sophus claussen
Foto: Holger Damgaard / Ritzau Scanpix

Sophus Claussen

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
sophus claussen
Foto: Holger Damgaard / Ritzau Scanpix
Main image
Claussen, Sophus
Foto: Scanpix

Indledning

Sophus Claussen var en af frontfigurerne i den danske symbolisme, men hans musiske drømmeverden og storladne, erotiske rimdigte blev af hans samtid beskyldt for at være uforståelige og utilgængelige. Debutdigtene gav ham et ry som en plat skørtejager, der hang ved resten af livet. Men eftertiden har hyldet Claussen for hans lyriske gehør og udpeget ham til en af Danmarks væsentligste poeter, fordi hans litteratur bygger bro imellem den romantiske ånd og den modernistiske tankegang. Inspireret af franske symbolister og modnet af kærlighedslivets knubs er forfatterskabet i sin helhed en frihedskamp og et sansemættet oprør mod kyskhed og snerpede, borgerlige normer.

 

 

29327343

Blå bog

Født: Den 12. september 1865 i Helletofte på Langeland.

Død: Den 11. april 1931 i Gentofte.

Uddannelse: Filosofikum i 1885 og påbegyndte jurastudier ved Københavns Universitet.

Debut: Naturbørn. Reitzel, 1887.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Afrodites dampe og 199 andre digte. Tiderne Skifter, 2005.

Inspiration: Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Stéphane Mallarmé og Emil Aarestrup.

Periode: Symbolisme

Genre: Lyrik

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mens jeg ser over Homers vinblaa Hav og over en Ruin, hvor Slyngplanter hænger i lange Frynser, klatrer mine Tanker op og ned ad deres egne Traade ligesom Edderkopper. Jeg erindrer saligt mine stolte Brobyggerdrømme, da jeg elskede en Skønjomfru fra Paris med dejlige, dobbeltbundede Øjne som frossent Vand.”
”Valfart”, s. 203.

Sophus Claussen blev født på Langeland. Familien flyttede i Claussens barndom først til Nykøbing Falster og siden til København pga. farens karriere som venstrepolitiker, folketingsformand og avisredaktør. Trods problemer i skolen blev Claussen student i 1884. Herefter påbegyndte han jurastudiet på Københavns Universitet, og selvom han droppede ud igen, gjorde universitetet et stort indtryk. Her fulgte han nemlig George Brandes’ legendariske forelæsninger, der markerer det moderne gennembrud i dansk litteratur. Selvom Claussen ikke stilistisk var hverken realist eller naturalist, delte han Brandes’ vision om, at litteraturen skulle sætte problemer til debat. Debutdigtene ”Naturbørn” (1887) blev modtaget med forargelse pga. et digt, der hyldede det polyamorøse. Digtene var inspireret af en tidlig forelskelse i en syngepige, samt forlovelsen med Anna Christensen. Samme år som debutdigtene udkom, blev Claussens forlovelse dog ophævet, men senere fandt han igen sammen med Anna, og de to blev gift og fik to børn, men lod sig i 1927 separere.

Sammen med ungdomsvennen Johannes Jørgensen redigerede Claussen fra 1893-94 det litterære tidsskift ”Taarnet”. Deres vennekreds, som også talte Viggo og Ingeborg Stuckenberg, regnes for kernen i dansk symbolisme. Claussen skrev flere romaner, hvoraf ”Antonius i Paris” (1896) og ”Valfart” (1896) for alvor markerede hans symbolistiske stil. De to rejsebøger var skrevet under ophold i Frankrig og Italien, hvor Claussen lærte den franske forfatter Paul Verlaine at kende. Diverse både lykkelige og ulykkelige kærlighedsforhold gav Claussen stof til den erotiske digtsamling ”Djævlerier” (1904), der ligesom de senere digte blander hedenske og kristne guder i en abstrakt æstetisk formstruktur. Claussen troede ikke selv på gud, men han ønskede at forstå de åndelige kræfter, som han mente, han gennem sin digtning fik indblik i. I sin samtid blev han aldrig hædret, men han er af eftertiden blevet hyldet for sin kobling af romantisk digtning med den modernitet, der kommer til udtryk i hans idé om kunsten for kunstens skyld og ønsket om fri kærlighed og sex.

Sophus Claussen døde i 1931 og blev på sit dødsleje gift med veninden Inger Nielsen. 

Naturbørn

”Af ét de kom, kun én er deres Bøn,/ at de faar Lov igen at blive ét./ Naar en Begæring er saa from og skøn,/ bekymrer han og hun mig meget lidt:/ vi har kun Fælleskøn og i n t e t Køn.”
”Naturbørn”, s. 135.

Sophus Claussen måtte selv finansiere udgivelsen af debutdigtene ”Naturbørn”, der udkom i 1887. Samlingen af lette, rimede digte om forelskelse, stævnemøder og bløde kvindebarme blev en skandale pga. vers som ”Hvad er hundrede Kys af ét par Læber/ mod at kysse hundrede Piger?” (s. 66), der forargede og provokerede pressen i en sådan grad, at det frivole førstehåndsindtryk kom til at præge modtagelsen af hans følgende bøger.

Digtet ”Kærlighedsprogram” består af 12 strofer med fire korte vers i hver, der følger rimskemaet abcb. Indledningsvis sammenligner jeget sig selv med en from ridder. Herefter beskrives lydene og lyset i det værelse, hvor han sidder og beundrer sin elskede. I en replik, der strækker sig over fem strofer, redegør jeget for sit syn på kærligheden. Digtet afsluttes med, at kvinden besvarer hans talestrøm med et kys, der muligvis er uendeligt.

23301814

Samlingens længste og sidste digt ”Til Alle” er delt i to. Første del indledes med en kommentar til læseren om, at han/hun nu har læst en række digte, om hvad digterens ”jeg” i citationstegn har følt af mismod og drømt om af varme kys. Herefter henvender digtet sig til sin kritiker og kommer vedkommende i forkøbet ved selv at påpege bogens mangler. Jeget overtager så selv kritikerens rolle og bebrejder først statsminister Jacob Estrup for hans reformfjendtlighed og opførelse af Københavns Befæstning. Dernæst går turen til religionskritikken. Jeget siger direkte, at han ikke tror på guds eksistens. Hans guder i overført betydning er den engelske biolog Charles Darwin og den græske filosof Sokrates. Den første fordi han rebelsk er citeret for at have sagt, at livet er for kort til at tænke på gud, og den sidste fordi han var klog nok til at erkende, at han intet vidste. I anden del uddyber jeget sin livsanskuelse, der er baseret på elskov, og digtet overgår til en kønskritik, der argumenterer mod rigide mande- og kvinderoller og for et fælleskøn.

”Naturbørn” peger med sine ateistiske, amourøse og moderne budskaber fremad i Claussens forfatterskab.

Antonius i Paris

”Hermed standser – tør jeg sige desværre – de Optegnelser, som Antonius selv kaldte sine ”naive Breve”, og hvori han fordringsløs udøste sit forundrede Hjærte for nogle danske Venner og Kammerater.”
”Antonius i Paris”, s. 139.

Sophus Claussens ”Antonius i Paris” fra 1896 er en samling af mange forskellige typer af tekster, både dagbogsoptegnelser, sonetter, andre digte, noveller, prosaskitser og fragmenter af en brevudveksling.

Antonius er en dansk kunstner, der er rejst til Paris. I begyndelsen suger den nyankomne turist alle indtryk til sig og frustreres over, at han ikke mestrer det franske sprog til fuldkommenhed. Eksempelvis da han i en bus sidder over for en fornem og betagende dame, og han vil sammenligne hende med et dansk fyrretræ. Men det franske ord for netop dette træ er væk i hans hukommelse. På samme måde forsvinder kvinden, før han kan nå at tage initiativ til et stævnemøde, da de står af ved stoppestedet Louvre.

De forskellige tekstfragmenter og optegnelser er sansemættede beskrivelser af bohemetilværelsen i den franske storby, hvor især cafeerne er samlingspunkt. En tætrøget kældercafé er f.eks. scenen i ”En nat med Paul Verlaine”. Heri fortæller Antonius om sit møde med den franske digter. Tidsskriftet ”La Plumes” holder sammenkomst, og æresgæsten er den betydningsfulde poet Verlaine, en ubekymret vagabond og latinerkvarterets konge. Verlaine tager Antonius med på en vild bytur, der går fra bar til bar til den lyse morgen, mens de diskuterer litterære principper og kunstneriske skoler.

Fortællerforholdet i ”Antonius i Paris” er ikke entydigt, da første del af bogen udgøres af Antonius’ egne tekster, skitser og digte frem til den tekst, der pludselig indtræder som et efterskrift til hans optegnelser og et forord til de følgende tre noveller. Den naive Antonius er forsvundet, formentlig pga. en ulyksalig forelskelse, og efterskriftet er skrevet af bogens såkaldte udgiver, der på denne måde udgør et ekstra fortællelag.

Bogen er baseret på flere af de tekster, Sophus Claussen skrev og sendte hjem til Danmark, da han i 1892 opholdt sig i Frankrigs hovedstad. Samlet set er ”Antonius i Paris” en flosset, impressionistisk, avantgardistisk rejsebeskrivelse, der peger i mange retninger, men hvis hovedbudskab bliver, at den sande kunstner må ofre sin naivitet for kunsten. 

Valfart

”Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske Kyst (…). Til højre for sig havde han stadig det foraarstaagede Middelhav som en Drøm i Sjælens Baggrund – en blaa Horisont bag Ordene i et Digt.”
”Valfart”, s. 36.

Rejseminderne ”Valfart” udkom i 1896 og lægger sig både stil- og indholdsmæssigt i forlængelse af ”Antonius i Paris”. Bogen er en prosafortælling om den unge, kvindebedårende ingeniør og violinist Silvio, der rejser fra Paris til Firenze og derfra videre rundt i Italien. Mellem flere af prosakapitlerne er indsat digte, her i blandt ”Ekbátana”, der er et af Claussens mest berømte digte, fordi det med sit fokus på selve den lyriske skabelsesproces, jegets bevidsthed om ord som både lyd, tegn og betydning, peger frem mod den senere modernistiske lyrik. De fleste af digtene i ”Valfart” har som ”Ekbátana” fast metrum, men i Silvios løse dagbogsblade fra rejsen fra Siena til Rom, er digtene pludselig urimede frivers. Linjeskiftene er her motiveret af, at hver sætning kom som en ny tanke hos Silvio, og derfor krævede en frisk linje.

Handlingen er løs, og historien slutter brat. Silvio forelsker sig i Paris i den smukke Célimène, som velvilligt modtager hans poetiske komplimenter og beundring, men som ikke vil gengælde hans kærlighed. Derfor flygter han til Italien efter at have modtaget et legat til at skrive en afhandling om ”Nogle af de ældste broer i Italien”. Han lærer italiensk, skriver breve til Célimène, der stadig er uopnåelig, og rejser videre med tog til Genova i Ligurien, hvor han møder den sørgende, italienske officersenke Clara. Clara og Silvio indleder et erotisk forhold, og bogens klimaks indtræffer, da de to sammen valfarter til Mont’Allegro og Madonnas kilde.

I ”Valfart” bruger Claussen flere intertekstuelle referencer. Han citerer fra folkeviserne, hvor harpespillet er et symbol på den erotiske akt, og han drager paralleller mellem Silvio og Homers klassiske heltedigt ”Odysseen” og Dante Alighieris ”La Divina Commedia” (”Den guddommelige komedie”) fra 1555. Også kristendommen genmytologiseres. Valfart er et andet ord for pilgrimsrejse, men Silvio er ikke religiøs, og den helligdom, han søger på sin færd, er snarere kærlighed, romantik og erotik. På baggrund af sine rejser og kvindebekendtskaber bliver det muligt for Silvio at bygge bro til det guddommelige. Med andre ord ruster erfaringerne ham til at digte om sine erkendelser og indsigter.

Arbejdersken

”JENNY: (…) han tog Flasken og skænkede i mit Glas; han lod, som han vilde smage, før han rakte mig det – men i Stedet for spyttede han i det. Bagefter vilde han tvinge mig til at drikke det.”
”Arbejdersken”, s. 108-109.

Sophus Claussen arbejdede i flere år på det skuespil, som han forventede skulle blive hans helt store gennembrud. ”Arbejdersken” (1898) blev iscenesat af Herman Bang og opført på Folketeatret, men stykket blev en kæmpe fiasko, hvilket Claussen resten af livet havde svært ved at komme sig over.

”Arbejdersken” er en tragedie i tre akter. Historien foregår i miljøet omkring arbejderne på en låsefabrik, og handlingen foregår over to dage, dagen før og selve 1. maj. Indledningsvis mødes fabrikkens arbejdere til et stormøde for at planlægge en strejke. Hovedpersonen er den smukke og kloge Jenny Boesen, der arbejder på fabrikken, og hvis afdøde far var en respekteret fagforeningsmand. Hun og søsteren Franciska er nu forældreløse, men den gammelkloge bogholder Galt fungerer i praksis som en far for de to meget forskellige temperamenter. Fabrikkens bestyrer Rickardt er en magtliderlig mand, der har arvet fabrikken. Han betages af Jenny og narrer hende til at forlade arbejdernes møde for i stedet at tage med ham hjem. Dagen efter ydmyger han hende foran hendes kolleger og en tidligere barndomsveninde fra borgerskabet, som han dernæst forlover sig med. Rickardt forsøger at stoppe arbejdernes protester ved at sætte politiet på de strejkende, og efter hårde kampe indsættes militæret.

Undertrykkelse, arbejderklassens arbejdsvilkår, social ulighed og mobilitet er stykkets omdrejningspunkter, og som hos den tyske dramatiker Bertolt Brecht ligger sympatien hos de undertrykte arbejdere. Men Sophus Claussens budskab er ikke socialistisk. Han bruger arbejdernes oprør mod borgerklassens stramme regler som billede på hele samfundets køns- og klassekamp. Nogle har forklaret stykkets fiasko med, at Claussen ikke havde sat sig ind i jargonen på en fabrik, men i stedet lader karakterne tale højstemt og poetisk.

”Arbejdersken” er samtidig en allegori over menneskets undertrykte drifter, og stykket ender på dramatisk vis med, at Jenny dræber Rickardt. Som i William Shakespeares ”Romeo og Julie” er det kun i døden, at de to kan få hinanden.

Djævlerier

”Den hærgede dødtrætte Mand, som saa mangen/ frisk blussende Skønhed ej kunde gløde,/ han fulgte i Hulen den ældede Søde.// Han fandt i de lurvede Kvinderuiner/ et Veskrig fra Ungdommens Violiner.”
”Djævlerier”, s. 47.

”I det mindste som i det største søger han en ny Forstaaelse af det levende” (Tom Kristensen: Sophus Claussen. Gyldendal, 1929. S. 19), skriver Tom Kristensen i sin biografi om Sophus Claussen og digtsamlingen ”Djævlerier” (1904), der handler om mennesker, kærlighed og erotik. Digterjeget er en kvindebedårer, der bl.a. forfører gifte damer, og digtene bør forstås som led i Claussens forsøg på at bryde bornertheden.

Samlingens digte er karakteristiske ved, at de vender op og ned på, hvad der er helligt og profant. Modsætningsparret grimt og smukt danner en universel helhed i Claussens lyriske verden, der befolkes af borgfrøkener, hekse, sorte blomster og slanger. Slangen er et klassisk symbol på fristelse, men den er ikke som i Biblens syndefaldsmyte en forbryder. Slangen er også et billede på frugtbarhed, død eller det mandlige kønsorgan, og hos Claussen optræder den som et ideal.

25566106

I titeldigtet ”Djævlerier” ærgrer en skønjomfru sig over livet som rettroende kristen, der er fattigt og råddent. I mødet med en frister og forfører har hun fået smag for en livsbekræftende og grøn tilværelse i synd. Digtets jeg opfordrer hende til at trodse hjemmets strenge seksualmoral og følge sine drifter, for som det hedder afslutningsvis: ”Jeg sér paa dit himmelske Smil/ at man hvisker dig Djævle i Øret.” (s. 29).

Flere af digtene foregår i europæiske kulturbyer som Venedig, Cadiz og Paris, mens andre er henlagt til det danske forårslandskab. Digtet ”Afrodites dampe” tager afsæt i et konkret besøg på Vatikanmuseet, hvor en statue af kærlighedsgudinden Afrodite står i et koldt rum. Jeget bejler til kvindefiguren, mens hans fantasi lader gløder fra elskovens ildfad antænde gudernes ånd.

Erotik er djævlens værk, men hos Claussen skal det forstås positivt, da det djævelske er en kilde til inspiration. Digtene prædiker en helhedstanke, hvor himmel og helvede ikke kan adskilles, og hvor kærlighedslivet derfor kun kan udleves til fulde ved at mennesket accepterer og allierer sig med de såkaldt dæmoniske sider.

Fabler

”Thi jeg anede, at Verden som en Grav var dyb og stor,/ var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev stedt til Jord,/ men jeg sejred over Døden med udødelige Ord.”
”Fabler”, s. 51.

Digtsamlingen ”Fabler” udkom i 1917 i den første verdenskrigs sidste år. Verdenskrigen påvirkede Sophus Claussen og afspejles i samlingens digte, der er skrevet i perioden før og under krigen.

Samlingen er inddelt i tre dele, hvoraf den første er den længste med 43 digte. Herefter følger ”Juvenilia”, hvor fem af digtene er skrevet efter Charles Baudelaire. Samlingen afsluttes med ”Fabler”, der indeholder et enkelt digt ”Midsommer”, hvilket trækker tematiske tråde tilbage til flere af samlingens tidligere digte. Alle digtene er rimede og rytmiske, men Claussen varierer sine rimskemaer og længden på både vers og strofer fra kort og simpelt til længere og mere komplekst.

Landskabet, naturen og årstiderne er sammen med døden tilbagevendende motiver, der alle kan tolkes symbolsk. Foråret, hvor naturen er frodig, solen skinner og blomsterne springer ud, sammenkædes ofte med jegets ungdom, den første forelskelses nysgerrighed og dugfriske lyster. Omvendt bliver vinterens sne et billede på ægteskabet som et kærlighedshi, en varm erotisk dvale, og månen kobles med depression og vemod.

Andre af samlingens digte er humoristiske, som når jeget drømmer, at han ønsker at begå selvmord, hvilket fejler og han derfor i drømmen må leve med skammen over, at han ikke engang kunne finde ud af at tage sit eget liv.

Kvinderne spiller en central rolle som målet for digterjegets kærlighedslængsel og erotiske fantasier, men i enkelte digte bliver Claussens kvindesyn med nutidens øjne problematisk og tangerer det chauvinistiske. F.eks. i et dramatisk intermezzo hvor kvinden Jenny vågner efter at være blevet voldtaget af en rigmandssøn, og det konkluderes, at ”Kvinder elsker Herrer, som er strenge”.

I den græske mytologi er Pan en drilsk og forførende gud, og han er den eneste af de græske guder, der dør. Det er derfor næppe tilfældigt, at Pan og paniske sindstilstande ofte optræder i ”Fabler”, hvor døden er mere nærværende end i Claussens tidligere digte.

Heroica

”Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,/ alle Nationer vil strides og alle Forbundne vil skilles./ (…) dersom hvor Stjerne kan frelses, da lad os ej volde den Skade.”
”Heroica”, s. 174.

Digtsamlingen ”Heroica” fremhæves ofte som et af højdepunkterne i Sophus Claussens digtning. Bogen indledes med et forord, som omhandler forholdet mellem forskning og fantasi. Herefter følger ni dele med digte, hvoraf de fem har overskrifter og resten er titelløse.

Samlingen udkom i 1925, men digtene er skrevet på forskellige tidspunkter. F.eks. er ”Bøgen og nælden” skrevet til sønderjyderne i anledning af genforeningen i 1920, mens samlingens første del ”Hexameterbreve” indledes med et digt til ungdomsvennen Johannes Jørgensen, der er dateret sommeren 1892. Herefter følger ”Hexameterhymne til Pan og Giovanni” om Jørgensens konvertering til katolicismen, som den ældre Claussen nu forsoner sig med 30 år efter det første digt. Det er, som titlen antyder, skrevet på heksameter. Dette klassiske versemål består af seks daktyler, hvoraf den sidste er forkortet. En daktyl er en versefod, der indeholder en trykstærk eller betonet stavelse efterfulgt af to tryksvage eller ubetonede stavelser. Særligt for heksameterdigtene er desuden, at de ikke rimer.

Flere af ”Heroica”s digte er dog skrevet med krydsrim. Nogle er tungsindede digte om kulde og snærende sko, mens andre er skrevet i et let, syngende sprog. ”Skærveslagerens vise” er en sangtekst, der under noderne til melodien fortæller en gammelfransk anekdote om en mand, der knokler med at knuse sten. Da en fin dame nedladende kommenterer hans arbejde, må han give hende ret i, at det er en skidt bedrift. I visens sidste strofe udlægges moralen, der er, at selve livet er fuld af sten, som skal knuses.

Samlingens sidste digt ”Atomernes oprør” er skrevet på heksameter og beskriver mennesket som et atom i verden. Jeget udtrykker sin angst for, at jorden vil gå under pga. en kemisk formular. Digtet er derfor blevet læst som et profetisk forvarsel om de katastrofale atombombesprængninger i Japan i 1945.

Med ”Heroica” understreger Claussen sit syn på det heroiske som handlekraft og viljen til at sætte sig ud over sig selv og ofre sig for kunsten. 

Genrer og tematikker

Selvom Sophus Claussen skrev både romaner, skuespil og noveller, er hans primære udtryksform lyrikken. Denne bestod oftest af rimede digte og klassiske versemål som heksameter. Claussens sprog er kendetegnet ved at være svulstigt med mange stemningsskabende tillægsord, samtidig med at sansningerne også skabes ud fra præcise detaljer. Den storladne patos brydes med jævne mellemrum af ironi, forårssol og underlødige provokationer. Men selvom Sophus Claussen har fået tilnavnet ”erotikeren”, handler hans frihedskamp ikke kun om sex. Den er snarere et udtryk for ønsket om at nedbryde alle de klaustrofobiske begrænsninger, der forhindrer det moderne menneske i at leve, tænke og handle frit.

”Claussens hele livsopfattelse er baseret på "eros" som ideal. I hans forfatterskab repræsenterer det erotiske både selve det seksuelle, og i høj grad også i videre forstand den klassisk græske Eros - gud for erotik, kunst, liv og skabelse. Idet eros repræsenterer kunst og digtning, bliver enhver hæmning af eros lig med en blokering af selve livskraften.” (Iben Tandgaard: Forfatterportræt af Sophus Claussen. Arkiv for Dansk Litteratur). Eros er bare én af de mange klassiske guder og mytiske figurer, der optræder på tværs af forfatterskabet. Særligt frekvente er den drilske jagtgud Pan og elskovsgudinden Afrodite, der symboliserer skønhed. Til Claussens persongalleri hører også et væld af forskellige dødelige kvinder, som forgudes.

Claussen sår tvivl om den borgerlige moral, klassesamfundet og troen på gud. Han placerer sig mellem den romantiske digtning og det moderne gennembruds realister ved at ville sætte problemer til debat, men samtidig nægter han at skildre virkeligheden objektivt. I stedet formidler han sine erfaringer gennem en sansende, følelsesladet og fantasifuld poesi.

Professor Peer E. Sørensen karakteriserer Claussens digte således: ”de bryder med den gamle verden, som de selv er uløseligt forbundet med. Claussens tekster er derfor et transit-sted mellem gammelt og nyt. Romantik og modernitet er fældet ind i hinanden i komplicerede og ustabile fletværk i de fleste af teksterne.” (Peer E. Sørensen: Udløb i uendeligheden. Gyldendal, 1997). 

Beslægtede forfatterskaber

Sophus Claussen viderefører en centrallyrisk tradition, der i dansk litteraturhistorie har sin oprindelse hos Johannes Ewald (1743-1781). Lovprisningen af erotik ud fra et personligt udgangspunkt findes også hos Emil Aarestrup (1800-1856), hvis digtning Claussen selv nævner som forbilledlig, og i sin lille biografi om Sophus Claussen sammenligner Tom Kristensen (1893-1974) Claussens fabler med H.C. Andersens eventyr.

Forholdet til ungdomsvennen Johannes Jørgensen (1866-1956) fyldte meget både i Sophus Claussens forfatterskab og i hans privatliv. De to debuterede samtidig, og begges ungdomsdigte blev gjort til grin af den litterære offentlighed. Et gennemgående tema i Johannes Jørgensens tidlige værker er splittelsen mellem de seksuelle drifter og forholdet til Gud, hvorimod hans senere litteratur primært består af historiske portrætter af katolske personligheder. Sammen med Jørgensen og ægteparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) udgav Claussen tidsskriftet ”Taarnet”, hvori Jørgensen i 1893 skrev sit symbolistiske program om, at der bag den tilsyneladende meningsløshed findes en dybere erkendelse. Gruppen mødtes ofte i det Stuckenbergske hjem og diskuterede tro, kunst og seksualmoral. Især Ingeborgs ateistiske livssyn og hendes interesse for kvindefrigørelse var en stor inspiration for Claussen. Hendes litteratur stod i hendes levetid i skyggen af de mandlige forfatteres, men forfatterskabet har fået fornyet bevågenhed i det nye årtusinde efter at hendes samlede værker er blevet genudgivet. Venskabet gik i opløsning i slutningen af 1800-tallet, hvor Ingeborg og Viggos ægteskab krakelerede, og Jørgensen, til Claussens store ærgrelse, konverterede til katolicismen og flyttede til Italien.

De danske symbolister er også blevet kaldt senromantikere, og hos Claussen spøger den engelske digter Lord Byron (1788-1824) og tyske Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Det var dog i særdeleshed de franske symbolister Charles Baudelaire (1821-1867), Paul Verlaine (1844-1896) og Stéphane Mallarmé (1842-1898), der medvirkede til at forme Claussens særligt suggestive stil.

Bibliografi

Romaner

Claussen, Sophus:
Unge Bander. Fortælling fra en Købstad. Kihl & Langkjær, 1894.
Claussen, Sophus:
Kitty. Lyrisk Fortælling. Ukendt forlag, 1895.
Claussen, Sophus:
Antonius i Paris. Hans Optegnelser ved Sophus Claussen. Gyldendal, 1896.
Claussen, Sophus:
Valfart. Gyldendal, 1896.
Claussen, Sophus:
Junker Firkløver. Nutidsroman. Schubothe, 1900.
Claussen, Sophus:
Fortællingen om Rosen. Gyldendal, 1927.

Noveller

Claussen, Sophus:
Mellem to Kyster. Fortællinger og Satirer. Schubothe, 1899.

Digte

Claussen, Sophus:
Naturbørn. Reitzel, 1887.
Claussen, Sophus:
Pilefløjter. Schubothe, 1899.
Claussen, Sophus:
Trefoden. Schubothe, 1901.
Claussen, Sophus:
Mina. Et Digt om Byen. Schubothe, 1902.
Claussen, Sophus:
Djævlerier. Gyldendal, 1904.
Claussen, Sophus:
Danske Vers. Gyldendal, 1912.
Claussen, Sophus:
Fabler. Gyldendal, 1917.
Claussen, Sophus:
Heroica. Gyldendal, 1925.
Claussen, Sophus:
Titania holdt Bryllup. Levin & Munksgaard, 1927.
Claussen, Sophus:
Hvededynger. Gyldendal, 1930.

Skuespil

Claussen, Sophus:
Arbejdersken. Skuespil i tre Akter. Gyldendal, 1898.

Essays

Claussen, Sophus:
Løvetandsfnug. Gyldendal, 1918.
Claussen, Sophus:
Foraarstaler. Gyldendal, 1927.

Om forfatterskabet

Bøger og links

Zeruneith, Keld:
Fra klodens værksted. En biografi om Sophus Claussen. Gyldendal, 1992.
Ringgaard, Dan:
Striden og skønheden. Analyser i Sophus Claussens lyrik. Aarhus Universitetsforlag, 1994.
Ringgaard, Dan:
Den poetiske lækage. Sophus Claussens lyrik, rejsebøger og essayistik. Museum Tusculanum, 2000.
Arkiv for Dansk Litteratur.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sophus Claussen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kristensen, Tom:
Sophus Claussen. Gyldendal, 1929.
Sørensen, Peer E.:
Udløb i uendeligheden. Læsninger i Sophus Claussens lyrik. Gyldendal, 1997.