Sophus Claussen

Sophus Claussen blev født på Langeland. Familien flyttede i Claussens barndom først til Nykøbing Falster og siden til København pga. farens karriere som venstrepolitiker, folketingsformand og avisredaktør. Trods problemer i skolen blev Claussen student i 1884. Herefter påbegyndte han jurastudiet på Københavns Universitet, og selvom han droppede ud igen, gjorde universitetet et stort indtryk. Her fulgte han nemlig George Brandes’ legendariske forelæsninger, der markerer det moderne gennembrud i dansk litteratur. Selvom Claussen ikke stilistisk var hverken realist eller naturalist, delte han Brandes’ vision om, at litteraturen skulle sætte problemer til debat. Debutdigtene ”Naturbørn” (1887) blev modtaget med forargelse pga. et digt, der hyldede det polyamorøse. Digtene var inspireret af en tidlig forelskelse i en syngepige, samt forlovelsen med Anna Christensen. Samme år som debutdigtene udkom, blev Claussens forlovelse dog ophævet, men senere fandt han igen sammen med Anna, og de to blev gift og fik to børn, men lod sig i 1927 separere.

Sammen med ungdomsvennen Johannes Jørgensen redigerede Claussen fra 1893-94 det litterære tidsskift ”Taarnet”. Deres vennekreds, som også talte Viggo og Ingeborg Stuckenberg, regnes for kernen i dansk symbolisme. Claussen skrev flere romaner, hvoraf ”Antonius i Paris” (1896) og ”Valfart” (1896) for alvor markerede hans symbolistiske stil. De to rejsebøger var skrevet under ophold i Frankrig og Italien, hvor Claussen lærte den franske forfatter Paul Verlaine at kende. Diverse både lykkelige og ulykkelige kærlighedsforhold gav Claussen stof til den erotiske digtsamling ”Djævlerier” (1904), der ligesom de senere digte blander hedenske og kristne guder i en abstrakt æstetisk formstruktur. Claussen troede ikke selv på gud, men han ønskede at forstå de åndelige kræfter, som han mente, han gennem sin digtning fik indblik i. I sin samtid blev han aldrig hædret, men han er af eftertiden blevet hyldet for sin kobling af romantisk digtning med den modernitet, der kommer til udtryk i hans idé om kunsten for kunstens skyld og ønsket om fri kærlighed og sex.

Sophus Claussen døde i 1931 og blev på sit dødsleje gift med veninden Inger Nielsen. 

Sophus Claussen måtte selv finansiere udgivelsen af debutdigtene ”Naturbørn”, der udkom i 1887. Samlingen af lette, rimede digte om forelskelse, stævnemøder og bløde kvindebarme blev en skandale pga. vers som ”Hvad er hundrede Kys af ét par Læber/ mod at kysse hundrede Piger?” (s. 66), der forargede og provokerede pressen i en sådan grad, at det frivole førstehåndsindtryk kom til at præge modtagelsen af hans følgende bøger.

Digtet ”Kærlighedsprogram” består af 12 strofer med fire korte vers i hver, der følger rimskemaet abcb. Indledningsvis sammenligner jeget sig selv med en from ridder. Herefter beskrives lydene og lyset i det værelse, hvor han sidder og beundrer sin elskede. I en replik, der strækker sig over fem strofer, redegør jeget for sit syn på kærligheden. Digtet afsluttes med, at kvinden besvarer hans talestrøm med et kys, der muligvis er uendeligt.

23301814

Samlingens længste og sidste digt ”Til Alle” er delt i to. Første del indledes med en kommentar til læseren om, at han/hun nu har læst en række digte, om hvad digterens ”jeg” i citationstegn har følt af mismod og drømt om af varme kys. Herefter henvender digtet sig til sin kritiker og kommer vedkommende i forkøbet ved selv at påpege bogens mangler. Jeget overtager så selv kritikerens rolle og bebrejder først statsminister Jacob Estrup for hans reformfjendtlighed og opførelse af Københavns Befæstning. Dernæst går turen til religionskritikken. Jeget siger direkte, at han ikke tror på guds eksistens. Hans guder i overført betydning er den engelske biolog Charles Darwin og den græske filosof Sokrates. Den første fordi han rebelsk er citeret for at have sagt, at livet er for kort til at tænke på gud, og den sidste fordi han var klog nok til at erkende, at han intet vidste. I anden del uddyber jeget sin livsanskuelse, der er baseret på elskov, og digtet overgår til en kønskritik, der argumenterer mod rigide mande- og kvinderoller og for et fælleskøn.

”Naturbørn” peger med sine ateistiske, amourøse og moderne budskaber fremad i Claussens forfatterskab.