Ryūnosuke Murakami (村上龍之助) blev født den 19. februar 1952, og han voksede op ved en af de amerikanske flådestationer på den japanske kyst i Sasebo i prefekturet Nagasaki. Det er der – et stenkast fra atombomben “Fat Man”s nedslag – at hans virkelighedsopfattelse blev skabt: “Virkeligheden var ikke skjult; den blev stillet til skue over alt. Andre byer var formentlig ikke sådan. Men hvis du sammenligner en militærby som Sasebo med andre byer uden en militærbase, hvilken symboliserer så efterkrigstidens Japan bedst? Jeg tror, jeg voksede op med at se realiteterne i øjnene.” (Tomoto Otake: Stright-talking wordsmith wields his pen like a sword. Japan Times, 2005-04-03).
Virkeligheden viste sig at være et Japan, hvor snitfladerne mellem Østen og Vesten smelter sammen. I dag minder fremtiden således i påfaldende grad om et billede af Tokyo. Det er som om, de to ideer er uadskillelige: Japan i dag som et spejl af den vestlige verden i morgen.
Murakami forlod Sasebo efter gymnasiet, hvorefter hans data minder om dem, vi forbinder med virkeligt cool kulturikoner fra samme periode – som Bryan Ferry og David Bowie. Murakami spillede trommer i et par rockbands, han studerede silketryk og skulptur på et par prestigefyldte kunstakademier, og han skød super 8-film. Hans liv var en god mixture af kunst, sex og stoffer – ligesom han skildrer det i den første og halvbiografiske roman “Almost Transparent Blue” fra 1976. Med denne debutroman ryddede Murakami Japan for betydningsfulde litterære priser, og romanen blev da også solgt i en million eksemplarer.
I løbet af 1990’erne så en ny generation af internationalt sælgende forfattere dagens lys i Japan. Med Banana Yoshimoto i spidsen anerkendte de Ryu Murakamis forfatterskab. Også efternavnsbroderen Haruki Murakami, der flere gange er blevet nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, anerkender Ryu Murakami og kalder ham for den mest betydningsfulde samtidige japanske forfatter.
Ved siden af Ryu Murakamis stadigt voksende forfatterskab udgiver han et mailmagasin og hoster et talk show. Desuden er han filminstruktør og har instrueret sin roman “Kyoko”. Efter sigende er også “I misosuppen” ved at blive filmatiseret.