Amalie Skram

Artikel type
voksne
ph.d. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Skram, Amalie
Foto: Ukendt / Scanpix

Indledning

Den norskfødte forfatter Amalie Skram levede og skrev sine bøger i slutningen af 1800-tallet og hendes harcelerende beskrivelser af fattiges, kvinders og de psykisk syges situation er skånselsløse. I debutromanen ”Constance Ring” fra 1885 skildres ægteskabet i et overklassemiljø som et helvede for kvinden, og der var passager i bogen, som forlaget nægtede at udgive. I den berømte roman ”Professor Hieronimus” fra 1895 beskrives det, hvordan man behandler psykisk syge på absurde måder. Amalie Skrams bøger er skrevet i en naturalistisk stil, hvor ambitionen ikke er at give læserne håb, men at beskrive tingene som de virkelig er.

 

25973968

Blå bog

Født: 22. august, 1846 i Bergen, Norge.

Død: Marts 1905 i København.

Uddannelse: Amalie Skram gik på en velanset pigeskole i Bergen, men kom ikke på latinskole ligesom sine brødre og fik ikke videre uddannelse.

Debut: Constance Ring. Huseby og co., 1885.

Litteraturpriser: I 1901 kom Amalie Skram på den danske finanslov. Hun har også selv lagt navn til en norsk litteraturpris, der gives til kvindelige forfattere, der skriver i hendes ånd. Prisen udgives hvert år af Amalie Skram selskabet i Norge og er blandt andre modtaget af Herbjørg Wassmo (1997), Hanne Ørstavik (2002) og Linn Ullman (2007).

Inspiration: Mange har peget på den franske naturalistiske forfatter Émile Zola som Amalie Skrams forbillede, men hun afviste dette selv, for hun havde ikke læst ham, da hun begyndte at skrive, og selvom hun senere læste ham, blev han aldrig hendes favorit.

Periode: Det moderne gennembrud

Baggrund

”Hun lignede ganske en heks, der hun sad med det skrumpne ansigt, hvis utallige rynker var fyldt af gammel urenlighed. De slappe kinders løse skind hang ned forbi hagen, og den nederste tip af den røde, snusdryppende næse syntes at være pålimet.”
”Sjur Gabriel”, s. 79.

Amalie Skram blev født i Norge i 1846. Hendes livshistorie rummer to ægteskaber, der endte i skilsmisse, lange rejser jorden rundt, en turbulent karriere som forfatter med over 20 bøger og indlæggelser på et sindssygehospital i København. Hun blev aldrig en populær forfatter, der solgte mange bøger i samtiden, men i dag bliver hun stadig genudgivet og hendes værker bliver til teaterstykker og tv-serier.

Amalie Skram voksede op i Bergen, hvor faderen drev en bondehandel med enkle varer. Han blev kaldt silkestrilen, som var et øgenavn til bønder, der gjorde sig finere, end de var. Selvom familien var fattig, sendte den Amalie og hendes fire brødre på dyre privatskoler.

Amalie begyndte tidligt at fortælle historier. Hun elskede grufulde fortællinger om krig og kidnapninger (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab, s. 7). Hun havde en lykkelig opvækst, men da hun var 17 år ramlede tilværelsen, da faderen gik konkurs og rejste til Amerika. Amalie giftede sig (formodentlig af nød) med den ni år ældre August Müller, som var en rig skibskaptajn, der tog hende med jorden rundt, og de fik to sønner.

På en af de lange rejser fik Amalie et psykisk sammenbrud, hvor hun hallucinerede, og ægteskabet gik i det hele taget dårligt: August var utro, de levede et forlorent samliv, og efter endnu et sammenbrud blev hun indlagt på et psykiatrisk sygehus, hvor hun var glad for at være (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Amalie blev skilt, hvilket var meget usædvanligt i samtiden. Til sammenligning var der i 1880’erne i Norge kun 40 skilsmisser om året (Yngvild Bøe: Amalie Skram – et forfatterskab). Hun mødte herefter den danske forfatter Erik Skram, som hun giftede sig med i 1884 og flyttede til København. Hendes to halvvoksne sønner blev boende i Norge.

Amalie Skram debuterede med ægteskabsromanen ”Constance Ring” i 1885, og i de følgende år skrev hun i et imponerende tempo og udgav 14 bøger på otte år. I 1889 fødte hun en datter, men havde svært ved at få livet som både mor, forfatter og hustru til at hænge sammen, og i 1893 begyndte hun at få svære problemer. Hun led af søvnløshed og selvmordstanker og lod sig indlægge på Kommunehospitalet i København, som var ledet af den berømte overlæge Pontoppidan. Dette blev en chokerende oplevelse, som man mener er forlægget for romanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”.

Efter 15 års ægteskab blev Amalie og Erik Skram skilt. Hun blev boende i København med datteren og skrev og udgav bøger indtil sin død i 1905.

 

Constance Ring

”Der lå hun på sin seng med åben mund og brustne øjne. Læberne var bedækket af et blåligt skum, som også var sivet ned over hagen. Den ene hånd hang uden for sengen og var opsvulmet på oversiden, og den tomme flaske var rullet et stykke hen over gulvet.”
”Constance Ring”, s. 296.

Amalie Skrams debutroman ”Constance Ring” (1885) er én lang bitter hån mod ægteskabet som institution. Constance er en fattig embedsmandsdatter, som bliver gift med Ring, der er 16 år ældre og et ”godt parti”. Glæden i ægteskabet fortoner sig imidlertid meget kort tid efter brylluppet. Constance udtrykker sin skepsis over for menneskets frihed og muligheder i livet: ”Livet er en fabrik, vi kommer alle ud som dets stemplede produkter.” (s. 38). Hun er ulykkelig over, at hun har giftet sig med et usympatisk menneske, men en ugift kvindes lod er endnu sørgeligere: ”Af to onder får en vælge det mindste, som hendes tante formulerer det (s. 118).

Ring er utro med stuepigen Alette, som efterfølgende bliver gravid med hans barn. I romanen er der en fortællerstemme, der tydeligvis heller ikke har noget til overs for Ring. I beskrivelsen af hans tilnærmelser til stuepigen står der, hvordan han trykkede sine klamme læber mod hendes skulder (s. 89). Constance accepterer efterhånden opgivende og kynisk, at hun er en kvinde, der af magelighedshensyn lever af ”skøgeri”, som hun kalder det.

Da Ring pludselig dør og hans forretningsaftaler bryder sammen, bliver Constance ruineret. Hun er i stor krise og overvejer selvmord, men vælger i stedet at blive gift med lægen Lorck. Ægteskabet er lykkeligt, indtil hun finder ud af, at også Lorck har udnyttet unge piger og har et uægte barn med den unge Kristine, som han stadig indimellem ser. Lorck siger: ”Du véd jo, Constance […) at mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gøre det.” (s. 239). Constance er fortørnet, ikke bare på egne, men også på en pige som Kristines vegne.

Constance fremtræder som en modstandsfigur mod de seksuelle friheder, mænd har kunnet tage sig. Hun nægter dem privilegeret adgang til sig, hvis ikke de er hende tro. Hun forstyrrer den orden, der indtil da har givet manden retten til ikke at være nødt til at vælge. Problemet for Constance er, at denne modstand ikke giver nogen form for ro eller soning.

”Constance Ring” fremstiller ved hjælp af sin naturalistiske stil tingene, som de er. Der er ikke noget forsonende hos en eneste af de mandlige karakterer i romanen. De onde bliver ikke straffet, og som læsere tilbydes vi derfor hverken en tilfredsstillende forløsning på konflikterne eller en romantisk tro på en bedre fremtid.