Emil Aarestrup

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/ Dagbladet Information, 2010.
Main image
Aarestrup, Emil
Foto: Apel foto/Arkiv for Dansk Litteratur

Indledning

Emil Aarestrups navn er for de fleste forbundet med hans erotiske poesi. Det sanselige og seksuelle er da også centralt placeret i forfatterskabet, som dog har en grundtone af melankoli, da ensomhed og død er uløseligt forbundet med det erotiske i hans lyrik. Aarestrup er i sin digtning både en naturalist, der peger på den konkrete, empiriske virkelighed som den eneste tilgængelige verden, og en æstetiker, som fremhæver kunstens særlige mulighed for evighed. Tingene splittes, og detaljerne og øjeblikket træder frem, ligesom der foregår en udveksling mellem erotik og æstetik. På grund af sin fragmenterede og skønhedsdyrkende form anses forfatteren for en vigtig forløber for det moderne.

Blå bog

Født: 4. december 1800 i København.

Død: 21. juli 1856 i Odense.

Uddannelse: Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1827.

Debut: Digte, 1838. Digte.

Seneste udgivelse: To essays af Georg Brandes og 25 digte i udvalg, 2000. Essays og digte.

Inspiration: Aarestrups ven og kollega ud i forfattergerningen Christian Winther (1796-1876).

Periode: Romantikken

Genre: Lyrik

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hold fastere omkring mig Med dine runde Arme Hold fast, imens dit Hjerte Endnu har Blod og Varme Om lidt, saa er vi skilt ad Som Bærrene paa Hækken Om lidt, er vi forsvundne Som Boblerne i Bækken”.

“Angst” i “Digte” s. 47.

Carl Ludvig Emil Aarestrup blev født den 4. december 1800 i København, som søn af toldkontrollør Jørgen Fog Aarestrup og Sophie Charlotte Aagaard. Hans forældre blev separeret, da Emil var 5 år, og kun et par år herefter døde begge forældre med få måneders mellemrum. Den forældreløse Emil Aarestrup blev herefter sat i pleje hos den 57-årige ugifte kvinde Marie Møller i Pilestræde, men han havde samtidig en god kontakt til morfaderen og lillebroderen i Store Kongensgade, hvor morfaderen drev en te- og kolonialbutik.

Emil Aarestrup blev student i 1819 og begyndte herefter at studere medicin ved Københavns Universitet. Han begyndte tidligt at skrive digte, og i løbet af sin studietid tog Aarestrup sig også tid til at følge forelæsninger om æstetiske emner hos blandt andre forfatteren Adam Oehlenschläger, som var professor i æstetik. I det meste af sin studietid var Aarestrup logerende hos adjunkt Christian Spengler. Det blev senere fastslået, at Aarestrup var far til den datter, Cornelia, som den ti år ældre logiværtinde Louise Spengler fik i 1822, et halvt år efter sin ægtemands død.

I 1824 blev Emil Aarestrup forlovet med sin kun 15-årige kusine Caroline Aagaard, og i 1827 blev de to gift med kongebrev. 1827 var også året, hvor Aarestrup blev færdiguddannet læge med en afsluttede eksamen med udmærkelse. Hans borgerlige erhverv - lægegerningen - afspejler sig også i hans digte. Man møder i hans digte blandt andet en detaljeret gengivelse af sanseindtryk herunder en fascination af kroppens enkelte dissekerede dele. Man ser for eksempel sjældent en hyldest til den kvindelig krops skønhed i sin helhed i hans lyrik. 

Aarestrup fik embede i Nysted i efteråret 1827. De følgende år var han en travl praktiserende læge og familiefar til de mange børn, som myldrede frem. Emil Aarestrup og hans hustru fik i løbet af deres ægteskab hele 12 børn sammen. På trods af travlheden var det dog også i disse år, at Aarestrup skrev noget af sin bedste og mest blivende lyrik. Han udarbejdede desuden sine egne frie oversættelser af digte af forfattere som Johann Wolfgang von Goethe, Heinrich Heine og Lord Byron. Det var forfatteren og Aarestrups private ven, Christian Winther, som overtalte ham til at samle et udvalg af sine digte og aflevere dem til forlagsredaktøren C. A. Reitzel.

I slutningen af år 1838 udkom lyriksamlingen “Digte”, som dog langt fra blev en succes i Aarestrups levetid. Digtsamlingen var måske for sanselig og erotisk til samtidens moral. En af tidens førende litteraturkritikere var forfatteren Johan Ludvig Heiberg, der som redaktør af bl.a. litteraturtidskriftet “Kjøbenhavns flyvende Post” havde stor indflydelse på datidens litterære diskussion og kritik, og han bidrog langt fra i en promovering af bogen. Heiberg skulle eftersigende blandt andet have givet digtsamlingen følgende ord med på vejen: “En vis Liderlighed er den eneste Gestalt i disse Poesier”. Digtsamlingen solgte kun 40 eksemplarer. Herefter opgav Aarestrup at udgive mere, men efter hans død blev flere af hans efterladte digte udgivet, og han blev anerkendt som en af de vigtigste digtere inden for den strømning i romantikken, der betegnes romantismen. 

I 1838 flyttede Emil Aarestrup med sin familie til Sakskøbing, hvor han havde fået en større lægepraksis. Familien blev boende her indtil 1849, hvor Aarestrup endelig, som han havde ønsket det, blev udnævnt til stiftsfysikus, det vil sige embedslæge, i Odense. Emil Aarestrup døde i sommeren 1856 og ligger begravet på Assistens Kirkegaard i Odense. 

Aarestrup har fået sit eget mindemuseum i sit gamle hus i Nysted.

Fra 1950-2003 uddelte Dansk Forfatterforening Emil Aarestrup Medaillen til en dansk lyriker, som anerkendelse for en enkelt digtsamling eller for den pågældendes digtning som helhed. 

Digte

“Der er en Trolddom paa din Læbe,
Der er en Afgrund i dit Blik,
Der er i Lyden af din Stemme
En Drøms ætheriske Musik.
(…)
Der er en Verden i dit Indre,
En sværmerisk chaotisk Vaar –
Som jeg umuligt kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstaar.”
Emil Aarestrup: “Til en veninde” i “Digte” side 13.

Det var vennen og digterkollegaen Christian Winther, som tilskyndede Emil Aarestrup til at udgive sine digte, og i 1838 udkom digtsamlingen “Digte”. Samlingen indeholder flere klassiske verseformer som sonetter og ritorneller. De sidstnævnte er en kort digtform bestående af tre linjer, hvoraf den første og sidste linje rimer. Den særlige kærlighedspoesi i Aarestrups ritorneller består blandt andet af en leg med blomsternavne som afsæt for overraskende spring over i en erotisk situation. 

Aarestrup anses ofte for at være erotikkens digter, og kærligheden og erotikken fylder da også meget i digtsamlingen. Hans digtning spænder fra det uskyldigt erotiske til en særlig dobbelthed, hvor det sanselige og seksuelle kobles sammen med forgængeligheden, adskillelsen og døden. Angsten og dens sammenhæng med erotikken og døden tematiseres i en række digte i digtsamlingen “Digte”. Et eksempel er digtet “Angst”, der skildrer det erotiske på en måde, der er typisk for forfatterskabet. Tilværelsens erotiske element er ikke uproblematisk men præget af en bevidsthed om kærlighedens og lidenskabens forgængelighed. Som det hedder: “Om lidt, saa er vi skilt ad/ Som Bærrene paa Hækken/ Om lidt, er vi forsvundne/ Som Boblerne i Bækken”. Man ser her ligeledes et andet karakteristika hos Aarestrup, nemlig en overbevisning om, at der intet er efter døden, da mennesket ligesom ”“Boblerne i Bækken” brister og forsvinder. 

Et andet af de centrale digte i samlingen, “Paa Sneen”, beskriver en situation, hvor digterjeget får øje på en kvinde, der bevæger sig gennem byen. Digtet er ligeledes et godt eksempel på nogle af de væsentligste tematikker i forfatterskabet. Kvindens flagrende skygge på sneen får jegets skygge til at blande sig med den, hvorpå digterjeget erkender skyggen som del af sit eget væsen. Men jeget er dog stadig betragteren, mens det er hans skygge, som handler. De to skygger er væk for et øjeblik, da månens lys forsvinder, men kommer igen til syne i stillinger, som digterjeget må savne: “I Stillinger – o Lykke/ Mit kjød og Blod maa savne/ Men opnaaes af min Skygge!” Der er altså tale om en imaginær erotisk forening mellem digterjegets og pigens skygge. Denne eksistentielle dobbelthed i spaltningen mellem digterjeget og skyggen, hvor jeget er separeret fra skyggelivet, står som det overskyggende tema i digtet. Mens digterjeget som betragter må omdanne sin erotiske længsel til poesi, kan skyggen derimod siges at være jegets indre natur, som formår at handle på det ydre, erotiske plan. Aarestrup skildrer her det spaltede og komplekse i menneskets personlighed, og i skyggemotiver ses en parallel til eventyret af H. C. Andersen, som netop har titlen “Skyggen”, og som skrives en del år efter Aarestrups digt.

I omdannelsen af det erotiske til poesien ses også et fokus på, hvoledes kunsten kan give livet en evighedsdimension.

Det er de anatomiske dele af kvinden, der bevæger digterjeeget. Endnu et væsentligt kendetegn i digtet er den besjæling, som optræder, hvorved døde konkrete ting gives sjæl. Skyggen får menneskelige egenskaber, ligesom det også hedder om muffen og silken: “Muffen, den lykkelige/ Og om dit Knæ jeg hørte/ Den glatte Silke skrige”. Man ser også her en tilgang, som ikke hylder naturen eller det guddommelige. Der er derimod fokus på det dennesidiges, erotiske og æstetiske, for det er mødet med kvinden samt det sanselige og erotiske, som formår at besjæle de døde ting. 

Digtet “Paa Sneen” er del af den såkaldte kulturkanon for litteratur. 

Efterladte digte

“Jeg føler Venskab for det Gamle
Men elske maa jeg dog det Nye –
For det er dog det allerældste,
Det Reentforglemte og det Længstforsvundne
[Det Dybestsavnede, det] – Atterfundne”.
Emil Aarestrup: “Jeg føler Venskab for det Gamle…” i “Udvalgte digte” side 226.

Efter Emil Aarestrups død udgiver F.L. Liebenberg og Christian Winther i 1863 samlingen “Efterladte digte”. Ud over forfatterens egen lyrik indeholder bogen ligeledes hans gendigtninger af de udenlandske forfattere Heine, Burns, Byron og Moore. Tematisk og stilistisk ligger digtsamlingen i forlængelse af hans tidligere udgivne digte. Man finder også her en udtalt formbevidsthed herunder en særlig sprogbehandling. Aarestrups sans for det konkrete, jordnære og humoristiske men også koblingen mellem det sanselige og det eksistentielt smertefulde er også til stede her, ligesom opfattelsen af kunsten som en selvstændig sfære. 

Som det var meget tydeligt i digtet “Paa Sneen” fra samlingen “Digte” er det erotiske og digtningen også i Aarestrups senere lyrik to parallelle former for sanselighed. Det er et kendetegn, som man også finder hos en anden af samtidens store forfattere, Søren Kierkegaard, hvis Forfører ikke er en Don Juan-figur men en æstetiker. Som det hedder i Keld Zeruneiths bog om Aarestrup: “Æstetikkerens nydelse er bundet til selve nydelsesforestillingen og til synet af den hengivelsestrang, han har vækket i sit uskyldige offer, og som hun prøver at bekæmpe med sin blufærdighed. Som Forføreren så udmærket siger det: “Det er mig slet ikke om at gjøre i udvortes Forstand at besidde pigen, men kunstnerisk at nyde hende””. (Keld Zeruneith: Den frigjorte – Emil Aarestrup i digtning og samtid). Begge forfattere placeres da også typisk inden for den såkaldte romantisme ligesom de har denne omdannelse af det erotiske til kunst til fælles.

I Aarestrups digte efter 1838 ser man ligeledes det tematiske fokus på koblingen mellem det seksuelle og døden. I digtet “Drømmen” står det blandt andet, med en henvisning til den bibelske figur, Judith: “Der stod du, rædselsfuld og bleg, En rank Judith, Og i min Strube følte jeg, Det dybe Snit”. 

Genrer og tematikker

Der findes i Emil Aarestrups lyrik et spænd fra det uskyldige og enkle til det mere komplekse og sammensatte. Det meste af forfatterskabets digte er dog især præget af netop disse modsætninger og dobbeltheder. Tematisk kobles det erotiske og sanselige blandt andet sammen med livets forgængelighed og den adskillelse, der følger med døden. Det spaltede i menneskets personlighed er en anden typisk figur i forfatterskabet, ligesom kunsten fremstilles som dét, der for altid eksisterer, mens det levende forgår.

Aarestrups digtning placeres ofte inden for en særlig strømning i den danske romantik, som går under betegnelsen romantismen. I en dansk sammenhæng er romantismen en vigtig litterær strømning fra cirka 1830 og frem, og den tæller blandt andet forfattere som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Interessen gælder ikke så meget metafysiske emner men snarere psykologisk splittelse samt erotiske og sociale konflikter. Andre yndede motiver inden for denne særlige gren af romantikken er dobbeltgænger- eller skyggemotivet, ironi, dæmoni, spaltning af individet, menneskets skjulte sider og den æstetiske skønhedsdyrkelse som det sted, hvor det transcendente søges. Især det erotiske, skønhedsdyrkelsen og det smerteligt splittede ses hos Aarestrup: “Mit Vee og Vel, jeg kan ei andet sige/ som Nat og Dag, er knyttet yndigt sammen/ Som Liv og Død, saa uadskillelige”, som det hedder i slutningen af digtet “Jeg er ulykkelig, når Dagen hælder” i “Digte” side 74. 

Romantismen står med sin tvivlende eller ligefrem ikke-religiøse tilgang i modsætning til den ubetingede tro, der kendetegner en anden strømning inden for romantikken, biedermeier, som er kendetegnet ved en højromantisk idealisme i en kristen-moralsk variant. Som det hedder i efterskriftet til Emil Aarestrup: “Udvalgte digte”: “Romantismen er desillusioneret romantik og disharmonisk biedermeier. Idealismen hverken gentages eller modereres, den negeres og fører til tab af mening. Romantismen er eksileret, eksotisk, passioneret og ironisk, hvor biedermeier er hjemlig, kultiveret og tilstræbt naiv”. (Emil Aarestrup: “Udvalgte digte” side 262). 

Erkendelse og refleksion over, at døden indtræder som en igenkaldelig ende på livet, ses også i høj grad hos Aarestrup. Forfatterens digtning indeholder flere af de nævnte træk fra romantismen. Men derudover har han et særpræg, der unddrager sig afgrænsning i tid og periode. Hans digtning har en nerve og et nærvær, der ofte føles nutidig, og på flere måder peger hans digtning da også frem mod mere moderne litteratur. Måske især den dobbelthed, hvormed hans digtning formår at spænde fra det uskyldigt erotiske til det foruroligende seksuelle, giver forfatterskabet en moderne tone. Mange har ligeledes påpeget, at betagelsen af enkeltheden og de fragmenterede detaljer i Aarestrups digtning indeholder en tidlig modernistisk tilbøjelighed til at anskue verden i brudstykker og se det æstetiske og skønne i disse fragmenter. Aarestrups mange digte om netop det at digte er også i sig selv et moderne træk.

Beslægtede forfatterskaber

Emil Aarestrup oversatte i sin fritid udenlandsk lyrik til dansk, og han lod sig inspirere af flere af de udenlandske digtere. Af de mere kendte inspirationskilder kan nævnes de engelske lyrikere Lord Byron og Thomas Moore samt tyske Heinrich Heine. Meget af inspirationen til den særlige strømning inden for romantikken, som Aarestrup kan siges at tilhører, kom også fra udlandet.

Emil Aarestrup fremstår som en nøglefigur i dansk digtning. I sin poesi griber han tilbage til en digter som Schack Staffeldt og frem til Sophus Claussen, for hvem han blev et ungdomsideal. Sophus Claussen betegnes ofte som Aarestrups arvtager, og de to forfatterskaber har da også flere fællestræk, blandt andet er de fælles om en høj vurdering af kunsten ligesom erotikken og sanseligheden er vigtige elementer i begge forfatterskaber. 

Sanseligheden i Aarestrups digtning var som nævnt en kende for meget for samtiden, hvor Heiberg var den, der satte den litterære dagsorden. Aarestrups digtning har derimod sidenhen vundet stor anerkendelse og anses ofte for at foregribe det moderne. Dette skyldes som sagt ikke mindst dets evne til at percipere og fremstille en fragmenteret verden, hvis brudstykker danner udgangspunktet for poesien. Dyrkningen af det erotiske og sanselige uden nogen form for idealisme, koblingen mellem det erotiske og en angstfremkaldende forgængelighed samt den formmæssige æstetisering – som ved den udtalte brug af allitteration og assonans i flere af digtene, et eksempel kunne være silken der skriger i digtet “Angst”, og som tilfører digtet et element af noget melodisk og æstetisk – er andre grunde til, at Aarestrup er blevet opfattet som forud for sin tid. Endnu andre årsager er hans særlige sprogbehandling, selvtematisering af kunsten og hans sans for det konkrete, jordnære og humoristiske. Han har været inspirationskilde for så forskellige danske digtere som ikke blot Sophus Claussen, men også Jens August Schade, Pia Tafdrup og Michael Strunge.  

Bibliografi

Bøger af Emil Aarestrup

Aarestrup, Emil:
Digte. 1838.
Aarestrup, Emil:
Efterladte digte. Udvalgt af Christian Winther og F.L. Liebenberg. 1863.
Aarestrup, Emil:
Emil Aarestrups samlede digte, ved F.L. Liebenberg, med en karakteristik af digteren ved Georg Brandes. Lyrik.
Aarestrup, Emil:
Digte I-II, med indledning og oplysninger af Oluf Friis. 1918.
Aarestrup, Emil og Brandes, Georg:
To essays af Georg Brandes og 25 digte i udvalg. Udgivet af Aarestrup Selskabet med indledning af Paul Paludan. 2000. Essays og lyrik.

Andet af Emil Aarestrup

Aarestrup, Emil:
En Rejse i Breve, ved Palle Raunkjær i Dansk Litteratur-Tidende. Udvalg af breve til Caroline Aarestrup fra rejsen 1832. 1924. Breve.
Aarestrup, Emil:
Breve til Christian Petersen ved Morten Borup. 1957. Breve.
Aarestrup, Emil: Emil Aarestrups breve. 4 bind. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, i kommisions hos Syddansk Universitetsforlag, 2016.

Om Emil Aarestrup

Arkiv for Dansk Litteratur.
Brix, Hans:
Emil Aarestrup. 1952.
Møller Kristensen, Sven:
Den dobbelte Eros. Studier i dansk romantik. 1966.
Brostrøm, Torben:
Ti års lyrik. Kritik og Kronik 1956-65- 1966.
Vosmar, Jørn:
Værkets verden, værkets holdning i Kritik 12. 1969.
Friis, Oluf:
Emil Aarestrup i Dansk Litteraturhistorie, bd. 2. 1971.
Nielsen, Inger:
Livsnydelse og angst i Emil Aarestrups forfatterskab. 1980.
Møller, Per Stig (red.):
Forfatternes forfatterhistorie. 1980.
Baggesen, Søren:
Eros og død: Emil Aarestrup i Dansk Litteraturhistorie bd. 5. 1984.
Svane, Marie-Louise:
Aarestrups erotiske vision i Passage nr. 8. 1990.
Baggesen, Søren:
Seks sondringer i den panerotiske linje i dansk lyrik. 1997.
Sonne, Jørgen:
Emil Aarestrup – prosa og person: En kulturel antologi. 2006.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Emil Aarestrup

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Aarestrup, Emil:
Udvalgte digte. Tekstudgivelse, efterskrift og noter ved Dan Ringgaard.
Zeruneith, Keld:
Den Frigjorte – Emil Aarestrup i digtning og samtid. En biografi. 1981.