amalie skram
Foto: Unknown / NTB Scanpix

Amalie Skram

ph.d. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
amalie skram
Foto: Unknown / NTB Scanpix
Main image
Skram, Amalie
Foto: Ukendt / Scanpix

Indledning

Den norskfødte forfatter Amalie Skram levede og skrev sine bøger i slutningen af 1800-tallet og hendes harcelerende beskrivelser af fattiges, kvinders og de psykisk syges situation er skånselsløse. I debutromanen ”Constance Ring” fra 1885 skildres ægteskabet i et overklassemiljø som et helvede for kvinden, og der var passager i bogen, som forlaget nægtede at udgive. I den berømte roman ”Professor Hieronimus” fra 1895 beskrives det, hvordan man behandler psykisk syge på absurde måder. Amalie Skrams bøger er skrevet i en naturalistisk stil, hvor ambitionen ikke er at give læserne håb, men at beskrive tingene som de virkelig er.

 

47790093

Blå bog

Født: 22. august, 1846 i Bergen, Norge.

Død: Marts 1905 i København.

Uddannelse: Amalie Skram gik på en velanset pigeskole i Bergen, men kom ikke på latinskole ligesom sine brødre og fik ikke videre uddannelse.

Debut: Constance Ring. Huseby og co., 1885.

Litteraturpriser: I 1901 kom Amalie Skram på den danske finanslov. Hun har også selv lagt navn til en norsk litteraturpris, der gives til kvindelige forfattere, der skriver i hendes ånd. Prisen udgives hvert år af Amalie Skram selskabet i Norge og er blandt andre modtaget af Herbjørg Wassmo (1997), Hanne Ørstavik (2002) og Linn Ullman (2007).

Seneste udgivelse: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. Gyldendal, 2020. Gyldendals Klassikere.

Inspiration: Mange har peget på den franske naturalistiske forfatter Émile Zola som Amalie Skrams forbillede, men hun afviste dette selv, for hun havde ikke læst ham, da hun begyndte at skrive, og selvom hun senere læste ham, blev han aldrig hendes favorit.

Periode: Det moderne gennembrud

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hun lignede ganske en heks, der hun sad med det skrumpne ansigt, hvis utallige rynker var fyldt af gammel urenlighed. De slappe kinders løse skind hang ned forbi hagen, og den nederste tip af den røde, snusdryppende næse syntes at være pålimet.”
”Sjur Gabriel”, s. 79.

Amalie Skram blev født i Norge i 1846. Hendes livshistorie rummer to ægteskaber, der endte i skilsmisse, lange rejser jorden rundt, en turbulent karriere som forfatter med over 20 bøger og indlæggelser på et sindssygehospital i København. Hun blev aldrig en populær forfatter, der solgte mange bøger i samtiden, men i dag bliver hun stadig genudgivet og hendes værker bliver til teaterstykker og tv-serier.

Amalie Skram voksede op i Bergen, hvor faderen drev en bondehandel med enkle varer. Han blev kaldt silkestrilen, som var et øgenavn til bønder, der gjorde sig finere, end de var. Selvom familien var fattig, sendte den Amalie og hendes fire brødre på dyre privatskoler.

Amalie begyndte tidligt at fortælle historier. Hun elskede grufulde fortællinger om krig og kidnapninger (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab, s. 7). Hun havde en lykkelig opvækst, men da hun var 17 år ramlede tilværelsen, da faderen gik konkurs og rejste til Amerika. Amalie giftede sig (formodentlig af nød) med den ni år ældre August Müller, som var en rig skibskaptajn, der tog hende med jorden rundt, og de fik to sønner.

På en af de lange rejser fik Amalie et psykisk sammenbrud, hvor hun hallucinerede, og ægteskabet gik i det hele taget dårligt: August var utro, de levede et forlorent samliv, og efter endnu et sammenbrud blev hun indlagt på et psykiatrisk sygehus, hvor hun var glad for at være (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Amalie blev skilt, hvilket var meget usædvanligt i samtiden. Til sammenligning var der i 1880’erne i Norge kun 40 skilsmisser om året (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Hun mødte herefter den danske forfatter Erik Skram, som hun giftede sig med i 1884 og flyttede til København. Hendes to halvvoksne sønner blev boende i Norge.

Amalie Skram debuterede med ægteskabsromanen ”Constance Ring” i 1885, og i de følgende år skrev hun i et imponerende tempo og udgav 14 bøger på otte år. I 1889 fødte hun en datter, men havde svært ved at få livet som både mor, forfatter og hustru til at hænge sammen, og i 1893 begyndte hun at få svære problemer. Hun led af søvnløshed og selvmordstanker og lod sig indlægge på Kommunehospitalet i København, som var ledet af den berømte overlæge Pontoppidan. Dette blev en chokerende oplevelse, som man mener er forlægget for romanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”.

Efter 15 års ægteskab blev Amalie og Erik Skram skilt. Hun blev boende i København med datteren og skrev og udgav bøger indtil sin død i 1905.

Constance Ring

”Der lå hun på sin seng med åben mund og brustne øjne. Læberne var bedækket af et blåligt skum, som også var sivet ned over hagen. Den ene hånd hang uden for sengen og var opsvulmet på oversiden, og den tomme flaske var rullet et stykke hen over gulvet.”
”Constance Ring”, s. 296.

Amalie Skrams debutroman ”Constance Ring” (1885) er én lang bitter hån mod ægteskabet som institution. Constance er en fattig embedsmandsdatter, som bliver gift med Ring, der er 16 år ældre og et ”godt parti”. Glæden i ægteskabet fortoner sig imidlertid meget kort tid efter brylluppet. Constance udtrykker sin skepsis over for menneskets frihed og muligheder i livet: ”Livet er en fabrik, vi kommer alle ud som dets stemplede produkter.” (s. 38). Hun er ulykkelig over, at hun har giftet sig med et usympatisk menneske, men en ugift kvindes lod er endnu sørgeligere: ”Af to onder får en vælge det mindste, som hendes tante formulerer det (s. 118).

Ring er utro med stuepigen Alette, som efterfølgende bliver gravid med hans barn. I romanen er der en fortællerstemme, der tydeligvis heller ikke har noget til overs for Ring. I beskrivelsen af hans tilnærmelser til stuepigen står der, hvordan han trykkede sine klamme læber mod hendes skulder (s. 89). Constance accepterer efterhånden opgivende og kynisk, at hun er en kvinde, der af magelighedshensyn lever af ”skøgeri”, som hun kalder det.

Da Ring pludselig dør og hans forretningsaftaler bryder sammen, bliver Constance ruineret. Hun er i stor krise og overvejer selvmord, men vælger i stedet at blive gift med lægen Lorck. Ægteskabet er lykkeligt, indtil hun finder ud af, at også Lorck har udnyttet unge piger og har et uægte barn med den unge Kristine, som han stadig indimellem ser. Lorck siger: ”Du véd jo, Constance […) at mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gøre det.” (s. 239). Constance er fortørnet, ikke bare på egne, men også på en pige som Kristines vegne.

Constance fremtræder som en modstandsfigur mod de seksuelle friheder, mænd har kunnet tage sig. Hun nægter dem privilegeret adgang til sig, hvis ikke de er hende tro. Hun forstyrrer den orden, der indtil da har givet manden retten til ikke at være nødt til at vælge. Problemet for Constance er, at denne modstand ikke giver nogen form for ro eller soning.

”Constance Ring” fremstiller ved hjælp af sin naturalistiske stil tingene, som de er. Der er ikke noget forsonende hos en eneste af de mandlige karakterer i romanen. De onde bliver ikke straffet, og som læsere tilbydes vi derfor hverken en tilfredsstillende forløsning på konflikterne eller en romantisk tro på en bedre fremtid.

Sjur Gabriel

”Sjur Gabriel glædede sig over disse frembringelser, som han stjal sig til at betragte, når Oline ikke var i stuen. Om det altsammen havde været nykjøbt og af første sort, kunde hans beundring og tilfredshed ikke være større.”
”Sjur Gabriel”, s. 73.

Amalie Skrams roman ”Sjur Gabriel” (Hellemyrsfolket) fra 1887 handler om det fattige ægtepar Sjur Gabriel og Oline, der bor på deres gård på Hellemyren med fem børn. Oline drikker og Sjur Gabriel slår. Efter fødslen af sønnen Vesle-Gabriel bliver Oline syg af koldbrand, og faderen må alene tage sig af familien. Dette bliver et slags vendepunkt for ham, og han beskrives som en kærlig far. Romanen formår at etablere en sympati for ham, selvom han også slår sine børn. Det viser sig, at han i et tidligere forhold med en tjenestepige har fået et barn født i dølgsmål, men som læsere får vi ikke at vide, hvorvidt barnet døde eller ej.

Forholdet til den lille søn bliver Gabriels genforening med Gud, indtil barnet som 6-årig dør, og begge forældre forfalder til druk. Romanen rummer indlevende og billedrige beskrivelser af elendigheden, af den tørre, kolde grød familien får at spise og af faderens vold. Men indimellem er der også rørende scener fulde af ømhed og kærlighed.

”Sjur Gabriel” er den første roman i den serie, der kaldes ”Hellemyrsfolket” og som yderligere består af romanerne ”To venner” (1887), ”S.G. Myre” (1890) og ”Afkom” (1898). De fire romaner kan ses som en føljeton, der bedst kan sammenlignes med nutidens tv-serier. Serien spænder over fire generationer, og hver roman har sit eget persongalleri og sine egne tematikker. Serien starter med ”Sjur Gabriel” i samfundets bund, mens de næste tre romaner foregår i byen og gradvist mere i samfundets top. Fælles for romanerne er, at de i glimt indgyder håb om, at en ny generation kan bryde med den sociale arv. Pointen er dog hver gang hos Amalie Skram, at man bliver det, man er født til at være. Der er ikke noget håb i beskrivelsen af et samfund, hvis hierarkier, strukturer og sociale love er uforanderlige.

Et helt særligt sprogligt træk ved romanerne er, at de oprindeligt blev skrevet på (Amalie Skrams egen, ret personlige form for) dansk, men at figurerne i romanerne taler på de norske dialekter der tilhører deres område og klasse. I ”Sjur Gabriel” må vi f.eks. ty til Amalie Skrams egne hjælpende oversættelser til dansk for at forstå storesøster Ingeborgs henrykkelse over den nyfødte lillebror: ”Dei pelle fingrane – dan vesla naså – han hev negl! Eg meina, dar æ hår onn lui hass” betyder: ”De små fingre – den lille næse – han har negle. Jeg tror, der er hår under huen hans” (s. 84). Denne strategi er blevet beskrevet som et meget avanceret sprogligt eksperiment, der giver Amalie Skram muligheden for en ekstremt nuanceret og indsigtsfuld karakteristik af sine personer.

Professor Hieronimus

”Disse væsner derude på gangen hvis tøj ligned fangedragter, vinduerne, der med sine høje skodder minded om dem, hun havde set i de tyske haremer, de højtsiddende gasblus, som man måtte ha lange stiger for at nå, det raslende nøgleknippe udenpå den høje dames kolde gummiforklæde – alt foruroliged og opirred hende.”
”Professor Hieronimus”, s. 26-27.

Amalie Skrams ”Professor Hieronimus” (1895) handler om Else Kant, som er kunstmaler, gift med manden Knut og mor til sønnen Tage. Hun er frustreret over hverken at føle sig tilstrækkelig som hustru, mor eller kunstner og har i perioder været decideret selvmordstruet. Derfor skal hun indlægges hos professor Hieronimus. Inden hun ankommer til hospitalet, har hun mareridt om hvide stuer, fastbundne mennesker og om at miste Knut. Disse mareridt står dog slet ikke mål med det chok hun får, da hun ankommer på hospitalet.

Dette forsøger hun desperat og aggressivt at udtrykke, hvilket blot bekræfter professoren i, at hun er syg. Knut bliver chokeret, da han får at vide at hans hustru er ”udtalt sindssyg”, men han er overbevist om, at Hieronimus’ dom er en, man skal stole på. Spørgsmålet om magt og forhandlingen af, hvad der er normalt og unormalt tematiseres også på et mere subtilt niveau med romanens fortællestil. Det er fortælleren, der giver os adgang til Elses oplevelse af sin egen tilstand. Else ser syner og hører stemmer. Hun ser ligtog og forfølges af vilde dyr. Hun har angst.

Disse beskrivelser gør, at man som læser engang imellem må spørge sig selv om, hvorvidt Else i virkeligheden er alvorligt syg og har brug for hjælp. At vi som læsere bliver givet rollen som en slags diagnostikere. Men hvem har retten til at definere hvornår man er normal og hvornår man er sindssyg? Spørgsmålet er, om ikke det, der skal helbrede hende, i virkeligheden gør hende mere syg. Heri ligger den spydige kritik af Professor Hieronimus.

Man kan som nutidig læser af romanen forstå denne kritik som et historisk portræt af datidens behandling af sindssygdom i bredere forstand. Man kan i sin sympati med Else konstatere at hun ved bedre og at især vi ved bedre med vores tidsmæssige distance til en historisk betinget opfattelse af, hvornår man er syg og hvordan man skal behandles. Men romanens tematisering af selve forhandlingen af magt, viden, normalitet og myndighed gør, at romanen ikke blot er et kritisk portræt af professoren og datidens misforståelser, som vi bedrevidende kan ryste på hovedet af. Romanens kritiske tematisering af spørgsmål om, hvad der er normalt og hvem der har magten til at definere det, er stadig aktuel.

Genrer og tematikker

Det er oplagt at opdele Amalie Skrams forfatterskab i tre afdelinger: 1) Ægteskabsromanerne, hvortil hertil hører ”Constance Ring”, ”Lucie” og ”Forrådt”. 2) Hellemyrsfolket-serien, der især beskæftiger sig med forskellige klasser i samfundet og deres problemer og (manglende) muligheder. 3) Sindssygeromanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”. Disse inddelinger må selvsagt ikke forstås strikt, for romanerne i Hellemyrsfolket-serien kan f.eks. i høj grad også siges at tematisere ægteskabet.

Fælles træk i hele forfatterskabet er spørgsmål vedrørende kvinders rettigheder og forskellen på mænd og kvinder i samtiden. Sociale problematikker om seksualmoral, utroskab og for samtiden aktuelle emner vedrørende uønskede graviditeter og ansvaret som forælder, går igen. Der er spørgsmål og forhandlinger om, hvad det vil sige at være normal, og der er spørgsmål om magt og myndighed. Hvornår er man i stand til at tage vare på sit eget liv og hvad er det for ydre omstændigheder der gør, at man ikke har friheden til at handle som man helst selv vil? Hvad er det, der gør at folks drømme meget sjældent bliver til noget?

Denne skildring af elendighed, der ikke levner plads til håbet om en udvikling til det bedre, er et typisk træk ved naturalismen. Naturalismen er en videreførelse, men også en radikalisering af realismen som blev sat i gang i både Danmark og Norge efter litteraturkritikeren Georg Brandes’ berømte forelæsninger i København i 1871, hvor han efterlyste en ny litteratur, der kunne sætte samfundsmæssige problemer til debat. Realisternes håb var, at en sådan litteratur ville forandre samfundet. Den naturalistiske bevægelse, ført an af blandt andre den franske forfatter Émile Zola, er imidlertid mere radikal end realismen i sin nøgterne skildring af nød og elendighed. Frem for optimisme er der pessimisme, fordi naturalisterne ville vise, at mennesket som regel ikke formår at bryde med de rammer, der i forvejen er sat for dem af samfund, social arv, klasseskel osv. Der er altså i den naturalistiske tradition, ligesom i de fleste af Amalie Skrams portrætter af mennesker, en tro på at et menneskelivs skæbne stort set er bestemt på forhånd.

En oplagt indvending mod dette menneskesyn er spørgsmålet om, hvorvidt man slet ikke har en fri vilje og muligheden for at forbedre sin egen situation. Hvorfor giver både Constance, Sjur Gabriel og Else op, kan man også spørge. Mange af de personer der skildres i Amalie Skrams forfatterskab har svært ved at tilpasse sig de omkringliggende samfund og institutioner. Dermed provokerer og udstiller de også den gængse orden, der verserer i en særlig periode og et særligt miljø. Heri ligger der måske alligevel en lille flig af håb om forandring, fordi de konkrete beskrivelser giver os empati for personerne. Amalie Skram udtalte selv om sit forfatterskab: “Jeg har aldri skildret ondskapen, for jeg har aldri møtt den på min vei. Det, som overfladiske og doktrinære mennesker kaller ondskap, er for meg nødvendigheter, resultater. Har jeg villet noe med hva jeg har skrevet, så har det vært å bringe en eller annen til å forstå, til å se mildt.” (Amalie Skram: Verdens gang nr. 26, 1899).

Der er en evig fejde i litterære miljøer om, hvorvidt Amalie Skram skal betegnes som en dansk eller norsk forfatter. Selvom hun havde boet den største del af sit liv som forfatter i København, udgav sine bøger i Danmark og var en del af et litterært miljø her, blev hun ved med at identificere sig selv som norsk forfatter, mener nogle: ”…som forfatter er og bliver jeg altid norsk og kun norsk. Og både mens jeg lever og dør, vil jeg altid kaldes den norske forfatter,” skrev hun selv. (Borghild Krane: Amalie Skrams Digtning, s. 23). Omvendt blev hun utrolig glad og stolt da Georg Brandes et sted havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde”. (Thomas Bredsdorff: Indledning til ”Hellemyrsfolket”, s. 8).

Beslægtede forfatterskaber

Man kan sammenligne Amalie Skram med den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) på grund af det, man kan kalde deres sociologiske studier i romanform. Det er oplagt også at sammenligne Amalie Skram med hendes samtidige forfatterkolleger Henrik Ibsen (1828-1906) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), fordi de tilhører Det moderne gennembrud og havde en rolle i det, man kalder sædelighedsfejden. Her påbegyndte man diskussioner vedrørende seksualmoral, ægteskab og mænd og kvinders forskellige roller i samfundet.

En anden, mindre kanoniseret forfatter, som det giver mening at sammenligne Amalie Skram med, er svenske Victoria Benedictsson (1850-1888), der under pseudonymet Ernst Ahlgren skrev i en naturalistisk stil om kvindefrigørelse og ægteskabsproblemer.

Bibliografi

Romaner

Skram, Amalie:
Constance Ring. Huseby & Co. 1885.
Skram, Amalie:
Sjur Gabriel. Brødrene Salmonsen, 1887.
Skram, Amalie:
To venner. Brødrene Salmonsen, 1887.
Skram, Amalie:
Lucie. Schubothes Boghandel, 1888.
Skram, Amalie:
S.G. Myre. Schubothes Boghandel, 1890.
Skram, Amalie:
Forrådt. Schubothes Boghandel, 1892.
Skram, Amalie:
Professor Hieronimus. Gyldendal, 1895.
Skram, Amalie:
Paa Sct. Jørgen. Gyldendal, 1895.
Skram, Amalie:
Afkom. Gyldendal, 1898.
Skram, Amalie:
Julehelg. Gyldendal, 1900.
Skram, Amalie:
Mennesker [ikke fuldført]. Gyldendal, 1905.
Skram, Amalie: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. Gyldendal, 2020. Gyldendals Klassikere.

Noveller

Skram, Amalie:
Madam Høiers lejefolk. Gyldendalske boghandel nordisk forlag, 1905. (Madam Høiers leiefolk. 1882).
Skram, Amalie:
Karens jul. Gyldendalske boghandel nordisk forlag, 1905. (Karens jul. 1885).

Novellesamlinger

Skram, Amalie:
Børnefortællinger, Schubothes Boghandel, 1890. (I det Asovske hav, Det blå atlaskesbånd, Første aften: Konger i Persia, Annen aften: Karl den femtes siste levetid, Tredje aften: Passet ved Termopylai, På Hondurasfloden og Maikaland)
Skram, Amalie:
Kjærlighed i Nord og Syd. Schubothes Boghandel, 1891. (Bønn og anfektelse, Knut Tandberg og Fru Inés)
Skram, Amalie:
Sommer. Gyldendal, 1899. (Memento mori, Glede, Post festum, Den røde gardin og En rose)

Om forfatterskabet

Web

Norsk biografisk leksikon har et opslag om Amalie Skrams liv og forfatterskab der giver et godt overblik.
Der er en god, kort introduktion til Amalie Skrams liv og forfatterskab og fakta vedrørende hendes liv på danske Kvinfos hjemmeside.
Den norske wikipediaartikel om Amalie Skram giver en fyldig introduktion til forfatterskabet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Amalie Skram

Kilder citeret i portrættet

Web

Om Amalie Skram-prisen

Artikler

Skram, Amalie:
Verdens gang nr. 26, 1899.
Krane, Borghild:
Amalie Skrams Diktning – Tema og variasjoner. Gyldendal Norsk Forlag, 1961.
Bredsdorff, Thomas:
Introduktion i Hellemyrsfolket bind 1. Gyldendal, 1988.
Bøe, Yngvild:
Amalie Skram – et forfatterskab. Gyldendal Norsk Forlag, 2002.