baudelaire
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

Charles Baudelaire

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, august 2018.
Top image group
baudelaire
Foto: Lebrecht Authors / Scanpix

Indledning

Den franske forfatter Charles Baudelaire er blevet kaldt skaberen af moderne poesi. Især hans hovedværk, ”Les Fleur du mal”, står som et af de vigtigste litterære værker fra den periode, hvor romantikken blev afløst af det moderne. Med Baudelaire opstår der et nyt billedsprog og en skildring af det onde, det ækle og storbyens skyggesider. Samtidig fremhæves kærligheden, nydelsen og kunstens skønhed.   

51390083

Blå bog

Født: 9. april 1821 i Paris

Død: 31. august 1867 i Paris.

Uddannelse: Studentereksamen og uafsluttede jurastudier.

Debut: Salon de 1845, 1845.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Baudelaire i udvalg. Det poetiske bureaus forlag, 2014. Oversætter: Luna Tirée de la Brume.

Inspiration: Heinrich Heine, Aloysius Bertrand og Edgar Allan Poe.

Periode: Symbolisme

Artikel type
voksne

Baggrund

”Kort kun er din Prøve! Graven alting sluger!/
Lad mig med mit Hoved hvilende i dit Skød/
nyde, mens min Tanke ved Somrens Lykke ruger/
Høstens blide Stråler med deres gyldne Glød.”

”Efterårssang” i ”Syndens blomster”, s. 98.

Charles Pierre Baudelaire blev i født i Paris den 9. april 1821 som søn af kontorchef og amatørkunstner François Baudelaire og hans 34 år yngre hustru, Caroline Defayis. Da han var blot syv år, døde hans far, og hans mor giftede sig med den senere general Jacques Aupick, som Charles livet igennem foragtede. Familieomvæltningen blev en skelsættende begivenhed for den kommende forfatter. I 1832 startede Charles Baudelaire i gymnasiet i Lyon, hvor stedfaren var udstationeret. Da familien rejste tilbage til Paris blev han først smidt ud af et elitegymnasium, men fik siden sin studentereksamen. Herefter fulgte Baudelaire distræt juraforelæsninger i en kortere periode.

Baudelaire droppede i 1841 endeligt ud af sine studier og begyndte at skrive digte. Det var også i denne periode, han begyndte at besøge prostituerede og stifte gæld. Hans stedfar sendte ham i 1841 på en rejse til Indien for at bryde hans dårlige vaner. Den unge mand afmønstrede dog undervejs på rejsen, og tilbage i Paris blev han hurtigt kendt som en dandy, der på ingen tid brugte sin udbetalte arv på vin, kvinder, tøj og spil. I 1844 fik familien erklæret ham økonomisk umyndig og overførte herefter hver måned et beskedent beløb til den unge Baudelaire, som også forsøgte at skaffe sig indtægter som kritiker og oversætter af bl.a. amerikanske Edgar Allan Poe. Familien så også med stor misbilligelse på Baudelaires forhold til skuespillerinden og mulatten Jeanne Duval, som gennem de følgende årtier – ved siden af en række andre kvinder – skulle blive Baudelaires muse.

Charles Baudelaire fik sine første digte offentliggjort i 1843. I 1845 udkom hans kritiske bedømmelse af den årlige kunstsalon, ”Salon de 1845”. Han blev for alvor kendt med sin digtsamling ”Les Fleur du Mal”, der udkom i 1957 (”Syndens blomster”, 1921 / ”Helvedesblomsterne”, 1998). Samlingens skildringer af bl.a. sex og død førte dog i første omgang til, at både forfatteren og hans forlag blev retsforfulgt og dømt for at forbryde sig mod den offentlige moral.

Svækket af sit hårde liv med økonomiske problemer, alkohol, opium og symptomer på den syfilis, han havde pådraget sig som ganske ung, boede Baudelaire i slutningen af sit liv hos sin mor. Baudelaire blev i 1866 ramt af et slagtilfælde, som gjorde ham delvist lam og stum. Han døde i Paris i 1867, 46 år gammel. Han ligger begravet på Montparnasse-kirkegården i Paris. En del af Baudelaires værker blev udgivet efter hans død.

Kunstkritik

”Kunstneren, (som) vil udtrykke Naturen, men udelukker de Følelser den vækker til Live, hengiver sig til en besynderlig Lemlæstelse af sig selv, der bestaar i at dræbe det tænkende og følende Menneske i sig.”

”Kunstkritik”, s. 49.

Charles Baudelaire debuterede i 1845 med en anmeldelse af årets parisiske salon med titlen ”Salon de 1845”. Salonerne i Paris var i 1800-tallet en årlig tilbagevendende kunstudstilling, som globalt set blev anset for en af de vigtigste kunstbegivenheder. Efter debuten fulgte flere andre værker med kunstkritik fra Baudelaires hånd. Uddrag fra forskellige af Baudelaires værker med kunstkritik er samlet i bogen ”Kunstkritik” (1945), der indeholder kapitler som ”Om indbildningskraften”, ”Om farven” og ”Om det moderne”.

Det er kendetegnende for Baudelaires kunstkritik, at han står med et ben i romantikken og et i det moderne. Baudelaire fremhæver Eugène Delacroix, som anses for en af de største franske kunstnere i den romantiske periode, og som Baudelaire kalder fortidens og nutidens mest originale maler. Men han er ligeledes fascineret af den spirende modernitet. Ifølge Baudelaire skal kunsten skildre det evigt sande, men også kunne indfange det flygtige, det nye, det som sker: ”Det moderne, det er det forbigaaende, det flygtige, det netop opdukkende, Halvdelen af Kunsten, hvis anden Halvdel er det bestandige og uforanderlige” (s. 62). Baudelaire fremhæver illustrator og satiretegner Constantin Guys som en repræsentant for det nye.

En andet væsentlig pointe i Baudelaires kunstkritik er hans understregning af farven som formskabende i maleriet. Det kunne f.eks. være de mange forskellige farver, der tilsammen danner en kvindehånd i et billede. Han skriver desuden, at ”kunsten i øvrigt er en Abstraktion og fuldbyrder sig ved at ofre Detaljen for Helheden” (s. 48). Når det vigtige i kunsten ifølge Baudelaire ligeledes er den betydning eller følelse, beskueren lægger ind i kunstværket, kommer man uundgåeligt til at tænke på moderne, abstrakte kunstværker – og måske endda nogle, som kommer efter Baudelaires analyse. Sikkert er det, at Baudelaire i sin kunstkritik betoner de abstrakte former, udtryksformer som stimulerer fantasien og samtidens aftryk på værket: ”Originalitet stammer fra det Stempel, Tiden paatrykker vore Fornemmelser” (s. 66). Hans kunstkritik er dog også blevet læst som en gennemtrængende analyse af hans egen digtning.

Syndens blomster / Helvedesblomsterne

”Kommer du fra Himlen eller fra Helveds Grunde,/ o Skønhed, med dit Blik af Lys og af Gru,/ der forskelsløst fremelsker det gode og det onde?/ Du ligner heri Vinen, der virker blindt som du”.


”Hymne til skønheden” i ”Syndens blomster” s. 43.

Baudelaires ”Les Fleur du mal” udkom i 1857 (”Syndens blomster” (1921) og ”Helvedesblomsterne” (1998)). Digtsamlingen er inddelt i seks afsnit: ”Leden og idealet”, ”Billeder fra Paris”, ”Vinen”, ”Syndens blomster”, ”Oprør” og ”Døden”. 

Baudelaire benytter sig i sin digtsamling af rim og klassisk metrik. Samlingen kredser bl.a. om erotik, ludere, død, beruselse, melankoli og storbyens bagside: ”De offentlige Piger lukker de tomme Øjne/ og sover med åben Mund, dvaske, halvnøgne; Tiggerskerne skutter sig under Taget, hvor de bor/ og puster på Gløderne og de frysende Knoer”. (s. 209). Disse billeder fra modernitetens metropol transformeres til formfuldendte vers, som viser skønheden i selv den usleste afkrog og fremviser kunsten som skønhedens sted.

Digtet ”Et ådsel” er et godt eksempel på Baudelaires skildring af forgængelighed og skønhed – og et eksempel på den chokeffekt, han benytter sig af, når læseren konfronteres med billeder af det ækle. Digtet gengiver erindringen om et ådsel, der lå som en kvinde med spredte ben i solens varme og stank. I en direkte beskrivelse skildres ådslets åbne bug fuld af fluer og maddiker – som et billede på altings forgængelighed og nedbrydning. I slutningen af digtet skildres den frygtelige tanke, at også den skønne og elskede en dag vil rådne op i jorden. Men noget er dog evigt – nemlig jeg-fortællerens følelser og erindring om sin kvinde: ”I mig lever dit guddommelige Væsens Former/ ud over Opløsningens Tid” (s. 56).

Baudelaire skildrer menneskets splittelse mellem det skønne og det hæslige, lykke og fortvivlelse, det forgængelige og det varige. Det er ligeledes en central pointe, at ådslet bliver sammenlignet med en blomst i digtet. Døden og forrådnelsen i den konkrete verden bliver til en blomst i kunstens verden, det vil sige et smukt og formfuldendt digt. Andre vigtige temaer er kunstneren som ensom outsider og fremhævelsen af det moderne – som her i samlingens sidste digt, ”Rejsen”: ”Ræk os Giften, at vi ved Hjælp af den skal drikke. Vi vil, om så vor Hjerne skal smelte som Bly – Helved eller Himmel, vi ænser det ikke – til Bunds i det ukendte for at finde det ny!” (s. 264).

Parisisk spleen

”I de offentlige parker findes alléer der fremfor alt hjemsøges af den skuffede ambition, de ulykkelige opfindere, aborterede storheder, bristede hjerter (..) På disse skyggefulde tilflugtssteder mødes livets krøblinge.”

”Enkerne” i ”Parisisk spleen”, ”Baudelaire i udvalg”, s. 263.

Flere af Baudelaires værker blev udgivet efter hans død, bl.a. den ufuldendte samling af prosadigte ”Petits poèmes en prose” fra 1869 (”Parisisk spleen”, 1918). Samlingen består af 50 fortællende digte med hver deres lille historie. Teksternes rækkefølge er tilfældig, og hver af de små prosadigte kan læses uden for værkets kontekst. Baudelaire blander i teksterne lyriske elementer med ironi og hverdagssprog, skildringer af følelser og intellektuelle overvejelser.

Mange af teksterne tager udgangspunkt i en scene fra storbyen. Vi møder bl.a. en gammel gøgler på en markedsplads, en luder, der elsker læger, sindssyge i tusmørket, fattige børn, der slås om en humpel brød, og flere gange kunstneren, der bevæger sig rundt som en iagttager midt i menneskemængden. Mange af de samme temaer, som man finder ”Les Fleur du mal”, ses også i ”Parisisk spleen”. Baudelaire hylder også her kærligheden og sensualiteten, som i skildringen af duften af en kvindes hår, men han skildrer samtidig følelser af livslede, melankoli og dødsangst. Der er ligeledes beskrivelser af de mørke sider af den moderne by med fokus på de ensomme, de prostituerede og den store forskel på fattig og rig. Nydelse, beruselse, kvinder og skrivning bliver fremstillet som de dele af tilværelsen, som kan fortrænge den smertefulde oplevelse af tidens gang: ”Det er tid til at beruse sig! For at I ikke skal være Tidens martyrer og slaver, berus jer! Berus jer uden ophør. I vin, poesi eller dyd, ganske som I vil.” (”Parisisk spleen” i ”Baudelaire i udvalg”, s. 305).

51390083

I en anden af samlingens tekster bliver det tydeligt, at tiden i det ”utålelige, uerstattelige Liv” ikke kun skal forstås som erkendelse af forgængelighed, men også som det smertefulde, der i menneskelivet følger med det at leve udstrakt i tid: ”Tidens (…) djævelske kortege af Minder, Fortrydelse, Spasmer, Rædsler, Frygt, Mareridt, Raserianfald og Neuroser.” (s. 253). Hos Baudelaire bliver de små hverdagshistorier fra storbyen omdannet til ætsende eller melankolske refleksioner over samfundet og menneskets liv, men han fremhæver samtidig det flygtige men fantastiske i livet: ”Hvad betyder en evig forbandelse for den, der i et sekund har fundet nydelsens uendelighed?” (s. 258).

Genrer og tematikker

Charles Baudelaire startede som kunstkritiker, men er mest kendt for en af den moderne verdens mest skelsættende digtsamlinger, ”Les Fleur du mal” fra 1857. Både i sin kunstkritik, sin lyrik, sine prosadigte og sine dagbogsnotater er Baudelaire placeret som en forløber for den franske symbolisme, der er et overgangsled mellem romantikken og det moderne. I sin kunstkritik er det tydeligt, at Baudelaire holdt meget af den romantiske kunstner Eugène Delacroix, men samtidigt forsøgte han at opdage fremtidens nye kunstnere på udstillingerne og understregede det modernes fastholdelse af det flygtige som et vigtigt kendetegn ved den nye kunst.

Spændingen mellem natur og abstraktion betinger desuden ifølge Baudelaire kunstværkets liv, ligesom han understregede, at kunsten skal skildre naturen men også det, der åbenbares i sjælen. For Baudelaire var beskuerens følelser og tanker af afgørende betydning. Alt dette stod ifølge Baudelaire i modsætning til det traditionelle landskabsmaleri, som han ikke havde meget tilovers for. Baudelaire var ligeledes moderne i sin kunstkritik ved sin påpegning af, at kunsten kan forny sig i nye former for skønhed, som den udleder af det forbigående og flygtige – af tiden, som den skabes i. Baudelaire er blandt andet blevet kaldt den vigtigste litterære kunstkritiker efter Denis Diderot.

Også i sin egne litterære værker formåede Baudelaire både at besynge det forgangne og være det nyes digter. Han følger i sit sprog og sin versopbygning klassiske regler, men benytter sig af et helt nyt billedsprog, der tager udgangspunkt i metropolen og livets mørke sider. Han behandlede mange af de samme temaer som romantikerne, men lod sine temaer være placeret i moderniteten. I Baudelaires ”Les Fleur du mal” eksisterer det perverterede og onde i mennesket side om side med den menneskelige higen efter guddommelig skønhed og åndelig forening. Det modbydelige og moralsk deforme bliver ligeledes konfronteret med det kunstneriske formfuldendte. Han skaber en samtidighed af kærlighed og kras kropslighed, idealitet og lede, higen efter livsintensitet og ensomhed. Midt i en æstetisk harmoni med klassisk metrik har skildringer af f.eks. det kropslige, det ækle og det onde til formål at fremkalde et slags chok hos læseren. Hos Baudelaire kan man således sige, at der er tale om en form for afromantiseret romantik, som også afspejler sig i digtsamlingens titel, der sammenstiller den skønne blomst og det onde, ”Les Fleur du mal”.

Der er også en nostalgi efter det, der var, hos Baudelaire: ”Det Gamle Paris forsvandt (i en By må Trækkene vige med større Hast, ak, end i en dødelig Sjæl)” (”Svanen” i ”Syndens blomster”, s. 179). Som det hedder i en artikel af litteraturanmelder Bo Tao Michaëlis: ”Baudelaire var paradoksalt nok det modernes modernistiske angriber, en indigneret og ironisk iagttager af alt det chokerende nye. Og af det opskydende borgerskab omkring ham.” (Bo Tao Michaëlis: Baudelaire var 1800-tallets rockpoet. Politiken, 2009-08-29).

Også i sine prosadigte i ”Parisisk spleen” er det episoder fra storbyen, der er udgangspunktet for de små hverdagshistorier og de overvejelser, det afstedkommer hos digterjeget. Baudelaire kombinerer her hverdagssprog med billedsprog og lader de små lyriske fortællinger lede frem mod mere eksistentielle refleksioner. Også her fastholder Baudelaire det dobbeltsidede tema af beruselse, kvinder og poesi på den ene side og fattigdom, fortvivlelse og forgængelighed på den anden, men viser også det moderne menneskes psykologiske og moralske kompleksitet og et moderne samfunds sammensatte struktur.

Beslægtede forfatterskaber

En af Charles Baudelaires forbilleder og inspirationskilder var den tyske forfatter Heinrich Heine, som levede i eksil i Frankrig fra 1831 og de følgende to årtier. En anden var den franske romantiske digter Louis-Jacques-Napoléon Bertrand, der skrev under pseudonymet Aloysius Bertrand, og som er kendt for at have været en af de første franske forfattere, der har skrevet inden for prosadigtgenren. Edgar Allan Poe, som Baudelaire også oversatte, er også en inspirationskilde til ikke mindst Baudelaires prosadigte.

En række store franske forfattere efter Baudelaire har fremhævet hans poesis store indflydelse på deres forfattergerning. Det drejer sig ikke mindst om Arthur Rimbaud, hvis formsprog lægger sig i forlængelse af Charles Baudelaires litteratur, samt Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé. De anses alle tre som franske symbolister og modernister, hvis litterære udtryksformer ligger i forlængelse af Charles Baudelaire.

Inden for den engelsksprogede verden har Baudelaire også haft stor indflydelse på nogle af de store modernistiske forfattere som den amerikanske digter Ezra Pound og den amerikansk-engelske forfatter T.S. Eliot, som i starten af sin karriere var inspireret af den franske symbolisme og overgangen til det moderne, og som især er kendt for sit modernistiske hovedværk ”The Waste Land” fra 1922 (”Ødemarken”, 1948). T.S. Eliot mente, at Charles Baudelaire var enestående i sin markante fornyelse af litteraturen. Han kaldte ham bl.a. ”selve digterens arketype i moderne tid og til alle tider”. Den tyske filosof, essayist og litteraturkritiker Walter Benjamin er også kendt for at fremhæve Baudelaire som moderne digter i sin store kulturanalytiske bog ”Passageværket”, som Benjamin arbejdede på fra 1927 til sin død i 1940. Den tyske digter Rainer Maria Rilke kan ligeledes siges at skrive inden for den tradition af den moderne lyrik, der startede hos Baudelaire.  

Herhjemme er det forfattere som Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Per Lange, som er inspireret af Baudelaires poesi. Da Sophus Claussen i en poetik fra 1918 forestillede sig en ny forbindelse mellem kunst og videnskab, tog han også bl.a. udgangspunkt i Baudelaires værker.   

Endelig har Charles Baudelaire også haft stor indflydelse på andre kunstneriske genrer. Inden for musikken har Claude Debussy bl.a. lavet musik til fem af Baudelaires digte, Serge Gainsbourg satte i 1964 musik til Baudelaire-digtet ”Le Serpent qui danse”, og britiske The Cure brugte en oversættelse af et Baudelaire-digt som tekst til sangen ”How Beautiful You Are” for at nævne et par eksempler. Inden for malerkunsten siges den franske moderne maler Paul Cézanne at være meget inspireret af Baudelaires forfatterskab.  

Bibliografi

Anmeldelser af kunstsaloner

Baudelaire, Charles: Salon de 1845, 1845.
Baudelaire, Charles: Salon de 1846, 1846.

Kortprosa

Baudelaire, Charles: La Fanfarlo, 1847.

Digtsamlinger

Baudelaire, Charles: Syndens blomster. Nyt Nordisk Forlag, 1921. Oversætter: Sigurd Swane. Helvedesblomsterne. Nansensgade Antikvariat, 1998. Oversætter: Peter Poulsen. (Les Fleur du mal, 1857).
Baudelaire, Charles: Parisisk spleen: små prosadigte. Nansensgade Antikvariat, 1986. Oversætter: Kai Hoffmann og Christian Rimestad. (Petits poèmes en prose, 1869).

Essays og kunstkritik

Baudelaire, Charles: Les paradis artificiels, 1860.
Baudelaire, Charles: Réflexions sur Quelques-uns de mes Contemporains, 1861.
Baudelaire, Charles: Curiosités Esthétiques, 1868.
Baudelaire, Charles: L’art romantique, 1868.
Baudelaire, Charles: Det moderne livs maler. Klim, 2001. Oversætter: Vibeke Theisen. (Le Peintre de la Vie Moderne, 1863).

Dagbøger

Baudelaire, Charles: Dagbøger. Wivels forlag 1948. Oversætter: Regin Dahl. (Fusées, 1897 og Mon Coeur Mis á Nu, 1897).

Udvalg på dansk

Baudelaire, Charles: Kunstkritik. Steen Hasselbalchs forlag, 1945. Oversætter: Paul la Cour.
Baudelaire, Charles: Fra salonerne: et udvalg af Baudelaires kunstkritik. Kimære, 1989. Oversættere: Paul la Cour og Vibeke Theisen.
Baudelaire, Charles: Baudelaire i udvalg. Det poetiske bureaus forlag, 2014. Oversætter: Luna Tirée de la Brume.

Andet af Charles Baudelaire

Baudelaire, Charles: Oeuvres Posthumes et Correspondance Générale, 1887-1907.

Om forfatterskabet

Friedrich, Hugo: Strukturen i moderne lyrik – fra Baudelaire til i dag. Arena, 1968. Oversætter: Paul Nakskov.
Sartre, Jean-Paul: Charles Baudelaire. Prometheus, 1979. Oversætter: Karen Nyrup Christensen.
Lyhne, Vagn: Savnets vellyst: Charles Baudelaire i det 19. århundrede. Klim, 1990.
Lorenzen, Jens Eichler: Vær smuk og vær trist! Melankoli og skønhed i Charles Baudelaires værk. Syddansk Universitetsforlag, 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Charles Baudelaire

Kilder citeret i portrættet