Ingeborg Stuckenberg

Artikel type
voksne
Ida Holmegaard, uddannet fra Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Main image
Stuckenberg, Ingeborg
Foto: H. Diedrich

Indledning

Ingeborg Stuckenberg beskrev erfaringer som immigrant og som kvinde i et klart, rigt sprog og en nøgtern og usentimental udstilling af social ulighed i slutningen af det 19. århundrede. Selvom hun ofte i litteraturhistorien beskrives som muse for tidens mandlige forfattere, viser en læsning af hendes nyudgivne samlede værker, at hun var en forfatter i egen ret, men hun led en hård skæbne ved at blive henvist til musens og husmoderens passive roller, når hun selv kunne og ville skabe litteratur.

 

51017927

Blå bog

Født: 6. februar 1866, København.

Død: 12. august 1904, Auckland, New Zealand.

Uddannelse: Tegne- og Kunstindustriskolen ved Charlotte Klein, som hun dog opgav, da hun blev forlovet. Senere husholdningsskole.

Debut: Badegæster. Trykt i Kjøbenhavns Børstidende, 1890. Novelle.

Seneste udgivelse: Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker. Gladiator, 2014. 

Inspiration: J.P. Jacobsen og Ivan Turgenjev.

Periode: Symbolisme

Baggrund

Ingeborg Stuckenberg (født Pamperin i 1866) var barn af en velhavende grossererfamilie. Som helt ung studerede hun på tegneskole, men afbrød uddannelsen for at tage på husholdningsskole, da hun som attenårig blev forlovet med forfatteren Viggo Stuckenberg. De blev gift, fik to sønner og boede først i København, sidenhen i Sorgenfri. Parret var nære venner af forfatterne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, som begge var meget inspirerede af Stuckenberg og hendes tanker. Hun deltog i kredsens diskussioner, var overbevist ateist, musikalsk og skrev også selv litteratur.

Hendes ægteskab med Viggo var dog turbulent. Hun var ikke tilfreds med rollen i hjemmet og ønskede selv at skrive og udgive sine tekster. Flere af de værker, som er udgivet i Viggos navn, har litteraturhistorikere, først og fremmest Johannes Brøndum-Nielsen med udgivelsen af ”Fagre Ord – Nyfundne Manuskripter” fra 1962, siden bestemt til primært at være forfattet af Ingeborg Stuckenberg, blandt andre netop romanen ”Fagre Ord”, som handler om et hårdt og klaustrofobisk ægteskab.

I 1893 forlod Stuckenberg for en kort periode Viggo for maleren Albert Gottschalk, men vendte tilbage efter tre måneder. I 1903 immigrerede hun med Hans Dines Madsen til New Zealand, for at begynde et nyt liv med ham. Der var ikke meget arbejde at få i det nye land, og hun var nødsaget til at tage et slidsomt arbejde som køkkendame. I et brev til søsteren Agnes skriver hun: ”Jeg har haft, saalænge jeg blot kunne støtte og humpe og halte mig frem, saadan fjorten Timers Arbejde om Dagen. – Du kan jo sige med Moliere, men ”hvad Fanden vilde du også paa den Galej?” Jeg smiler selv tit ved Tanken om det, for jeg kan selv ikke mere huske, om man fik at vide, hvad han vilde på Galejen. Du kan i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg hellere er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt ”memento mori” at se og høre paa.” (Ingeborg Stuckenberg: Private Breve. Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker, s. 168). 

Beskrivelsen af livsvilkårene i New Zealand er håbløs og dyster i ”Korte Breve fra en lang Rejse” og i hendes breve hjem til søsteren. Landets skønhed, de blå bjerge og skovene ydede kun hån til, at det var umuligt for hende blot tilnærmelsesvis at opretholde den levevis, hun havde håbet på, da hun emigrerede. Hans Dines Madsen købte en hjembillet til sig selv og forlod New Zealand. Ingeborg Stuckenberg begik selvmord med et revolverskud i 1904, 38 år gammel. 

Fagre Ord: Grundrids for Handlingsgangen og Kapiteludkast

”Jeg havde tænkt mig dette som en gylden Port til et fredeligt Land; men som jeg sidder her alene i denne æventyrlige blændende Sol og ved dette tomme blanke nye hjem, der ligger bag den lukkede Dør, føler jeg, at dette var min Drøm, denne summende tause Ensomhed i dette sollyse Kammer; men det jeg havde drømt om, Hjemmet! vort Hjem det staar forladt og venter, venter alt sammen paa Liv og Begivenheder og Minder! det er ikke et fredeligt Eventyrland, men en Landevej af Hverdage.”
”Fagre Ord”, Samlede Værker, s. 50.

”Grundrids for Handlingsgangen” og ”Kapiteludkast” er udgaver af, hvad der i 1895 blev udgivet i Viggo Stuckenbergs navn som romanen ”Fagre Ord”. Imidlertid har litteraturhistorikeren Johannes Brøndum-Nielsen redegjort for, at ”Grundrids” og ”Kapiteludkast” stort set udelukkende kan tilskrives Ingeborg Stuckenberg. Tilsammen udgør teksterne en kort roman og er samtidig det primære forlæg for den udgivne roman ”Fagre Ord”. ”Grundrids” og ”Kapiteludkast” er selvstændigt udgivet, første gang ved Johannes Brøndum-Nielsen i 1962 og siden på forlaget Gladiator i 2014. I dette afsnit læses hendes udgave af ”Fagre Ord” for sig selv, som hendes bidrag til litteraturhistorien.

Romanen omhandler Morten og Johanne, deres ungdomsforelskelse og den første tid i ægteskabet. I begyndelsen giver de sig hen til hinanden og er næsten drømmeagtigt lykkelige, men lykken smuldrer gradvist for dem. Johanne begynder at væmmes ved det tomme hjem, hun bliver usikker over for Morten, hans arbejde og hans venner, og Morten forstår ikke hendes ulykke. Hun føler sig overset og indelukket, de prøver at tage på landet en tid med Johannes søster Jutta, men det hjælper ikke.

Tvivlen og den brudte tillid kommer imellem Morten og Johanne, når de forsøger at få ægteskabet til at hænge sammen. De forelsker sig begge i andre, først Johanne og siden Morten i søsteren Jutta. Mortens forførelse af Jutta er underligt forkrampet, fordi det svigt og den hårdhed, han oplever fra Johanne, hele tiden er en del af deres samtale. Morten føler sig snydt for kærlighed og vil elskes af Jutta, han vil hævne sig, måske også såre Johanne bevidst.

I slutscenen sidder Johanne og Morten sammen til Juttas bryllup, som Morten ellers er blevet forment adgang til. Stemningen er anspændt, der er ingen konfrontation, udveksling eller forløsning, men parterne forbliver i hinandens selskab i kirken og bliver ved med, ved deres blotte tilstedeværelse i hinandens liv, at stå i vejen og skygge for hinanden.  

Teksten er rig på sansninger, detaljer og beskrivelser, både af selskaber, af de unge menneskers spøgefulde leg med hinanden før de bliver gift, af deres tøj, af lyset, men også af de følelser, som Johanne og Morten gennemspiller i deres forhold til hinanden. Der optræder forskellige typer af tekst i romanen, eksempelvis udskrevet dialog og komprimerede handlingsforløb. Oftest har teksten Johannes synsvinkel, somme tider Mortens og andre gange antager fortællerstemmen en mere observerende ydre karakter. Endvidere bryder teksten i enkelte kapitler med sin tredjepersonsfortælling og lader et Johanne-jeg komme til orde; her er skriften særligt lyrisk og billedrige. Denne fremstilling varierer udtrykket og bidrager til, at relationen mellem Morten og Johanne nuanceres og ses fra mange forskellige vinkler.