Charles Baudelaire

Charles Pierre Baudelaire blev i født i Paris den 9. april 1821 som søn af kontorchef og amatørkunstner François Baudelaire og hans 34 år yngre hustru, Caroline Defayis. Da han var blot syv år, døde hans far, og hans mor giftede sig med den senere general Jacques Aupick, som Charles livet igennem foragtede. Familieomvæltningen blev en skelsættende begivenhed for den kommende forfatter. I 1832 startede Charles Baudelaire i gymnasiet i Lyon, hvor stedfaren var udstationeret. Da familien rejste tilbage til Paris blev han først smidt ud af et elitegymnasium, men fik siden sin studentereksamen. Herefter fulgte Baudelaire distræt juraforelæsninger i en kortere periode.

Baudelaire droppede i 1841 endeligt ud af sine studier og begyndte at skrive digte. Det var også i denne periode, han begyndte at besøge prostituerede og stifte gæld. Hans stedfar sendte ham i 1841 på en rejse til Indien for at bryde hans dårlige vaner. Den unge mand afmønstrede dog undervejs på rejsen, og tilbage i Paris blev han hurtigt kendt som en dandy, der på ingen tid brugte sin udbetalte arv på vin, kvinder, tøj og spil. I 1844 fik familien erklæret ham økonomisk umyndig og overførte herefter hver måned et beskedent beløb til den unge Baudelaire, som også forsøgte at skaffe sig indtægter som kritiker og oversætter af bl.a. amerikanske Edgar Allan Poe. Familien så også med stor misbilligelse på Baudelaires forhold til skuespillerinden og mulatten Jeanne Duval, som gennem de følgende årtier – ved siden af en række andre kvinder – skulle blive Baudelaires muse.

Charles Baudelaire fik sine første digte offentliggjort i 1843. I 1845 udkom hans kritiske bedømmelse af den årlige kunstsalon, ”Salon de 1845”. Han blev for alvor kendt med sin digtsamling ”Les Fleur du Mal”, der udkom i 1957 (”Syndens blomster”, 1921 / ”Helvedesblomsterne”, 1998). Samlingens skildringer af bl.a. sex og død førte dog i første omgang til, at både forfatteren og hans forlag blev retsforfulgt og dømt for at forbryde sig mod den offentlige moral.

Svækket af sit hårde liv med økonomiske problemer, alkohol, opium og symptomer på den syfilis, han havde pådraget sig som ganske ung, boede Baudelaire i slutningen af sit liv hos sin mor. Baudelaire blev i 1866 ramt af et slagtilfælde, som gjorde ham delvist lam og stum. Han døde i Paris i 1867, 46 år gammel. Han ligger begravet på Montparnasse-kirkegården i Paris. En del af Baudelaires værker blev udgivet efter hans død.

Charles Baudelaire debuterede i 1845 med en anmeldelse af årets parisiske salon med titlen ”Salon de 1845”. Salonerne i Paris var i 1800-tallet en årlig tilbagevendende kunstudstilling, som globalt set blev anset for en af de vigtigste kunstbegivenheder. Efter debuten fulgte flere andre værker med kunstkritik fra Baudelaires hånd. Uddrag fra forskellige af Baudelaires værker med kunstkritik er samlet i bogen ”Kunstkritik” (1945), der indeholder kapitler som ”Om indbildningskraften”, ”Om farven” og ”Om det moderne”.

Det er kendetegnende for Baudelaires kunstkritik, at han står med et ben i romantikken og et i det moderne. Baudelaire fremhæver Eugène Delacroix, som anses for en af de største franske kunstnere i den romantiske periode, og som Baudelaire kalder fortidens og nutidens mest originale maler. Men han er ligeledes fascineret af den spirende modernitet. Ifølge Baudelaire skal kunsten skildre det evigt sande, men også kunne indfange det flygtige, det nye, det som sker: ”Det moderne, det er det forbigaaende, det flygtige, det netop opdukkende, Halvdelen af Kunsten, hvis anden Halvdel er det bestandige og uforanderlige” (s. 62). Baudelaire fremhæver illustrator og satiretegner Constantin Guys som en repræsentant for det nye.

En andet væsentlig pointe i Baudelaires kunstkritik er hans understregning af farven som formskabende i maleriet. Det kunne f.eks. være de mange forskellige farver, der tilsammen danner en kvindehånd i et billede. Han skriver desuden, at ”kunsten i øvrigt er en Abstraktion og fuldbyrder sig ved at ofre Detaljen for Helheden” (s. 48). Når det vigtige i kunsten ifølge Baudelaire ligeledes er den betydning eller følelse, beskueren lægger ind i kunstværket, kommer man uundgåeligt til at tænke på moderne, abstrakte kunstværker – og måske endda nogle, som kommer efter Baudelaires analyse. Sikkert er det, at Baudelaire i sin kunstkritik betoner de abstrakte former, udtryksformer som stimulerer fantasien og samtidens aftryk på værket: ”Originalitet stammer fra det Stempel, Tiden paatrykker vore Fornemmelser” (s. 66). Hans kunstkritik er dog også blevet læst som en gennemtrængende analyse af hans egen digtning.