Michael Strunge Jensen blev født den 19. juni 1958 og voksede op i en lejlighed i Hvidovre, en af Københavns vestlige forstæder. Han gik i skole på Sønderkærskolen i Hvidovre og fik med sin åbenlyse begavelse lov at springe et par klasser over. Efter afsluttet skolegang fortsatte Strunge på Vester Borgerdyd Gymnasium, hvorfra han blev student i 1977. Herefter bød livet på småjobs, blandt andet fik den litterært interesserede unge mand job som biblioteksmedhjælper. De kunstneriske interesser fik Strunge til at søge ind på Kunsthistorie på Københavns Universitet, men studierne varede ganske kort. Miljøet var simpelthen for kedeligt og uinspirerende. Som han senere har fortalt: “Det jeg oplevede på universitetet, da jeg gik der et halvt år, var, at i løbet af no time havde folk tillært det sprog, som lærerne havde, og havde overtaget deres meninger.” (Vibeke Blaksteen: “Væbnet med ordenes vinger”. Gyldendal, 1991, side 37).
På det tidspunkt var Michael Strunge godt i gang med at skabe sit eget sprog. I løbet af gymnasieårene var han begyndt at skrive digte, og i 1978 debuterede han i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Det gav ham kontakt til tidsskriftets redaktør, Poul Borum, som inviterede ham med i sin første forfatterskole. Her blev betydningsfulde venskaber knyttet med forfattere som F.P. Jac, Henrik S. Holck, Søren Ulrik Thomsen, der var mere eller mindre etablerede i det litterære miljø. Og debuten i Hvedekorn fulgtes hurtigt op af den første digtsamling, “Livets hastighed”, der udkom i 1978.
Allerede dengang havde Michael Strunge voldsomme psykiske problemer. Han var flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger, blandt andet på Sankt Hans, Nordvang og Rigshospitalet, og han fik diagnosen maniodepressiv. Om sin sygdom – som om alt andet – var Strunge meget åben, og adskillige af hans digte henter inspiration fra opholdene på psykiatriske afdelinger, ligesom man kan læse hans forfatterskab med sygdommen for øje og følge op- og nedturene. Opturene giver sig hovedsageligt udslag i storhedsforestillinger og et guddommeligt klarsyn, mens der til depressionerne knytter sig sortsyn og selvmordstanker. Lyset og mørket er to spor, der trækker sig igennem forfatterskabet som en undersøgelse af de vigtigste kontraster i menneskelivet, med livet og døden som yderpunkter.
Michael Strunge tilhører den generation, der i medierne blev udråbt til Nå-generationen, en beskrivelse som indikerede, at her havde vi med en gruppe unge at gøre, som ikke ville noget som helst. I modsætning til 1970’ernes hippier, der gik til demonstrationer, diskuterede politik og lod håret gro langt, så var der ikke tale om et samlende oprør i 80’er-generationen. Betegnelsen ’Nå-generationen’ optrådte første gang i medierne i starten af 1980 som en kritik af generationen. Det fik en gruppe af unge til at tage begrebet på ordet. Heriblandt Michael Strunge. Resultatet blev et stort arrangement ved navn NÅ!!80 i Huset i København i efteråret 1980, hvor mere end 150 unge – såvel bands som lyrikere – optrådte på scenerne over weekenden. 80’erne begyndte således med et Nå, men det var et farverigt og udtryksfuldt et af slagsen.
Først og fremmest var Michael Strunge lyriker. Hans produktion blev til i løbet af otte år, fra han var 19 til sin død som 27-årig, og det blev til i alt elleve digtsamlinger. Men han skrev også et par noveller og deltog som kritiker aktivt og engageret i den litterære debat. Især hans diskussioner af og med samtidige forfattere i tv-programmet Bazar er berømte. Her var det bekendelseslitteraturen, han gav en over snuden. Han mente, at en forfatter som Lola Baidel var alt for navlepillende, og i stedet agiterede han for poesi med visioner og et kunstnerisk udtryk, der spejlede digtets udsagn. Derudover øvede han sin kritikerindflydelse som litteraturanmelder på Politiken. Men sin største kritikerindsats bedrev han nok som redaktør af tidsskriftet Sidegaden, som han redigerede fra 1981 til 1983. Fra denne platform udvikledes et forum for avantgardistisk og eksperimenterende undergrundskunst indenfor litteratur, musik, foto og malerkunst, samt et debatorgan for de unge, der ønskede at finde nye udtryksformer og værdier. Mange af disse unge befandt sig i periferien af punkmiljøet, ligesom Strunge selv. De søgte inspiration i og identifikation med punkmiljøets oprør, og medierne udråbte flere gange Strunge til punkernes talerør. Det afviste Strunge dog at være, men han fremhævede, at digterne og punkerne havde et fællesskab i kampen mod det betonsamfund, de var omgivet af.
Da Michael Strunge døde den 9. marts 1986, var han på hjemmebesøg fra Rigshospitalet, hvor han var indlagt i en manisk periode. Han boede med sin kæreste igennem tre år, Cecilie Brask, i en lejlighed på fjerde sal. Det sidste, han sagde til Cecilie, inden han sprang ud af vinduet, var: “Jeg kan flyve”. Cecilie Brask fortæller om sit forhold til Michael Strunge: “En gang imellem kunne han skræmme mig, når inspirationen fik så voldsomt fat i ham, at han ikke kunne stoppe. Så kunne han bevæge sig ind i et univers, hvor jeg ikke kunne følge ham. Han forestillede sig, han var et billede, der kørte gennem en computer. Han var krigsfange i 1. Verdenskrig eller indianer. Når han så vendte tilbage til den virkelighed, vi delte med hinanden, måtte han begynde at opbygge sin tilværelse igen. Han sagde selv, han havde det, som om han var blevet genfødt.” (Cecilie Brask: “Jeg kan flyve” i “Briste punktet. 24 kunstnere om livets smerteligste øjeblikke”. Gyldendal, 2000).
Michael Strunges gravsted ligger på Assistens Kirkegård i København.