgår. Læsere, som har nydt miljøskildringerne i “I misosuppen”, vil formentlig også føle sig godt underholdt i Hariku Murakamis formidable “Efter midnat”, men på ganske anderledes vis. Scenen er nok engang et anløbet kvarter i Tokyo om natten, men hvor den musikalske og associative Hariku Murakamis stil er båret frem af jazzens toner, er Ryu Murakami mørk, minimalistisk rock. I virkeligheden minder tonen “I misosuppen” nok mere om den, man finder i franske forfatter Michel Houellebecqs misantropiske og kyniske univers.

I det det hele taget har Ryu Murakami formentlig mere til fælles med forfattere og filmskabere fra den næste generation efter Hariku Murakami. Asa Nonami, Natsuo Kirino og den helt unge Hitomi Kanehara er nogle af de litterære japanske navne, som begynder at gøre opmærksom på sig selv internationalt. Instruktøren Takashi Miike har æren af at være endnu mere upopulær blandt traditionalister i Japan end Ryu Murakami. Han har lavet en efter sigende hårrejsende version af  “Audition”. Emneordene til Dagbladet Informations anmeldelse af filmen lyder – “dødsfald, film, kvindeliv, lykke, misbrug, romaner, tortur”. Underrubrikken lød: “Den japanske horror-gyser Audition udfordrer sarte sjæle med overtydelig tortur”.

Der er også åndsslægtskab med amerikanske og vesteuropæiske storbyforfattere som for eksempel firsernes dekadente New Yorker-forfattere: Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz. Akkurat som der er miljø- og stemningssammenfald med cyberpunk-veteranen William Gibson.

Den umiddelbart iøjenfaldende litteratur om Ryu Murakami er begrænset, men der er håb forude, hvis man har lyst til at gå bag om forfatterskabet. Hans formidable danske oversætter Mette Holm har været på vandring i det kvarter, hvor “I misosuppen” foregår, og en reportage er på vej til P1. I programmet Skønlitteratur på P1 har der været bragt et interview med Mette Holm.  Mette Holm selv lavet et længere interview med Ryu Murakami, som bringes i Politiken.

 

Bibliografi

Bøger

Murakami, Ryu:
限りなく透明に近いブルー(Kagirinaku tōmeini chikai burū /Almost Transparent Blue). 1976.
Murakami, Ryu:
海の向こうで戦争が始ま (Umi no mukō de sensō ga hajimaru). 1977.
Murakami, Ryu:
コインロッカー・ベイビーズ (Koinrokkā Beibīzu/ Coin Locker Baby). 1980.
Murakami, Ryu:
走れ!タカハシ (Hashire! Takahashi). 1986.
Murakami, Ryu:
69 (Shikusutinain 69). 1987.
Murakami, Ryu:
ラッフルズホテル(Raffuruzu Hoteru). 1989.
Murakami, Ryu:
エクスタシー(Ekusutashī). 1993.
Murakami, Ryu:
五分後の世界(Gofungo no Sekai). 1994.
Murakami, Ryu:
ピアッシング(Piasshingu/ Piercing). 1994.
Murakami, Ryu:
KYOKO (Kyōko). 1995.
Murakami, Ryu:
ストレンジ・デイズ(Sutorenji Deizu). 1997.
Murakami, Ryu:
ライン(Rain). 1998.
Murakami, Ryu:
共生虫(Kyōsei chū). 2000.
Murakami, Ryu:
メランコリア(Merankoria). 2000.
Murakami, Ryu:
半島を出よ(Hanto Wo Deyo). 2005.
Murakami, Ryu:
ダイアローグ 村上壟X伊藤穣一(Daiarōgu Murakami Ryū X Itō Jōichi). 2006.Samtaler.
Murakami, Ryu:
A Whale Singing. 2010.
Murakami, Ryu:
I misosuppen. 2010. Roman.

Om forfatterskabet

Links

På forfatterens danske forlag kan man finde kort information om forfatterskabet.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Ifversen, Karsten R.:
En amerikansk psykopat i Tokyo. Anmeldelse. Politiken, 2010-08-16.
Otake, Tomoto:
Straight-talking wordsmith wields his pen like a sword. Interview i Japan Times, 2005-04-03.