ingeborg stuckenberg
Foto: Carl Heinrich Ludolph Diedrich / Scanpix

Ingeborg Stuckenberg

Ida Holmegaard, uddannet fra Forfatterskolen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
ingeborg stuckenberg
Foto: Carl Heinrich Ludolph Diedrich / Scanpix

Indledning

Ingeborg Stuckenberg beskrev erfaringer som immigrant og som kvinde i et klart, rigt sprog og en nøgtern og usentimental udstilling af social ulighed i slutningen af det 19. århundrede. Selvom hun ofte i litteraturhistorien beskrives som muse for tidens mandlige forfattere, viser en læsning af hendes nyudgivne samlede værker, at hun var en forfatter i egen ret, men hun led en hård skæbne ved at blive henvist til musens og husmoderens passive roller, når hun selv kunne og ville skabe litteratur.

 

 

51017927

Blå bog

Født: 6. februar 1866, København.

Død: 12. august 1904, Auckland, New Zealand.

Uddannelse: Tegne- og Kunstindustriskolen ved Charlotte Klein, som hun dog opgav, da hun blev forlovet. Senere husholdningsskole.

Debut: Badegæster. Trykt i Kjøbenhavns Børstidende, 1890. Novelle.

Seneste udgivelse: Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker. Gladiator, 2014. 

Inspiration: J.P. Jacobsen og Ivan Turgenjev.

Periode: Symbolisme

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hun vaagner ved en svag ubestemt Lyd, en Lyd hun slet ikke gør sig klar over, fordi den var spundet med ind i hendes Drøm, farvet af Sollyset, der har fyldt Værelset bag hendes lukkede Øjelaag; men Drømmen flygter, med det samme hun slaar Øjnene op, og hun rejser sig op i Sengen og ser sig om og kender slet ikke, hvor hun er og bliver pludselig lysvaagen og hendes Hjerte fyldes af en svulmende Glæde (...)”
”Fagre Ord”, Samlede Værker, s. 46.

Ingeborg Stuckenberg (født Pamperin i 1866) var barn af en velhavende grossererfamilie. Som helt ung studerede hun på tegneskole, men afbrød uddannelsen for at tage på husholdningsskole, da hun som attenårig blev forlovet med forfatteren Viggo Stuckenberg. De blev gift, fik to sønner og boede først i København, sidenhen i Sorgenfri. Parret var nære venner af forfatterne Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, som begge var meget inspirerede af Stuckenberg og hendes tanker. Hun deltog i kredsens diskussioner, var overbevist ateist, musikalsk og skrev også selv litteratur.

Hendes ægteskab med Viggo var dog turbulent. Hun var ikke tilfreds med rollen i hjemmet og ønskede selv at skrive og udgive sine tekster. Flere af de værker, som er udgivet i Viggos navn, har litteraturhistorikere, først og fremmest Johannes Brøndum-Nielsen med udgivelsen af ”Fagre Ord – Nyfundne Manuskripter” fra 1962, siden bestemt til primært at være forfattet af Ingeborg Stuckenberg, blandt andre netop romanen ”Fagre Ord”, som handler om et hårdt og klaustrofobisk ægteskab.

I 1893 forlod Stuckenberg for en kort periode Viggo for maleren Albert Gottschalk, men vendte tilbage efter tre måneder. I 1903 immigrerede hun med Hans Dines Madsen til New Zealand, for at begynde et nyt liv med ham. Der var ikke meget arbejde at få i det nye land, og hun var nødsaget til at tage et slidsomt arbejde som køkkendame. I et brev til søsteren Agnes skriver hun: ”Jeg har haft, saalænge jeg blot kunne støtte og humpe og halte mig frem, saadan fjorten Timers Arbejde om Dagen. – Du kan jo sige med Moliere, men ”hvad Fanden vilde du også paa den Galej?” Jeg smiler selv tit ved Tanken om det, for jeg kan selv ikke mere huske, om man fik at vide, hvad han vilde på Galejen. Du kan i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg hellere er hvor jeg er, end hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt ”memento mori” at se og høre paa.” (Ingeborg Stuckenberg: Private Breve. Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker, s. 168). 

Beskrivelsen af livsvilkårene i New Zealand er håbløs og dyster i ”Korte Breve fra en lang Rejse” og i hendes breve hjem til søsteren. Landets skønhed, de blå bjerge og skovene ydede kun hån til, at det var umuligt for hende blot tilnærmelsesvis at opretholde den levevis, hun havde håbet på, da hun emigrerede. Hans Dines Madsen købte en hjembillet til sig selv og forlod New Zealand. Ingeborg Stuckenberg begik selvmord med et revolverskud i 1904, 38 år gammel. 

Fagre Ord: Grundrids for Handlingsgangen og Kapiteludkast

”Jeg havde tænkt mig dette som en gylden Port til et fredeligt Land; men som jeg sidder her alene i denne æventyrlige blændende Sol og ved dette tomme blanke nye hjem, der ligger bag den lukkede Dør, føler jeg, at dette var min Drøm, denne summende tause Ensomhed i dette sollyse Kammer; men det jeg havde drømt om, Hjemmet! vort Hjem det staar forladt og venter, venter alt sammen paa Liv og Begivenheder og Minder! det er ikke et fredeligt Eventyrland, men en Landevej af Hverdage.”
”Fagre Ord”, Samlede Værker, s. 50.

”Grundrids for Handlingsgangen” og ”Kapiteludkast” er udgaver af, hvad der i 1895 blev udgivet i Viggo Stuckenbergs navn som romanen ”Fagre Ord”. Imidlertid har litteraturhistorikeren Johannes Brøndum-Nielsen redegjort for, at ”Grundrids” og ”Kapiteludkast” stort set udelukkende kan tilskrives Ingeborg Stuckenberg. Tilsammen udgør teksterne en kort roman og er samtidig det primære forlæg for den udgivne roman ”Fagre Ord”. ”Grundrids” og ”Kapiteludkast” er selvstændigt udgivet, første gang ved Johannes Brøndum-Nielsen i 1962 og siden på forlaget Gladiator i 2014. I dette afsnit læses hendes udgave af ”Fagre Ord” for sig selv, som hendes bidrag til litteraturhistorien.

Romanen omhandler Morten og Johanne, deres ungdomsforelskelse og den første tid i ægteskabet. I begyndelsen giver de sig hen til hinanden og er næsten drømmeagtigt lykkelige, men lykken smuldrer gradvist for dem. Johanne begynder at væmmes ved det tomme hjem, hun bliver usikker over for Morten, hans arbejde og hans venner, og Morten forstår ikke hendes ulykke. Hun føler sig overset og indelukket, de prøver at tage på landet en tid med Johannes søster Jutta, men det hjælper ikke.

52172454

Tvivlen og den brudte tillid kommer imellem Morten og Johanne, når de forsøger at få ægteskabet til at hænge sammen. De forelsker sig begge i andre, først Johanne og siden Morten i søsteren Jutta. Mortens forførelse af Jutta er underligt forkrampet, fordi det svigt og den hårdhed, han oplever fra Johanne, hele tiden er en del af deres samtale. Morten føler sig snydt for kærlighed og vil elskes af Jutta, han vil hævne sig, måske også såre Johanne bevidst.

I slutscenen sidder Johanne og Morten sammen til Juttas bryllup, som Morten ellers er blevet forment adgang til. Stemningen er anspændt, der er ingen konfrontation, udveksling eller forløsning, men parterne forbliver i hinandens selskab i kirken og bliver ved med, ved deres blotte tilstedeværelse i hinandens liv, at stå i vejen og skygge for hinanden.  

Teksten er rig på sansninger, detaljer og beskrivelser, både af selskaber, af de unge menneskers spøgefulde leg med hinanden før de bliver gift, af deres tøj, af lyset, men også af de følelser, som Johanne og Morten gennemspiller i deres forhold til hinanden. Der optræder forskellige typer af tekst i romanen, eksempelvis udskrevet dialog og komprimerede handlingsforløb. Oftest har teksten Johannes synsvinkel, somme tider Mortens og andre gange antager fortællerstemmen en mere observerende ydre karakter. Endvidere bryder teksten i enkelte kapitler med sin tredjepersonsfortælling og lader et Johanne-jeg komme til orde; her er skriften særligt lyrisk og billedrige. Denne fremstilling varierer udtrykket og bidrager til, at relationen mellem Morten og Johanne nuanceres og ses fra mange forskellige vinkler. 

Korte Breve fra en lang rejse

”Man hører alle disse fremmede Lyde, paa Dækket, paa Gangene og i Nabokahytterne; Skruen og Stempelslagene fra Maskinen; Havet der bruser og Plaskene fra Søerne, naar de skyller ind over Dækket; man ruller og vugger og prøver paa at komme til at ligge nogenlunde støt. – Søluften er stærk, Søen tærer og før man ved af det, sover man ind og vaagner næste Morgen med en underlig fornemmelse i Mellemgulvet. – Vejret er ikke en Smule bedre.”
”Korte Breve fra en lang Rejse”, Samlede Værker, s. 134.

Selvom Ingeborg Stuckenberg skrev ”Korte Breve fra en lang Rejse” under og efter sin rejse til New Zealand i 1903, udkom manuskriptet første gang for offentligheden i 1986 på Museum Tusculanums Forlag. Over otte kapitler beskrives en rejse med dampskib fra Bremerhafen i Tyskland til New Zealand.

Passagerernes liv på rejsen fremstilles i et detaljeret sprog med klare, næsten filmiske beskrivelser. Den langtrukne kedsomhed, havets rullende bevægelser og den stigende fugtige varme sætter sig i passagerernes permanente tilstande, de bliver rastløse og ude af stand til at arbejde og læse, nogle slipper aldrig af med søsygen, man ligger søvnløs om natten i sin køje og døsig og passiv i sin liggestol dagen igennem. Første, anden og tredje klasse holdes adskilt i det træge og langsomt fungerende minisamfund ude på oceanet. Men Stuckenberg har også blik for det smukke ved rejsen, for himlen og bølgerne og de musicerende stewarder.

De fremmede kulturer møder man hverken som særligt spændende og eksotiske eller særligt hæslige; Italien, Afrika og Indien er på linje med skibsrejsen i teksten en fremmedhed som man bebor og oplever, fordi den er der, fordi man ikke har et valg.

Det er tydeligt, at brevene ikke som sådan interesserer sig for en personlig fortælling, for det højdramatiske eller for psykologisk udvikling; de mange årsager, som den fortællende såvel som dennes medpassagerer måtte have til at udvandre, uddybes ikke. Ordet jeg bruges kun enkelte gange, ellers holder teksten sig til man og vi; også i de sætninger, hvor fortællerens holdning til maden, musikken eller medpassagererne gives til kende. Det er den fælles erfaring, som her er vigtigst for Stuckenberg.

Da man endelig når til New Zealand, mødes man af en voldsom skuffelse. Landet som skulle flyde med mælk og honning er et vildt, hårdt landskab, smukt at se på men ubeboeligt, og der er næsten intet arbejde at få. Det beskrives, hvordan folk ligger og dør, ensomme og glemte i deres hytter. 

I Stuckenbergs både smukke og usentimentale beskrivelse af emigrationen synes præcisionen at være i højsædet, hun nærmer sig de indtryk og de sociale og kropslige oplevelser, som har været fælles for de emigrerende. 

Genrer og tematikker

Stuckenberg bearbejder forskellige temaer gennem sit forfatterskab, men hun synes at have en generel interesse for det sociale, for normer og relationer mellem mennesker, hvad enten det er friktionen og følelserne mellem parterne i et ægteskab, eller samfundets klasseskel og disses indvirken på den enkeltes liv. 

Kærligheden og ægteskabet undersøger Stuckenberg i ”Fagre Ord” og novellen ”Badegæster”. Hun synes at spørge: hvad skal mennesker stille op med en institution som ægteskabet, og hvordan kan man leve i den? I Stuckenbergs samtid kunne ægteskabet både knytte folk klaustrofobisk tæt sammen, som det er tilfældet i ”Fagre Ord”, og skille dem ad, når kærligheden blev forhindret af fordringen om det klassemæssigt lige ægteskab, som det sker i ”Badegæster”.

”Korte Breve fra en Lang Rejse” tematiserer også sociale forhold, både om bord på båden i det strengt opdelte klassesamfund, og i de nye lande, hvor udvandrerne oftest havner i en håbløs tilstand. Her er ikke så meget tale om en personlig fortælling, som en detaljeret beskrivelse af indtrykkene hos flokken af passagerer på damperen.

En gennemgående figur i forfatterskabet er karakterernes ufrihed, de har ingen vej ud af deres situation og relationer. I novellen ”Badegæster” foregår for eksempel en forhandling med et andet liv og med ægteskabet, hovedpersonen Helene forelsker sig i en mand fra en lavere klasse, men hendes mor står fast og vil ikke tillade det, og Helene indser til sidst, at det at stikke af ikke er en reel mulighed. Det ville gøre hendes liv for hårdt og skamfuldt. Karaktererne mangler hverken viljestyrke eller mod, de forsøger hele tiden at forbedre deres levevilkår, men der er simpelthen ikke noget udenfor, man kan flygte hen til, ikke noget andet sted, hvor der tydeligt tegner sig et lettere eller bedre liv. Den eneste flugtmulighed, vi møder i forfatterskabet, er New Zealand, og det sted tilbyder ikke en udfrielse fra problemer og skam. Det er et kønt helvede, et land i ekstrem fattigdom hinsides civilisationen.

Stuckenberg har dog også en åbenhed over for nuancerne i selv de mest fortvivlende situationer. Hun fornægter ikke skønheden, og at den kan findes på et sejlende dampskib, selvom der er trivielt og fattigt, eller at lykke glimtvis kan opleves i et kuldsejlet ægteskab. 

På tværs af forfatterskabet varierer Stuckenbergs stilistik, selvom en lyrisk beskrivende prosa med lange, energiske sætninger synes at være hendes kendemærke. I hendes udgave af ”Fagre Ord” findes mange lyriske, smukt svulmende sætninger og tilstandsbeskrivelser stående side om side med mere stringent sceniske og dialogbaserede passager, som også novellen ”Badegæster” er rig på. Stilen i ”Korte Breve fra en Lang Rejse” er stadig beskrivende, billedrig og klar, men til tider også mere lakonisk og konstaterende. 

Beslægtede forfatterskaber

Realisterne, som det moderne gennembruds forfattere kaldes, ønskede at frigøre sig fra den idylliserende romantik, som var det herskende litterære paradigme i dansk litteratur omkring midten af det 19. århundrede. I stedet ville de skrive om menneskets sociale vilkår i den moderne verden – og for dem var ”mennesket” ikke kun defineret som overklassen. Stuckenberg var ateist og delte tydeligvis en social indignation med sin samtid. Interessen for ægteskabet, seksualmoral og menneskets begrænsninger inden for stramme normer i et klasseopdelt samfund deler hun med samtidige forfattere som Amalie Skram, Henrik Ibsen og Herman Bang. I Skrams novellesamling ”Sommer” (udgivet i 1899) findes noveller, som minder en del om Stuckenbergs ”Badegæster”. Begge forfattere beskriver en personlig og ægteskabelig konflikt hos borgerskabet, som udspilles i et sommerlandskab. ”Sommer” har desuden også en detaljerigdom, som til tider minder om Stuckenbergs.

Selvom man i Stuckenbergs forfatterskab ser tydelige tematiske paralleller til samtidige forfattere, er hendes skrift alligevel væsensforskellig fra det moderne gennembruds realister. Der er et andet temperament på spil hos hende, noget mere energisk og billedrigt. Hendes stil minder mere om for eksempel J.P. Jacobsen, som lige som Stuckenberg arbejdede med åbne og nuancerende former, brugte billedsprog, fortabte sig i scenernes detaljer, som han kunne blive ved og ved med at beskrive.

Dansk litteratur er ikke ligefrem rig på beskrivelser af de store udvandringer fra Europa omkring år 1900. Fotografen Jacob A. Riis, som udvandrede fra Danmark og arbejdere som journalist i Amerika, brugte billedet til at dokumentere slumkvartererne og de fattiges vilkår i det nye land. Selvom de arbejder i forskellige medier, deler de to en interesse for at vise et voldsommere, mere ærligt billede af emigrationen, end lovningen om guldet og de grønne skove, som mange forlod deres hjem for at finde. 

Svenske Vilhelm Moberg (1898-1973) har desuden skrevet en romanserie, hvis første bind ”Udvandrerne” udkom i 1949. Han beskriver en gruppe svenskeres rejse fra Småland til Minnesota, USA i midten af det 19. århundrede. Hvor Stuckenberg skrev en kort, stemningsfuld rapport fra rejsen, er Mobergs værk nærmere en historisk roman, hvori man følger bestemte personers liv over en årrække. Tematiseringen af det voldsomme skift, når udvandrerne forlader deres hjem for noget nyt og fuldkommen ukendt, samt beskrivelsen af deres lange rejse og hårde vilkår har de to forfattere til gengæld til fælles.  

Bibliografi

Romaner

Stuckenberg, Ingeborg:
Fagre Ord, Grundrids for Handlingsgangen og Kapiteludkast. Første gang udgivet i ”Fagre Ord” – Nyfundne Manuskripter som Festskrift udgivet af Københavns Universitet i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag, med for- og efterord af Johannes Brøndum-Nielsen, 1962.
Stuckenberg, Ingeborg:
Korte Breve fra en lang Rejse. Museum Tusculanums Forlag, 1986.
Stuckenberg, Ingeborg:
Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker. Forlaget Gladiator, 2014.

Novelle

Stuckenberg, Ingeborg:
Badegæster. Kjøbenhavns Børstidende, 1890.

Om forfatterskabet

Udgivelser

Brøndum-Nielsen, Johannes:
”Fagre Ord” – Nyfundne Manuskripter. Udgivet som Festskrift udgivet af Københavns Universitet i anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag, med for- og efterord af Johannes Brøndum-Nielsen, 1962.
Jørgensen, Hans Otto:
Efterskrift til Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker. Gladiator, 2014.
Danmarks Kvindebiografiske Leksikon.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Ingeborg Stuckenborg

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Stuckenberg, Ingeborg:
Private Breve. Ingeborg Stuckenbergs Samlede Værker. Gladiator, 2014.