Michael Strunge
Foto: NF / Scanpix

Michael Strunge

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2008. Opdateret af Anne Vindum, Bureauet, januar 2018.
Top image group
Michael Strunge
Foto: NF / Scanpix
Main image
Strunge, Michael
Foto: Morten Langkilde / POLFOTO

Indledning

Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført. 80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge. Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår.

 

47498805

Blå bog  

Født: 19. juni 1958 i Hvidovre.

Død: 9. marts 1986.

Uddannelse: Student fra Vester Borgerdyd Gymnasium, København, 1977.

Debut: Livets hastighed, 1978.

Litteraturpriser: Otto Gelsted-prisen, 1983.

Seneste udgivelse: Samlede Strunge. Gyldendal, 2019. Digte.

Periode: Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Genre: Lyrik

 

 

 

Oplæsning af ”Natmaskinen”

 

Se filmen Nattens engel Filmstriben

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Lad os glemme. Jeg husker kun samtalerne og de kolde nætters fortabte gader. Alt erindrer mig om hverdagen. Jeg vil uden skrupler antænde bål og råbe til fremmede for at fremmane nyheder og syn. Aldrig bliver jeg træt af at gennemskue”
“Tilværelse” i “Livets hastighed”

Michael Strunge Jensen blev født den 19. juni 1958 og voksede op i en lejlighed i Hvidovre, en af Københavns vestlige forstæder. Han gik i skole på Sønderkærskolen i Hvidovre og fik med sin åbenlyse begavelse lov at springe et par klasser over. Efter afsluttet skolegang fortsatte Strunge på Vester Borgerdyd Gymnasium, hvorfra han blev student i 1977. Herefter bød livet på småjobs, blandt andet fik den litterært interesserede unge mand job som biblioteksmedhjælper. De kunstneriske interesser fik Strunge til at søge ind på Kunsthistorie på Københavns Universitet, men studierne varede ganske kort. Miljøet var simpelthen for kedeligt og uinspirerende. Som han senere har fortalt: “Det jeg oplevede på universitetet, da jeg gik der et halvt år, var, at i løbet af no time havde folk tillært det sprog, som lærerne havde, og havde overtaget deres meninger.” (Vibeke Blaksteen: “Væbnet med ordenes vinger”. Gyldendal, 1991, side 37).

På det tidspunkt var Michael Strunge godt i gang med at skabe sit eget sprog. I løbet af gymnasieårene var han begyndt at skrive digte, og i 1978 debuterede han i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Det gav ham kontakt til tidsskriftets redaktør, Poul Borum, som inviterede ham med i sin første forfatterskole. Her blev betydningsfulde venskaber knyttet med forfattere som F.P. Jac, Henrik S. Holck, Søren Ulrik Thomsen, der var mere eller mindre etablerede i det litterære miljø. Og debuten i Hvedekorn fulgtes hurtigt op af den første digtsamling, “Livets hastighed”, der udkom i 1978.

Allerede dengang havde Michael Strunge voldsomme psykiske problemer. Han var flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger, blandt andet på Sankt Hans, Nordvang og Rigshospitalet, og han fik diagnosen maniodepressiv. Om sin sygdom – som om alt andet – var Strunge meget åben, og adskillige af hans digte henter inspiration fra opholdene på psykiatriske afdelinger, ligesom man kan læse hans forfatterskab med sygdommen for øje og følge op- og nedturene. Opturene giver sig hovedsageligt udslag i storhedsforestillinger og et guddommeligt klarsyn, mens der til depressionerne knytter sig sortsyn og selvmordstanker. Lyset og mørket er to spor, der trækker sig igennem forfatterskabet som en undersøgelse af de vigtigste kontraster i menneskelivet, med livet og døden som yderpunkter.

Michael Strunge tilhører den generation, der i medierne blev udråbt til Nå-generationen, en beskrivelse som indikerede, at her havde vi med en gruppe unge at gøre, som ikke ville noget som helst. I modsætning til 1970’ernes hippier, der gik til demonstrationer, diskuterede politik og lod håret gro langt, så var der ikke tale om et samlende oprør i 80’er-generationen. Betegnelsen ’Nå-generationen’ optrådte første gang i medierne i starten af 1980 som en kritik af generationen. Det fik en gruppe af unge til at tage begrebet på ordet. Heriblandt Michael Strunge. Resultatet blev et stort arrangement ved navn NÅ!!80 i Huset i København i efteråret 1980, hvor mere end 150 unge – såvel bands som lyrikere – optrådte på scenerne over weekenden. 80’erne begyndte således med et Nå, men det var et farverigt og udtryksfuldt et af slagsen.

Først og fremmest var Michael Strunge lyriker. Hans produktion blev til i løbet af otte år, fra han var 19 til sin død som 27-årig, og det blev til i alt elleve digtsamlinger. Men han skrev også et par noveller og deltog som kritiker aktivt og engageret i den litterære debat. Især hans diskussioner af og med samtidige forfattere i tv-programmet Bazar er berømte. Her var det bekendelseslitteraturen, han gav en over snuden. Han mente, at en forfatter som Lola Baidel var alt for navlepillende, og i stedet agiterede han for poesi med visioner og et kunstnerisk udtryk, der spejlede digtets udsagn. Derudover øvede han sin kritikerindflydelse som litteraturanmelder på Politiken. Men sin største kritikerindsats bedrev han nok som redaktør af tidsskriftet Sidegaden, som han redigerede fra 1981 til 1983. Fra denne platform udvikledes et forum for avantgardistisk og eksperimenterende undergrundskunst indenfor litteratur, musik, foto og malerkunst, samt et debatorgan for de unge, der ønskede at finde nye udtryksformer og værdier. Mange af disse unge befandt sig i periferien af punkmiljøet, ligesom Strunge selv. De søgte inspiration i og identifikation med punkmiljøets oprør, og medierne udråbte flere gange Strunge til punkernes talerør. Det afviste Strunge dog at være, men han fremhævede, at digterne og punkerne havde et fællesskab i kampen mod det betonsamfund, de var omgivet af.

Da Michael Strunge døde den 9. marts 1986, var han på hjemmebesøg fra Rigshospitalet, hvor han var indlagt i en manisk periode. Han boede med sin kæreste igennem tre år, Cecilie Brask, i en lejlighed på fjerde sal. Det sidste, han sagde til Cecilie, inden han sprang ud af vinduet, var: “Jeg kan flyve”. Cecilie Brask fortæller om sit forhold til Michael Strunge: “En gang imellem kunne han skræmme mig, når inspirationen fik så voldsomt fat i ham, at han ikke kunne stoppe. Så kunne han bevæge sig ind i et univers, hvor jeg ikke kunne følge ham. Han forestillede sig, han var et billede, der kørte gennem en computer. Han var krigsfange i 1. Verdenskrig eller indianer. Når han så vendte tilbage til den virkelighed, vi delte med hinanden, måtte han begynde at opbygge sin tilværelse igen. Han sagde selv, han havde det, som om han var blevet genfødt.” (Cecilie Brask: “Jeg kan flyve” i “Briste punktet. 24 kunstnere om livets smerteligste øjeblikke”. Gyldendal, 2000).

Michael Strunges gravsted ligger på Assistens Kirkegård i København.

Livets hastighed

“Jeg elsker den del af dig som er i mig / for jeg kan ikke nå dig selv / der er for mange usagte ord / på de stille veje mellem os / som du gik ad da du gik.”
Fra “Fravær” i “Livets hastighed”

Den første digtsamling af Michael Strunge er “Livets hastighed” , som udkom i 1978. Titlen er en parafrase over David Bowies nummer “Speed of life”, en reference der understøttes af, at digtsamlingen indledes med et citat fra Bowies nummer “Change”: “Turn and face the strain.” Med såvel titlen som citatet indikerer Strunge, at Bowie er et ikon for ham, og samtidig trækker han bånd til punkmiljøet, som Bowie selv fandt inspiration i. Citatet udtrykker endvidere, at læseren må berede sig på at stifte bekendtskab med det fremmedartede og mærkelige. Ligesom David Bowie satte sig i scene som den fiktive rum-superstjerne Ziggy Stardust, iscenesatte Michael Strunge sig som en visionær poet, der via sproget forsøgte at skabe nye muligheder igennem ændringer.

Allerede i det indledende digt, der bærer samme titel som samlingen, bemærker man den inciterende rytme, som skal vise sig så karakteristisk for Michael Strunges poesi. Der er en voldsomhed i udtrykket, der dels skabes igennem korte vers og opbrudte sætninger, dels igennem ordvalg såsom digtets indledende: ‘knuser’, og dels igennem en total afvisning af fortiden og en åbenlys hengivelse til fremtiden. Stilen trækker på punkens udtryk, der er hård og manifest, og som igennem såvel konkret vold som voldelige udtryk tager afstand fra fortiden og samtiden. Første strofe i det indledende digt, “Livets hastighed”, slår det inciterende fast. Her hedder det: “Knuser uret/med mine tanker/– jeg lever kun/med livets hastighed”. Strofen rummer såvel de korte, opbrudte sætninger, de bastante ord og en afvisning af tiden målt og formet af ure og de pligter, det medfører, og en hengivelse til at flyde med livets hastighed. En hastighed, der altså også manifesterer sig i selve digtets form og udtryk.

20904569

Noget andet, der bliver klart i det indledende digt, er, at det er jeget, der er i centrum. Det markeres i tredje strofe således: “– død og træt af/ikke at være mig selv”. Her leger Strunge med begrebet ‘dødtræt’. Ved at adskille det sammensatte ord, får han både anført, at han er dødtræt af ikke at være sig selv, og at det ikke at være sig selv er ensbetydende med at være død. Derfor sættes jeget i centrum – som i digtets afsluttende linjer: “– jeg ændrer mit liv/før det ændrer mig”. I resten af digtsamlingen er det med jeget som brændpunkt, at poesiens rytme folder sig ud – over kroppen, drømmene og visionerne, som er de centrale temaer i digtene.

Et andet væsentligt træk ved samlingen er en konstant kontrastering af dag og nat, af lys og mørke. Men det er ikke dagen og lyset, der fremhæves som positivt, sådan som vi er vante til. I stedet er det natten. Hos Strunge bliver dagen synonym med nutiden, med ideen om objektivitet og med fortrængning af drømme, mens natten og mørket står for drømmene og længslerne og for intuitionen. Om natten må man famle sig frem, bruge og skærpe sine sanser. Kontrasten benyttes ligeledes til at markere et skel mellem en tidligere generation og en kommende. Det ses eksempelvis i digtet “Nye dage”. Her hedder det: “Vi er dem der elskede drømmene trofast og intuitivt/mens andre lod dem blegne/i dagens smukke lys”. Det er for øvrigt også i natten, at digteren kan udfolde sine tanker, og at kroppene kan mødes og finde sammen i drømmen om fællesskab og kærlighed. Ja ligefrem i drømmen om at smelte sammen. Drømmen om det ultimative nærvær står helt centralt i denne digtsamling, og her udfolder Strunge nogle af de smukkeste kærlighedsdigte. For eksempel i digtet “Vor”. I digtets første vers hedder det: “Vor kærlighed, et svævende digt/af formfuldendt formløshed”. Noget af det første, man bemærker, er den implicitte reference til Vorherre. Her er ‘Vorherre’ udskiftet med ‘vor kærlighed’, hvilket indikerer, at kærligheden er sat i stedet for Gud: den nye guddom er kærligheden. I sætningen markeres desuden en kontrast mellem det formfuldendte og formløse, der indikerer, at den ultimative sammensmeltning i kærligheden ikke kan eksistere. Kontrasten manifesteres tydeligere senere i digtet med sætningerne: “hvor vi bliver én i ønsket om hinanden/og jeg/du bliver to i ønsket om at rummes og rumme”. Parret kan altså mødes i ønsket om hinanden, men i ønsket om at rummes og rumme er de alligevel hver for sig. Digtet afsluttes således: “hvor vi bliver os i ønsket om at rumme og rummes/af hinanden/hvor kærlighed bliver et digt.” Her er det stadig ønsket, der forener parret, og ikke den konkrete virkelighed. At kærlighed bliver til digt kan læses som en drøm om, at den ultimative kærlighed kan folde sig ud som det ultimative digt, men det fremstår nærmere som en markering af, at den ultimative sammensmeltning netop blot er drøm, er digt.

Det sidste digt i samlingen, “Det kommende”, er en fremtidsvision. En vision, der tager afsked med maskinernes hersken – både fjernsynets, urets, og den maskinelle tænknings –, og som peger frem mod en generation af mennesker, der forstår, at “Det kommende/er det nye/gamle/det fremmede/selvfølgelige/kendte/erkendelsen af helets sammenhæng/fundet i venskab og ord/mellem stjerner og folk fra verden”. I digtet skabes en særegen forening af univers og jeg (af stjerner og folk), som bliver synonym med Strunges lyriks særlige stræben efter skønhed og evighed.

Fremtidsminder

“Jeg gik gennem natten og byen. Der var så mange, der var i sig selv og kun lige kunne holde ud at leve. Selv dagen var for meget for dem [...] Selv dagen...! Og vi har ingen tid til verden, vi magter slet ikke at tænke på den. Vi har ingen tid – til at se verden i øjnene. Vi har ingen tid – til at fornemme den som vores.”
Fra “Ingen tid” i “Fremtidsminder”.

Det afsluttende digt i “Livets hastighed” peger med sit fokus på ‘det kommende’ frem mod Michael Strunges anden digtsamling, nemlig “Fremtidsminder” fra 1980. I denne samling af prosadigte bliver jegets forening med universet endnu mere manifest. Her bliver jeget nemlig en seer, både digter og en engel, der kan svæve hen over den dagligdags tilværelse og drage dybt ud i rummet, hvorfra det kan se sammenhænge og harmonier, som ellers er uopnåelige for mennesket. I det indledende digt med den sigende titel “Introduktion”, hedder det: “Bag den duggede rude ser jeg stjerner, byens og himlens, under mig drejer kloden. Over mig er verdens rum åbent, og herfra strømmer tanker og billeder ind.” Ruden er dugget, men kan gennemskues, og jeget har et overmenneskeligt overblik. Årsagen til dette overblik er, at digtsamlingen fungerer som fremtidens minder om det nu, hvorfra Strunge skrev. Selv om samlingens titel umiddelbart kan indikere, at det er minder om en fremtid, der er tale om, så foretager Strunge altså tidsrejsen for at kunne give en karakteristik af sin nutid.

Samlingen kan ligeledes læses som en forening af fantasi og verdensrum, idet ‘tanker’ og ‘billeder’ fra verdens rum strømmer ind – og det skrives ikke i hvad, men tankerne og billederne strømmer ind i jeget og/eller teksten selv. Som dette digt indikerer, er samlingen ikke kun en rejse i rumlig forstand, men også i indre forstand. Den er en indre opdagelsesrejse og udforskning af, hvad ‘jeg’ er, og hvad jegets sanser og dets bevidsthed kan, inden jeget begynder at bevæge sig ud i verden. Det betyder, at “Fremtidsminder” fremstår som et meget sanseligt værk. Alting sanses igennem øjnene og synet. Michael Strunge beskriver selv digtsamlingen som “en total oplevelse af tid og rum” , som netop opstår igennem synets sansning: “De vigtigste elementer i digtene er vand, sten, lys, planter og sand. Mange andre elementer er der ikke i den. “Fremtidsminder” er en billedgengivelse af en masse grundlæggende sanseoplevelser.” (Mai Strunge: “Samtaler m.m.”, 1985, side 14-15).

Et helt centralt tema i digtsamlingen er tid. I digtet “Mørket (Livet er en ørken)” gaber Strunge over tidens udfoldelse og samler oprindelighed og fremtid med følgende ord: “I mørket er formerne fremmede, og tingene får nye, oprindelige navne: regn er vand, plante er liv, – jeg er død.” Her sammenlignes døden med fostertilstanden. ‘Jeg er død’ kan nemlig både forstås sådan, at vi befinder os før jeget, altså i fostertilstanden, eller sådan at vi befinder os på den anden side af livet, altså i døden.

For at komme temaet tid nærmere analyseres i det følgende digtet “Tiden”. Digtet har en egen handling og dramatik, der udfolder sig mellem aktørerne: tiden, jeg, du og vi, der skiftevis optræder som subjekter, der agerer i aktive verber, og objekter beskrevet i passive verber. Tiden optræder hovedsageligt som et aktivt handlende subjekt. Eksempelvis i den indledende sætning, “Tiden opløser alle ure”, som annoncerer tidens totale magt. Tiden holder længere end alle ure, og uret kan ikke herske over tiden, tværtimod. I de efterfølgende linjer handler tiden ved at skabe opløsning – den ‘drypper’, ‘fejer’ og ‘skifter’. I andet afsnit hedder det: “Tiden kan ikke aftegnes, den aftegner sig kun i ansigtets linjer”. Heri ligger, at tiden influerer direkte på duet, og at det er et ulige forhold forstået på den måde, at duet ikke kan indvirke tilbage på tiden. Det er samtidig livets bevægelse mod døden, der tegnes i ansigtet. I tredje afsnit bliver dødsbilledet i opløsningen manifest: “Tiden løber gennem øjnene med umærkelige trin fra knoglede fødder. Tiden griner i kraniet”. Fra tidens grinen i kraniet bevæger digtet sig hastigt til falske masker og kongekroner som symboler på fortidens maskeradefester. En bevægelse, der kroner tiden som den eneste konge, fordi den kan bevæge sig hastigt igennem historiske epoker. I femte afsnit er “Tiden i symbiose med verden og bevægelserne”. Tiden er altså et vilkår – en del af verden –, men et foruroligende vilkår, for som det hedder: “Tiden er dit hjerte, der banker af angst for tiden, for kort og for lang tid.” Her personificeres tiden med duets hjerte, men symbiosen er ikke fuldendt, for duet er foruroliget over tidens rytme, der på en gang er for kort og for lang. I afsnit seks er symbiosen en relation mellem fødsel og drab. Tiden “føder og dræber fødere og dræbere, der dræber hinanden og føder hinanden – med tiden.” ‘Med tiden’ referer dels til, at fødsler og drab uundgåeligt vil ske før eller siden, og dels til, at de vil ske med tidens hjælp. Med denne sætning sluttes en cirkel ved at punktet for fødsel og drab, altså punktet for begyndelse og slutning, mødes. Denne cirkelbevægelse fortsætter i flere sætninger igennem den resterende del af digtet.

Igennem hele digtet har tiden en agerende og indflydelsesrig rolle, men den er også et mulighedsrum og en genstand for digtets du og vi. I sidste sætning af digtet hedder det om tiden: “Den ligger i uendelige mængder af opbrugthed og venter på, at vi skal finde en udvej til den, så vi kan bruge den på langs og tværs af døgnene!...” Fremtiden er, som det fremgår af sætningen, en væsentlig del af tiden. Fremtiden tematiseres i digtsamlingen blandt andet igennem ‘Addi-Engel’. Bogens forside er beklædt med et billede af Addi Engel, hvor hun står stor og nøgen med fødderne på en betrængt jord fuld af forvredne legemer. På sine løftede arme bærer Addi Engel en ny verden fuld af blomster og beklædt med øjne. Dermed kommer Addi Engel, som flere af digtene ligeledes tematiserer, til at repræsentere fremtiden med repræsentationer af liv, skønhed, det seende og foranderlige.

Skrigerne

“Vi skal have råd / vi skal have båd. / Vi må ta’ vor tørn / for vi vil ikke nasse / og så ska’ vi ha’ børn / men dem kan andre passe.”
Fra “Danskpip (Grand pis)” i “Skrigerne!”

“We mean it, maaaan!” Sådan lød forsangeren for punkgruppen Sex Pistols, Johnny Rottens, slagord, der trofast blev vrænget ud til publikum under bandets heftige koncerter. Og det er også den indledende replik til Strunges tredje digtsamling “Skrigerne!” fra 1980. Titlen referer til punkbevægelsens totale afvisning af samfundets normer formuleret som anarkistisk skrig. Al tekst i digtsamlingen er da også skrevet med versaler, altså med store bogstaver, som en understregning af budskabets vigtighed. Strunge mener det virkelig, og han skriger sin mening manifest ud til verden. For at fuldende budskabet er forfatteren afbildet på værkets forside stående sammen med en gruppe punkklædte personer op ad en mur bemalet med graffiti.

Modstanden mod pæne overflader og overfladiskhed er tydelig i digtsamlingen. Digtene er vrængende antidigte, der gennemstrømmes af punkens stil og tone. Her får diskodronninger, popduller, Melodi Grand Prix (kaldet Grand pis), soldater og hulheden én på hattepulden af brostenskastende unge, der er vrede over verdens indretning.

Ud over at digtene er fyldt med aggressive angreb på det materialistiske og borgerlige samfund, så er et fællestræk ved digtene, at de afspejler en stærk fortvivlelse over de unges vilkår, og her fremstår punkerne – sammen med digterne – som de eneste, der har en smule værdighed, kampgejst og drømme tilbage. Et digt, der opsummerer de væsentligste temaer i samlingen, er det indledende digt “Nat i Electri-City 1979”. Digtet tager afsæt i, at det er ti år siden, et ‘blomstrende oprør’ fandt sted, hvilket referer til 1968-oprøret. Ideen er at vise, hvad oprøret har haft af betydning for samfundsudviklingen, og det bliver hurtigt klart, at blomstringen er afløst af vinter. “I rendestenen ligger et par hoveder tilbage, al giftens glæde er fordampet.” Sådan karakteriseres oprørets generation; de, der nu er blevet forældre, og som bruger deres tid på fjernsyn og popmusik. Deres børn beskrives som “nu smerteligt voxne.” Ordet ‘voxne’ spiller på én gang på det at være voksen og på materialet ‘voks’. Den nye generation af unge, som er Strunges egen generation, er smerteligt voksne, fordi de må indse, at deres forældres oprør intet har ført med sig, men blot har efterladt en verden af ‘gustne guder’. Han skriver: “At kopiere dem og deres noble stil kan give adgang til husenes konkurrence om metaldyr, plastikkroppe og stenkasser med søvnstumme ruder.” Hermed mener Strunge, at hvis hans generation spejler sig i forældregenerationen, så havner de som dem: i en konkurrence om, hvem der har den flotteste bil, den mest formbare krop og det største hus. Her udøver Strunge en civilisationskritik og tager dybt afstand fra forældregenerationen. Som et alternativ fremhæver han til slut i digtet den nye generations poeter og deres allierede, skrigerne. Skrigerne er punkerne, og de to grupper er de eneste, der tilbyder reelle alternativer til automationen. “men ingen lytter”, hedder det mod slutningen, og dermed forbliver skrigerne og poeterne isolerede i deres erkendelser.

Michael Strunge har selv udtalt, at samlingen skal betragtes som en afsked med punken, som han fra sin debut var blevet identificeret med. Denne afsked handler hovedsageligt om Strunges vægring mod at blive sat i bås. Det er i hvert fald ikke fordi, han tager holdningsmæssigt afsked. Afskeden manifesteres især igennem en hyldest, men der er også spor af kritik i samlingen. Blandt andet i digtet “Automation”, der i rimende remser kritiserer vestens forbrug med udtryk som: “du ved hvordan dit liv bli’r riger’/på plastic og den kedelige/automation!” Og ‘du’ reagerer med vold: “Du har en brosten i din hånd/som du automatisk sætter over styr/i kamp mod nogle riges bånd”. Ved at anføre, at brostenen ‘automatisk’ sættes over styr, kritiseres punkerne. Det er således ikke kun de rige, der handler per automatik, men også punkerne. Og dog anfører Strunge i digtets øvrige fire strofer, hvordan punkerne gør op med de riges automation, i vendinger som fremhæver punkernes metoder: “Husene vil rykke sammen/og mase dig over gaden/til lyden af motorlarmen/men du vil smadre facaden/på automation!”

Vi folder drømmens faner ud

“Om natten hviler kroppene / udfyldte af drøm og smerte, / sitrende af nye cellers udvikling. / Med krop og sjæl i forening / planlægges detblødeliv. / Om morgenen sover vi længe / inden vi tager fat / på den nye dags slag og sår, kys. / Vi folder drømmens faner ud.”
Fra “Drømmens faner” i “Vi folder drømmens faner ud”

Michael Strunges fjerde digtsamling er den lille lette sag “Vi folder drømmens faner ud” fra 1981. Det er nu ikke fordi, indholdet er let, for heri afvises samfundet som en bevidstløs maskine, der knuser menneskenes drømme og ensretter dem. En maskine, der slet ikke er indrettet og programmeret til at rumme ungdommens vilde drømme om forandring og et anderledes liv. I centrum for denne kritik står medierne, og især fjernsynsmediet.

Det indledende digt er titelløst, og det udfolder sig over titlerne i alle de øvrige digte i samlingen. I andet digt, “Vortex” udfoldes en kritik af det offentlige rum. ‘Vortex’ er et engelsk udtryk for et hvirvlende, ofte turbulent, flow af væske. Det kan for eksempel være en hvirvelvind, som da også er et af de ord, der benyttes i digtet. Men det kan også tolkes som den ‘malstrøm af snavset storbylys’, Strunge introducerer i første verselinje. Herefter udfoldes en kritik af, hvordan sanserne er afløst af sansninger i storbyens liv: “Øjne er nu lysreklamer/næsebor er bilos/ørerne larmende biler./Hjerterne er rådhusklokkerne”. Citatet er en voldsom kontrast til, hvordan sanserne og sansningerne udforskes i digtsamlingen “Fremtidsminder”, hvor sanserne ikke er obstruerede. I digtsamlingen er scenen sat i samtiden, hvor maskinerne har transformeret byens landskab og de indre sansninger til maskinelle udtryk. I digtet “Plasticsolen” fremgår det tydeligt: Her er gaderne “fyldt med blinde børn”, altså børn der har mistet evnen til at sanse igennem synssansen, der stod så centralt i “Fremtidsminder”. Byen beskrives som et “tomt kranium”, hvor ting falder fra himlen. Der er altså ingen forstand tilbage i byen, men alene materielle genstande, heriblandt piller til at dulme angst, smerte og følsomhed i det hele taget. Selv husene er bedøvede, asfalten er i coma, og maskinerne er døende. Det er i det hele taget et goldt, affolket landskab, der beskrives. Det eneste menneske, der indgår i digtet, er “en ung mand”, der går “mellem to tårne”, “udspændt på en line.” Livet fremstilles altså som en ensom balancegang. Han kontrasteres af “store mågeflokke”, der trækker “ud mod det golde, lunkne hav.” De er kontraster igennem, at han er alene, og de er i flok, og samtidig ved, at de flygter fra byen. Kontrasten manifesteres desto tydeligere via det, der forener manden og mågerne; at begge ord begynder med ‘m’, og at både mand og måger er hævet over gadeniveau. Men i mågernes flugt skal de ikke regne med at finde bedre muligheder, for “Rundt om byen ligger skoven og gærer/af gift og medicin”, og havet er ‘goldt’ og ‘lunkent’. Selv solen, der kunne bringe lys, varme og lindring, beskrives som “Plasticsolen gløder som et betændt øje”, der giver mindelser om beskrivelser af atombombede områder. Og tv-mediet sender ‘blå sne’ ud på gaderne, og ‘døende maskiner’ donerer musikken. Associationen til atombombede områder bekræftes i de sidste linjer, hvor “Nylonvinden blæser koldt/og dækker de levendes hud/med et tyndt lag smerte.”, men det er dog ikke et scenarium efter atomkrigen, der beskrives, men i stedet teknologien, der smerteligt afløser naturen og transformerer natur til kunstighed – jævnfør at solen kobles sammen med plastik og vinden med kunststoffet nylon –, og mennesker til maskiner.

Ved at Strunge sætter kunstigt fremstillede ting sammen med naturens, kan man tolke det som en kritik af menneskets kontrol af naturen – som endda går ud over menneskene selv jævnfør følgende sætning: “Plasticsolen gløder som et betændt øje/stråler af jod blinder indbyggerne.” Her kobles udviskningen af de menneskelige sanser på menneskenes kontrol med og forsøg på at forfine naturen. Budskabet synes at være, at menneskene skal være varsomme med de teknologiske landvindinger og forsøgene på at erstatte naturen med det perfekte – som nylon og plastic. Det går alt sammen blot ud over os selv – gør os syge, ensomme og fremmedgjorte overfor naturen og hinanden.

Det skal dog siges, at selvom Strunges fremstilling af storbyen her fremstår lutter negativt, så er han samtidig fuld af fascination af byen. Der er sanselige beskrivelser af trafikkens larm, af tv, radio, popmusik, skrig, babyskrål og sirener. Af neonlys, trafiklys, fjernsynets isblå skær, reklamernes neonlys, diskolys med mere. Digteren er selv en del af gadebilledet, det er ham, der sanser, og det er fascinationen af byens lys, lyde og liv, der driver ham rundt i byen. Der får ham til at vandre hvileløst om i de mørke mennesketomme gader, som får ham til at frekventere et diskotek. Og det er denne blanding af fascination og frastødelse, der får ham til at skrive digte.

Det afsluttende digt i samlingen, “Drømmens faner”, er en utopisk udgave af “Plasticsolen” og står i modsætning til digtene i samlingen i det hele taget. Her er alle muligheder åbne for ungdommen, som med sine forkyndelser af “velvære og bløde senge/brugt til søvn og elskov” kan få “murene af norm og ensartethed/til at vælte”. Digtet kan læses som en kobling af de to foregående digtsamlinger. Strunge siger selv herom: Digtet ““Drømmens faner” blander dialektisk “Skrigerne!” og “Fremtidsminder”, så der nærmest fremstår en slags positiv futurisme, hvor der er formuleret utopier i forhold til noget her og nu med udgangspunkt i noget her og nu.” (Mai Strunge: Samtaler m.m. mellem Anne-Marie Mai og Michael Strunge, side 20).

Ud af natten

“Min hjerne er rodet / mit hjerte er rod / der vokser og sprænger mig indefra / og spytter med sæd, blomst og blod.”
“Kaos og explosion” i “Ud af natten”

“Ud af natten” fra 1982 indledes med et Bibelcitat: “Lad der blive lys”, som nydeligt spiller sammen med samlingens titel. Sammen indikerer det, at vi digterisk og metaforisk bevæger os ind i en samling, der fokuserer på livet og på (den digteriske) skabelse. Mange af digtene udspiller sig stadig i nattelivet, men tematikken, symbolerne og metaforerne er fulde af liv og lys, og stemningen er flere steder eventyrlig. Blandt de gennemtrængende symboler er brugen af krystaller og ædelstene, der peger på lysets brydning, på skønhed, og på altings oprindelse og sammenhæng.

I det indledende digt “Krystalskibet” optræder både rubiner, smaragder, tigerøjne, gule topassten og lapis lazuli. Sidstnævnte er en sten, som er blevet solgt som smykker de sidste 6.500 år, og på den måde forenes menneske og natur. I digtet optræder desuden Englen Anima, der kommer til jorden med Krystalskibet som en art frelser fra den kosmiske uendelighed. Endog en engel, der stiger ud ‘igen’, hvilket betyder, at englen har været her før. Digtet fremstår som en science fiction-agtig drømmesekvens eller et utopisk fremtidsscenarie, hvor drømmens styrke vinder over virkeligheden og bereder menneskene en ny fremtid. Men på trods af lysten til livet og lyset lurer en erkendelse af manglende illusioner. Som i de digte, hvor Strunge tager afsæt i sit barndomsjeg, der er fulde af filosofiske forundringer, som dengang overskyggedes af leg, men som med den voksnes bevidsthed overskygges af dødens eksistens. Det mest ekstreme udtryk for denne bevidsthed udtrykkes i digtet “Aldrig”, der på blot to linjer fremstiller denne essens: “Nej, jeg vil ikke dø./Jeg vil bare være ufødt.” Strunge skrev aldrig et digt med titlen “Altid”, måske fordi han ikke – eller i hvert fald kun i glimt – troede på en evighed, men i stedet er det følelsen af intet(hed), der præger hans tekster. I hvert fald udelukker han både det ‘før’ og ‘efter’, og altså tiden som sådan, som ellers er en væsentlig tematik i mange af hans digte.

Verdenssøn

“Forstår I ikke? Det gør jeg heller ikke. / Jeg vil så gerne ned. / Hvis det er muligt at komme længere. / Jeg håber jeg er skør / men ved jeg kun er forstenet. / Sæt navn på, det ville være en start. / Jeg er træt af at slutte. / Har ikke mere ilt i min respirator. / Åh, lad mig brænde sammen med mørket. / Jeg kunne blive et stjerneskud / og falde til ro, falde til jorden / på en anden planet.”
Fra “Astronaut” i “Verdenssøn”

I slutningen af digtsamlingen “Væbnet med vinger”, der udkom i 1984 annoncerer Michael Strunge, at det var hans sidste værk. Han skriver “Væbnet Med Vinger/er min sidste bog./Slut fra her – og tak til alle der var med fra starten.” Men det skulle snart vise sig, at Strunge ikke kunne forlade og opgive poesien. I 1985 udkom digtsamlingen “Verdenssøn” af den nye og ukendte 21-årige digter Simon Lack. Strunge anmeldte samlingen i Politiken 29. april 1985. Her skrev han blandt andet: “Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.” Michael Strunge blev hurtigt afsløret som ophavsmand til digtene af kritikeren Poul Borum, og han fik en del verbale tæsk for det stunt.

52044367

At han anmeldte sin egen samling var selvfølgelig noget af en provokation, og det kan ses som en bevidst mediestrategi om at iscenesætte sig og jonglere med roller. Nøjagtig som eksempelvis David Bowie gør og især tidligere har gjort. Identitetsforklædningen blev gjort grundigt, blandt andet opfandt Strunge et CPR-nummer til Simon Lack, der viste sig at være præsident Kennedys dødsdag. Valget af pseudonym og CPR-nummer peger desuden på nogle centrale temaer i samlingen. Navnet Simon giver læseren associationer til Jesu discipel, fiskeren Simon Peter, samt til Simon fra Kyrene, der bliver tvunget til at bære Jesu kors. Strunges Simon har dog ikke disciplens religiøse holdepunkt i livet. Hans efternavn, ‘Lack’ ekspliciterer denne mangel, idet ‘lack’ er det engelske ord for ‘mangel’. Strunges Simon er ikke Guds søn, men Verdens søn. Han må selv bære sin egen byrde i form af døden. CPR-nummerets henvisning til en dødsdag peger på døden som centralt tema for samlingen.

Digtsamlingen ligner stilistisk den tidligere produktion, men død og destruktion er et mere gennemtrængende og uomgængeligt element i det digteriske univers. Digtningen veksler mellem flammende ekstase og afgrundsdybt mørke, men drømmesynerne viser ikke længere overjordiske verdener af storslået skønhed. Nu viser de døden, mørket, afslutningen og tilintetgørelsen som fundamentale vilkår.

“Et punktum foldet ud på vrangen” står der i den afsluttende sekvens af samlingen med titlen “Gennem spejlet”, og det er et poetisk udtryk, der fremstår som et signalement af dette, Strunges 10. værk: det handler om afslutning. Michael Strunge siger i et interview om punktummet: “I et samfund, der er så dominerende som vores, bliver éns jeg nemt til et punktum. Det bliver presset sammen, så man mister sin identitet. Det ideelle er at leve med et jeg, som kan ekspandere og glide ind overalt: være hvad som helst og alligevel have en kerne. Den kerne er en fællesmenneskelig kerne.” (Charlie Jensen: Den første betingelse for diktaturet er at udrydde kærligheden”, 1984). Men i digtet er jeget altså presset sammen til et punktum, som endog er foldet ud på vrangen. Det sorte punkt viser sig i digtene på forskelligartet vis: som himmelhul, pupil eller nøglehul. Men hvor der til disse punkter – eller huller – knytter sig et håb og en indgang eller udgang, så kan “et punkt vendt på vrangen” forstås som en vrangvending. Punktet vender vrangen ud og vrænger af det jeg, der nu er blevet trængt inde. Allerede tidligere i samlingen har digterjeget foretaget en bevægelse imod at blive i stand til at blive opslugt. I digtet “Barn eller diktator” hedder det “er jeg en gud på størrelse med en glød/eller en satan som et lukket punkt.” Her har jeget altså koncentreret sig, så det næsten bliver en glød eller et punkt, som en forberedelse eller et forvarsel om, at det bliver opslugt i eller smelter sammen med det sorte punkt. Sidst i digtsamlingen er punktet helt fraværende, og jeget ligeså: “Jeg er opløst uden form/for ideer om et punkt/at forlade eller lede efter.” (s. 857). Måske er de smeltede sammen, og dermed ude af stand til at erkende sig selv fra hinanden.

Genrer og tematikker

Allerede mens Michael Strunge levede, var han et symbol på frihed og oprør for mange unge, men efter sin død blev han en myte, lige som de mytologiske og englelige skikkelser, der optræder i hans poesi. Unge identificerede sig med hans følelsesfortættede digte, hvor den unge digter ubønhørligt og ærligt udkrængede sin sjæl. Nogen betragtede ligefrem hans død som en prisværdig sigen nej til et fremmedgjort samfund. Mytedannelsen er et fingerpeg om, at Strunges liv og digtning er et spejl for de drømme, der eksisterede i visse miljøer i 80’erne, ligesom det naturligvis indikerer, at han var en vigtig litterær figur i sin tid.

Michael Strunge var en helt central repræsentant for en ny litterær form, som entrerede den litterære scene sidst i 1970’erne. Den stod i skarp opposition til 70’ernes bekendelseslitteratur og knækprosa. Med sin voldsomme energi og sin originale og fintfølende undersøgelse af jeget og dets eksistentielle betingelser i den moderne verden, fremstår denne poesi som en voldsom kontrast til den tidligere generations hverdagslige betragtninger.

Selv betragtede Strunge sine værker som små serier. Han så sine bøger som en sammenhængende helhed, hvor værkerne hang sammen to og to. Havde han rendyrket en side af tilværelsen i en samling, eksempelvis det indre, vendte han blikket udad i den næste. Et eksempel på to sammenhængende værker er “Ud af natten” og “Nigger”-bøgerne, som er skrevet samtidig. Hvor førstnævnte er præget af lyse og smukke drømmesekvenser, er “Nigger”-bøgerne lige så konfronterende, som titlen indikerer, og et udtryk for det mørke og ubearbejdede, serveret direkte fra sjælens indre. Også “Fremtidsminder” og “Skrigerne” er skrevet samtidig og har en tilsvarende dobbeltkomposition. Strunge forklarede i et interview denne sammenhæng: “For at en tekst som “Fremtidsminder” kan blive til, er det nødvendigt [...] at skrige i det ydre for at få stilhed i det indre.” (Interview med Anne-Marie Mai i bogen “Mai Strunge”, Borgen, 1985). Skriget blev altså til “Skrigerne”, mens den indre stilhed tog form som “Fremtidsminder”.

I modsætning til mange forfatterskaber, der udvikler sig over tid, så er Michael Strunges forfatterskab nærmere en cirkulær bevægelse, hvor de samme tematikker behandles igen og igen, i samme litterære form, men med nye ord og sproglige billeder.

Beslægtede forfatterskaber

I flere af Michael Strunges værker anfører han et introducerende citat. Blandt andet har han hentet citater fra David Bowie, Johnny Rotten fra The Sex Pistols, punksangeren Tom Verlaine og den franske forfatter Arthur Rimbaud. Det er tydeligt, at Strunge har hentet inspiration fra disse i sine rebelske tekster og i forhold til hans voldsomme, samfundskritiske og til tider destruktive forhold til samtiden.

Man kan ligeledes betragte Strunge i forlængelse af Beatgenerationen, der var et omfattende litterært netværk i USA i 1950’erne og 60’erne. At være ‘beat’ betyder at være slået ud, at være flad og at være udmattet. Men i litterær forstand har det også en anden betydning. Her betyder det at være høj og ekstatisk. Centrale skikkelser i denne generation er Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs, og de satte USA på den anden ende med en kritisk behandling af samfundet. Energien hos Beatgenerationen minder meget om energien i Strunges tekster, og det samfundskritiske element er vægtigt begge steder. De har ligeledes et fælles tema – nemlig menneskets frigørelse – men hvor beatgenerationen hovedsageligt fokuserede på spirituel og seksuel frigørelse samt ligestilling mellem køn og racer, så er det hos Strunge frigørelse af drømmene, menneskenes frigørelse fra kapitalismen og dens medfølgende materielle begær og maskiner samt ikke mindst frigørelse til kærlighed, der står centralt.

Man kan ligeledes finde ligheder med litterære strømninger som dadaismen, der var en kulturel og avantgardistisk bevægelse i Europa op til og under Første Verdenskrig. Bevægelsen er præget af enorme energiudladninger, der blandt andet kommer til udtryk i de mange dadaistiske manifester, der blev udgivet. Fælles for disse manifester er et opgør med og en afstandtagen fra den eksisterende kultur og et ønske om at skabe noget helt nyt igennem et helt nyt kulturelt sprog. Ofte giver ønsket sig udslag i drømme om destruktion, om at destruere den eksisterende kultur med voldsomhed, fart og endog krig. Også hos Strunge kan man finde spor af et sådant håb om, at et nyt sprog kan skabe en ny og bedre virkelighed, samt et ønske om, at alt kan blive til det bedre, hvis blot vi får renset ud.

Hvis man læser Strunge som en talsmand for den danske 80’er tidsånd, så kan man sammenligne hans forfatterskab med F.P. Jacs, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsens forfatterskaber. Sidstnævnte donerede i sin debutsamling “City Slang” fra 1981 et billede af storbyen med al dens forvirring og impulser, ligesom også Strunge gjorde det i eksempelvis “Vi folder drømmens faner ud”.

På trods af alle disse sammenlignende referencer, så er Strunges poesi et dybt originalt indspark på den litterære scene. Han har et særligt billedsprog, som nok indrammer 1980’erne, men som i dag står lige så stærkt. Kritikeren Thomas Bredsdorff siger om Strunges evne til billeddannelse: “Ingen kan sige, hvad der holder. De færreste digtere skriver mere end en håndfuld digte, der holder, og hvis vi ser på dem som digte, man virkelig vender tilbage til, er det da stort overhovedet at have skrevet noget, der holder. “Vi folder drømmens faner ud” bliver stående som et udtryk i det danske sprog. Det løftede os ud over de lidt stramtandede 70’ere, hvor der kun var faner. Og det holdt samtidig fast i, at drømmen ikke bare var noget luftigt spindelvæv. Selvfølgelig er der noget romantik over det, men når den er allerbedst, så er romantikken jo et brus af ungdom. Rebeller forlanger, at forandringerne skal ske nu, for i morgen er det for sent.” (Carsten Andersen: “Man kan jo ikke være digter med grønt hår hele livet”. Politiken, 2008-06-19).

Bibliografi

Strunge, Michael:
Livets hastighed. Borgen, 1978.
Strunge, Michael:
Fremtidsminder. Borgen, 1980.
Strunge, Michael:
Skrigerne! Borgen, 1980.
Strunge, Michael:
Vi folder drømmens faner ud. Borgen, 1981.
Strunge, Michael:
Strøm. 1981. Novelle i "Ægteskabet er min rede" redigeret af Uffe Andreasen.
Strunge, Michael:
Ud af natten. Borgen, 1982.
Strunge, Michael:
Nigger 1 eller Mit nøgne hjerte. Borgen, 1982.
Strunge, Michael:
Nigger 2 eller Mit nøgne hjerte. Borgen, 1983.
Strunge, Michael:
Popsange – en moderne kærlighedsaffære. Borgen, 1983.
Strunge, Michael:
Væbnet med vinger. Borgen, 1984.
Strunge, Michael:
Verdenssøn. Borgen, 1985.
Strunge, Michael:
Billedpistolen. Borgen,1985.
Strunge, Michael:
Den store improvisator. 1985. Novelle i "Flydende papir". Redigeret af Anne Birgitte Richard og May Schack.
Strunge, Michael:
Samlede Strunge. Borgen, 1995. Digte 1978-1985.
Strunge, Michael:
Sidegader. Prosa 1978-86. Udvalgt ved Anne Marie Mai. Borgen, 1996.
Strunge, Michael: Min krop er tung af drøm. Gyldendal, 2018. Udvalg ved Caspar Eric.
Strunge, Michael: Samlede Strunge - Digte 1978-1985. Gyldendal, 2019.

Om Michael Strunge

Biografi

Rewers, Peter:
Michael Strunge - Digtning og virkelighed. Gyldendal, 2015.

Kilder

Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus (red.):
En bog om Michael Strunge. 2008.
Kongstad, Martin og Vesterberg, Henrik (red.):
Dengang i 80’erne. 2003.
Forlaget har udgivet flere af Strunges værker, blandt andet “Samlede Strunge”.
På den kirkegård, hvor Strunge er begravet, er der en hjemmeside, hvor den afdøde forfatters gravsted er afbilledet, og hvor man kan læse et kort portræt.
Anmeldelser

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Michael Strunge

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
Man kan jo ikke være digter med grønt hår hele livet. Politiken, 2008-06-19.
Jensen, Charlie:
Den første betingelse for diktaturet er at udrydde kærligheden. 1984; i Kongstad, Martin og Vesterberg, Henrik (red.): Dengang i 80’erne. 2003.
Thøgersen, Henning:
Briste punktet. 24 kunstnere om livets smerteligste øjeblikke. Forlaget Unger, 2000.
Blaksteed, Vibeke:
Væbnet med ordenes vinger. Gyldendal, 1991.
Mai, Anne-Marie:
Mai Strunge. Samtaler m.m. mellem Anne-Marie Mai og Michael Strunge. Borgen, 1985.