michel
Philippe Matsas, Copyright Flammarion

Michel Houellebecq

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2006. Senest opdateret af Karina Søby Madsen, 2015.
Top image group
michel
Philippe Matsas, Copyright Flammarion
Main image
Houellebecq, Michel
Foto: Hugo Ortuno / Scanpix

Indledning

Hvis man ønsker at tage temperaturen på det moderne vestlige samfund, så er Michel Houellebecq manden at gå til. I samtlige romaner benytter han sin pen som termometer og stiller diagnosen på den evigt lidende patient – den vestlige virkelighed besmittet af parasitten: mennesket. Med en skrift gennemsyret af humor, hudløshed og sensationsmageri fremstilles og udstilles en barsk verden præget af kyniske, følelsesløse individer, af desillusionerede romantikere, der udelukkende formår nærvær i form af sex – og helst så grænseoverskridende som muligt.

 

46152654

Blå bog

Født: 26. februar 1958 på den franske ø La Reunion i det Indiske Ocean.

Uddannelse: Uddannet landbrugsingeniør i 1980.

Debut: HP Lovecraft, contre le monde, contre la vie. Éditions du Rocher, essay, 1991.

Litteraturpriser: Prix Tristan Tzara, 1992. Prix Flore, 1996. Grand Prix des Lettres Jeunes Talents, 1998. Prix Novembre, 1998. International IMPAC Dublin Literary Award, 2002. Prix Goncourt, 2010. Austrian State Prize for European Literature, 2019.

Seneste udgivelse: Serotonin. Rosinante, 2019. Oversat af Niels Lyngsø.

Inspiration: Baudelaire, Nietzsche, Schopenhauer.

Artikel type
voksne

Baggrund

"Jeg bryder mig ikke om denne verden. Jeg bryder mig afgjort ikke om den. Jeg afskyr det samfund, jeg lever i, jeg synes, reklamerne er kvalmende, IT er til at brække sig over. Hele mit arbejde inden for IT-branchen går ud på at skabe flere referencer, krydsreferencer og kriterier for rationelle beslutninger. Det er fuldkommen meningsløst.
"Elementarpartikler", s. 70.

Michel Houellebecq blev født på den franske ø La Reunion i det Indiske Ocean den 26. februar 1958, søn af en far, der var guide i bjergene og en mor, der var fysiolog. Ligesom det er tilfældet for mange af Houellebecqs litterære figurer, var hans forældre hippier, som hverken knyttede sig til hinanden eller til deres nyfødte barn. Derfor blev Houellebecq som seksårig flyttet ind til sin bedstemoder i Paris, hvor han voksede op. Han gik seks år på kostskole i Meaux, hvorefter han uddannede sig til landbrugsingeniør, en uddannelse der afsluttedes i 1980. Samme år giftede han sig med en søster til en klassekammerat, og året efter fik de sønnen Etienne.

Men Houellebecqs opvækst var determinerende, og han måtte igennem en periode med arbejdsløshed, skilsmisse, druk, depression og adskillige ophold på psykiatriske afdelinger. Som en af hans venner har udtrykt det, så er det utroligt, han overhovedet er i live: "Han har lidt meget. De ting, han har været igennem, tror jeg, ville have fået enhver normal person til at begå selvmord, men han har formået at finde tilbage til livet." (Emily Eakin: Publish and be damned. The Observer, 2000-11-19).

Heldigvis kom Houellebecq i kontakt med det litterære miljø, for det betød, at han øjnede muligheden for en anden livsbane. I 1985 blev Houellebecqs forfatterkarriere kickstartet ved, at han fik et par digte offentliggjort i magasinet Nouvelle Revenue de Paris, og i 1991 udgav han essayet "HP Lovecraft, contre le monde, contre la vie". Samme år blev han ansat som edb-medarbejder i den franske nationalforsamling, og mødet med den daglige rutine som lønslave gav ham inspiration til hovedkarakteren i den første roman "Extension du domaine de la lutte", som udkom på fransk i 1994 og på dansk i 2002 med titlen "Udvidelse af kampzonen".

I 1998 blev Houellebecq gift med Marie-Pierre Gauthier, som han lever med i Spanien. Den dag i dag ved Houellebecq ikke, hvor hans forældre er, og om de overhovedet lever.

 

H.P. Lovecraft

Houellebecqs forfatterkarriere blev skudt i gang med et biografisk essay om gyserforfatteren Howard Phillips Lovecraft, født i 1890. "H. P. Lovecraft: contre le monde, contre la vie" fra 1991 er tydeligvis drevet af Houellebecqs fascination af Lovecraft, og essayet dissekerer hans liv, levned og litteratur. Essayet tager sig ud som en art hyldest til Lovecraft, men samtidig fungerer det som et manifest for den unge, vilde og ambitiøse forfatter.

Houellebecq spejler sig i den afdøde forfatter, der kombinerede et absolut had til verden generelt med en særlig aversion for den moderne verden, som Houellebecq udtrykker det. Den samme definition skal vise sig at passe som fod i hose til Houellebecqs eget fremtidige forfatterskab. De to forfatteres syn på verden stemmer således fint overens, men til gengæld er der forskelle at spore på indholdssiden. Mens Lovecraft hverken tillægger økonomi eller sex stor betydning i sine værker, er Houellebecqs værker, som det bliver klart i det følgende, intet uden. Måske er det derfor, Houellebecqs interesse for Lovecraft siden er blegnet, som han udtrykker det i et interview i Dagbladet Information (Josyane Savigneau: Houellebecq: Verden er udfoldet lidelse. Dagbladet Information, 2005-08-27).

Udvidelse af kampzonen

"Jamen godt! Udbrød jeg, hvad forhindrer dig i det? Selvfølgelig, øv dig lidt på den unge neger! Under alle omstændigheder tager de af sted sammen, det er helt sikkert. Du bliver selvfølgelig nødt til at slå fyren ihjel for at nå frem til kvindens krop."
"Udvidelse af kampzonen", s. 99.

"Extension du domaine de la lutte" fra 1994 ("Udvidelse af kampzonen", 2002) er Houellebecqs første roman. Hovedpersonen hedder, som forfatteren selv, Michel. Han er 30 år, skilt og har en mellemlederstilling i IT-branchen. Hans socialstatus er dermed sikret økonomisk, men seksuelt ser det mindre tilfredsstillende ud. Det er problematisk, fordi Michel lever i et samfund, hvor hans personlighed defineres af såvel købekraft som seksuelle evner, relationer og netværk. Michel er ensom, venneløs og interesseløs, og han fordriver fritiden med at skrive filosofiske dyrefabler om en nådesløs Gud. Livet er, siger han, kedsommeligt, gennemsnitligt og middelmådigt, men det er dog ikke så slemt, at han ligefrem ønsker at dø.

23931389

I "Udvidelse af kampzonen" lurer og truer passivitet og ikkeeksistens gennem hele romanen. Særligt faretruende bliver det, da Michel en dag udstationeres til provinsen sammen med den grimme og seksuelt udstødte Raphaël Tisserand. I provinsen går Michel og Raphaël i byen, hvor de iagttager, hvordan unge flotte fyrer scorer kvinder på stribe, mens det eneste, de selv kan gøre, er, at drukne deres fortvivlelse i sprut samt onanere.

Som læser bliver man vidne til de to kollegers stadigt stigende desperation i takt med, at deres følelse af at være udstødte i den moderne virkelighed, øges. Denne bevægelse giver romanen en uhyggelig drejning. For hvor går kampzonens grænser egentlig? Kan man eksempelvis besidde de kokette, afvisende kvinder med vold? Houellebecqs første roman tager fat på det tema, som er grundlæggende i forfatterskabet, nemlig økonomiens gennemsyring af alt – eller med andre ord – markedsgørelsen af selv de menneskelige relationer.

Foragten for verden står malet ned over siderne, mens romanen hæver en kritisk pegefinger mod 68-generationens egoistiske selvrealiseringsprojekt, der med fremhævelsen af frigørelsens potentiale, paradoksalt nok har ladet økonomien intervenere også i følelses- og sexlivet. Kampzonen er metafor for markedet, hvor varer handles og værdisættes, mens udvidelsen af kampzonen refererer til, at også følelserne og seksualiteten er blevet en vare, som prissættes og sælges i overensstemmelse med værdikriterier som ungdom og kropslig skønhed.

Elementarpartikler

"Hvad var det egentlig, der havde forandret sig, siden han selv var teenager? Han havde de samme lyster og samme bevidsthed om, at han sandsynligvis ikke kunne tilfredsstille dem. I en verden, som kun respekterer ungdommen, fortæres menneskene lidt efter lidt.”
"Elementarpartikler", s. 108.

I Michel Houellebecqs anden roman, "Les particules élémentaires" fra 1999 ("Elementarpartikler", 2001), følger vi halvbrødrene Michel og Bruno. De to har ikke meget til fælles ud over, at de er født i de glade hippiedage af samme mor, at de begge blev forladt af hende, da hun havde travlt med at leve det frie liv, og at de voksede op hos henholdsvis en farmor og en mormor. For at klare det moderlige svigt udvikler de to drenge forskellige strategier.

Bruno bliver en patetisk, seksuelt frustreret og falleret gymnasielærer på evig jagt efter at udforske det seksuelle univers. Hans vej igennem livet dulmes af druk, new age-bevægelser, masturbation og penetration, for til sidst at ende som en provokerende galning på et psykiatrisk hospital.

23733714

Michel bliver biologisk forsker, men han forbliver deterministisk og følelseshæmmet. Da han som 40-årig tager et sabbatår og møder sin ungdomsveninde Annabelle, bliver han paradoksalt nok inspireret til at opfinde en ny og følsom mennesketype, og han bruger de sidste måneder af sit liv på at udvikle de teoretiske forudsætninger for at klone og dermed forbedre den fejlbarlige menneskehed.

Historien om brødrenes livsforløb er samtidig en fortælling om individualitetens forbandelse. 68’ernes krav om total selvrealisering betyder, at alle alene har ansvaret for sig selv og sin egen lykke, hvilket giver udslag i et tab af alle former for fællesskab, både familie-, kærligheds- og arbejdsmæssigt. Det er værdiernes sammenbrud, en familiefortælling i en skilsmisseepoke, og en beretning om reproduktionens degradering til krop og porno. Mod romanens slutning beskrives den moderne epoke som overstået, og romanuniverset transformeres til en science fiction præget utopi, som strækker sig langt ind i det 21. århundrede. Her har kloning af menneskene for længst befriet dem fra kravet om og behovet for individuel frihed og fremskridt. I stedet er kontinuitet og fællesskab kommet i fokus, og dermed ender romanen i en tilstand, der kan minde om lykke. Genteknologien er blevet menneskets befrielse: Vi kan (måske) klone os ud af det hellige individs ukrænkelige grådighed og ondskab. Det er denne idé som Houellebecqs roman fra 2005, ”Muligheden af en ø”, bygger videre på.

Platform

"Hun bøjede sig frem mod bordet: Jeg mærkede hendes bryster bølge under stoffet. Jeg kunne have tilbragt timer på den måde. Det var en letkøbt, uskyldig, evigt salig glæde; et rent løfte om lykke.”
"Platform", s. 209.

Hovedpersonen i "Plateforme" fra 2001 ("Platform", 2002) hedder – måske ikke overraskende – Michel. Han er 40 år, ansat i Kulturministeriet og røvkeder sig for at sige det mildt. Han har ingen nære venner, ingen interesser og intet han rigtig har lyst til. For at få tiden til at gå ser han en frygtelig masse fjernsyn og går til peep-shows, når det skal være lidt ekstravagant. Da hans far dør, beslutter han sig for en ferie til Thailand, og her møder han og indleder et forhold til Valérie, der arbejder i rejsebranchen.

I "Platform" betyder globalisering udbredelsen af den vestlige seksualiserede og pornoficerede kultur til hele verden. Romanen er baseret på spændingen mellem på den ene side Michel og Valéries private kærlighedsaffære med ekspanderende seksuelle udfoldelser til følge og på den anden side den liberale og pornografiske virkelighed, der omgiver dem.

24301699

Hvis ikke Michel og Valérie kontinuerligt udforsker begæret og overskrider erotiske grænser, så dør lidenskaben og kærligheden. Hvis ikke rejsebranchen fortsætter med at ekspandere, så går selskaberne nedenom og hjem, og derfor får Valérie sit selskab til at satse på sexturisme for på den ene side at afhjælpe sin stagnerede branche og frelse de vestlige individer fra kedsomhed og på den anden side at afhjælpe fattigdom i Østen. Hvis ikke kunsten, som Michel beskæftiger sig med i Kulturministeriet, bevæger sig i samme fornedrende retning, så sælger den ikke. Derfor er det ekskrementer og modelleringer af klitoris, der udstilles, og som betragtes som moderne kunst.

Samtidig bygger romanen en spænding op mellem Vesten og islam, idet Vestens seksuelle frigørelse fremhæves som en kile mellem vest og øst. Undervejs i romanen giver hovedpersonen meget direkte udtryk for sin foragt for islam. Retorikken optrappes løbende, men selve konflikten kulminerer med en handling, nemlig med en islamisk terrorbombning af et af de erotiske ferieparadiser, som Valéries rejseselskab driver. Resultatet er, udover død og lidelse, tab af håb for hovedpersonen, og måske for menneskeheden i det hele taget.

Muligheden af en ø

”Når man ældes, har man brug for at tænke på beroligende og behagelige ting. At forestille sig at der venter noget smukt på os oppe i himlen. Kort sagt øver vi os lidt på døden. Når man hverken er for dum eller for rig.”
”Muligheden af en ø”, s. 64.

I 2005 så "La Possibilité d’une ile" (”Muligheden af en ø", 2006) dagens lys. Romanen foregår på to planer, som skiftes til at være den bærende synsvinkel; dels på et nutidsplan, og dels på et fremtidsplan 2000 år senere, efter atomterrorisme og naturkatastrofer. Romanen fortælles af tre Daniel’er. På nutidsplanet følger vi Daniel, og indimellem fortællingerne om Daniels og menneskehedens forfald møder vi to kloner, de såkaldte ”neohumanoider”, Daniel24 og Daniel25, som funderer over ”de gammeldags mennesker", der levede i begyndelsen af det 21. århundrede.

26471419

Daniel er besat af kvinder, men afskyr børn – ligesom for øvrigt de fleste karakterer i Houellebecqs romaner gør det. Desuden er han besat af had. Daniel er falleret komiker og har været gift et par gange, men begge ægteskaber kuldsejler, da Daniel henholdsvis keder sig og drikker alt for meget.

For at finde frelse fra livets endeligt, involverer han sig i en nyreligiøs sekt, som revolutionerer samfundet og det enkelte menneskes tilværelse via genmanipulation og kloning. Neohumanoiderne er ved hjælp af kloning blevet renset for menneskenes individualitet og er ude af stand til at grine, græde og føle lidenskaber.

Romanen tematiserer det moderne menneskes uudholdelige liv ved at sætte fingeren på vores forkvaklede forhold til alder, kærlighed og død – jagten på den evige ungdom og angsten for at lide. Neohumanoiderne er befriet for disse problemer, men alligevel lurer lidelsen i form af en udefinerbar længsel efter at føle under overfladen, og således ligger fremtidsscenariet i en foruroligende gråzone mellem dystopi og utopi.

 

Kortet og landskabet

”Et eutanasidrab kostede i gennemsnit fem tusind euro, mens den dødelige dosis pentobarbital kostede tyve euro, og en billig kremering næppe væsentlig mere. På et ekspanderende marked hvor Schweiz havde et kvasimonopol, måtte de faktisk få forgyldte nosser.”
”Kortet og landskabet”, s. 279.

”La Carte et le territoire” (”Kortet og landskabet”, 2012) indbragte i 2010 Houellebecq Frankrigs mest prestigefyldte litterære pris, Prix Goncourt.

Romanen er klassisk inddelt i en prolog, tre dele og en epilog, og er en retrospektiv livshistorie om kunstneren Jed Martin. Man falder som læser ind midt i hans pariserliv og følger ham gennem hans succesrige karriere og personlige udvikling med både komik og bid i linjerne. Blandt andet fotograferer han Michelinkort, samarbejder en tid med Houellebecq og maler dennes portræt. Det kostbare portræt er omdrejningspunktet for et makabert mord i tredje del, hvor man følger kriminalbetjentene Jasselin og Ferber i efterforskningen og deres personlige overvejelser. Mordet dekonstruerer offeret og virkeligheden så meget, at Jed først opfatter nærfotos fra gerningsstedet som dårlige efterligninger af maleren Jackson Pollock. Jed ender i sit liv og i romanen med at isolere sig i sit landlige barndomshjem omgivet af natur.

29477736

Med samtidsrelevante problemstillinger og virkelige karakterer udpensler ”Kortet og landskabet” en kulturkritik af den vestlige verdens overforbrug af materielle goder og tomme tegn, eksempelvis af dyr kunst. Meget sigende er romanens første to personager Jeff Koons og Damien Hirst, begge megastjerner i virkelighedens kunstverden med fokus på henholdsvis temaerne sex og død. Også ”Michel Houellebecq” selv er en karakter, som giver værket et skær af distance og metafiktion.

Fortælleren i ”Kortet og landskabet” er en bedømmende eftertænksom stemme. Jævnligt sættes ord i kursiv for at vise fortællerens autoritet og gøre læseren opmærksom på tidstypiske fænomener, som der skabes en vis kritisk distance til. Houellebecq får læseren til at orientere sig og forholde sig til sin zeitgeist, som man netop også forholder sig til forskellen mellem et (Michelin-)kort og et landskab. Det underbygges af, at der flere steder i romanen beskrives, hvorledes æraer, perioder og etaper slutter og begynder.

Underkastelse

”det stod klart at den liberale individualisme kunne triumfere så længe den nøjedes med at opløse mellemstore strukturer såsom fædrelande, foreninger og sociale klasser, men lise så klart stod det at den med et angreb på familien (…) havde underskrevet sin egen dødsdom.”
”Underkastelse”, s. 260.

Hovedkarakteren i Michel Houellebecqs roman ”Soumission” fra 2015 (”Underkastelse”, 2015) er den midaldrende litteraturprofessor François, hvis tilværelse præges af færdigretter, købesex og halvhjertede forhold til sine yngre kvindelige studerende. Det eneste, han engagerer sig blot en smule i, er den for længst afdøde dekadente forfatter Huysmans, som François har skrevet afhandling om. Som de øvrige karakterer i forfatterskabet har François et akavet forhold til tilværelsen. Han er ensom og ude af stand til at knytte tætte bånd til andre mennesker, og ind imellem overvejer han, om ikke selvmord vil være en fornuftig afslutning på den tilværelse, der alligevel er ulidelig.

51946596

Livet tager dog en uventet drejning, da Det Muslimske Broderskab kommer til magten, og den karismatiske Mohammed Ben Abbes indsættes som præsident.

Romanen er en fremtidsfantasi, da den udspiller sig i år 2022 – i et Frankrig, der bliver regeret af en moderat muslim, som drømmer om at gøre EU til et moderne Romerrige. Romanen fantaserer om en velordnet og smertefri fremtid – som en kontrast til tilværelsens uudholdelighed. Den fortvivlelse, François inkarnerer, er synonym med de franske borgeres, og det er netop folkets apati og frustration over det moderne liv, der har båret Ben Abbes til magten.

Fortvivlelsen fremhæves i romanen som samfundsskabt. Fællesskaberne er i opløsning – både i familien og i nationen, og afstanden mellem befolkningen og de, der taler på befolkningens vegne (politikere og journalister), vokser sig stadig større. Gang på gang hedder det, at den vestlige verden er dødsdømt. François forsøger – som i øvrigt Huysmans – at opsøge et katolsk kloster for at undersøge, om det kan hjælpe ham, men besøget får ham blot til at føle sig utilpas. Hvad så med islam?

Mod slutningen af romanen skifter romanen skriftform til datids fremtid – alt handler om ”hvis nu…”. François forestiller sig, at han konverterer til islam og ender med at konstatere: ”Jeg ville ikke have noget at fortryde.” Om han foretager denne konvertering, vides dog ikke, men romanens udsagn – eller åbne spørgsmål – er dog, om islam kan være et svar på den moderne fortvivlelse.

Genrer og tematikker

Den moderne tilværelses uudholdelighed er det helt centrale tema i samtlige af Houellebecqs værker. Alle karaktererne er bundfortvivlede og ensomme og ude af stand til at knytte bånd til andre mennesker. De eneste relationer, der består, er stadig mere forkvaklede og voldelige seksuelle relationer.

Romanerne prøver på hver sin vis at sætte fokus på, at vores liv og vores selv er et resultat af sociale og historiske processer, som langt overskrider, hvad vi som enkeltindivider kan have indflydelse på – deraf også personernes fortvivlelse. Selvom de drømmer om en anden tilværelse, er de ude af stand til at skabe den, fordi deres liv er et resultat af kulturen, der omgiver dem.

I tre af værkerne leger Houellebecq dog med tanken om et alternativ og skaber fremtidsversioner, der balancerer mellem utopi og dystopi. Både i ”Elementarpartikler” og i ”Muligheden af en ø” fantaserer forfatteren om, hvad genteknologi kan have af muligheder for mennesket. Kan vi klone os ud af vores lidelse? Og i sit seneste værk ”Underkastelse” er det islam, der skal redde menneskene ud af ensomheden ved sit tilbud om et stærkt fællesskab – ikke mindst i form af familien.

Houellebecq skriver sig i øvrigt med flere af værkerne ind i genren metafiktion med en snert af autofiktion, når flere af hans litterære karakterer bærer navnet Michel, og deres liv har overordentlig meget tilfælles med Houellebecqs eget.

Meget få forfattere har i vor tid fået så meget omtale i store dele af verden som Houllebecq. Den franske forfatters indgående beskrivelser af sine hovedpersoners seksuelle udskejelser, hans karakterers kritiske kommentarer om islam samt hans ensidigt dystre blik på samtiden har dannet baggrund for en del debat. Senest har hans roman ”Underkastelse” skabt debat i hele Europa: På den ene side har især højreorienterede fremhævet romanen som en sandsynlig fremtidsskildring, hvis Europa fortsat tillader mellemøstlige befolkningsgrupper fortsat at indvandre i samme grad, mens den på den anden side er blevet kritiseret kraftigt for at være islamofobisk.

Beslægtede forfatterskaber

Lige så meget den kontroversielle forfatter er blevet udsat for kritik, er han blevet rost og hyldet som en indsigtsfuld forfatter, der skånselsløst blotlægger den moderne livsstils iboende tomhed, kynisme og følelsesløshed. De mest entusiastiske fans har sammenlignet Houellebecq med den franske forfatter Honoré de Balzac, der levede fra 1799-1850, og som især fremhæves for sin realistiske fremstilling af den sociale virkelighed i den første del af det 19. århundredes Frankrig.

Af litterære inspirationskilder bør nævnes forfattere som Charles Baudelaire, Thomas Mann, George Orwell, Aldous Huxley og Louis-Ferdinand Céline. I ”Elementarpartikler” nævnes Huxley eksplicit, og i ”Muligheden af en ø” anfører Bruno, at ”Fagre nye verden” er hans drøm om et himmerige: Der er seksuel frihed, man ældes ikke, og alle kan således nyde livet. Fælles for Huxley, Orwell og Houellebecq er, at de leverer en kritisk samtidsdiagnose ved at overføre nogle tendenser til en tænkt fremtid. Hvor der hos de to førstnævnte er tale om rene dystopier, er Houellebecq dog mere tvetydig i din fremstilling.

Slægtskabet mellem Houellebecq og den franske forfatter Céline, som levede fra 1894-1961, er især deres sortsyn, der har potentiale til at gøre enhver læser deprimeret, men samtidig krydrer de skriften med en morbid humor, der kan få selv de mest triste tørvetrillere til at klukle.

En dansk forfatter, der kan drages paralleller til, er Svend Åge Madsen. Han er langt mindre sortsynet end Houellebecq, men begge evner de at skabe fremtidsscenarier med afsæt i nutidselementer og undersøge, hvordan samfundet og dets mennesker mon  vil have det. 

Bibliografi

Essays

Houellebecq, Michel:
HP Lovecraft, contre le monde, contra la vie. 1991.
Houellebecq, Michel:
Rester Vivant - méthode. 1991.

Digte

Houellebecq, Michel:
La poursuite du bonheur. 1992.
Houellebecq, Michel:
Le sens du combat. 1996.
Houellebecq, Michel:
Renaissance. 1999.
Houellebecq, Michel:
Poésies. 2000.

Rejsebog

Houellebecq, Michel:
Lanzarote. 2000.

Romaner

Houellebecq, Michel:
Elementarpartikler. Borgens Forlag, 2001. (Les particules élémentaires. 1998). Oversætter: Tine Byrcel.
Houellebecq, Michel:
Udvidelse af kampzonen. Borgens Forlag, 2002. (Extension du domaine de la lutte. 1994). Oversætter: Tine Byrcel.
Houellebecq, Michel:
Platform. Borgens Forlag, 2002. (Plateforme. 2001). Oversætter: Lars Bonnevie.
Houellebecq, Michel:
Muligheden af en ø. Borgens Forlag, 2006. (La Possibilité d'une ile, 2006). Oversætter: Lars Bonnevie.
Houellebecq, Michel:
Kortet og landskabet. Rosinante, 2012. (La carte et le territoire, 2010). Oversætter: Lars Bonnevie.
Houellebecq, Michel:
Underkastelse. Rosinante, 2015. (Soumission, 2015). Oversat af Niels Lyngsø.
Houellebecq, Michel: Serotonin. Rosinante, 2019.

Musik

Houellebecq, Michel:
Presence humaine. 2002. Album, hvor Houellebecq synger sin egen poesi.

Filmatiseringer og teaterforestillinger

Harel, Philippe:
Extension du domaine de la lutte. 1999. Filmatisering af romanen med samme titel.
Albinus, Jens:
Udvidelse af kampzonen. 2002. Skuespil over Houellebecqs roman af samme titel opført på Det Kongelige Teater.
Teaterkompagniet Carnal Acts: Platform. 2004. Skuespil over romanen af samme navn for Institute of Contemporary Arts.
Houellebecq, Michel:
La Possibilité d’une Íle. Film baseret på romanen af samme titel. 2008.
Nicloux, Guillaume:
L’enlèvement de Michel Houellebecq. Fransk komedie med Houellebecq i hovedrollen. 2014.

Om forfatterskabet

Artikler

The Guardian har samlet sine relaterede artikler og indleder med kort introduktion.
Detje, Robin:
Jetzt komm schon! Sonst stirbst du nämlich. 2002. Artikel om Platform i magasinet Literaturen, nr. 3, 2002.
Peick, Morten:
Kontrovers, kynisme og klarsyn - fænomenet Michel Houellebecq Litteratursiden, 2003-03-01.
Tygstrup, Frederik:
Den mest åndssvage religion: Michel Houellebecq og den postmoderne xenofobi. 2005 Essay i antologien Europas andre: fremmedfrygt i europæisk kultur, red. Mikkel Bogh m.f. Tiderne skifter, 2005.
Schjørring, Maren Aarup:
Michels krop. Læsninger i Michel Houellebecqs forfatterskab. Syddansk Universitetsforlag, 2005.
Grimm, Jon Auring:
Totusinde nåle: perversion og selvrealisering hos Markis de Sade og Michel Houellebecq. Artikel i Trappe Tusind, Tidsskrift for litteraturvidenskab, nr. 1, 2008.

Bøger

Maris, Bernard: Økonomen Houellebecq. Bobo, 2017. (Houllebecq Économiste, 2015). Oversat af Peer Bundgaard. (99.4).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Michel Houellebecq

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Eakin, Emily:
Publish and be damned. 2000. Artikel i Observer, 2000-11-19.
Savigneau, Josyane:
Houellebecq: Verden er udfoldet lidelse. 2005. Interview i information, 2005-08-27.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Christian Baun, 2012.